Jane

Ja og netop ved at skrue ned for forventningerne og lade tingene ske på hvalpens præmisser, får man meget igen. Artiklen som jeg henviste til og som jeg har gået meget efter, har været godt for Victor og mig. Og måske netop derfor, har jeg i træning oplevet at Victor har haft meget fokus på mig og har været pragtfuld, at træne med og selv med forventningerne skruet ned og ikke have travl med, at hvalpen skal nå det og det inden for en bestemt tid, så oplever man at man faktisk på et tidspunkt er nået lige så langt, ja og i nogle tilfælde længere med sin hund, som andre der har kløet på med træningen af forskelige øvelser lige fra starten de har fået hvalpen. Jeg gør meget ud af, at rose for rigtig adfærd, som hunden hunden gør af sig selv og en af de store gevindster jeg har fået der, er at Victor altid har gået som en engel i snor. Mine oplevelser med Victor ligner meget dem du har haft med din sidste hvalp. Det har også for mig været den bedste hvalpetid.

Prøv at læs denne artikel. Om hvalpen Jeg syntes den er god og når man ser det på tryk, virker det hele meget logisk og man skruer ned for forventningerne og lærer at nyde sin hvalp. Og får en bedre forståelse for sin hvalp.

:ae::ae: Det gør mig ondt og jeg forstår dine tanker, ville selv have haft de samme tanker, hvis jeg stod i jeres situation.

Rent ud sagt, så er det noget lort i er endt i. Og jeg føler virkelig med jer. Som jeg læser det, så har Happy ikke mange chancer, for et godt hundeliv og jeg læser aflivning mellem linjerne. For at det hele ikke skal være forgæves, så syntes jeg, at andre skal vide hvor galt det kan gå. Håber du har overskudet til det. Men mest af alt, så håber jeg selvfølgelig på en lykkelig slutning for jer.

Hujnden vil også være rastløs, savle og forsøge at kaste op og benene er kolde. Oskar røg ind på dyrhospitalet, da han var hvalp. Det var lykkes ham, at foræde sig i en pose foder, som han havde fået væltet. Hans bug var totalt udspildet. Heldigvis slap vi med skrækken. Men han havde det meget dårlig.

Oskar og Victor er næsten altid uden snor, undtagen er natturen, som foregår på vejene tæt ved hvor vi bor. Men ellers går vi altid steder hen hvor de kan rende løs. Her om sommeren hvor vi det meste af tiden er i sommerhuset, da går de løse 99% af tiden. Det sker dog at vi også her bevæger os ud i civilisationen og så har de snor på, på veje hvor der kører biler. Ja jeg kan godt kalde mine hunde til mig. De er kommet hver gang endnu. Jeg vil helst have dem løse, da jeg mener det giver den bedste udfoldelse mulighed for hundene.

Selvfølgelig er det konsekvens i stedet for belønning i mit eks. Jeg var vist ikke rigtig vågen, da jeg skrev mit indlæg. Timingen er vigtig både når det gælder konsekvens og belønning.

Det giver god mening. Særlig det med den sekundære og den primære forstærkere. Er det rigtig forstået når jeg tror du mener, at i det splitsekund som hunden udfører en handling ønsket som uønsket, at der skal godbidden falde. Hvis nu hunden hopper op på køkkenbordet, så er det når den er på vej til at hoppe op, at den skal stoppes og belønnes og ikke når den står på køkkenbordet, at den skal jages ned og så beønnes, for så vil hunden kode det sammen med at hoppe op på bordet og ned igen med en godbid. Men at hvis først hunden er hoppet op på bordet, at så trækker man tiden med godbidden for at hunden ikke skal kode det til at være en straf.

Dejligt billede af to som for står at hygge sig.

Alt det med olie, er der klogere folk end mig til at komme med gode råd. Men som aftenguf ville jeg give Zacko rene råvarer. Det kan være en rest kød fra aftenmaden, kyllingetern, tørret lever ja der er mange muligheder. Zacko vil helt sikker også mene, at det smager bedre end en billig tør kiks.

Jeg vil tro at du godt kan tage den med ro. Har prøvet det samme med mine hunde og de fejlede ingenting. Kender godt det med at være en pyldremor.

Slapsvans.

Har man to eller flere hunde, er man ikke i tvivl. Troede faktisk at det også var noget de kloge vidste.

Stakkels Cujo. :ae:Jeg er meget bekymret for ham. Det tyder på at han har det meget skidt. Jeg håber, at din dyrlæge har undersøgt Cujo grundig og at i bliver sendt videre til specialister, hvis h*n ikke selv kan finde en diagnose.

Oskar er så absolut ikke den fødte apportør. Han render ud til apporten hvis han gider og det er flere år siden, at han har gidet at aflevere. Tror at hans majestæt mener, at det er et job for tyenet, hvilket vil sige mig. Men nu har han overrasket mig nogle gange og har lavet en rimelig god apportering og vi har ikke trænet det meget længe. Det kan kun være fordi, han har set hvordan Victor gør. Det har foregået på den måde, at jeg har trænet apportering med Victor, hvilket jeg sagtens kan gøre, når Oskar er ligeglad med apporten. Men tro mig han har luret den af og har overrasket mig med at rende ud og hente apporten og komme tilbage med den til mig, inden jeg har fået sendt Victor ud efter den.

Ja det er ulempen med en korthårs race. Mine hunde får ikke rifter eller deres pels skjuler dem så godt,at jeg ikke ser dem, når de farer rundt på grunden her ved sommerhuset, hvor det meste lægger ud som naturgrund. De får derimod masser af borrer i pelsen og det kan være et hestearbejde at pille dem ud af pelsen. Jeg tror bare du skal lade rifterne få ro til at hele, du kan evt. rense de værste af rifterne. Du må ud med leen og slå tidslerne, så Luna ikke river sig på tidslerne.

Jeg tror som dig, at hunde som vi mennesker har behov for den dybe søvn, så jeg vækker hellere ikke mine hunde. Victor har meget lyd på, når han sover, han kan både tude som en ulv, hyle, pive, knurre og gø. Oskar nøjes med at klynke/pive og lave løbebevægleser.

Victor har spist sin morgenmad i dag. Men nu vil Oskar ikke spise, så nu er forvirringen totalt. Victor virker mere frisk i dag, så jeg håber, at jeg det har været en kombination af ondt i poten og en virkning af medicinen, kan læse at metacam kan give appetitløshed.

Ja det var den anden. Men jeg fik intet at vide om bivirkninger. Jeg føler virkelig med jer og stakkels hund, det må virkelig være et mareridt.

I en anden tråd, da skrev jeg om Victors uheld med poten. Jeg føler ikke at han har det godt. Det er lidt diffus og svær at forklare. Han vil gerne med ud, men bliver hurtig træt, han sover meget mere end han plejer og han vil intet spise af hans foder, hvilket er ret usædvanlig for Victor, har aldrig oplevet det før. Victor halter stadig meget og han kan ikke løbe. Han får smertestillende 2 gange om dagen. Han har ondt derom ingen tvivl. Men det undre mig at han kan have så ondt i et sår, der blev syet med 2 sting i mandags, ved godt at det sidder et dumt sted og selvfølgelig kan han mærke det, når han støtter på poten. Men at det tager hans appetit og gør ham mere træt, ja det syntes jeg er mærkelig. Han får antibiotika, måske det er årsagen. Han er ikke så dårlig at jeg mener, at det er nødvendig at tage ham til dyrlægen her i weekenden. Men godt har han det ikke. Indimellem dukker den gamle Victor frem og han kommer med en bold i munden og vil gerne lege. Jeg indrømmer, at jeg har kastet bolden bare for at se hans reaktion. Han løber de første par meter og slår derefter over i langsom skridt, halte - halte og opgiver legen. Kommer der gæster er han også glad for at se dem. Men det meste af tiden ligger han i krogen for enden af sofaen og kommer ikke ud, selv om vi andre er ude. Jeg tænker er det antibiotikaen, som han ikke kan tåle, er det mig som er for bekymret, kan en skåren pote gøre så ondt eller har han andre skader efter springet, som svarer til at hoppe fra taget af en almindelig parcelhus og ned på en masse sten. Eller er jeg bare en pylret hundemor.

Kan også kun sige at den nye hundelov kun rammer de forkerte.

Det lyder voldsom med Kim C s hund. Min historie er en helt anden og flere af jer har hørt den før. Men her kommer den igen. Oskar var totalt sexfikseret og han var totalt ukontaktbar, når vi mødte tæver i løbetid og kastrater kunne han også kaste sig over, dog knap så slem. Han kunne lugte det lang tid før art en tæve kom i løbetid og længe efter det var ovre. I første omgang gav jeg det skylden, at han var en unghund. Senere gav jeg mig selv skylden og følte at jeg ikke var god nok. Det blev bare værre og værre og jeg prøvede alt, men intet hjalp. Lige så dejlig han var hjemme, lige så forfærdelig var han når vi var ude. Det blev et mareridt at gå med ham, for jeg var bange for at vi skulle møde en tæve, der lugtede godt og det gjorde de fleste tæver efterhånden. Enden af det hele blev, at vi prøvede den kemiske kastration og hjalp det ikke, ja så ville han blive aflivet. Hos dyrlægen kunne de høre, at jeg var langt ude, da jeg ringede til dem og jeg fik lov til at komme en time senere. Inden da nåede jeg at fortryde det 1000 gange. Heldigvis sad jeg nede hos min mor og hun holdt mig fast i min beslutning. Den kemiske kastration var en kæmpe mirakel. Der gik ikke lang tid, som jeg husker det, så havde jeg en hund, der stadig havde alle sine gode sider i behold og den eneste forskel var, at han nu ikke interesserde sig for damerne og var nemmere at træne, da han nu kunne koncentrerer sig. En højløbsk tæve kan stadig få amorinerne til at ringe, men ikke mere end hvad der er normalt. Og i januar da fik han cuttet kuglerne og der har ingen forskel været på den kemiske og den kirugiske kastration. Jeg har siden fået at vide, at flere af afkommet efter Oskars far har haft de samme problemer og der har været flere kuld, som har været meget sky. Heldigvis har det aldrig været et problem for Oskar og de kloge goldenfolk jeg kender, mener det skyldes at Oskars mor er en meget psykisk stærk hunde. Oskars far er hellere ikke sky, det må lægge længere tilbage i generne. Ja det var min historie. Intet er sort eller hvidt. Hvad der for den ene kan ende kastastrofalt kan for den anden ende som en solstråle historie.