Drentsche

Har et par skønne svenske hvalpekøbere, men da de hørte at de skulle vente til hvalpen var 15 uger (pga rabies vacc.), før at de måtte tage den med til Helsingborg, ja så faldt humøret drastisk, da de var her på besøg. Det er så det problem jeg som opdrætter kommer til at stå i, pga tåbelige hundehandlere der ulovligt importerer hvalpe jeg har både plads og mulighed for, at have hvalpene her til de er 15 uger, men det er et sindssygt stor arbejde, at socialisere en håndfuld hvalpe + starte hvalpetræning, og give alle sammen 100% opmærksomhed, som de jo skal have. Jeg ved at hvalpe kan rabies vaccineres som 4 ugers (har fået det gjort på hvalpe, der skulle flytte til udlandet) , men den vaccine accepteres ikke i udlandet selvom medicinalvirksomheden, skriver det i deres manual. Hvem rammer de regler, bestemt ikke de mennesker vi så i udsendelsen i går, som er lavet for at holde syge hvalpe fra at komme ind i landene, de gør som de plejer, men de rammer alle os andre, der gør et stort arbejde med vores opdræt

Jo mange bruger okseblod til sweiss spor, det er ikke altid at man er så heldig, at have tilgang til vildt blod. På prøverne bruges vildt blod.

Ja det er hos Lene, glæder mig allerede til på tirsdag

Ja mon ikke, at jeg kunne finde på at kigge forbi, det er jo lige i baghaven

Håber at vi bliver ligeså gode som Dexter :klap: Jeg har aldrig interesseret mig for agility, kan bestemt godt se at hundene var dygtige, men det var så det. Her i huset bor lille Luna, som er lynhurtig både fysisk og indlæringsmæssigt, når vi er ude, kommer hun ofte hen og kontakter mig og det ville jeg jo gerne udnytte, her i huset bliver hundene brugt, til det de viser evner for, så jeg gik lidt i tænkeboks og endte ud med at agility måtte være den aktivitet, hvor jeg kunne bruge de ting hun viste mig, så jeg meldte os til et begynderhold. Luna har intet lydighed lært, så jeg var meget skeptisk om vi nu blev hældt af holdet ret hurtigt Men for pokker det gik simpelt hen som smurt, jeg fik ungpige kuløren tilbage og måtte puste af ind imellem (lettere overvægt og overgangs alder sætter sit præg ) Det kommer vi til at bruge meget tid på tror jeg, det var faktisk sjovt.

Havde tilmeldt til udstillingen i Ronneby, Sverige. Et smukt sted og altid en fornøjelse at være i den velplejede park. Wilma blev 2. bedste tæve med res. CACIB og cert, som udløste hendes svenske champion titel, en meget stolt opdrætter. Jeg stillede hende i working class, da jeg synes at det er en god reklame for racen, at de både er smukke og kan arbejde. Wilma skal til apporteringsprøve i næste måned, jeg håber at vi nupper den, og at vi kan komme videre til åbenklasse markprøve. Så nu har hun en masse fine titler : DKCH, SE(U)CH, DKV'13, DKJV'13, DEVDHJCH, DEJCH (Klub), HerbstJugendSiegerin'13, BundesJugendSiegerin'13. BundesSiegerin'14, HerbstSiegerin'14.

Nej selvfølgelig mener jeg ikke det, nu ved vi jo at du godt kan li' at dreje tingene, men det er jo som det er, jeg siger bare at jeg passer på mine hunde i forbindelse med parring, hvad andre gør må være op til dem, jeg bor ikke ude i bushen, men i et samfund hvor vi gerne passer på vores dyr.

Nu er det jo ikke et spørgsmål (for mig eller mine opdrætter kollegaer, som jeg været til parringer sammen med ) hvad vores hunde kan og ikke kan, det er et spørgsmål om at passe på vores dyr og avlsmateriale, som det jo i bund og grund er, vi har ikke hverken lyst eller råd til at de skal komme til skade, hvilket sagtens kan ske, selvom hundene har helt styr på situationen.

Jeg kan jo fortælle hvad jeg gør når der skal parres her eller hos hanhunde ejerne. Jeg/vi lader hundene lege/spille op til hinanden i haven uanset vejr. Når der så er gevinst og de hænger sammen, går vi hen og sætter os ved hundene og sørger for, at der ikke er en af dem pludselig vil væk, så nusser vi hunde og klarer verdenssituationen imens, og glæder os over at det er gået fint, vi har siddet ude i alt slags vejr, kommet ind gennemblødte eller med frosne knæ. Ingen af os (opdrættere) har lyst til at vores avlsdyr kommer til skade, så better safe than sorry, og sådan tror jeg at det foregår mange steder hos opdrættere, der gerne passer på deres dyr.

Når jeg går med mine 4 welsh'er, må "tøserne" gerne hilse, men min hanhund er ikke særlig hunde social med fremmede hunde, så han bliver holdt i kort snor, imens at de andre hilser/snuser. Det største "problem" jeg egentlig har på gåturene, er hvis folk gerne vil hilse på hundene, for så kommer de helt op at køre og hopper op (ikke hvis det er børn, der er de meget forsigtige, hvilket er skønt). Ofte trækker folk med hunde sig væk, fordi at jeg har flere med, og det er helt ok, mine skal ikke nødvendigvis hilse.

Vores kenneltræf i går, der var nogle der ikke dukkede op, men alligevel var der mange der kom, det var rigtig fint. Mollie min drente nød dagen med alle hunde og ejere

Det har jeg prøvet med Tikki godbidderne i plast dåser, jeg købte rigtig mange på et tidspunkt (kassevis) da der var tilbud, de smuldrede simpelt hen i dåserne, ingen dyr i Jeg har et lokale hvor mit foder står mørkt og køligt, så de var ikke opbevaret forkert.

Lige et lille sidespring fra TS tråd, men jeg måtte jo lige kommentere på min race. Jeg synes nu at mine er lette at arbejde med, min hanhund, kan godt være lidt ukoncentreret og med springfjeder indbygget, men det er så det, alle tøserne er rigtig super og let lærte, de kommer fra forskellige linier, og uden at træde nogen over tæerne, tror jeg at de welsh'er du nævner at du har set, kommer fra nogle få opdrættere, og at der lige pt er meget opmærksomhed på ikke at hive de linier hjem, der er meget nervøse (selvom nogle opdrættere helst vil lukke øjnene). Jeg f.eks har så den opfattelse som du har af welsh'erne, det har jeg af de engelske springere som er pænt agressive (ikke kun nervøse) og cockere, der gør som sindssyge og har rigtig skidt temperament, sidst oplevet i går.

Jep, min han reagerer de dage hvor hans næse fortæller ham at der er "noget at hente", og det er nærmest på minuttet at han vender sig væk fra tæven, når hun ikke er moden mere, alle hunde er i dag lukket sammen igen, efter 1 uge med højløbske tæver. Det er jeg virkelig glad for, tænk hvis han reagerede i hele perioden, så måtte vi finde et nyt hjem til ham, med alle de tæver i huset.

Ja PBC du har nok ret mht. til flere ting. Jeg har fået avlsgodkendt mange hunde i flere racer, men har ikke fået hvalpe på dem, da der manglede en del ting, men de var søde familiehunde. Jeg har en rigtig god avls tæve, der ikke synes at udstillinger er fantastiske, så hun har kun været på nogle få, hun har en fantastisk iver og vildtnæse, er dejlig at arbejde med, og giver skønne lærenemme hvalpe. Hun er ikke nogen tophund på nogen planer overhovedet, men er en god "producer", giver gode gener videre (hun har nu fået de hvalpe jeg synes at hun skal have). Jeg har fra hende en tæve der på alle planer er super, hun er smuk klarer sig rigtig flot på udstillinger, hun er fantastisk at arbejde med, let lært (jeg er ikke særlig tålmodig ), hun har det mest fantastiske temperament, lige som en spaniel skal ha', både over for andre hunde af alle slags, og mennesker, alt på 2 ben under 120 cm er som en magnet på hende, hun nyder børns selskab, tror faktisk at hun ville være en rigtig god terapi/læse hund. Jeg står nu i et dilemma, jeg skal have hende om fotograferet i dag (hofter), og det er skæbnens dag, hun er på alle måder et skide godt avlsmateriale, jeg ved selvfølgelig ikke, om hun giver det gode videre, sådan er livet jo, men jeg ville være så ærgerlig hvis jeg ikke kunne bruge hende, hun er alt i en pakke. Jeg hentede en skøn lille tæve i Sverige, som jeg har mistanke om er allergisk, på et eller andet plan, jeg har kontakt med opdrætter og tror at jeg må sende hende tilbage igen, hun er ikke udredt, men bare på alle de tegn fra jeg fik hende hjem, ville jeg ikke tage chancen, tænk hvis det forfærdelige skulle ske at jeg sendte allergi gener videre, det ville ikke være til at bære. Men for pokker hun har en energi og en lyst til vildt der siger spar 2, og jeg ville så gerne have det ind i mit opdræt, men ikke på bekostning af allergi/sensibilitet. Jeg kunne jo lukke øjnene,og få hende avls godkendt og blæse på hvad jeg sendte videre, for hun er jo smuk og skøn. Så er spørgsmålet skal jeg bruge min superhund, som hvis der var HD index på racen, ville have et godt index da familien, bagud til siderne har gode hofter, og blive set skævt til af andre opdrættere, eller skal jeg blæse på det og gå efter "racen", og det jeg tror på? Ikke let at være opdrætter, der vil det bedste.

Man kan jo altid have nogle ønske kriterier om den perfekte hund, men sådan ser verden jo bestemt ikke ud. Som Shii skriver, skal hunden dælme have en engels tålmodighed og et grundlæggende godt sind, for at kunne begå sig på udstillinger, de går tæt (meget tæt) i hallerne med alle mulige forskellige racer, mange mennesker, lyde og dufte, de skal kunne tåle at blive overbegramset af dommere der lugter (for hunden fælt), der står ind over dem, for hanhundenes vedkommende "hiver" dem i de ædlere dele, tager fat og roder dem i munden. Mht prøver, hvis ikke at det kan bruges som "målestok" i avlen, hvad pokker kan så, man bliver jo nødt til at have noget håndgribeligt, hvis man vil bruge sine dyr i avlen. Jeg ville da ikke tage en ejers ord for at den hanhund jeg nu havde kig på, var god på jagt eller havde de bedste aftegninger, eller var glad for deres barnebarn, det kan jeg jo ikke bruge til noget. Jeg skal have resultater, og derefter, møde den han/tæve jeg var interesseret i, så jeg har haft den i hænderne. Og så er det jo så heldigt at vi opdrættere ofte har et ret godt netværk, så de hunde vi har interesse i, er set af mange i forskellige situationer. Men ja det perfekte avlsmateriale, ville da være skønt, men verden er ikke perfekt. At der så er nogen der avler på revl og krat, kan man jo ikke undgå, jeg var faktisk på udstilling i week enden og vandt med både han og tæve, men jeg vil så sige, at der dælme heller ikke var mange gode repræsentanter af racen, faktisk ville jeg aldrig selv, have stillet med nogen af de hunde der dukkede op, ligeså vel, som jeg ikke ville vælge en 3 benet leonberger hvis jeg ville vinde agility konkurrencer. Nogle er bare ikke kritiske med hvad de laver. Jeg har droppet mange hunde der var avlsgodkendte, både münsterlændere/drenter og welsh, de havde bare ikke det der "god avlsmateriale" i sig, efter min mening.

Hvad er det for nogle svagheder du mener "man" (hvem det så lige er) har set igennem fingre med ?

Billeder fra Int. udstilling lørdag i Neumünster, havde egentlig ikke lyst til at tage afsted, Carlos havde haltet ugen før, men var frisk igen, Wilma nåede jeg ikke at få vasket, hun havde været en tur i søen til hunde træning, pelsen var fin og blød, så jeg regnede med at det nok kunne gå. Nå men hun bestemte sig også, for at savle ned af sig selv på turen derned, aargrr... Det haglede, lynede, tordnede, stormede og regnede, ind imellem var der lidt sol. Nøj jeg var glad for at vi tog afsted alligevel, Carlos blev bedste han og på dagen INTCH/International udstillings champion, min hjemmelavede Wilma stillede i brugsklasse, blev bedst i racen og fik en flot placering som nummer 3 i gruppe bedømmelserne ud af 18 spaniels/retrievere. Stolt opdrætter og ejer.

Jeg har nogle super hvalpekøbere, en af hvalpekøberne fra Tyskland, træner "man trailing", lydighed og agility med sin.

Jeg har jo hende her: DKCH, DKJV'13, DKV'13, DEVDHJCH, DEJCH (Klub), HerbstJugend Siegerin'13, BundesJugend Siegerin'13 BundesSiegerin'14 HerbstSiegerin'14 , hun har klaret begynder mark prøven (ikke så svært), men er en knag til apportere, men det bedste er at hun forstår, at når hun får en opgave, så bliver hun ved til den er klaret, vi skal snart til apporterings prøver, Vand/slæb, og jeg regner med den udvidede apporteringsprøve når den anden er bestået, hun elsker mennesker er rar ved andre hunde, hun er fantastisk skøn at træne og er i det hele taget bare god til det jeg laver med hende, hendes mor er ligesådan, jeg kom bare aldrig rigtig i gang med hende. Det er nogle ting jeg vil bibeholde i opdrættet, + det at de er tændt på fugle, og deres vildtfinder evner er supergode. Det er hunde der ikke er så højt i tændingen som mange andre, og det elsker jeg, de kan bo hos "almindelige" mennesker, der ikke er trænings nørder. Jeg nyder at have hunde der ikke er opdelt (endnu) i udstilling/jagt/prøver, at de kan klare sig i begge discipliner. Det kan godt være at racen ikke er en "rigtig jagthund" i manges øjne, men det er en hund der kan trænes af nærmest alle, de kan fungere hos mange typer familier, og være en god stabil jagt kammerat, uden at skulle være den der løber hurtigst, stresser mest, eller er "skarp". Jeg er startet på jagthunde træning i den lokale jagtforening, og der er en del, der har hunde som de måske nok ikke skulle have haft, fordi at man gerne vil have "jagtmaskiner", men det er at skyde over målet, hvis man ikke vil/kan bruge den tid det tager for at få trænet dem ordentligt. Det er meget populært at have lynhurtige labradorer og ft. springere, fordi at det er sådan nogle at de andre har (selvfølgelig ikke alle). Men det er måske racer, der skal overlades til dem der virkelig vil bruge tid på træningen. Men den er jo også svær, for der er jo individuelle forskelle inden for racerne, men jeg synes at det er vigtigt, uanset hvilken race man vælger, at gøre sig klart hvad man vil med den, og om man har tiden til at aktivere den, og måske ikke skyde over målet, ved at ville have den lynhurtige sorte labrador, eller den vildt tændte springer. Måske erkende at det er en anden type hund der passer til en. Jeg har for øvrigt haft (har den ene endnu) 3 münsterlændere, ingen af dem har været stresset, eller hængt i gardinerne hvis de ikke lige blev aktiveret, men skarpe har de været, og det har jeg ikke behov for, så det blev en anden race.

En god træningsaften er overstået, og jeg er sikker på, at vi snart er helt klar til apporterings prøven, hende Wilma er så stabil og en fornøjelse at arbejde med, elsker den hund

Det de med at de kan filtre i hårene så det rykker i huden, åh jo. Jeg har jo hunde, der skal redes igennem ofte, ellers laver deres pels filtre, og det er ubehageligt for dem, når det er dem inde ved huden. Men jeg har jo så også min gamle Mollie som har fået en dum pels efter at hun blev steriliseret, og det danner filtre hele tiden, en dag kunne hun ikke rejse sig og jeg tænkte, åh nej er det nu? Så jeg kravlede ned på gulvet til hende, og hun blev undersøgt med hænderne om der kunne være noget, jo det var der sørme, hun havde fået en filter (ikke voldsom stor), så hun ikke kunne strække benet uden at det gjorde ondt, så det blev klaret med en saks, og hun hoppede frisk rundt som hun plejede, så jo det kan sagtens gøre ondt. Men om hunde er mere glade når de er velsoigneret, ved jeg faktisk ikke, jeg kan mærke at de har det godt når de er blevet børstet, men om det er samværet og nusningen der gør det, aner jeg ikke. Nogle hunde er jo mere sarte end andre, Min gamle Mollie er meget sart med at blive beskidt og min münsterlænder har det bare bedst, når han stinker af et eller andet, og har dækket pelsen af indtørret mudder

Ja de familier der tilbyder at åbne deres hjem for sådan hunde, skal helt klart have hjælp med i "pakken" har selv haft flere ødelagte stald/hundegårds hunde, og det er et stort arbejde, og kan ikke gøres som en normal lille velstimuleret hundehvalp.

Det er så forfærdeligt, jeg har sagt til opdrætterkollegaer og familie, hvis jeg en dag skulle blive så forvirret i hovedet, at jeg ikke kunne klare at passe mine hunde, ville jeg forvente at de skred ind, jeg har sågar lavet papirer på de hunde jeg har, og hvem der skulle hjælpe med at vælge hvad der skulle ske. Man ved ikke om hjernen en dag står af, det kan jo ske for os alle sammen, og jeg ville helt sikkert også sige at jeg havde styr på det, hvis det kom så langt. Jeg har i denne sag tilbudt at være pleje"mor", for max 2 hunde, når sagen er nået så langt, at de må omplacere de hunde der er egnet til det. Så kan de da komme ud og blive socialiseret indtil de skal ud til de familier, der har valgt at åbne deres hjem og bruge tid på at give dem en god hverdag. Om de gør brug af mig, ved jeg ikke men jeg har tiden og muligheden for at hjælpe på den måde.

Jeg har jo en blandet flok, mine 2 hanner kan ikke være sammen mere, de er ret utrygge ved hinanden, den ene er steriliseret, men det kan jeg bestemt ikke mærke på ham. Mht. gåture er der ingen problemer, hannerne har bare ikke lyst til, at have kontakt med fremmede hunde, så ingen gåture, hvor vi kan møde løse hunde, tøserne er ligeglade.