esmadsen

Okay, okay, vi tjekker de der pudler ud :blink: Nogle der kender til noget god litteratur om pudlerne?

Altså ja. Vi bor i et halvt hus i stueetagen, så der er ikke noget med trapper. Vi overvejer det der gøen meget. Derfor tror jeg altså også, vi skal ud og opleve nogle forskellige hunde - det gør altså meget. Jeg må finde nogle konkurrencer i nærheden og se på og snakke med hunde og ejere.

Kæresten siger corgien er sjovere og jeg har nu egentlig også et blødt punkt der. Men jeg tror virkelig sådan en puddel er lækker at arbejde med :5up: Nå, men vi skal jo heller ikke beslutte os lige nu.

Vi troede faktisk længe, vi skulle have en Cavalier, da vi først begyndte at snakke om at få hund, men jeg tør simpelthen ikke med alle de sygdomme. De to cavaliere, der bor her i nærheden virker simpelthen også bare så nervøse.

Jeg burde nok lige redigere mine kriterier lidt. Jeg kunne godt leve med pelsplejen, men kæresten har altså trukket lidt i land på det med en pelshund, og man skal åbenbart være enig omkring sådanne ting. Så der skal en del overtalelse til. En dværgpuddel er jo fuldstændig oplagt :hjerte: Sad og kiggede på Phyrus pudler, og de er jo bare virkeligt lækre!

Jeg har også kigget lidt på en Vestgötaspids, men synes det er svært at finde særligt meget om dem. @søster lagkage Hvis det skal blive en terrier, skal jeg i hvert fald overtale kæresten en del, men jeg tror godt, jeg selv kunne falde for sådan en.

Det var lidt det, jeg havde på fornemmelsen med gårdhunden @AnneMangetal Corgi er faktisk ikke et dårligt bud. Kæresten synes de er så charmerende og det er jo også vigtigt! Det kunne være jeg skulle undersøge, om der er et sted, hvor vi kan opleve dem live. Det virker nemlig ikke til, at der er så mange corgier omkring os. Kan du anbefale et sted? Jeg er netop lidt bange for netop alene-hjemme delen ift løven, som ellers virker som en skøn hund! Og pelsplejen har jeg jo været vant til.

Det hjælper lidt for mig at drømme om, at Fie ikke var min sidste hund, og at vi næste gang slet ikke er så uheldige - så nu går jeg og overvejer hvilken race, det skal være denne gang. Jeg har jo hele tiden forestillet mig at Cotonen passede enormt godt til os - og det gjorde den også på mange punkter, men vi brugte rigtig lang tid på at lære hende at være alene hjemme, og hun gøede måske også lidt meget. Måske har vi også bare været sindssygt uheldige og brændt nallerne helt ufatteligt på en meget syg hund, men jeg tror ikke vi skal have en Coton igen. Jeg kunne godt tænke mig en arbejdsglad hund, som jeg kan gå til rally og/eller agility med. Det behøver overhovedet ikke være på højt konkurrenceplan men en hund, der synes det er sjovt at arbejde. Hunden skal ikke være for stor - nok max mellemstørrelse. Den skal helst have en god tænd/sluk-knap, så den kan være nogenlunde rolig indenfor. Man skal kunne lære den at begrænse gøen indenfor - den må gerne gø, når der er nogen ved døren, men ikke hele tiden af alt og ingenting (det lærte vi også selv at arbejde os udaf med Fie ved hjælp af en adfærdskonsulent, så vores egne forudsætninger er nok større denne gang) Pelspleje er ikke noget problem, men jeg ville ikke savne det. Jeg har selv tænkt på en D/S gårdhund, men måske den gør for meget. Håber på at få lidt input

Sikke en drejning Tak for alle de forstående beskeder - det trøster altså lidt. Jeg har ikke opfattet nogen af beskederne som respektløse - selvfølgelig må folk give deres besyv med. Det fik da også mig til at tænke mig om en ekstra gang. Jeg synes dog ikke, vi havde mulighed eller overskud til at tilbyde og gøre, det der skal til, hvis vi skulle strække den længere. Det gode ved denne diskussion er, at den kan fjerne mit fokus fra det frygtelige døgn, vi har været igennem, og den pludseligt opståede ro.

Vi er heldigvis helt overbevist om, at det er den rigtige beslutning selv. Med den sygdomshistorik Fie har, kan vi simpelthen ikke klare mere - så det ville kun være for vores dårlige samvittigheds skyld. Vi har jo nærmest rendt til dyrlæge hver uge, og hver eneste gang vi troede, vi var ovre noget, kom der noget værre. Hun har døjet med blærebetændelse siden midten af december og har været på antibiotika af 3 omgange. I fredags var vi så derovre, fordi hun havde det skidt. Hun havde så åbenbart fået mavesår af al den medicin. Så kom hun på skånekost og fik mavemedicin og lige med samme fik hun det bedre. Hun har været frisk her i weekenden som aldrig før, det har været så skønt . Og så vågnede vi op til en haltende hund mandag Begge forældredyr er tjekket, så jeg synes ikke at opdrætter kan gøre så meget mere, andet end ikke at lave hvalpe med den kombination igen - har stadig fuld tillid til dem, og de er simpelthen så kede af det.

Tak for lidt perspektiv. Vi oplevede først haltheden her til morgen, men hun flyttede sig ikke ud af stedet. Jeg havde på fornemmelsen, at hvis jeg lod hende sidde, ville hun have siddet der hele dagen. Lige nu har hun virkeligt ondt, hvis hun er nødt til at støtte benet - altså hun vil overhovedet ikke gå , og vi må ikke røre benet. Vi er nødt til at bære hende ud i haven, hvor hun så sætter eller lægger sig. Så som det er lige nu, synes jeg ikke jeg kan forsvare andet. Lige nu bliver hun forkælet med klam klov i sengen og vores selskab.

Vi har fået det snakket rigtig godt igennem med opdrætter i dag, og de kender og er indforstået med vores beslutning. Vi har en aftale om, at vi får halvdelen af købsprisen tilbage. Så sender vi røntgenbillederne til dem også, så de kan forholde sig til det. De er meget kede af det og har aldrig oplevet det før.

Tak for krammere. Beslutningen er taget. I morgen siger vi farvel til hende. Det ville ikke være fair over for nogen af os. Men puha sikke en drejning det lige pludselig kan tage. Vi har jo haft vores hyr med hende og måske har nogle af "adfærdsproblemerne" skyldtes smerter, men hold da kæft, man får knyttet sig til sådan et lille kræ :hjerte:

Ja, gudskelov har vi sygeforsikring. Det er svært at sige noget om fremtiden, men man vil skulle tage hensyn til hende resten af hendes liv. Som det ser ud vil det være alt for hårdt for os at gå det igennem

Vi har lige hentet hende og fået en lang snak med dyrlægen. Det står desværre så slemt til, at det vil kræve en operation, ellers vil der simpelthen ikke være noget tilbage til at holde på benene. Så der skal altså operation på begge hofter til. De skal fjerne et stykke at lårbensknoglen og hun ville have pseudoled.

Ja hun har været hårdt ramt, og derfor lyder det også på dyrlægen, som om han mener, vi virkelig skal overveje om det er det værd. Hun er med DKK stamtavle, og jeg har lige snakket med opdrætter, som vist også blev lidt chokeret. Men opdrætter skal vel have muligheden for at tage hende hende inden vi evt. vælger aflivning eller hvordan?

:megaked: Fie er nu 10 måneder og har alle dage været en rigtig mandagshund. Her til morgen haltede Fie på bagbenet og ville ikke rigtig flytte sig ud af stedet. Det er tredje gang hun halter og dyrlægen har tidligere sagt, at hun nok har lidt løse knæskaller. Her til morgen var det dog værre end før, og jeg valgte at ringe til dyrlægen og fik lov til at komme over med hende med det samme. Han observerede hende og mærkede efter og rigtigs mok konstaterede han løse knæled, men efter lidt tid mærkede han også, at der var noget galt med hoften. Der stod jeg så og tudede alene og skulle beslutte, om hun skulle røntgenfotograferes. Nu har dyrlægen så ringet og sagt, at det ikke ser godt ud, og at hun har HD i begge hofter - den ene værre end den anden. Så vi står nu og skal beslutte, hvad der videre skal ske. Hun kan nok godt opereres og leve med det, men hun vil alle dage have et handikap, som skal tages hensyn til. Vi vil jo gerne have et aktivt hundeliv, og min drøm har været at vi skulle gå til træning og måske også konkurrencer. Lige nu står vi midt i det hele og er helt ude af den. Hvad skal vi tænke over og hvilke hensyn skal man tage i en sådan situation?

Fundet på Q Pets hjemmeside om mini selen: "Hvis du ønsker mulighed for justering er Tre Ponti Mini selen nu også kommer med justerbar strop." (stavefejlen er der altså )

Jeg har lige set på Facebook at Frisenborg pension har fået en udgave af Tre Ponti til små hunde, der kan justeres, jeg har dog ikke fundet den andre steder endnu. Den ville jeg nok forsøge at finde - har selv købt en 2,5, der var lidt for stor og derfor filtrede pelsen helt vildt.

Jeg kender slet ikke øvelsen med alle de mange navne

I aftes startede Fie og jeg på Rally-begynder hold i en ny klub. Pga. løbetid og juleferie har vi ikke trænet på hold siden oktober, så var virkelig spændt på, hvordan hun ville tage det. Hun var bare topmotiveret :5up: Kontakten var helt i top og vi fik hurtigt styr på lineføringen på venstre side igen. Vi blev introduceret for en tyskervending og den forstod hun bare med det samme. Til slut da vi gik et par baner blev hun lidt ukoncentreret, men det er heller ikke nemt når føreren er helt rundforvirret efter hver eneste vending Og så lige et spørgsmål. Fie sætter sig meget fint ved min side, når hun går på plads, men når hun skal finde ind på pladsen i første omgang sætter hun sig ofte ret langt oppe foran mig og med næsten 90 graders vinkel ud fra mig. Hun er så ivrig at hun godt lige kan komme til at rende rundt om mig et par gange. Hvordan træner jeg at hun sætter sig ordentligt på plads?

Det er et rigtigt godt tilbud af DCH.Tror nu også vi vil have betalt, hvis nødvendigt, men på SU har det altså været meget rart. Vi er selvfølgelig heller ikke nået helt i mål endnu, men vi er kommet et godt stykke af vejen :5up:

Det er virkelig den bedste nyhed længe :banan:

Jeg sad også og undrede mig længe :stupid:

Jeg har sådan lyst til at dele vores historie om Fie med nogle, der forstår, hvor meget en hund kan fylde i ens bevidsthed, når der er noget, der ikke helt er, som det skal være. Det at få hund er noget både mig og min kæreste har drømt om i mange år, og vi gik og ventede længe på at vi syntes vi var "voksne" nok. Vi diskuterede mange racer og var helt enige om at vi skulle gøre det ordentligt og lægge et stort stykke arbejde i det. Vi læste mange bøger og havde mange holdninger til det hele inden vi så hentede Fie. I starten gik det hele fint - dog med lidt startproblemer i forhold til alene hjemme-træning og sådan, men vi havde heldigvis god tid - men det var hårdt arbejde. Da Fie var omkring 3-4 måneder begyndte hun at gø - mest ud mod døren. Vi spurgte lidt rundt omkring, hvad vi skulle gøre for ikke at forstærke adfærden. Vi forsøgte at anerkende hendes gøen ved at gå ud og tjekke, om der var noget - det gav ikke rigtig nogen effekt. Vi forsøgte at aflede og få hende væk fra situationen. Men måske var vi bare ikke konsekvente nok. Vi forsøgte også at skabe en fast struktur og vi forsøgte at aktivere hende godt. For et par måneder siden gøede Fie simpelthen så meget hele tiden, at vi næsten ikke kunne holde ud at være hjemme med hende. Hun blev stresset af det, og vi blev stressede af det. Vi kunne ikke lave mad uden at den ene blev nødt til at tage sig af Fie, og vi kunne ikke spise i fred. Vi blev enormt pressede og begyndte at gøre alt for at undgå, at hun gøede. F.eks. kunne den ene sidde på gulvet med hende, mens den anden spiste sin mad. Vi begyndte at løfte hende ud i haven, for så gik hun ikke gøamok der også osv osv... Vi nåede til et punkt, hvor vi blev enige om, at vi blev nødt til at have hjælp - vi blev faktisk også nødt til at sige, at hvis der ikke skete noget, måtte vi finde et nyt hjem til hende - jeg græd virkelig meget den periode. Jeg ville for alt i verden ikke af med hende, men situationen var bare så uholdbar og gjorde mig så ked af det. Vi søgte hjælp hos en adfærdskonsulent fra DCH, som heldigvis viste sig at være virkelig sød og forstående over for vores problem. Hun kom ret hurtigt hjem til os og observerede Fie, os og vores omgivelser. Hun kunne godt se at Fie gøede og stressede en del. Hun foreslog at flytte nogle af Fies sovepladser, så hun ikke lå halvt under spisebordet beskyttet af os. Vi skulle også for alt i verden undgå at løfte Fie, fordi hun i de situationer er unødvendigt beskyttet af os. Når hun gøede opfarende ud mod døren skulle vi aflede hende ind i et andet rum og lukke døren. Og vi skulle ignorere hende under måltider. Vi blev advaret om at, der nok kom en periode, hvor adfærden blev værrere - og det gjorde den!! Når vi var hjemme med hende var man virkelig på hårdt arbejde - hele tiden og vi havde en periode, hvor vi satte stor pris på, når hun sov. Nu her et par måneder senere er vi bare et helt andet sted :hjerte: Den sidste uges tid er der sket enormt store ændringer. Fie kan lige pludselig slappe af, også uden at vi er lige omkring hende. Vi kan have døre åbne i hele lejligheden, for hun føler ikke længere hun skal advare os om alle lyde. Vi har fået indført en stop-kommando, som efter lang tids arbejde virker. Det er så fantastisk, at hun nu har fået tillid til at vi har styr på det. Vi har virkelig fået den hund og det hundeliv vi ønskede os og jeg er så stolt af hende og af os Men hold kæft, hvor har det også bar været hårdt arbejde! Håber historien kan være med til at inspirere hos andre frustrerede hundeejere - det har i hvert fald været det hele værd! - Og jeg trængte virkelig til at dele historien med nogle