Amocca

Jeg er ikke uenig i, at alle kan lære det. Der hvor jeg bliver et stort spørgsmålstegn er, da du skrev at man "med fordel" kunne træne en dansk spids eller en schæfer og bruge den i stedet. Det giver ingen mening i mit hoved. Med den smule erfaring jeg har kan jeg fortælle, at alt er 100 gange nemmere når man beder en hund udføre den opgave den er skabt til. Terrieren herhjemme kan lære spanieles opgaver, men brænder ikke for det, så indlæringen er vanskeligere og resultatet ikke lige så successfuldt. Wlma kunne sådan set alt hvad hun skulle kunne da hun kom hjem til mig 8 uger gammel. Vi skulle bare lære at styre det sammen.

Men hun var jo stadig en race der var skabt til at hente ting i vand... Måske er det bare mig, men jeg kan bare slet ikke se hvordan man med fordel kan vælge en hyrde eller en slædehund til jagt...

Der stod i oplægget, om det var sandt at de lyse goldens var "nemmere" - det var det jeg baserede mit svar på.

Jeg tænker din bror er ret ligeglad med, hvad en random person på nettet mener. Men vil du virkelig påstå, at en hund er en hund? Og at de alle kan trænes lige fint op til hvad som helst?

Jeg har en fuldfarvet "rød" cocker (hun er genetisk rød, selvom hun ser gul ud). Hun er jo så en FT og jeg har ingen ide om, hvorvidt "cocker rage" syndromet også kører i den avl? Jeg har hørt det om røde cocker spaniels og har ladet mig fortælle fra flere at der er ihvertfald et gran af sandhed i det. Som I at man ser flere med dårligt temperament i den farve.... Men jeg aner ikke, om der er lavet et videnskabeligt studie i det... Mon ikke dog, når CHR*mangetal* mener, at man kan påvise at problemet stammer fra 2 røde importer i 60'erne. Mht goldens har jeg absolut den modsatte erfaring mht pelsen. De lyse "kloringoldens" jeg har haft på hold, har absolut ikke været nemmere. De har været oversexede og overstressede og ude af stand til arbejde. Hvor meget af det der skyldes ejere og hvor meget genetik tør jeg dog ikke udtale mig om. Især husker jeg en enkelt som gik helt i baglås hver gang der blev stillet det mindste krav til hende. Om det krav så blot var at sætte sig ned.

Mjaaaa.... En hund er ikke en hund. Og der er immervæk milevid afstand fra at vælge en mindre motor, som fx en standard spaniel, til at stå med en schæfer som apporterende fuglehund. Nøjagtigt ligesom hvis jeg mødte op til hyrdning med min jack russel blanding.... det bliver vi godt nok ikke enige om, beklager...

Nu er jeg ikke jæger, men jeg kan ikke se at man "med fordel" kan træne en dansk spids, schæfer eller anden ikke jagthund op til jagt. Selvfølgelig kan man træne dem til at hente en and eller en fasan, men jeg kan ikke se nogen fordele i det? Jagthundene er skabt som de er, for at være optimale til det de skal. Om det så er at bulldoze gennem krat, hente ænder i koldt vand, afsøge en stor såt osv. Jeg tvivler på, at der er folk nogen steder der står og tænker: Den Springer spaniel er godt nok en perfekt jagthund, men jeg ville ønske den var bygget som en schæfer... Hvis man havde det ønske, så var avlen blevet lagt om, til den kropstype...

Nej, nej. Men det er heller ikke det samme som at være vimmer - i min bog. Man kan sagtens være veltimuleret og glad og tilfreds og stadig være vimmer.

Sikkert.. Og det er nok næppe et tilfælde at alle mine hunde er ret "vimmer"... Wilma vinder dog vimmerkonlurrencen . Men jeg tror ikke du slipper helt for vims, med en ft cocker. Jeg tror ihvertfald jeg har tilgode at møde et eksemplar hvor det ord ikke passede ok på dem i større eller mindre grad.

Nu er jeg jo på min første ft cocker, men det du beskriver kunne Wilma sagtens leve med. Der er dog noget helt særligt over at se hende udfolde sig med det hun er lavet til. Hun elsker helt sikkert at løbe og lege med de andre, elsker at træne alt muligt, men når hun afventer et release cue på at afsøge et krat, så er hun lige så hun stråler og vibrerer af spænding... Aner intet om springerne, men cockeren er "vimmer" - de slår nærmest vejrmøller når de går sammen med dig og slår krølle på sig selv af begejstring over alt her i livet: mennesker, mad, andre hunde, legetøj, en åben dør osv osv... Jeg synes det er über charmerende, men den mening deles langt fra af alle! Nogle mennesker får stress i deres hoveder bare af at kigge på hende....

Jeg tror man har påvist, at generation1 vist er mindre tilbøjelig til at få skavanker ved en blanding af to forskellige racer, men derefter går det vist ned af bakke? Men hvor søren mon jeg læste det :hmm:

Det største problem - for sådan en som mig - hvis jeg løber med 2 hunde på dagen, er at huske HVEM jeg løber med for de to jeg har skal / skulle løbes med så forskelligt....

Eller man køber sig en hårløs version ala min

Sødeste store piger på tur efter Wilma havde trænet

Farten og entusiasmen fejler ikke noget. Hun kommer bare ikke meget længere ude end min arm er undtaget på det første udslag, hvor hun egentlig kommer pænt ud, men så er det ligesom om hun tænker "nåååh, er det det vi laver" og så korter hun sine udslag helt ind til mig. Sanne er dog enig med dig i, at det skal jeg ikke bekymre mig om. Det kommer naturligt at hun vil lave større udslag, når hun begynder at fange hvad hun egentlig har gang i. Hun gik jo aaaaalt for stort til at starte med, så forhåbentlig kan vi få en fin mellemvej på et tidspunkt Men hun arbejder jo med det handicap, at jeg ikke ANER hvad jeg egentlig har gang i Kan godt se, at vi ikke er ligeså langt fremme øvelsesmæssigt, som de to kuldsøskende vi træner med - deres førere er erfarne spanielsfolk... Tilgengæld er vores fri ved fod pænere end søsters og vores aflevering til hånd sidder i skabet hver gang, i forhold til brormand

Wilma har idag været på kratluskeri. Tydeligt en af de ting hun synes er allersjovest! Hun elsker bare at bulldoze Hun delte tjansen med en anden hund, og fik kun hvert andet kast. DET var svært. Hun sætter sig pænt på sit stopfløjt og afventer sit release-cue. Men hun mener, at alle release-cue er hendes ligemeget hvad der bliver sagt... Vores søg halter stadig lidt. Jeg har vist holdt hende lidt for meget i næsen, så hun holder sig lidt for tæt på mig. Sanne mener dog, at det kommer helt naturligt, hvis vi flusher et par duer til hende i søget næste gang. Nu skal jeg til at have arbejdet lidt på stoppet på afstand. Hun stopper pænt nok, men skal promptes til at sætte sig...

Der har ikke været noget herhjemme, hvor jeg har tænkt om synet kunne være påvirket, og hun var på core conditioning kursus hos rikke i vinters, hvor vi løb springteknik inde i hallen uden problemer? jeg ved heller ikke, om det er realistisk, at det er synet, men kan bare heller ikke se hvad ellers? Hun var til kiropraktor tirsdagen før stævnet og udover en lille skævvridning i bækkenet (som altid) og de 500g for meget, blev hun erklæret fit for figh. Hun halter som sagt heller ikke... Hun har godt nok ikke lavet springteknik de sidste par måneder, men sidst vi gjorde det i februar (tror jeg det var), var der intet. Fint bounce. Fin collection. Generelt har hun som sagt aldrig revet ned, har altid haft superb springteknik og hun er røntgenfotograferet flere gange i sit liv, uden anmærkninger på noget. Hun har fine hofter, albuer, ryg osv... Vi fandt dog aldrig ud af præcis hvad der var galt i 2014. Der havde hun bare uforklarlig halthed on/off på forbenet. Hun blev i den forbindelse tjekket i hoved og røv: røntgenfotograferet, biopsi af ledvæske, fik kiropraktik, A-touch, akupunktur, massage og laser. Intet fandt de på hende

Jeg har et problem. Som måske egentlig burde smides i sygdomme, men nu prøver jeg her, det kunne jo tænkes nogen havde erfaringer. Karla løb næsten ikke i 2014 grundet konstant skade, sterilisation og fjernelse af analkirtler.mhun er blevet lidt for tyk og selvfølgelig ude af form. hun vejer ca 500g for meget, hvilket selvfølgelig ikke er optimalt, men stadigvæk ikke noget der burde betyde det store i det store billede. Her i foråret er vi så begyndt at træne lidt igen og hun er fyr og flamme. Hun halter ikke. Jeg tog hende til stævne i Broager i weekenden og oplevede at hun dykkede på kl3 springene. Var ikke alt for bekymret. Hun er en lille hund - 37 cm - hun er tyk og ude af form og springene er høje i kl3. I åben dykkede hun igen og havde en nedrivning - noget hun aldrig gør - så trak hende fra resten af dagen. idag til træning dykkede hun på åben klasse lille højde... :hmm: Det er 30cm. Ikke noget hun ikke sagtens burde kunne springe på trods af lidt for meget sul på kroppen og dårlig form. Nu begynder jeg at frygte at det evt kan være synet / bedømmelse af højde / afstand, den kan være gal med? hun er 7 år gammel og en blanding af labrador, cocker og dsg. De to førstnævnte skal vist begge øjenlyses før de skal i avl, så vidt jeg husker, ergo kan der tydeligvis ligge øjenproblemer i racerne. Og hende her er jo en hul i hækken hund, så aner intet om forældredyrs status... overvejer om jeg skal øjenlyse hende, eller har I et andre forslag til hvad der foregår?

Jeg har desværre samme erfaring med den jeg havde, da jeg fik Karla i sin tid. Lige nu har jeg denne type Negleklipper. Den er fin til Karla og Wilma, men Johna's negle duer den ikke til, den kræver at hunden er god til at få klippet negle, da man jo ligesom skal have neglen "gennem" hullet.

Jeg har ingen erfaring med hendes foundation training, kun med hendes running contacts training. Jeg har været lidt skeptisk med hensyn til hendes foundation, fordi jeg havde hørt hun startede sine hunde meget meget tidligt mht til max belastning, men om det er sandt eller ej, ved jeg ikke...

Vi kørte til DCH Broager af helvede til langt nede i sønderjylland imorges, før fanden fik sko på. Karla løb to agilityløb, men dykkede på springene, så trak hende fra resten af dagen. Wilma hilste på gud og hvermand og hygge sig vældigt. Det samme gjorde Johna. Nu slapper vi af i sofaen herhjemme.

I hverdagen er jeg væk ca 8 timer. Om de sover al den tid eller blot hviler noget af den ved jeg ikke. Når jeg er hjemme hviler de en del, men sover sjældent dybt. Det gør de til gengæld fra ca 22 aften, kun afbrudt af nattisning i haven og så indtil 5-6 tiden næste morgen. Så vil tro de sover / hviler ca 16-18 timer i døgnet i hverdagene. Wilma lidt mindre end de to andre... Dette skyldes nok alderen og det naturlige aktivitetsniveau. i weekenderne er mønsteret en del anderledes, da vores primære aktiviteter her, ofte ligger først på dagen. Tager vi fx en lang tur i skoven eller lign. Så tager de gerne en time eller to på øjet bagefter. Og er så aktive igen om eftermiddagen. Er jeg i haven kan de to ældste godt finde på at hvile mens jeg arbejder, det gør Wilma tilgengæld ikke.

Hvem er fedeberg Anne?

Vi kan melde dem samlet til specialklasse

Willewup er kold som kanelis. Hun tog et par timer på øjet for at sove rusen ud og her til aften er hun fuldstændigt sig selv igen... Men hun løb jo altså også bare videre efter hun havde revet skulderen op... Rimelig hårdfør type bliver spændende at skulle holde hende i rimelig ro den næste uges tid...n