Jeg har oplevet nogle enkelte der flår deres børn væk fra stien når Karla og jeg kommer gående - og hun er altså "knæhøjde" hund det forstår jeg ikke, men der er problemet tydeligt forælderens - som helt øjensynligt ender med at give det videre til sit barn...
Jeg tror dette hænger sammen med mediernes "kamphundehetz" i løbet af året - som oftest blev det jo altid sagt: "Tænk hvis det havde været et barn" i samme åndedrag ...
Men bizart nok synes jeg oftere jeg møder den modsatte reaktion, at forældre på ingen måder har forklaret deres børn at NEJ, det er ikke ok at gå hen til en fremmed hund - og da slet ikke en hund der står bundet...
Det sidstnævnte har jeg oplevet en gang - og da jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne og løb ud, stakåndet råbende til de to piger, at de aldrig måtte gå hen til en afbundet hund, tænk hvis den bed! Så fik jeg svaret: "nej, da ikke den her, den er så lille og sød"
Når de kommer løbende henimod os i parken siger jeg, som sandt er, at hun ikke kan lide børn - det virker for det meste, men har hørt fra anden side (LuckyLuna herindefra), at man så kan risikere at få at vide, at kræet skal aflives
Jeg tror det er svært at være objektiv når man er hundeejer og ikke har børn - for jeg har det som dig. Jeg synes børn larmer, sviner og fylder så ufatteligt meget, at jeg slet ikke kan gennemskue hvordan folk kan tage det ilde op, at en enkelt lille hund også er tilstede.... Men ser man sagen fra den anden side af bordet - så er den nok en ganske anden. Så er hundene sådan nogle der bider og gøer og skider der hvor ungerne skal lege....