Ascha

Ville du sige det samme om undervægtige mennesker?.

Hovsa, jeg har vist glemt at holde øje med min tråd. Hvilket altså ikke er fordi det ikke betyder noget for mig. Det gør det!!. Hvor er du rar. :kys: Hmm, skal man selv kunne vide sådan noget?. Så til det markeret med rødt, er svaret nok nej,.... men jeg må jo lige tænke lidt (ha sjovt, for det er lidt som at komme i skole igen, det her). Ascha stolede jeg 100% på. Det ved jeg godt at man aldrig skal, men det blev bare sådan. Hun gav mig følelsen af at jeg kunne være helt tryg, når hun var hos mig, selvom hun jo var en meget fredelig hund. De ting jeg gjorde sammen med hende gav masser af succes (jeg er ellers ret gennemsnits-agtig). Uanset hvad vi sprang ud i, lykkedes vi faktisk rigtig godt med. Ascha var min første hund og resulterede i at jeg fik en helt ny, ret stor vennekreds. Alt i alt blev tingene bare positive når jeg var sammen med hende,... ved ikke rigtigt hvordan jeg skal forklare det, men hun var som en lille sort amulet, med hår på, der beskyttede mod alt det negative. Så kan jeg godt forstå at du har det svært i øjeblikket. :ae: Men er der ikke noget med at dyr har en fællessjæl?. Altså, jeg ved ikke hvordan det fungerer, men får billedet af at der er flere dyr der kan have den samme personlighed når de nu deler sjæl med hinanden. Ikke at jeg helt forstår det, men er da glad for at det ikke er fordi du mener du ikke kan være andet bekendt.

Så er spørgsmålet bare hvornår det passer folk.

Jeg startede på min uddannelse formodentlig inden du begyndte i folkeskolen. :blink: Det er jo ikke ejerne jeg taler om, men generelt synes jeg egentlig ikke at folk er synderlig kritiske. Aldrig nogensinde er jeg blevet spurgt om hvad jeg er uddannet som, eller hos hvem,... folk spørger nærmere om prisen. Jamen, det er da ikke et spørgsmål om hvor de uddannes henne, men nærmere om at der er mennesker der tror de har opfundet den dybe tallerken og derfor risikerer at lave ged i den for hundeejere der stoler på dem. Når jeg taler om mangel på respekt, så er det bl.a. overfor faget, som jo mildest talt har et lidt blakket ry fordi det er en jungle at finde rundt i, og fordi alt for mange der ikke burde, markedsfører sig som adfærds-et-eller-andet. Du spørger om eksempler. Jeg ved ikke,... har du kendskab til hundelyttere, f.eks.?. Det er da så grelt et eksempel at selv du må kunne indrømme det (din lidt lyserøde indstilling taget i betragtning, ja undskyld). I mine øjne burde man sigte dem for samfundsskadelig virksomhed. Tjah, eller nok nærmere denne her. Eller hvad tror du der kommer til at klækkes hos Roger Abrantes, hvis det er rigtigt at han er blevet betaget af Milan,... noget der egentlig undrer mig lidt, selvom det er længe siden at man har hørt noget til ham. Jeg mener, at har man ikke nogle fornuftige intensioner og en rimelig selvindsigt, så ændre det sig jo ikke fordi man bliver uddannet på universitetsniveau. Desuden er det, at man ved en masse, ikke ensbetydende med at man kan formidle den viden.

Det kan da ikke være pinligt for dig,... du kan jo ikke gøre for hvad jeg skriver. Og hvis du synes det er pinligt for mig, så er jeg egentlig ligeglad. Jeg synes slet ikke du får den "credit" du fortjener og hvis der er nogen der synes jeg får en brun næse nu, fordi jeg skriver at du er mit forbillede, så må de sgu selv om det. Det hverken kan eller vil jeg tage mig af. Skal jeg lige vade lidt i det, så kender jeg f.eks. ikke ikke andre af "de store kanoner" der arbejder ganske gratis for hundenes skyld, f.eks. som du gør når du rådgiver i trådene herinde. Det gider de sgu da ikke, for det får de ingen penge for. Jeg synes det siger lidt om engagement, værdier og empati. Og så må du sgu krumme alle de tæer du har lyst til, Irene.

Fandt lige to sekvenser man kunne sætte tekst på. Cujo: Okay,.. hun kommer sgu ikke selv ned fra sofaen og min far siger jeg må klare mig selv. Jeg trækker sgu bare i tæppet, så falder hun vel med ned. :slem: Eller Cujo: Snif, snif. Adhr,... din numse lugter så jeg bliver nødt til at tørre næsen af i tæppet. Pixie: Hmm, mon dine tæer lugter bedre, hva`?. Snif, snif. Gu gør de da ej,... kom her og få nogle bank. De er virkelig søde sammen og jeg kan godt lide at man kan høre de "griner".

Jeg er slet ikke med på denne her. Der findes på så mange måder (der koster rigtig mange penge) som skal forsøge at holde folk i gang, der af den ene eller den anden grund ikke kan deltage på arbejdsmarkedet, og for at sikre at deres selvtillid ikke skrumper ind til en lille kedelig grå ært,.... hvorfor er det så at folk har så svært ved at indse at det kan hunde faktisk bruges til, for ganske små midler i forhold til hvad der ellers bruges. Er det fordi det er et levende væsen og at levende væsner bedømmes anderledes end ting og foranstaltninger?. Man har faktisk fremstillet en mekanisk sæl til brug på demensenheder, for at forøge livskvaliteten og støtte de demente... men okay, det er selvfølgelig batterier og ikke et hjerte, der driver den. Penge koster den dog alligevel og noget der minder om hvad en hund koster igennem et helt liv. Nej, min hund er ikke værdiskabende for samfundet (eller det er han vel alligevel fordi han i høj grad er det for mig) men det er mongoler eller multihandikappede sgu da heller ikke (ja undskyld) men selvom det er mennesker så dur selve dèt, at have en direkte "værdi" for samfundet, ikke som argumentation for om det er i orden at bruge penge på det eller ej, imo.

Hvis jeg mente at hun var en kylling, ville jeg da ikke anbefale dig at få hende testet. Jeg har jo sagt det før, men det er der jo ikke sket noget ved, hvorfor en test måske kunne være løsningen. :blink: Det var fremmede hunde jeg mente. Selvom det ikke er så udtalt mere, så skal det ihvertfald være uden Thailo, for ellers lærer din nye hanhund jo lige nøjagtig hvordan man gør. Det var Ascha også, så det tror jeg ikke. Det tror jeg ikke du får Ninjamor til at svare på, hvis jeg kender hende ret,......men jeg er ikke spor ked af at gøre det. Jeg tror du skal købe din hanhund og så må vi sgu se hvis der kommer småproblemer. Personligt tror jeg ikke at du vil komme til at opleve at stå med en egetkønsaggressiv amerikanercollie, men vi kan da godt vædde. Jeg betaler konsultationen hos Ninjamor hvis jeg tager fejl og du får seriøse problemer. Så må vi lige finde ud af hvad du skylder mig, hvis jeg stadig har ret når hunden fylder 3 år. Det er også en tæve du har ikke?. Og hvilket køn tænker du på at få?. Jeg synes det er ekstremt vigtigt at man lader den voksne hund opdrage på hvalpen (forudsat at den ikke er unaturlig grænsesættende) selvom det kan lyde voldsomt. Jeg synes også det er vigtigt ikke at forhindre situationer i at opstå hvor en irettesættelse kan komme på tale. Normalt undres folk over hvor langt en hvalp kan gå uden at den voksne siger noget til den, nogle ejere irriteres oven i købet over det og forsøger at stoppe hvalpen, men er man vidne til sådan et forhold er det meget vigtigt, ikke at blande sig (hvis ikke den voksne hund er syg eller gammel). De skal nok selv finde ud af det. Mange har det også med at fodre hund og hvalp i bure eller lukket væk fra hinanden. Det mener jeg er noget skidt, for så lærer hundene jo for det første ikke hvordan man håndterer at der er ressourcer i spil, og den voksne får ikke mulighed for at fortælle at der altså er visse spilleregler i hundeverdenen. De bliver så at sige ikke trænede i at konflikthåndtere på en naturlig måde, i en periode hvor der er så tydelig forskel på deres "myndighed" at ingen kommer til skade hvis de ikke helt kan finde ud af det. En voksen hund, der har en sund måde at opdrage på, kan finde på at tage en pind som den lille ikke må få, men hvor det bare er et blik der signalerer at det er et no-go. Så man skal altså ikke panikke hvis man ikke fornemmer at ens hund virker opdragende. Nogle mener at man bør forfordele den voksne hund for at understrege dens position,... jeg tror i bedste fald at det er lige meget. Tror ikke vi mennesker kan diktere en "rangorden" blandt vores hunde, men selvfølgelig kan vi forsøge gøre noget, så tilliden mellem hundene øges hvis der opstår problemer. Var det noget i den retning du efterlyste?.

Det kan jeg da godt. Irene Liliequist, alias Ninjamor,... og jeg er ellers stødt på en del, efterhånden.

Aah, to år ikke?. Det kræver jo ikke det helt store at blive uddannet træner. Ikke hvad angår teoretiske færdigheder ihvertfald, så jeg synes ikke man kan kalde det at læse til instruktør. At der undervises på universitetsniveau kunne jeg godt gennemskue, selvom der ikke er krav til at folk skal have en studentereksamen eller lign. Måske derfor folk falder fra (to er jo en ret stor procentdel af et hold hvor jeg formoder at I ikke er mere end 4-6 stykker). Paff valgte samme strategi (jeg tror egentlig det var af frygt for at niveauet skulle blive for lavt) men se hvordan det gik. PAFF er jo fuldstændig smuldret,.. ved faktisk ikke om det overhovedet eksisterer mere, men udfra det jeg har kunne læse mig frem til virker H&T`s uddannelser til at være bygget op på nogenlunde samme principper. Jeg kalder mig adfærdsrådgiver fordi jeg mangler at gå op til eksamen som adfærdsbehandler (PAFF`s uddannelse),... men vi kan jo se om du stadigvæk synes det er iorden, når du står med dit eksamensbevis i hånden. :blink: Nej, det er sgu ikke rigtigt. Dem der kommer frem er ofte dem der er frækkest og bedst til at fortælle andre om hvor dygtige de er. Desuden hjælper det at komme i blade og andre medier og at være gift med en ægtefælle der tjener så mange penge at de har råd til at have træningsplads og undervisningslokaler. Danmarks dygtigste og mest vidende adfærdsbehandler har lige måtte dreje nøglen om, fordi hun har hundene og deres ejere i fokus og fordi markedet bliver oversvømmet af unge mennesker uden respekt for faget, der tænker mere på at få succes, end at tænke på hvor skrøbelig branchen er, fordi det er sådan et gråt marked. Det var bl.a. det PAFF ville gøre op med, det er sikkert også det H&T vil,.... jeg tror bare at folks rundsave på albuerne gør det umuligt, for det fjerner evnen til at skrive en universitetsafhandling jo ikke,... tvært imod, er jeg næsten fristet til at sige.

Hvor er I søde. :kys:

Det tror jeg også, samt at man skal kigge på den race man har og den man vil anskaffe, hvis det ikke er den samme type. Men når det er sagt, tror jeg faktisk også at der er flere der vælger to tæver end to hanhunde (det er ihvertfald min opfattelse) og så vil man jo naturligvis høre mere om problemer mht. tæver. For lige at tage den med to af hvert køn, så er det min opfattelse at rigtig mange har hanhunde (der bor sammen med tæver) der ynder at lege politibetjente overfor andre hanhunde. Hvis man taler med folk der har flere hanhunde, synes jeg ofte at de fortæller at der bliver mere uro, ved møde med andre hanhunde, hvis der er en tæve i flokken. Og egentlig er det vel naturligt nok, for tæverne er jo, i perioder, en enorm vigtig ressource man skal forsvare mod andre hanner. Personligt oplevede jeg at Thailos "alarmberedskab" forsvandt da han mistede sin "søster", men det kan dukke op igen når vi følges med unghunde eller tæver, og der kommer hanner hen der er lidt for meget fremme i skoene.

...... Og er det ikke fedt at have sådan en hund?. Det er sgu lækkert, selvom man nogle gange kan føle at man egentlig skylder ens hund at forklare hvad der foregår, når andre omtaler den som en kylling.

Glemte lige at sige, at du måske skal forberede dig på at skulle forsvare den anden hund, hvis Noomi en dag skulle blive presset ud i en konflikt (hvis hun ellers er som jeg tror hun er). Sådan en type kan blive farlig hvis den endelig bliver sur.

Måske skulle du prøve at melde Noomi til en mentalbeskrivelse, for jeg er altså ikke sikker på at hun er nær så blid og blød og sart som du tror. Jeg tror bare hun er klog nok til ikke at få ørerne i maskinen,.... fordi hun ikke gider bruge energi på det. Hun minder mig faktisk lidt om Ascha da hun var helt ung. Dengang troede jeg også at jeg havde en tøserøv af en hund.

Hmm ja, selvfølgelig vil jeg da gerne fortælle om hende. Du kan jo bare læse med indtil du ikke gider mere, for jeg kan jo ævle om den hund. Ascha virkede faktisk meget voksen allerede fra hvalp af. Jeg vidste jo hat om at have hund, men det var som om hun fornemmede ting selv, så der ikke opstod problemer. F.eks. var min ældste nevø skrækslagen for alle dyr med pels på, og første gang han så Ascha (lars var 4 år, Ascha 8 uger) reagerede han jo også med at stikke af og skrige. Ascha reagerede ved at sætte sig og kigge på ham og forsigtigt nærme sig, når Lars virkede til at kunne klare det. Blev han urolig igen, gik hun lige lidt tilbage og ventede videre. I det hele taget var hun en hund der fornemmede hvordan andre helst ville have det. Mine forældre havde en kolonihave hvor man egentlig ikke måtte have hunde, men det endte med at Ascha "da havde lov" til at tage sine besøgsture (lågen stod altid åben, så hun kunne gå over i skoven på WC) hvor hun lige gik rundt og fik udleveret hvad folk havde samlet sammen til hende, af rester fra aftensmaden. Hun vidste, at et sted skulle hun fjolle rundt og underholde med tricks, et sted skulle hun ikke komme i fysisk kontakt men være meget velopdragen og et sted skulle hun kigge dybt i øjnene og tilte hovedet fra side til side somom hun forstod hvad der blev sagt...... selvfølgelig for at få godbidder, men folk begyndte jo at holde af hende fordi hun kunne indrette sig så folk fik, hvad de syntes, var en rar kontakt til en hund. Hun var sjov at arbejde med, især med komplicerede øvelser, og arbejdede bedst når hun blev udfordret. Når hun havde lært øvelserne skulle jeg ikke bede hende om at udføre det mere end en enkelt gang, for så fik jeg at føle hvor kedelig jeg var (så begyndte hun at ændre øvelsen til noget andet). Vi havde delt lederskabet mellem os. Jeg bestemte ude, hun bestemte hjemme og derfor var der en del underlige regler hjemme hos os. Havedøren måtte ikke være andet end lukket til. Var den lukket rigtigt kunne hun gå hen foran døren og kigge på mig indtil jeg gik hen og låste den op. Hun skulle ikke ud, hun ville bare have muligheden. Der måtte ikke ligge noget som helst i sofaen (2½`er) når hun skulle op i den. Så stirrede hun på skift på mig, og så på "emnet" i sofaen, indtil jeg fjernede det. Det kunne være min telefon, min lommebog,... eller min anden hund, Thailo. Havde Thailo savlet vandet til, skulle vandet skiftes inden hun kunne drikke af det, og det kunne jeg høre ved at hun forsigtigt skubbede til foderstativet med næsen, så den klikkede lidt. Ikke voldsomt, for så skvulpede det jo over. Var jeg for langsom, kom hun hen og stirrede mig ind i hovedet. I det hele taget havde hun meget med at stirre mig ind i øjnene når hun syntes jeg var for langsom til at reagere eller for sløvt opfattende. Ligesom: hallåååååååå, er der nogen hjemme?. Mennesker altså!!!!! :stupid: Jeg ved at nogle kan tro at jeg overtolker, men Ascha var så "talende" at jeg sommetider var overbevist om at hun havde hovedpine. Og kodimagnyl ændrede ihvertfald noget i hendes opførsel. Dog synes jeg at jeg har lidt af et bevis på at hun var meget let forståelig, for min mors veninde, der ellers ikke kunne lide dyr, morede sig ofte over hvor sjovt det var at man kunne se hvad hun ville. Denne veninde græd for første gang over et dyr, da Ascha blev aflivet, for de var blevet rigtig gode venner. Ascha blev næsten 13 år gammel. Hun levede det sidste halve år på hjertemedicin. Hun var sindsyg bange for at komme til dyrlægen og jeg var begyndt at bruge Bente Iversen (egentlig fordi min egen dyrlæge var holdt op) og hos Bente var Ascha ikke synderlig bange. Jeg havde lovet Ascha at hun aldrig skulle nå til et stadie hvor andre hunde mistede respekten for hende, eller hvor hun ikke kunne holde sig selv ren og jeg havde lovet hende at hun skulle dø på en måde hvor hun ikke nåede at blive bange. En onsdag, hvor jeg syntes hun lå og stirrede underligt på mig, bestilte jeg en tid til om fredagen, for at få hende set efter inden weekenden. Hun var begyndt at have lidt væske på lungerne, så jeg var bekymret over risikoen for lungeødem. Jeg talte med Ninjamor og Bente om hvorvidt tiden var inde og begge sagde at jeg skulle fortælle Ascha at jeg var okay med det, hvis det var bedst for hende at komme afsted. Natten til torsdag, satte jeg mig ned på gulvet, til en døsende Ascha og gjorde som jeg havde fået fortalt. Efter et stykke tid rejste hun sig op, tog en bamse og kom hen (som når vi lavede øvelsen: må mor få en krammer) og lagde bamsen på min skulder. Så legede vi lige et par minutter og så gik hun i seng. Næste dag havde hun rigtig meget energi og var i jublende humør. Vi gik en tur på 3 kvarter hvor hun galloperede op af stejle skrænter, svømmede i skovsøen og havde det herligt. Fredag morgen var hun løbet tør for batterier og ville kun gå bagved mig på morgenturen. Vi tog hjem til min mor, så hun kunne sige farvel til Ascha og da vi skulle ned til bilen tog hun lige et par galloptrin og lavede et rullefald på græsset, som hun altid gjorde når hun var pjanket. Så rystede hun sig og kiggede på min mor,.... kiggede på mig,... og traskede så roligt ned til bilen. Hun sov stille ind, i mine arme og med Thailo ved sin side. Uden at være bange,... som jeg havde lovet hende. .......Ja, jeg havde jo advaret om at det ville blive langt.

Hun var da med i den 6. sans, eller hed det jagten på den 6. sans. Desværre tror jeg hun var røget ud inden det afsnit hvor de skulle finde ud af hvilke heste der var syge, for det er jo ikke alle der kan stille ind på dyr, og jeg har ikke kunne finde noget om det på hendes hjemmeside. Jeg har lagt hjemmesiden ind under foretrukne og tror da jeg vil prøve at ringe til hende. Tak for din historie og din anbefaling. :5up:

Endelig en tankefælle. :5up:

Må jeg bruge dig som eksempel?. Hvad ville du vurdere var mest gavnligt at bruge penge på, for dig som person,.. et kursus i selvudvikling eller et bidrag til at holde hund for (forudsat at du ikke havde råd til have hunden på kontanthjælp)?. Eller er det mig der er helt galt afmarcheret når jeg tror at kommunerne rent faktisk skal forsøge at give folk der har det svært, et kærligt skub i ryggen, bl.a. ved aktiveringskurser. Jeg er så ærgerlig over at folk, der egentlig ville kunne klare sig selv, har snablen så langt nede i den offentlige kasse, at det offentlige bliver nødt til at lave så firkantede regler at fornuften helt forsvinder og det bliver svært at hjælpe folk på den mest hensigtsmæssige måde. Som Dronning Margrethe siger: Vi kan ikke være det bekendt!!!!!!.

Ej, Umulia. Nu gennemgår min hjerne lige alle de "sjove" kommentarer du har skrevet om andre partier og så bliver du tøsefornærmet over mit indlæg. Nu kan jeg jo slet ikke følge tankegangen hos enhedslisten, men jeg mener da egentlig at det var relevant nok, det jeg skrev. Er det ikke deres politik at kontanthjælpsmodtagere ikke skal straffes fordi de ikke kan få et job?. Og er det ikke en straf at ens økonomi er så stram at man kan blive nødt til at skaffe sig af med et dyr som man er følelsesmæssigt knyttet til?. Det var skam ikke for at gøre nar af enhedslisten men af den simple grund at jeg undres over, at jeg er ene om at tænke sådan, lige i dette tilfælde. Synes du det er en billig kommentar, så må det stå for din egen regning. Jeg kan jo ikke gøre en skid ved hvordan du vælger at læse det jeg skriver, men synes da nok at du skal passe på med ikke at lede efter ting der kan tolkes som fornærmende. Jeg ved det ikke,... jeg har aldrig været på kontanthjælp.

Måske synes vi bare at hullerne i sikkerhedsnettet skal have en forskellig form. Jeg føler mig faktisk enorm underlig ved at være helt alene om at se tingene på den måde som jeg nu gør, men sådan er det nok bare. I min målestok er det en ubetydelig udgift, der virkelig kan hjælpe folk med at holde hovedet oven vande i en svær periode af livet og kan slet ikke forstå folk der harmes over sådan noget. Jeg tænker på hvor uærlige folk generelt er blevet i DK og hvor meget der snydes med, for at få fingrene i de offentlige kroner. Kærrester der bor i 2 lejligheder for at høste boligstøtten eller de forhøjede børnepenge, eller tag pensionisterne. Mange af min mors venner og bekendte trak da hver en krone ud af banken og smed dem i en bankboks lige inden de blev folkepensionister, for ellers ville de jo ikke få tilskud til en skid. Når verden ellers er sådan, kan jeg ikke forstå folks harme over sådan et lille bitte beløb,... når man selv har følt på sin krop hvor svært det er at skulle af med en hund. Jo det gør det. :5up: Lige med den første del jeg skal citere, flytter jeg lige markøren over til slutningen af det jeg vil citere og klikker på taleboblen dèr og så sletter jeg lige det første (QUOTE) altså med firkantede rammer. Så kommer navnet med.

Jeg mistede min far for 11 år siden og det lærte jeg forholdsvis hurtigt at forlige mig med det. Jeg har haft masser af dyr, og mistet dem igen, hvor jeg har kunne komme videre, men lige Ascha fylder stadigvæk meget i min bevidsthed. Den følelse jeg fik (bare af at se på hende når hun sov) kan jeg stadigvæk føle. Noget jeg ikke kan med Thailo selvom han stadig lever, og det er da ikke fordi jeg ikke elsker det lille kræ. Jeg ved ikke hvorfor Ascha gik sådan ind, for som sagt er jeg ikke god til det der følelses-noget. Men lige det sidste spørgsmål du stiller: Det er jo lidt det samme som at sige at penge ikke gør en lykkelig. Nej, men hvis man ingen har, bliver man det ihvertfald heller ikke.

Hey, hvor er alle enhedslistens vælgere henne i denne tråd?. Jeg føler mig overhovedet ikke sælig blå lige i øjeblikket.