Ascha

Jeg har læst et eller andet sted (kan ikke huske hvor) at lyse farver er aggressionshæmmende. At synet af en hvid hund skaber en mere venligstemt indstilling end en sort (den køber jeg, for jeg har ofte mødt folk der siger: min hund kan ikke lide store sorte hunde). Når sorte hunde ældes og bliver svagere, er det smart at kunne få andre gjort mindre aggressive og derfor får de hvide hår, især de vigtigste synlige steder. Altså i hovedet (omkring læber og øjne) og så på bugen (hvis det skulle blive mere alvorligt).

Nu kan situationen jo også være at man står i valget mellem en erfaren behandler og en ikke erfaren træner. Men det opdager man måske ikke hvis man altid kritikløst vælger behandleren fra. Sjovt at folk der ikke mener behandlere har deres berettigelse, altid bruger denne her: uden praktisk erfaring.

Tusind tak. Muligt at jeg er for sensitiv men det er da et hak i tuden der vil noget, på samtlige hanhundeejere der har problemer af denne slags. Jeg har haft en tæve som aldrig havde snor på når hun var i løbetid (andet end som signal til andre hundeejere), så.... måske er der forskel på hunde. Og så spørger jeg lige igen. Har du nogensinde selv haft hanhund?.

Jeg må indrømme at indlæg som dèt der virker temmelig provokerende på mig. Det får mig til at tænke på en anonym der engang har sagt: intet er umuligt, for den der ikke selv skal udføre det. Du vil med dette indlæg fortælle mig at mine 7 års kamp med min hund kunne være afhjulpet ved at gå til træning med ham?. Altså.. hmm,... jeg ved ikke om jeg skal græde eller le af sådan en bemærkning. Og så har jeg aldrig set nogen hanhund lære at ignorere løbetidstæver på en træningsbane. (Men måske kommer jeg bare ikke sådan nogle steder). Jo,.... man tog fat i snoren og trak, helst så hårdt at hunden røg bagover. Hvis hunden ikke reagerede godt nok, gav man den bare pighalsbånd på. Sådan gjorde man dengang!!!!. Ærligt talt oser dit indlæg af, at du er irriteret over virile hanhunde og forsøger at nedgøre problemet til at være forårsaget af fatsvage hanhundeejere der ikke formår at træne deres hunde ordentligt, så tæveejerne uforstyrret kan få lov til at tradske rundt med deres løbetidstæver alle vegne.

Dine bandeord og fede bogstaver imponerer altså ikke mig og ændrer ikke min opfattelse af dine tidligere indlæg. Tror jeg vil give Gryn ret i at du måske burde se lidt på dit ordvalg, siden der åbenbart er så mange der misforstår hvad du skriver.

Jeg har selv oplevet det, og det er nok ikke sidste gang. Da jeg afbrød min instruktør uddannelse hos Anette Røpke og startede hos Jarnved, troede jeg at jeg havde set lyset og at der nok ikke var ret meget mere jeg kunne lære. Lad mig sige at jeg blev klogere,.... Alt jeg havde lært blev vendt op og ned og vi fire der var startet sammen, blev mildest talt lettere irritable over at skulle smide en masse grundlæggende viden fra os. Og så havde hun ovenikøbet den frækhed at insinuere at vi var for styrende i forhold til vores hunde. Spørg om vi var mugne?. Jarnved tacklede os super godt og da der var gået et stykke tid faldt paraderne, så vi blev modtagelige for at lære, at der kan være andre sandheder end den man selv tror på, lige i selve øjeblikket.

Jeg synes egentlig ikke det er spooky, men smukt. Tænk at et barn siger farvel på den måde. Også at din søn tog det som noget helt naturligt. Jeg bliver helt rørt over at høre sådan noget.

Ihh, hvor lyder det spændende og fantastisk at de kan ramme sådan plet. Da jeg læste om din morfar og det med at han passer hundene,.... så tudede jeg sgu også. Jeg kan liiiige forestille mig de følelser det fremkalder. Var det Graham Bishop der ikke var god eller var det bare nogle af tilskuerne der ikke skulle have været der. Jeg har jo kun set ham i fjernsynet og synes han er enormt charmerende. Og da virkede han da ret overbevisende. Kender ikke Tim Abbott, er han også englænder?, og hvor finder du alle disse arangementer henne?.

Jeg er ikke i tvivl,... det er du. Igen vil jeg påpege at man skal vide en del, før man ved, at man ikke ved alting. Det er ligesom et punkt man skal udover.

Så du er ligeglad om der står læge eller kleinsmed på visitkortet?, bare de er kvalificerede. Og hvordan afgør du så det?. Folk der ikke har nogen nævneværdig uddannelse bag sig plejer ikke at kalde sig adfærdsbehandlere, men hundepsykologer, adfærdskonsulenter, adfærdseksperter, hundelyttere osv. Og det kan vi andre godt mærke i dine indlæg. :blink:

Nu ved jeg ikke hvor langt du gider bevæge dig hjemmefra men vi er vist nok ved at arrangere en tur i Geelskov i Virum. Hvis du spiser honninghjerter. Tror nok det er kravet for at deltage.... :stupid: Jeg skal nok med på dispensation for jeg spiser dem ikke. Og velkommen til.

Sikken latterlig kommentar.

Da Thailo var ung gik han helt i spåner når der var løbetidstæver og især i februar måned (har en lille teori om at hanhunde også kan have en slags løbetid, hvor de er mere obs på tæver). Det blev værre og værre selvom jeg forsøgte at træne mig ud af problemet, så jeg besluttede mig for at give ham en kemisk kastration i håb om at få ham ned i et stressniveau, hvor han havde en reel mulighed for at ænse resten af verden. Det kunne du måske prøve. Synes bare det er svært fordi mange løbetidstæve ejere forsøger at skjule at deres tæve er i løb (eller hvad det er der gør at de lader som ingenting) og håber på at man ikke opdager det,... men det gør man jo. :stupid: Efter 7 års kamp gav jeg op og fik Thailo kastreret. Det har jeg ikke fortrudt et sekund og han er ikke mere usikker nu, end før (han har aldrig været særlig modig på det sociale område).

Så skal man bare lige håbe på, at man ikke løber ind i en hund, der siger: ah hvad sagde du?

Det er faktisk også min erfaring, at der sjældent er ret store problemer, af den art, hos hanhunde af meget store racer. Og hvis folk bor på landet er det selvfølgelig også lettere at have med at gøre, end hvis man bor hvor hunden hele tiden stresses op af løbetidstæver.

Det er svært at træne på ting man ikke selv er herre over men hvis du vænner ham til et bestemt ord, der betyder noget godt i forbindelse med at han hører et skud f.eks. (du kan købe legetøjspistoler i BR) så kan du altid sige ordet, idet lyden kommer. Jeg behøver vel ikke at skrive at man i starten skal træne langt fra lyden. Godbiden må så vente til du har fundet en frem, men det er måske en god idè at have nogle små bunker liggende forskellige steder i huset, så du hurtigt kan få fat i en.

Virkede det så ?. Det er ihvertfald sjovere end at skulle sluge piller.:blink: Hvis Tyson kan lide øl, vel og mærke. Kendte en hund der foretrak rødvin.

Nu er det anderledes når man selv har en tæve, for så kan man styre tingene. Det er straks værre når du møder andre med løbetidstæver. For det første opstår situationen ofte uden varsel og man kan jo ikke forvente at folk har tid og lyst til at agere figuranter. Og jeg tror ikke det har en disse med lederskab at gøre, men om man formår at skabe en motivation hos hunden, der er stærkere for at lade være med at vise interesse for løbetidstæver. Så hvor stærk hanhundens drift er, må vel også betyde en del. Men hvis man tænker over det, burde det jo være ligeså nemt at træne sin højløbske tæve til at ignorere hanhunde. :blink:

Men ærlig talt, kan du ikke høre hvad du selv siger. Hvis du står med et stort sår på armen, ville folk nok anbefale dig at gå til lægen, selvom en erfaren og dygtig hjemmehjælp ville kunne hjælpe dig. Og at alle læger ikke er lige dygtige, betyder jo ikke, at det ikke er den faggruppe der kan hentes mest kvalificeret hjælp fra. Jeg synes det lugter langt væk af, at når man ikke forstår ting, er det heller ikke nemt at se hvad der virkelig gør en forskel. Ja, undskyld mig.

Ellers er du velkommen til at gå en tur med os. :blink: Nogle gange hjælper det hvis man er sammen med andre, når man skal se sin frygt i øjnene. For din hunds skyld synes jeg det er noget du bør arbejde med.

Jeg har givet dem hvad de selv har villet drikke, ca. en halv øl hver (Ascha var en større øl elsker end Thailo). De vaklede jo ikke rundt i en salig brandert, og måske var det bare mig der syntes at de virkede mere afslappede. Dog skal jeg lige sige at de kommer til at tisse en del. Med hensyn til om andre hunde der ikke har en lille pind i øret, vil reagere på en lettere tilrislet hund, så kommer det vel meget an på hvordan de ellers er. Men jeg drak jo også begge mine hunde under bordet.

Melbollerne tror jeg sagtens de kan tåle men selve suppen tror jeg egentlig ikke de har så godt af, for der er jo meget salt i. Thailo får dog altid en lille portion når jeg har fået suppe, og hvis jeg glemmer at vaske hans ører bagefter, har jeg glæden af det hele natten. Det lugter som om man sover sammen med en suppehøne.

Og jeg vil lige tilføje, at du bør overveje at lade være med at kalde, når du ved at hun ikke kommer alligevel. Det eneste hun lærer af dèt, er nemlig at ordet ingen betydning har. Så træn hjemme hvor du er sikker på at hun kommer hver gang og gør gradvis omstændighederne sværere. Er helt enig med både Guanomo og Tanita.

Desværre er det jo ikke kun selve Nytåraften. Vi har endnu en måned til og jeg vil da opfordre alle der har, eller tror de får problemet, til at gå igang med at træne. Mine hunde har aldrig været bange for fyrværkeri, dog var der et år hvor Ascha lige pludselig ikke syntes det var så fedt. Så gjorde jeg det, at jeg kastede en godbid til hende (når der blev fyret noget af) og med glad stemme sagde "bangkiks". Der gik ikke lang tid, så indfandt hun sig forventnigsfuldt ved min lomme, hver gang hun hørte en raket eller et skud. Så vidt jeg ved er det Plegisil som man ikke skal bruge alene. Det er kun kroppen det virker på. Stesolid virker afslappende men kan virke modsat på visse hunde, så de bliver urolige og forvirrede. Jeg ville passe på med at bruge medicin hvis jeg ikke var klar over hvordan min hund reagerede. Alene den underlige fornemmelse hunden får, kan gøre at hunden oplever situationen meget ubehagelig. En guldøl er det vildeste jeg har haft brugt (bare for at tage toppen 1. gang hunden skal opleve Nytårsaften). :blink: Og nu er det blevet en vane.

Synes dit indlæg lyder meget fornuftigt. :5up: Da jeg var ny herinde blev der skrevet et par indlæg om dagen, hvis man var heldig, så jeg kan ikke tale med om det. Men kan da godt huske min entre på Jubii. Dèr blev jeg blæst ud igen af et par "gamle" brugere, der absolut ikke var enig med mig, hvilket gjorde at jeg ikke deltog i den debat i et års tid eller sådan. Mht. til gentagelser, så er det jo en del af det her. Der kommer hele tiden nye til, som tager fat i emner der har været oppe mange gange før. Personligt generer det ikke mig, for jeg kan jo bare vælge at lade være med at læse tråden. Som regel svarer jeg altid på tråde hvis der har stået 0 svar i lang tid, især hvis det er nye brugere.