bernerazuro

Går Skæbnessymfonien an? Ej, hvor super dejligt Jeg kendte engang en deeejlig dobberman, han var bare så nuller! Og kan sagtens forestille mig, hvordan en teenager ville se ud, haha. Man kan vel næsten tale om stankelbensforhold Selvom jeg ikke er meget for stankelben, men i mangel af bedre ideer til dyr med meeeget lange ben

Hunde uden stamtavle er ikke absolut syge, ligesom hunde med stamtavle heller ikke absolut er raske, selvfølgelig Men hvis man gerne vil avle sig ud af en arvelig sygdom, er man nød til at have styr på linierne, for man kan desværre ikke se på hunden, om den er bærer af en sygdom. Og dine hunde både ligner og opfører sig sikkert som labradors - men hvis man avler videre uden tavle, hvor sikkert er det så, at afkommet bliver ved med at bevare de samme egenskaber, hvis man ikke kan holde øje med hvordan søskende til faderen og moderen af hvalpene udvikler sig? Det er det man kan med en stamtavle - og deres søskendes gener, bærer de også på. Og har man ikke en racestandard man avler ud fra og prøver at nå som mål i sit opdræt, så ender det med at labradoren ikke længere er en labrador, hvad angår egenskaber, selvom man har avlet på hunde der ligner den fysisk. Derfor synes jeg, at hvis man opdrætter racehunde, så skal det gøres med stamtavle. Håber det giver mening

Artikel: Malign Histiocytose og andre Dødsårsager i den Danske Berner Sennenhunde Population Interessant artikel, vedrørende et projekt på KVL (Landbohøjskolen) i samarbejde med Dansk Berner Sennen Klub. Forhåbentligt giver det resultater i form af en gentest i sidste ende, men her er en midlertidig opsamling på, hvad man har fundet ud af: http://www.dbsk.dk/bernerbladet/artikler/dansk_veterinaert_tidsskrift.pdf'>http://www.dbsk.dk/bernerbladet/artikler/dansk_veterinaert_tidsskrift.pdf Link fra Dansk Berner Sennen Klubs hjemmeside: http://www.dbsk.dk/ Malign Histiocytose (MH) er en arvelig kræftform, som menes nedavet polygenetisk/resessivt. Den breder sig hurtigt og er uhelbredeligt. Berner sennenracen er derudover den race, som har størst forekomst af kræft, hvoraf MH udgør 10,7 %

Temperament og Arvelige Sygdomme hos Berner Sennen Alle racer har hvert deres særpræg hvad angår deres temperament. Nogle er reserverede, nogle er selvstændige, nogle er samarbejdende etc. Derudover er der heller ingen race, som kan sige sig fri for arvelige sygdomme – og Berner Sennen har desværre også en del forskellige arvelige skavanker, som man skal tage hensyn til gennem dens opvækst. Temperament Men først vil jeg nævne, hvad det indebærer at være ejer af en Berner Sennenhund. Som gårdhund, er den en territorial race og derfor også reserveret overfor fremmede. Fremmede bliver anmeldt med et dybt og rungende ”VOV” og du skal ikke regne med at Berneren kaster sin kærlighed på den fremmede med det samme. Den skal have tid til at ”godkende” vedkommende, men det tager sjældent længe. Derudover medfører den territoriale side, at hanhunde kan have en mindre tendens til at blive meget dominerende og eventuelt aggressive overfor andre hanhunde- det er dog langt fra alle. Racen har brug for socialisering og prægning fra den er helt ung, for at gøre dens forhold til fremmede hunde og mennesker så godt som muligt og dens opdragelse skal være konsekvent, rolig og kærlig – og man skal ikke tøve, fordi den lille, søde plysbamse er så sød og det jo ikke betyder noget, at den eksempelvis hopper op af en. Indlæring tager tid og Berneren vokser hurtigt! Teenagenykker er Berneren heller ikke undtaget for, og man kan regne med at de første starter omkring 5-6 måneders alderen og igen i 10-12 måneders alderen, hvor den begynder at prøve nogle grænser af, for at finde ud af hvor den præcist har dig – og hørelse bliver også temmelig selektiv i disse perioder. Først omkring 2-3års alderen er den psykisk moden. Racens egenskaber ligger til dens fortidige arbejde som kvægvogter/hyrdehund, gård-/vagthund og trækhund. Som beskrevet tidligere, så er den ikke altid lige glad omkring fremmede. Typisk skal den være selvsikker og venlig, dette er den ønskede profil. Til dagligt skal den være frygtløs, opmærksom, sikker og vagtsom, hvilket er det, som er krævet af en god vagt- og gårdhund. Men overfor sin familie skal den være godmodig og hengiven. Dette krav har gjort, at Berneren i dag er en alle tiders familiehund, der elsker børn. Dog skal dette tages med forbehold, da der selvfølgelig altid er undtagelserne, der bekræfter reglen og så kommer det også an på, om de er blevet socialiseret på børn. Børn er uforudsigelige i hundes øjne, og hvis de ikke er vant til børn, har de meget svært ved at forstå børns hensigter – derfor bør du heller aldrig NOGENSINDE lade barn/børn og hund/hunde være alene sammen. Men præget ordentligt på børn, elsker Berneren dem og så elsker den også livet som familiehund! Den er meget socialt anlagt. Den elsker socialt og fysisk samvær, som at nusse, kæle, kramme – og hvis den ikke mener, at man udfører dette tilstrækkelig, kræver den det simpelthen ved at sætte sig på fødderne af folk. Kan man sige det mere tydeligt? At ligge og hyggenygge i sofaen er absolut også en af dens favoritaktiviteter! Berneren har ikke særlig meget jagtinstinkt, og den er heller ikke samarbejdsvillig. Den er faktisk temmelig selvstændig. Dette var nødvendigt, når den skulle passe på gården og når den skulle hyrde og vogte kvæget. Hvis den skulle vente på ejerens signal, til at lede en kreatur på rette vej, ville der ikke være meget mening i dens arbejde og hvis den ikke selvstændigt tog initiativ til at beskytte kvæget, kunne det hjælpe lige fedt at den fik øje på faren, hvis ejeren var for langt væk. Så hvis du vil have en lydighedschampion eller jagthund, så hold dig væk for Berneren, for selv om den er intelligent, så er den alt for selvstændig og vil tænke ”What’s in it for me?”. Og hvis du kaster en kæp og forventer din Berner vil løbe efter den og hente den, skal du tro om igen. Det var dig der kastede den, så hent den selv! Berneren glor enten på dig og tænker sådan, men hvis du er heldig løber den rent faktisk efter kæppen – typisk for at finde en spændende duft 1½ meter væk fra kæppen (hehe, det kender jeg kun alt for godt). Motivation er vejen frem med Berneren. Godbidder, mange Bernere er madglade, så der kan dette bruges med succes, leg eller ros og kæl er gode belønninger. Men manglen på jagtinstinkt medfører til gengæld andre plusser! Berneren strejfer typisk ikke rigtig og har let ved at acceptere andre dyr, især hvis den har kendt dyrene fra hvalpealderen. Både fugle, hamstre, geder og katte. Det ligger i dens natur som gårdhund og kvægvogter at være omgængelig og beskyttende i forhold til sine meddyr. Bernere elsker sne! Men tilgengæld er de sjældent glade for vand. I forhold til træning, går du som sagt ind på en af de mere besværlige opgaver. Berneren er vant til selvstændigt at løse opgaver på gården i fordums tid, men da dette i dag ikke er muligt, hos en almindelig standard familie i dagens Danmark, bliver man nød til at træne med sin Berner. Motivation er en vigtig ting her – Berneren skal kunne se det positive ved at samarbejde med dig, ellers vælger den dig fra i forhold til mere spændende ting. Og gøre noget mere end tre gange i træk, er typisk for keeedeligt. Stressniveauet er ikke stort, så der er ikke ligefrem den store fare for en for stresset Berner – nærmere en Berner der er ”for lidt” stresset. Noget god motivation dog kan lave om på. Gåture er noget din Berner vil ææælske, men alt med måde. En Berner vokser meget hurtigt og i hvalpealderen er det ikke turens længde der på nogen måde er afgørende, det er mængden af informationer og indtryk, altså oplevelser. For meget fysisk aktivitet kan skade de hurtigvoksende led og knogler, så vær varsom. Socialiseringen er særligt vigtig ved Berneren, for at dens medfødte reservation i forhold til fremmede ikke udvikleres. Tag derfor tidligt af sted, for at præge din hvalp på fremmede mennesker og hunde og alskens underlige ting, som toge og busser – og transporten hermed. Kilder: Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen. Forlag: Atelier. ______________________________________________ Arvelige Sygdomme hos Berner Sennen Hofteledsdysplasi (HD): HD er en arvelig lidelse, hvor lårknoglen ikke passer ordentlig ind i hofteskålen. Dette forårsager store smerter hos hunden, alt efter hvor slem HD den har. Selvom ens hund ikke viser tegn på at have smerter på grund af HD, bør man alligevel scanne den, for det er ikke sikkert at hunden give udtryk for smerterne, selvom den har dem. Smerter hos hunde kan, udover forringet livskvalitet, også føre til aggressivitet. Kilde: http://www.netdyredoktor.dk/sw7132.asp HD findes i 5 forskellige grader: A: HD fri B: HD-fri C: Let D: Middel E: Svær Pr. 27/04-08 udgør den HDscannede del af dansk Berner Sennen population 36,2 % Heraf er 68,1 % frie 15,6 % let 10 % middel 6,4 % svær Kilde: www.hundeweb.dk HD er ikke kun betinget af generne, da det er en sygdom som i meget høj grad afhænger af foder og miljø. En lille hvalp bør derfor ikke gå lange ture, da dette kan være med til at skade. Har du trapper i hjemmet, skal du bære hvalpen op og ned så længe du kan og herefter minimere dens gang på trappen så meget som muligt. En god fingerregel er at en hvalp ikke bør gå op eller ned af noget, som er højere end den selv. Kilde: http://www.netdyredoktor.dk/sw7132.asp For HD er der udarbejdet det man kalder et HD-indeks. HD-indeks 100 er racens gennemsnitlige HD. Det vil sige at hvis to hunde med HD-indeks 100 parres med hinanden, vil de få et gennemsnitligt afkom. Hvis HD-indekset er over 100 vil forældrenes hvalpe have en gennemsnitligt bedre frekvens af HD end normalt og hvis det er under 100 vil afkommet gennemsnitligt have dårlige HD end gennemsnittet. Tag dog til dels disse tal med en gran salt, for deres værdi kommer an på, hvor mange af de pågældende forældredyrs hvalpe, søskende, kusiner osv. der er HD-scannet. ________________________________________________ Albueledsartrose (AA): Kendes også som albueledsdysplasi. Dette er en fejludvikling, hvoraf der findes fire forskellige slags – Berner Sennen er dog kun disponeret for Processus Coronoideus og osteochondrose (læs nærmere på http://www.netdyredoktor.dk/sw3570.asp) AA sammenlignes af mange med HD, fordi lidelserne minder meget om hinanden. Hunden lider af de samme problemer ved AA som ved HD (bare i albuen i stedet) og det er, som HD, både arveligt, miljøbetinget og afhængigt af hundens foder. At gå ned af trapper, er det som er hårdest for albuen og derfor bør du bære hvalpen hver gang den skal op og ned af trapper. Dette er dog umuligt for de fleste, når den lille hvalp begynder at være knap så lille, men minimer hyppigheden og sørg for at den lærer at gå roligt op og ned i stedet for i fuld firspring. Selvom din hund ikke viser tegn på smerter, så scan den alligevel, for hunde viser sjældent at de har smerter, før det er rigtig slemt. Mange hunde bliver aflivet på grund af adfærdsproblemer, er er forårsaget er smerter. Kilde: http://www.netdyredoktor.dk/sw3570.asp For AA findes der fire grader: 0: Fri 1: Let 2: Middel 3: Svær Pr. 27/04 2008 er procentdelen af antal scannede Berner Sennenhunde 35,2 % Heraf er 69,3 % frie 17,9 let 6,9 middel 5,9 svær Kilde: http://www.hundeweb.dk/dkkcm/public/openIndex/view/list_side1.html?ARTICLE_ID=1164742020632 ___________________________________________________ Kræft: Bernerens no. 1 killer. 42,1 % af alle Berner Sennenhunde dør af kræft og de som er døde af kræft har haft en gennemsnitslevealder på 7,3 år. Kræft er typisk arvelig og især en specielt cancerform er Berner Sennen udsat for: Malign Histiocytose (MH), som udgør 10,7 % af kræfttilfældende. Denne kræfttype er frygtet, fordi den er hurtigvoksende og ikke kan helbredes. Tegn på at ens Berner måske lider af MH er som følger: forringet almentilstand, afmagring, appetitløshed, apati, blodmangel, blege slimhinder, tiltagende træthed, feber Kilde: http://www.dbsk.dk/bernerbladet/artikler/dansk_veterinaert_tidsskrift.pdf http://www.dyrehospitalet.ku.dk/Nyheder/2007/Efterlysning.aspx ___________________________________________________ SIDSTE NYE: Dansk Berner Sennen Klub har fået Dansk Kennel Klub til at tilføje dødsdatoen på hundeweb, for de hunde, den bliver oplyst hos. Jeg vil gerne opfordre alle bernerejere og forhenværende bernerejere at oplyse deres hunds dødsdato, når den tid (desværre) indtræder, hvis den har DKK-stambog. Det vil være en stor hjælp til at hjælpe opdrætterne med at avle hunde, som gerne skulle leve længe. Oplysningen skal både sendes til DBSK og DKK.

Fuldstændig enig! Det har også noget at gøre med, om man vil støtte folk, der avler for racens bevarelse og forbedring (altså af kærlighed til racens egenskaber, både fysisk og mentalt) eller folk der bare avler, fordi de synes det kunne være hyggeligt, sjovt eller bare synes de har en alle tiders hund. De sætter sig ikke ind i, hvad racen kræver, foruden deres tæves egenskaber. Så for midt vedkommende, så er købet af racehund faktisk også et spørgsmål om min samvittighed, selvom mange måske synes at det lyder mærkeligt. For en hund er jo stadig en hund, om den har tavle eller ej - men en labrador er altså ikke en labrador, bare fordi den ligner en labrador og kan apportere. Der ligger mere til racens egenskaber/temperament end det. Og stamtavlen er ikke kun med til et bevare racens egenskaber, den er også med til at holde styr på skavankerne og bekæmpe dem - sygdomme som HD, AA og PRA for at tage labradoren som eksempel igen. Et par eksempler på, hvor galt det kan gå: http://www.minmops.dk/ http://www.team-adams.dk/indeks-ny.htm - gå ind under "om os", så "vi savner" og så "Ollie".

Hvis hunden bliver helbredt, så synes jeg at det er ok. Jeg har svært ved at forestille mig, at behandlingen er 100% uden ubehag for hunden...? Som Birgitta skriver, så synes jeg heller ikke de nævnte at det ville helbrede hunden og hvis man kun får et år mere med hunden, er det så virkelig at gøre hunden en tjeneste? Så lille en dosis (eller hvad det kaldes) kan jo nok ikke rede hunden, og når hende der blev interviewet nævnte at man kun ville få et år eller hvor meget det nu var mere med hunden, så må det være fordi hun har fået at vide, at det ikke helbreder, men kun udsætter? Men hvis de kan garantere, at hunden er 100% symptomfri, kunne jeg godt forestille mig, at jeg ville ofre pengene for 1 år + mere med min hund, hvis jeg havde budgettet til det.

Stærkt gået af dejlige Lexus Det er fuldt ud forståeligt, at du er stolt af den bette fyr :hjerte: Og så er det også stærkt gået, at du vælger ikke at tage ham med endnu :5up:

Hvad folk ikke finder på nu om dage! Jeg væmmes virkelig ved de mennesker, som ikke ser hunden, som det levende væsen den er, men bare som rekvisit :-x Jeg forstår heller ikke hvorfor man kan få avlsgodkendt en amstaff med ørekuperede ører i DKK, selvom det er ulovlig...

Nej, hunde har absolut ikke godt af hvidløg i større mængder...! Men i små, kan det hjælpe med at forebygge forskellige ting. Har lige sakset det her fra hundeleksikon (http://www.hundeleksikon.dk/): "Løg og hvidløg Løg (Allium spp.), f.eks. alm. løg, purløg og hvidløg indeholder giftstofferne N-Propyl-Disulfid og S-methyl-L-cystein sulfoxid (SMCO) der kan give pludselig blodmangel. Hvidløg er mindre giftige end almindelige løg, men bør alligevel fodres med yderste forsigtighed. Hvidløg har en række positive effekter, hvis det fodres i meget lille dosis, mens det kan give forgiftninger, hvis det fodres i for stor dosis. Kosttilskud der indeholder hvidløg bør derfor kun fodres efter samtale med dyrlægen, idet varedeklarationen på mange hvidløgsprodukter ikke tager højde for at hunde kan forgiftes af hvidløg. Hvidløgs ønskede virksomme stoffer er nogle svovlforbindelser, der til dels er bundet til "hvidløgs lugten", lugtfrie hvidløgsprodukter er derfor ofte mindre virksomme end friskt, knust hvidløg. Der er lavet en række undersøgelser på hunde. Det er dokumenteret at hvidløg har antibakterielle, dvs. desinficerende egenskaber overfor bakterier. Hvidløg har en desinficerende effekt ved en evt. hudbetændelse, ligesom det har et højt indhold af svovlholdige aminosyrer, der er essentielle stoffer i opbygningen af pelsen. Hvidløg har også en antibakteriel og stabiliserende effekt på mave-tarmkanalen. Hos hunden har hvidløg en mild repellerende, dvs. skræmmende effekt på lopper. Hvidløg vil altså have en mild beskyttende effekt hos hunde, hvilket kan være fint hvor loppepresset er meget lille. Hvis din hund har levende lopper eller omgås andre hunde eller katte, vil hvidløg ikke kunne beskytte tiltrækkeligt. Hvidløg kan heller ikke slå levende lopper ihjel ej heller orm og andre parasitter - her skal du i stedet henvende dig til din dyrlæge for at få den rette rådgivning."

Berner Sennen Historie Der er i alt fire sennenhunderacer: Grosser Schweizer Sennenhund, Appenzeller Sennenhund, Entlebucher Sennenhund og Berner Sennenhund. Alle disse racer har deres aftegninger til fælles, men størrelsen og temperamentet er forskelligt. Berneren er den eneste langhårede af racerne og er den næststørste. Popularitetsmæssigt er Berneren den af racerne som begår sig bedst i Danmark, efterfulgt af Grosseren. Berner sennenhunden er en schweizisk kvægvogter, trækhund, gårdhund, vagthund og slagterhund. Hvor gammel racen er, kan man ikke sige med sikkerhed, men allerede omkring 50 e.v.t beskrev en romer (Collumella) en hund, som kunne minde om berner sennen i beskrivelse (langhåret pels, sort grundfarve, hvidt bryst). Derudover har man også fundet udgravninger af hunde, hvis skelet mindede om bernerens omkring denne tidsperiode. I løbet af de sidste 500 år, er Bernerens blevet afbildet op til flere steder og de schweiziske bønder har med kærlighed bragt racen med i deres litteratur gennem de sidste 200 år, dog under flere forskellige navne såsom Bäri (svarer til bamse), Blässi (blis) eller Ringgi (efter den hvide halskrave, som ikke er tilladt i dag). Læg mærke til endelserne på ”i” – næsten alle schweiziske kælenavne ender på i. Omkring slutningen af 1800-tallet fik racen sit første fællesnavn Dürrbächler, efter en kro i Bern, hvor man mødtes for at diskutere hunde på flere planer. Det var næsten kun i dette område, hvor man endnu kunne finde eksempler på racen på dette tidspunkt. Et af bernerens mange kælenavne var Ringgi, efter den hvide krave som nogle af bernerne havde. Den er ikke tilladt i dag. Her er det Rosi vd Milchstrasse. Klimaet i Schweiz var ikke på bøndernes side og ej heller terrænet. Bønderne var afhængige af datidens Berner Sennenhund til at trække kærrer. Bønderne fremstillede forskellige kurve og andet godt stof, som de, med hjælp fra deres hunde fik ned til lavlandet og solgte om foråret og sommeren. Heste var for dyrt og var samtidig for store til at trække rundt med en vogn i det uvejsomme terræn. De hårde vilkår har ikke været lette for hundene, for nok var de stærke, men plejen af den lange pels har ikke været førsteprioritet – dog gjorde deres evner dem populære i lavlandet. I det 19. århundrede opdrættede Hoffman, værten på kroen ”Dürrbach” dürrbächlere, som egnede sig som trækdyr. Den lette trafik blev oftest trukket af disse hunde, som var kendt for at være villige og intelligente og i året 1899 var der registreret 319 af disse trækhunde. Omkring 1830 og 1870 begyndte der også at åbne en del osterier, som også gjorde brug af disse hunde til transport af deres varer. I det 19. århundrede skete der en stor ændring inden for hundeverdenen. England og Tyskland begyndte at arrangere hundeudstillinger med dertil kommende stambøger. Og i den sidste halvdel af 1800-tallet begyndte Sankt Bernharden at vinde kraftigt frem i popularitet, på grundlag af historierne om at de havde reddet folk i bjergene under forrygende uvejr. Dette kvalte desværre interessen for de schweiziske sennenhunde, der alle var nær uddød i denne periode. Men heldigvis opdagede kynologer sennenhundenes egenskaber og interessen blev vakt. Dette førte til at d. 11. maj 1902 blev der udstillet 4 Dürrbächlere på et skue i Galgenfeld ved Ostermundigen. Dog blev de ikke kvalificeret som en race endnu. Hundene kom alle for omegnen omkring Bern, som også er hjemsted for den kynologiske forening Berna. Forening afholdte i 1904 deres første internationale udstilling i Bern, hvor der var 700 hunde tilmeldt, hvor 7 var Dürbachlere og 92 var Sankt Bernhards. Resultaterne herfra er desværre gået tabt, men kynologen Albert Heim var til stede og han ses i dag som Sennenhundenes fader. Han forelskede sig den dag i Berneren og skrev endda nogle notater: ”De farveprægtige, men ellers af bygning og type meget lig en noget let Newfoundlænder skabte stor interesse. Dürrbächleren var erobret for kynologien og fejrede sit indtog i den schweiziske hundestambog.”A) Fire Dürrbachlere blev præmieret denne dag og fik derfor optagelse i den schweiziske hundestambog. Hundenes navne var Phylax, Prinz, Ringgi og Belline, som blev forfædrene til vor dags Berner Sennenhunde. Nogle forretningsfolk fra byen Burgdorf fik interesse for racen og opkøbte hvad de kunne, hvorefter de begyndte på at renavle racen. D. 15. november 1907 grundlagde 17 mænd fra Burgdorf den ”Schweiziske Dürrbach-klub. Foreningen til avl af racerene Dürrbachhunde”. Den blev dog senere omdøbt til ”Klub for Berner Sennenhunde”, da racen på opfordring fra Albert Heim, skiftede navn til Berner Sennenhund. Klubbens medlemmer bestod til at starte med kun af opdrættere, men allerede i 1911 var der 40 medlemmer. 1. verdenskrig bragte tallet lidt ned, men allerede i 1925 var det på 40 igen. Bäri Brönnimann vom Schlossgut, ukendt afstamning. Betragtes som en af de vigtigste stamhunde i avlen Tilbage til klubbens spæde start, så afholdt denne i 1910 en stor udstilling i Burgdorf, hvor alle Berner-ejere var velkomne. Kun 8 hunde måtte gå uden en præmie, mod 33 hunde som fik andenpræmie og 47 som fik førstepræmie. Albert Heim overvågede jævnligt udstillingerne og konkludere på en udstilling i Bern med 42 fremmødte Bernere: ”En overflod af godt!”B) Men alt var ikke helt perfekt endnu. I 1913 skrev klubbens formand til Albert Heim om hvordan det gik, og udover det positive, måtte han også nævne at farverne endnu ikke var helt på deres plads, men det var ikke noget de tog så nøje. Albert Heim har bl.a. sagt: ”Først i årene 1895 til 1910 er det gået op for vi schweizere, at vi her i landet ganske upåagtet havde nogle urgamle, hjemmehørende, herlige hunderacer… Som ganske almindelige forblev de helt upåagtede… Det var højeste tid at erkende det.”C) Det gik fremad for racen for en tid, men opdrætterne stødte "pludselig" ind i et alvorligt problem. Hundene begyndte at lide af indavlsdepression1), man fik problemer med temperamentet, knoglerne blev mere spinkle og pelsene for kruset. Problemet blev diskuteret, men løste tilsyneladende sig selv, da en newfoundlænder ved navn Pluto v. Elengut sprang over en indhegning og parrede sig med bernertæven Christine v Lux. Det resulterede i 4 hanner og 3 tæver. En enkelt tæve og tre af hannerne voksede op. Tæven (Babette) indgik som den eneste fra kuldet i avlen og kun en enkelt tævehvalp efter hende, som ligesom hun selv, ikke var ”renfarvet” gik videre. Denne tæve fik til gengæld flere kuld, hvoraf flere blev brugt i avlen. Mest betydningsfuld blev hendes første kulds hanhvalp, Alex, der blev far til hele 51 kuld. Selvom der var newfoundlænderblod i ham, bragte han aldrig noget "negativt" til racen. Han bragte blodforfriskning, der efterlod racen med et godt væsen, god kropsdybde og et glinsende hårlag. Berner Sennen i Danmark Allerede tilbage i 1904 kan man finde det første billede af en typisk berner sennenhund i Danmark. Dette kan man undres over, men det formodes måske at være en tømrersvend fra Skandinavien, en såkaldt naver2), der måske har brugt den, som den trækhund den var. Omkring 1930 fødtes det første danske kuld hvalpe, men det var et resultat af en bror/søster parring og var ikke den store succes. Selvsamme familie prøvede lykken igen, men anden gang købte de en drægtigt tæve. Den første deciderede kennel opstod i 1950erne, kennel Søfryd fra Søborg. Omkring år 1960 kom den næste kennel frem, kennel Elmekrogen fra Hareskoven. Antallet er Bernere i Danmark er steget fra 26 Bernere registreret i Dansk Kennel Klub i 1968 til 315 + 18 importer i 2004, hvorefter tallet har været forholdsvist stabilt. Kilder: Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen. Forlag: Atelier www.dbsk.dk A) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 8, L. 26-31) B) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 8 L. 26) C) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 9, L. 34-40 1) Indavlsdepression er en konsekvens af indavl, der resulterer i nedsat livskvalitet, forringet helbred og nedsat evne til at reproducere sig selv. 2) Naver er en tømrersvend, som rejser rundt til fods i hele Europa for at få uddannelse.

Kom lige i tanke om én mere: Grosser = Grosser Schweizer Sennenhund

Admin, tænkte på... Kan man narre systemet ved at uploade billedet i et fotoalbum og så indsætte det i et indlæg - og så slette det fra albummet igen???

Så vidt jeg kan se, er billedet nød til at være online (altså på nettet, jeg tog mit fra fotoalbummet ) Når du er inde på den side hvor billedet er, så højreklikker du bare på billedet og trykker på egenskaber. Der skulle så gerne være noget der hedder addresse/URL. Denne addresse skal du bare skrive ind, når du trykker på "indsæt billede" knappen

Weee Tusind tak Admin :gogo::banan: Det lykkedededes

Ups... Skulle nok have spurgt mere præcist Hvad er en URL

Hvad kræver det, når man skal indsætte et billede via URL? Kan ikke lige finde ud af det På forhånd tusind tak

Velkommen til berner sennen subforum Jeg vil supplere forumet det bedste og hurtigste jeg kan med forskellige interessante artikler og derudover vil jeg komme med beskrivelse af racens historie og temperament + racestandart. Jeg vil også fortælle hvad man skal være på vagt overfor, når man køber en berner sennen Hvis der er nogle spørgsmål, vil jeg svare det bedste jeg kan Og folk er selvfølgelig velkommen til at tilføje noget, hvis der er noget, jeg ikke har informeret om :blink:

Kan så absolut kun være enig

Jeg kan absolut ikke mindes, at Aiko har deltaget/vunder med det billede før. Men jeg kan mindes den "kikset" billede tråd, som blev oprettet uafhængigt af konkurrence. Kan det være den tråd der spiller et pus? Den kan jeg også stadig smågrine af, når jeg tænker på den

Nåh, lille Noomi ser fjernsyn <3 Hvor nuser Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om hvorvidt Azuro kan forholde sig til billederne i TV-skærmen. Så snart Beethoven dukkede op på skærmen, var Azuros øjne klistret dertil - og det selvom Beethoven ikke gav den mindste lyd fra sig Men han reagerede i hvert fald også på lydene i TV, det var sådan han til at starte med fik vent opmærksomheden mod fjernsynet Hmm... Men hvad er Pole-dancing? :hmm: Det kunne da sikkert se sjovt ud, hvis Noomi prøvede at gøre dem kunsten efter - selvom jeg ikke ved hvad det er Jeg nåede desværre ikke at møde nogle statuer, da jeg gik med Azuro, så ved ikke hvordan han ville reagere på dem? :hmm:Sikkert bare være total ligeglad, for de hverken bevæger sig eller noget - det er nok kun interessat, hvis der har været en løbsk tæve forbi eller en fræk hanhund der har lettet ben opad den, hvis jeg kender ham ret :blink:

Jeg ved ikke om jeg tror på reinkarnation, men jeg ser det da absolut som en mulighed. Jeg ser denne verden, som en "skole", hvor vi lærer og derfor tror jeg ikke på vi kun kan nøjes med ét liv - der er simpelthen for meget at lære Men jeg tror til gengæld ikke, at vi, fordi vi bliver aflivet får vores skavanker med fra da vi døde og lider af dem, i den første tid af vores næste - og så vidt jeg har forstået, så gælder det ikke kun ved aflivning Så ville der godt nok være mange nyfødte, som ville være syge og så kan et vildt dyr altså bare ikke overleve Så den har jeg svært ved at tro på. Selv har jeg oplevet ikke at kunne give slip på mit dyr, min dejlige kanin Lucky. Han led af noget muskelsvind-agtigt eller gigt måske (dyrlægen kunne ikke fastsætte det og turde ikke bedøve ham, så det kunne undersøges nærmere). I en alder af 6½ kunne han ikke længere hoppe op i sit eget bur, der var ellers kun knap en kvart til en halv meter (tog aldrig mål) og den sommer, hvor han var syv kunne han ikke længere rejse sig op, når han lå på siden Vi havde ham selvfølgelig til dyrlægen, men han kunne ikke finde ud af, hvad det var... Og han syntes åbenbart ikke at det var fatalt nok, til at Lucky skulle aflives. Det har jeg stadig svært ved at tilgive ham for... Lucky sov ind selv, det kom som et chok for os, for nok havde han det slemt, men så slemt? Vi tror så også, at det var lidt psykisk, for vi havde lige aflivet vores anden kanin, Gnaske, hans mor to dage forinden og hendes fravær har nok gjort livet for uværdigt for ham Jeg var selv begyndt så småt at tage mig i nakken og bringe aflivning på bane, men det var bare så svært. Men jeg har svoret at ALDRIG MERE skal et af mine dyr udsættes for noget så uværdigt Nok kan jeg ikke rigtig tilgive dyrlægen, men jeg skammer mig over mig selv... Forløbet for Lucky varede i et helt år, hvor han fik det værre og værre. Man kunne se tydeligt forskel fra den ene til den anden måned. Havde han været en vild kanin, ville han være død lang tid forinden, simpelthen fordi han ikke ville kunne flygte fra ræven og heller ikke ville kunne skrabe mad nok sammen. Ville hans lidelser så også blive bragt videre til det næste liv her? Nej, det tror jeg ikke og ej heller ved aflivning. Håber det gav mening...

Hrmf, jeg melder mig med ind i klubben - fik også kun stemt på én, selvom jeg ville stemme på et par flere, hvis jeg havde haft muligheden

BMD = berner sennenhund (bernese mountain dog) Berner = berner sennenhund

Kennelen er desværre ikke bruger på hunde-forum længere, men kunne huske at vedkommende havde givet udtryk for nogle meninger og har fundet indlægget (det er sakset herfra: http://www.hunde-forum.dk/hunde-u-stamtavle/36-aegte-hund-uden-stamtavle.html) Ved godt at det ikke er særlig sagligt, men navnene på hundene passer til dem på hjemmesiden, hvis nogle skulle tvivle på min hukommelse . "Hej Fisker. Ja det er et meget "ømt" emne, som jeg ofte har diskuteret med folk om i en evighed. Der vil altid være nogen for og imod hunde uden stamtavle. Og selv dem med stamtavler, kan snyde, da de kan oplyse en anden avlshan på papiret end den de bruger, det er hørt før. Man kan godt have en raceren hund uden stambog. Jeg opdrætter selv Golden Retrievere uden stambog. Og de er ægte. Min mor købte i sin tid en Golden Retriever tæve, hvor der var papir på begge forældre. De var begge udstillet og avlsgodkendte. Min mor kunne vælge at få stambog med eller ej, og det fravalgte hun da hun ikke ville udstillet sin tæve. Og med stambog ville det koste en del mere, og det var spildt af penge i hendes øjne. Med årerne der gik, fik hun lyst til at få et par kuld, og en veninde havde en avlshan der var avslgodkendt og med stambog. Inden parring blev hundene testet for diverse sygdomme, hdd, aa og øjenlysning. Det blev til 4 dejlige kuld i løbet af årerne. Af det 3 kuld fik jeg en tæve - Mille. Ved 4 kuld, brugte hun en anden avlshan, da den første desværre døde. Denne avlshan havde også stambog og er blevet testet og godkendt for diverse. Ud af dette kuld fik jeg en han - Mingus. Men på trods af Avlshannen var godkendt og alt var ok, endte de fleste af hannerne med at være kryptorkid. Avlshannen var ikke kryptorkid, men havde genet i sig. Mingus var heldigvis ikke kryptorkid, men jeg valgte alligevel at lade ham kastrere, da han kunne have genet i sig og give det vidre til hvalpene, hvis han skulle have nogen. Desuden var der så ingen chance for at han kunne parre sig med Mille, da de er halvsøskene. Det vil have været mangel af respekt for racen, hvis jeg havde lade ham bruge som avlshan. Ingen af hvalpene fra det kuld bruges til avl, og alle hannerne er kastreret. Med årene der gik, besluttede vi os for at få et kuld hvalpe med Mille. Inden blev hun testet for HDD, AA øjensygdomme o.s.v. Vi fandt en avlshan med stambog der også var godkendt og testet. Hun har nu fået 2 kuld hvalpe med den samma avlshan - alle sunde og raske. Men uden stambog. Både min mor og jeg har valgt at bruge avlshanner med stambog, da vi ikke kendte deres stamtræ i forvejen, og det er vigtig for os at der ikke var indavl eller arvlige sygdomme i familien. Men selv for den bedste, kan det gå galt, ligesom med avlshannen til kuld 3 hos min mors tæve. Hvorfor opdrætter jeg Golden Retrievere uden stambog?. Fordi jeg ikke ønsker at bruge mine hunde til udstilling. Og min mening er at man nemt kan få racerene hunde uden stambog, der er ligeså gode som dem med stambog. Men bed altid om at se forældrene, se papirer på at de er testet for HDD, AA og øjenlysning. For sundhed er det vigtigste når man køber en hund, og ikke at den har en fin stambog. Vores købere er nogle der ønsker en familie hund, der ikke skal bruges til avl eller udstillinger, men ønsker en raceren hund uden arvlige sygdomme. En sidste ting er at jeg modtager et symbolsk beløb for mine hvalpe, som dækker udgifterne. Mange sælger hvalpe uden stambog for pengenes skyld, men dette er ikke tilfældet her. Vi nyder at have hvalpe i huset. og vi har kontakt med alle vores hvalpekøbere fra både Bianca og Mille´s kuld. Hver år samles vi til hvalpetræf, så vi er som en stor familie. At kalde en Golden retriever for uægte fordi den ikke har stambog, er noget fis i mine øjne. Den er uægte hvis det er en blanding af f.eks labrador og golden retriever. Det er korrekt at mange steder hvor man køber en hvalp, kan man risikere at få en blandings hund i stedet for en raceren som man havde fået oplyst. Men det samme kan man faktisk også med hunde med stambog. Der er så mange meninger om dette emne, at man kan blive ved i en evighed med at diskutere. Men der skal være plads til både dem med eller uden stamtavle. Og det vigtigste er at de er sunde og raske ikke? :-)"

Et stort tillykke til flotte Oskar :tillykke: