Lonny

Første gang jeg stødte på den holdning (og det er ikke særlig længe siden) blev jeg også totalt mundlam... Jeg mødte en kvinde der fortalte at hendes tæve stak af hjemmefra hver gang hun var højløbsk, og fjerde gang hun kom hjem med hvalpe valgte de så langt om længe at lade hende neutralisere Og med hensyn til den anden debat i denne tråd, jeg vil personligt hellere holde han og tæve adskilt end jeg vil neutralisere nogen af dem, jeg er af den overbevisning at selvfølgelig påvirker neutralisering også mentaliteten, især hvis det sker i en tidlig alder. Men at andre vælger at gøre noget andet, det er helt fint med mig, vi vælger jo alle at gøre som vi mener er bedst

Hvor er jeg altså glad for at I begge har taget det så pænt, hvis det havde været mig der havde stået med de små størrelser som dine billeder viser, så tror jeg at jeg var brudt helt sammen

Først bør man vel spørge sig selv om der overhovedet er noget problem man behøver at forsøge på at regulerer.... Jeg kender til en del steder hvor der er kommet denne slags forbud, og beboerne udtaler at der aldrig har været problemer med hunde, måske har der været én enkelt hund som der var problemer med, men det må søreme kunne løses på en anden måde, end ved at lade det gå ud over alle andre ved at forbyde dem at have hund!

Nej, nej, det er jo slet ikke til at bære :megaked:

Nej, nej, jeg havde sådan håbet at du ikke skulle igennem det her Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det er at gennemgå dette, jeg sidder med tårer i øjnene bare ved at læse hvad du skriver, så jeg ved slet ikke hvordan jeg ville reagerer hvis jeg stod i din situation Det må være fuldstændig forfærdeligt, at vide Vic kunne have været blevet en rigtig god mor, have fået nogle rigtig dejlige hvalpe, og nu står du så i stedet med døde hvalpe pga. den lortelov, jamen altså, det er jo slet ikke til at bære Hvis du var inden for min rækkevidde, så havde jeg givet dig et kram og holdt om dig til alt dette var overstået :ae:

De er ret snu de der hanhunde. Min opdrætter fortalte at han hentede en hanhund hjem, og denne hanhund sad sammen med tæven i bilen i den 1,5 time det tog at kommer hjem. Og på intet tidspunkt udviste hanhunden nogen interesse for tæven, heller ikke da de kom ud af bilen, så opdrætter var overbevist om at tæven ikke længere var højløbsk. Så han turde godt lige lade dem være alene imens han gik i køkkenet, men i samme øjeblik han vendte ryggen til, så sprang hanhunden på tæven... Så hanhunden var åbenbart klog nok til at vide at opdrætter ville standse ham, så han ventede pænt til opdrætter ikke kiggede

Jeg må også erklærer mig enig, ved at skælde ud risikerer man at forstærke problemet, da Aslan så begynder at forbinde andre hanhunde med at får skæld ud. Så jeg ville meget hellere belønne for korrekt adfærd, og på den måde få ham til at forbinde andre hanhunde med noget positivt.

Puha, det må godt nok være hårdt med den ventetid, alle de tanker du når at gøre dig, alle de spekulationer, jeg har så ondt af dig Mine tanker går stadig til dig :ae:

Det er godt at høre du har din famillies støtte i dag :ae: Mine tanker går til dig i dag, og du har min dybeste medfølelse

Så er han nok bare begyndt at lære at han ikke bliver sendt væk, eller får skideballer når han kommer for tæt på :5up:

Jeg tror bestemt også at det er et spørgsmål om tillid, og selvfølgelig tilvænning, så hvis han ikke tidligere har måtte, så skal han jo først lære at det er ok. Luna har altid elsket at ligge ovenpå både os og Baldur, her er et billede hvor Baldur lå og sov, og Luna sad/lå oven på ham og halvsov, desværre vågnede de begge lidt da jeg ville tage billedet

Hvor er hun en tålmodig sjæl Hun skal nok klare sig godt igennem dette, hun har dig, og så har hun sig selv og sin ukuelighed :ae:

Men nu er det desværre ikke alle hunde der er selvsikre, hvor ville hundeverden da bare være meget lettere at færdes i hvis alle hunde var velsocialiserede og hvilede i dem selv

Vi er helt enige

Altså, hvis jeg nu havde brugt en masse energi på at fremskaffe min dessert, bære den hele vejen hjem, vente på at nogen åbnede døren, for at en eller anden bagefter bare smed den ud, så var jeg sgu da også blevet sur :blink:

Som du beskriver hendes lyd, så lyder det præcist som når Luna bliver overivrig, og engang hun skreg sådan, der stoppede en bilist og spurgte om vi var ok Så jeg tror altså at folk bliver meget overraskede og ikke rigtig ved hvad de skal gøre, de er jo slet ikke vant til at hunde kan lyde sådan, og overvejer om hunden enten er kommet til skade, eller har tænkt sig at æde ejeren, eller dem der kommer forbi... Men rigtig ærgeligt at I fik endnu en kedelig oplevelse :ae:

Puha, det er mit værste mareridt du fortæller om her Jeg havde slet ikke tænkt så langt som at de ville komme ud og man skulle tage imod dem, jeg troede nok bare at kroppen absorberede dem Brian, jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive, føj hvor er da bare en uendelig ubehagelig situation du er kommet i :ae: Lille smukke Vic, med små hvalpe i maven, og så kan du ikke engang selv vælge om de skal blive til liv eller ej, jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan du må have det lige nu :ae:

Helt enig. Jeg har da også som 15-årig klappede en lille pige på 5-6 år sådan en lussing så det sang, og ja, jeg var opdraget til at man ikke slog på nogen der var mindre end sig selv. Men hun kom bagfra og bed mig i ryggen, og jeg blive forskrækket og det gjorde ondt, så rent refleksmæssigt, så vendte jeg mig altså om og stak hende en flad Så der er altså stor forskel på hvordan man reagerer i velovervejede situationer, og i de situationer hvor man reagerer ren instinktivt

Jeg tror simpelthen ikke på at hunde står og vurderer andre hundes størrelse før de beslutter sig for om de skal slås.... Gang på gang hører man også om at det er den lille hund der styrer husholdningen, så hvis det skulle være størrelsen der var afgørende, hvorfor er det så ikke den store hund Og hvis hunde afgører hvem der er farlige og hvem der ikke er, efter om de er i stand til at tæve dem eller ej, hvorfor er der så ikke langt flere hunde der bider deres ondskabsfulde ejere Nej, jeg tror ikke at hunde tænker i størrelser, hvilket vi andre nok heller ikke ville gøre, hvis det ikke er fordi at vi er blevet opdraget til at tænke sådan lige fra vi var små....

Jeg kom til at tænke på at dette kan misforstås, hun behøver ikke at stå og kigge på den anden hund, men hun skal vide den er der. Du skal også huske, at du ikke må give godbidder før hun har fået øje på den anden hund, først i det øjeblik du ved hun har set den, så begynder du at give godbidder

Hun skal kunne se på den anden hund, og samtidig modtage godbidder, på denne måde lærer hun at associere fremmede hunde med lækre godbidder, og dette vil ændre hendes holdning til dem. Det er ligegyldigt hvad hun gør i situationen, så længe hun forholder sig roligt og ikke laver udfald. Og du kan sagtens rose hende for hendes rolige opførsel, tal opmuntrende og fortæl hende at det er da godt nok en dejlig hund der går derovre, eller lignende der også får dig til at udstråle ro og glæde over at se den anden hund. Det lyder åndsvagt, men det hjælper på din egen holdning og hun vil mærke denne ændring til det positive over at se en anden hund

Jeg forstår udemærket at du reagerede som du gjorde, jeg står selv i ovenstående situation og så er man altså lidt ømskindet... Det du beskriver har intet med rangorden at gøre, og om i spiser før hende, eller går først ud af døren har absolut ingen indflydelse på hendes adfærd, det kan være praktisk, men indflydelse på rangorden eller andet, det har det altså ikke Om hendes vogten kan holdes nede, selvfølgelig kan det det, til en vis grænse. I skal nok i gang med at træne det at passere andre hunde, og her tror jeg du skal finde nogen at træne sammen med. Så længe hun reagerer som hun gør, så er I for tæt på den anden hund, og al indlæring er umulig. I er nødt til at holde en afstand der gør, at hun stadig er i stand til at modtage godbidder, og derfor foreslår jeg at I allierer jer med nogen med hund, for det kan godt være svært at holde den rigtige afstand til fremmede. Men ellers, så forsøg at få hende på passende afstand af dem I møder, og passende afstand er så hun ikke længere laver udfald, og hun er i stand til at spise godbidder, først der finder indlæring sted. Grunden til at I ikke kan distrahere hende eller få hende til at spise godbidder er, at hun er alt for stresset i situationen og hendes hjerne kobler fra, så I er nødt til at komme på en afstand hvor hun kan modtage godbidder, og dermed har koblet hjernen til

Du skriver at hun er overbeskyttende når hun er i snor, men samtidig skriver du også at hun er på vagt når hun er løs i skoven, så det lyder lidt til at hun ikke kun er det når hun er i snor, men derimod er det hele tiden? Hvordan er hun overfor fremmede hunde når hun ikke er i snor, og er det normalt både fremmede hanhunde og tæver hun reagerer overfor? Egentlig tror jeg at dit indlæg har to forskellige problemer indover, nemlig den generelt vogtende del, og den del hvor hun ikke kan med andre hunde, er det korrekt? En ambull er jo en vogtende hund, så at hun vogter er jo ganske normalt for racen, og racen har også tendenser til egetkønsaggressioner (præcis som min egen race), så heller ikke dette er helt unormalt. Hvordan har I indtil nu forsøgt at håndtere disse ting?

Det har jeg aldrig hørt om før, kun det modsatte, hvor det gælder om at gøre dem så synlige som muligt :hmm: Men det bliver spændende at høre om andre har nogle gode forklaringer

Jeg tror ikke at det er fordi hun ikke føler sig tryg hos jer, men simpelthen bare at denne adfærd er så fasttømret (angst huskes altid bedst) at hun bliver ved med at reagerer instinktivt. Jeg tror desværre bare at du er nødt til at arbejde med hver ny ting der dukker op, men forhåbentlig vil det gå hurtigere og hurtigere for hver gang :ae: En ting jeg havde god nytte af med Baldur var, at hvis han var bange for ting (glasset), så lavede jeg target øvelser med det, og på denne måde lærte han at forbinde den farlige genstand med noget andet. Og hvad angår pludselige bevægelser, så er du igen nok nødt til at kontrabetinge, lav en bevægelse der er lidt skræmmende, men ikke nok til at hun flygter, og kast samtidig yndlingsgodbidderne hen til hende. En anden ting der hjalp Baldur var at vi holdt hans dagligdag i meget faste rammer, vi gik altid på de samme tidspunkter, vi gik de samme steder hen, og vi gik steder med så få indtryk som muligt. Dette gjorde at han ikke konstant var i alarmberedskab, og dermed var hans nerver ikke så flossede, og han kunne derfor bedre håndtere de ting han var bange for. Men jeg føler med dig, jeg ved godt hvordan det føles når ens hund er bange for snart sagt alt, og man får en enorm dårlig samvittighed hele tiden