vinhou

Vi fik Sascha da hun var 8 uger, og nu er hun et halvt år. Og jeg synes, det er lidt sjovt - for hun går ingen vegne uden mig. Fx om morgenen, de dage jeg står senere op end min kæreste, der kan han stå og sige "skal du ud og tisse?", og vifte med snoren til hende, men hun bliver liggende ved mig. Til gengæld, hvis jeg så rejser mig, så springer hun ud af sengen. Hvis jeg går nedenunder for at gå på WC, så følger hun med. Gør Christian det, er hun komplet ligeglad. Her den anden dag havde vi besøg af min franske familie, der også har labrador, og Sascha virkede som om, hun skulle tisse - så rejste Christian sig og sagde "ud og tiss'?", men hun blev liggende ved mine fødder. Så sagde jeg, at "hvis jeg sagde det til hende, så ville hun komme med det samme", og så sagde de "ok, så prøv" - og selvfølgelig virkede det. Det er efterhånden lidt synd for min kæreste, selvom han ikke lader sig mærke så meget med det, for det er kun mig, lille Sascha er så "forelsket" i. Hvis Christian og jeg går ind ad døren på samme tid, er det kun mig, der bliver budt velkommen i huset. Hun kan godt lige gå hen til Christian, hvis han lige sætter sig på hug, men kun ét sekund, så er hun henne ved mig igen. Jeg har vel "forældrerollen" for hende, kan jeg forestille mig. Men er bare lige nysgerrig efter, hvordan det fungerer hjemme ved jer? Nu er jeg førstegangs hundeejer, men jeg ved da fra folk jeg kender (+ læsestof), at der altid er én i huset, der er "mere værd" end de andre... Så frem med jeres historier...

Jeg bestemte selv, hvad min hund skulle hedde - hun har så heller ikke stamtavle. Da jeg kørte hjem med hende i bilen kom det til mig nærmest med det samme, at hun da lignede en "Sascha" - og det blev det så til. Og det er også det navn, vi bruger til hende, som hun sagtens kan genkende.

Det er ved at være et godt stykke tid siden hun blev vaccineret - altså nogle måneder - så det kan vel næppe være det? En af vores heste fik en bule efter vacc., den var nu helt anderledes. Men tjekkes skal det selvfølgelig.

Nejjjjj, hvor ser han dog bare super dejlig ud! Et stort velkommen både til ham og dig.

mk101 - tak for din opmuntring og svar. Det man læser i bøgerne, ja det er jo ikke sikkert, det passer lige godt til alle racer - de har jo forskellige instinkter, så måske det mere er en rettesnor end egentlige "regler". Min familie fra Frankrig, der pt. er hjemme i 3 uger, har en sort labrador på 5 år, som min tante Tonni siger, stadig kan have problemer med at gå pænt i snor, når den finder noget spændende, til trods for at hun går meget op i træning, lydighed mv. Har fået mange gode råd af hende. Det er en god ide, det med at gemme sig - eller at løbe den anden vej - ved indkald. Men selvfølgelig, hvis hun slet ikke har opmærksomhed på mig, er hun, ihvertfald til at begynde med, ret ligeglad. Min tante har også rådet mig til at have en ting med mig til at få opmærksomhed, fx en raslebøtte eller lignende, for at hun lige opdager, at jeg fx løber den anden vej. Jeg er glad for at få at vide, at jeg ikke gør "uoprettelig skade" - ja man kan jo ikke undgå at lave fejl, og man bliver altid bedre. Det er en god trøst, for vi vil jo alle det bedste for vores dyr. Min franske familie var nu vældig imponeret over, at vi allerede har kunnet lære hende det med at vente med at tage hundeguffen, før vi siger værsgo. Deres Oursa er nemlig super madglad og mægtig aktiv, så de var ret imponerede over Sascha, der er ret rolig og nem at håndtere. Det er dejligt at vide, at jeg er på rette vej (jeg skriver jeg, selvom min kæreste selvfølgelig også bor her og også træner lidt med Sascha - men det er mig, der er "mor", og hvis vi fx kommer ind ad døren på samme tid og Sascha er hjemme, så er hun kun interesseret i at hilse på mig - han er ikke så vigtig - totalt "morsyg" hund... ).

Sascha har en knude på størrelse med en 5-krone i nakken, lige bag det sted, hvor halsbåndet sidder. Den er hård og ikke øm. Mine "hundekyndige" familiemedlemmer mener, det er en fedtknude. Men jeg er selvfølgelig bekymret. Kender I noget til den slags? Hun skal forøvrigt snart til dyrlægen igen, da hun går lidt sært med bagbenene efter et fald (e.l.), så der vil jeg selvfølgelig forhøre mig med ham - men hvis der var nogle af jer, der havde erfaringer, ville det da være dejligt.

Da vi var til hvalpetræning med Sascha, var hun klart den største, men også den yngste. Hun lagde sig på ryggen for dem alle sammen i starten. I og med at de andre var ældre, havde de ret let ved at håndtere hende, og det blev egentlig ikke et problem, for de var alle sammen hurtigere end Sascha og kunne sagtens rende væk, hvis de ville. Men det ville de nu ikke. :blink: Øh, det var egentlig ikke et ret hjælpsomt indlæg, nu jeg lige tænker over det - ville bare lige dele min oplevelse fra dengang. Jeg håber, det kommer til at gå i orden, så vufferen kan blive socialiseret godt...

Tak.

Lisette - den reaktion, der er kommet herindefra, kan vel ikke overraske dig? Det er jo præcis samme reaktion, folk kommer med på hestefora, når folk vil avle på deres blandingshoppe, som de ikke rigtig ved, hvad indeholder... Nå, men jeg er selv ny indenfor hundeverdenen, så jeg har ingen gode råd. Men hvad end du beslutter dig for, ønsker jeg dig held og lykke.

Tak for svaret. Ja, mente nok, det var vigtigt med konsekvens - altså ikke som i straf, men at man reagerer på samme måde hver gang. Det er jo let nok at læse hvordan man skal gøre, men så at kunne huske det hele og overføre til hverdagen, det er lidt sværere - måske jeg skal læse bøgerne en 3-4 gange mere. Ville ønske, jeg var rutineret hundeejer ligesom jeg er rutineret hesteejer... vil jo gerne gøre det så godt som muligt for lille Sascha. :hjerte:

Min dyrlæge fortalte mig, at jeg skulle bruge en blød klud/vat med fx solsikkeolie på, der så ville opløse "ørevoks/skidt" i øret. Er det helt forkert?

Jeg har en lille labber som bliver 6 måneder i morgen. Vi har trænet en del med at sitte, dække, give pote, og fx at lægge en hundeguf foran hende/på hendes pote/kaste den et stykke væk, hvor hun så først tager den når vi siger 'værsgo' - det er hun rigtig god til i træningssituationen. Vi (jeg) har endnu ikke fået det overført til stemmebrug, så hun kan kun gøre det (når hun er koncentreret), hvis jeg samtidig bruger fakter/kropssprog. Det er nok fair nok, hendes alder taget i betragtning? Nu er jeg førstegangshundeejer, så jeg kan ikke så godt vurdere, om vi er det rette sted i træningen. Jeg er bange for at lære hende tingene for dårligt eller for sent, så det skaber problemer senere hen. Jeg har forøvrigt læst både Hvalpen af Lone Greva og Helhjertet Hundetræning af Irene Jarnved. Vi har ligeledes været til hvalpetræning (gudskelov for det - der lærte jeg meget, jeg har kunnet bruge senere!), og jeg regner med at starte op med noget træning igen i 2009. Men altså, nu til sagen. Og der er jo en grund til, at jeg opretter emnet her i labrador forum og ikke i det overordnede, for jeg vil gerne have "labrador-rettet" træningshjælp. :blink: Hun er ikke specielt god til at komme, når man kalder. Ude ved mine forældre - de bor på en gård - går hun nogle gange løs (vi holder selvfølgelig øje med hende), men det er ikke altid, hun lige gider komme. Hun får typisk en hundeguf når hun kommer, men nogle gange kan der gå flere minutter fra indkald til reaktion. Er det rigtigt at blive ved med at kalde, eller skal jeg i stedet vente, til hendes opmærksomhed er på mig, og så kalde (og der kan jo godt gå pænt lang tid.....)? Jeg overvejer at købe en fløjte og så benytte den udmærkede guide der er bag i Irene Jarnveds bog. Idé? Men med at gå pænt i snor - og det er nok mest det. Jeg er i tvivl om, hvad den rette træningsform er? Er det at "holde" når hun trækker og rose hende, når hun fx sætter sig, eller har opmærksomheden på mig? Skal jeg sige "nej" når hun trækker? Eller ignorere hende? Nogle gange er hun helt uopmærksom, der er jo mange ting, der skal undersøges - og det skal hun vel også have lov til, eller hvad? Men hun skal jo stadig ikke trække armen af mig (nu vejer hun kun 22 kg indtil videre, men det ændrer sig jo ). Jeg kunne godt tænke mig nogle basale, grundlæggende råd omkring dette. Vi har både et alm. halsbånd og en hundesele, som vi benytter på gåturene. Jeg er jo førstegangshundeejer, og jeg øver mig virkeligt i at se hendes signaler, men det ligger ikke på rygraden endnu - jeg har altid haft heste, og der kan jeg med det samme forstå kropssproget; og jeg vil så gerne forstå mere hundesprog. Jeg har selvfølgelig læst i bøger og på nettet, men måske det var lettere, hvis der var illustrationer eller video? Hvis nogen har links, kigger jeg gerne. Forresten er Sascha en super dejlig hundepige, der altid er glad - jeg er bare interesseret i at forebygge, før jeg eventuelt får "ødelagt for meget", eller hvad det nu hedder. Er jo ret glad for det lille kræ... min lille øjesten. Og da jeg lige havde fået hest, begik jeg da mange fejl (Men der var jeg også kun 10 år, hehe) - og vil ikke så gerne begå slemme fejl med Sascha-pigen... Så gode råd er velkomne. :5up: Har lige uploadet et billede af min pige (hvis det da virker), så er der også lidt godt for øjnene...

Ej - nu føler jeg mig som verdens dårligste hundeejer. Sascha er nemlig løs i bilen - nogle gange endda på forsædet... jeg vidste slet ikke hvor farligt det var, eller havde ikke tænkt på det. Jeg vidste egentlig heller ikke, at man kunne få bure til alm. biler - hvor er jeg uvidende! Nå ja, så ved jeg det nu, og jeg ved også, hvad jeg skal ud og købe næste gang... :5up:

Jeg vidste slet ikke, der var så mange 'bedste hunde' i verden. :blink: Tak for velkomsterne. Jeg har også tænkt på kiropraktor eller massage eller lignende, men vil lige have hende tjekket ved dyrlægen først. Men rask skal hun nok blive. Ikke fordi hun lider under det - hun er glad og fin, og det ser ikke ud som om det gør ondt (selvom de selvfølgelig kan skjule det, men hun plejer nu at være ret pivet med den slags ).

Jeg hedder Vinnie og bor i Herning - men nok om mig. Sascha er den vigtige. Hun er en gul lab født d. 17. februar 2008. Hun er min første hund, og jeg var ret heldig i mit valg, for hun er også den BEDSTE hund i verden! Hun bor sammen med mig, min kæreste og kattene Linus og Puskina i en lejlighed på 89 m2 med tilhørende lille have og et stort grønt område lige bagved. Dejligt. Linus er hendes "tyggedyr", og han finder sig troligt i det. Han er halv perser og ikke synderligt intelligent, så hvis Sascha fx tager fat i hans hoved og slæber ham lidt henad trægulvet, ja så generer det ham ikke særlig meget. Det skal nu lige siges, at hun aldrig har gjort nogen skade på ham - han har ikke haft så meget som en ømhed, sår eller lignende. Nok derfor han ikke brokker sig så meget. Så snart han kommer ind går han direkte hen til Sascha og gnider sig op af ham. Måske tror han, hun er en kat. Ellers har jeg også et par heste, der står ude på mine forældres gård - Sascha er bange for hestene, fordi hun tror de giver stød - fordi hun kom lidt for tæt på hegnet en dag, det lille pus. Men nok godt nok, for sådan en hest kan jo godt være ret farlig for en lille vovse. Vi skal desværre snart have dyrlæge til lille Sascha igen - vi ved ikke helt, men hun er ihvertfald kommet til skade - og straks derefter tog vi hende selvfølgelig til dyrlægen, som kunne konkludere, at der ikke var gået noget af led eller brækket, og der var intet på røntgen. Men hun går stadig lidt sjovt med sine bagben, de "kludrer" lidt engang imellem og "knækker" lidt sammen hvis hun fx løber for meget eller for ivrigt ude ved mine forældre. Dyrlægen sagde det var et tryk på hoften (ingen tegn på HD ved røntgen forresten), og at det skulle gå over af sig selv - men jeg er jo en bekymret hundeejer, så hun kommer afsted til dyrlægen igen... Sikke en smøre - jeg ville ellers bare have sagt hej. Så hej.

Sascha ville bare logre med halen og være glad. Hun gør ALDRIG, så en eventuel tyv ville nok ikke blive specielt bange for hende. Og hun byder alle velkommen. Måske - hvis hun kunne fornemme at jeg var bange - ville hun reagere anderledes. Men ellers, nej, der er hun bare den venligste hund. Hun er så også kun knap et halvt år, så hendes "beskytterinstinkt" kan man jo ikke ligefrem sige er udviklet endnu...

Nejjj en glad og smuk hund! Dejligt at se. Min Sascha elsker også at bære ting - hun er så stolt når hun sådan daffer afsted med et "bytte" i munden...