vinhou

Sascha er også ALT for glad for ALLE - fremmede mennesker, kendte mennesker, hunde, katte, kanariefugle, cykler, ja, you name it. Da hun var hvalp var der bare minus mulighed for at dæmpe det, for hun var jo såååå sød og nuttet og "nejjj, hvor gammel er den, hvad hedder den, er det en labrador, er det en pige" - osv. osv. Det er der ikke meget af nu, hvor hun er 7 måneder gammel, men hun er stadig ekstatisk over at møde andre når vi går tur. Og de fleste ser jo bare en glad hund, der gerne vil hilse - og det er hun også - men når de så går direkte hen til hende og begynder nusseriet, ja så er der jo ikke meget at gøre med en så voldsomt glad unghund. Til gengæld, hvis det er børn, der kommer hen, plejer jeg at sætte mig ned ved Sascha, så hun ikke kommer til at vælte dem af bar glæde. Hun ER voldsom - så hvis folk hilser på hende uden at spørge, må de altså selv stå for diverse ridser på armene, når hun springer op...

Jeg har hørt fra min franske familie, at de heller ikke kan tåle tomater. Er der noget i det? Og hvad med de jordbær der? For Sascha elsker dem...

Tak tak - ja, skal nok poste tusinder milliarder af billeder af ham - og af Sascha selvfølgelig...

Tak for jeres svar. Jamen, jeg var bare lidt bange for kritik og negative kommentarer - måske fordi jeg er vant til at færdes på heste-nettet.dk, hvor der kan være rigtig meget af den slags. For Silvers skyld tror jeg såmænd også, at det er godt, han er kommet sammen med en unghund, siden han er vokset op uden søskende. Man kan bare se, hvor meget han nyder at kunne lege, og Sascha synes også det er sjovt. Hvis hun har taget et legetøj lader hun ham få fat i den anden ende, så de kan "slås" om det, og hun lader ham bide sig i ørerne og munden uden at blive voldsom - hun "hvalpeleger" bare og skubber ham lidt væk eller viser tænder uden at bide. Det går super godt med de to. Jeg tror, de bliver rigtig glade for hinanden - ja det er de så allerede heldigvis. Og han har allerede lært 'sit' og 'nej' og 'kom, Silver'. Dyyygtig Silver. Hvis han også bliver en "mors hund" - ja så må vi jo bare acceptere, at jeg er den BEDSTE! Og nej, så får vi ikke flere hunde... 2 forsøg må være nok. :blink:

Jeg skal nok opdatere med, hvordan det går. Det er lidt svært at sige indtil videre - men de kan sove sammen i sengen nu uden problemer. Det var første gang de prøvede det i nat - Christian har sovet sammen med ham den lille de første par nætter. Det er lidt besværligt, fordi Silver er så lille og Sascha er så stor, og hun har ikke helt styr på sine store hvalpebevægelser endnu - så hvis de begge er på gulvet kan hun godt komme til at vælte ham af glæde. Så for det meste har vi ham opp i sofaen, og holder øje med dem hele tiden. Men Sascha er meget positivt stemt over for ham, og det er dejligt. Tidligere har hun kun haft selskab af os selvfølgelig og 2 katte, og de siger ikke fra, hvis Sascha kommer til at bide. I kan tro, lille Silver kan sige fra med vuf og piv, om det så er fordi Sascha ikke vil lege, eller hvad det er. Det var vist, hvad vi havde valgt at bringe idag...

Ja, man kan virkelig fornemme hendes høje intelligens på det billede, ikke...

Bare lige for at vise, hvordan "den anden side" ser ud...

Nå, hvad skete der så her. Kæresten ville så gerne have en hund selv, eftersom Sascha er så afhængig af mig og nærmest anser Christian for at være ingenting. Jeg har også 2 katte her, så jeg har 3 dyr, han har (havde) ingen. Og som jeg er - dyreelsker og jeg ved ikke hvad - så var jeg jo ikke svær at overtale. Jeg har læst en del om at have 2 hunde sammen, og at man helst skulle vente til den første var et par år. Nok om det. Sascha er 7 måneder, og vi har fået en ekstra hund. Han er samojed og hedder Silver. Er næsten 9 uger gammel. Sascha og ham trives allerede fint, selvom det ikke er længe siden, han flyttede ind - det var i tirsdags. De lå og sov sammen idag, og selvom Sascha er en del større, er hun super venlig - han bider hende lidt i hovedet og Sascha ligger bare hovedet på sofaen, hvor han ligger, og lader ham bide og vruffe og knurre lidt, mens hun bare har munden åben uden at bide. Umiddelbart tror jeg, det kommer til at gå fint. Selvom det ikke var helt planlagt. Anyhoo, jeg syntes da lige, I skulle se et enkelt billede af den lille vaps (eller to). Og så lige de to puslinger sammen. Og til sidst, lige for at vise, at Sascha stadig er min lille dejlige skat... :hjerte: Jeg håber ikke, jeg får skældud herinde for at købe endnu en hund... men jeg kan godt ta' det (måske), hvis det skulle være...

Dygtiiiiiig Tyson... Det eneste, jeg kan prale med ved Sascha idag er, at hun var rigtig god til at hjælpe med at gøre rent. Ok, i virkeligheden gik hun egentlig bare i vejen og bed i gulvmoppen og gøede og legede med støvsugeren, men jeg er sikker på, at hendes intentioner var gode, og at hun rent faktisk forsøgte at hjælpe.

Hehe - sikket sødt indlæg. Og klooooog hund... sådan noget har Sascha ikke regnet ud. Vi VED at hun bider alt (og alle) i stykker...

Taaaaak...

Hun kan bare godt lide at være nuttet. Det bruger hun faktisk overordentligt meget tid på... Ja, det er også ondt af mine forældre at skifte den store kattelem ud med sådan en lille en, som det lille pus ikke kan komme ud af - tsk tsk tsk. For nej, selvfølgelig er lille Sascha ikke vokset. Hun er lille hvalp for evigt. Ihvertfald i hendes eget lille kønne hoved.

Ja, ikke sandt...

Tak, og jeps, helt sikkert... hehe.

Sascha er også super tillidsfuld. Hun vil gerne bæres på og løftes og flyttes og alt muligt, selvom hun er en lab på snart 25 kg. - og jeg kan snart ikke løfte hende mere... og hun ved, at alle elsker hende! Men hvordan kan de også andet?

Ja, altså, da Sascha var lille, der kunne hun lige komme igennem kattelemmen her (ude ved mine forældre) - men den tid er ovre. Se hvor fin hun er. "Moooaaar!! Hvor er duuuu...??" "Dér var du jo! Kom og luk mig ud!" "Se hvor sød jeg er." Hun er den BEDSTE hund...!

Haha... det gør Sascha også.

Sikke søde beskrivelser af jeres vovser. Jeg er også den mest "alvorlige" her, så hun er bedre til at slappe af ved mig, mens hun hellere vil lege med Christian. Da vi var ved stranden var jeg lige ude i vandet, vandet gik til brystet - Christian stod inde ved strandkanten med Sascha, og hun begyndte at pive helt tovligt - så slap han hende, og hun svømmede ud og "reddede" mig. Samme situation, da jeg lige skulle hoppe på sådan en hoppepude på en campingplads - min far stod med Sascha, og hun begyndte sådan at pive, så jeg måtte gå ned til hende. Hun troede vel jeg var ved at dø på den hoppepude... ganske betænksom hvalp.

Hun går nu heller ikke decideret i hælene på mig - kun på en ikke-irriterende måde, og har læst, at det vist mest er tæver, der har den tendens. Pt. synes jeg det er charmerende, men hun kan nu sagtens være alene hjemme osv., så det er ikke noget der generer, selvom jeg da træner lidt for at få hende mere selvstændig - men hun er jo ikke så gammel...

Vi har 5 af Saschas tænder i en lille æske... Hun har vist ikke skiftet kindtænderne endnu - eller skifter de ikke dem? Hun har så vidt vides skiftet de andre, og er 6 mdr. gammel.

Vi fik Sascha da hun var 8 uger, og nu er hun et halvt år. Og jeg synes, det er lidt sjovt - for hun går ingen vegne uden mig. Fx om morgenen, de dage jeg står senere op end min kæreste, der kan han stå og sige "skal du ud og tisse?", og vifte med snoren til hende, men hun bliver liggende ved mig. Til gengæld, hvis jeg så rejser mig, så springer hun ud af sengen. Hvis jeg går nedenunder for at gå på WC, så følger hun med. Gør Christian det, er hun komplet ligeglad. Her den anden dag havde vi besøg af min franske familie, der også har labrador, og Sascha virkede som om, hun skulle tisse - så rejste Christian sig og sagde "ud og tiss'?", men hun blev liggende ved mine fødder. Så sagde jeg, at "hvis jeg sagde det til hende, så ville hun komme med det samme", og så sagde de "ok, så prøv" - og selvfølgelig virkede det. Det er efterhånden lidt synd for min kæreste, selvom han ikke lader sig mærke så meget med det, for det er kun mig, lille Sascha er så "forelsket" i. Hvis Christian og jeg går ind ad døren på samme tid, er det kun mig, der bliver budt velkommen i huset. Hun kan godt lige gå hen til Christian, hvis han lige sætter sig på hug, men kun ét sekund, så er hun henne ved mig igen. Jeg har vel "forældrerollen" for hende, kan jeg forestille mig. Men er bare lige nysgerrig efter, hvordan det fungerer hjemme ved jer? Nu er jeg førstegangs hundeejer, men jeg ved da fra folk jeg kender (+ læsestof), at der altid er én i huset, der er "mere værd" end de andre... Så frem med jeres historier...

Jeg bestemte selv, hvad min hund skulle hedde - hun har så heller ikke stamtavle. Da jeg kørte hjem med hende i bilen kom det til mig nærmest med det samme, at hun da lignede en "Sascha" - og det blev det så til. Og det er også det navn, vi bruger til hende, som hun sagtens kan genkende.

Det er ved at være et godt stykke tid siden hun blev vaccineret - altså nogle måneder - så det kan vel næppe være det? En af vores heste fik en bule efter vacc., den var nu helt anderledes. Men tjekkes skal det selvfølgelig.

Nejjjjj, hvor ser han dog bare super dejlig ud! Et stort velkommen både til ham og dig.

mk101 - tak for din opmuntring og svar. Det man læser i bøgerne, ja det er jo ikke sikkert, det passer lige godt til alle racer - de har jo forskellige instinkter, så måske det mere er en rettesnor end egentlige "regler". Min familie fra Frankrig, der pt. er hjemme i 3 uger, har en sort labrador på 5 år, som min tante Tonni siger, stadig kan have problemer med at gå pænt i snor, når den finder noget spændende, til trods for at hun går meget op i træning, lydighed mv. Har fået mange gode råd af hende. Det er en god ide, det med at gemme sig - eller at løbe den anden vej - ved indkald. Men selvfølgelig, hvis hun slet ikke har opmærksomhed på mig, er hun, ihvertfald til at begynde med, ret ligeglad. Min tante har også rådet mig til at have en ting med mig til at få opmærksomhed, fx en raslebøtte eller lignende, for at hun lige opdager, at jeg fx løber den anden vej. Jeg er glad for at få at vide, at jeg ikke gør "uoprettelig skade" - ja man kan jo ikke undgå at lave fejl, og man bliver altid bedre. Det er en god trøst, for vi vil jo alle det bedste for vores dyr. Min franske familie var nu vældig imponeret over, at vi allerede har kunnet lære hende det med at vente med at tage hundeguffen, før vi siger værsgo. Deres Oursa er nemlig super madglad og mægtig aktiv, så de var ret imponerede over Sascha, der er ret rolig og nem at håndtere. Det er dejligt at vide, at jeg er på rette vej (jeg skriver jeg, selvom min kæreste selvfølgelig også bor her og også træner lidt med Sascha - men det er mig, der er "mor", og hvis vi fx kommer ind ad døren på samme tid og Sascha er hjemme, så er hun kun interesseret i at hilse på mig - han er ikke så vigtig - totalt "morsyg" hund... ).