Umulia

Dobbelt-L udtales som J, så det er rigtigt nok :5up:

Jeg kan ikke lugte noget - men har fået at vide at andre, der kommer ind i mit hjem, kan Når man stikker næsen helt ned i Vinnies pels, har hun sådan en mærkelig mild "krydret" duft, der er svær at beskrive. Da min søn var lille sagde han at hun lugtede af "pandekagepeber" - hvad det så end er Min gamle hund, Bo, lugtede af roser og jasminer - det er ikke løgn, han duftede skønt! Undtagen når han var våd!

Hvad med at sætte dig på trappen og lege/kæle med ham? Det vil 1: lære ham at trappen ikke er et "farligt" sted, og 2: måske ender det med at han kommer til at gå ned ad et trin helt uden at han opdager det, og pludseligt er det ikke skræmmende mere. Jeg mener at frygten for at lade hunde gå på trapper er stærkt overdrevet, og navnlig når det kun drejer sig om 4 trin, så er en rampe altså lidt overkill. Men enhver sin smag PS: Jeg lærte min GD at gå ned ad trapper ved at lægge en cocktailpølse på hvert andet trin. Det kun ca. 1/2 time, så følte hun sig hjemme på trappen. Hun ville jo nok heller ikke bryde sig om at være strandet på 1. sal for evigt

Vinnie har aldrig været i bad, men dengang hun havde rullet sig i rådden tang med tanglopper, blev hun klatvasket ret grundigt

Som du nok kan læse i tråden, er det en følelse du deler med mange af vi andre. Men så længe der er tvivl er der håb - det er de hundeejere, der aldrig tvivler på egne evner, som jeg er mest bekymret for...

Jeg har de sidste 10 år haft et arbejde, der var næsten perfekt til at have hund med. Jeg kørte meget, og på vejen var der altid lige tid til at stoppe ved stranden eller skoven og gå en lille tur. Min gamle hund, Bo foretrak at vente i bilen når jeg var på kontoret. Vinnie vil gerne med på kontoret, og opfører sig i øvrigt eksemplarisk når hun er der. Leroy startede også med at være med på kontoret, men han havde en uvane med at knurre meget vredt af alle fremmede der kom ind - og eftersom der var åben dør til receptionen, var der en del fremmede, så det endte med at være bilen for Leroy, men det var han også helt ok med. Pga. en sur kollega var det dog sjældent at hundene var på kontoret - undtaget Leroy det første halve år, men det var også fordi hende den sure blev nedstemt af alle andre, fordi han var så nuttet

Ok, nu tænkte jeg bare ikke på sygdomme, død og den slags. For det tager jeg faktisk som en selvfølge at man tuder over

Jeg har lige set en episode med Victoria Stillwell, hvor en stakkels hundeejer brød ud i gråd, fordi hans hunde havde ødelagt noget hver gang de havde været alene hjemme. Så kom jeg til at tænke på hvor mange der egentlig har været i den situation, hvor man bare tudede og var ved at give op? Jeg rækker straks selv en finger op. To af mine hunde, Chili og Vinnie, har haft mig helt derude, hvor jeg - næsten - var klar til at pakke sammen og køre til nærmeste internat eller dyrlæge. Chili (genbrugshund) fordi hun sked overalt og ikke kunne være alene hjemme. Vinnie (også genbrugshund) pga. hendes aggression overfor andre hunde. Jeg opgav dog ingen af dem, og Vinnie er her endnu. Chili døde desværre ung.

Ja nu havde jeg lige et par internetfrie dage, og så er debatten ligesom feset ud, men tak for oplysningerne, det vil jeg læse så snart jeg får tid :5up:

Jeg er selvfølgelig enig med dig i at måden man arbejder på i husdyravlen (og hundeavlen) er ved selektion. Men effekten kan jo lige så godt opstå ved spontan krydsning. Selvfølgelig undtaget tilfælde hvor afkommet arver dobbelt dosis af syge gener fra begge forældre. Det kan ingen krydsning redde. Nej, det er man ikke. Det kunne jeg da rigtig godt tænke mig at se noget dokumentation på! Generelt: Problemet i forhold til hundeavl er at man ikke måler direkte på bestemte egenskaber. Derfor ved man ikke bestemt hvad der bliver udfaldet af en krydsning for de enkelte arveanlæg, sådan som man f.eks. gør indenfor malkekvæg, hvor man måler på kg mælk, kalves fødselsvægt osv. Men overgangen fra homozygot til heterozygot vil altid nedsætte risikoen for arvelig sygdom, og mig bekendt er racehunde mere homozygote end produktionsdyr, fordi de fleste produktionsdyr faktisk er krydsninger.

Jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår dig... :hmm: F1 generationen er den første krydsningsgeneration, er vi enige om det? Krydsningsfrodighed er et målbart resultat af at afkommet af to homozygote individer bliver heterozygot. Alene overgangen fra homozygot (herunder fordobling af sygdomsgener) til heterozygot vil nedsætte risikoen for nedarvede sygdomme, så det mener jeg godt at man kan.

Sandt nok, men noget er mere velunderbygget end andet

Man kan ikke have forskellig opfattelse af noget, der er 100% videnskabeligt beskrevet og anerkendt som et faktum. Er du også uenig i at 2 + 2 er 4? Så er det fordi du ikke har fulgt med, for der findes adskillige tråde her på forum, med link til den slags undersøgelser, men generelt er det nok lidt svært at få øje på ting, man ikke ønsker at se, især hvis man er af den opfattelse at fakta og viden ikke er nødvendig i en diskussion.

Ja det er rigtigt, det så jeg også :stupid:

Andre der ser dette program på Animal Planet? I forvejen synes jeg at hovedpersonen er en ret irriterende type, men det er jo en smagssag... I dag var der så et billede fra hendes forhave, med et stort skilt hvor der stod: "Dog contained by invisible fence". Hva' f***** er man så for en dyreven!? :damn: Og hun godkendte en adoption af en hund, der aldrig havde været alene hjemme, til en familie, der var hjemmefra 7 timer om dagen :hmm:

Glemte lige at jeg også har set Sanctum i sidste uge. Den har fået temmelig dårlige anmeldelser, men jeg synes den er god Man skal muligvis synes at huleforskning er vildt spændende for at få det hele ud af den.

Det siger min søn også hele tiden. Jeg går rundt og siger "Papoy? Da da da Papoy!"

Ja den er skøn :hjerte: Min pt. yndlingsfilm :5up:

Ja det tænkte jeg også. Men det er ikke et scenarie, jeg på nogen måde kan forestille mig

Sådan har jeg det også Har også set Outbreak mange gange. Men det er nu også en god helikopterjagt :5up:

Jeg har en hund der vejer det dobbelte - altså godt 60 kg, og hun æder for 500 - 600 kr. Royal Canin om måneden + det løse

Jeg skriver ikke dette til ære for dig, for jeg er sikker på at du vil være ganske upåvirkelig. Men for andre der evt. læser med: En hunds adfærd er ikke enten/eller. Det er ikke "bare" aggression pga. tæver, som noget man løse med et hurtigt snit. Der er masser af andre variabler, der skal tages hensyn til, og det kan kun en grundig adfærdsvurdering af den enkelte hund afgøre. Derfor kan man ikke bare sidde og skrive på et forum at kastrering er en super idé - "det virkede på min hund, så virker det på alle". Det er et dårligt råd.

Jeg taler ikke om at dø, jeg taler om en hund, der bliver nervøs og muligvis angstbider.

Lige meget hvad man siger, er der altid nogle, der kan komme med eksempler på det modsatte Men det er stadig at gamble med sin hunds velfærd at kastrere i en høj alder. Så må man selv afgøre om man vil løbe risikoen for at det går galt.

Med al respekt for dine forældre, så taler erfaringerne mod dem Der er ikke noget bevis for at voksne hunde bliver mere rolige og nemmere at træne af at blive kastreret. Men det kan godt ske med yngre hunde, fordi det slukker for deres "hormonforvirring". Men træning kan gøre din hund mere rolig, det handler bare om at gøre det på den rigtige måde. Måske kan du fortælle hvordan du gør nu? Jeg har selv en mild socialfobi, og jeg ved at det helt sikkert "smitter" hunden, hvis man er nervøs. Heldigvis kan man lære at styre sine følelser, og det kan jeg forstå at du også er i gang med. Hunde kan være fantastiske lærere :5up: