Jeg tænker på om I, uden at ville det, er kommet til at bekræfte Frank i hans angst, da han faldt ned ad trappen? F.eks. ved at trøste eller på anden måde reagere på uheldet?
Jeg ved godt at det ikke løser de efterfølgende problemer, men det er måske værd at tænke over til en anden gang. Hunde har ikke ret godt af trøst. Det er næsten som en straf for dem.
Man kan se det samme hos små børn - hvis forældrene reagerer meget kraftigt på at barnet f.eks har fået en hudafskrabning på knæet, vil barnet blive overdrevent bange for blod, eller for at komme i situationer hvor man kunne risikere at slå sig.
Det er jo ikke til at sige, om det er sådan noget, der er sket. Men for at hjælpe lidt på Franks angst, vil jeg anbefale at I begynder på noget afledning. Når I nærmer jer en situation, hvor han muligvis vil blive bange, begynd så at bede ham om at lave nogle tricks, f.eks. sit, dæk, gi pote eller hvad han nu kan - ellers lær ham nogle nye.
Eksempel: I en døråbning - lige før I når døren, få Frank til at sitte el. lign. og beløn med en godbid. Gør det et par gange. Tredie gang træder du et skridt tilbage så du kommer over dørtrinet, samtidig med at du siger "dyyygtig" el. lign. og rækker godbidden frem. Frank følger efter, og kommer til at gå ind i det næste rum og få sin godbid. Sandsynligvis vil han slet ikke tænke på det "farlige", men kun på at han skal have sit guf. På den måde "omprogrammerer" du ham til at glemme sin angst, og i løbet af kort tid skulle han gerne være tilbage til sit gamle jeg igen.
Jeg håber det hjælper!