Umulia

En anorektisk gråhåret kvinde med skæg og hår på armene - hun er da fundet inden aften :5up:

Jeg er sikker på at jeg også kan se det

Det endte jeg med at gøre, med den omplaceringshund jeg overtog, der ikke kunne være alene hjemme. Og det virkede! Det var virkelig imod mine principper, men jeg følte mig tvunget til det til sidst, og det viste sig at hun følte sig tryg i buret.

Det første jeg lige umiddelbart får ud af din beskrivelse, er at jeg synes du skal droppe den adfærdsbehandler. Det der med at skemalægge hvor længe hunden skal kunne være alene, det virker ikke som særligt realistisk. Og hun må ikke søge opmærksomhed? Ved ikke, jeg får bare ikke en god fornemmelse af det :hmm: Jeg kan godt genkende noget af det, du skriver. Jeg har haft to hunde, der havde svært ved at være alene hjemme, og nummer to var nok selvforskyldt, er jeg bange for. Men alligevel - 6 måneder er ikke ret gammel. Ikke at jeg på nogen måde vil bagatellisere dine problemer, men måske er en del af problemstillingen at det fylder så meget hos dig, og hvis din hund er "tunet ind på dig", som nogle hunde er på deres ejere, så forstærker I hinandens angst og frustrationer, og det hele bliver en ond cirkel. Jeg har ikke rigtig fulgt med i alene hjemme tråden, så jeg ved ikke hvad du allerede har prøvet, men måske er tiden til at læne sig tilbage engang, og beslutte at der skal være en grænse for hvor meget det problem må fylde i din hverdag - også selv om det skal betyde nogle ekstra hyleture for din hvalp. Så det jeg foreslår er nok, at du lægger afstand til dine egne følelser omkring alene hjemme problemet, i stedet for at lægge afstand til hunden. Ved ikke om det giver mening...

Årh, han ligner næsten en mini-Bo

Sejt, så skal Dumle også være model :5up:

For at nævne et eksempel, så har jeg sjældent mødt en Malinois, der ikke var egetkønsaggressiv til en vis grad. Men mange af dem er ekstremt veltrænede, og så er det ikke et problem i samme omfang som Connys Pit Bull, der ingen opdragelse har fået. Selve den genetisk betingede tilbøjelighed til aggressionen er sikkert noget nær den samme i de to racer, vil jeg tro, selv om de er fremavlet til forskellige opgaver. De tiltaler bare forskellige typer af ejere. Hvis de unge i Ishøj og Vollsmose rendte rundt med maller, kunne den race hurtigt blive voldsomt upopulær.

Jeg tror faktisk ikke det er noget vi bevidst vælger. Jeg tror bare at vi lever med det fordi det nu engang er sådan - ligesom man også lever med et barn der er ordblind, har ADHD el. lign. Når der er følelser involveret sender man ikke bare produktet retur. På en måde synes jeg det er en positiv udvikling. Det siger noget om at vi er mere tolerante og ikke kun tænker på os selv. Vi kan hurtigt blive enige om at temperament er alvorligt underprioriteret i avlen, men heller ikke det er et nyt problem, desværre. Det nuværende system med avlgodkendelse gennem eksteriørvurdering startede i 1800-tallet, og for nogle racer er det gået den forkerte vej lige siden.

Endnu en storm i et glas vand Er Kim og jeg de eneste, der kan huske mere end 2 år tilbage? Der har altid været problemer med hunde - nabostrid over hunde - "farlige" hunde osv. Tænk bare på talemåder som "at tale med en mand om en hund" (betyder at skælde ud på vedkommende) og "hvor ligger hunden begravet" (stammer fra sager hvor folk har skaffet sig af med naboers generende hunde). Det bare kun i de seneste år at medierne ikke har haft bedre ting at tage sig til end at skrive om hunde.

Enig i ovenstående - og her er et godt link med mange kildehenvisninger: BioMed Central | Full text | Differential gene expression in brain tissues of aggressive and non-aggressive dogs Dog lige den tilføjelse at selv om der er racer, der er mere disponerede for egetkøns- eller andre former for aggression end andre, så er der også store variationer indenfor de enkelte racer. I en af de undersøgelser, der er nævnt som kilde til ovenstående, er det bl.a. påvist at der er meget høj forekomst af aggression indenfor visse linier af Golden Retriever.

Bare et tip - jeg får syet her: Galgo-Mødestedet - billigt, god service, hurtig levering og syet efter mål. Hvad mere kan man forlange :5up: (der er billeder af Vinnie i galleriet )

Mine har altid halsbånd på, enten kvæler eller halvkvæler. Jeg har aldrig haft nogen uheld - det er dog sket at halsbånd er blevet tabt under leg. De leger dog ikke uden opsyn. Jeg er en hel del mere bange for at min hund skulle forvilde sig væk uden at have sit (lovpligtige) hundetegn med sig end jeg er for den ret lille risiko for uheld med halsbånd.

:megaked: Ok, sådan noget kan jeg bare ikke tåle at se

Nej nej nej, lille stakkel

Jeg har gjort det til et princip ikke at have forventninger. Livet bliver meget nemmere på den måde Jeg har stort set haft hund hele livet, bortset fra nogle få år medens jeg gik på Uni, så jeg har nok ikke tænkt så meget over det. Men min måde at være hundeejer på har ændret sig - hunden har fået en højere prioritet end jeg var vant til som barn. Det medfører selvfølgelig at det ikke er så problemfrit længere, fordi man ikke bare kan være ligeglad. Men der findes nu værre problemer

Har steriliseret to tæver, begge fordi der også var hanhund i huset. Chili blev steriliseret som 1-årig, Vinnie som 4-årig. Jeg har ikke mærket nogen forandringer. I starten bildte jeg mig ind at Vinnie måske blev lidt roligere, men det har jeg ikke belæg for at tro længere.

Og her er Vinnie med sin Dogmatic

Halti er bare et produktnavn - ligesom det jo heller ikke er al tandpasta der hedder Zendium Der findes mange forskellige mærker. Halti er lavet af nylon, der kan brænde kortpelsede hunde, og den har ofte en dårlig pasform, så man risikerer at næseremmen kommer op i hundens øjne når den strammes til.

Jeg synes en grime er ok som nødløsning. Det er jeg næsten nødt til at synes, da jeg selv bruger en med mellemrum Men lige nøjagtig halti synes jeg er et møgprodukt Man skal selvfølgelig træne lineføring med hunden, men har man vitterligt svært ved at holde den, indtil den har lært at gå pænt, så synes jeg det er en noget mere skånsom løsning end de fleste andre, jeg har set og hørt om.

Dobbelt-L udtales som J, så det er rigtigt nok :5up:

Jeg kan ikke lugte noget - men har fået at vide at andre, der kommer ind i mit hjem, kan Når man stikker næsen helt ned i Vinnies pels, har hun sådan en mærkelig mild "krydret" duft, der er svær at beskrive. Da min søn var lille sagde han at hun lugtede af "pandekagepeber" - hvad det så end er Min gamle hund, Bo, lugtede af roser og jasminer - det er ikke løgn, han duftede skønt! Undtagen når han var våd!

Hvad med at sætte dig på trappen og lege/kæle med ham? Det vil 1: lære ham at trappen ikke er et "farligt" sted, og 2: måske ender det med at han kommer til at gå ned ad et trin helt uden at han opdager det, og pludseligt er det ikke skræmmende mere. Jeg mener at frygten for at lade hunde gå på trapper er stærkt overdrevet, og navnlig når det kun drejer sig om 4 trin, så er en rampe altså lidt overkill. Men enhver sin smag PS: Jeg lærte min GD at gå ned ad trapper ved at lægge en cocktailpølse på hvert andet trin. Det kun ca. 1/2 time, så følte hun sig hjemme på trappen. Hun ville jo nok heller ikke bryde sig om at være strandet på 1. sal for evigt

Vinnie har aldrig været i bad, men dengang hun havde rullet sig i rådden tang med tanglopper, blev hun klatvasket ret grundigt

Som du nok kan læse i tråden, er det en følelse du deler med mange af vi andre. Men så længe der er tvivl er der håb - det er de hundeejere, der aldrig tvivler på egne evner, som jeg er mest bekymret for...

Jeg har de sidste 10 år haft et arbejde, der var næsten perfekt til at have hund med. Jeg kørte meget, og på vejen var der altid lige tid til at stoppe ved stranden eller skoven og gå en lille tur. Min gamle hund, Bo foretrak at vente i bilen når jeg var på kontoret. Vinnie vil gerne med på kontoret, og opfører sig i øvrigt eksemplarisk når hun er der. Leroy startede også med at være med på kontoret, men han havde en uvane med at knurre meget vredt af alle fremmede der kom ind - og eftersom der var åben dør til receptionen, var der en del fremmede, så det endte med at være bilen for Leroy, men det var han også helt ok med. Pga. en sur kollega var det dog sjældent at hundene var på kontoret - undtaget Leroy det første halve år, men det var også fordi hende den sure blev nedstemt af alle andre, fordi han var så nuttet