DKWiechert

Nej DET må man ihvertfald ikke. Eneste undtagelse er ved jagtligt førte hunde, og hvis der ellers er dyrevelfærdsmæssige årsager dertil. Og det gælder ALLE kropsdele af ALLE dyr. Iøvrigt ryger der udstillings- og prøveforbudpå de dyr der får foretaget en amputation (en fjernelse pga. skader) af diverse kropsdele i tyskland. Jeg kender nogen der har haft deres hund i fyrrummet når de var ude...... point being??? Heller ikke sandt. Og det har været forbudt længe. Jeg anede ikke du boede i amerika, før du skrev det selv i anden tråd.Men tanken strejfede mig. Og det der irriterer mig er ikke at du og dine holdninger, meninger, og ytringer med al ønskelig tydelighed i dén grad ér, og fremtræder som værende temmelig amerikansk, men derimod at du bl.a. i kraft heraf fuldstændig mangler, eller ihvertfald ikke viser, nogen evne til at se ud af den bobbel du laver i. Forklaring: Der er himmelråbende forskelle på levevisen hér i det lillebitte land Danmark, kontra USA. Eller England for den sags skyld. Man kunne lige så godt sammenligne Danmark med Estland eller serbien. Det betyder i Praksis at hele grundlaget at debattere udfra er elementært anderledes, og dét er man fandenivold nødt til at huske når man diskuterer med folk. Det gælder naturligvis begge veje. Så er der den del med hunde, hvis vi ser bort fra hvor man kommer fra eller hvor man lever. Der er enorm stor forskel på hvad man har hund for. Nogen har det som klappekagehunde, andre er lydighedsnørder, andre igen er jægere med hund osv osv. Der er også hér himmelråbende store forskelle på hvad ens behov egentlig ér, og derfor også hvad man forventer af ens hund(-e). Direkte herfra logisk nok også på hvad sådan et kræ skal kunne, hvordan den føres, hvordan den trænes, og hvad succeskriterierne egentlig ér. Kort sagt: hele grundlaget at diskutere "hund" udfra er elementært anderledes afhængig af hvad det egentlig er man har hund for. Det skal man OGSÅ lige huske på når debatten kører. Jeg husker bl.a. socialiseringstråden, hvor du fandenivold ikke vil erkende at der måske kunne være andre behov og derfor andre værdier end dét du nu lige går op i. Det ene er hverken mere eller mindre rigtigt end noget andet. Men slutmålet og besværlighederne man møder eller ikke møder på vejen derhen er unægteligt noget anderledes. En debat/diskussion bliver unægteligt noget besværliggjort af at den ene part bare ikke vil, eller måske slet og ret ikke kan, se tingene fra en lidt anden synsvinkel end sin egen. Og alt det hér er lidt af de ting jeg tænker "typisk amerikaner" om. Den anden fordom jeg har om amerikanere er at de er dumme. Ikke idioter eller fatsvage eller andet i den dur.... bare knap så intelligente, enormt lette at imponere, og fuldstænig uden sans for at der faktisk er noget helt andet lige derude på den anden side af havet. Pointen ér at alene dét at du IKKE vil forholde dig til forskellene på folk, altså hvor de kommer fra, hvilke hunde de har, hvad de bruger kræene til, slet og ret hele deres grundlag at diskutere "hund" udfra, gør at en debat ganske enkelt ikke vil kunne lade sig gøre.

Næh... jeg vil ikke lægge mine fordomme til side. Jeg elsker mine fordomme. Jeg dyrker mine fordomme, og jeg lufter dem jævnlgt og gladeligt. Og noget der virkelig kan få et lille glad drengesmil frem hér, er når mine fordomme bliver bekræftet. Så tak

...og at jeg mener man vil få mere glæde og gavn senere hen i ens liv med kræet, af at bruge væsentligt mere krudt på at skabe god kontakt med hunden i de første par måneder istedet for at brænde al krudtet af på at slæbe den stakkels hvalp med rundt over det hele i socialiseringens navn.

Vi er som udgangspunkt enige. Som jeg skrev så sidder jeg blot med den tanke hver gang jeg ser de her socialiseringstråde. Og når man nu læser lidt med på forums rundt omkring, så vil jeg tro at jeg i ihvertfald 9 ud af 10 tilfælde rent faktisk får ret i at de ender med en hund der ikke kan passere andre hunde og mennesker på gaden uden at trække i linen, en hund der lader sig distrahere af alt levende og nogengange også af døde ting, en hund der ikke kan arbejde i samme søgefelt simultant med en anden hund....ihvertfald ikke uden at stjæle apporten på et tidspunkt, en hund der lystrer indkald....nogengange, osv osv osv. Altsammen tilfælde af ringe eller nærmere lemfældig træning, som kunne være gjort meget nemmere for føreren hvis denne havde brugt en del mere af krudtet på at indlege bl.a. kontakt med hvalpen, fremfor at slæbe den rundt i verden.....fordi det skal man da.

Jeg forstår ikke hvor du får fra at en hund hvor man ikke har prioriteret socialiseringen højt = den gøer af mennesker på gaden, udviser frygt aggression eller bare aggression? Jeg mener bestemt at jeg oftest ser det stik modsatte. Det er bare stadig ikke = socialiseret er aggressiv og gøende... vel? Jeg er, ihvertfald indtil jeg oplever andet, fuldstændig overbevist om at man i dén grad gør alle fremtidige ting man vil med sin hund meget nemmere for sig selv hvis man bruger enddog mange flere "kræfter" på at skabe kontakt og samarbejde med sin hvalp.... Jeg er ligeledes overbevist om at man står væsentligt bedre tjent ved at lære sin hund at den er verdensmester i alt hvad den laver, og derigennem skabe en hund der uden tøven tager imod nye oplevelser.......... .....end man gør hvis man "spilder" hvalpens første måneder i hjemmet på at slæbe den rundt i verdenen til alle tænkelige og til tider utænkelige ting.... i socialiseringens navn, naturligvis. Der ér ikke lukket for det varme vand som man siger, efter 2 måneder. Det er én af de ting jeg ganske enkelt ikke kan tro på, for jeg har set beviser for det modsatte alt for mange gange. Uanset så bliver kræet jo socialiseret temmelig meget helt af sig selv, hver eneste gang man laver noget med den, hver gang man går en tur, hver gang man er til træning, på tur, eller på besøg ved andre osv osv. Og det ér alt rigeligt for en bette hvalp. Det er trods alt "kun" en hvalp. Lad den dog være det så længe som muligt, med noget af det sådan en fætter elsker mest, kontakten med sit menneske. Det kommer både den og dens menneske i høj grad til gavn senere hen. Imo.

Hér er det jo så at jeg adskillige gange har fået bekræftet den idé jeg har om at jeg ikke gider/ser et behov for at gøre ret meget ud af socialisering helt generelt, faktisk ikke er nogen dum idé... Ikke at "socialisering", eller miljøtræning helt er fraværende. Det tillægges bare ikke nogen særlg stor betydning. For dét jeg kan se, er at de hunde jeg ser fungerer bedst, de er nærmest røvligeglade når de kastes ud i noget "ukendt" eller uvant. Dels er de hele livet blevet bekræftet i at de er verdensmestre til alt. Dels er de hele livet blevet bekræftet i at uanset hvad der sker rundt omkring så SKAL de reelt set kun forholde sig til én ting: Hvor deres fører er. Der er ikke nogen der har presset 20 utilpassede børn og 2 nullerbløde pædagokker, 3 spassere med passere og 1½ kørestolsbruger ned over hovedet på dem. De har selv valgt til eller fra. Oftest fra. Først når det er "kendte" personer eller hunde har de valgt til. Og reelt set kun til de får en opgave at udføre. Hver eneste gang jeg læser de her socialiseringstråde og planer og checklister og træningsideer sidder jeg med en tanke om at hvis man gør dét og dét og dét... så ender man nok med en hund der som udgangspunkt lader sig distrahere til træning af stort set alt der er levende, eller hunde der ikke kan udføre et arbejde (f.eks. et søgefelt) hvis der er en anden hund samtidig..på samme opgave. og mange flere ting. Dermed ikke sagt at de hunde jeg mener fungerer bedst ikke selv tager initiativ og ikke er selvstændige individer, for dét er de i dén grad og det kan de i dén grad. Det er en nødvendighed, ellers fungerer de ikke. De er bare langt mere interesserede i samarbejdet med føreren, end i at rende rundt på "egen pote" så at sige. Så jeg mener man skyder sig selv i foden ved at gå alt for højt op i socialisering, såsom overskriften hér: Socialisering - er den vigtigste træning.. Nej... Samarbejdet, kontakt, og ro er imo den vigtigste træning. Socialisering, miljøtræning og tilvænning er sådan noget halløj der foregår hele hundens liv hver gang man er i nærheden af hunden... uanset om man vil det eller ej.

Det er ganske korrekt at den får grønne pletter af sollys. Som før skrevet: Grønne kartofler skal man holde sig fra.MEN.... Det er faktisk en halv sandhed. Det der sker når kartoflen får sollys er at den begynder at spire. Med andre ord: Den begynder at danne blade = Grøndele. Og det er grøndelene der indeholder giftstofferne, de er ikke inden i kartoflen. Derfor bør man alligevel ikke bruge en grøn kartoffel, eller en spiret én af slagsen. Men kartoflen som sådan indeholder altså ikke de giftstoffer. Slå nu lige koldt vand i blodet med det kartoffelværk engang. Det er for pokker ikke kartoffelplanten man bruger som fødevare, men derimod de rodknolde den laver som oplagsnæring, som bl.a. er rig på kalium. Kartoffel, uspec., rå - indhold - Fødevaredatabanken - version 7.01 http://foodsam.dk/data/files/fakta_om/fakta_om_gront/friske_kartofler/Kartoflen_som_naeringsmiddel.pdf Jeg er i dén grad overbevist om at kartoflen, selv hvis den blev indført som fødevare idag, ikke ville blive blacklistet

oplægs-postulatet er jeg så ikke helt enig i. Og det er jeg ikke af flere årsager. Jeg har ikke brug for at min hund..... er flere af dem. Jeg vil gerne undgå at... er et par mere jeg vil have at.... er ihvertfald én årsag mere. Jeg har ikke brug/behov for at min hund kan og vil omgåes alle andre hunde. ....-alle andre børn .....barnevogne.. .....bymiljø. .....trafikerede veje ....skoleklasser og spassere på tur...(nogengange én og samme ting, imo ) .......kørestole ......elevatorer fyldt med folk .....fortovscafeer ...pilfingre Jeg vil gerne undgå at min hund syntes alle andre mennesker er dens bedste venner ....-at min hund syntes andre hunde er dens nye og bedste kammelegerater ....-at min hund partout skal udsættes for alle mulige og umulige sanseindtryk..bare fordi Jeg vil derimod gerne have at min hund mener at jeg er den bedste i verdenen... bedre end andre mennesker, bedre end andre hunde, bedre end alt hvad der ellers sker rundt om i verden. .....-at min hund har dét indtryk at ligegyldigt hvad der foregår, hvis bare den følger mig, eller mine kommandoer så er den i en usårlighedsboble. ....-at min hund tror på at den er verdensmester.... til alt hvad jeg sætter den til. Den kan ikke fejle. Dét opnår jeg bedst ved ikke at rende og bruge tid på at socialisere røven af min hund. Så kan man være enig eller uenig i dét. Jeg bliver bare bekræftet i at jeg ikke vil bruge ret meget krudt på den slags, hver gang jeg ser på de par hunde jeg syntes fungerer bedst.

Det er noget sludder dét der. Det eneste man skal passe på med er grøndelene (blade osv) og naturligvis grønne kartofler, som er det eneste på kartoffelplanten der indeholder solanin.

Dét er måske i virkeligheden en del af problemet. Prøv med én ting, og vær så konsekvent. Hvis man prøver 532½ ting af så når hunden aldrig at finde ud af hvad det egentlig ér man vil ha den til. Og er man ikke konsekvent i hvad man forventer, og hvordan man forventer det udført... tja så finder hunden heller aldrig ud af hvad det egentlig ér man vil ha den til..... Læs nu hele sætningen engang igen Tonks. En halti er lavet til at fungere sideværts. Sæt en Halti på en lille hund så kan den ikke fungere sideværts, altså fungerer ideen bag en Halti ikke.

..og så det røvirriterende svar... Træning? :blink: Generelt er jeg imod brgen af sådanne "hjælpemidler". Det bliver ikke bedre af at det drejer sig om en forholdsvis lille hund, hvor hele ideen bag et hjælpemiddel slet ikke kan fungere i praksis. imo, naturligvis.

Dén del må lenschow stå for, under påskud af at "dét gør en hundehvalp altså"

Gå amerikanervejen istedet..... tøjbamse med i bilen, og husk at spørg folk om det er iorden at du lige lukker hunni ud af bilen, husk at fortæl chefen at du lige skal ud med hunden 5 minutter, tag den med ind på kontoret og insister på at den da skal have en vandskål og en kurv ved siden af skrivebordet osv. osv osv. Hvis de "æder" den med en tøjbamse, så gør de sgu nok også med en riddi' hund.

Spaniels er ikke stående jagthunde, og de tager ikke stand. De kan, som mange andre hunde, standse når de finder noget.... det har bare ikke meget med stand at gøre. Cockere er historisk set, og temmelig forenklet og groft sagt, "blot" en mindre udgave af springeren, specielt egnet til jagt på skovsnepper. Heraf navnet cocker-spaniel. Skovsneppe på engelsk er woodcock. Ser man gamle billeder af diverse spaniels igennem, vil man se at springeren og cockeren dengang morfar var dreng, faktisk lignede hinanden, bortset fra størrelsen. Jagten på de fugle forudsætter en hund der uden tøven begiver sig ind i krat og terrænforhold der ville få de fleste andre hunde til at holde sig tilbage, ligesom de samme forhold også forudsætter en mindre hund end eksempelvis springeren. Apporteringslysten skal ligeledes være stor, ellers er hunden, som jagthund, tæt på værdiløs.

Det er det såmænd også..... Hvis man er til dén slags. Dét er jeg så ikke.

sådan cirka

Vimmer.... "Boinke-boinke hund" En jagthund med forkærlighed for at gå i drevet alle de steder hvor det gør ondt.

:blink:

Åhå... I see. Jamen så er jeg da sådan set enig. Dén struktur kunne man med fordel lave om på.

Det er der temmelig mange personer der kan. mange brugsfolk er temmelig sjældent i tvivl om de står med en knap så heldig køter, eller om de rent faktisk står med en pæn en af slagsen. Der er så enddog store forskelle på hvad de forskellige folk så vælger at putte i avlen. Heldigvis kender jeg flere der bare ikke vil putte deres grimme hund i avlen... fordi den bare er for grim. Men de ville uden tøven gentage kombinationen der frembragte de enormt grimme men gode Hunde, hvis det var muligt.

NJaeh... EGentlig afklarede det ikke så meget. Jeg kan se det uhensigtsmæssige i adgangskravene. Ved retrieverne ser det eksempelvis således ud: Markprøver begynderklasse: Brugsprøven Åben klasse: Begynderklasse Vinderklasse: Åben klasse Som udgangspunkt. For der er 3 markprøvetyper, foruden internationale prøver: C-prøver er uofficielle prøver, hvor man i princippet kan "skippe" en klasse. B- prøver som er officielle prøver. Brugsprøven skal være taget inden man kan begynde hér. Og A-prøver, som er prøver der gennemføres på jagt. Jeg kan dog ikke helt se problemet i at prøverne indeholder apporteringer. Retrieverne har derimod et problem med træningen i retrieverklubben, for deres krav til at avancere i træningen, er samme krav som for at avancere til prøverne. Dét afholder mange jægere og jagthundefolk fra at træne dér, fordi de ikke gider prøverne. De vil bare have en veltrænet jagtledsager. Dét er dumt.

Dén må du lige forklare for en ikke-spaniel begavet. For i min verden hænger de to ting uværgeligt sammen. Du kan ikke gå på jagt med en hund der ikke kan hente det skudte. Ifølge jagtlovgivningen er der udelukkende krav om en efterskudshund (apporterende hund).

Det er jeg rimelig sikker på er et forkert postulat..... for alle "delte" racer...... under visse forudsætninger, forstår sig. Hvis udstillingerne bedømte hundene efter at de skal være "fit for function" i ihvertfald brugsklasserne (hvis en sådan klasse findes ved alle racerne der er nævnt indtil videre), og man derved rent faktisk fik brugshundene i brugsklasserne, så ville brugsfolket også have noget at bruge udstillingerne til. Omend jeg stadig vil påstå at man ikke har et egentligt behov for udstillinger for at se om en given hund er en grim en af slagsen eller ej.

Hvad ligner en FT'er da? Halvdelen af dét der sælges som FT'er, her i DK har ikke en hujende med Field trials at gøre. Men svaret, hvis du mener en FT'er er en lidt mere adræt bygget hund, med knap så meget pels, så jo. De lignede en FT'er. Hvis du ser billeder igennem "fra dengang", så ligner cockeren og ESS'en faktisk også rimelig meget hinanden. Ihvertfald de billeder jeg har fået vist af en englænder fra en rescue. Han specialiserer sig i spaniels. Særligt springere. Cockeren var dengang, af udseende, "blot" en lidt mindre udgave af ESS'en. Og ESS'en var dengang lidt mere adræt bygget end man ser det idag. Der skal såmænd ikke så meget til. Moden i udstillingsringene skal bare ændre sig nok. Og nej. Det skal man sådan set ikke prøve, medmindre man ønsker at nedprioritere brugsegenskaberne. Og det ønsker man selvsagt ikke, for det er dé egenskaber der giver den gode, trænbare, lydhøre, arbejdsivrige hund, der vil (og kan) gå til verdens ende for én. Også når man beder den gøre det for femte gang i træk. Begge dele. Jeg har vist sagt det før til dig, hvis ikke så kommer den lige igen: Tag ud at mød de hunde der rent faktisk, helt reelt, no shit, ingen pis, og faktisk også beviseligt, er avlet til dét her. Dét plejer at aflive de fleste fordomme folk har, er min erfaring. Dét passer heller ikke dét der. Ikke for retrieverne ihvertfald. Du kan, netop fordi der ikke er udstillingskrav på retrieverracerne, sagtens få en brugsretriever indenfor DKK. Ligesom retrieverklubben kører prøverelevant træning. Jeg vil kun nødigt, og kun ved få opdrættere indenfor DJR, købe en hund. Af forskellige årsager, Primært fordi DJR som helhed har ganske alvorlige mangler og fejl. Tag ikke fejl. Ideen bag, da DJR opstod, var og ér knaldgod. "Avlen af jagthunde tilbage til jægerne." Dét er da ærværdigt, og noget man kan støtte op om... eller!? I praksis ser sandheden altså bare noget anderledes ud i DJR. Desværre. Der er ikke krav om hverken det ene eller det andet ifm. avl. Og hvordan der helt generelt avles ved opdrætterne er de tilsyneladende også temmelig ligeglade med. Hvis, og det er et temmeligt stort hvis, der skulle dukke "den rigtige" hvalp op indenfor DJR, så vil den, ved mig, temmelig hurtigt blive overflyttet. Nu skal du heller ikke lade dig forblænde af DJR Steen :blink: Tilstanden ved DJR's spanielklub skal jeg ikke udtale mig om. Men Retrievernes jagthundeklub som stempel, tager jeg altså ikke som garanti for jagthunde. Dertil er der ganske enkelt for meget lort som medlem. Der ér også knaldgode opdrættere. Dèt ved jeg. Men uden at vide det med sikkerhed vil jeg tro der er cirka lige så meget skrammel. Man kan dog overføre en DJR-tale til DKK uden problemer ved retrieverne. ENdda uden slettede aner.