DKWiechert

Nej, det gør man ikke.... Man gør det, hvis man ikke tænker mere over tingene, og ikke ved bedre, men ellers ikke... Jeg ville istedet undgå at sætte hunden i situationer hvor hun kan gøre noget forkert. Er der antræk til at kræet vil hoppe op, så må du være opfindsom, og aflede hunden, så den glemmer at hoppe op. Undlad at give den dét den vil have, NÅR den hopper op. Er det opmærksomhed, så må du jo vende dig rundt, og gå din vej. Derved får hunden ikke opmærksomhed, men er derimod nødt til at "flytte med" så at sige. Man kunne også, inden situationerne hvor hunden vil hoppe op overhovedet opstår, sørge for at hunden er beskæftiget med noget der vil afholde den fra det. Eksempelvis en velindlært "sit" kommando, sat af lidt på afstand, så hunden først kan komem til at hilse, når folk selv optager kontakten til hunden..... i hundehøjde! Uanset hvad, ville jeg gribe ved problemets kerne først: Istedet for at hunden får succes med at hoppe op hver evig eneste gang, så sæt hunden af et sted. Eksempelvis i dens kurv. Kontakt opnåes først, når hunden er rolig.

Det eneste positive ved Cesar, er hans rolige/kølige tilgang til tingene... alt andet end dét, tager han fejl med. Se det er der jo så bare ikke, i den forstand du skriver det. Der er ikke en "altbestemmende" leder/Alpha i en hundeflok. Ejheller i en ulveflok. Det er sådan, at det er dén hund, der i den givne situation har det største overskud, og udviser det største initiativ og tildels knowhow, som de andre hunde følger/adlyder/hjælper. Dén hund kan, afhængig af situation, "emne" og meget mere, sagtens skifte. Og gør det da også. Dét er viden. Ikke mening eller holdning. At en hund ser sig selv som værende i flok med et menneske, finder jeg personligt absurd. Jeg tror ikke en hund er dum nok til at tro et menneske er en artsfælle. Jeg tror nærmere en hund finder livet MED menensker meget givende (hvis vi spiller vores kort rigtigt!!) og alene af dén grund er villig til at indgå et samarbejde med os.

Nu lærer jeg ikke mine hunde at gø, punktum. Så dét kan jeg ikek svare dig på, da jeg aldrig nogensinde har tænkt over det. Hvad apporter angår: Det har jeg heldigvis kun været udsat for én gang. Hund blev sendt afsted på en vandapport om vinteren, og værgrede... Jeg tog hunden under armen, svømmede ud til apporten, stoppede denne i gabet af hunden, og lod hund, inklusive apport, svømme ind igen ad egen kraft. Jeg sørgede for at jeg var derinde først, og modtog hund og apport med ros og leg. Ikke just den mest elegante eller pædagogiske måde, men for dén hund, var det dét der skulle til. Med dét sagt, så ville jeg idag med stor sandsynlighed ikke gribe det således an, da det essentielt drejer sig om at der er gået et eller andet galt et andet sted i træningen, og jeg vil kun have mig selv at dunke i hovedet for det. Skulle det ske, så ville jeg trække på skuldrene, og tænke over hvad præcist der gik galt. Hvilken del af træningen har skylden. Find ud af hvor, ret op på det, og tag træningen derfra én gang til. Problem løst. Jeg ser bestemt heller ikke hundetræning som tvang. Jeg forklarer blot at bare fordi ordet "tvang" indgår i tvangsapport, så betyder det ikke at det er indlært med tvang. Sandt. Og skulle det ske, må man jo spørge sig selv hvorfor hunden ikke reagerede på indkaldet.Hvad har man glemt eller sprunget over, eller for hurtigt forbi. Lige med apporter: Værgrer min hund sig ved f.eks. kaniner, så ville jeg først lave "tricket" jeg beskrev tidligere, få kræet tændt rigtigt godt, og få den "snydt" til at tage kaninen... Er det ikke nok, eller vil den gerne bytte kaninen, så ville jeg slet og ret køre den udelukkende på kaniner et par gange. (hvis og såfremt jeg er sikker på det virkelig ER kaninerne der er problemet, og ikke en anden del af træningen) Kommer hunden ikke helt hjem med apporterne, så må jeg jo sørge for at "trække" den hjem. Simpelthen stikke lidt af hver gang hunden sætter farten ned. Til sidst vil mange hunde være trukket helt hjem, og klar til en aflevering. Erfaringsmæssigt behøver man ikke lave dét nummer ret mange gange med en lidt usikker hund, førend den har fanget at den skal helt hjem, og gerne hurtigt, for ellers stikker mor/far bare af.. Ganske som med "Ro", nu vi er ved det. :lol: Nemlig. Lille sideting. Undskyld min stavning idag. Hold da op nogle stavebøffer/sjuskefejl jeg får lavet....

Prøv at google alt muligt andet.... Jeg har sågar beskrevet at nogen træner tvangsapportering ved at binde snuden sammen i et tidligere indlæg No news there. Lad nu være med at hæng jer i et ord. Det dækekr ikke over en metode, men derimod over at hunden skal apportere, fordi den får kommandoen. Ikek fordi den liiige akkurat dén dag har lyst til det. Fra den litteratur jeg læser. SOm er endnu ældre end hvad man idag kalder "gammeldags metoder" Dvs. 70'erne og endnu tidligere. ET par enkelte moderne bøger. Og et hav af gode jagthundefolk, der har arbejdet med indlæring af bl.a. apport igennem lige fra 1 år, og til en små 40-45 år er det vel ved at være... Pick one. Ikek dermed at forstå at jeg ikke kender den anden udlægning af det. For det gør jeg. Endda rigtigt godt. I min diskussion hér, er jeg fuldstændig ligeglad med metoder osv. For de varierer ligesåmeget som der er folk til stede, og har intet, absolut intet med meningen bag tvangsapportering at gøre. Jeg diskuterer indholdet: Målet, og årsagen til at man overhovedet har noget der hedder tvangsapportering. Se det ved jeg ihvertfald godt, for vi har faktisk diskuteret den her én gang før, du og jeg (elelr ihvertfald et tilsvarende emne) :blink: Jeg gør ihvertfald. Ved ikke med Drentsche, men siden hun skrev det, så vil jeg da mene jo. Og læser man i tråden, så er der en enorm forskrækkelse over ta man overhovedet vil anvende et ord, hvori ordet "tvang" indgår, ifm. en simpel men meget essentiel del af jagthundetræningen, som man sagtens kan træne, uden nogensinde at have været i nærheden af fysisk at tvinge kræet til noget som helst. :5up::5up::5up: EN ting mange "glemmer" at lægge vægt på. En anden ting er overhovedet at lade hunden samle alt muligt op, og ikek kun dummyerne/boldene, whatever... Næh... kommer hunden med tøflerne i munden, så får den sørme et "nej" elelr endda skældud. Hvorfor ikke klappe sig selv på brystkassen, få hundne heeelt op i fjæset, ogg få den til at aflevere pænt, og med masser af ros istedet? Sådan får man en hund der med STOR glæde henter, bringer, og afleverer alt den nogensinde kan blive sendt på. Og den afleverer det HELT hjemme, og ikek på jorden en halv meter foran føreren.

Være bare dét :blink: Jeg har jagthundelitteratur fra 70'erne, hvor tvangsapport bliver indlært som jeg beskrev. Same thing. Om du kalder det tvangsapportering, elelr konsekvensapportering, er et fedt. Det er samme ting der ligegr bag: Sendes hunden, så SKAL den samle op, og iøvrigt komme hjem med det igfen, uagtet hvad det er, om så det er et kadaver du sender den på. Uagtet hvor det er, om så det er i en mødding SOm jeg ovenfor skrev. Det du beskriver hér, altså hvad angår hvad du har set begrebet brugt som..... Det samme kan jo siges i kvælerhalsbåndstråde..... sele-tråde.... ELelr for den sags skyld tavle-tråde, og meget meget mere. Det der ligegr til bund for at man tager afstand fra det, er et ord. Og et ord som for mange år siden dækkede over en grundtanke at hunden skal apportere, når den får komamndoen, uagtet hvad det drejer sig om.... Sidenhen fik det en mere direkte betydning, at man indlærte apportering med direkte tvang.... og senere igen, er vi røget tilbage i at en tvangsapportering er at hunden konsekvent skal apportere når kommandoen falder. Også selvom det drejer sig om ting den egentlig ikke er vild med at hente. SÅ kan du kalde det konsekvensapportering alt det du vil... Det er jo akkurat det samme.

Tjaaa... Sådan er der så meget... Det hedder nu engang tvangsapportering, fordi hunden ultimativt skal apportere fordi du siger den skal, og ikke fordi den lige pt. har lyst til det. Den skal samle kragen op, fordi du sendte den på den. Og ikke fordi den lige netop idag faktisk gerne vil tage kragerne.. Let nok med en retriever, og eager to please genet og alt det der.

DU kunne jo så også bare svare: "Nej.. det er en blanding".... SÅ har du besvaret spørgsmålet, uden at lyve, og uden at bidrage til at holde forkerte oplysninger i omløb.....

I er allerførst nødt til at se "tvangsapportering" som jeg før beskrev, som et begreb der dækker over at hunden på sigt skal lære at apportere alt, når som helst, hvor som helst. Også selvom den egentlig helst ville lade være... PÅ SIGT! Det er ikke et begreb der dækker over en metode. Nogen folk har før i tiden anvendt enddog meget kreative metoder. Tape om munden og meget mere... ANdre har gået med hvalpen, som fik et stykke vildt i munden, med en hånd liiige akkurat i rækkevide af vildtet, og med masser af ros. Slap hunden vildtet, blev det grebet, og ført tilbage til munden af hunden, og tog hunden vildtet igen, blev der rost og rost og rost igen.... Mange veje til samme mål. EN anden beskrivelse er i mit svar til Berner. Indlæring af tvangsapportering er du imo nødt til at gøre via lysten, ganske som med alt andet. Det er ikke meget anderledes end når man lærer hunden "bliv".. Bare noget andet indhold. Har jeg en hund der ikke gerne tager for eksempel krager, så kan jeg finde på at sende den på måske 5-6 duer, og gerne med masser af konkurrence fra en anden hund samtidig, så den er godt tændt.... Så sender jeg den på en krage, og skulle den tøve, så stikker jeg lynhurtigt af, samtidig med jeg giver et hjemkald. Lur mig om ikke kræet ret hurtigt vil hjemad, men den kan stadig huske at den egentlig skulle samle noget op, og vupti: Kragen tages med hjem, for den var lige i nærheden, og nem at tage. Når så hunden er nået hjem, og egentlig gerne vil af med fuglen igen, så må den liiige vente lidt med at aflevere... Dén tid forlænges så løbende. Også ved apporter på andre fugle. Ja hunden kan jo egentlig ligeså godt få lov at slæbe et dyr HELT hjem. Mens man går med den fri ved fod.. SKulle den være tæt på at smide dyret, så tager man selvfølgelig dyret fra den INDEN den slipper. Tiden den går med dyret, vil af sig selv blive længere og længere... Lige indtil den dag hunden sidder med noget i munden, til du har bedt om at få det afleveret.... Vupti: Tvangsapportering, og "hold fast", som reelt er 2 sider af samme sag.

Ja. Det gjorde jeg. Hun ligner det som folk uden reel kendskab til racen nogengange anser for at være en formel 1..... Måske..... Og hvad gør det nemmere at kalde hende dét?? "Formel 1" kontra "Blanding" Øhmmm... Det første er direkte løgn Og det sidste indeholder akkurat lige så mange tast-anslag som det første, men er rent faktisk sandt...... :hmm: Ja undskyld, men så er jeg nødt til også at spørge igen: Gør det hunden mere "værd" for nogen som helst, at du kalder hende noget, der ganske enkelt ikke er sandt? Eller får du noget ud af at bidrage til at holde forkerte oplysninger i live? Jeg forstår det simpelthen ikke.

Tvangsapportering er at lære hunden at apportere alt, ukritisk, og spontant, Også selvom den egentlig ikke liiige har lyst til at samle eksempelvis krager op lige præcis dén dag. Der er ikke tale om at tvinge hunden til noget, men at lære hunden at samle ukritisk og spontant op. Uanset hvad det drejer sig om. Der er ikke tale om metoder.

Dirigering indeholder: "Ud", "Stop", og "højre" og "Venstre" og et områdesøgekommando er normalvis koblet på til sidst, for at fortælle hundee at den nu skal koble hjernen til igen, og stikek snuden i jorden. Hvad vil du med sit, dæk og omkring? Omkring er unødvendigt, for når du fløjter hunden "stop", så er den nødt til at kigge på dig, for at få at vide hvad den nu skal. Sit og dæk, er spildord i en dirigering. Du kan ikek se hvilken position der sætter hundne istand til at se dig, på afstand. Det finder den selv ud af. Og hér snakker vi dirigering ifm en apport. Fremadsendelse i lydighedsprogrammet er "fremad" (Hér bruges normalt "ud" ved retrievere/jagthunde, fordi de skal længere ud, i forhold til dig) og et dæk på afstand indenfor et afmærket område, hvis vi snakker konkurrenceprogrammet i DCH. Målet for begge er at hunden ender et for den ikke synligt/bestemt sted, og at den render villigt, og udelukkende på førers kommandoer og anvisninger derhen.

I konkurrenceprogrammet, er det også helt rigtigt. Der skal kræet kun fremad, og afslutte med et dæk, indenfor det afmærkede område. (DCH) Det forhindrer dog ingen i at træne fremadsendelse med retninger alligevel. Hvilket da også bliver gjort temmelig mange steder. Det er i bund og grund én og samme ting: At sende hunden, uden hunden har et synligt mål at løbe til. I lydighed kalder man dette for fremadsendelse, i DRK kalder man det dirigering.

Jeg er sådan set lidt ligeglad med hvad folk mener den almene opfattelse af formel 1 er. Det er forkert at en f1 er en lille, spidssnudet, og grim lab, med højt aktivitetsniveau. AT politiet (elelr rettere én forfatter, der har skrevet et indlæg for politiet) ligeledes påstår dette, gør det ikke mere rigtigt. En weimaraner bliver heller ikke en lab, bare fordi jeg påstår den er det. Og hvorfor, om man må spørge?Bliver hunden mere "fin" af det? Får det den til at virke som noget der er mere værd? Hvad med at kalde hunden dét den ér istedet: EN blanding. Det er der vel ikek noget at skamme sig over at have, er der :blink: Jeg er bare træt af at se dén betegnelse misbrugt, for det er dét det bliver. Og for hvad? For at dække over at kræet man har, ikke heeelt ligner det den burde? ELler for at dække over at hunden man har, kun på afstand ligner en lab, og iøvrigt kravler noget så frygteligt på væggene, fordi man ikke formår at håndtere hunden? Fakta er nu engang, at begrebet formel 1, dækker over hunde af rene engelsk/irske jagt og markprøvelinjer. Udtrykket stammer fra en artikel i et jagtmagasin om en flok jagt- og markprøvefolk, der afholdt markprøver efter engelsk mønster, under overskriften: "Er dette labradorens formel 1?" Det var ikke om hundene han sagde det, men om "sporten", og dennes udførelse. En flok mennesker, deres dyrt hjemkøbte hunde, oceaner af tid og penge brugt til træning af hunden, og herefter afholder man prøver efter et mønster og efter regler, som datidens jagthundefører kun havde hørt om, aldrig selv deltaget i... Titlen hed: "Er dette labradorens formel 1?" Sammenligningen er soleklar. I formel 1 race hiver man det bedst mulige materiale hjem man har råd til. Bruger oceaner af tid på at træne materialet (menneskene i raceteamet), bygge bilen op, og bruger ligeså meget tid på at forfine alle dele af et teams arbejde med, på og omkring bilen. Herefter kører man race efter et mønster og efter regler som de færreste dengang reelt havde kendskab til. Selv om man havde indgående kendskab til det (begge verdener), så var der noget.... ja man kunne vel kalde det elitært, uopnåeligt og prestigefyldt i det. Derfor sammenligningen/overskriften. At misbruge begrebet, som det bliver gjort, er for mig lidt som at pryde sig med lånte fjer, eller som at pisse på en hel race. SÅ må man selv vælge hvilken del man hører under. Nok OT... Jeg vil lige sige velkommen igen, og god fornøjelse med vappen

Jep.. Jæger, og har tidligere haft en lidt halvgrim bastard som blev brugt til jagt. Ellers hedder det labber, og jagt- og markprøver hér. Ingen hund pt. SOm lille indskydelse: Fremadsendelse og dirigering er én og samme ting. Man kalder det fremadsendelse i lydighedstræning og prøver, og man kalder det dirigering i jagthunderegi. I bund og grund er det dog akkurat det samme.

Det eksisterer ikke, formel 1 er en Labrador, ganske som alle andre labber. Bare af rene engelsk/irske jagt- og markprøvelinjer. Formel 1 eksisterer kun med tavle. Lab x lab kryds er intet andet end dobbeltkonfekt. Uanset ser den rigtig nuttet ud God fornøjelse med ham :blink:

Det er nok forskelligt. Jeg smider dem ved siden af en landmands døde dyr. Landmanden får så en flaske gammel dansk elelr lignende for "ulejligheden" hvert år.

Arh... Det er godt nok ulovligt at holde hund for pelsens skyld. Mig bekendt er det ikke ulovligt at tage pelsen af en hund, der alligevel skulle have været aflivet. (af andre årsager) Man må jo også få ens afdøde kæledyr udstoppet, f.eks.

Det er jeg helt enig i. Det kommer nemlig helt af sig selv. Jeg mener bare stadig det er en ganske unødig fyldkommando, som egentlig kun har til formål at give os noget at sige til vores hunde.

Se jeg er så af den overbevisning at "bliv/vent" elelr det der ligner, reelt set er en unødig gang dobbeltkonfekt. I al træning og håndtering af hunden, er vi vel generelt set ret enige om at konsekvens er et af nøgleordene... Det kræet må, må den altid, det den ikke må, må den aldrig..... Og: Det jeg siger du skal, skal du gøre første gang jeg siger det og så videre..... Eksempelvis i en groft forenklet udgave: Hunden må ikke hoppe op. Det betyder at kræet ganske simpelt ikke må hoppe op Hunden må ikek trække i snoren.... ja det betyder så at den ikke må trække i snoren nogensinde.... Hjemkald... tjaaa.... Kræet skal naturligvis komme når man kalder.... første gang... Det gælder også den anden vej rundt: Lad være med at misbruge kommandoer, lad være med at lade kræet få succes ved at trække i snoren, lad være at lade kræet få succes ved at springe op af folk osv osv... Når jeg giver en kommando som "sit"..... SÅ betyder det, ikke overraskende, "sæt dig ned".....Det betyder ikke: "sæt dig ned.... og skulel du have lyst til det, så er det helt iorden at du rejser dig og går din vej om 15 sekunder, når jeg har vendt ryggen til dig......" Rejser hunden sig... ja så har den ikke fulgt "ordren", og jeg har ikke formået dels at sikre en succes, dels at være konsekvent. Se det var allerede 3 fejl. Kobler vi et "bliv" på, som i bund og grund ikke har nogen værdi, for kræet har jo allerede fået at vide at den skal sitte, jamen så har vi jo egentlig åbnet op for endnu en mulighed for at hunden kan fejle. Dét er, imo, altså intet andet end en gang unødig dobbeltkonfekt. En omgang "fyldstof" som intet formål har, som blot åbner op for en fejlmulighed man egentlig ligeså godt kunne have været foruden. Kort udgave af alt dét her: Lær hunden tingene ordentligt første gang, og vær konsekvent i dine forventninger. Også selvom en sit-kommando, de få gange der er behov for det, kan komme til at tage SÅ lang tid, at kræet kommer til at se sådan ud: Ja. Den keder sig bravt... Men rejser den sig, ja så må du tilbage og sitte den af hvor den var. Kunsten er naturligvis at undgå at den rejser sig i første omgang, ved at give den noget at lave INDEN den rejser sig.... Tiden der går indtil den bryder sit sit, vil på sigt blive længere og længere.... Til sidst vil den med stor sandsynlighed lægge sig ned og blunde istedet. (ved mig ville det være helt iorden, for jeg har reelt ikek engang en "sit" komamndo, men nøjes med et "stop", hvordan dyret vælger at stå/sidde/ligge, der hvor jeg siger det, er dens valg.

Nogle jægere pelser så vidt jeg ved sørme også de ræve de skyder.... :blink: Ja jeg, og mange af dem jeg går med, gør da ihvertfald. Men jeg smider så bare ikke kroppene i et eller andet krat bagefter. Tjaaa...... Jeg ringer nu ikke efter en dyrlæge elelr andre personer for den sags skyld, hvis jeg finder et kadaver af et eller andet dyr i skoven. Hvis det er udenfor jagtsæsonen for det pågældende dyr, og jeg med rimelighed kan fastslå at dyret nødvendigvis er skudt idenfor jagtsæsonen, så tages den med de lokale jægere, for så er der nødvendigvis en krybskytte løs, og dén slags er vi ikke mange der vil acceptere. Men lige udover dét, så rydder vi bare op, og får os nogle snakke om det i lokalområdet. Det sker da at vi finder ud af hvem det er der dumper kadavere i lokalområdet, og så får vi det standset på den måde. For dét er helelr ikke acceptabelt.

Nej, det er de nu ikke umiddelbart. Ræve fylder ikke ret meget efter at pelsen er røget af dem :blink:

Syntes ikke umiddelbart det ligner rævekroppe. De plejer at være mørkere i kødet, men selvfølgelig... de har jo nok også lagt et par dage, så afvise det kan jeg ikke.. Uanset kan jeg ikke rigtig se et problem i dét der, hvis dyrene er aflivet ordentligt, forstår sig. Eneste anke jeg umiddelbart har, er at kroppene er kasseret som de er. Dét gør man bare ikke.

En velindlært sit-kommando er aldrig af vejen. Sit betyder i min verden: Sæt dig indtil du får andet at vide. "Bliv" er i mine øjne en unødig gang dobbeltkonfekt. Skulle hunden rende alligevel (det sker. Hellere en knaldapport, end en hund der er blevet holdt for meget tilbage) så er der den altid gældende: "DU RØ'R DEN IK'!!!!!", elelr hvad man nu lige kommer til at udbryde. Husk bare. EN knaldapport er ikke verdens undergang. Hellere dét, end at holde hunden for meget tilbage. Det sidste fjerner nemlig både glæde og drive.

Hyrdehunde 1. Malinois 2. Schäfer 3. Collie, langhåret Pinchere, Schnauzere, og sennehunde 1. Dobermann 2. Schnauzer 3. Riesen-schnauzer Terrier 1. Cairn terrier af brugsavl 2. Tysk jagtterrier 3. Bedlington terrier Gravhunde 1. Gravhund 2. af 3. Brugslinjer Spidshunde 1. Jämthund 2. Västgöta-spets 3. Etnahund Drivende jagthunde og schweisshunde 1. Odderhund 3. Steirishe rauhhaarbracke 2. ALpenländishe Dachsbracke Stående jagthunde 1. Deutscher kurzhaahr 2. Weimaraner 3. Deutscher Drahthaahr Apporterende jagthunde 1. Labrador retriever af brugsavl 2. Springer spaniel af brugsavl 3. Cocker af brugsavl Selskabshunde 1. Kongepuddel af brugsavl 2. Kromfohrländer 3. King charles spaniel Mynder 1. Irsk ulvehund 2. Skotsk hjortehund 3. Whippet

næh, det kan man ikke. Men man kan LÆRE barnet at håndtere både hund og hundeslagsmål. Det sidste kommer helt af sig selv, når ungen har lært at håndtere hund. Faktisk kan børn meget mere end i åbenbart vil tiltro dem. Børn er absolut ikke dumme og uansvarlige. Det kræver blot at man lærer dem at tænke, og at man rent faktisk viser dem en smule tillid engang i mellem. Men på den anden side, så undrer det mig ikke at unge idag er så hjerneforladte, og at forældre idag er så håbløse uddannere af nye selvtænkende aktive ansvarlige og disciplinerede individer. Med udgangspunkt i samme sætning, undrer det mig derfor heller ikke at så mange folk har problemer med at lære deres hund basale ting som ro, gå pænt, og hjemkald.↲↲↲Tingene hænger imo meget godt sammen.