Så skrøbelig

[Umulia]

Min søn er ulykkelig. Vinnie, som ellers har været hans bedste hundeven, har vendt ham ryggen. Hun flygter hver gang hun ser ham.

 

Det startede i sidste uge. Min søn kom hjem før jeg, låste døren op, men fik ikke stillet sig rigtigt i vejen for hundene, som begge løb ud. Desværre koncentrerede han sig først om at få Leroy ind, og det kunne have været lige meget, for han går ingen steder. I mellemtiden fik Vinnie øje på en kat, og stak af i fuld fart.

Den stakkels dreng gik totalt i panik, desværre med det resultat at han skældte hende ud da hun kom tilbage. Han vidste godt selv at det var forkert, og jeg havde ham i telefonen kort efter, grædende.

 

Resten af den dag var Vinnie ikke særlig glad for ham, men det var ligesom om det gik over, og nogle dage virkede alt normalt.

Så for et par dage siden tumlede alle tre oppe på trampolinen, som de plejer. Der skete et eller andet - Vinnie hylede og kom løbende ind.

 

Jeg spurgte selvfølgelig hvad der var sket, og min søn fortalte at han havde prøvet at beskytte Leroys dårlige ben, og derfor havde skubbet Vinnie. Siden da har hun undgået ham.

 

Så lidt skal der til når man har en skrøbelig hund Nu skal vi til at genopbygge tilliden, og det kommer nok til at tage en del tid, er jeg bange for. Men forhåbentlig har min søn lært noget af det...

[CrazyDogLady]

Øv hvor er det bare surt for den bette knejt!

 

En masse kontaktøvelser kan evt give pote...

[Tonks]

årh nej da :ae:

[Maria84]

Jeg håber at Vinnie og din søn snart er gode venner igen

[JeanetteH]

Øv hvor er det synd for dem begge to

[Lonny]

Ja, det er rigtig synd for dem begge to :ae:

 

Har du fået nogen proffessionel hjælp til at arbejde med Vinnies skrøbelighed, jeg mener, det må da ikke være sjovt for nogen af jer at der ikke skal mere til før hendes verden går itu? Måske kan I få nogle værktøjer der kan styrke hende således at der skal lidt mere til før hendes verden ramler ned om hende og hun nægter kontakt?

[Umulia]

Ja, det er rigtig synd for dem begge to :ae:

 

Har du fået nogen proffessionel hjælp til at arbejde med Vinnies skrøbelighed, jeg mener, det må da ikke være sjovt for nogen af jer at der ikke skal mere til før hendes verden går itu? Måske kan I få nogle værktøjer der kan styrke hende således at der skal lidt mere til før hendes verden ramler ned om hende og hun nægter kontakt?

 

Professionel hjælp - tjah, jeg er da blevet anbefalet at aflive hende af indtil flere "professionelle"

Det bedste råd, jeg har fået, er tage tingene i hendes eget tempo, og ikke kræve mere af hende end hun kan klare, og det har jeg levet efter de sidste to år, og synes egentlig det er gået godt. Jeg kræver ikke af Vinnie at hun skal være en "normal" hund, for det tror jeg simpelthen ikke på at hun kan blive, og det ville bare ende i nederlag for os begge.

 

Jeg lever med Vinnie som hun er, med de særheder og svagheder hun nu har.

[Lonny]

Professionel hjælp - tjah, jeg er da blevet anbefalet at aflive hende af indtil flere "professionelle"

 

Ok, det var i mine øjne så ikke særligt professionelt...

 

Hvad bilder folk sig egentlig ind, jeg mener, når man beder om gode råd, så er det jo ikke fordi man forventer at få smidt aflivning i hovedet

 

Det bedste råd, jeg har fået, er tage tingene i hendes eget tempo, og ikke kræve mere af hende end hun kan klare, og det har jeg levet efter de sidste to år, og synes egentlig det er gået godt. Jeg kræver ikke af Vinnie at hun skal være en "normal" hund, for det tror jeg simpelthen ikke på at hun kan blive, og det ville bare ende i nederlag for os begge.

 

Jeg lever med Vinnie som hun er, med de særheder og svagheder hun nu har.

 

Det tror jeg også er den bedste måde at tage hende på, men derfor kunne det jo alligevel godt være at der var nogle små justeringer man kunne lave som ville lette hverdagen for jer alle? Men jeg skal selvfølgelig ikke påtvinge dig noget du ikke har lyst til

[AnjaCS]

Øv, hvor er det altså ærgerligt Stakkels Vinnie og stakkels din dreng..

 

Jeg har ikke så mange gode råd, udover kontaktøvelser, og fokus på positivt samvær mellem de to.. At din søn laver så meget godt med hende som muligt..

 

Det lyder som om Vinnie har en speciel historie? Er der evt. et sted herinde jeg kan læse den?..

[Gæst Buddha]

Øv for dem begge 2. Håber Vinnie tilgiver ham snart..

 

En lille ting som ikke kræver kontakt fra Vinnie kan måske være at din søn serverer aftensmaden? Ikke noget med at hun skal gøre noget først, og han går så snart han har sat skålen med et værsgo?

Medmindre Vinnie ikke er sådan særlig vild med mad.

[Umulia]

Ok, det var i mine øjne så ikke særligt professionelt...

 

Hvad bilder folk sig egentlig ind, jeg mener, når man beder om gode råd, så er det jo ikke fordi man forventer at få smidt aflivning i hovedet

 

Der er jo mange der mener, at hvis en hund er "for" ødelagt, så er det bedst at aflive. Jeg tror såmænd det var sagt i den bedste mening, men jeg har nok bare et andet forhold til liv end de fleste. Det er ikke bare noget man smider væk hvis det bliver for besværligt - hverken ens eget eller andres.

 

Det tror jeg også er den bedste måde at tage hende på, men derfor kunne det jo alligevel godt være at der var nogle små justeringer man kunne lave som ville lette hverdagen for jer alle? Men jeg skal selvfølgelig ikke påtvinge dig noget du ikke har lyst til

 

Jeg forstår godt hvad du siger, men - det lyder sikkert arrogant - jeg tror ikke på at en adfærdsbehandler kan komme med bedre løsninger end dem jeg allerede selv har læst/prøvet mig frem til, og jeg vil ikke tage chancer med andre folks "patentløsninger". Jeg er bare ikke særlig autoritetstro, beklager

 

En lille ting som ikke kræver kontakt fra Vinnie kan måske være at din søn serverer aftensmaden? Ikke noget med at hun skal gøre noget først, og han går så snart han har sat skålen med et værsgo?

Medmindre Vinnie ikke er sådan særlig vild med mad.

 

Det gør vi allerede. Han gør alt for at fedte sig ind hos hende

 

Det lyder som om Vinnie har en speciel historie? Er der evt. et sted herinde jeg kan læse den?..

 

Nej, det meste står på et andet forum, men jeg da give et referat:

Vinnie var knap 1 år da vi fik hende. Hun var underernæret og fuld af ar over det hele. Tidligere ejer påstod at hun var løbet ind i et pigtrådshegn.

Jeg købte hende for 500 kr...

 

Tidligere ejer virkede først meget flink, men fortalte bl.a. at hun kun havde været til træning én gang, og derefter tænkte at det var da så nemt, at hun kunne gøre det selv. Derefter var Vinnie opdraget med tæsk.

Ejeren fortalte mig bl.a. at hvis hun gjorde noget hun ikke måtte, så skulle jeg holde en flad hånd op og sige "STOP". Første gang jeg gjorde det krympede hunden sig, så man tydeligt kunne se at hun var vant til at blive slået. Det gjorde jeg så aldrig igen.

 

Efterhånden viste det sig at Vinnie var meget mere skadet end jeg kunne have forestillet mig. Hun opførte sig faktisk som om hun havde levet i et skab, og aldrig været udenfor en dør. Hver eneste lille ting der skete, fik hende totalt op i det røde felt, om det så var et blad der faldt til jorden.

Første gang vi mødte en anden hund på en gåtur, blev jeg dybt chokeret - det var som om jeg gik med en rasende tiger i snor Jeg var nødt til at lægge mig på jorden og klamre mig til Vinnie indtil den anden hund var væk, og derefter måtte jeg halvt bære hende hen til bilen, fordi hun stadig ville efter den og gøede som en sindssyg.

Min teori om det er at hun tidligt er blevet straffet for at søge kontakt til andre hunde, for faktisk kan hun sagtens enes med de fleste hunde, bare ikke når hun er i snor.

 

Derefter gik jeg igang med at klikkertræne hende efter bogen "Click to Calm - Healing the Aggressive Dog" af Emma Parsons. Det stod på i ca. et år, og jeg fik hendes reaktion på andre hunde ned fra 20 minutters rent hysteri til 2 minutters gøen og trækken - og det lever jeg så med nu. Det er da trods alt en forbedring

 

Vinnie bliver 5 år til september, og det er faktisk først indenfor det sidste år, at jeg har fået fornemmelsen af at hun nu har tillid til mig. Hun søger selv kontakt, og når hun går uden snor, holder hun sig i nærheden og kommer hurtigt ved indkald. Men hvis hun ser en anden hund, et menneske eller hvad som helst der bevæger sig, er hun ikke til at stole på.

 

Når vi er hjemme er hun meget sød og kærlig, og har fra starten været meget glad for min søn. Men han er 13 år nu, og forandrer sig meget. Det han måske også noget indflydelse på deres forhold. Pludselig er han mere "voksen" og dermed "farlig". Han har bl.a. gjort det til sin opgave at rense hendes øjne hver dag, og det kan hun selvfølgelig ikke lide.

 

Ups, det blev vist langt Nå, det er frivilligt om man gider læse det hele

[AnjaCS]

 

Nej, det meste står på et andet forum, men jeg da give et referat:

Vinnie var knap 1 år da vi fik hende. Hun var underernæret og fuld af ar over det hele. Tidligere ejer påstod at hun var løbet ind i et pigtrådshegn.

Jeg købte hende for 500 kr...

 

Tidligere ejer virkede først meget flink, men fortalte bl.a. at hun kun havde været til træning én gang, og derefter tænkte at det var da så nemt, at hun kunne gøre det selv. Derefter var Vinnie opdraget med tæsk.

Ejeren fortalte mig bl.a. at hvis hun gjorde noget hun ikke måtte, så skulle jeg holde en flad hånd op og sige "STOP". Første gang jeg gjorde det krympede hunden sig, så man tydeligt kunne se at hun var vant til at blive slået. Det gjorde jeg så aldrig igen.

 

Efterhånden viste det sig at Vinnie var meget mere skadet end jeg kunne have forestillet mig. Hun opførte sig faktisk som om hun havde levet i et skab, og aldrig været udenfor en dør. Hver eneste lille ting der skete, fik hende totalt op i det røde felt, om det så var et blad der faldt til jorden.

Første gang vi mødte en anden hund på en gåtur, blev jeg dybt chokeret - det var som om jeg gik med en rasende tiger i snor Jeg var nødt til at lægge mig på jorden og klamre mig til Vinnie indtil den anden hund var væk, og derefter måtte jeg halvt bære hende hen til bilen, fordi hun stadig ville efter den og gøede som en sindssyg.

Min teori om det er at hun tidligt er blevet straffet for at søge kontakt til andre hunde, for faktisk kan hun sagtens enes med de fleste hunde, bare ikke når hun er i snor.

 

Derefter gik jeg igang med at klikkertræne hende efter bogen "Click to Calm - Healing the Aggressive Dog" af Emma Parsons. Det stod på i ca. et år, og jeg fik hendes reaktion på andre hunde ned fra 20 minutters rent hysteri til 2 minutters gøen og trækken - og det lever jeg så med nu. Det er da trods alt en forbedring

 

Vinnie bliver 5 år til september, og det er faktisk først indenfor det sidste år, at jeg har fået fornemmelsen af at hun nu har tillid til mig. Hun søger selv kontakt, og når hun går uden snor, holder hun sig i nærheden og kommer hurtigt ved indkald. Men hvis hun ser en anden hund, et menneske eller hvad som helst der bevæger sig, er hun ikke til at stole på.

 

Når vi er hjemme er hun meget sød og kærlig, og har fra starten været meget glad for min søn. Men han er 13 år nu, og forandrer sig meget. Det han måske også noget indflydelse på deres forhold. Pludselig er han mere "voksen" og dermed "farlig". Han har bl.a. gjort det til sin opgave at rense hendes øjne hver dag, og det kan hun selvfølgelig ikke lide.

 

Ups, det blev vist langt Nå, det er frivilligt om man gider læse det hele

 

Det tog da ingen tid at læse. Tror måske jeg har læst om hende på HG, det med pigtråds-historien lød i hvert fald bekendt..

Hvor er der ærgerligt at man kan behandle en hund sådan, men det lyder som om hun er havnet det rette sted.

Hvor er der tid og rummelighed til en hund med de specielle behov, som hun så uden tvivl har..

[Doberfan]

Det tog da ingen tid at læse. Tror måske jeg har læst om hende på HG, det med pigtråds-historien lød i hvert fald bekendt..

Hvor er der ærgerligt at man kan behandle en hund sådan, men det lyder som om hun er havnet det rette sted.

Hvor er der tid og rummelighed til en hund med de specielle behov, som hun så uden tvivl har..

 

Helt enig. Stakkels hund med den start i livet, men hvor er det heldigt, at hun endte op hvor hun gjorde. Umulia, tak fordi du gad fortælle om baggrunden, og jeg håber at både Vinnie og din søn kommer sig over episoden.

[Gæst Buddha]

Puha..

[luckyluna]

træls for jer, men jeg er sikker på det nok skal komme igen!

 

Sheila kan også let blive usikker på min lillebror og faktisk var hun den første der opdagede at han var ved at blive voksen, pludselig lugtede han anderledes ovs.

Og så skulle der ikke meget til førs hun blev usikker på ham...

Feks kom han engang til at ramme hende med en bold han kastede og sheila turde ikke være i haven sammen med ham i flere dage og var overdrevent underdanig når han hilste på hende:cry:

 

men det kom ret hurtigt igen. Satte dem til at gøre ting hun kunne lide og det hjalp:-)

[Umulia]

Tak luckyluna, det lyder trods alt positivt :5up:

[luckyluna]

Tak luckyluna, det lyder trods alt positivt :5up:

 

velbekomme:) Ved ikke om i allerede gør det, men Sheila har det bedst med at hun selv er den der tager kontakt når hun har det sådan. Så min lillebror fik besked om at lade være at prøve ihærdigt på at blive gode venner igen, ved at kontakte hende. Istedet skulle han bare være som han plejer og lade hende gå, hvis hun ville.

[Trei]

Øv hvor trist altså. :ae: Jeg krydser fingre for at Vinnie snart får det bedre med din søn.

[Gæst Buddha]

Ja undskyld, mit indlæg var godt nok ikke særlig optimistisk. Bliver bare så ked af det når jeg læser hvad folk kan finde på.. Men det er dejligt at hun har fået dig.

 

Vi havde osse en hund der var blevet behandlet meget dårligt som hvalp, bl.a. havde hun (Ulla hed hun ) mere eller mindre kun haft negativ kontakt med familiens barn og af den grund havde hun virkelig ikke meget tilovers for børn. Vi hverken klik-trænede eller andet, og hunden lærte aldrig at elske mig men hun tolererede mig, og lå gerne i min seng - så længe der var flere kiks tilbage.

 

Det lyder som om i er kommet super langt! Og det lyder som om din søn gør en stor indsats, det er super flot af ham. Jeg håber at hendes tillid gror videre.

 

Hjemme ved os skulle jeg ikke tage kontakt til Ulla (hun bed hvis hun følte sig presset af børn, eller - hun har bidt en gang og det var ja, desværre bare en der ikke hørte efter og gik efter hende), men min mor sagde jo ikke noget om, at jeg ikke måtte have kiks og så kom hunden jo af sig selv.

Havde vi trænet og lignende, tror jeg godt vi kunne have rykket meget med hendes afsky for børn, men egentlig havde vi ikke brug for det, hun levede et dejligt liv uden andre børn end mig.