Aggression og arvelighed

[Gæst mk101]

Efter vi en rum tid har diskuteret forskellige sygdomme og opdrætteres håndtering af de forskellige racers problemer - samt snak om Agrias statistikker, har jeg lyst til at få mere viden på området vedrørende temperament.

 

Derfor trækker jeg hjælper-kortet og vil høre jer, om der er nogen der kender til publikationer eller andet, hvor aggression i en race og hvordan det menes nedarvet er undersøgt?

 

Eller hvis nogen selv ligger inde med viden på området.

 

I mit hovede er et godt temperament det vigtigste at have på plads, når ønskehunden skal beskrives. Hvordan temperamentet skal være, er naturligvis afhængigt af racen. Men for jagthunde som mine, duer det naturligvis ikke, at der er aggression overfor andre hunde, når de skal kunne samarbejde en hel dag på jagt.

 

Alle er vel enige om, at man ikke benytter en hund med dårligt temperament i avlen. Men hvor stor vægt skal man tillægge dårligt temperament andre steder i linjerne? Og i hvor høj en grad kan man sikre sig, at det mangelfulde temperament skyldes miljø og ydre påvirkninger og ikke avl?

[Lonny]

Efter vi en rum tid har diskuteret forskellige sygdomme og opdrætteres håndtering af de forskellige racers problemer - samt snak om Agrias statistikker, har jeg lyst til at få mere viden på området vedrørende temperament.

 

Hvad er det?

[Gæst mk101]

Nu håber jeg, at jeg kan finde ud af at linke direkte til post (der står lidt om det i nogle indlæg over det jeg linker til): http://www.hunde-forum.dk/debat/24978-berner-like-racer-13.html#post702881

[Lonny]

Nu håber jeg, at jeg kan finde ud af at linke direkte til post (der står lidt om det i nogle indlæg over det jeg linker til): http://www.hunde-forum.dk/debat/24978-berner-like-racer-13.html#post702881

 

Ok, så det er en statestik der viser hvilke racer der er blevet behandlet for hvilke sygdomme, så man deraf kan danne sig en mening om hvad der ligger af sygdomme i de forskellige racers gener?

[chr68866]

Ok, så det er en statestik der viser hvilke racer der er blevet behandlet for hvilke sygdomme, så man deraf kan danne sig en mening om hvad der ligger af sygdomme i de forskellige racers gener?

 

Det viser statistikker hvad racerne bliver aflivet af, og hvad de bliver behandlet for hos dyrlægen.

 

Det er udarbejdet på 88 forskellige racer og viser bl.a hyppigheden af forekomsten i racen set i forhold til alle racer.

[Umulia]

Min computer med alle mine links og artikler er død, men jeg er sikker på at jeg har en undersøgelse om agression hos Golden Retriever. Det varer desværre nok en rum tid før jeg får adgang til den harddisk igen...

[Ulla H]

Dorrit Freddersen- Petersen har undersøgt en del på et tysk universitet. Godt nok nogle år siden.Mener den hedder hunden Adfærd- kan desværre ikke lige finde den. Husker primært noget vedr Bullterriers uhundske behandling af egne hvalpe. Altså ala mundkurv ved diening osv.

[Ulla H]

Mener Roger Abrentes engang i een af bøgerne beskrev proplemhunde og her foruden cockeren og andre nævtne Briarden, som meget overrepræsenteret i hans statestik. Det viste sig vist at nærmest alle disse stammede fra samme hanhund , altså en udstillingsavlmatador. Med meget dårlige arveanlæg for temperament.

[Biene]

Dorrit Freddersen- Petersen har undersøgt en del på et tysk universitet. Godt nok nogle år siden.Mener den hedder hunden Adfærd- kan desværre ikke lige finde den. Husker primært noget vedr Bullterriers uhundske behandling af egne hvalpe. Altså ala mundkurv ved diening osv.

 

Bogen hedder "Hundens psyke", og den beskriver ganske rigtigt bullterriere.

 

Den er nok en 20 - 25 år gammel.

[Gæst mk101]

Men både Hundens Psyke og Abrantes bøger er jo efterhånden ældgamle, og er meget interesseret i både nyere undersøgelser - men også helt generelt jeres meninger og holdninger (jvf. de to spørgsmål sidst i startindlæg).

 

Sidste sommer var der nogen, der var til et foredrag med en norsk etolog, der kunne fortælle, at man i Norge søgte at isolere et aggressionsgen hos cockere. Her kunne man føre det tilbage til to røde hanner, der blev importeret fra England i 60'erne.

 

Men spørgsmålet er blot - så længe vi ikke kan genteste os ud af problemet. I hvor høj en grad kan vi så arbejde os forbi det? Som sagt: alle er enige om, at man ikke bruger et individ, der udviser problematisk adfærd. Men hvad nu hvis det er en kuldsøskende, der udviser problemet? Eller én hvalp i et kuld? Eller en halvsøskende?

 

Og hvornår kan man tale om, at de påvirkede slægtninge måske ikke har et dårligt temperament "der ligger på linjerne", men har været mødt forkert hele deres opvækst?

[Inkognito]

Men både Hundens Psyke og Abrantes bøger er jo efterhånden ældgamle, og er meget interesseret i både nyere undersøgelser - men også helt generelt jeres meninger og holdninger (jvf. de to spørgsmål sidst i startindlæg).

 

Sidste sommer var der nogen, der var til et foredrag med en norsk etolog, der kunne fortælle, at man i Norge søgte at isolere et aggressionsgen hos cockere. Her kunne man føre det tilbage til to røde hanner, der blev importeret fra England i 60'erne.

 

Men spørgsmålet er blot - så længe vi ikke kan genteste os ud af problemet. I hvor høj en grad kan vi så arbejde os forbi det? Som sagt: alle er enige om, at man ikke bruger et individ, der udviser problematisk adfærd. Men hvad nu hvis det er en kuldsøskende, der udviser problemet? Eller én hvalp i et kuld? Eller en halvsøskende?

 

Og hvornår kan man tale om, at de påvirkede slægtninge måske ikke har et dårligt temperament "der ligger på linjerne", men har været mødt forkert hele deres opvækst?

 

Er det så simpelt?

 

At hunde, der udvikler problemadfærd, har haft en dårlig opvækst og intet kan ligge på generne, hvis det er den eneste hund med de linier og problemer?

 

F.eks. hvorfor bliver nogle hunde, der er blevet angrebet af andre udfarne mod andre hunde, hvor andre hunde i samme situation blive frygtsomme og vælger flugt fremfor kamp/angreb?

Kan det altid henskrives til miljøet de er vokset op i eller ligger der noget i generne, der gør, at nogle bliver udfarne og andre flygter, når forholdene er så identiske som muligt?

 

Efter at have boet med min flok, der ikke fungerede, er jeg ikke længere så overbevist om, at det er så simpelt og jeg tror, at der kan ligge noget på generne, der gør, at nogle hunde bliver aggressive ved dårlige opvækst/oplevelser og andre bliver flugtsomme (er det et ord?=flygter frem for at tage kampen op eller angribe).

 

Og selvom man får lokaliseret genet for aggression, så er det at have genet jo ikke lig med, at man udvikler aggression - det gør risikoen større for at udvikle aggression, hvis miljøet/forudsætningerne er til stede.

 

En forsker (Ilana Reisner fra Cornell University) i USA mener at have fundet ophavet/genetikken til "springer-rage syndrome" iflg. Stephen Lindsay i "Handbook of applied dog behavior and training - volume one" side 27, hvor Ilana mener at have sporet ophavet til en enkelt kennel og deres hunde i USA....... Skal alt opdræt på deres linier (showlinier), der måske eller måske ikke er i Danmark, så stoppes? Stephen Lindsay kalder forøvrigt syndromet for "low-treshold dominance aggression" i bogen.

Det er vel ikke alle hunde på de linier, der har udviklet syndromet og syndromet findes måske og måske ikke allerede i Danmark udenfor amerikanske linier - hvem har ikke hørt "rage-syndromet" nævnt om f.eks. røde cockere?

 

Bogen er skrevet i år 2000 og Ilana var på det tidspunkt igang med en større undersøgelse omkring syndromet ved hjælp af købere af hunde fra den kennel/linierne, så om hun rent faktisk fik isoleret genet for denne dysfunktion/tendens, aner jeg ikke.

[Gæst mk101]

Er det så simpelt?

 

At hunde, der udvikler problemadfærd, har haft en dårlig opvækst og intet kan ligge på generne, hvis det er den eneste hund med de linier og problemer?

 

F.eks. hvorfor bliver nogle hunde, der er blevet angrebet af andre udfarne mod andre hunde, hvor andre hunde i samme situation blive frygtsomme og vælger flugt fremfor kamp/angreb?

Kan det altid henskrives til miljøet de er vokset op i eller ligger der noget i generne, der gør, at nogle bliver udfarne og andre flygter, når forholdene er så identiske som muligt?

 

Efter at have boet med min flok, der ikke fungerede, er jeg ikke længere så overbevist om, at det er så simpelt og jeg tror, at der kan ligge noget på generne, der gør, at nogle hunde bliver aggressive ved dårlige opvækst/oplevelser og andre bliver flugtsomme (er det et ord?=flygter frem for at tage kampen op eller angribe).

 

Og selvom man får lokaliseret genet for aggression, så er det at have genet jo ikke lig med, at man udvikler aggression - det gør risikoen større for at udvikle aggression, hvis miljøet/forudsætningerne er til stede.

 

En forsker (Ilana Reisner fra Cornell University) i USA mener at have fundet ophavet/genetikken til "springer-rage syndrome" iflg. Stephen Lindsay i "Handbook of applied dog behavior and training - volume one" side 27, hvor Ilana mener at have sporet ophavet til en enkelt kennel og deres hunde i USA....... Skal alt opdræt på deres linier (showlinier), der måske eller måske ikke er i Danmark, så stoppes? Stephen Lindsay kalder forøvrigt syndromet for "low-treshold dominance aggression" i bogen.

Det er vel ikke alle hunde på de linier, der har udviklet syndromet og syndromet findes måske og måske ikke allerede i Danmark udenfor amerikanske linier - hvem har ikke hørt "rage-syndromet" nævnt om f.eks. røde cockere?

 

Bogen er skrevet i år 2000 og Ilana var på det tidspunkt igang med en større undersøgelse omkring syndromet ved hjælp af købere af hunde fra den kennel/linierne, så om hun rent faktisk fik isoleret genet for denne dysfunktion/tendens, aner jeg ikke.

 

Nej, jeg tror på ingen måde, at det er så simpelt. Og det er netop kompleksiteten der både bekymrer og fascinerer. For hvordan skal vi så søge at få arbejdet os væk fra de problemer vi ser? Hvis vi ikke i en eller anden grad "tager" en beslutning om, hvor stor en betydning en given adfærd har, og hvad konsekvensen af den skal være avlsmæssigt, kommer vi vel næppe videre?

 

Mener ikke man som en nødvendighed skal udelukke alle hunde fra en given linje, men hvad skal udvælgelseskriterierne så være?

 

Forstår til gengæld ikke, men vil få fat i bogen og læse, hvordan denne forsker kan sætte lighedstegn mellem rage og det at have en "lav tærskel" jvf. hans betegnelse af fænomenet. Så vidt jeg har læst og forstået, er rage udfald kendetegnet ved epilepsi lignende anfald, hvor hunden går i trance og går amok. Uden der er tale om en stimuli, der fungerer som udløser? Low treshold indikerer nærmere, at hunden har en lav tærskel for hvornår den reagerer på stimuli? Ikke at vi finder svaret på det her, men undrer mig blot.

 

Tog en hurtig google tur, men det afslørede ikke kennelnavnet. Er det noget du eventuelt er faldet over? Er nysgerrig på at se om det har noget at gøre, med nogle af de ting jeg ser drille i øjeblikket.

 

De røde cockere der for 30 år siden var store problemer med, havde ikke rage. Forstået på den led, at de ikke udviste den adfærd, som rage kendetegnes ved. De var "bare" ualmindeligt skarpe og aggressive. Kort sagt, rigtigt skidt temperament.

 

Men jeg syntes helt generelt, at det er lidt af en tankevrider. For hvordan agerer vi bedst, hvis vi vil undgå et sind eller temperament, der ikke er racetypisk. Er det nok at tage pågældende hund ud af avl, eller skal man gå længere end det? Og i så fald hvor langt?

 

Det gælder for så vidt alle racer.

 

Syntes jeg oftere og oftere støder på racer, der som en "almindelighed" udviser egenkønsaggression. Selvom det ikke er ønskeligt. Her står man overfor det samme, som vi vel gør, hvis vi har hunde med for stort ressourceforsvar og lignende. Selvom vi tager én hund der udviser problemet ud af avlen, kan vi så have en vis forhåbning om, at vi er med til at minimere problemet? Eller stikker vi bare os selv blår i øjnene?

[Inkognito]

Nej, jeg tror på ingen måde, at det er så simpelt. Og det er netop kompleksiteten der både bekymrer og fascinerer. For hvordan skal vi så søge at få arbejdet os væk fra de problemer vi ser? Hvis vi ikke i en eller anden grad "tager" en beslutning om, hvor stor en betydning en given adfærd har, og hvad konsekvensen af den skal være avlsmæssigt, kommer vi vel næppe videre?

 

Mener ikke man som en nødvendighed skal udelukke alle hunde fra en given linje, men hvad skal udvælgelseskriterierne så være?

 

Forstår til gengæld ikke, men vil få fat i bogen og læse, hvordan denne forsker kan sætte lighedstegn mellem rage og det at have en "lav tærskel" jvf. hans betegnelse af fænomenet. Så vidt jeg har læst og forstået, er rage udfald kendetegnet ved epilepsi lignende anfald, hvor hunden går i trance og går amok. Uden der er tale om en stimuli, der fungerer som udløser? Low treshold indikerer nærmere, at hunden har en lav tærskel for hvornår den reagerer på stimuli? Ikke at vi finder svaret på det her, men undrer mig blot.

 

Tog en hurtig google tur, men det afslørede ikke kennelnavnet. Er det noget du eventuelt er faldet over? Er nysgerrig på at se om det har noget at gøre, med nogle af de ting jeg ser drille i øjeblikket.

 

De røde cockere der for 30 år siden var store problemer med, havde ikke rage. Forstået på den led, at de ikke udviste den adfærd, som rage kendetegnes ved. De var "bare" ualmindeligt skarpe og aggressive. Kort sagt, rigtigt skidt temperament.

 

Men jeg syntes helt generelt, at det er lidt af en tankevrider. For hvordan agerer vi bedst, hvis vi vil undgå et sind eller temperament, der ikke er racetypisk. Er det nok at tage pågældende hund ud af avl, eller skal man gå længere end det? Og i så fald hvor langt?

 

Det gælder for så vidt alle racer.

 

Syntes jeg oftere og oftere støder på racer, der som en "almindelighed" udviser egenkønsaggression. Selvom det ikke er ønskeligt. Her står man overfor det samme, som vi vel gør, hvis vi har hunde med for stort ressourceforsvar og lignende. Selvom vi tager én hund der udviser problemet ud af avlen, kan vi så have en vis forhåbning om, at vi er med til at minimere problemet? Eller stikker vi bare os selv blår i øjnene?

 

Jeg tror du vil finde bogen interessant - jeg er ikke kommet så langt i den grundet det tunge stof på engelsk, så om han giver en mere udførlig beskrivelse af syndromet, ved jeg ikke. Han beskriver det ihvertfald ikke på den side, hvor han nævner det - det er taget ud af et kapitel om "origins and domestication" og hvordan genetik indspiller på avlen.

Jeg har også hele tiden haft den samme opfattelse som dig om syndromet.

 

Kennelnavnet blev ikke nævnt, men hun (Ilana) må vel have publiceret sin undersøgelse et eller andet sted.

 

Nej, de røde cockere havde ikke rage, men der er nogle, der tror det og kalder det det :-( Selv blandt spanielfolk.

Selv Mollie blev nævnt som en kandidat til rage en overgang.... Og hun "led af meget", men rage tror jeg simpelthen ikke på.

 

Jeg synes også det er en svær balancegang for hvem, der trækkes fra avlen og hvem, der ikke gør.... Jeg ved hvad jeg selv går efter som hvalpekøber og jeg har en ide om hvordan jeg vil udvælge avlsdyr, hvis jeg tør begå mig i den verden....

Jeg er forøvrigt nærmest i panik over, at jeg nu selv står og skal ud på hvalpekøbermarkedet, fordi jeg har fået så strenge krav over tiden - vil jeg overhovedet kunne finde en opdrætter og en race, der vil leve op til mine krav (jeg er dog næsten 99% sikker på at jeg har fundet begge dele, men alligevel .... Der kan gå så meget galt)

[Gæst mk101]

Jeg tror du vil finde bogen interessant - jeg er ikke kommet så langt i den grundet det tunge stof på engelsk, så om han giver en mere udførlig beskrivelse af syndromet, ved jeg ikke. Han beskriver det ihvertfald ikke på den side, hvor han nævner det - det er taget ud af et kapitel om "origins and domestication" og hvordan genetik indspiller på avlen.

Jeg har også hele tiden haft den samme opfattelse som dig om syndromet.

 

Den lyder vældigt interessant. Hvor har du købt den?

 

Kennelnavnet blev ikke nævnt, men hun (Ilana) må vel have publiceret sin undersøgelse et eller andet sted.

 

Tør næsten gætte på, at kennelnavn ikke vil være nævnt. Desværre. Åbenhed ville som bekendt gøre tingene lettere fremadrettet. De springere der har det amerikanske blod tæt på, er dog ikke noget jeg har hørt eller set er nogen der er problemer med. Faktisk nævnes de hunde som både de bedste jagthunde og de bedste temperamentsmæssigt, man har haft i mange år herhjemme. Omend det også er den linje, hvor de kører en lille smule op når de arbejder, hvilket kommer til udtryk i stress gumlen på dummyer og vildt.

 

Nej, de røde cockere havde ikke rage, men der er nogle, der tror det og kalder det det :-( Selv blandt spanielfolk.

Selv Mollie blev nævnt som en kandidat til rage en overgang.... Og hun "led af meget", men rage tror jeg simpelthen ikke på.

 

Rage-kortet er spillet mange gange, uden folk egentlig har en forståelse af, hvad det er. Tror bestemt heller ikke Mollie har lidt af det. Der har været nogle andre udfodringer. Faktisk har jeg aldrig hørt om rage tilfælde herhjemme. Dog er der et enkelt tilfælde, hvor man kan spekulere på, om det var det, der var årsag til en skæbnesvanger episode.

 

Jeg synes også det er en svær balancegang for hvem, der trækkes fra avlen og hvem, der ikke gør.... Jeg ved hvad jeg selv går efter som hvalpekøber og jeg har en ide om hvordan jeg vil udvælge avlsdyr, hvis jeg tør begå mig i den verden....

Jeg er forøvrigt nærmest i panik over, at jeg nu selv står og skal ud på hvalpekøbermarkedet, fordi jeg har fået så strenge krav over tiden - vil jeg overhovedet kunne finde en opdrætter og en race, der vil leve op til mine krav (jeg er dog næsten 99% sikker på at jeg har fundet begge dele, men alligevel .... Der kan gå så meget galt)

 

Har du ikke lyst til at dele, hvordan du ville håndtere tingene, hvis du selv skulle udvælge avlsdyr? Syntes det er super spændende at høre andres tanker!

 

Kan godt forstå, at du syntes det er ualmindeligt svært, at skulle være hvalpekøber. Og det gør det naturligvis ikke lettere, hvis man har haft nogle hunde med udfordring. For hvad har årsagen været til de ting, man kæmper med? Man kan gøre alt rigtigt, og alligevel have fingrene i en hund med problematisk adfærd.

 

Man kan aldrig sikre sig hundrede procent, når man har med levende væsener at gøre. Tror man må beslutte sig for at tro nok på sig selv, og vide at man har gjort sit for at vælge ret opdrætter (på baggrund af deres etik og moral vedrørende avlsdyr) og socialisere sin hvalp behørigt. Så har man da gjort alt det, man selv kan påvirke.

[Inkognito]

Den lyder vældigt interessant. Hvor har du købt den?

 

Jeg har købt den og de to andre i serien hos Canis, men jeg har set dem hos Crosskeysbooks.com også.

 

Tør næsten gætte på, at kennelnavn ikke vil være nævnt. Desværre. Åbenhed ville som bekendt gøre tingene lettere fremadrettet. De springere der har det amerikanske blod tæt på, er dog ikke noget jeg har hørt eller set er nogen der er problemer med. Faktisk nævnes de hunde som både de bedste jagthunde og de bedste temperamentsmæssigt, man har haft i mange år herhjemme. Omend det også er den linje, hvor de kører en lille smule op når de arbejder, hvilket kommer til udtryk i stress gumlen på dummyer og vildt.

 

For bogen er kennelnavnet nok ligegyldigt - det er kun interessant for racefanatikere

Jeg har ikke kunne finde nogen publiceret undersøgelse om emnet fra forskeren, men jeg kan finde hendes kontaktoplysninger - er man nysgerrig nok, så kan man måske spørge kilden? Jeg ved ikke hvordan sådanne forskermennesker virker og om de vil svare.

 

Søger man på syndromet, så virker det til at være langt mere fremherskende over på den anden side af andedammen og selv der er vist ikke noget 100% klarlagt og den er svær at fremvise, da den bunder i seratoninniveauet i hjernen, hvilket ikke kan testes, hvis man skal stole på diverse "brevkasser" af amerikansk oprindelse.

 

 

 

Rage-kortet er spillet mange gange, uden folk egentlig har en forståelse af, hvad det er. Tror bestemt heller ikke Mollie har lidt af det. Der har været nogle andre udfodringer. Faktisk har jeg aldrig hørt om rage tilfælde herhjemme. Dog er der et enkelt tilfælde, hvor man kan spekulere på, om det var det, der var årsag til en skæbnesvanger episode.

 

I det enkelte tilfælde kan det jo også være en anden hjernefejl eller tumor, der kan være synderen.

 

Jeg hørte for nogle år siden, at en svensk opdrætter syntes at se nogle tilfælde i Sverige, der kunne være "rage" i hendes virke som kontaktperson - men igen, når det er svært beviseligt, så kan der være et utal af neurologiske årsager til en pludselig adfærdsændring/nedsmeltning.

 

I Europa og Norden har vi ikke tradition for at obducere dyr udenfor forskningen, men måske man skulle overveje det på hunde, der lige pludselig nedsmelter ala "rage", hvis ejerne var villige.

Jeg tror ikke jeg ville være det; det er hårdt at sige farvel til en hund, men når et farvel til et elsket familiemedlem sker på baggrund af en katastrofe, hvor en anden er blevet såret, så er det bare endnu hårdere.

 

Har du ikke lyst til at dele, hvordan du ville håndtere tingene, hvis du selv skulle udvælge avlsdyr? Syntes det er super spændende at høre andres tanker!

 

Jo, det vil jeg da gerne dele

 

Mit avlsmål:

Racetypiske sunde hunde både af sind og udseendet.

 

Racetypisk for mig er:

- En hund, der kan indgå i enhver familie; racen skal imo kunne håndteres af hr. og fru Danmark uden de store udfordringer og det skal IKKE blive til race man ikke anbefaler til førstegangshundeejere.

- En hund, der ligner racen og ligger indenfor racestandarden af udseendet.

- En hund, der sindsmæssigt stadig er af racen=trænbar, villig og med arbejdslyst uden skarphed.

 

En hund, der skal indgå i avlen hos mig, skal opfylde:

- Sundhedskrav for racen + et godt helbred; ingen "mandagshund" vil indgå i avlen hos mig.

- Den skal være mentalt i orden; ingen skarphed eller problematisk adfærd herunder også ressourceforsvar og stress/højtkørende.

- Den skal være trænbar og arbejdsvillig.

- Den skal ligne racen eksteriørmæssigt.

- Have psykisk og fysisk sunde kuldsøskende.

- Have psykisk og fysisk sunde forældre.

 

Derudover ville jeg kigge på halvsøskendes mentale og fysiske tilstand - er der mange fejl deri, så ville den stå svagere og skulle være så meget bedre selv.

 

Jeg har ingen prioteringsliste, men jeg kan bedre leve med et svagere eksteriør end en svag psyke.

 

Og dertil kommer så de forhold som hvalpe og avlsdyr skal have, men det er en hel anden snak, der måske og måske ikke hører ind under dette emne.

 

Kan godt forstå, at du syntes det er ualmindeligt svært, at skulle være hvalpekøber. Og det gør det naturligvis ikke lettere, hvis man har haft nogle hunde med udfordring. For hvad har årsagen været til de ting, man kæmper med? Man kan gøre alt rigtigt, og alligevel have fingrene i en hund med problematisk adfærd.

 

Man kan aldrig sikre sig hundrede procent, når man har med levende væsener at gøre. Tror man må beslutte sig for at tro nok på sig selv, og vide at man har gjort sit for at vælge ret opdrætter (på baggrund af deres etik og moral vedrørende avlsdyr) og socialisere sin hvalp behørigt. Så har man da gjort alt det, man selv kan påvirke.

 

Ja, det der med at tro og stole på sig selv..... Efter de sidste par år af mit liv er jeg ikke helt overbevist om mine evner dertil

[Gæst mk101]

JI det enkelte tilfælde kan det jo også være en anden hjernefejl eller tumor, der kan være synderen.

 

Tror jeg vist helt glemte at understrege i mit indlæg, at jeg også selv tror, at der er ting såsom de nævnte, der er synderen.

[Gæst Whippets]

Jeg har til et foredrag i pudelklubben om mentalbeskrivning. Det var en OES opdrætter der fortalte om hvordan han selv brugte mentalbeskrivelsen til at forbedre temperamentet på sit opdræt.. Han må da være til at finde. han er opdrætter og var der på vegne af DKK's mentalbeskrivelse..?

[Ulla H]

Til Inkognity

Undskyld, lige et spørgsmål-for dette forstår jeg ikke???

 

Racetypisk for er:

 

En hund der kan indgå i enhver famile???????????????????????????

Hvordan skal dette forståes???

Mener da ikke, at en hvilken som helst racehvalp egner sig til alle familier.

Racerne har jo nogle karaktertræk og noget medfødt mht til evt selvstændighed, arbejdsiver, motionsbehov, træningbehov og er for mig noget forskellige.

Jeg sælger jo ikke en cockerhvalp til den søde ældre dame, der er bedre tjent med en cavalier, for den kan hun nok magte.

[Inkognito]

Til Inkognity

Undskyld, lige et spørgsmål-for dette forstår jeg ikke???

 

Racetypisk for er:

 

En hund der kan indgå i enhver famile???????????????????????????

Hvordan skal dette forståes???

Mener da ikke, at en hvilken som helst racehvalp egner sig til alle familier.

Racerne har jo nogle karaktertræk og noget medfødt mht til evt selvstændighed, arbejdsiver, motionsbehov, træningbehov og er for mig noget forskellige.

Jeg sælger jo ikke en cockerhvalp til den søde ældre dame, der er bedre tjent med en cavalier, for den kan hun nok magte.

 

Den var nok også meget indforstået mellem MK101 og jeg, da vi kender hinanden IRL.

 

Det betyder, at racen ikke skal udvikle sig til f.eks. en rottweiler eller dobermann, der kræver noget ekstra af køberne. Jeg snakker her om temperamentet, der skal være til at gå til for enhver og ikke kun for dem, der har læst alt hvad der er af litteratur om hunde.

 

Og racen jeg snakker om er begyndt at undergå en sindsændring, der kan skade den på sigt.

 

Selvfølgelig har jeg krav til hvalpekøberne, men det er ikke diskussionen eller emnet her. Det drejer sig udelukkende om krav til udvælgelse af avlsdyr og her vil jeg ikke vælge en med et skarpt eller krævende (f.eks. højtkørrende i stressniveau), da det ikke er en del af racebeskrivelsen.

 

Gav det mere mening nu?

[Ulla H]

Hallo Hallo - jeg er med igen-tænke bare - sikke noget vås-og nok fordi jeg også har haft gravhunde og cavalier, og så lige de 2 græske.Foruden en del cockerer.

Jeg ser jo cockeren som en dejlig ,meget livlig livsglad hund, med stor ønske om samvær med ejer og gode samarbejdsevner og glæde ved dette.

Men betvivler bestemt ikke, at I kender spaniels med dårligt temperament.