Aflivning - hvornår er det tiden

[Gæst Malene Nielsen]

Som overskriften siger - hvornår mener I, at det er ok, at aflive sin hund/dyr.

 

Nu har jeg læst flere indlæg, hvor mange forskellige mener, at man bør gøre alt for, at holde sin hund i live længst muligt og jeg er lidt nysgerrig mht at vide, hvilke tanker I gør Jer. Både Jer, som mener, at man bør trække den så lang tid som muligt, men også fra Jer, som mener, at der er en grænse for, hvor meget man vil byde sin hund, når man nu har muligheden for, at udfri den for evt smerter og andet.

 

Jeg mener at kunne huske en debat, der kørte for et par år siden - der var en eller flere brugere herinde, der slet ikke ville aflive. Det var, som jeg husker det, noget med reinkarnation og at hunden, når den blev genfødt ville have taget skade psykisk eller noget i den retning - dog må I ikke hænge mig op på detaljerne, da jeg ikke helt husker det.

 

Jeg har selv fået aflivet 2 hunde og begge gange har det været en rigtig svær beslutning, som jeg dog efterfølgende har haft det ok med - savnet er der stadig, men det er det jo uanset om hunden dør af naturlige årsager eller ved aflivning.

 

For selv at lægge ud, så ville jeg til enhver tid aflive, hvis min hund får en svær kronisk sygdom, som gør, at den enten skal smertedækkes dagligt, at sygdommen gør, at dens fysiske udfoldelser begrænses væsentligt og ligeledes, hvis der er udsigt til en længerevarende sygdomsperiode, hvor sygdommen/bivirkninger af medicinen kommer tydeligt til udtryk i form væsentlig mistrivsel.

 

Vi er jo alle forskellige og har forskellige grænser og jeg er en enkelt gang blevet 'skældt ud' pga, at jeg aflivede en halt hest.

Grunden til min beslutning var mistrivsel pga, at det var nødvendigt med boksro for, at skaden kunne komme i orden.

Fremtidsudsigterne var ok, men jeg skulle forvente en halt hest i mindst 6 måneder, hvor der i de første par måneder skulle forventes daglig smertedækning og ligeledes boksro.

 

Jeg valgte aflivningen pga., at jeg ikke syntes det var rimeligt overfor hesten, at den dels skulle have smerter, men også pga udsigten til mange uger med indespærring i boks - hesten var vant til, at gå udenfor døgnet rundt og i de 7 dage inden jeg tog den endelige beslutning begyndte hesten, at vise tegn på mistrivsel i form af maveproblemer pga medicinen.

Jeg nænnede ikke, at byde hesten yderligere mange uger med de samme betingelser og besluttede derfor, at give den fred.

 

Jeg er selv af den mening, at det kun er dem omkring den aflivede, der føler tabet - dyret, som bliver aflivet mærker ikke noget og er ikke i stand til, at reflektere over de evt tabte år.

Dette gør måske, at jeg er lidt hurtigere 'på aftrækkeren' end andre og at jeg af og til berøres dybt og ligeledes undres over mange andres grænse, der er nærmest uden ende og hvor jeg tænker, at det ikke er dyret velbefindende, der tænkes på, men ejers egen sorg over at skulle miste.

Der hvor jeg tænker 'grænsen til dyremishandling', tænker andre 'omsorg og kærlighed'.

 

Hvor står I henne og har I evt nogle historier/erfaringer, som I kan fortælle om - meget gerne med begrundelser og det behøver ikke, at være om hunde

[Juelsgaard]

Jeg vil egentlig ikke skrive ret meget, for jeg er fuldstændig enig med Malene.

 

Jeg har også 2 gange fået aflivet mine hunde. Første gang en kun 1 år gammel hund som var blevet påkørt og havde skadet sit bagben. Hun kunne sagtens have været reddet, men hun ville være blevet kronisk halt, da hun havde lavet en skade på haseleddet som aldrig kunne være blevet godt. Det ville jeg ikke udsætte hende for og derfor blev hun aflivet, selvom det er umådelig hårdt at aflive en så ung hund.

 

Min første hanhund aflivede jeg efter kort tids sygdom, hvor nogle måske havde trukket den længere i håbet om bedring, men han var så ked af det at et håb om bedring ikke retfærdiggjorde at han skulle have det så skidt.

 

Så jeg trækker også grænsen ret tidligt, af respekt for mine dyr fordi jeg ikke ønsker at udsætte dem for smerter og ubehag for at skåne mig selv for sorgen, for det er da en stor sorg at måtte aflive.

[Gæst Findus]

Spændende emne!

Jeg er sådan lidt ambivalent med det, lige nu har jeg nogle forestillinger, hvor langt jeg vil gå, men tænker også at det langt fra er sikkert, at jeg vil følge det når/hvis jeg står i situationen... Jeg tænker, at det vigtigste for mig er, at hunden ikke har smerter, har livskvalitet og kan udføre de aktiviteter der er meningsfulde for hunden, og hele tiden at holde for øje at jeg ikke holder hunden i live for min egen skyld fordi jeg er bange for at miste... Jeg vil gerne lade min hund operere osv såfremt prognosen er god og at der er en chance for at hunden kan leve et meningsfuldt liv....

 

Nogle gange tænker jeg, at folk går for langt og udsætter deres hunde (ell. andre dyr) for for mange unødige smerter, operationer, medicin osv osv, hvor det måske ville være mere humant at give hunden fred... Jeg vil selv gå rigtig langt, men håber også at hvis jeg står i situationen, at det vil være til en grænse, og at jeg hele tiden vil have for øje om hvad hunden er bedst tjent med... Feks vil jeg aldrig lade min hund få kemo såfremt at hun fik kræft, men behandle dette konservativt med smertestillende og så give hunden fred, når sygdommen havde overtaget... Men det er svært at sige, for jeg har ikke stået i situationen og jeg vil sikkert også gøre alt der står i min magt for at redde min elskede hund, håber bare at jeg kan mærke og fornemme, hvor langt jeg skal gå og hvornår det er tiden til at give hunden fred...

 

Puha, det blev vist et lidt rodet indlæg

[MiniBillen]

Min personlige mening er at, hvis dyret eksempelvis er blevet syg således at dens livskvalitet er svært forringet, enten ved kronisk handicap, kroniske smerter eller et stempel med uhelbredelig sygdom, så er en aflivning på sin plads.. Der er forskellige grader indenfor alle områder og det må være op til den enkelte at bedømmee, om det der har ramt dyret, er i så svær en grad, at en aflivning er på plads..

 

Jeg håber at, hvis jeg selv står i den situation en dag, så er jeg stærk nok til at sende min hund videre og ikke holde ham i live for min egen skyld, hvis han lider..

[Gæst Buddha]

Jeg synes det kommer vildt meget an på hvorfor og hvordan. Og om det vil være et liv med kvalitet for dyret. Hvilke fremtidsudsigter der er.

 

Havde jeg opdaget Buddhas HD da han var 3 år, så er det jo ikke sikkert han var blevet aflivet (så havde han jo så heller ikke haft vildt ondt, hvis vi først havde opdaget det der). Det vejede meget, at han var så ung og vi ikke følte det var kvalitet at han skulle holdes i ro, opereres, genoptrænes, holdes i ro og stadig ikke være "helbredt" (da det var begge hofter).

[Gæst Miss_menelli]

Det er et spændende og interessant emne - Som der sikkert er rigtig, rigtig mange forskellige synsvinkler på.

 

Personligt, så har jeg lavet en aftale med Bamse om, at hvis hans krop en dag ikke kan følge med til det hans hoved har behov for, så siger vi farvel.

Han ville mistrives uden træning, lange gåture og en aktiv hverdag.

Han har dårlige lunger og jeg er begyndt at svømme med ham, da vinteren er hård ved ham og han har behov for at være i ekstra god form, for at kunne holde til at bevæge sig ret meget i kulden.

På den måde håber jeg at kunne forlænge hans liv og give ham mange flere år.

 

Hvis min hund kan leve et par måneder eller et år på smertestillende - UDEN bivirkninger!! - så vil jeg have det fint med det.

Men den dag at der sker noget der indebære betydelig nedsat livskvalitet, så vil jeg sige farvel.

Jeg vil heller ikke skulle byde mine hunde et halvt til et helt år med smerter og ubehag - Du kan ikke forklare en hund, at den bare lige skal igennem den her periode og så bliver alt godt. Den mærker bare smerten.

Mit max går ved 2 mdr. eller f.eks en operation hvor genoptræningsperioden vare et par mdr. og der løbende sker fremskridt, så den sidste måned nærmer sig en normal hverdag.

 

Men jeg vil faktisk gå så langt, som til at sige jeg hellere vil aflive to dage for tidligt, end to dage for sent - For mine hunde skal dø med værdighed, uden smerter og jeg vil gerne have de logre med halen deres sidste time.

 

Forhåbentlig så bliver mine hunde gamle, og krop og sind håber jeg ældes ens og at de selv siger til når de vil herfra! Det har jeg i hvertfald sagt til dem de skal

 

Vores gamle hund beholdte vi for længe. Da det var mine forældre beslutning, så blandede jeg mig ikke så meget i det, men snakkede bare lidt med dem om det.

De tog beslutningen den dag hun ikke længere kunne holde sig indenfor. Inden dag var hun begyndt at få lidt vejrtrækningsproblemer pga. en stor cyste og hun havde svært ved at styre bagparten og kroppen ville bare ikke det samme som hendes hoved.

Jeg elsker stadig den hund over alt og får tåre i øjnene når jeg tænker på hende - Og især når jeg tænker på hendes sidste dage som ikke var værdige.

Heldigvis så var det vitterligt kun dage det drejede sig om.

Vi gav hende kraftigt smertestillende den sidste dag og sørgede for, at hun havde en skøn dag og kunne gøre det hun elskede, for hun skulle ikke herfra i den sindstilstand hun var i op til - Og så sagde vi farvel.

 

Men jeg håber jeg selv kan være hurtigere ude med beslutningen end vi var dengang.

Det er bare frygtelig svært at sætte en grænse.... Og ikke overskride den.

[Doberfan]

Jeg er meget enig med dig, Malene. Da Sadie på 10 for nyligt rev sit korsbånd over, var jeg så godt som parat til at få hende aflivet, da jeg ikke mente, hun ville kunne komme sig ordentligt ovenpå en operation, dels pga. hendes HD, dels da hun skulle holdes i ro i mindst 12 uger. Dyrlægen tog gratis røntgenbilleder af hendes hofter, som så langt bedre ud end jeg havde forventet, så han fik mig overtalt til operation, og jeg skal love for, at det var den rigtige beslutning, hun har det virkelig godt, og hun finder sig fint i sin lille indhegning, som er placeret sådan at en af os er i nærheden af hende så meget som muligt.

 

Dini fik jeg aflivet da hun fra den ene dag til den anden begyndte at få anfald non-stop (epilepsi-agtigt), muligvis forårsaget af en svulst i hjernen, men det kan vi ikke vide med sikkerhed. Hun fik noget valium natten over, men hver gang virkningen tog af, var der nye anfald, så hun blev aflivet den morgen.

 

Da Cash på 4-5 år brækkede ryggen, forsøgte de at overtale mig til at prøve en operation. Men jeg vidste, han havde mistet al følelse i bagkroppen, så selvom jeg ville have givet en arm for at beholde den hund, fik jeg ham aflivet med det samme.

 

Den næste bliver efter al sandsynlighed Rocky, som er 13,5. Hans eneste skavank er nedsat hørelse, ellers stortrives han. Men i hans høje alder kan der hurtigt komme noget, og ved de første tegn på problemer af den ene eller anden art, så skal han herfra med det samme, mens han har værdigheden i behold.

[Bustertrold]

Synes det er svært at sætte en præcis grænse for, hvornår et dyr på aflives, men grundlæggende er jeg meget enig i det citerede

 

For selv at lægge ud, så ville jeg til enhver tid aflive, hvis min hund får en svær kronisk sygdom, som gør, at den enten skal smertedækkes dagligt, at sygdommen gør, at dens fysiske udfoldelser begrænses væsentligt og ligeledes, hvis der er udsigt til en længerevarende sygdomsperiode, hvor sygdommen/bivirkninger af medicinen kommer tydeligt til udtryk i form væsentlig mistrivsel.

 

I det hele taget synes jeg godt at man sætte spørgsmålstegn ved, om man i dag inden for medicinens verden (dyr, såvel som mennesker) kan "for" meget og derved forlænger liv, som nok havde været bedre tjent med ikke at blive holdt i live.

 

Men det er jo altid svært at sætte grænser... for hvornår skal man give op?

[Lille Louie]

Puha, det er en svær en...

 

Louie er min første hund, så jeg har heldigvis ikke stået i situationen endnu. Men jeg har aftalt med mig selv, at når tiden kommer, vil jeg ikke blive ved med at prøve og prøve alt muligt, som blot forlænger hans liv en lille bitte smule. Så siger vi farvel.

 

Men hans historie er jo også lidt anderledes end de fleste andres hunde, pga. alene hjemme problemerne, og jeg har efterhånden haft aflivnings-tankerne inde på livet mange gange, på trods af at han kun er 2,5 år. Lige nu får han prednisolon hver dag pga. hans allergi, for sådan er hans livskvalitet bedst. Jeg er klar over, at det betyder, at han nok skal herfra tidligere end normalt, men det er jeg indstillet på. Jeg vil hellere have, at han har det godt i 5 år end halvskidt i 10 år. Og når tegnene på de mange år med prednisolon begynder at vise sig, så er det på tide at sige farvel.

 

Hvis ikke hans alene hjemme-problemer tager livet af ham inden. For hvis han på et tidspunkt igen glemmer at være alene (og jeg er nået grænsen for, hvor mange gange endnu jeg kan klare at starte forfra), så skal han ikke have et nyt hjem. Det er måske egoistisk, men jeg føler ikke jeg kan stole 100% på, at folk gør som jeg vil have det. F.eks. om de vil råfodre ham og ikke lade ham være alene over hans grænse.

Redigeret December 4, 2011 af Lille Louie

[Gæst Malene Nielsen]

Jeg kan se, at der er flere, der heller ikke vil byde deres dyr, at skulle leve med svær sygdom, som nedsætter deres livskvalitet og giver ubehag og det glæder mig meget, men hvordan har I det med en evt. længere sygdomsperiode med mange ubehageligheder, som man kan vælge at gå igennem med chance for, at kunne leve fint i mange år.

 

Vil I sige Ja til, at hunden skal leve med smerter og evt bivirkninger af behandling, hvis der er en vis chance for, at hunden bliver rask igen?

Hvor går grænsen?

 

Helliger målet midlet?

 

Og vil I sige det til andre, hvis I er uenige i deres beslutninger, hvis den går imod Jeres egen overbevisning med fare for, at såre personen? (eksemplet med, at jeg fik sandheden at vide omkring valget af aflivning af min hest, af et par venner) eller holder I hellere Jeres mund og bare støtter?

[korvis]

Den er svær... Jeg mener nok at det er én af de ting der er nærmest umuligt at hverken diskutere eller ha' en mening om på et forum, da det udover at være meget individuelt også er bydende nødvendigt at men kender hunden/dyret særdeles godt, for at vide hvor grænsen går. Jeg kan måske sige hvor jeg mener at min grænse sådan nogenlunde går - men jeg ved også at når jeg står i situationen kan det pludselig være helt anderledes, ikke så meget pga. mig, men pga. hvilken hund det er jeg står med.

 

Da Frostie var syg holdt jeg hende f.eks. i ro i ca. 4 måneder. Det gik fint, fordi det var Frostie. Mange ville helt sikkert mene det er dyrplageri at holde en BC i ro i 4 måneder - ikke mindst hvis man har set Frostie til stævne. Men herhjemme var Frostie en puttegris, der bare lallede rundt og hyggede sig, og havde det rigtig fint med det. Den ville til gengæld aldrig gå med Iso - ikke i den alder hun har nu i hvert fald, men det kan jo være hun ændrer sig med alderen.

 

Da jeg sagde stop med Frostie, var det fordi lyset pludselig var slukket i hendes øjne, og det ville andre end jeg (og den nærmeste familie) måske ikke kunne se. Set udefra gik det jo "bedre", hun væltede ikke mere eller sådan noget. Men da jeg kom hjem efter at ha' været væk fra hende i to uger, og hun ikke reagerede på at se mig igen, da vidste jeg at det var slut.

 

Det korte af det lange - til syvende og sidst er det hundens ejer der bedst ved om det er tid til at sige farvel, eller om hunden er stærk nok til at kunne kapere et kortere behandlingssforløb der måske ligefrem indebærer en del smerte/ubehag - og om prognoserne ser gode nok ud. Selv om man måske synes at nogle historier på et forum overskrider éns egne grænser - til den ene eller anden side - så har vi egentlig ingen som helst muligheder for at "mene" hverken dit eller dat, så længe vi ikke kender hunden meget godt, og har set den i situationen... Vi må stole på at alle hundeejere gør det de mener er det rigtige for netop deres hund, og så for øvrigt støtte vedkommende så godt vi kan. For uanset hvor éns grænser går, så er det dæleme ikke sjovt at stå i den situation, hvor man overhoved begynder på at overveje at sige farvel.

[Bagge]

Som de fleste nok ved er Molly nok ikke født under den heldigste stjerne og der er sikkert nogen der ville have sagt stop når man finder ud af ens 5 mdr gamle hund har 2 stks smadrede skuldre. Vi valgte dog i samråd med dyrlægen og grundet de gode fremtidsudsigter at få opereret. Havde vi dengang vidst hvad vi ville rende ind i fremtiden kan det godt være vi havde valgt anderledes, det ved jeg ikke

Jeg er af den mening at det ikke er synd for et dyr at blive aflivet, i hvert fald ikke hvis livskvaliteten er dårlig, men det er jo svært at vurdere.

Har fået aflivet 2 heste, den første en gammel herre der fik tarmslyng, syntes det ville være uansvarligt at operere på så gammelt et dyr. Den anden kunne grundet en skade kun gå som pensionist, så da han gentagene gange blev forfangen og til sidst enten skulle gå på græs med mundkurv, stå i boksen eller gå alene på en lille jordfold valgte jeg det var bedst for ham at komme herfra.

Personligt syntes jeg kun det er de mennesker der er tæt på dyret der kan afgøre hvornår det er tid, er sikker på der sidder nogen derude der har tænkt hvorfor man ikke gir en som Molly fred, men så længe jeg og dyrlægen er enige om at fortsætte, ja så gør vi det og håber på det bedste.

[Gæst Malene Nielsen]

Synes det er svært at sætte en præcis grænse for, hvornår et dyr på aflives, men grundlæggende er jeg meget enig i det citerede

 

 

 

I det hele taget synes jeg godt at man sætte spørgsmålstegn ved, om man i dag inden for medicinens verden (dyr, såvel som mennesker) kan "for" meget og derved forlænger liv, som nok havde været bedre tjent med ikke at blive holdt i live.

Men det er jo altid svært at sætte grænser... for hvornår skal man give op?

 

Helt enig!

[Gæst Findus]

Jeg kan se, at der er flere, der heller ikke vil byde deres dyr, at skulle leve med svær sygdom, som nedsætter deres livskvalitet og giver ubehag og det glæder mig meget, men hvordan har I det med en evt. længere sygdomsperiode med mange ubehageligheder, som man kan vælge at gå igennem med chance for, at kunne leve fint i mange år.

 

Vil I sige Ja til, at hunden skal leve med smerter og evt bivirkninger af behandling, hvis der er en vis chance for, at hunden bliver rask igen?

Hvor går grænsen?

 

Helliger målet midlet?

 

Og vil I sige det til andre, hvis I er uenige i deres beslutninger, hvis den går imod Jeres egen overbevisning med fare for, at såre personen? (eksemplet med, at jeg fik sandheden at vide omkring valget af aflivning af min hest, af et par venner) eller holder I hellere Jeres mund og bare støtter?

 

Svarer lige på det sidste... Jeg må da indrømme, at jeg flere gange herinde har læst tråde, hvor jeg har tænkt, hvis det var min hund, så ville jeg have givet hunden fred, men har for det meste valgt ikke at skrive det for ikke at såre personen som i forvejen står i en svær situation... I min nærmeste omgangskreds kunne jeg godt finde på at komme med min personlige mening...

[Bagge]

Jeg kan se, at der er flere, der heller ikke vil byde deres dyr, at skulle leve med svær sygdom, som nedsætter deres livskvalitet og giver ubehag og det glæder mig meget, men hvordan har I det med en evt. længere sygdomsperiode med mange ubehageligheder, som man kan vælge at gå igennem med chance for, at kunne leve fint i mange år.

 

Vil I sige Ja til, at hunden skal leve med smerter og evt bivirkninger af behandling, hvis der er en vis chance for, at hunden bliver rask igen?

Hvor går grænsen?

 

Helliger målet midlet?

 

Og vil I sige det til andre, hvis I er uenige i deres beslutninger, hvis den går imod Jeres egen overbevisning med fare for, at såre personen? (eksemplet med, at jeg fik sandheden at vide omkring valget af aflivning af min hest, af et par venner) eller holder I hellere Jeres mund og bare støtter?

 

Ja, jeg er villig til at der vil være mindre gode perioder og jeg har heller ikke noget problem med smertedækning så længe det forbedrer dyrets situation og der ikke støder bivirkninger til. Molly fik fx smertestillende 3-4mdr efter operationen og det syntes jeg er helt rimeligt.

[Gæst Malene Nielsen]

Puha, det er en svær en...

 

Louie er min første hund, så jeg har heldigvis ikke stået i situationen endnu. Men jeg har aftalt med mig selv, at når tiden kommer, vil jeg ikke blive ved med at prøve og prøve alt muligt, som blot forlænger hans liv en lille bitte smule. Så siger vi farvel.

 

Men hans historie er jo også lidt anderledes end de fleste andres hunde, pga. alene hjemme problemerne, og jeg har efterhånden haft aflivnings-tankerne inde på livet mange gange, på trods af at han kun er 2,5 år. Lige nu får han prednisolon hver dag pga. hans allergi, for sådan er hans livskvalitet bedst. Jeg er klar over, at det betyder, at han nok skal herfra tidligere end normalt, men det er jeg indstillet på. Jeg vil hellere have, at han har det godt i 5 år end halvskidt i 10 år. Og når tegnene på de mange år med prednisolon begynder at vise sig, så er det på tide at sige farvel.

 

Hvis ikke hans alene hjemme-problemer tager livet af ham inden. For hvis han på et tidspunkt igen glemmer at være alene (og jeg er nået grænsen for, hvor mange gange endnu jeg kan klare at starte forfra), så skal han ikke have et nyt hjem. Det er måske egoistisk, men jeg føler ikke jeg kan stole 100% på, at folk gør som jeg vil have det. F.eks. om de vil råfodre ham og ikke lade ham være alene over hans grænse.

 

Ja, der har været en del efter ham i den retning, men han virker jo stadig frisk, glad og aktiv... i hvert fald, som jeg læser dine indlæg om ham

 

Hvordan fungerer han på prednisolonen - ingen nævneværdige bivirkninger?

Jeg spørger fordi jeg kender en allergihund, der også har fået det, men den begyndte bla at reagere på, at skulle være alene hjemme.

[Gæst Buddha]

Det synes jeg stadig er vildt svært at sige... Hvis Motor fik en korsbåndsskade, ville jeg højst sandsynligt få ham opereret selvom genoptræningen kunne tage lang tid. Synes et halvt år er kort tid i forhold til at han gerne skulle have 13 år endnu.

 

Jeg siger som regel gerne min mening men det er sværere på HF fordi man kun kan læse ordene, det er sværere at tyde synes jeg, jeg kan læse det på en helt anden måde end det er skrevet.

[Bagge]

Jeg synes det kommer vildt meget an på hvorfor og hvordan. Og om det vil være et liv med kvalitet for dyret. Hvilke fremtidsudsigter der er.

 

Havde jeg opdaget Buddhas HD da han var 3 år, så er det jo ikke sikkert han var blevet aflivet (så havde han jo så heller ikke haft vildt ondt, hvis vi først havde opdaget det der). Det vejede meget, at han var så ung og vi ikke følte det var kvalitet at han skulle holdes i ro, opereres, genoptrænes, holdes i ro og stadig ikke være "helbredt" (da det var begge hofter).

 

Der kan man bare se hvor forskellige situationer er, det lyder lidt som vores historie, men der er sikkert også forskel på hvad forskellige racer/typer af hunde vil kunne leve med.

[Gæst Michelle w]

Synes altid den slags debatter er lidt svære, for det er jo i sidste ende altid en vurderingssag: trives hunden, har den ondt, skal den begrænses urimeligt meget osv.

 

Jeg har aflivet 1 hund, som fysisk var sund og rask, men som led af angst, hvilket kom til udtryk ved agressiv adfærd overfor andre hunde, mange fremmede mennesker og alle børn, samt at hun tilbragte alle tordenvejrstimer, timer hvor militæret holdt øvelse (vi bor tæt på DK's største militære øvelsesareal) samt det meste af december og januar rystende og rullet sammen i et tæppe i brusekabinen.

Jeg havde hende i 1 år og arbejdede intensivt med hende i samråd med træner og adfærdsbehandler. Men skønt der var forbedringer på nogen punkter og selvom hun var en FATASTISK dejlig hund når man skærmede hende fra omverdenen, så blev det bare ikke godt nok.

Hun gik jo rundt og var rædselsslagen HVER dag, når hun skulle luftes, når der var torden osv. Så udover risikoen for at hun kunne skade nogen (noget man jo kan undgå via snor, mundkurv osv) så synes jeg heller ikke det var et godt og værdigt hundeliv, så hun blev aflivet, og set i bakspejlet er jeg ked af jeg ikke gjorde det allerede da jeg fik kendskab til omfanget af hendes problemer.

 

Andre havde måske istedet givet hende et liv langt ude på landet i lukket have, uden gæster osv, og ment at de så havde "reddet" hende. Sådan er vi jo alle forskellige.

 

Jeg selv vil aflive når hunden ikke længere kan have et aktivt (i forhold til alder, race osv) og værdigt hundeliv, hvadend det så skyldes fysiske eller mentale problemer.

 

Jeg har ikke et problem med at give hunden smertestillende efter behov, hvis den kan smertedækkes 100%, og i øvrigt ikke har/får bivirkninger der giver den problemer.

-dog går det over min grænse, hvis smertestillende er nødvendigt for overhovedet af stå ud af kurven om morgenen (og altså er nødvendigt hver eneste dag).

 

Hvad behandling angår, vil jeg da behandle når det er muligt og til hundens bedste -det indebærer så osse at man må overveje hvor længe hunden skal "lide" og hvor meget, i forhold til chancen for at den "kommer hel ud på den anden side".

Jeg er osse hestemenneske, og har haft en hest der grundet en overskåren sene, måtte stå i boksen i knap 5 mdr (uden at komme ud overhovedet), for derefter at begyndte trækketure 2 x 10 min om dagen i et par mdr, og først herefter igen få såda nogenlunde lov at være hest, inkl fold osv.

På det tidspunkt var det økonomisk ganske enkelt ikke en mulighed bare at aflive (dyr hest, forsikring ville ikke aflive osv), så valget var jo lidt truffet for os. Men havde det været op til mig alene, var den aflivet, osse selvom jeg er super glad for at han lever i dag.

Chancen for at han kom sig helt var god -men alt det han skulle igennem for at nå dertil, var mere end jeg mener man bør byde et dyr, som jo ikke forstår at det er for dens egen skyld at den står isoleret i en stald uden at komme ud i 5 mdr.

 

Så ja... det må være en vurderingssag, ikke kun af hvordan dyret har det her og nu, og af chancen for den kommer sig, men osse af hvad den skal igennem for at få det bedre.

[Gæst Findus]

Puha, det er en svær en...

 

Louie er min første hund, så jeg har heldigvis ikke stået i situationen endnu. Men jeg har aftalt med mig selv, at når tiden kommer, vil jeg ikke blive ved med at prøve og prøve alt muligt, som blot forlænger hans liv en lille bitte smule. Så siger vi farvel.

 

Men hans historie er jo også lidt anderledes end de fleste andres hunde, pga. alene hjemme problemerne, og jeg har efterhånden haft aflivnings-tankerne inde på livet mange gange, på trods af at han kun er 2,5 år. Lige nu får han prednisolon hver dag pga. hans allergi, for sådan er hans livskvalitet bedst. Jeg er klar over, at det betyder, at han nok skal herfra tidligere end normalt, men det er jeg indstillet på. Jeg vil hellere have, at han har det godt i 5 år end halvskidt i 10 år. Og når tegnene på de mange år med prednisolon begynder at vise sig, så er det på tide at sige farvel.

 

Hvis ikke hans alene hjemme-problemer tager livet af ham inden. For hvis han på et tidspunkt igen glemmer at være alene (og jeg er nået grænsen for, hvor mange gange endnu jeg kan klare at starte forfra), så skal han ikke have et nyt hjem. Det er måske egoistisk, men jeg føler ikke jeg kan stole 100% på, at folk gør som jeg vil have det. F.eks. om de vil råfodre ham og ikke lade ham være alene over hans grænse.

 

Hvis der er noget du ikke er, så er det i hvert fald egoistisk, du har virkelig gjort alt for Louie, og gang på gang kæmpet med alene hjemme problemerne -det er så sejt og flot synes jeg, jeg havde med sikkerhed ikke kunne kæmpe så lang tid som dig...

[MiniBillen]

Jeg kan se, at der er flere, der heller ikke vil byde deres dyr, at skulle leve med svær sygdom, som nedsætter deres livskvalitet og giver ubehag og det glæder mig meget, men hvordan har I det med en evt. længere sygdomsperiode med mange ubehageligheder, som man kan vælge at gå igennem med chance for, at kunne leve fint i mange år.

 

Vil I sige Ja til, at hunden skal leve med smerter og evt bivirkninger af behandling, hvis der er en vis chance for, at hunden bliver rask igen?

Hvor går grænsen?

 

Helliger målet midlet?

 

Og vil I sige det til andre, hvis I er uenige i deres beslutninger, hvis den går imod Jeres egen overbevisning med fare for, at såre personen? (eksemplet med, at jeg fik sandheden at vide omkring valget af aflivning af min hest, af et par venner) eller holder I hellere Jeres mund og bare støtter?

 

Igen, er det afhængigt af situationen, omstændighederne og det individuelle dyr.. Om et dyr skal have smerter i en periode, hvor udsigterne er en rask hund, kommer det an på, hvor lang en periode det er tror jeg, for mit vedkommende.. Er udsigterne tvivlsomme og behandlingen smertefuld og/eller langvarig, tror jeg ikke jeg vil stå ved sidelinien og se mit dyr have det så skidt, når der er tvivl om udfaldet..

 

Ja, jeg tror godt jeg ville kunne fortælle nogen, hvis jeg mener at de holder et dyr i live, for deres egen skyld og dyret lider.. Forudsat at det er mennesker jeg kender godt..

[Umulia]

Jeg har en lidt anden mening end flertallet. Jeg mener generelt at der mangler både omtanke og ydmyghed hos flertallet af dyreejere, overfor det at være herre over et andet levende væsens liv og død. Men jeg har redegjort for min mening i flere andre debatter og i min blog, og der er ikke stor interesse for det synspunkt

 

Mht. om jeg siger min mening i alle tilfælde, kan jeg nu svare nej. Der har været et par stykker her på H-F, der fik deres hunde aflivet, hvor jeg havde svær lyst til at fortælle vedkommende et par ting, men ikke gjode det. Men støtte op om det, gør jeg altså heller ikke.

[tjikson]

Hvor kan man læse din holdning Umulia ?

[msici]

Jeg er helt enig med dig Malene og jer andre, der mener at når hunden ikke lever et optimalt liv så er det tid til at hunden skal over på den anden side.

Nu har jeg ikke selv stået i den situation men jeg håber og tror at jeg vil være i stand til at træffe den hårde beslutning når tiden kommer ellers ved jeg at min familie vil få mig på rette "kurs" igen

[Gæst Malene Nielsen]

Den er svær... Jeg mener nok at det er én af de ting der er nærmest umuligt at hverken diskutere eller ha' en mening om på et forum, da det udover at være meget individuelt også er bydende nødvendigt at men kender hunden/dyret særdeles godt, for at vide hvor grænsen går. Jeg kan måske sige hvor jeg mener at min grænse sådan nogenlunde går - men jeg ved også at når jeg står i situationen kan det pludselig være helt anderledes, ikke så meget pga. mig, men pga. hvilken hund det er jeg står med.

 

Da Frostie var syg holdt jeg hende f.eks. i ro i ca. 4 måneder. Det gik fint, fordi det var Frostie. Mange ville helt sikkert mene det er dyrplageri at holde en BC i ro i 4 måneder - ikke mindst hvis man har set Frostie til stævne. Men herhjemme var Frostie en puttegris, der bare lallede rundt og hyggede sig, og havde det rigtig fint med det. Den ville til gengæld aldrig gå med Iso - ikke i den alder hun har nu i hvert fald, men det kan jo være hun ændrer sig med alderen.

 

Da jeg sagde stop med Frostie, var det fordi lyset pludselig var slukket i hendes øjne, og det ville andre end jeg (og den nærmeste familie) måske ikke kunne se. Set udefra gik det jo "bedre", hun væltede ikke mere eller sådan noget. Men da jeg kom hjem efter at ha' været væk fra hende i to uger, og hun ikke reagerede på at se mig igen, da vidste jeg at det var slut.

 

Det korte af det lange - til syvende og sidst er det hundens ejer der bedst ved om det er tid til at sige farvel, eller om hunden er stærk nok til at kunne kapere et kortere behandlingssforløb der måske ligefrem indebærer en del smerte/ubehag - og om prognoserne ser gode nok ud. Selv om man måske synes at nogle historier på et forum overskrider éns egne grænser - til den ene eller anden side - så har vi egentlig ingen som helst muligheder for at "mene" hverken dit eller dat, så længe vi ikke kender hunden meget godt, og har set den i situationen... Vi må stole på at alle hundeejere gør det de mener er det rigtige for netop deres hund, og så for øvrigt støtte vedkommende så godt vi kan. For uanset hvor éns grænser går, så er det dæleme ikke sjovt at stå i den situation, hvor man overhoved begynder på at overveje at sige farvel.

 

Jeg håber da, at vi kan holde debatten sober og også undgå, at træde andre over tæerne.. for ja, der er mange følelser ind over og det er et svært emne, at diskutere, dog syntes jeg at det måske kunne være positivt at snakke om det

 

Mht det fremhævede - der er det, at jeg bliver i tvivl. Om det er pga min egen holdning, at jeg af og til føler at nogle overskrider den etiske grænse, kan jo godt være... men i mine øjne, så tror jeg det er svært at være objektiv og derfor har jeg en vis skepsis overfor diverse sygeforsikringer, der ofte giver ejer økonomisk mulighed for, at holde liv i dyret længere end godt er (i mine øjne).