sove i sengen?

[Gæst Joey-Salome]

Ikke kærgården

 

Jeg bekender mig gastronomisk til enhver tid til Henrik Boserup, så til det kan jeg bare sige: Smør er guddommeligt - det er den blandede fornøjelse, der kaldes Kærgården, altså bare ikke. :blink:

[Lille Louie]

Vorherrebevares. Så giver jeg godt nok ikke en skid for den mands tilknytning til sin hund, siden han decideret kunne afhænde den, fordi der kom en frille ind i billedet. Eller for, at de skulle være eksempler på kærlighed, det par. Jeg kan slet ikke få det til at passe sammen - ahem, "den eneste ene", det er sådan noget med "kærlighed". Men hunden var "i vejen"???? Det er satme ikke kærlighed, så. Og så undrer nogle sig over, at jeg ikke altid klapper i hænderne over såkaldt "lykkelige" par. Pffffff. Fakeass fis i en hornlygte, sorry. Mennesker sucks.

 

For det første: Gud, hvor virker du bare "bitter"!

 

For det andet: Så har vi vist haft nok off topic.

 

For det tredje: Min hund sover i sengen, så længe han selv vil. Han har en lille trappe, så han selv kan komme op og ned i løbet af natten. Men hvis jeg fik en kæreste, der krævede hunden ud af sengen, ville jeg nok finde mig i det så længe hunden stadig måtte være i soveværelset. Jeg kan godt forstå, at nogle mennesker ikke bryder sig om tanken. Men det er jo så hyggeligt, og mon ikke han ville blive overbevist med tiden.

[FrkSmilla]

Ingen hund i sengen her. Desværre. Pga allergi blev hun langsomt sluset ind stuen i stedet. Selv om hun ikke viste tegn på tristhed over det (fordi hun langsomt rykkede langsomt længere og længere væk fra sengen) savner jeg nu alligevel at have hende liggende på hovedpuden.

 

Det har dog haft nogle enormt positive konsekvenser :banan:

 

1) Hun er blevet meget mere uafhængig af mig. Førhen fulgte hun mig overalt i huset og kunne aldrig finde ro, hvis ikke jeg var lige ved siden af hende. (Jeg går hjemme, og tager jeg ud er hun faktisk altid med mig. Hun er så nem at have med alle vejne).

 

2) Hun kan være et par timer alene om dagen nu. (Jeg føler virkelig jeg har fået det 'forærret'!! )

 

3) Hun snorker virkelig højt, så vi får vores nattesøgn nu...

Men det var også lidt hyggeligt.

4) Hun kunne ikke klare varmen i sengen og kunne præstere at hoppe op og ned af sengen og lægge sig op af den kolde væg 50 gange hver nat! Så hun fik aldrig rigtig hvilet. :ae:

 

Totalt win - win. :banan: (I vores lidt specielle situation).

 

Så jeg har ikke dårlig samvittighed over, at hun sover alene i stuen nu. Jeg anser det næsten for nødvendigt med den kontinuerlige 'træning'.

[Gæst MariePylaia]

Ja, hunde er velkomne i min seng. (uden mudderpoter, naturligvis )

Mht. spørgsmålet om hund vs. kæreste som sovekammerat, der jeg nok lettere firkantet.

Jeg vil selvfølgelig gerne rumme andre mennesker - derfor skal min hund også kunne hoppe ned fra sofa og den slags, om mine gæster ikke er tilfredse med at sidde så tæt med min hund, som jeg kan lide det. Men lige præcis en kæreste, er jo et menneske man deler sin hverdag og eksistens med på en dybere plan - og derfor bør min kæreste fandme være enig med mig i at det er hyggeligt med hund i sengen. Helt reelt, tænker jeg at min tiltrækning nok vil blive mindre, hvis vi ikke er på samme side med det her, ja, med hvor hyggeligt og givende det er at have hund. Præcis som i mange andre situationer i livet, hvor man fravælger/ikke lyster en overbevisning der ligger alt for langt fra ens egen. I alle fald ville jeg aldrig ændre en årelang rutine jeg har haft med min hund om at sove i sengen - ikke for noget.

[Gæst Joey-Salome]

For det første: Gud, hvor virker du bare "bitter"!

 

For det andet: Så har vi vist haft nok off topic.

 

 

Tak :kys:. Hvis man er "bitter" - eller bare bitter - fordi man har erkendt, at det, mennesker kalder kærlighed som regel er en joke eller en løgn og at verden er fyldt med afstumpede, selvcentrerede mennesker, hvor der bare er langt mellem de gode og rene, så man virkelig er nødt til at sætte pris på netop det gode og det rene, når man ind imellem finder det, ja, så er jeg det. Og det er jeg sgu stolt af. Så tak. Bitterhed er slet ikke så skidt, hvis man bruger det rigtigt.

 

Og ja, det var nok Off Topic, men mon ikke også TS har fået svar på sit spørgsmål og har noget brugbart, hun kan gå videre med i sit arbejde for at finde en løsning for hende og kæresten, som alle kan leve med. Det håber jeg da.

[Gæst Joey-Salome]

Ja, hunde er velkomne i min seng. (uden mudderpoter, naturligvis )

Mht. spørgsmålet om hund vs. kæreste som sovekammerat, der jeg nok lettere firkantet.

Jeg vil selvfølgelig gerne rumme andre mennesker - derfor skal min hund også kunne hoppe ned fra sofa og den slags, om mine gæster ikke er tilfredse med at sidde så tæt med min hund, som jeg kan lide det. Men lige præcis en kæreste, er jo et menneske man deler sin hverdag og eksistens med på en dybere plan - og derfor bør min kæreste fandme være enig med mig i at det er hyggeligt med hund i sengen. Helt reelt, tænker jeg at min tiltrækning nok vil blive mindre, hvis vi ikke er på samme side med det her, ja, med hvor hyggeligt og givende det er at have hund. Præcis som i mange andre situationer i livet, hvor man fravælger/ikke lyster en overbevisning der ligger alt for langt fra ens egen. I alle fald ville jeg aldrig ændre en årelang rutine jeg har haft med min hund om at sove i sengen - ikke for noget.

 

Præcis. Det kommer vel egentlig an på, om man ser det som en dealbreaker, at en ny kæreste ikke gider de vaner, man har med sine dyr. Forudsat at han/hun altså ikke vil forhandle og finde en løsning, alle kan leve med, uden at de skal give køb på sig selv og deres trivsel.

For mig er en mand, som partout ikke vil have dyr i soveværelset, overhovedet ikke mulig som kæreste. Han harmonerer slet ikke med mig eller mit liv. Så kunne han lige så godt have totalt allergi over for dem, det ville heller ikke gå. Eller - for at tage noget, som ikke går på dyr - være storryger og højreorienteret eller sådan. Bare ærgerligt.

TS må jo gøre op med sig selv, hvad hun kan leve med. Og få talt ud med kæresten om, hvad han kan leve med. Kan der ikke findes en løsning, så er det jo også en løsning.

[Gæst MariePylaia]

Præcis. Det kommer vel egentlig an på, om man ser det som en dealbreaker, at en ny kæreste ikke gider de vaner, man har med sine dyr. Forudsat at han/hun altså ikke vil forhandle og finde en løsning, alle kan leve med, uden at de skal give køb på sig selv og deres trivsel.

For mig er en mand, som partout ikke vil have dyr i soveværelset, overhovedet ikke mulig som kæreste. Han harmonerer slet ikke med mig eller mit liv. Så kunne han lige så godt have totalt allergi over for dem, det ville heller ikke gå. Eller - for at tage noget, som ikke går på dyr - være storryger og højreorienteret eller sådan. Bare ærgerligt.

TS må jo gøre op med sig selv, hvad hun kan leve med. Og få talt ud med kæresten om, hvad han kan leve med. Kan der ikke findes en løsning, så er det jo også en løsning.

 

En dealbreaker for mig, er et aktivt valgt. Fx. har jeg valgt, helt overlagt, at folk der er af racistisk overbevisning - ingenting har at gøre i min nærhed. Dealbreaker - totalt. Det er noget jeg ved, at inden jeg møder 'X' - bryder jeg mig ikke om 'X'. Jeg har dog ikke en dealbreaker der siger at min kæreste SKAL acceptere hunde i sengen, men jeg synes at kunne mærke, at mit hjerte ikke ville lege med dé spilleregler. Jeg tror vi er enige.

OT, jeg kan huske at jeg i mit 14-årige ungpigesind, altid i toget over storebælt tænkte, at jeg ikke kunne forelske mig i en mand der sad og gloede ud i lufter, i stedet for at kigge ud af vinduet over det smukke hav.. Heller ikke en dealbreaker, men en gammel teori om værdier

[Gæst Sitto]

Men det er jo så hyggeligt, og mon ikke han ville blive overbevist med tiden.

Dét er i hvert fald sket her! Michael var størst modstander af at Ayo skulle være i sengen - men hun endte jo så med at komme op alligevel, fordi vi ikke gad vækkes hver 2. time af piveri - så snakkede vi i går og jeg sagde, det kunne jo være hun kom ned i kurven igen senere, når hun var blevet ældre, og holdt op med alt den pyller - Michael kiggede på mig og sagde "Aaah.. dét tror jeg nu ikke....?" :klap:

 

Den her gang har jeg vidst været rigtig heldig med ham! :hjerte:

[Gæst Capone]

Og hvor må det i øvrigt være svært at have dit job nogle gange med de triste skæbner, der skal omplaceres ind i mellem.. Ikke kun lige den her hund, men bare generelt.

 

Ja, jeg ville ikke magte det i fem minutter. Jeg ville komme til at gå middelalder på sådan nogle skodmenneskers røve.

 

Det er svært......

Men jeg har lært at takle disse mennesker med tiden, fandt jo hurtigt ud af at prøve at belære eller blive sur på dem hjalp jo ikke hundene, tværtimod

 

Og det er jo for hundene jeg er her, ikke for deres dumme mennesker.

Man skal kunne takle mange stakkels skæbener, både hunde og mennesker når man begiver sig ud i sådan et liv med hunde som jeg har.

Heldigvis har der også været historie hvor det med vores hjælp, hvor hunden er blevet i deres hjem, og alle nu levet et dejligt liv, men desværre ikke ret mange, for når de først har besluttet sig for at skulle af med hunden, ja så skulle det helst have været i går....

Der er også mange hvor vi slet ikke kommenter noget i telefonen, men siger, kom i bare med hunden, da man lære at tige stille indtil hunden er i vores varetægt.

[PinPoynter]

En dealbreaker for mig, er et aktivt valgt. Fx. har jeg valgt, helt overlagt, at folk der er af racistisk overbevisning - ingenting har at gøre i min nærhed. Dealbreaker - totalt. Det er noget jeg ved, at inden jeg møder 'X' - bryder jeg mig ikke om 'X'. Jeg har dog ikke en dealbreaker der siger at min kæreste SKAL acceptere hunde i sengen, men jeg synes at kunne mærke, at mit hjerte ikke ville lege med dé spilleregler. Jeg tror vi er enige.

OT, jeg kan huske at jeg i mit 14-årige ungpigesind, altid i toget over storebælt tænkte, at jeg ikke kunne forelske mig i en mand der sad og gloede ud i lufter, i stedet for at kigge ud af vinduet over det smukke hav.. Heller ikke en dealbreaker, men en gammel teori om værdier

 

dealbreaker for mig ville helt klart også være racisme! Det ville jeg bare ikke kunne tolerere. Derudover kan jeg simpelthen ikke forestille mig nogesinde at være sammen med en ryger. Kan godt lide din ungpigetanke om at skulle nyde en smuk udsigt, og ikke spilde muligheden med at sidde og glo på sin egen næsetip :hjerte:

Jeg kunne sagtens leve med at hundene ikke måtte sove i sengen, det gør de jo som hovedregel alligevel ikke lige for tiden.

[Kaya & Mette]

Vi var enige om at vi hverken ville have hund i sofaen eller i sengen. Vi måtte dog hurtig opgive kampen om sofaen hvorefter interessen for at være i sengen forsvandt. Nu deler vi alle 3 sofaen, og det er klart Kaya der fylder mest

 

 

 

[Milleleni]

Nu har jeg været sammen med min kæreste i 6 måneder og han har ikke sagt noget til min hund sover i sengen før nu. For mig gør det ikke noget den ligger der det er nede i min fodende så kan ikke se problemet i det?