Hundebørn vs. menneskebørn

[Gæst Jonas]

Lige mit input nr. 2. Min største bekymring ved folk der vælger ikke at få børn er at det betyder at etniske danskere hurtigere bliver en minoritet i landet. Alle beregninger viser at det kommer til at ske som udviklingen er nu, da indvandrene simpelthen får væsentligt flere børn samt at der kommer flere og flere af dem og danskerne får færre og færre. For nogle er denne udvikling måske ikke et problem. Men jeg synes da personligt at det bliver lidt trist når den tid kommer.

[Gæst Stella]

Jeg tror i øvrigt aldrig man kan sammenligne andres børn, med hvordan det selv er at have børn. Man elsker jo ikke andres børn ubetinget, tværtimod er man ved at kværke dem nogen gange, mens man jo forhåbenligt har grænseløs kærlighed til sit eget barn. Jeg elsker hellere ikke alle hunde.

Feks var jeg i skoven for leden da en hund hoppede op og slikkede mig i mundvigen, ad, blev sådan helt irreteret og tænkte " skøre hund" og puffede den væk. Ligesom at det også altid er mere træls når naboens hund gør, end når ens egen hund gør. Sådan tror jeg også det er med børn.

Jeg underviser på en rideskole og har flere børn på mine hold. Holder rigtig meget af dem, og hvis de falder af, er jeg der straks og udøver "krisehjælp" og er også bekymret og spørger til barnet efterfølgende. Men oplever ingen kærlighed til dem i den forstand, som jeg håber man gør til sine egne børn. Nogen gange har jeg nogen rigtig trælse " møgunger" sådan nogle man virkelig har lyst til at kværke, sådan nogle hvor man virkelig skal bide sig selv hårdt i tungen for ikke at svarer surt eller sige noget dumt. Det eneste der hjælper er at tænke at de har en mor som elsker dem højt og at moren forventer at man behandler hendes børn pænt når de er ude. Man elsker forhåbenligt også sine egne børn højt, og ønsker at de har det rart når man sender dem afsted til et eller andet.

 

Jeg tror man som mor har en ubetinget høj kærlighed til sine børn, og den føleses ønsker jeg at opleve i livet. Den kærlighed jeg har til Teitur, ville jeg aldrig have underværet eller undvære. Men det er nok to forskellige slags kærlighed. Den ene til barnet, den anden til hunden. På hver sin fantastiske måde.

 

 

Så er det i øvrigt inden for de sidste to år jeg er begyndt at synes børn er søde. For bare 3 år siden ville jeg slet ikke kunne se mig selv arbejde med børn, som jeg gør i dag på rideskolen. Det ville være utænkelig. I dag smiler jeg også til et barn i en barnevogn, for nogle år siden havde jeg ikke registret det. Engang stod jeg i kø i bilka og havde sådan en meget farvrig t-shirt på med billedet af en løve. En lille dreng sider i vognen foran og rækker pludselig sine små finger ud og griber fat i min t-shit og får fat i mit ene bryst. Blev direkte mopset og tænkte "dumme unge", i dag ved jeg at jeg ville synes han var sød. I går i bussen sad der en pige i en klapvogn og smilede til mig og sagde " hej dame" og jeg smilede tilbage og sagde " hej pige" i øvrigt får jeg utrolige mange sjove kommentar fra "mine" børn på mine ridehold. Børn kommer altså med nogle guldkorn som man ikke kan lade være med at grine af. En dag var der i øvrigt en pige der havde spurgt om hun måtte give hesten nogle gulerødder når hun var færdig. Det måtte hun da godt. Da jeg senere skal ud at fodre dem ( hesten blev stadig brugt til undervisning af nogle andre hold ) er hele hestens krybbe fyldt til randen med gulerødder, pigen havde tømt 2, 2kgs poser til sin yndlingshest. Det synes jeg var enormt sødt

[lilleraev]

Jeg skal helt sikkert have børn! Og mand, hus og hund... Jeg vil have den der lykkelige familie. Men skulle den ikke komme, så tror jeg endda jeg vil sætte et barn i verden på en alternativ måde. For mor, det må jeg blive.

Jeg kan ikke forklare hvorfor, for jeg er egentlig rigtig glad for min frihed og HADER at indrette mit liv efter andre, men det er som om at børn (og hunde) kommer forbi den mur jeg har, og så vil jeg gøre alt for dem. Som nogle andre har skrevet tror jeg det er en urkraft indeni mig der bare skal have lov at komme ud.

[Gæst Jonas]

Jeg tror i øvrigt aldrig man kan sammenligne andres børn, med hvordan det selv er at have børn. Man elsker jo ikke andres børn ubetinget, tværtimod er man ved at kværke dem nogen gange, mens man jo forhåbenligt har grænseløs kærlighed til sit eget barn.

 

Rigtig god pointe. Jeg har aldrig været specielt vild med børn. Men efter at jeg fik min søn er jeg blevet fuldstændig tosset med ham og har aldrig haft så stærke følelser for noget før. Man ved ikke hvad kærlighed til sit barn vil sige før man har prøvet det. Det er sagt 100 gange før og det lyder som en tam kliche. Men det passer virkelig at verden ændrer sig den dag man står med sådan et lille menneske i sine arme, hvis liv fuldstændig afhænger af dig.

[Aslan]

Jeg skulle aldrig have børn!

 

Så blev jeg skruk, og nu er jeg gravid (jeg syntes så ikke gravidteten er fed!! Den gør ondt og er kedelig!)

 

Jeg syntes det er fint at man vælger fra. Men man skal overveje grunden til det.

 

Martin sagde "jeg bliver aldrig en god far, og skal derfor ikke have børn"

 

Nu glæder han sig, og er overbevist om at han bliver den bedste far i hele verden...... til at forkæle ungen

 

 

Vores omgangskreds sagde til gravidteten "ja, vi er sikre på i ikke glemmer Aslan"

Og ved egentlig ikke om det er en god ting eller en dårlig ting.

Jeg elsker Aslan over alt på jorden, det gør jeg virkelig, han er mit første barn!

Men Aslan bliver ikke brugt arbejdsmæssigt, han er familiehund og bliver brugt til nusning og hygge og gåture. Dette vil kun forandre sig på et punkt, mine gåture med ham bliver med barnevogn de dage hvor martin ikke er hjemme.

 

Min nevø på 7 undrede sig forøvrigt meget over hvor ungen skulle sove, nu Aslan sov i sengen........ Martin forklarede ham så at ungen skulle sove ude i skuret

 

Og så håber jeg så sandelig ikke at det ene afskriver det andet..... så skulle Blop jo bortadopteres

 

 

Man siger jo forøvrigt også at børn der vokser på med dyr, bliver bedre mennesker (grundet en tidligt udviklet empati), om hvor vidt det passer, det ved jeg ikke...... men jeg vælger at tro på det :5up:

[Amocca]

Jeg har 3 børn og 2 hunde - og synes faktisk godt, at man kan sammenligne dem... Mine hunde er en hobby ja - men det er mine børn altså også. Betragter det ikke som en sur pligt eller et moderligt instinkt at køre sønnike til fodbold - synes det er sjovt, ligesom når I andre tager til agility osv. Og lige som jeg står og opfinder besynderlige kongfyldsvariationer, forsøger jeg at hælde blåbær i pandekagerne.

 

 

Hihi sjovt du siger det - min far mener at jeg går "mor - barn - springgymnastik" med Karla (vi løber agility)

[Gæst jepsen]

Som 20 årig var jeg forlovet med en skotte. Hans søster og bror avlede som .... Vilde katte!!! Da jeg begyndte på min lærer-uddannelse som 21 årig blev min forlovede skruk. Han ville jo gerne have lige så mange børn som sine søskende. Jeg sagde nej tak. Ingen uddannelse og jeg syntes ikke selv, jeg var gammel nok. Så endte det forhold.

 

Jeg er 36 nu og min kæreste er 33 (going on 7). Vi har aldrig haft lyst til børn. De er søde, men endnu mere søde, når de kan afleveres tilbage til rette ejer-mand efter 2 timer!!!

 

Jeg blev alvorligt syg af en hjernebetændelse for 5 år siden. Da al virvaret havde lagt sig og jeg indså jeg var dødelig, da blev jeg en smule skruk. Min læge sagde til mig, jeg ikke ville kunne overkomme en graviditet pga de ændringer sygdommen havde lavet i nerve-banerne i hovedet på mig. Det var da mega urimeligt JEG ikke skulle have børn. Ikke fordi jeg ville have nogen, men fordi EN ANDEN sagde, det ikke kunne lade sig gøre. Det tog lidt tid at komme ud over egen næsetip, men jeg er glad for, vi ingen børn har.

På mine dårlige dage hyler hunden ikke, hvis ikke den kommer ud 5 gange om dagen. Den kan nøjes med haven og besørger selv. Det gør et barn ikke

Fodring af unge, ble-skift, aktivering, dagpleje ..... Det ville jeg slet ikke kunne overskue.

 

Jeg har min hund. Den er ikke en erstatning for et barn. Men han er MIN dreng

[Gæst Karenoguldtotten]

...jeg vil også lige indskyde, at selvom jeg pt. ikke tænker at min kæreste og jeg skal have børn, af gode grunde synes jeg selv, så bliver det ikke en let beslutning, og det bliver ikke uden sorg og omkostninger. For børn ER søde, ingen tvivl om det ! :hjerte:

[Maria84]

Vi skal ikke have børn. Hverken min kæreste (33) eller mig (27) har lysten til det. Jeg synes børn fortjener at være ønskebørn og da ingen af os kan leve op til det, så kommer der ingen børn hos os.

Jeg har aldrig haft lysten til at få børn, men har egentlig altid troet, at det ville komme på et tidspunkt, men nu tror jeg ikke på det mere, da jeg nok tværtimod bliver mere og mere bevist om mit valg.

Vi har to hunde og de er familiemedlemmer, som bliver værdsat utrolig højt og selvom de er mine små dejlige drenge, så er de ikke ersatninger for børn.

Da jeg har været i gang med at uddanne mig til pædagog og generelt synes børn er vildt dejlige og nuttede, så er der mange der har haft og stadig har meget svært ved at forstå, at jeg ikke selv skulle have nogle. De fleste har efterhånden accepteret det, men vi har godt nok fået mange kommentarer med på vejen og får det indimellem stadig.

[Gæst jepsen]

Det er faktisk omgivelserne, der stiller sig kritiske overfor det fra-valg man tager mht børn. Mine forældre har 5 børnebørn men min mor spørger stadig : "Skal i slet ingen børn have"? Der er intet ondt i spørgsmålet, men nogle gange føler man, at man skal forsvare sit valg. Nu ikke så meget min familie. De ved jeg er syg og det vil være noget hø, hvis jeg gik hen og blev gravid.

 

Men nye bekendte og venner der selv er begyndt at avle. "Nu er det vist snart din tur, hva'"? Øh nej det er det ikke. "Jamen hvorfor?? Det er jo HEEERRRRRLIGT"? Øhh nej.

Min genbo gennemgik sgu da et helvede, da hun var gravid, en fødsel der tog 2 dage og et ødelagt r**hul!!!!!!! Er det HERLIGT?? Øhh NEJ!

[Potemis]

Tusind tak for alle jeres gode svar!

Ja, jeg arbejder med børn hver dag, og nøj hvor kan de være søde og sjove, men hvor kan de også bare være... Trælse! Idag blev jeg chokeret over at ingen af børnene i 2.x vidste hvad "ande-børn" hed.. Eller kunne sætte ord på "hangris, hanfår og hanand". Vi gennemgik hest, ko, gris, and, får og ged. Og ingen af ungerne var klar over de rette ord for far-mor-barn navnene. Nogle gange får jeg lidt den der.. Fedt, så har i fået børn og de skal jages ud af sengen og døren om morgenen, være i skole fra 8-14, SFO fra 14-17, så hjem og parkeres foran tv'et eller på en træt handletur, og SÅ tv. Så er der lige lidt lektier og mad og så i seng. De kan ikke tråde en nål i 4 klasse! De aner ikke hvilken side af en hobbykniv der skal vænne ned mod papiret i 2.klasse. De er hjælpeløse!

Jeg får jo nogle lange lærer-ferier, som jeg har fantaseret om at bruge i skoven med børnene eller bage kager eller hvad ved jeg. Men børn er virkelig utaknemmelige små egoister efterhånden. Tv og gameboy vælges istedet for et spil.

Når jeg hører en pige i 2.klasse sige "det er så rart at du altid har tid til at snakke med mig" så bliver jeg sgu lidt gal. Jeg får lyst til at gøre det bedre. Være en af de forældrer der har tid og lyst og alt det der. Men det kan man vel ikke garantere. Der er ingen udsigter til at få job. De fyrer lærere og forflytter dem overalt.

Så hvad kan jeg? Jeg ender vel med at få et fuldtidsbutikjob. For mine dagpenge har jeg jo kun 1 år endnu og de er virkelig ikke noget at råbe hurra for i forvejen.

 

Der skal være tid og penge. Penge har vi ikke. Vi kunne jo selvfølgelig godt øse en masse kærlighed på ungen, men kærlighed er ikke rigtigt det samme som en nintendo DS som ALLE DE ANDRE HAR.

 

Kæresten tror jeg, regner med at vi skal have børn. Og altså, jeg regner da også med det. Men jeg tror at jeg måske regner med det, fordi alle andre får børn ligenu. Og så er vi jo bagud. Men det er rart at vide at der er flere herinde der har valgt det fra. Og det har været lækkert at kunne læse jeres tanker om det.

 

Min mor var 33 da hun fik mig, så hun har ikke travlt med at vi skal have børn. Men jeg tror hun ville blive skuffet og ked af det hvis vi valgte det fra. Min far har 1 (snart 2) børnebørn, hvor min mor jo så også fungerer som "Bedste", men det er jo ikke hendes egne børnebørn. Og det tror jeg hun ville være ked af at gå glip af. Men man skal selvfølgelig heller ikke få børn for andres skyld. Men jeg ville nok få dårlig samvittighed. Årh suk, hvor det meget at tænke på.

 

Men jeg er jo kun 27. Kæresten er 25. Måske skal vi bare se tiden an..

[Tullemus]

Tusind tak for alle jeres gode svar!

Ja, jeg arbejder med børn hver dag, og nøj hvor kan de være søde og sjove, men hvor kan de også bare være... Trælse! Idag blev jeg chokeret over at ingen af børnene i 2.x vidste hvad "ande-børn" hed.. Eller kunne sætte ord på "hangris, hanfår og hanand". Vi gennemgik hest, ko, gris, and, får og ged. Og ingen af ungerne var klar over de rette ord for far-mor-barn navnene. Nogle gange får jeg lidt den der.. Fedt, så har i fået børn og de skal jages ud af sengen og døren om morgenen, være i skole fra 8-14, SFO fra 14-17, så hjem og parkeres foran tv'et eller på en træt handletur, og SÅ tv. Så er der lige lidt lektier og mad og så i seng. De kan ikke tråde en nål i 4 klasse! De aner ikke hvilken side af en hobbykniv der skal vænne ned mod papiret i 2.klasse. De er hjælpeløse!

Jeg får jo nogle lange lærer-ferier, som jeg har fantaseret om at bruge i skoven med børnene eller bage kager eller hvad ved jeg. Men børn er virkelig utaknemmelige små egoister efterhånden. Tv og gameboy vælges istedet for et spil.

Når jeg hører en pige i 2.klasse sige "det er så rart at du altid har tid til at snakke med mig" så bliver jeg sgu lidt gal. Jeg får lyst til at gøre det bedre. Være en af de forældrer der har tid og lyst og alt det der. Men det kan man vel ikke garantere. Der er ingen udsigter til at få job. De fyrer lærere og forflytter dem overalt.

Så hvad kan jeg? Jeg ender vel med at få et fuldtidsbutikjob. For mine dagpenge har jeg jo kun 1 år endnu og de er virkelig ikke noget at råbe hurra for i forvejen.

 

Der skal være tid og penge. Penge har vi ikke. Vi kunne jo selvfølgelig godt øse en masse kærlighed på ungen, men kærlighed er ikke rigtigt det samme som en nintendo DS som ALLE DE ANDRE HAR.

 

Kæresten tror jeg, regner med at vi skal have børn. Og altså, jeg regner da også med det. Men jeg tror at jeg måske regner med det, fordi alle andre får børn ligenu. Og så er vi jo bagud. Men det er rart at vide at der er flere herinde der har valgt det fra. Og det har været lækkert at kunne læse jeres tanker om det.

 

Min mor var 33 da hun fik mig, så hun har ikke travlt med at vi skal have børn. Men jeg tror hun ville blive skuffet og ked af det hvis vi valgte det fra. Min far har 1 (snart 2) børnebørn, hvor min mor jo så også fungerer som "Bedste", men det er jo ikke hendes egne børnebørn. Og det tror jeg hun ville være ked af at gå glip af. Men man skal selvfølgelig heller ikke få børn for andres skyld. Men jeg ville nok få dårlig samvittighed. Årh suk, hvor det meget at tænke på.

 

Men jeg er jo kun 27. Kæresten er 25. Måske skal vi bare se tiden an..

 

Hvis man skulle have tid og penge inden man fik børn, så tror jeg ikke der ville blive født ret mange.

Det vigtigste man kan give et barn er kærlighed og omsorg, altså noget der ikke koster noget.

Og ja du har ret, desværre, mange af nutidens børn vil hellere dyrke Nintendo og Gameboy, istedet for at spille et brætspil. Det er sørgeligt, den udvikling hele vores samfund har taget på få år.

Grundlæggende og basal viden går tabt, til fordel for den digitale tidsalder.

Og jo, børn er blevet mere egocentrerede, men der spiller forældrene jo en stor rolle, i den måde børnene bliver opdraget på.

I dag er det jo også helt galt, hvis ikke børn kan komme på ferie. Men det kunne jeg og mange andre da heller ikke da vi var børn, men det er vi da ikke døde af.

I dag må børn heller ikke kede sig. Det måtte vi andre godt og heldigvis for det, for så lærte vi at bruge vores fantasi og kreativitet.

Man ser heller ikke ret mange børn, der er ude og lege efter skoletid, men det er jo nok for kedeligt.

Undskyld hvis det virker lidt rodet, men jeg blev logget af og kunne ikke huske halvdelen af hvad jeg havde skrevet.

Hvad du end beslutter dig for, så husk på, at alt det der betyder noget, her i livet, kan man ikke købe for penge.

[Gæst Lykken]

Tusind tak for alle jeres gode svar!

Ja, jeg arbejder med børn hver dag, og nøj hvor kan de være søde og sjove, men hvor kan de også bare være... Trælse! Idag blev jeg chokeret over at ingen af børnene i 2.x vidste hvad "ande-børn" hed.. Eller kunne sætte ord på "hangris, hanfår og hanand". Vi gennemgik hest, ko, gris, and, får og ged. Og ingen af ungerne var klar over de rette ord for far-mor-barn navnene. Nogle gange får jeg lidt den der.. Fedt, så har i fået børn og de skal jages ud af sengen og døren om morgenen, være i skole fra 8-14, SFO fra 14-17, så hjem og parkeres foran tv'et eller på en træt handletur, og SÅ tv. Så er der lige lidt lektier og mad og så i seng. De kan ikke tråde en nål i 4 klasse! De aner ikke hvilken side af en hobbykniv der skal vænne ned mod papiret i 2.klasse. De er hjælpeløse!

Jeg får jo nogle lange lærer-ferier, som jeg har fantaseret om at bruge i skoven med børnene eller bage kager eller hvad ved jeg. Men børn er virkelig utaknemmelige små egoister efterhånden. Tv og gameboy vælges istedet for et spil.

Når jeg hører en pige i 2.klasse sige "det er så rart at du altid har tid til at snakke med mig" så bliver jeg sgu lidt gal. Jeg får lyst til at gøre det bedre. Være en af de forældrer der har tid og lyst og alt det der. Men det kan man vel ikke garantere. Der er ingen udsigter til at få job. De fyrer lærere og forflytter dem overalt.

Så hvad kan jeg? Jeg ender vel med at få et fuldtidsbutikjob. For mine dagpenge har jeg jo kun 1 år endnu og de er virkelig ikke noget at råbe hurra for i forvejen.

 

Der skal være tid og penge. Penge har vi ikke. Vi kunne jo selvfølgelig godt øse en masse kærlighed på ungen, men kærlighed er ikke rigtigt det samme som en nintendo DS som ALLE DE ANDRE HAR.

 

Kæresten tror jeg, regner med at vi skal have børn. Og altså, jeg regner da også med det. Men jeg tror at jeg måske regner med det, fordi alle andre får børn ligenu. Og så er vi jo bagud. Men det er rart at vide at der er flere herinde der har valgt det fra. Og det har været lækkert at kunne læse jeres tanker om det.

 

Min mor var 33 da hun fik mig, så hun har ikke travlt med at vi skal have børn. Men jeg tror hun ville blive skuffet og ked af det hvis vi valgte det fra. Min far har 1 (snart 2) børnebørn, hvor min mor jo så også fungerer som "Bedste", men det er jo ikke hendes egne børnebørn. Og det tror jeg hun ville være ked af at gå glip af. Men man skal selvfølgelig heller ikke få børn for andres skyld. Men jeg ville nok få dårlig samvittighed. Årh suk, hvor det meget at tænke på.

 

Men jeg er jo kun 27. Kæresten er 25. Måske skal vi bare se tiden an..

 

Min yngste er godt nok blevet 28, så det er nogle år siden de var børn:engel: jeg var alene og på pension, de lærte da, at en ønskeliste er en ønskeliste og ikke en vil have liste, de har fået hvad der var råd til, og tit praktiske ting, det er måske nok nemmere ikke at forkæle, når pengene er små,,,, der er da ting jeg gerne ville give dem som blev ved drømmene,,, jeg prioterede oplevelser, som skoleture og fritid. dyrt tøj var gaver!!! andre i omgangskredsen gjorde det anderledes, og mine børn måtte da gerne ønske helt vildt, det var bare ikke sikkert de fik,,,, det hjælper helt vildt godt med et (nej tak til reklamer) så havde de nu og da svært ved at finde noget de ønskede sig:blink:

[Gæst milder batmusen]

jeg har aldrig haft den store lyst til børn som ung ,nød min frihed og livet uden forpligtigelser andet end mine hunde

jeg kunne tage til hundetræning som jeg ville og gøre det jeg ville igennem mange år men blev så gravid for næsten 4 år siden var ikke sikker på om jeg ville have barnet på en måde ville jeg gerne og på en anden måde ville jeg ikke miste min frihed og det der følger med til det og få børn

 

børn sagde mig ikke rigtig noget ville mere med mine hunde , men fik så min søn og ville aldrig bytte ham for noget andet i verden og mine hunde er røget på 2 pladsen noget jeg ikke havde tænkt ville ske

 

jeg prioritere mit barn først til enhver tid og hundene i anden række , der er ting som hundene må lade sig slå til tåls med i en verden med børn , råben ,skrigen,at blive forstyrret osv osv

jeg voksede med opgaven og tror ikke altid eller alle er klar før man står i det.

 

man har ikke den samme tid længere til hundetræning på højere niveau som jeg gerne ville men det kommer igen og jeg satser på at træne så meget som det nu er muligt for og tilgodese hundenes behov også så nu er der ikke kun en lille barn på snart 4 år men også to stks hunde af den krævende form hvilket engang imellem er hårdt:blink:

[Potemis]

Hvis jeg skal have børn, skal de være på lige fod med Cookie. Jeg VIL ikke gå på kompromis med det. Hun skal have sin egen tid, hun skal respekteres og hvis hun skal ikke føle sig svigtet. Jeg er også lidt ræd for at få et allergibarn, jeg har selv allergi og det er af den arvelige slags. Min kæreste spurgte hvad vi gør hvis vi får et barn der ikke kan tåle Cookie. Det er nok min største frygt. Jeg ville ikke kunne svigte hende uden at gå med dårlig samvittighed resten af mit liv.

[Gæst Lykken]

Hvis jeg skal have børn, skal de være på lige fod med Cookie. Jeg VIL ikke gå på kompromis med det. Hun skal have sin egen tid, hun skal respekteres og hvis hun skal ikke føle sig svigtet. Jeg er også lidt ræd for at få et allergibarn, jeg har selv allergi og det er af den arvelige slags. Min kæreste spurgte hvad vi gør hvis vi får et barn der ikke kan tåle Cookie. Det er nok min største frygt. Jeg ville ikke kunne svigte hende uden at gå med dårlig samvittighed resten af mit liv.

 

Det kan bare ikke lade sig gøre :slem: hvor gerne du end vil.

har du ikke hørt om den nyeste forskning:confused: børn der vokser op med hund, kat, grise og så videre, får mindre astma og allergi:blink:

[Potemis]

På lige fod, der mener jeg, hvis hunden SKAL til dyrlæge, så kan ungerne nok godt undvære fredagsslik eller en tur i svømmehallen eller sådan noget. Mine børn bliver forhåbentlig lige så glade for Cookie som jeg er

Nej den forskning har jeg ikke hørt om. Jeg voksede selv op med kat, kort tid efter den døde fik jeg konstateret katteallergi. Uden at have reageret på vores egen tykke Garfieldmis. Jeg havde kanin i nogle år, og pludselig kunne jeg heller ikke tåle den. Jeg gik ned og klappede hesten og gederne hver dag nede ved markerne, og efter nogen tid med lidt snotnæse kunne jeg ikke længere gå derned. Jeg gjorde det jo alligevel, men måtte så hjem i bad og have medicin bagefter. Jeg slog også græs for at tjene mine lommepenge indtil jeg et år slet ikke kunne holde til det mere. Men sidste år var jeg til Grøn Koncert en HEL dag uden gener.

 

Jeg har selv hundeallergi, og kan kun tåle bestemte racer. Cookie hører slet ikke til de racer. Men hun er så sød at mit immunforsvar accepterer hende. Jeg tror min læge kaldte mig atopiker, jeg har "evnen" til at udvikle nye allergier, og komme af med dem igen. Og give evnen videre i arv. Hurra.

[Gæst Stella]

Hvis jeg skal have børn, skal de være på lige fod med Cookie. Jeg VIL ikke gå på kompromis med det. Hun skal have sin egen tid, hun skal respekteres og hvis hun skal ikke føle sig svigtet. Jeg er også lidt ræd for at få et allergibarn, jeg har selv allergi og det er af den arvelige slags. Min kæreste spurgte hvad vi gør hvis vi får et barn der ikke kan tåle Cookie. Det er nok min største frygt. Jeg ville ikke kunne svigte hende uden at gå med dårlig samvittighed resten af mit liv.

 

 

Du beskriver også min allerstørste skræk, nemlig at få et barn med allergi over for dyr. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre. Har både hund og kanin og arbejder med heste.

 

Min tidligere veninde havde en hund som hun havde haft i 3 år og som hun selvfølgelig var virkelig glad for. Hun fik så en søn og ulykkeligvis udviklede han allergi over for hunden. I starten forsøgte de med intens rengøring, konstant udluftning, at hunden kom ud af soveværelset og sov i gangen osv, men intet hjalp, til sidst måtte de gå af med hunden

 

Ville blive dybt ulykkelig hvis det skulle overgå mig.

[Gæst Lykken]

På lige fod, der mener jeg, hvis hunden SKAL til dyrlæge, så kan ungerne nok godt undvære fredagsslik eller en tur i svømmehallen eller sådan noget. Mine børn bliver forhåbentlig lige så glade for Cookie som jeg er

Nej den forskning har jeg ikke hørt om. Jeg voksede selv op med kat, kort tid efter den døde fik jeg konstateret katteallergi. Uden at have reageret på vores egen tykke Garfieldmis. Jeg havde kanin i nogle år, og pludselig kunne jeg heller ikke tåle den. Jeg gik ned og klappede hesten og gederne hver dag nede ved markerne, og efter nogen tid med lidt snotnæse kunne jeg ikke længere gå derned. Jeg gjorde det jo alligevel, men måtte så hjem i bad og have medicin bagefter. Jeg slog også græs for at tjene mine lommepenge indtil jeg et år slet ikke kunne holde til det mere. Men sidste år var jeg til Grøn Koncert en HEL dag uden gener.

 

Jeg har selv hundeallergi, og kan kun tåle bestemte racer. Cookie hører slet ikke til de racer. Men hun er så sød at mit immunforsvar accepterer hende. Jeg tror min læge kaldte mig atopiker, jeg har "evnen" til at udvikle nye allergier, og komme af med dem igen. Og give evnen videre i arv. Hurra.

 

Det skal være inden for 0-2års alderen, det skulle styrke det overaktive immunsystem, det at en hund kommer ind og ud af hjemmet, både med egne og andre baktusser skulle være godt, der er også en del teorier om, at vi lever for sterilt, det gør at kroppen finder andet, at reagere på, jeg er katte, hunde og en helt masse andet allergiker, jeg har kat på 7ende år:hjerte: havde også først hund og så kat som barn og måtte sige farvel til dem:megaked: idag ved man, at har barnet atopisk eksem ( børne eksem) kan du forebygge mod allergi ved at smøre, smøre og smøre. jeg har selv langt om længe fundet en krem som virkelig virker, og hele min krop har fået det bedre:banan:

Og den slags lighed er fint:slem::hjerte:

[Gæst Lykken]

Du beskriver også min allerstørste skræk, nemlig at få et barn med allergi over for dyr. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre. Har både hund og kanin og arbejder med heste.

 

Min tidligere veninde havde en hund som hun havde haft i 3 år og som hun selvfølgelig var virkelig glad for. Hun fik så en søn og ulykkeligvis udviklede han allergi over for hunden. I starten forsøgte de med intens rengøring, konstant udluftning, at hunden kom ud af soveværelset og sov i gangen osv, men intet hjalp, til sidst måtte de gå af med hunden

 

Ville blive dybt ulykkelig hvis det skulle overgå mig.

 

håber ikke det sker for dig, hvis du ikke selv har problemet og faren heller ikke , så er risikoen ikke særlig stor.

[Gæst milder batmusen]

jeg har selv hundeallergi men min søn har ikke nogen former for allergi endnu og får det forhåbenlig ikke

[Gæst Stitch]

Personligt har jeg ikke lyst til børn, og jeg er 30 nu så tvivler på at jeg skifter mening.

 

Efter jeg har oplevet hvordan en veninde gik fra at være almindelig veninde til at have ammehjerne på overarbejde - så er jeg nået til det punkt hvor jeg direkte afskyr tanken om børn. Jeg synes vitterligt det er vanvittigt hvordan hun en dag slet ikke fik spist fordi hendes unge var pylret "og ikke kunne ligge et øjeblik alene!" :damn: Faktisk har jeg set flere venner og bekendte vende på en tallerken og bare glemme alt om resten af verden ikke drejer sig om den her baby.

 

Hold nu op hvor de pylrer, og fortæller ligegyldige anekdoter til alt og alle. Og jeg er egentlig ligeglad med om ungen er utrøstelig på en tirsdag eller at barnevognen skal luftes :stupid:

 

Jeg tror nu ikke jeg selv ender i den der ækle kategori (altså ammehjerner) - men deres opførsel har alligevel en vis effekt på mig, og jo mere jeg oplever, jo mere modstander bliver jeg.

 

Jeg kalder for sjov min hund for hundebabyen - men jeg sammenligner ham ikke med et barn, for han er jo en hund med hundebehov. Dog kommer han i første række, vi tager ham med hvor vi kan og han får lov at sove i sengen. Men jeg ved sg godt at mine venner ikke ser samme vidunder i min hund, bevares de synes han er utrolig charmerende og sjov - men de får kun de der anekdoter som decideret er underholdende og har en pointe.

 

Gudskelov forstår min mor mine tanker omkring dette her - og tror faktisk hun inderst inde helst bare vil have at både min bror og jeg er lykkelige. Børnebørn er irrelevante. Heldigvis.

[Gæst Joey-Salome]

Jeg ved virkelig efterhånden ikke.

Engang var jeg helt hundrede sikker på, at selvfølgelig skulle jeg have børn, det var der slet ingen tvivl om. Jeg elsker børn. Jeg ville have tre. Så kom jeg ned på to, en af hver. Så kom jeg ned på et - helst en pige.

Men nu ... jeg fatter simpelthen ikke, hvordan det skulle lade sig gøre. Der er flere ting i det.

 

For det første har jeg ikke lyst til at få børn med en mand. Jeg tror ikke på den livslange kærlighed mere. Og jeg magter simpelthen ikke risikoen for at blive skilt og så skulle optræde høvisk og pænt for mit barns skyld overfor et eller andet røvhul, som bare har været en skid overfor mig - og som sikkert også vil svigte barnet. Jeg har set det ske så mange gange, også mellem folk man bare aldrig troede ville gå fra hinanden, og jeg er selv vokset op i en skyttegravskrig og det der, det gider jeg bare ikke. Jeg HADER tanken om at en, der bare har røvrendt mig, bollet udenom, svigtet eller whatever skal have aktier i mit barn. Og at han skal have lov til at være alene med min baby, hvor jeg ikke aner, om han husker f.eks. at spænde hende fast i barnevognen, så hun ikke kan falde ud og slå hovedet. Yeah, det har jeg også set ske. Og det der er værre. Og nej, det var ikke tossede junkier eller noget, det var helt almindelige forældre. Så skulle jeg have et barn, så ville jeg nok vælge at blive insemineret. Så kan der komme en eller anden fister og synes, at vi er helt vidunderlige, og så kan han da få lov at være papfar, hvis han altså er en, vi gider. Men jeg har desværre totalt mistet lysten til såvel som evnen til at turde få et barn med en mand. Ligesom jeg fuldstændigt har mistet lysten til at blive gift og alt det der.

 

For det andet, så har jeg pænt svært ved at se, hvordan det økonomisk og praktisk skulle kunne lade sig gøre. Jeg bor i en toværelses på 60 kvm, og her er bare ikke plads til et barn, og jeg har ikke rigtig mulighed for at flytte - og slet ikke råd til det heller. Jow, plads kunne der nok være, hvis man flyttede rundt på alt muligt, men jeg MAGTER ikke at få et barn på så lidt plads og flytte rundt på alt muligt, jeg synes i forvejen, her er trangt, faktisk. Så med mindre jeg lige vinder i Lotto eller sådan noget, så aner jeg ikke, hvordan jeg - alene - skulle lave rammer for at få et barn. Det er svært at få økonomien til at hænge sammen som det er. Skulle jeg have råd til at få et barn, så skulle jeg arbejde meget mere end jeg gør nu. Og det kan jeg ikke holde til. Plus, at hvor skulle tiden til et barn OG hundene og de andre dyr så være?

 

For det tredje, så ... når jeg kigger på, hvordan folk, som har børn, lever, så får jeg mest af alt bare brækfornemmelser. Det HELE er bare sådan noget "vi skal have hverdagen til at hænge sammen". I hvert fald hvis begge arbejder. Og de kommer aldrig i biografen (med mindre det er rædselsfulde, synkroniserede børnefilm), aldrig i teatret, på kunstudstilling, til koncert, læser fede bøger eller noget som helst. De har aldrig fri, rigtigt. Og de ligner som regel lort, især mødrene. Der er ALTID tøjvask og rengøring og køren børn til dit og dat og madlavning og koordinering af alt muligt - plus forældremøder og andet rædsomt. Det er såååå kedeligt. Det hele er skema-agtigt og stressende og praktisk. Og de er ofte så ... nederen. Pludselig handler ALT om dem og deres møg-afkom, og alle skal flytte sig for dem og tage hensyn og bvadr. Bare dem, der bor her i min ejerforening, dem og deres rædsomme, skrigende skodafkom hader jeg.

Min mor, hun kunne til dels det der - hun var alligevel kulturel og politisk aktiv og læste og gik i stiletter og gjorde alt muligt, selvom hun var fraskilt mor til to børn. Men hun har også otteoghalvfjerdstusinde gange så meget energi og overlevelseskraft som jeg, det har vi talt meget om, fordi jeg i maaaange år forsøgte at leve op til alt hun havde udrettet og klarede. Og jeg gik ned med stress over det og var rigtig syg. Og alligevel, så storsvigtede hun faktisk også mig som lille, såeh ... næeh tak, det vil jeg ikke.

 

For det fjerde, så er jeg også skidebange for at få et barn, som ikke kan tåle hundene eller katten. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg ville gøre. Jeg KAN ikke skille mig af med dem, og jeg kan ikke få dem aflivet for et barns skyld - jeg ville jo komme til at hade det barn, altså. Og jeg har heller ikke lyst til at der skulle være mindre tid til mine dyr pga. barnet. I forvejen kunne jeg godt tænke mig at have mere tid til dem. Og jeg synes, det er rigeligt krævende at gå tur med to hunde og holde styr på dem - at skulle trille en barnevogn rundt samtidig, det gider jeg ikke.

 

Og så er der alle de "små" ting - ingen nattesøvn i årevis, nederen hærg af ens krop efter graviditet, og alle de konflikter med trodsalder, teenagealder og blablabla. Og som andre siger, så hader jeg også samfundets normer for børn med computerspil, iscenesættelse af sig selv (Arto, talent-tv og hvad ved jeg) og den slags. Jeg ville blive sådan en rædsom en, som ønsker at mine børn gad høre Bob Dylan og U2, spille brætspil, klatre i træer og se Star Wars og dermed være "sunde" (i følge mig, haha) i stedet for at have Playstation og lytte til MGP ligesom de andre. Sådan en, som holder timelange foredrag for ungerne om hvor for-fær-de-ligt metervarepop og moderne tegnefilm og computerspil er og nægter at give dem plader med producerskabte lorte"bands". Det går jo ikke.

 

Jo, jeg ville gerne have et barn, hvis jeg på nogen som helst måde kunne se det fungere for mig, hvor vi alle sammen kunne være her og være glade. Men det kan jeg ikke. Ikke lige nu. Det kan være, jeg skifter mening en dag. Miraklernes tid er ikke forbi. Så jeg siger ikke aldrig. Jeg siger bare, at jeg har grumme svært ved at forestille mig det lykkes på en måde, som jeg kan holde ud. Og når jeg ikke kan det, så kan jeg ikke forsvare at sætte et barn i verden.

[Petrine]

et eller andet røvhul, som bare har været en skid overfor mig - og som sikkert også vil svigte barnet.

 

:ae: mænd er svin, men du må da ikke sådan opgive kærligheden, pyt med børn.

[Gæst Joey-Salome]

:ae: mænd er svin, men du må da ikke sådan opgive kærligheden, pyt med børn.

 

Well ... selv når de ikke er svin, så gider jeg dem faktisk ikke. Synes altid, jeg har det bedre, når jeg ikke er i forhold, end når jeg er. Seriøst. Også selvom de er ih og åh-velfungerende. Så jo, det må jeg godt. Jeg har masser af kærlighed, kærligheden mellem mig og mine dyr, mig og min familie, mig og mine venner. Jeg behøver ikke en mand for at have kærlighed i mit liv. Har jeg opdaget.