Hvad ved vi ikke om hunde?

[Gæst MariePylaia]

Som overskriften lyder, og inspireret af alle de ting vi ved - hvad ved vi IKKE om vores hunde?

 

Deres luner, tanker, selvopfattelse, følelser, osv. Der åbner måske også for debatten om hvad hunde indeholder af ovenstående egenskaber, og den debat er der selvfølgelig også plads til. Men jeg synes jeg kan mærke med hvert fiber i min krop, at hunde (også dyr generelt) indeholder meget mere end hvad jeg som menneske, formår at opfatte, forstå, lære, se og høre.

[Gæst Buddha]

Jeg tror hunde er meget klogere end man gør dem til - ud fra logistisk tankegang - de formår at blende ind og forstå så meget mere end vi gør, ud fra stemninger, ord, bevægelser osv. Mener, de passer ind i vores verden, det er ikke os der passer ind i deres.

[Tullemus]

Jeg tror, at hunde er mere komplekse, end vi mennesker lige forstår. Ja, det gælder sådan set alle dyr. De kan mere end vi lige regner med.

Og dermed indsniger, der sig en vis form for intelligens. De er bestemt ikke dumme.

Den anden dag, hentede Tulle et tæppe, der lå på sofaen i den ene stue og slæbte det ind i den anden stue, hen foran brændeovnen og lagde sig på det.

De har en stor rund pude og nogle gange ligger , den foran brændeovnen. Det gjorde den så ikke lige den aften og så skulle hun altså have noget blødt, at ligge på. Så hun tog sagen i egen pote.

[GRAND DANE]

jeg tror hunde er ret semple ofte er det di semple ting der virker best, jeg tror hunde fornemmer sig frem og treker pareleller mellem den siteration som opstår nu og linene siterationer før hen

vis det ikke er noget hunden har prøvet før så danner hunden sit intryg ud fra vordan den her nye siteration føles og udarter sig.

 

når man foreksempel kommer med klo tangen for at klippe klør så fornemmer hunden at sist denne siteration opstod sket der noget ikke serlig behaligt.

 

eller vis man nu lamer med madskåle og foder sek så husker hunden at sist disse lyde kom fik hunden lov at intage mad og så kommer vuffen med lovrene hale og savl alle vejne.

 

hund og menske relationen har jeg tilgengeld let svert ved at forstå vofer det lige virker så utrolig godt men

det må være noget med at vi gir mad vi tar beslutningerne for hunden og vi gir hunden tryghed, men hunde løber

jo ikke bare med en vilken som helst anet menske hjem di kyntter sig til det menske som di er mest sammen med alsår hundeejeren selvom at hunden regtig godt kan lig at leje med en fremmet person så er det helt sikkert at vis ejeren går så kommer hunden med og det stemmer ikke helt med at hunden afbryder noget som er rart for hunden for at løbe hen til sin ejer som i siterationen måsk bare er på vej hjem ad, i min teori burde hunden forstett lejen med det fremmet menske for det er det som hunde for noget ud af i siterationen, så hunden må ha

en fornemmelse af at det er den som hunden kenner godt som er vektist, men som sagt stemmer det ikke så godt

med min første teori som gik på at hunden er styret af deres behov og føelser. :hmm:

[Ninjamor]

Der kan skrives tykke bøger om det vi ikke ved om hunde!

 

Selv oplever jeg, at jo mere jeg lærer, des flere forklaringer kan der være på hundes adfærd og efterhånden hører jeg ofte mig selv sige: "Det ved jeg ikke", hvor jeg tidligere var kommet med et skråsikkert svar.

 

Jo mere man lærer om hunde des mere opdager man, hvor lidt man egentlig ved!

 

Jeg er ikke i tvivl om at hunde ræsonnerer stort set som vi mennesker, at vi deler stort set samme følelsesregister og at nogle hunde er bedre end andre til at tænke mere eller mindre abstrakt og se svære sammenhænge.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at hvis vi tillod vore hunde at blive fuldt mentalt voksne, så skulle vi godt nok strenge os gevaldigt an for at følge med!

 

Pelle som jeg har nu kikker nogle gange på mig med et så voksent udtryk i øjnene at jeg bliver totalt overvældet og ydmyg over at han "gider mig" = indordner sig, tilpasser sig mine vaner og luner. Sådan et voksent blik har jeg aldrig tidligere set hos mine hunde.

Med denne hund føler jeg virkelig dybt, at almindelige tricks er på lavniveau, selvom han da gerne vil og bliver glad til, lidt som man kan synes at det er lidt ydmygende for elefanter at skulle lave cirkustricks - der er så meget andet og mere i dem...

 

Jeg taler som udgangspunkt ikke babysprog hverken til babyer eller dyr, men ind imellem gør jeg det så alligevel og så får jeg BLIKKET, som om han siger: "Ej ved du hvad, det er jeg sgu for gammel til".

 

Aner ikke om det giver nogen som helst mening

[Ulla H]

En af de mange ting, jeg gerne ville vide mere om, er hundes naturlige partnervælgelse i forbindele med hvalpekuld. Altså her tævens valg af den mest egnede hanhund.Hvordan og hvorfor een har så stor interesse og andre f.eks. ikke.

Netop med racehunde er det jo opdrætter, der vælger hanhund.

Må formode, at tæven vil finde de gener, hun synes om, hvilket jo ikke altid stemmer med den race, som skal laves i et sådant kuld.

For mig at se , er disse raceparringer meget unaturlige, ofte fordi hanhundeejeren er nervøs for at tæven vil hakke hanhunden og derfor nærmest ønsker tæven fikseret til en tvangsparring. Også med en tæve af superblød pzykisk karakter.

Og tillige for at hanhunden ikke når at trænge ind i tæven , hvis de er løse og derfor kan lære hinanden at kende , inden den egenlige parring sker..Og derfor forspilder sin sæd udenfor skeden. Altså pga ophidselse.

Men når jeg hører om tvangsfikserede tæver med mundkurv på, så mener jeg ikke, det bør være sådan i hundeavl, for det forekommer.

Bare eeen at de ting, jeg interesserer mig for med hunde og avl.

[Petrine]

En af de mange ting, jeg gerne ville vide mere om, er hundes naturlige partnervælgelse i forbindele med hvalpekuld. Altså her tævens valg af den mest egnede hanhund.Hvordan og hvorfor een har så stor interesse og andre f.eks. ikke.

 

Har begrænset erfaring med avl, men Petrine var godt nok interesseret i alt og alle, fuldstændigt uden forskel.

Zamzam og Fønix har begge mødt en tæve (hos dyrlægen), hvor ejeren sagde, hun nok selv skulle sige fra, Zamzam som er en meget erfaren fader, vidste lige, hvilke knapper han skulle trykke på og vupti, var den knibske tæve interesseret i både Zamzam og Fønix.

Fordomsfuldt tror jeg mere det er et spørgsmål om 'romantisk teknik' fra hanhunden, men interessant tanke du har, havde jeg aldrig overvejet.

[luckyluna]

Har begrænset erfaring med avl, men Petrine var godt nok interesseret i alt og alle, fuldstændigt uden forskel.

Zamzam og Fønix har begge mødt en tæve (hos dyrlægen), hvor ejeren sagde, hun nok selv skulle sige fra, Zamzam som er en meget erfaren fader, vidste lige, hvilke knapper han skulle trykke på og vupti, var den knibske tæve interesseret i både Zamzam og Fønix.

Fordomsfuldt tror jeg mere det er et spørgsmål om 'romantisk teknik' fra hanhunden, men interessant tanke du har, havde jeg aldrig overvejet.

 

hehe, sheila faldt også for romantisk teknik og erfarenhed, men var der intet andet til stede, så slog hun sig gerne til tåls med mindre...

[Ulla H]

Mine 2 første tæver var købehunde, hvorimod de hanhunde jeg havde sammen med dem begge, var akutte aflivningstruede og svage pzykisk. Disse tæver var intakte til 7-8 års alderen hvor de begge fik underlivsproblemer og blev steriliserede. De opfordrede aldrig hannerne til parring.Gik sammen med dem i løbetid og NUL hvalp. Men den ene var voldsomt interesseret i en noget mere selvbevidst hanhund i nabolaget og er sikker på, hun gerne ville med ham.

Min nu snart 12 årige Molly var kun interesseret i min Victor, og efter hans død i min græske kastrat, som hun også har lagt voldsomt op til , lige til hun som 11 årig fik livmoderbetændelse. Hun er parret een gang med fremmet hanhund, og det tillod hun da kun af nød. Tror jeg, at dømme på hendes reaktion.

Hendes datter Debbie foretrækker også græske Snoopy og har slet ikke vist den glæde ved de 2 fremmede cockerhanner hun er parret med. Hun har nærmest bare fundet sig i dem og så drømt om at komme hurtigt hjem til Snoopy og hygge rigtigt. Hun afviser også sine egne sønner .

Jeg er sikker på at de fleste tæver i naturlige omgivelser fra start af løbetid ville udvælge sig en klar favorit og prøve at fastholde hans interesse, så han var i nærheden, når parringstiden kom.Jeg tror ikke, på at mange dyr ikke vælger det de tror, giver det for artens bedste afkom genetisk. Og for unge tæver en hanhund de er trygge ved.

[Gæst MariePylaia]

Jeg tror hunde er meget klogere end man gør dem til - ud fra logistisk tankegang - de formår at blende ind og forstå så meget mere end vi gør, ud fra stemninger, ord, bevægelser osv. Mener, de passer ind i vores verden, det er ikke os der passer ind i deres.

 

God pointe, det synes jeg selv er virkelig vildt, hvordan de bare tilpasser sig menneskelige situationer - det er nogle virkelig rummelige væsner!

[Gæst MariePylaia]

Ha ha, nurh, hun er en rigtig selvstændig dame. Sejt!

(Desuden tænker jeg straks at udnytte situationen, og træne Tulle til at blive den vildeste oprydnings-maskine! )

[Gæst MariePylaia]

jeg tror hunde er ret semple ofte er det di semple ting der virker best, jeg tror hunde fornemmer sig frem og treker pareleller mellem den siteration som opstår nu og linene siterationer før hen

vis det ikke er noget hunden har prøvet før så danner hunden sit intryg ud fra vordan den her nye siteration føles og udarter sig.

 

Helt enig! Og selvom 'simpel' tit klinger af noget dårligt, synes jeg virkelig ikke det er tilfældet her. Helt nøgternt, misunder jeg hundes forholdsvise ligetil måde at være i livet på. Der er noget med dét at være til stede, noget ubekymret over dem - som jeg mener er et af menneskeracens helt centrale problemer.

 

hund og menske relationen har jeg tilgengeld let svert ved at forstå vofer det lige virker så utrolig godt men

det må være noget med at vi gir mad vi tar beslutningerne for hunden og vi gir hunden tryghed, men hunde løber

jo ikke bare med en vilken som helst anet menske hjem di kyntter sig til det menske som di er mest sammen med alsår hundeejeren selvom at hunden regtig godt kan lig at leje med en fremmet person så er det helt sikkert at vis ejeren går så kommer hunden med og det stemmer ikke helt med at hunden afbryder noget som er rart for hunden for at løbe hen til sin ejer som i siterationen måsk bare er på vej hjem ad, i min teori burde hunden forstett lejen med det fremmet menske for det er det som hunde for noget ud af i siterationen, så hunden må ha

en fornemmelse af at det er den som hunden kenner godt som er vektist, men som sagt stemmer det ikke så godt

med min første teori som gik på at hunden er styret af deres behov og føelser. :hmm:

 

Jeg synes da det stemmer meget godt. At det er dig hunden FØLER for. Jeg er sikker på at hunde har relationer, og du er den tætteste og den primære relation.

[Gæst MariePylaia]

Selv oplever jeg, at jo mere jeg lærer, des flere forklaringer kan der være på hundes adfærd og efterhånden hører jeg ofte mig selv sige: "Det ved jeg ikke", hvor jeg tidligere var kommet med et skråsikkert svar.

 

Jo mere man lærer om hunde des mere opdager man, hvor lidt man egentlig ved!

 

 

Jeg har præcis den samme tanke!

 

 

Pelle som jeg har nu kikker nogle gange på mig med et så voksent udtryk i øjnene at jeg bliver totalt overvældet og ydmyg over at han "gider mig" = indordner sig, tilpasser sig mine vaner og luner. Sådan et voksent blik har jeg aldrig tidligere set hos mine hunde.

Med denne hund føler jeg virkelig dybt, at almindelige tricks er på lavniveau, selvom han da gerne vil og bliver glad til, lidt som man kan synes at det er lidt ydmygende for elefanter at skulle lave cirkustricks - der er så meget andet og mere i dem...

 

Jeg taler som udgangspunkt ikke babysprog hverken til babyer eller dyr, men ind imellem gør jeg det så alligevel og så får jeg BLIKKET, som om han siger: "Ej ved du hvad, det er jeg sgu for gammel til".

 

Aner ikke om det giver nogen som helst mening

 

Det gør det, og jeg har selv oplevet momenter med hunde, som bare suger luften ud af mig. En benovelse over deres væsen, og en taknemmelighed over deres lyst til at være sammen med mig. Og hunde er jo forskellige - det er jo ikke alle ens hunde gennem livet, man oplever sådan noget med. Så tillykke med din Pelle!!

[Gæst MariePylaia]

Jeg synes spørgsmålet om definitionen af succes/intelligens/lykke presser sig på..

 

Jeg så, for ikke så lang tid siden, en udsendelse på DR1 med Anders Lund Madsen, der vistnok hed 'Verdens dummeste dyr'. Jeg ved ikke om der er andre der har set den, men altså. Jeg troede egentlig at jeg ville være på bølgelængde, da jeg generelt godt kan lide hvad ALM siger, men jeg stod bare helt af, da der slet ikke blev taget stilling til hvad der er så er klogt. En ongoing joke var, at dyrene var ikke kloge, fordi 'er der måske nogle delfiner der har en fabrik?'. Sjovt, men virkelig lidt kød på.

 

For hvad ér succes/intelligens/lykke - målet? Er det virkelig så smart at opfinde 7 dage på 1 uge, 60 minutter på 1 time, 1 liter benzin for 11,98 kr?

Eller er man rent faktisk mere succesfuld, hvis man som hundene, formår at være til stede hvor man er, dække sit primære behov og ellers være styret af lyst og begejstring? Som flere også har nævnt i tråden allerede, synes jeg også primært at forholdet mellem menneske og hund kommer til kort, i de situationer hvor vores menneskelige ekstistens på én eller anden måde ikke harmonerer med hundens, egentlig få behov. Jeg tror aldrig jeg har oplevet at det er hunden der ikke 'passer ind'.

 

Det jeg vil frem til er, at hunde og dyr i det hele taget, har meget få, hvis overhovedet nogen, adfærdsproblemer på deres præmisser - adfærdsproblemerne vi kender; seperationsangst, situationer med aggresivitet ect. er alle, efter min bedste overbevisning, menneskeskabte. Kommet fordi vi mennesker på én eller anden facon, har fejlet. Via. avl, opdragelse, socialisering osv. Hunden som ene komponent, er jo er dyr i virkelig god balance og har en meget inspirerende måde at begå sig på.

 

Hvorimod vi, menneskeracen, har usigeligt mange vanskeligheder med at begå os, på vores egne præmisser. Nogle påstår endda vi ikke KAN eller VIL leve i fred. Vi har adfærdsproblemer like theres no tomorrow, vi har selvmord, spiseforstyrrelser, mord, incest, angst, tvangstanker, cutting, voldtægt, vold, skitzofreni, ADHD, vrede, stress og listen stopper aldrig. Og alt sammen på vores eget præmis : EFTER vi har fået mad, tryghed, lødben, leget med kong og gået en lang gåtur.

[Tullemus]

Ha ha, nurh, hun er en rigtig selvstændig dame. Sejt!

(Desuden tænker jeg straks at udnytte situationen, og træne Tulle til at blive den vildeste oprydnings-maskine! )

 

 

He he,.. ja det kunne være rart, om hun kunne lære det, så kunne hun selv samle alle de tomme toiletruller op, som hun ødelægger

[Flaffy,Zozo,Luna]

Der kan skrives tykke bøger om det vi ikke ved om hunde!

 

Selv oplever jeg, at jo mere jeg lærer, des flere forklaringer kan der være på hundes adfærd og efterhånden hører jeg ofte mig selv sige: "Det ved jeg ikke", hvor jeg tidligere var kommet med et skråsikkert svar.

 

Jo mere man lærer om hunde des mere opdager man, hvor lidt man egentlig ved!

 

Jeg er ikke i tvivl om at hunde ræsonnerer stort set som vi mennesker, at vi deler stort set samme følelsesregister og at nogle hunde er bedre end andre til at tænke mere eller mindre abstrakt og se svære sammenhænge.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at hvis vi tillod vore hunde at blive fuldt mentalt voksne, så skulle vi godt nok strenge os gevaldigt an for at følge med!

 

Pelle som jeg har nu kikker nogle gange på mig med et så voksent udtryk i øjnene at jeg bliver totalt overvældet og ydmyg over at han "gider mig" = indordner sig, tilpasser sig mine vaner og luner. Sådan et voksent blik har jeg aldrig tidligere set hos mine hunde.

Med denne hund føler jeg virkelig dybt, at almindelige tricks er på lavniveau, selvom han da gerne vil og bliver glad til, lidt som man kan synes at det er lidt ydmygende for elefanter at skulle lave cirkustricks - der er så meget andet og mere i dem...

 

Jeg taler som udgangspunkt ikke babysprog hverken til babyer eller dyr, men ind imellem gør jeg det så alligevel og så får jeg BLIKKET, som om han siger: "Ej ved du hvad, det er jeg sgu for gammel til".

 

Aner ikke om det giver nogen som helst mening

 

Irene, det giver meget mening for mig, det du skriver. Jeg ser også tit sådan nogle øjne også kan man føle sig sådan lidt bum bum når man står med klikker og alle sine talenter. Selvom de godt gider og gerne gør det, siger øjnene mere end ord ville kunne. Det kan være svært at forklare på skrift, men jeg forstår dig med hjertet.

[Ulla H]

Jeg synes at hundes tilpasnings/omstillingsparathed er så fantastisk. Altså især for de hunde, der f.eks kommer fra det græske og ofte har levet en god tid i helvedes forgård. Og så kommer til et f.eks lidt rutineret hundehjem her og falder så godt til, Jeg kender til utrolig mange, der meget hurtigt virker som de har været i hjemmet altid. Synes det er så facinerende.

Det sker selvfølgelig ikke med dem alle, men for størstedelen.

[Gæst Joey-Salome]

Jeg synes spørgsmålet om definitionen af succes/intelligens/lykke presser sig på..

 

Jeg så, for ikke så lang tid siden, en udsendelse på DR1 med Anders Lund Madsen, der vistnok hed 'Verdens dummeste dyr'. Jeg ved ikke om der er andre der har set den, men altså. Jeg troede egentlig at jeg ville være på bølgelængde, da jeg generelt godt kan lide hvad ALM siger, men jeg stod bare helt af, da der slet ikke blev taget stilling til hvad der er så er klogt. En ongoing joke var, at dyrene var ikke kloge, fordi 'er der måske nogle delfiner der har en fabrik?'. Sjovt, men virkelig lidt kød på.

 

For hvad ér succes/intelligens/lykke - målet? Er det virkelig så smart at opfinde 7 dage på 1 uge, 60 minutter på 1 time, 1 liter benzin for 11,98 kr?

Eller er man rent faktisk mere succesfuld, hvis man som hundene, formår at være til stede hvor man er, dække sit primære behov og ellers være styret af lyst og begejstring? Som flere også har nævnt i tråden allerede, synes jeg også primært at forholdet mellem menneske og hund kommer til kort, i de situationer hvor vores menneskelige ekstistens på én eller anden måde ikke harmonerer med hundens, egentlig få behov. Jeg tror aldrig jeg har oplevet at det er hunden der ikke 'passer ind'.

 

Det jeg vil frem til er, at hunde og dyr i det hele taget, har meget få, hvis overhovedet nogen, adfærdsproblemer på deres præmisser - adfærdsproblemerne vi kender; seperationsangst, situationer med aggresivitet ect. er alle, efter min bedste overbevisning, menneskeskabte. Kommet fordi vi mennesker på én eller anden facon, har fejlet. Via. avl, opdragelse, socialisering osv. Hunden som ene komponent, er jo er dyr i virkelig god balance og har en meget inspirerende måde at begå sig på.

 

Hvorimod vi, menneskeracen, har usigeligt mange vanskeligheder med at begå os, på vores egne præmisser. Nogle påstår endda vi ikke KAN eller VIL leve i fred. Vi har adfærdsproblemer like theres no tomorrow, vi har selvmord, spiseforstyrrelser, mord, incest, angst, tvangstanker, cutting, voldtægt, vold, skitzofreni, ADHD, vrede, stress og listen stopper aldrig. Og alt sammen på vores eget præmis : EFTER vi har fået mad, tryghed, lødben, leget med kong og gået en lang gåtur.

 

Er totalt enig med dig. Besyngelsen af os menneskers intelligens fatter jeg ikke, og jeg er ikke imponeret som sådan over teknologisk snilde og whatnot. For samtidig ødelægger vi den planet, vi bor på og tager stort set ikke hensyn til NOGEN andre levende arter end os selv. Alt skal vi tæmme og kontrollere - eller tilintetgøre. Menneskeskabte bygninger og storbyer så ufatteligt grimme, snavsede og bare nederen i forhold til uberørt natur. For mig at se er vi en fattig og sølle art. Virkelig intelligens ville handle om at skabe harmoni og optimale leveforhold for alle. Hvilket mennesket er totalt elendig til. Vi kan jo ikke engang sørge for vores egen art, i fattige samfund er der sult, kriminalitet og lorteforhold, i rige samfund er der et hav af psykiske sygdomme og fysiske sygdomme som følge af vores usunde levevis. Jeg bryder mig mindre og mindre om mennesker, som mit liv går og jeg ser verden og menneskene i den omkring mig.

 

Hunde og mange andre dyrearter imponerer mig til gengæld mere og mere. Såvel som planter faktisk kan gøre det - sådan som de kan vokse og kæmpe, selvom de sakses ned af mennesket gang på gang. Men dyr og deres endeløse kærlighed, forsøg på at passe på deres flok/unger trods alle farer og generelle harmoniske måde at passe ind i verden på, det imponerer mig. Hvordan mishandlede hunde alligevel kan komme sig og bare give og give kærlighed og ønske fred og harmoni og samhørighed, det imponerer mig. Det vil jeg gerne lære af. Jeg ville ønske, jeg evnede at vide og forstå meget mere om mine dyr såvel som dyrene i verden omkring mig. Der er så meget, som er på fornemmelse, små signaler med kroppen og hvad ved jeg, hvor jeg med mit menneske-talesprog slet ikke kan følge med eller opsnappe det hele. Jeg tror virkelig, der er rigtig meget, vi mennesker ikke ved om hunde - selv ikke dygtige adfærdsbehandlere/hundelyttere/whatever. Fordi vi mennesker næsten altid pr. præmis er fattige - interesserer vi os for det, så er det ofte, fordi VI skal bruge det til noget, fordi der er noget, der skal tilpasses VORES måde at leve på eller sådan. I stedet for at vende dem om og måske lære noget af hundenes måde at leve på, forstå hinanden, være noget for hinanden, kommunikere og fungere sammen.

[Ulla H]

Jeg ville gerne vide noget mere vedr hvalpes opvækst og især tævens indflydelse på, hvordan de efterfølgende fra hende er præget fra ganske små. For en del år siden lavede svenskerne en undersøgelse fra diverse kennelser vedr tævens behandling af hvalpene , hvordan hun nursede, om hun nappede , bed dem osv.

Nogle , faktisk flere svarede , at deres tæver var lidt hårde ved de små??? Ved ikke om det var racespecifikt, og der vil være store forskelle på omstændighederne mht hvordan og hvor tæven er huset. Altså, hund i huset eller i en større kennel med stald. Der var også visse tæver , der tydeligt gjorde forskel på omsorg for de små.

Og hvad betyder det så for hvalpenes udvikling????

Og hvad går så galt , når tæven bider sine nyfødte ihjel. Kender mindst 3 historier vedr dette.

[Gæst Joey-Salome]

Jeg synes at hundes tilpasnings/omstillingsparathed er så fantastisk. Altså især for de hunde, der f.eks kommer fra det græske og ofte har levet en god tid i helvedes forgård. Og så kommer til et f.eks lidt rutineret hundehjem her og falder så godt til, Jeg kender til utrolig mange, der meget hurtigt virker som de har været i hjemmet altid. Synes det er så facinerende.

Det sker selvfølgelig ikke med dem alle, men for størstedelen.

 

Jeps, det imponerer mig også dagligt med mine egne hunde. Havde jeg oplevet hvad de har i Spanien, så havde jeg skullet sidde og ællebælle på en tosseanstalt uden at evne at nogen kom inden for en radius af to meter fra mig resten af mit liv. Jeg har overkommet rigtig meget lort i mit liv, men det er vand i forhold til, hvad mine hunde har været udsat for. Og med de ar på sjælen, jeg render rundt med, der kan jeg sige det med rimelig kvalificeret sikkerhed, at havde det været som den psykiske og fysiske terror og livstrussel, de har prøvet, der havde jeg ikke længere evnet at komme til at fungere igen.

Men de to der ... de traller i dag bare glade og tillidsfulde rundt og nusser og er lykkelige og nyder alting og har fundet al livsglæde og mere igen. Jaja, de har begge brugt tid på at genfinde tilliden til mennesker (Charlie gjorde det her og Buster gjorde det på internatet) og sådan, men i dag, der er de sgu mere velfungerende end deres mor er.

[Ninjamor]

Jeg ville gerne vide noget mere vedr hvalpes opvækst og især tævens indflydelse på, hvordan de efterfølgende fra hende er præget fra ganske små. For en del år siden lavede svenskerne en undersøgelse fra diverse kennelser vedr tævens behandling af hvalpene , hvordan hun nursede, om hun nappede , bed dem osv.

Nogle , faktisk flere svarede , at deres tæver var lidt hårde ved de små??? Ved ikke om det var racespecifikt, og der vil være store forskelle på omstændighederne mht hvordan og hvor tæven er huset. Altså, hund i huset eller i en større kennel med stald. Der var også visse tæver , der tydeligt gjorde forskel på omsorg for de små.

Og hvad betyder det så for hvalpenes udvikling????

Og hvad går så galt , når tæven bider sine nyfødte ihjel. Kender mindst 3 historier vedr dette.

 

Jeg er efterhånden stået af på rigtigt mange af den slags undersøgelser, jeg mener den du refererer til er den af Anders Hallgren?

Stået af fordi jeg ikke ved hvordan spørgsmålene blev stillet.

Jeg har lige tygget mig igennem kapitlet om frygt i en meget teoretisk engelsk bog og der refereres også til en masse undersøgelser, men hvis jeg ikke ved hvordan hundeejerne er blevet spurgt kan jeg ikke bruge svarene til noget

 

AH har også skrevet et lille hæfte om tævens dominans, det hedder "Tikens dominans" det kan være du finder svar der, jeg kan helt ærligt ikke huske så meget om indholdet

Men noget af det der kan gå galt når tæven dræber sine hvalpe kan måske være stress som hos produktionsdyr der er for stressede til at kunne forholde sig til ungerne?

[Ulla H]

Til Ninjamor.

Jeg tror, du har ret. Det er nok AH , der har nævnt denne undersøgelse i een af hans bøger.Og mener den først gik på den svenske stats brugshundeavl, altså politi, militær osv hunde,.Og senere med spørgeskemaer til private kenneler.

Der er også lavet noget for år tilbage i Tyskland, hvor den danske kvindelige dyrlæge ,tror hun hedder Fedder- Henriksen var med. Det kørte vist på bullterrier af bestemte linier, og der var tæverne mildest talt vanskelige.Nogle måtte have mundkurv på for ikke at skade de små ved diegivning.???