Mod alle odds

[Kalokagathia]

Jeg ved at det desværre alt for ofte går galt, når folk anskaffer en hund, som de aldrig burde have haft, fordi det bare er et helt forkert match.

 

Men jeg tænker at det kunne være sjovt og spændende med en tråd om succeshistorier "på trods" og mod alle odds

 

Jeg starter: Da jeg var 17 og boede sammen med min mor og lillebror i en lejlighed, blev vi tilbudt en dalmatiner på et år, som ellers skulle aflives, fordi hun var sindssyg.

 

Min mor havde haft hund som barn, ellers havde vi ingen erfaring. Til gengæld elsker vi dyr, så vi sagde selvfølgelig ja. Vores nye hund viste sig at være aldeles ustyrlig, usocialiseret og meget svær at forhindre i at stikke af hjemmefra. derudover havde hun selvfølgelig dalmatinerens meget høje energiniveau. En kæmpe mundfuld!

 

Vi hev alle bibliotekets bøger om hunde og træning ned fra hylderne, skyndte os at komme til træning, nussede, socialiserede og motionerede. Jeg husker det som om jeg ikke lavede andet det første år

 

I dag er Sofus (jo, det er en tæve) min mors hund. Hun er 10 år, rolig og nem. Hun har været til DM i lydighed, til det uofficielle DM i rally og konkurrerer stadig jævnligt i rally. Helbredet er ikke helt i top længere, men hendes livskvalitet er heldigvis stadig god.

 

Til gengæld fik hun aldrig et stabilt indkald, og hun har det stadig svært med fremmede hunde, selvom hun hygger sig med min mors anden hund og et par hunde-bekendte.

 

Alt-i-alt en succes, selvom vi nok ville have gjort meget anderledes i dag (både min mor og jeg er efterfølgende blevet uddannet som hundetrænere)

 

Så, kom gerne med jeres usandsynlige succeshistorier og måske en forklaring på, hvorfor det alligevel gik godt

[AnneMangetal]

Kan det passe at din mor hedder Rikke?

[Kalokagathia]

Ja Hvor kender du min mor fra (hunde-et-eller-andet, gætter jeg på )?

[AnneMangetal]

Jeg møder hende til rally konkurrencerne. Tænkte nok at det var dén Sofus:-)

 

Min historie er måske ikke så ekstrem som din, men here it goes.

 

Jeg mødte min nuværende mand for 6 år siden. Han havde Malde på dengang 6 år, en schæfer/golden/border blanding. Jeg havde altid elsket dyr, og havde selv haft hest og kat, men aldrig hund.

 

Malde accepterede mig straks, og vi havde et helt specielt forhold. Jeg stolede blindt på at han til enhver tid ville vælge mig fremfor hans nemesis - andre hanhunde.

 

Derfor kastede jeg mig hurtigt ud i projekt "lufte aggressiv hanhund", selvom manden mente det var idiotisk. Men når han var på job kunne han jo ikke forhindre det:stupid:

 

Malde var en stor og stærk dreng, og kunne egentlig nemt trække afsted med mig. Men jeg var da ligeglad.

 

Som tiden gik, fik jeg mere respekt for hans temperament over for andre hanhunde, og tog mig en masse forholdsregler.

 

Heldigvis skete der aldrig noget når jeg var ude med Malde. De gange det var gået galt, var når han var afsted med min mand.

 

Kort før Malde skulle fylde 11 år, blev han akut aflivet pga. kræft. Jeg kunne ikke holde ud ikke at have hund i huset. Og det trods alle de begrænsninger livet med Malde gav. 4 dage efter fik vi en lille ny hjem. Denne gang en tæve. Hun blev socialiseret på så mange hunde som muligt, og er den bedste hund med andre.

 

Det at have en aggressiv hund som førstegangshund kan bestemt ikke anbefales. Det kunne nemt have afskrækket mig, men gjorde mig bare endnu mere besluttet på at få en socialt velfungerende hund. Og det lykkedes:-)

 

Ps - hils din mor og sig at vi ses i Odder:-)

[Dorte]

Ja Hvor kender du min mor fra (hunde-et-eller-andet, gætter jeg på )?

 

Så ved jeg da også hvem hun er. Vi var nemlig også til DCH's uofficielle rally-DM sidste år.

[Kalokagathia]

Hvor sjovt! Skægt at folk kender min mor, men en dalmatinertæve ved navn Sofus er nok nem at genkende

[Gæst Helle1985]

Åh, en skøn og bekræftende tråd <3 Mine hundehistorier er ret normale, så jeg kan ikke bidrage med det store, andet end at de begge er reddet fra aflivning; Ina fordi hun ikke var planlagt og ikke kunne sælges/gives bort til andre, pga hendes skæve tænder, lange tunge og store underbid. Jeg kunne dog slet ikke lade det ske og valgte, at tage hende med hjem da jeg alligevel havde tænkt mig at få en hund. Sonne fik jeg fordi ejerens datter havde fået Sonne's mening om folk, der hiver hunde i halen. Så var han "aggressiv" OG "FARLIG" (til trods for sin størrelse ).

[Doberfan]

Chase passer lidt ind her - ikke så meget fordi jeg ikke "skulle" have haft ham, men fordi jeg egentlig ikke "ville" have ham. Jeg var stadig i dyb sorg over tabet af Cash (mit livs hund og mit avatar billede) da jeg blev opfordret til at tage ham. Jeg havde allerede læst en del om ham, da han efter at være blevet fundet som herreløs, havde været hos to forskellige plejefamilier og havde været adopteret flere gange, men hver eneste gang blev leveret tilbage, fordi han var destruktiv og tyggede alting i stykker. De andre i rescue gruppen syntes det ville være en god udfordring for mig - og en måde at distrahere fra tabet af Cash - at forsøge mig med Chase. Så til sidst indvilligede jeg.

 

Da han først kom herhjem var min første tanke, at hvis han blev boende, skulle han i hvert fald skifte navn, da Chase var alt alt for tæt på Cash, som jeg stadig hylede over hver dag, men på en eller anden måde blev navnet hængende.

 

Jeg forberedte mig på et stort stykke arbejde - og så viste han sig at være den nemmeste hund nogensinde, og det er absolut ikke noget jeg kan tage æren for, udover at vores livsstil åbenbart passede herren. Alle sagde han skulle være i bur når jeg ikke var hjemme. Det skete en enkelt gang, i to timer, derefter havde han fri adgang til hele huset, og han har aldrig ødelagt noget som helst. Og i dag er den umulige hund terapihund som forsøder livet for mange plejehjemsbeboere.

[Kalokagathia]

Anne1979: Haha, ja, sjælden gang imellem er lykkelig uvidenhed lige det, der skal til Hvis vi havde vidst lidt mere, ville vi nok ikke have turdet at sige ja til Sofus.

 

Doberfan: Sikke en god historie!

[Gæst Iben B]

Cæsar var grunden til at vi fik hund.

Cæsar blev købt af en af min mands venner i et svagt øjeblik. Han var omkring 5 måneder gammel - ingen vidste hvor han kom fra eller hvor mange hjem han havde været i. Cæsar blev solgt som 'polsk amstaff', men ren amstaff var han ved gud ikke. Han kan såmænd godt have været fra Polen.

Cæsar havde rigtig dårlige odds, og min mands ven var ikke nogen hundekspert, så det var nærmest dømt til at gå galt.

 

Men det gjorde det ikke. Cæsar var en dejlig dejlig hund, lidt bøllet i sine unge år, men ikke noget usædvanligt for en ung hanhund. Når andre hanhunde hang i linen og gik frådende amok over ham, sad han pænt ved min side og kiggede lidt forbløffet på dem.

Vi passede Cæsar rigtig meget, og når han tog afsted var der altid så tomt så vi måtte bare få vores egen hund.

I betragtning af hvor uerfarne vi alle var, og Cæsars ophav, er det utroligt at han blev så god.

 

Cæsar blev akut aflivet tidligere på året pga. kræft. Han blev desværre kun 7-8 år.

 

[Petrine]

Mine forældre, nygifte, far hadede hunde, min mor vokset op med pudler, hun satte sig ind i sygdomme og sundhed og udelukkende ud fra det valgte hun en pittbull, FØR hun fik børn og uden at undersøge andet end lang levetid var hun dukket op på hf var hun blevet slagtet og hængt til tørre, men det gik fint, muligvis fordi hunde dengang ikke blev aflivet, bare fordi de smagte på postbudet, skraldemanden eller børnene.

[Ulla H]

Jeg husker tydeligt , da mine forældre besøgte mig kort efter jeg havde overtaget Bamse , langhåret gravhund,den dag han skulle aflives. Hunden gemte sig under sofaen og min far blev gal, for han var temmelig rutineret i hunde, og så straks en angstbider, i forhold til min 6 årige datter.Hunden var ca 1 1/2 år og slet ike socialiseret , eller havde prøvet at gå bare i snor på offenlig vej.Og var bange for børn. Nå ,det gik fint med ham og han fik da et godt liv.Og kostede mig som enlig mor en del i ødelagte ting de første år. Senere efter en akut cavalierhan fra en hundefabrik. Senere fik jeg så en større mundhund i huset.Nemlig en tvangsfjernet cockerhan på 14 mdr, opgivet af Dyrenes Beskyttelse til videreformidling. Han kom tilbage til kennelen der slet ikke kunne overskue det tidsforbrug, der ville ligge i at gøre ham til en god hund, og jeg sagde 2 gange nej til at få ham, i socialisering.

Da så de ringede 3 de gang og sagde at jeg var eneste ,de kendte uden hanhund i huset og hvis jeg sagde nej,, så blev han aflivet mandag.Så blødte jeg op, tog ham og fik min super soulmatevovse. Victor blev aflivet som 10 1/2 årig pga cancer for 4 år siden.

Men starten var hård, han kunne lave udfald på forbigående, også uden hund. Tilsidst så måtte jeg snuppe 2 store glas rødvin + 3 cigeretter for ligesom stive mig af , når han skulle udenfor grunden her. Heldigvis havde jeg en kyndig hundetræner og opdrætter, jeg sparrede med ca hver anden dag, og det hjalp mig til at fortsætte mit arbejde med ham. I starten kunne han blive så højt i det røde felt udenfor grunden, at hans store tænder lige snittede mine ben for at få afreageret ved synet af fremmede. Han endte med at kunne udstilles i ro med andre hanner, kunne gå løs og indkald gik perfekt, kun apportering gik i fisk for os..

Victors død blev så Snoopys redning, for savnet af min dejlige kulsorte dreng var enormt, så da en bekendt fortalte om en cockermixhanhvalp i sort, der sad på lille privat internat i det græske , mailede jeg hurtigt derned, for at hører hvad han var for en. Og da jeg hørte at denne hanhvalp ikke ville komme til adoption i DK pga farven (de er så svære at afsætte), så fik Snoopy så et dansk hjem , istedet for at skulle leve i bur resten af sit liv. Snoopy var i forvejen en udsat hund, da de skønnede han højst var 4 uger, da han blev fundet og altså ingen mor eller søskende(måske en søster) at få lært lidt godt af mht livet..Så den 26/6 for 4 år siden landene Snoopy i Kastrup som specialimport med stor hjælp fra Græske Hunde.Og at een fortalte mig om hans skæbte , tror jeg han takker hende mange gange for.

[AnneMangetal]

Ej Ulla, det er sgu ikke fair at fortælle sådan en historie. Sidder blødsøden med vand i øjnene og synes du er det bedste menneske!

[Ulla H]

Hej Anne, ikke for at holde fanen højt . Men jeg har så flere tårer over, alle de hunde, jeg har sagt nej til, dels pga fuldtidsarbejde som enlig mor, men også pga af, at akuthunde altid koster en del pga manglende pelspleje , dyrlægeeftersyn, vaccinationer og træningsomkostninger, som de forige har opgivet at ofre noget på.

Jeg har her slet ikke nævnt de skønne 4 stk tæver, jeg også har måttet overtage, men af en eller anden grund har de pzykisk været nemmere. Dog beholdt jeg en der måtte aflives som 3 1/2 årig da hun var en trussel mod mine andre hunde.,En anden havde jeg kun en uge, og fandt en superfamilie til hende.Men 2 levede deres liv ud hos mig. Den ene var også cocker og det er hende der gjorde , at det blev min race.

Og mærkelig nok har sde alle været racehunde, til grækerne fik min interesse.Hvor nana er den 1 ste:Her får du lige hende som ung- min Nana Banana- den lavtflyvende Spitfire.

[Gæst Miss_menelli]

Tja, Bamse er jo hunden jeg aldrig skulle have haft.

 

Tror vi sagde nej til at overtage ham 3 gange inden, vi overgav os til bare at passe ham/have ham på prøve indtil han kunne finde et andet hjem.

Han endte selvfølgelig med at blive her

 

Vi er begge vokset op med hunde og har trænet en smule hund tidligere, men aldrig noget der kunne forberede os på hvad der var i vente med Bamse.

Han var total understimuleret, stressede over det mindste, kunne overhovedet ikke med andre hunde og reagerede udfarende, og kunne absolut ikke lide mænd og visse typer kvinder.

Han endte endda med at bide en af min mors veninder.

I det hele taget var han en kæmpe mundfuld og han var alt andet end det vi havde forventet at få i en hund og han var temmelig utilregnelig.

Vi kunne stort set ikke gå udenfor en dør, eller have gæster uden at skulle være på mærkerne hele tiden, fordi han kunne reagere ret kraftigt nærmest ud af det blå.

 

Vi indså temmelig hurtigt, at vi stod med mere end vi selv kunne håndtere og fandt en adfærdsbehandler og en træningsklub der kunne rumme os.

Og så gik udviklingen af os som hundeejere ellers i gang.

 

Min hund som dengang ikke kunne være nærmere end 150 meter fra en anden større hund, går nu konkurrence lydighed og har været ude og starte sine første konkurrencer.

Han elsker ALLE mennesker, stresser kun når jeg har træningsvesten på og vi ikke træner (), er utrolig nem og ret velfungerende, selvom han aldrig kommer til at bryde sig særlig meget om andre hunde. Men nu kan han ignorere dem. :5up:

 

Det er en helt anden hund og ville ikke have valgt anderledes, selv hvis jeg dengang vidste hvad jeg gik ind til.

Han er simpelthen så skøn og min soulmate, som stadig har sine begrænsninger og der skal stadig tages lidt hensyn, men han fungere bare super, super godt i det miljø vi kan tilbyde.

Han er virkelig alt andet end det vi troede vi skulle have - Heldigvis for det, for har opdaget en verden af hund, hundetræning og hundesport, som jeg bare elsker og i dag ikke kan undvære.

Alt sammen takket være Bamse

[CrazyDogLady]

Tja, Bamse er jo hunden jeg aldrig skulle have haft.

 

Tror vi sagde nej til at overtage ham 3 gange inden, vi overgav os til bare at passe ham/have ham på prøve indtil han kunne finde et andet hjem.

Han endte selvfølgelig med at blive her

 

Vi er begge vokset op med hunde og har trænet en smule hund tidligere, men aldrig noget der kunne forberede os på hvad der var i vente med Bamse.

Han var total understimuleret, stressede over det mindste, kunne overhovedet ikke med andre hunde og reagerede udfarende, og kunne absolut ikke lide mænd og visse typer kvinder.

Han endte endda med at bide en af min mors veninder.

I det hele taget var han en kæmpe mundfuld og han var alt andet end det vi havde forventet at få i en hund og han var temmelig utilregnelig.

Vi kunne stort set ikke gå udenfor en dør, eller have gæster uden at skulle være på mærkerne hele tiden, fordi han kunne reagere ret kraftigt nærmest ud af det blå.

 

Vi indså temmelig hurtigt, at vi stod med mere end vi selv kunne håndtere og fandt en adfærdsbehandler og en træningsklub der kunne rumme os.

Og så gik udviklingen af os som hundeejere ellers i gang.

 

Min hund som dengang ikke kunne være nærmere end 150 meter fra en anden større hund, går nu konkurrence lydighed og har været ude og starte sine første konkurrencer.

Han elsker ALLE mennesker, stresser kun når jeg har træningsvesten på og vi ikke træner (), er utrolig nem og ret velfungerende, selvom han aldrig kommer til at bryde sig særlig meget om andre hunde. Men nu kan han ignorere dem. :5up:

 

Det er en helt anden hund og ville ikke have valgt anderledes, selv hvis jeg dengang vidste hvad jeg gik ind til.

Han er simpelthen så skøn og min soulmate, som stadig har sine begrænsninger og der skal stadig tages lidt hensyn, men han fungere bare super, super godt i det miljø vi kan tilbyde.

Han er virkelig alt andet end det vi troede vi skulle have - Heldigvis for det, for har opdaget en verden af hund, hundetræning og hundesport, som jeg bare elsker og i dag ikke kan undvære.

Alt sammen takket være Bamse

 

Til det markerede: med enkelte undtagelser