Mange børn- guds vilje

[Gæst Stella]

Er der mon nogen af jer det ser det program på tv2 med store børnefamilier ??

 

Der har før været nogle udsennelser, både danske og udenlandske, måske nogen har set dem.

 

Nå men hvad tænker i om en familie der får så mange børn ?

 

Den ene familie i programmet har 15 børn, de ville ikke bruge nogen form for prævention fordi det er mods guds vilje, da gud har bestemt de skal have så mange børn.

 

For mig personligt forkommer det mig så dumt.

 

Man må selvfølgelig helt selv om hvor mange børn man ville have, det skal jeg ikke forarges over, men jeg bliver forarget over alt det der med guds vilje, jeg får trækninger når jeg hører jeg.

 

Det er da ikke guds vilje, det er deres egen, det er dem som er sammen og som vælger ikke at beskytte sig.

Det lettest er selvfølgelig at ligge ansvaret over på gud.

 

Men 15 børn, er det overhovedet muligt at forældrene får et nært forhold til dem alle, ligesom hvis der feks var 3 børn ??

Det må være skrækkeligt at vokse op i det konstante kaos, jeg ville blive sindsyg hvis jeg var vokset op med 14 søskende. Konstant larm, evig uro og gråd ved måltiderne, ren kaos når de skal noget, aldrig at blive hørt helt ordenlig, da forældrene altid har gang i noget andet med de andre børn.

 

Hvad tænker i ?

[Gæst Iben B]

Jeg tænker som dig. Når folk siger 'det er guds vilje' får jeg lyst til at slå dem oven i hovedet med bibelen. Det er simpelthen ansvarsfraskrivelse så det batter.

 

Udover det, nej, jeg tror heller ikke jeg ville bryde mig om at være så mange søskende. På den anden side er der altid nogle at gå til? Den er sværere, synes jeg.

[Petrine]

Jeg er halvdød af udmattelse over venindens unge, så 15 jeg er nok mest imponeret over at de stadig har magtet at producere nummer 5, 6 etc, for der ville jeg være gået SÅ kold, uanset hvad gud ville eller ikke ville

[BassilBerner]

Gud laver sku ikke børn!

[Gæst Sitto]

Jeg så godt programmet. Og lige som jer andre så får jeg også sådan lyst til at pande folk én, når de siger "Jamen det er guds vilje" - gu' er det røv. Det er ene og alene DIT/JERES ansvar! Og nej, jeg tror virkelig ikke på at hver og én kan få en super dejlig barndom, når man er 15 i børneflokken OG forældrene har planer om at fortsætte endnu... Jeg husker da jeg var barn, jeg elskede alenetiden med min mor - hvor hun gad spille spil med mig osv. og bare koncentrere sig om mig. Hvor ofte sker dét lige i sådan en børneflok?! Og så ser man de ældre søskende passe deres mindre søskende - og det er jo ikke bare én lillesøster de skal kigge efter, det er jo fandme en hel vuggestue. Jeg synes i dén grad ikke det er at varetages børnenes behov, når man avler så stor en flok. Lad dog børn være børn, i stedet for at sætte dem til at passe en hel flok, fordi forældrene synes følelsen af at få udleveret sit barn på fødestuen, er en fed afhængighedsfølelse...

 

[Gæst snuseren]

Gud laver sku ikke børn!

 

:engel:Nej men hans vilje ske, igen og igen og igen......p*k-oppen hopper lidt i samme spor :scared:

[soegaard]

Synes det er en mærkelig, halv egoisisk holdning....de kan da aldrig nogen sinde have et særlig tæt forhold med nogen af børnene....og stakkels de ældste af dem, de er jo bare ulønnede slaver

[BassilBerner]

Altså.. Jeg har MANGE børn.. Gud har ikke været blandet ind i nogen af dem!

 

De store har aldrig passet de små.. Der er mine/vores børn - ikke deres..

[NickiA]

Jeg tænker som dig. Når folk siger 'det er guds vilje' får jeg lyst til at slå dem oven i hovedet med bibelen. Det er simpelthen ansvarsfraskrivelse så det batter.

 

Udover det, nej, jeg tror heller ikke jeg ville bryde mig om at være så mange søskende. På den anden side er der altid nogle at gå til? Den er sværere, synes jeg.

 

 

Åhr har det præcis på samme måde, kunne også godt give dem et godt slag i knolden over deres inkompetence, og hvis de bliver sure over det kan jeg jo altid sige at det er guds vilje

[Gæst chilli]

Jeg krummer tæer over det.....

 

Jeg elsker børn og kunne være gravis og føde igen og igen.

 

Men man skal altså være realistisk. Jeg har 4 børn og det er nok. Der skal være tid og overskud til dem alle og selv med 4 kan det ind imellem knibe. Økonomien er ind imellem knap, og det er tiden virkelig også, der skal vaskes tøj, laves mad osv. alt gange 4.

 

Ikke fordi jeg klager jeg har selv valgt det, og det var ihvertfald ikke guds vilje, men min.

Vi gør et stort nummer ud af at de får alene tid, med mor eller far, for det har de hver især brug for. Der er igen der skal bille mig ind at de børn ikke lider på en eller anden måde, de får ikke den samme slags kærlighed ( for det er der bare ikke tid til), ikke dermed sagt at de ikke er elsket. Der er ikke kvalitets tid til dem hvor de har mor eller far for sig selv. Selvfølgelig lære de noget om andre mennesker, tage hensyn osv. men det lærer de altså også i skolen eller fritteren.

[nr 49]

min mand og jeg har fire børn tilsammen (20-24 år) men da de også har et andet sæt forældre kan det vist ikke sammenlignes med at have fået dem i "rap" (om man så må sige....)

 

jeg synes at der har været tid til alenetid med dem alle men igen så har vi jo heller ikke haft dem 24/7.

 

jeg havde engang en kæreste som havde 7 søskende (stor aldersspredning) men det var også et specielt forhold de havde til deres forældre. der var aldrig kys og knus, men jeg tror egentlig ikke det havde noget at gøre med antallet af børn - sådan var forældrene bare. de boede ude på landet, faren arbejdede og derudover havde de et lille husmandssted hvor der altid var noget praktisk at gøre (skære grise, køre halm, harve osv osv.....). både de voksne og halvvoksne børn hjalp meget til og det var en selvfølge for forældrene at de fik den hjælp når det brændte på. de var til gengæld også hjælpsomme mht at passe børnebørn og der var altid mad til midst 5 ekstra hvis man lige kom forbi...

[Gæst chilli]

Jeg krummer tæer over det.....

 

Jeg elsker børn og kunne være gravis og føde igen og igen.

 

Men man skal altså være realistisk. Jeg har 4 børn og det er nok. Der skal være tid og overskud til dem alle og selv med 4 kan det ind imellem knibe. Økonomien er ind imellem knap, og det er tiden virkelig også, der skal vaskes tøj, laves mad osv. alt gange 4.

 

Ikke fordi jeg klager jeg har selv valgt det, og det var ihvertfald ikke guds vilje, men min.

Vi gør et stort nummer ud af at de får alene tid, med mor eller far, for det har de hver især brug for. Der er igen der skal bille mig ind at de børn ikke lider på en eller anden måde, de får ikke den samme slags kærlighed ( for det er der bare ikke tid til), ikke dermed sagt at de ikke er elsket. Der er ikke kvalitets tid til dem hvor de har mor eller far for sig selv. Selvfølgelig lære de noget om andre mennesker, tage hensyn osv. men det lærer de altså også i skolen eller fritteren.

 

Efter jeg har læst hvad jeg selv har skrevet, må jeg lige uddybe lidt mere. Alt er selvfølgelig et prioriterings spørgsmål. Og vi prioritere ben hårdt. Vi prioritere den tid vi har med vores børn og vores dyr, de ting vi gerne vil. Det er ikke et must at skulle på ferie osv, men det er et must at vi skal have det sjov når vi har ferie. Det gør ikke noget at vaske tøjet ikke lige når at blive lagt sammen i dag bare det er vasket osv.

Jeg har så valgt at købe en meget aktiv hund (australian shepherd), han er endnu ikke flyttet ind, men igen der det et priorteringsspørgsmål, vi er en aktiv familie og vi tror at vi kan give den det der skal til, og at han kan give os mange gode oplevelser. Og så knap er tiden heller ikke. :slem:. Men selvfølgelig skal man kende sine begrænsninger, havde vi købt ham for 3-5 år siden havde vi ikke haft tid til ham. Da var der bare alt for meget run på, til at klare så aktiv en hund.

 

I familier der har 10-15-20 børn er der konstant en baby og det koster ekstemt meget i metalt overskud, hvordan de får tiden og kræfterne til at slå til, er mig en gåde. Jeg fatter det simpelthen ikke!!!!!!! Det hele går op i børn og rengøring, tøjvask mm. og der kan altså ikke være særligt meget tid til parforholdet, andet end ivednok.:pift:...

[Franziska]

AAHHHRR - nu så jeg det ikke lige i går (?) men nej guds vilje er det bestemt ikke...

 

Jeg har alt i alt 6 søskende (som dog alle er halv søskende).. (dog kun 3 i DK og kun dem jeg ser og har et forhold til, da det er min mor og min stedfar der har dem.) Jeg er den ældste og den yngste er (vidst nok) snart et år.

 

Og jeg må være ærlig at sige at 3 søskende "at forholde sig til" er helt klart nok.. (godt nok også med flere familieforhold at gøre men ja)

 

JEg tror ikke folk med fx 15 børn har nok overskud/tid til det enkelte barn og det i mine øjne meget forkert..

[chr68866]

Gud laver sku ikke børn!

 

aaarh, han har da lavet en søn....

 

 

-har jeg læst

[Gæst Iben B]

aaarh, han har da lavet en søn....

 

 

-har jeg læst

 

 

 

Vi er da alle guds børn - er vi ikke? Manner, ham gud har travlt!

[BassilBerner]

aaarh, han har da lavet en søn....

 

 

-har jeg læst

 

Jeg tror nu mere der var en tømrer involveret

 

Allerede dengang var håndværkersex åbentbart populært? :hmm:

[chr68866]

Jeg tror nu mere der var en tømrer involveret

 

Allerede dengang var håndværkersex åbentbart populært? :hmm:

 

og jomfrusex.....

 

 

oh dear... var godt klar over højsangen var dirty, men at det nye testamente var en lang erotisk novelle havde jeg ikke set komme.

 

For den rene er alting jo rent

[Rams]

Altså.. Jeg har MANGE børn.. Gud har ikke været blandet ind i nogen af dem!

 

De store har aldrig passet de små.. Der er mine/vores børn - ikke deres..

 

Nu bliver jeg nysgerrig... Må jeg spørge om, hvor mange børn har du?

 

 

Jeg er selv vokset op som skilsmissebarn og i 10 år, var vi stort set altid 6 unger, når jeg var hjemme ved min far. Jeg synes netop, det har været meget givende at vokse op i en flok og man har haft mulighed for at knytte sig specielt til de af ens 'søskende', man har haft mest fællesskab med. Min far og hans kone har været super gode til at fordele opmærksomhed og penge mellem os, så ingen blev snydt på noget tidspunkt uden, at få noget på et andet tidspunkt så.

Jeg synes jeg faktisk har fået nogle værdier med hjemme fra min far, som jeg synes at mange forkælede unge burde have lært og som jeg ihvertfald vil lære mine egne børn. F.eks. at hjælpe med at tage af bordet. Jeg bliver så irriteret over at have gæster en hel dag, hvor man ikke gør andet end at rydde op efter dem, fordi det aldrig er faldet dem ind, hvor meget det hjælper, at de bare lige ryder lidt af bordet e.lign. Til gengæld kan jeg se, at folk bliver glade for at jeg gør det, når jeg er gæst i andres hjem.

Jeg tror ikke at jeg har passet mine lillebrødre mere end nogle der kun havde én eller to lillebrødre.

 

 

Men derfra og så til at forstå dem der bare bliver ved med at producere unger i det 'uendelige'. Der er det altså forældrene der ikke formår at sætte en grænse! Og jeg har da tænkt, at det er moderen der er besat af, at være gravid og føde pga de lykkehormoner, der udskilles. Og jeg fatter ikke at manden heller ikke siger stop på noget tidspunkt..? Han får jo ikke det samme kick ud af det..

[BassilBerner]

Nu bliver jeg nysgerrig... Må jeg spørge om, hvor mange børn har du?

 

 

 

Jeg har 5 børn - 25-22-20-15-12 er alderen. To fædre til samlingen - 3 stk med mand nr. 1 (dreng, dreng, pige) og 2 til nr. 2 (dreng, pige).

 

Et barnebarn på 13½ md (datter på 20). To pap-børnebørn (kærestes datters drenge) på 3 og 5.

 

Og jeg er ikke blevet 45 endnu..

[chr68866]

Nu bliver jeg nysgerrig... Må jeg spørge om, hvor mange børn har du?

 

 

Jeg er selv vokset op som skilsmissebarn og i 10 år, var vi stort set altid 6 unger, når jeg var hjemme ved min far. Jeg synes netop, det har været meget givende at vokse op i en flok og man har haft mulighed for at knytte sig specielt til de af ens 'søskende', man har haft mest fællesskab med. Min far og hans kone har været super gode til at fordele opmærksomhed og penge mellem os, så ingen blev snydt på noget tidspunkt uden, at få noget på et andet tidspunkt så.

Jeg synes jeg faktisk har fået nogle værdier med hjemme fra min far, som jeg synes at mange forkælede unge burde have lært og som jeg ihvertfald vil lære mine egne børn. F.eks. at hjælpe med at tage af bordet. Jeg bliver så irriteret over at have gæster en hel dag, hvor man ikke gør andet end at rydde op efter dem, fordi det aldrig er faldet dem ind, hvor meget det hjælper, at de bare lige ryder lidt af bordet e.lign. Til gengæld kan jeg se, at folk bliver glade for at jeg gør det, når jeg er gæst i andres hjem.

Jeg tror ikke at jeg har passet mine lillebrødre mere end nogle der kun havde én eller to lillebrødre.

 

 

Men derfra og så til at forstå dem der bare bliver ved med at producere unger i det 'uendelige'. Der er det altså forældrene der ikke formår at sætte en grænse! Og jeg har da tænkt, at det er moderen der er besat af, at være gravid og føde pga de lykkehormoner, der udskilles. Og jeg fatter ikke at manden heller ikke siger stop på noget tidspunkt..? Han får jo ikke det samme kick ud af det..

 

Altså 1 kick får han ihvertfald ud af det.... og det kan jo være han tænder på gravide kvinder.

[Rams]

Nårh ja, den havde jeg ikke tænkt på. Eller så får han et kick ud af at han kan få 'gevinst' hele tiden.. :hmm:

[Rams]

Bassilberner: 5 unger er da ikke så slemt:-D og slet ikke når du har fået dem i 2 hold:mrgreen:

[BassilBerner]

Bassilberner: 5 unger er da ikke så slemt:-D og slet ikke når du har fået dem i 2 hold:mrgreen:

 

Tak - pænt meget vasketøj, skulle jeg hilse at sige :slem:

[Hopsa]

Men 15 børn, er det overhovedet muligt at forældrene får et nært forhold til dem alle, ligesom hvis der feks var 3 børn ??

Det må være skrækkeligt at vokse op i det konstante kaos, jeg ville blive sindsyg hvis jeg var vokset op med 14 søskende. Konstant larm, evig uro og gråd ved måltiderne, ren kaos når de skal noget, aldrig at blive hørt helt ordenlig, da forældrene altid har gang i noget andet med de andre børn.

 

Hvad tænker i ?

 

Jeg tænker at det skulle undre mig meget hvis ikke barn nummer 15 er lisså højt elsket og lisså vigtig en del af familien som nummer 1 og nummer 7.

Jeg tænker osse at vi alle drager nytte og vigtige erfaringer af vores opvækst, jeg tror ikke man bliver et dårligere fungerende menneske af at have mange søskende.

Og så tror jeg godt det kan lade sig gøre at have stille-tid og enetid med det enkelte barn, det handler om struktur og prioritering, og der er i hvert fald ingen tvivl om hvad man prioriterer hvis man vælger (med eller uden guds vilje) at få mange børn.

[Dina]

Men derfra og så til at forstå dem der bare bliver ved med at producere unger i det 'uendelige'. Der er det altså forældrene der ikke formår at sætte en grænse!

Da vores yngste datter var omkring 10 år, var hun bedsteveninde med en klassekammerat, hvis forældre var mormoner. Denne pige var ud af en søskendeflok på 12, som var repræsenteret på hvert eneste klassetrin på den lokale skole!

 

Pigen spurgte med mellemrum, om hun måtte sove hos os for at få lidt fred og ro, skønt vi boede i kollektiv og der ofte var gæster, men hun sagde, at der var dejligt stille og at det var sjovt at være "kun næsten INGEN" omkring middagsbordet. Det blev til, at hun boede hos os i et par uger ad gangen, og undertiden flyttede en ældre + en yngre søster endda også ind "bare for et par dage". Mit eneste krav var, at de skulle være så store, at de kunne klare sig selv, for jeg gad sgutte passe børn.

 

Vores datter overnattede også ind imellem hos veninden og hun fandt det utroligt morsomt at være med til at dække bord til så mange. Hun fortalte mig også ofte anklagende, at dérovre var der altid nogen at lege med, i modsætning til hos os, hvor der jo kun var "sølle én storesøster at lege med, og hun gad aldrig noget".

 

Men selvom mormonægteparret var nogle søde og sympatiske mennesker, der begge tog sig godt af familien, så fravalgte jeg benhårdt at følge deres eksempel og formere mig yderligere. Desuden var mit forhold til Gud heller ikke dengang ikke specielt stærkt, så.....