Alt om træning - fra probelmløsning til jubel

[Siri]

I en A-eftersøgning er der to figuranter, og hunden skal afsøge et areal på 250*80 skridt, så den kommer altså til at lave udslag hvor der ikke er figuranter:blink: Lad os nu bare sige at der er måske 15-20 udslag til hver side. Tror næppe der er nogle der kan hive 30 mennesker med ud for at træne rundering.

 

 

MEn min pointe er, at der er altid en figurant. Det kan godt være at hunden skal igennem 15 udslag, men der er en figurant!

[Siri]

Jeg tror en rigtig stor del af lydighedshundene i DcH er trænet op på at de løber ud fordi de har troen på at der er noget der ligger derude. Men som Biene også skriver, så er vores fremadsendelse ikke den samme som den i DKK. Men der er slet ingen lighed mellem vores fremadsendelser, andet end at de skal løbe fremad.

 

I en DcH fremadsendelse skal hunden i B-klassen sendes 20 skridt frem(ca. 15 m og dækkes af på kommando. De markeringer der er viser startporten(to markeringsstokke med 3 skridt mellemrum) og så ude på en højde svarene til de 20 skridt er der markeret med to pinde med en afstand på 25 skridt mellem sig(baglinjen). For at hunden skal kunne få sit 10-tal skal den løbe snorlige ud og helst om på den anden side af baglinjen. Ikke for at kimse at DKK's fremadsendelse, men den er mod et felt der er markeret, hvilket altså giver nogle andre mulighed for at træne hunden.

 

I videoen her kan der ses en fremadsendelse fra DM i eliteklassen(desværre er den lige blevet speedet op i tempo), men det giver et billede af hvordan vores fremadsendelse ser ud. Du skal ca. 2 minutter ind.

[video=youtube_share;CokI4zZZVCE]

 

Når jeg træner en fremadsendelse op, så er det første jeg vil have en hund der kan løbe måske 30-40 meter snorlige ud for fulde drøn. Og det opnår jeg lettest med mine hunde ved at have noget derude som trækker dem. De første gange får hunden lov til at se at der bliver lagt noget ud til den. Når den er sikker i det, begynder jeg at ligge dens belønning ud uden ser det(her går jeg så langt tilbage at hunden kun skal løbe få meter ud for at få øje på den). Optimalt har jeg så en hjælper med, så jeg kan tage hunden væk, så belønningen kan flyttes længere væk uden hunden ser det(jeg gør det her, for at hunden ikke får en forkommando der hedder "Jeg-ser-en-lægge-noget-derud-så-derfor-løber-jeg-derud", den skal så tidligt som muligt have troen på at når den ser de to pinde, så skal den bare løbe lige ud længe nok, så kommer dens belønning).

 

Lige pt. er vi ikke nået længere hertil, da vi har haft en periode hvor vi ikke har kunne træne for alvor. Men når hun er sikker ude på vores træningsplads på de 30-40 meter, så er min plan at vi flytter træningen ud til andre steder, så vi for styrket øvelsen på denne måde også. Her vil jeg så sætte fremadsendelsen op på samme måde, men belønningen kommer til at være tæt på den første gang og derefter bliver den flyttet længere ud. Og så er det jo ellers at komme ud hid og did. Vi har en masse idrætspladser og træningspladser vi skal ud for at besøge i foråret.

 

Når hun løber fuld fart frem, så tror jeg at jeg vil smide en dæk på. Ikke før... Og når dækken er sikker, så bliver den nok ikke brugt mere end en gang om ugen ud over når vi skal bruge den til konkurrence. Og så tror jeg at der vil begynde at komme variation ind i hvornår belønningen kommer. Nogle gange er der ikke noget derude, og belønningen kommer først inde hos mig. Andre gange stopper fremadsendelse umiddelbart efter dækken og belønningen kommer derude, osv. osv.

 

Og så synes jeg ikke man skal gøre hundene klogere end de er. Ellers undre det mig da at der er så mange hunde der stadig glade og fro løber ud til figuranten til konkurrencer, for det er jo kun til træning figuranten belønner.

 

 

Mht. Nordisk Spor, så skal man nok overveje hvor meget man gerne vil det. Der er nemlig få konkurrencer og mange om buddet. Fx er der ingen konkurrencer her på Sjælland pt., men vi har hundeførere der kører gladeligt over til "hovedlandet". Og så kan jeg ikke huske om man skal have bestået en lille nordisk for at deltage i en alm. nordisk:vedikke:

Men hvis det er tilfældet, så er der i løbet af 2013 6 konkurrencer ud over DM, heraf to Lille nordisk. Og da både lille nordisk og nordisk tæller til DM, så er det jo sådan at alle dem der gerne vil med til DM også melder sig til. Det er ikke skrevet i en ond mening, men det er bare så man er forberedt på at man nok kan bruge en masse tid og kræfter på træning frem mod noget, hvor det kan være mere end vanskeligt at komme til at få lov til at komme til konkurrence :blink:

 

JEg ved godt at jeres fremadsendelse er noget helt andet. Den fremadsendelse vi laver er jo et felt og ikke en decideret fremadsendelse.

 

Ift om hunden løber ud til figuranten, som ikke belønner, så er der vel indbygget en belønning i at finde og markere figuranten? Så det er vel ikke nødvendigvis kun belønning af selve figuranten, som tæller?

Det er nu heller ikke fordi at en hund ikke kan klare sig uden belønning - det kan mine snildt! Men problemet som jeg ser det, er at man snyder hunden. Jeg mener det er fint at hjælpe hunden i indlæringsfasen, men jeg vil at min hund forstår øvelsen og forstår den adfærd jeg forlanger. Jeg vil ikke snyde den til at tilbyde adfærden gang på gang.

 

Jeg ved godt, at det er svært at få en plads til de nordiske konkurrencer - det er virkelig en skam. Men jeg tager det som det kommer - før vi (læs:jeg) har styr på spor, så melder jeg i hvert tilfælde ikke til noget

[Siri]

Nu bruger jeg kogte svinehjerter til min hund, og ja, det kommer også i munden, og det samme ville svinelever. Det er hundetræning og der er ikke tid til at være sart. Børste tænder kan man jo altid bagefter.

 

kan dog anbefale hjerter frem for lever, det smager bedre og har en bedre konsistens.

 

Du godeste! Jeg får helt mundvand ved tanken (altså mundvand på den dårlige måde). Det kan jeg simpelthen ikke. Så skal jeg i hvert tilfælde ikke træne indenfor, for jeg kommer helt sikker til at kaste op :blink:

[korvis]

Må sige at jeg er helt med Siri, når det gælder "konkurrencekloge" hunde. Ser så tit agilityhunde der er 100% klare over at "nu er der konkurrence, så bli'r jeg ikke stoppet/rettet", og derfor laver unoder på banen. Og det samme med LP, er ikke i tvivl om at hundene er udmærket klare over når der er konkurrence - og at det for nogles vedkommende betyder at der pludselig er andre regler der gælder. Tror derfor at det er uhyre vigtigt at man altid er konsekvent, og gør det samme til træning som til konkurrence - samme regler gælder overalt!

[Siri]

Må sige at jeg er helt med Siri, når det gælder "konkurrencekloge" hunde. Ser så tit agilityhunde der er 100% klare over at "nu er der konkurrence, så bli'r jeg ikke stoppet/rettet", og derfor laver unoder på banen. Og det samme med LP, er ikke i tvivl om at hundene er udmærket klare over når der er konkurrence - og at det for nogles vedkommende betyder at der pludselig er andre regler der gælder. Tror derfor at det er uhyre vigtigt at man altid er konsekvent, og gør det samme til træning som til konkurrence - samme regler gælder overalt!

 

 

Konkurrenceklog! Skidegodt ord

Og det er netop det jeg mener!

[Gæst Miss_menelli]

Konkurrenceklog! Skidegodt ord

Og det er netop det jeg mener!

 

Som i øvrigt er et meget velkendt ord i DcH

[sonja77]

Fed tråd :5up:

 

Håber I har nogle gode råd til os. Katla "hænger" når hun går FVF. har prøvet at klikke hende frem, det hænger ikke ved. Lavet små hop, så hun kommer lidt op i fart, hænger ikke ved. Øget og sænket tempo, hænger ikke ved.

 

 

Hjælp? i kloge erfarne hoveder..

 

Ved Tyson gjorde jeg det, at jeg belønnede for første lille minibevægelse. Når vi stod stille i plads, inden jeg tog det første skridt, gejlede jeg ham lidt op ved at blive ivrig/spændt i kroppen og f.eks. sige "er du klar? er du klar?" eller "reeaadddy... steeaady...", før jeg bevægede mig. Når jeg kunne se, at nu var han virkelig klar, tog jeg et miniskridt (og vi taler MINIskridt - nærmest bare vægtforskydning), og når han samtidig lavede en fremadrettet bevægelse (igen - behøvede bare at være en minibevægelse, så længe den var hurtig og ikke "hang" efter min bevægelse), belønnede jeg ved at kaste godbid eller bold, så han skulle løbe fremad for at få den. Hvis han "hang" i reaktionstiden, fik han ikke nogen belønning. Hvis han tyvstartede, belønnede jeg ham i starten også for det, da det var fremdriften/ivrigheden, jeg ville have.

 

Næste skridt var, at jeg begyndte at tage reelle skridt, hvor jeg til at starte med bare belønnede for første skridt, og derefter hurtigt udvidede til f.eks. tre skridt, så et skridt, så fem skridt, så to skridt osv. Selvfølgelig efterhånden med flere og flere skridt, men hvor jeg jævnligt gik tilbage og belønnede for bare et enkelt eller ganske få skridt. Igen brugte jeg meget at kaste belønning frem foran ham, og var desuden meget jublende i min ros, da det også er med til at køre ham op. Hvis han hang, fik han ingen belønning, så afbrød jeg øvelsen. I starten gjorde denne metode hans fri ved fod lidt upræcis, da han nogle gange kom for langt frem af ivrighed og nogle gange flagrede, men det rettede jeg ikke på dette tidspunkt, da det var "ikke hænge"-kriteriet, jeg fokuserede på. Præcision trænede jeg så på som kriterie senere hen.

 

Jeg kan stadig finde på at gå tilbage til "beløn for første bevægelse" ind imellem. Og ellers gør jeg også sådan noget som at vise ham, at jeg har en super lækker belønning, og så gå eller småløbe hurtigt rundt. Når han så indhenter mig og er i rette position, får han belønningen, gerne som leg (altså, hvis det er godbidder, så f.eks. at gøre godbidderne spændende og smide dem, så han skal jagte dem), og derefter skynder jeg mig at gå videre, så han igen skal indhente mig for at få belønning. Og det kan så udvides til, at når han har indhentet mig, skal han gå et par skridt i rigtig position, før belønningen kommer. Hvilket igen kan udvides til, at jeg går i udforudsigelige mønstre, f.eks, laver nogle hurtige, bratte vendinger eller f.eks. går i et ottetal (kan også laves som separat øvelse rundt om kegler), hvor han bliver belønnet, når det lykkes ham at følge med.

[Siri]

Ved Tyson gjorde jeg det, at jeg belønnede for første lille minibevægelse. Når vi stod stille i plads, inden jeg tog det første skridt, gejlede jeg ham lidt op ved at blive ivrig/spændt i kroppen og f.eks. sige "er du klar? er du klar?" eller "reeaadddy... steeaady...", før jeg bevægede mig. Når jeg kunne se, at nu var han virkelig klar, tog jeg et miniskridt (og vi taler MINIskridt - nærmest bare vægtforskydning), og når han samtidig lavede en fremadrettet bevægelse (igen - behøvede bare at være en minibevægelse, så længe den var hurtig og ikke "hang" efter min bevægelse), belønnede jeg ved at kaste godbid eller bold, så han skulle løbe fremad for at få den. Hvis han "hang" i reaktionstiden, fik han ikke nogen belønning. Hvis han tyvstartede, belønnede jeg ham i starten også for det, da det var fremdriften/ivrigheden, jeg ville have.

 

Næste skridt var, at jeg begyndte at tage reelle skridt, hvor jeg til at starte med bare belønnede for første skridt, og derefter hurtigt udvidede til f.eks. tre skridt, så et skridt, så fem skridt, så to skridt osv. Selvfølgelig efterhånden med flere og flere skridt, men hvor jeg jævnligt gik tilbage og belønnede for bare et enkelt eller ganske få skridt. Igen brugte jeg meget at kaste belønning frem foran ham, og var desuden meget jublende i min ros, da det også er med til at køre ham op. Hvis han hang, fik han ingen belønning, så afbrød jeg øvelsen. I starten gjorde denne metode hans fri ved fod lidt upræcis, da han nogle gange kom for langt frem af ivrighed og nogle gange flagrede, men det rettede jeg ikke på dette tidspunkt, da det var "ikke hænge"-kriteriet, jeg fokuserede på. Præcision trænede jeg så på som kriterie senere hen.

 

Jeg kan stadig finde på at gå tilbage til "beløn for første bevægelse" ind imellem. Og ellers gør jeg også sådan noget som at vise ham, at jeg har en super lækker belønning, og så gå eller småløbe hurtigt rundt. Når han så indhenter mig og er i rette position, får han belønningen, gerne som leg (altså, hvis det er godbidder, så f.eks. at gøre godbidderne spændende og smide dem, så han skal jagte dem), og derefter skynder jeg mig at gå videre, så han igen skal indhente mig for at få belønning. Og det kan så udvides til, at når han har indhentet mig, skal han gå et par skridt i rigtig position, før belønningen kommer. Hvilket igen kan udvides til, at jeg går i udforudsigelige mønstre, f.eks, laver nogle hurtige, bratte vendinger eller f.eks. går i et ottetal (kan også laves som separat øvelse rundt om kegler), hvor han bliver belønnet, når det lykkes ham at følge med.

 

 

Jeg er fuldstændig enig med Sonja!

Når så øvelsen er indlært og FVF er sikker, så ville jeg tænke meget over hvad jeg belønner. Hvis hunden sakker bagud, så belønner jeg aldrig - eller lokker. Så sætter jeg tværtimod farten op og belønner, når hunden indhenter mig (eller lidt efter, så der ikke dannes en træls kæde).

Det kan hurtigt blive et mønster, at hunden sakker bagud og F. derefter gør alle mulige krumspring for at få H. til at følge med igen. Og derfor lærer hunden, at det kan betale sig at falde bagud.

[luciente]

Ved Tyson gjorde jeg det, at jeg belønnede for første lille minibevægelse. Når vi stod stille i plads, inden jeg tog det første skridt, gejlede jeg ham lidt op ved at blive ivrig/spændt i kroppen og f.eks. sige "er du klar? er du klar?" eller "reeaadddy... steeaady...", før jeg bevægede mig. Når jeg kunne se, at nu var han virkelig klar, tog jeg et miniskridt (og vi taler MINIskridt - nærmest bare vægtforskydning), og når han samtidig lavede en fremadrettet bevægelse (igen - behøvede bare at være en minibevægelse, så længe den var hurtig og ikke "hang" efter min bevægelse), belønnede jeg ved at kaste godbid eller bold, så han skulle løbe fremad for at få den. Hvis han "hang" i reaktionstiden, fik han ikke nogen belønning. Hvis han tyvstartede, belønnede jeg ham i starten også for det, da det var fremdriften/ivrigheden, jeg ville have.

 

Næste skridt var, at jeg begyndte at tage reelle skridt, hvor jeg til at starte med bare belønnede for første skridt, og derefter hurtigt udvidede til f.eks. tre skridt, så et skridt, så fem skridt, så to skridt osv. Selvfølgelig efterhånden med flere og flere skridt, men hvor jeg jævnligt gik tilbage og belønnede for bare et enkelt eller ganske få skridt. Igen brugte jeg meget at kaste belønning frem foran ham, og var desuden meget jublende i min ros, da det også er med til at køre ham op. Hvis han hang, fik han ingen belønning, så afbrød jeg øvelsen. I starten gjorde denne metode hans fri ved fod lidt upræcis, da han nogle gange kom for langt frem af ivrighed og nogle gange flagrede, men det rettede jeg ikke på dette tidspunkt, da det var "ikke hænge"-kriteriet, jeg fokuserede på. Præcision trænede jeg så på som kriterie senere hen.

 

Jeg kan stadig finde på at gå tilbage til "beløn for første bevægelse" ind imellem. Og ellers gør jeg også sådan noget som at vise ham, at jeg har en super lækker belønning, og så gå eller småløbe hurtigt rundt. Når han så indhenter mig og er i rette position, får han belønningen, gerne som leg (altså, hvis det er godbidder, så f.eks. at gøre godbidderne spændende og smide dem, så han skal jagte dem), og derefter skynder jeg mig at gå videre, så han igen skal indhente mig for at få belønning. Og det kan så udvides til, at når han har indhentet mig, skal han gå et par skridt i rigtig position, før belønningen kommer. Hvilket igen kan udvides til, at jeg går i udforudsigelige mønstre, f.eks, laver nogle hurtige, bratte vendinger eller f.eks. går i et ottetal (kan også laves som separat øvelse rundt om kegler), hvor han bliver belønnet, når det lykkes ham at følge med.

Enig med Sonja.

Desuden kan jeg tilføje, at jeg med held går på venstre volte, så hunden skal gå færre skridt end mig. På den måde er det lettere at få noget at belønne. Når der kommer mere tempo på hunden, skal den naturligvis kunne følge med i alle retninger. Jeg er også meget opmærksom på at markere/ belønne for accelerationen, at hunden er på vej hen til mig og ikke når den er i positionen. Hvis jeg belønner med mad, falder belønningen lidt længere fremme end hundens position ved klikket/ rosen.

[Siri]

Enig med Sonja.

Desuden kan jeg tilføje, at jeg med held går på venstre volte, så hunden skal gå færre skridt end mig. På den måde er det lettere at få noget at belønne. Når der kommer mere tempo på hunden, skal den naturligvis kunne følge med i alle retninger. Jeg er også meget opmærksom på at markere/ belønne for accelerationen, at hunden er på vej hen til mig og ikke når den er i positionen. Hvis jeg belønner med mad, falder belønningen lidt længere fremme end hundens position ved klikket/ rosen.

 

Hvorfor belønner du for accelerationen? Jeg ville aldrig belønne for det, da hundens position jo er helt forkert.

[Camilse]

Og så skal man jo huske på at teknikken i fvf jo nærmest er en videnskab i sig selv. Og med mange måder at hjælpe hunden på.

 

Det er da også grunden til at jeg ved at nogle rent faktisk så min lineføring til konkurrencer. For folk begyndte nemlig at undre sig over min omkringvending(i dch har vi kun højre om). Det jeg gør, er egentlig simpelt, jeg træder bagom mit venstre ben med det højre, så rent faktisk giver min hund lige lidt ekstra tid til at komme rundt på i vendingen(svært at forklare, måske jeg skulle filme de:hmm:).

der hvor spørgsmålene så endelig kom, det var på om jeg aldrig blev trukket for det, da nogle konkurrenter åbenbart mente at det ikke var en god nok vending. Men nu har vi altså været afsted 14 gange og aldrig er vi blevet trukket for at gøre det på den måde. Jeg tror slet ikke at jeg kan vende almindeligt Men hvorfor skulle jeg, når det nu fungerer fint.

 

Men der er rigtig mange tricks hvor man bare ved at ændre det man selv gør. Der er så bare nogle ting der er mere accepterede end andre :blink:

[Gæst Miss_menelli]

Ihh... Jubel herfra, fuldstændig udenfor kontekst!

 

Yoda har altid HADET at have noget hårdt i munden, medmindre det var en gren der skulle splittes ad.

Så det har været lidt op af bakke med apporten, især fordi de gængse træningsmetoder hos os, med at baglænskæde øvelsen går ud på at hunden jo først skal dutte og sidenhen holde om apporten og så sidde længere og længere tid med den - Det er ikke særlig fedt for en hund hvor det ubehagelige i at sidde med den i munden overskygger alle belønninger jeg kan komme med.

 

I stedet valgte jeg i samråd med Dumlemor, at køre maks glæde på apporten, ved at lege med den, kaste den osv.

Så han fik lov at jagte den, hente den når den var blevet kastet osv.

Sådan at den bare blev FEEEEEEED!

 

Det har jeg brugt lidt tid, indtil han selv greb ud efter den med det samme jeg tog den frem.

Og så kunne jeg derfra begynde at arbejde med at holde fast om den og sidde pænt foran mig.

 

Og nu køre shittet bare for os :banan:

 

Han synes den er vææææældig og en feeeed øvelse :klap:

[luciente]

Hvorfor belønner du for accelerationen? Jeg ville aldrig belønne for det, da hundens position jo er helt forkert.

Da jeg ser problemet som manglende fremdrift. Klikket leverer jeg når hunden accelererer, belønningen i den ønskede positionen/ fremad i gåretningen

[Gæst Pip]

Nu bruger jeg kogte svinehjerter til min hund, og ja, det kommer også i munden, og det samme ville svinelever. Det er hundetræning og der er ikke tid til at være sart. Børste tænder kan man jo altid bagefter.

 

kan dog anbefale hjerter frem for lever, det smager bedre og har en bedre konsistens.

Jeg belønner også fra munden, dog KUN med kyllingepølser, kan ikke have andet i munden end det.

 

Andre slags godbidder kommer fra en pose i lommen eller en tube, har altid 2-3-4 forskellige slags med, så hun aldrig ved hvad hun får

[Riesenfan]

RIGTIG OT det her - men ud det skal det. Jeg lagde en camp ud som tilbud på min netside i fredags og i formiddags var vi oppe på en venteliste på 3-4 stykker. Mand hvor jeg glæder. En masse dejlige mennesker har meldt sig til. Det er for fedt - men bortset fra det: Så skal jeg til at få gjort noget ved at få lavet en seriøs træningsplan for Lokes år og få den lille detalje på plads med at importere ham til DKK....

[bernerazuro]

Ihh... Jubel herfra, fuldstændig udenfor kontekst!

 

Yoda har altid HADET at have noget hårdt i munden, medmindre det var en gren der skulle splittes ad.

Så det har været lidt op af bakke med apporten, især fordi de gængse træningsmetoder hos os, med at baglænskæde øvelsen går ud på at hunden jo først skal dutte og sidenhen holde om apporten og så sidde længere og længere tid med den - Det er ikke særlig fedt for en hund hvor det ubehagelige i at sidde med den i munden overskygger alle belønninger jeg kan komme med.

 

I stedet valgte jeg i samråd med Dumlemor, at køre maks glæde på apporten, ved at lege med den, kaste den osv.

Så han fik lov at jagte den, hente den når den var blevet kastet osv.

Sådan at den bare blev FEEEEEEED!

 

Det har jeg brugt lidt tid, indtil han selv greb ud efter den med det samme jeg tog den frem.

Og så kunne jeg derfra begynde at arbejde med at holde fast om den og sidde pænt foran mig.

 

Og nu køre shittet bare for os :banan:

 

Han synes den er vææææældig og en feeeed øvelse :klap:

 

Sådan! :banan:

 

Vi havde lidt det samme problem med apporten herhjemme, den var bare ulækker - når vi havde lavet et par repetitioner, kunne man se uvilje lyse ud af Møffe og han kunne holde den kortere og kortere tid, før den med væmmelse blev spyttet ud Endte altid med, at han efter få repetitioner, tog hovedet væk, når jeg tilbød ham den...

 

Her kunne den dog klares med få og korte repetitioner med god belønning *pyha*

[Dina]

Fed tråd :5up:

 

Håber I har nogle gode råd til os. Katla "hænger" når hun går FVF. har prøvet at klikke hende frem, det hænger ikke ved. Lavet små hop, så hun kommer lidt op i fart, hænger ikke ved. Øget og sænket tempo, hænger ikke ved.

 

 

Hjælp? i kloge erfarne hoveder..

Jeg fik engang på et kursus et skidegodt fif til at lære stort set enhver hund at gå med fuld fokus på føreren. Det er jo nemlig lizzåm ikke alle racer, der føler, at øjenkontakt med fører er mægtigt selvbelønnende. Men dette fif tager fusen selv på en ellers uopmærksom airedale terrier.

 

Bevæbn dig med en MASSE små godbidder og en klikker og stil dig i grundstilling, dvs. rank som en soldat med blikket rettet fast ligeud - og venstre øje skævende ned på hunden, der sidder mere eller mindre perfekt ved din side. SIG INTET. Måske kigger din hund alle andre vegne hen, men bare vent. På et tidspunkt vil selv den mest uopmærksomme hund lægge mærke til, at der intet sker og hvad dælen er det da for noget - og så vil den med statsgaranti og ganske af sig selv kigge op på dig. Det er lige, hvad du har ventet på, så du klikker øjeblikkelig og belønner.

 

Fortsæt på denne hjernedøde måde og i total tavshed (du må dog godt smile til hunden), indtil hunden kigger ufravendt op på dig.

 

Så er det tid til at tage det første skridt. Stik venstre fod frem. Kigger hunden stadig op, er det flot, så klik og beløn. Kigger hunden hurtigt på din venstre fod, MEN kigger straks efter af sig selv op på dig, så er det også godt, så klik og beløn. Kigger hunden væk, så bliv stående. Hunden har ikke fattet "systemet" endnu.

 

Gentag grundstillings-stuntet og det ene lille skridt frem, og går det stadig godt, snupper du et skridt til. Måske skal du i flere omgange kun tage et enkelt eller to skridt fremad, men det er en fornemmelsessag. Det vigtige er, at hunden kigger op på dig konstant. Kigger den væk, så bliv i grundstillingen, til hundens øjne er limet fast til dine. Du skal ikke være for hurtig her, men nøjes med at sætte skridtantallet +1 op i starten. Hold evt. en pause og leg lidt bold med hunden og prøv så igen.

 

Inden du ser dig om, kan din hund gå 8-10 skridt i både langsom og hurtig gang (ikke løb lige nu, så bliver det for muntert) med fuld fokus på dig helt fra start.

 

Det er en skæppeskæg oplevelse og det eneste BC-fif, som jeg kunne bruge på hele det kursus. Men det var til gengæld guld værd og jeg giver det gladelig videre.

[Dina]

Mn man kan vel ikke have boldkanon til prøver? Får man så ikke en hund, der regner ud, at der aldrig skyder en bold op ud af det blå, når den er til konkurrencer?

haha, nææææ - jeg kan godt lige se dommerens ansigt for mig, hvis man sagde: "Nu har du vel husket at sætte boldkanonen op, makker?!".

 

Men under træning er det med boldkanonen som med godbidder på sporet - begge dele snydes hunden for til konkurrencerne. Og det går ganske glimrende endda.

[Dina]

Mn hvis man nu går til tilpas mange konkurrencer, risikerer man så ikke at hunden hurtigt regner ud, at bolden ikke kommer til konkurrencer?

Nej. Alle hunde, jeg har trænet sammen med, har trænet sporet på godbidder. Til konkurrencer er sporene kemisk renset for godbidder. Hundene går fint alligevel. De kigger ikke undrende ned på sporene og ser ud til at undres over, at der intet guf (eller bolde eller andet) er at øjne.

 

Det ER virkelig intet problem. Heller ikke med boldkanonen. I øvrigt går en DcH-konkurrence over en hel lang dag og hundene har tusind andre ting at spekulere over og kigge på, så.....nope, intet problem. :5up:

[Dina]

Hvad gør man, hvis man har kogt lever til hunden? Tager man også det i munden?

Yup. Det er forskellen mellem en hundeejer og en hundefører.

[Dina]

Den var bare aldrig gået med en border! 2 gange og så have den gennemskuet det!

 

Jeg er generelt ikke fan af at man "snyder" sin hund på den måde og er sikker på, at det i langt de fleste tilfælde ikke kan betale sig.

Snyder? Mener du, at man snyder sin hund, hvis man fx træner med nogle godbidder på sporet, men at der så ingen er til en konkurrence?

 

I øvrigt har jeg trænet sammen med en BC i beredskabet - OG en boldkanon. Borderen var bestemt ikke dummere end sine racefæller, men den havde intet problem med fremadsendelsen til konkurrencerne, selvom der ingen boldkanon var....ej heller manglende godbidder på sporet. Selve øvelserne bliver en belønning i sig selv for hundene, og kanoner og mad er kun opmuntrende detaljer.

[Dina]

Jeg mener at man snyder hunden, fordi den til konkurrencer ikke er der (Altså bolden).

Siri, sådan tænker hundene altså ikke?! Hunde er kloge, men sgutte SÅ kloge. Og har de lært at elske øvelserne til træning, så udfører de dem også med glæde til en konkurrence.

[Camilse]

haha, nææææ - jeg kan godt lige se dommerens ansigt for mig, hvis man sagde: "Nu har du vel husket at sætte boldkanonen op, makker?!".

 

Men under træning er det med boldkanonen som med godbidder på sporet - begge dele snydes hunden for til konkurrencerne. Og det går ganske glimrende endda.

 

Tjah, jeg brugte som undskyldning for at hunden ikke løb ud til figuranten at den ikke kunne se figuranten fordi den fik solen i øjnene. Jeg fik så at vide at så måtte den jo have solbriller på næste gang. Gad vide hvad dommeren ville sige til at hunden havde solbriller på:hmm:

[Dina]

Må sige at jeg er helt med Siri, når det gælder "konkurrencekloge" hunde. Ser så tit agilityhunde der er 100% klare over at "nu er der konkurrence, så bli'r jeg ikke stoppet/rettet", og derfor laver unoder på banen. Og det samme med LP, er ikke i tvivl om at hundene er udmærket klare over når der er konkurrence - og at det for nogles vedkommende betyder at der pludselig er andre regler der gælder. Tror derfor at det er uhyre vigtigt at man altid er konsekvent, og gør det samme til træning som til konkurrence - samme regler gælder overalt!

Dine indvendinger forstår jeg fuldt ud - når det drejer sig om lydighedsdelen. Der kan hunde godt hitte på at være lidt alternative til konkurrencer. Derfor meddeler nogle hundeførere dommeren på forhånd, at hvis hunden bliver uartig, så griber hundeføreren ind og så skråt op med, at det koster.

 

Men når vi snakker fx spor, så er din filosofi intet værd, for at sige det rent ud. På træningsspor kunne jeg hitte på at grave bolde, nøgler, vinpropper og små gulvtæppestykker mere eller mindre ned på sporet og jeg lagde også et par godbidder 5-6 m efter knæk (dog afhængig af vinden). Jeg gjorde også helt bevidst sporene meget, meget længere og meget, meget sværere end vi nogensinde ville komme ud for til en konkurrence. Og vi gik i mørke (jeg havde lygte) og i hylende orkan og snestorm. Hundene syntes, at det var skægt og spændende, men det gjorde absolut ingen forskel til konkurrencerne. De tog sporet, som de plejede, trods det at der intet skæg var at finde.

 

Jeg tvivler stærkt på, at de følte sig snydt. Og forresten fik de både kys og godbidder, når vi havde sagt farvel til dommeren og inden vi gik videre til næste dommer.

[Siri]

Nej. Alle hunde, jeg har trænet sammen med, har trænet sporet på godbidder. Til konkurrencer er sporene kemisk renset for godbidder. Hundene går fint alligevel. De kigger ikke undrende ned på sporene og ser ud til at undres over, at der intet guf (eller bolde eller andet) er at øjne.

 

Det ER virkelig intet problem. Heller ikke med boldkanonen. I øvrigt går en DcH-konkurrence over en hel lang dag og hundene har tusind andre ting at spekulere over og kigge på, så.....nope, intet problem. :5up:

 

Men hunden får jo stadig en belønning efter endt spor!

Forskellen for mig er, at man her bruger boldkanonen til at trække hunden frem gang på gang - og til konkurrencer er den der jo så ikke.

Jeg forstår ikke helt hvad du mener med, at hundene har tusind ting at spekulere over? Det er vel ikke helt specielt for en DcH konkurrence? En agility eller LP konkurrence kan også strække sig over en hel dag - alt afhængig af hvordan den tilrettelægges.