Min første hund Mollie

[MichelleH]

Her kommer historien om Mollie, min første hund, og hende der lærte mig så meget. Hende der skulle være min faste ven og ledsager gennem mange år, men som desværre kun blev en del af mit liv i 5 år. Men 5 fantastiske år.

 

Mollie blev en del af mit liv da jeg som 16 årig (2003) var en tur i vestjylland hos noget familie. Derovre havde de fleste på gårdene hunde, som rendte rundt på må og få og hyggede sig, og det var sådan Mollie kom til. Gårdens gule labradortæve havde haft besøg af en samojedhund og vupti var der hvalpe på vej. En aften blev der hos dyrlægen født 5 hvide tæver ved kejsersnit. De kom med hjem på gården og blev puttet i laden sammen med hundemor. Næste morgen var der kun 4 hvalpe tilbage. Ræven havde været forbi. Sådan var livet. Lille Mollie blev hentet hjem da hun var 9 uger gammel, frisk, udadvendt og social trods en opvækst på en gård. Vi tog hende til dyrlægen som hurtigt konstaterede at hun havde ræveskab men ellers frisk og fin.

 

Mollie voksede op og gav os så mange glæder at jeg næsten ikke kan huske dem alle. Vi trænede i dch og hun klarede sig godt. Hun var en hund med stor frihedstrang og elskede lange løbeture. Hun var ikke halv samojede for ingenting :slem: Vores hundetræner kan den dag idag stadig huske hvordan vi nogengange ventede halve timer på træningsområdet på at Mollie var færdig med at løbe hehe. Hun var altid glad og god som dagen var lang overfor alt og alle. Alle fremmede mennesker blev mødt med et kys. Hun lærte mig så meget, tålmodighed, respekt og lærte mig så meget omkring hunde, signaler og træning. Hun elskede at gå lange ture, gerne i skoven eller på stranden og elskede generelt bare at være med hvor det skete. Hun var nem at have med alle steder, og blev aldrig stresset. Hun var aldrig syg og gav aldrig tegn på smerte. End ikke da hun som stor hvalp trådte på en knust flaske og skar poten op eller da hun blev overfaldet og fik bidt hul i ryggen af en shæfer. Det blev først opdaget da vi kom hjem og så blodspor.

 

Derfor kom det også som et chok for os da hun som 5 årig i april 08 begyndte at skrante lidt. Hun var utrolig sløv og var begyndt at kaste en del op. Det kom meget pludseligt så derfor tog vi hende til dyrlægen som i første gang bare afskrev det med alderen. Hun var ved at være gammel. Det var vi helt uforstående overfor og hun testede hende derfor for hjerteorm og hd, men uden resultat. Dyrlægen mente så at det måtte vi bare leve med. Det skulle så vise sig at koste hende livet 2 mdr senere. Midt i juni mdr tog opkasten til og Mollie kunne ikke holde noget i sig og der var blod i opkaten og afføringen var helt sort. Vi kørte til dyrlægen igen som nu mente det måtte være livmoderbetændelse og scannede hende, men kunne ikke få scanneren til at virke. Da slog vi i bordet, skældte ud og blev henvist til årslev dyreklinik. Vi fik en akuttid dernede og hun blev scannet. På scanningen kunne dyrlægen konstatere at hun havde fået et mavesår. Hun kom i pillebehandling, og vi fik afvide at hun ville være bedre indenfor et par dage. Det skete dog ikke. På 3 dagen kastede hun blod op igen. Vi kørte ned med hende og dyrlægerne prøvede at lave en kikkert undersøgelse, men de kunne intet se for slim og blod så de fik lov at åbne hende. Værre syn havde de sjældendt set. Maven var et stort blødende sår. De tog et par biobsier, grundet mistanke om kræft og hun blev lukket igen. Grundet mavesåret måtte hun ikke få smertestillende piller så hun var i et rent smertehelvede, men dyrlægerne troede hun kunne klare sig igennem det. Hun fik nu 8 piller morgen og aften. De efterfølgende dage gik op og ned men en lille uges tid efter tissede hun inde selvom døren stod åben. Da vi tog vi ned til dyrlægen som kunne se at hun havde mistede 1/3 del blod på en uge. Det ville ikke hele dernede. Vi aftalte at se hvordan det gik indtil svarene på biobsierne kom. Da de kom viste de at hun nok havde en defekt i slimhinden i maven som langsomt ville ødelægge maven. Hun kunne måske overleve på højdosis af binyrebarkhormon som indenfor få mdr ville give hende sukkersyge. Det liv ville vi ikke byde vores Mollie så hun fik fred på engen bag dyrlægens klinik. Mollie vil altid være elsket og savnet.

 

Her ses et par billeder af hende som hun altid vil være husket :hjerte:

[Tullemus]

Åhh..sikken en livsbekræftende, men desværre også trist historie ... hvor ser hun dejlig ud og kan godt forstå, at du savner hende. Hver hund har sin personlighed, nogle mere end andre, men fælles for dem alle er, at de tager et lille stykke af vore hjerter med, når de må herfra.

[Gæst Miss_menelli]

Ej men

 

Gud hvor var hun fantastisk!!

 

Og.... Kan ikke lade være med at tænke at hun minder alt, alt for meget om min egen gamle dreng.

Så på en eller anden måde gør din historie et kæmpe indtryk, fordi jeg virkelig kan se min egen hund i hende

Mistænker faktisk de er i familie - Bamse skulle vist oprindeligt komme fra et lignende sted :hmm:

 

Men godt hun endte hos jer og fik et dejligt liv omend det blev alt for kort - Og godt i kunne sende hende over regnbuebroen på en værdig måde. :ae:

[MichelleH]

Åhh..sikken en livsbekræftende, men desværre også trist historie ... hvor ser hun dejlig ud og kan godt forstå, at du savner hende. Hver hund har sin personlighed, nogle mere end andre, men fælles for dem alle er, at de tager et lille stykke af vore hjerter med, når de må herfra.

Tak Ja Mollie havde en kæmpe personlighed som langt overskygger de 2 piger jeg har nu. Hun var et rent livsstykke, som desværre var her alt for kort

[MichelleH]

Ej men

 

Gud hvor var hun fantastisk!!

 

Og.... Kan ikke lade være med at tænke at hun minder alt, alt for meget om min egen gamle dreng.

Så på en eller anden måde gør din historie et kæmpe indtryk, fordi jeg virkelig kan se min egen hund i hende

Mistænker faktisk de er i familie - Bamse skulle vist oprindeligt komme fra et lignende sted :hmm:

 

Men godt hun endte hos jer og fik et dejligt liv omend det blev alt for kort - Og godt i kunne sende hende over regnbuebroen på en værdig måde. :ae:

 

Mange tak. Var lige inde og kigge på din, og sikke de ligner hinanden. Det er altså en fantastisk blanding. Mange mennesker advarede os og sagde at det ikke var to gode hunde at blande, men vi synes hun var helt perfekt. Vi har sidenhen mødt et par enkelte af samme blanding, dog flest med golden retriever og de var bare alle rigtig glade og velafbalancede hunde. Uhh nogen gange kunne jeg godt tænke mig en lign men ved ikke om jeg bare vil sammenligne min Mollie for meget den.

Mollie søskende var alle piger så det er ikke fra samme kuld men mon ikke samojede far har været lidt omkring på de forskellige gårde?

 

Når jeg skal mindes hende på en god måde tænker jeg altid tilbage på 2 episoder. Den første er hun omkring 11 mdr gammel og jeg er på boldbanen med hende sammen med min lillesøster som nok er 8 år på det tidspunkt. Mollie er i sele og snor. Jeg beder lige min lillesøster om at holde hende (siger husk du må ikke slippe snoren) Pludselig ser Mollie en kat og flyver afsted. Søster holder jo fast som lovet og bliver trukket over hele banen og igennem en hæk. Heldigvis skete der hende intet, hun synes bare det var sjovt

Anden episode er vi ved vesterhavet og går i klitterne. Mollie får sig på en eller anden måde sneget sig ud af selen og hu hej går det. Hun pisker rundt i klitterne, op og ned op og ned. Vi havde frokost med så satte os på en bænk og spiste mens vi ventede på hun var færdig med at løbe. Engang i mellem kom hun med 200 km for lige at se om vi stadig var der og så hej hej igen. Tror det var hendes lykkeligste dag Hun lærte dog at komme når vi kaldte med alderen

[Museklik]

Sikke en smuk hund! Virkelig. Hun oser af karakter!

[AnneMangetal]

Smukkeste hundepige:lun:

 

Men sikke en trist historie:(

[Hewlett]

Sidder helt og tuder nu Bare at se billederne af sådan en glad hund, og så vide at I og hende blev så ringe behandlet af dyrlægen

 

 

Men hun ser fantastisk ud, rigtig glad hund

[MichelleH]

Sidder helt og tuder nu Bare at se billederne af sådan en glad hund, og så vide at I og hende blev så ringe behandlet af dyrlægen

 

 

Men hun ser fantastisk ud, rigtig glad hund

Vi har heller aldrig tilgivet det Selvom det ikke er til at vide om hun kunne være blevet reddet hvis der var taget hånd om det første gang vi henvendte os piner det os stadig at hun skulle gå med smerter så længe Og det værste var næsten at vi ringede til den første dyrlæge da Mollie var blevet aflivet og fortalte dem hvordan det hele var endt, og vi selvfølgelig var utrolig kede af forløbet. De sagde ikke så meget til vores kritik. 2 mdr efter hvor vi var ved at være nogenlunde ovenpå modtog vi et brev fra dem. Vi troede det måske var en skriftlig undskyldning, men det blev vi skuffede. Det var en indkaldelse til den årlige vaccination af Mollie. Hold op hvor jeg jeg græd af raseri. De havde ikke lige registeret i deres system at hun var død. Der ringede min mor også derned og hvor meget meget bestemt. Siden da har vi intet haft med dem at gøre

[Gæst Miss_menelli]

Mange tak. Var lige inde og kigge på din, og sikke de ligner hinanden. Det er altså en fantastisk blanding. Mange mennesker advarede os og sagde at det ikke var to gode hunde at blande, men vi synes hun var helt perfekt. Vi har sidenhen mødt et par enkelte af samme blanding, dog flest med golden retriever og de var bare alle rigtig glade og velafbalancede hunde. Uhh nogen gange kunne jeg godt tænke mig en lign men ved ikke om jeg bare vil sammenligne min Mollie for meget den.

Mollie søskende var alle piger så det er ikke fra samme kuld men mon ikke samojede far har været lidt omkring på de forskellige gårde?

 

Når jeg skal mindes hende på en god måde tænker jeg altid tilbage på 2 episoder. Den første er hun omkring 11 mdr gammel og jeg er på boldbanen med hende sammen med min lillesøster som nok er 8 år på det tidspunkt. Mollie er i sele og snor. Jeg beder lige min lillesøster om at holde hende (siger husk du må ikke slippe snoren) Pludselig ser Mollie en kat og flyver afsted. Søster holder jo fast som lovet og bliver trukket over hele banen og igennem en hæk. Heldigvis skete der hende intet, hun synes bare det var sjovt

Anden episode er vi ved vesterhavet og går i klitterne. Mollie får sig på en eller anden måde sneget sig ud af selen og hu hej går det. Hun pisker rundt i klitterne, op og ned op og ned. Vi havde frokost med så satte os på en bænk og spiste mens vi ventede på hun var færdig med at løbe. Engang i mellem kom hun med 200 km for lige at se om vi stadig var der og så hej hej igen. Tror det var hendes lykkeligste dag Hun lærte dog at komme når vi kaldte med alderen

 

Åh, hun lyder dejlig

De er helt sikkert ikke fra samme kuld og garanteret heller ikke helt samme blanding og han er lidt yngre - Men Bamse kommer også fra noget gård fra vestjylland, hvor en hanhund havde været på udflugt, så historierne er ens :blink:

Det kan der så komme nogle ret fantastiske hunde ud af, kan vi så skrive under på!

 

Vi har heller aldrig tilgivet det Selvom det ikke er til at vide om hun kunne være blevet reddet hvis der var taget hånd om det første gang vi henvendte os piner det os stadig at hun skulle gå med smerter så længe Og det værste var næsten at vi ringede til den første dyrlæge da Mollie var blevet aflivet og fortalte dem hvordan det hele var endt, og vi selvfølgelig var utrolig kede af forløbet. De sagde ikke så meget til vores kritik. 2 mdr efter hvor vi var ved at være nogenlunde ovenpå modtog vi et brev fra dem. Vi troede det måske var en skriftlig undskyldning, men det blev vi skuffede. Det var en indkaldelse til den årlige vaccination af Mollie. Hold op hvor jeg jeg græd af raseri. De havde ikke lige registeret i deres system at hun var død. Der ringede min mor også derned og hvor meget meget bestemt. Siden da har vi intet haft med dem at gøre

 

Føj, hvor er det grimt!

Det må godt nok ikke have været sjovt :ae:

[tantemaier]

R.I.P. skønne Mollie. Sikke en forfærdelig oplevelse...

Det er nogle rigtig dejlige billeder du har af hende :hjerte: