Folks opførsel overfor ens hund....og hvordan det er med til at give racer et dårligt

[Gæst Snuden]

Jeg er den lykkelige ejer af en ruhåret gravhund og har igennem hele mit liv aldrig haft andet - og jeg eeeeeeelsker racen! Gravhunden er i mine øjne en af de mest misforståede racer, da folk, der anskaffer dem ofte tror, at de grundet deres størrelse og søde udseende er små uskyldige selskabshunde, hvorimod sandheden jo er den, at gravhunde i virkeligheden igennem hundreder af år er avlet til at være små "kamphunde", der skal kunne spore og - om nødvendigt - dræbe grævlinge og ræve i gravene. Hvis folk blot forstod dette, når de anskaffede sig en og opdrog den derefter, så tror jeg, at gravhunde ville have et langt bedre ry, end de har, da en gravhund, der bider i mine øjne næsten altid er en gravhund, der er forkert opdraget.

 

MEN...det er altså også helt vildt irriterende, hvordan "folk" - og nu generaliserer jeg - opfører sig, når man kommer gående med en gravhund på gaden. Jeg oplever dagligt, at folk på gaden uinviteret kaster sig ned over min lille charmetrold med hovedet først for at kæle og klappe ham på en måde, hvor jeg tænker, at de skal takke deres gud og skaber for, at han er så godt opdraget og så glad for fremmede mennesker, som han er.

 

Selvfølgelig er det som ejer mit ansvar, at min hund ikke bider andre, men jeg oplever bare dagligt, at folk "overfalder" min hund på en måde, som jeg kan se, at han ikke bryder sig om, og som jeg er sikker på, at de aldrig ville gøre det med en større hund, sååååå....jeg forstår altså til dels godt det dér med, at gravhunde topper i statistikkerne over bid af fremmede.

 

Hvordan tackler I andre, når fremmede kommer hen og spontant begynder at kæle med jeres hund? I mit hoved er det altså bare virkelig dårlig stil, at man ikke spørger først, om man må hilse på folks hunde...er det bare mig, der er sippet?:hmm:

[Gæst VictorKnudsen]

Daisy elsker alle mennesker, og bliver altid så glad hvis nogen vil hilse på hende, så det gør ikke mig noget. Men ja det er klogest lige at spørge først, da det jo ikke er alle hunde der er lige begejstrede

[Gæst Stella]

Med min tidligere fredelige og rolige hund cocker, gjorde det mig ikke noget, der var den største kamp at få folk til at lade være med at give godbidder, da han havde svær allergi. Man skal spørge før man giver andres hunde noget.

 

Nu har jeg også en cocker, en lille krøllede charmetrold, som altid logre med halen. Det kan folk ikke stå for. Desværre er han ikke venlig over for fremmed på gaden, folk der bukker sig ned over ham eller rækker hænder over ham. Så nu er jeg nød til at være rigtig hård og sige " du skal ikke røre ham " nogen fatter desværre ikke sætningen og jeg må hive ham til mig og gentage det endnu højere. Desværre er der stadig nogen som ikke fatter det.

[Birdbamse]

Jeg er af den holdning at man spørger først, inden man går hen til en fremmed hund, ikke fordi jeg som hunde ejer er meget dårligt stillet hvis der sker noget, men hvad med hunden har den ikke nogle rettigheder, jeg er sikke på hvis der sidder en lille sød hun helt alene og venter på sin herre med et skilt om halsen hvor der står rør mig ikke, er der mange der ikke kan læse, jeg som menneske ville heller ikke kunne lide at få en krammer af tilfældige forbipasserende på gaden, menneskes dårlige moral over for dyr er skyld i ulykker, min gårdhund er glad for alle mennesker men lidt ligeglad for hun får kærlighed og trykhed nok der hjemme, min GD vil gerne hilse på fremmede men de gider hende ikke for hun er så stor, og hun er sikker også farlig og bider, men hun vil meget gerne hilse på endnu, så det ville være dejlig hvis folk ville spørge

Jeg syntes ikke du er sippet, jeg er selv vokset op med gravhunde "sort korthåret" posten brødmanden gartneren og skraldemanden vil sikkert kunne huske dem hvis de lever endnu

Jeg vil så sige det er vores med menneskers moral det er galt med ikke vores hunde, i de fleste tilfælde

[CLZ]

Det gælder jo for mange racer, at de er "stemplede" og misforståede. Jeg kan slet ikke acceptere, at folk bare vil klappe og kæle mine hunde, uden først at spørge og dernæst gøre det på den rigtige måde, med at sætte sig på hug med siden til og afvente om hunden også gider at hilse på ham/hende. Godbidder kan de få af mig til at give - jeg vil ikke have at nogen giver mine hunde noget, jeg ikke ved hvad er. Og dette er jeg såmænd fint tilfreds med. Kan folk ikke acceptere det, så bider jeg dem

[luckyluna]

Mange mennesker er lyn hurtige til at generalisere, så hvis de har mødt to gøende gravhunde, så er de alle gale. . Desværre. Men det er jo en overlevelses mekanisme at vi og andre dyr, kan generalisere og dermed lettere undgå fare for anden gang

Vi mennesker burde så bare være intelligente nok til at lade være at være så hurtige til det og i stedet se på det enkelte individ

 

Jeg elsker gravhunde, selvom også jeg har mødt de usikre og gøende eksemplarer. Men det har så tydeligt ikke været på grund af opdragelse, men en kombination af arv og dårlig socialisering.

 

En grav basse skal tidligt ud i verden og møde søde hunde og mennesker for ikke senere at blive en hund der forsøger at skræmme det den er bange for væk.

Og da mange gravhunde ejere er ældre mennesker, så får de måske ikke lige hvalpen ud så meget, den første tid de har den, for den er jo så lille. Og så er løbet kørt.

 

Sheila s bedste ven som ung hund var en skøn korthåret gravhund. Så velopdragen at han kunne gå uden snor og meget glad for alle hunde og mennesker.

 

Jeg fik for et par år siden en lidt sjov oplevelse med en fremmed gravhund. Den var løbet ind i min have, på jagt efter mine kaniner. Da jeg kom ud var den lige ved at regne ud hvordan den fil næste sig under hegnet, så jeg måtte være hurtig, hvis den ikke skulle have kanin steg. Så jeg kæmpede mig ind i buske n greb hunden i nakken skindet og fik den op i favnen og bevares, jeg nåede da at tænke om jeg nu inkasserede tand mærker, men det eneste jeg fik var våde kys:-D

 

Og så retur med vovse, hvis ejer var så besøg ved naboen og hunden var smuttet ud.

[Dina]

Jeg er den lykkelige ejer af en ruhåret gravhund og har igennem hele mit liv aldrig haft andet - og jeg eeeeeeelsker racen!

Det er også en PRAGTfuld race, lille udenpå og stor inden i og med et kækt skæg. Jeg kan heller aldrig stå for dem (skønt jeg spørger pænt, inden jeg overfalder).

 

Selvfølgelig er det som ejer mit ansvar, at min hund ikke bider andre, men jeg oplever bare dagligt, at folk "overfalder" min hund på en måde, som jeg kan se, at han ikke bryder sig om, og som jeg er sikker på, at de aldrig ville gøre det med en større hund, sååååå....jeg forstår altså til dels godt det dér med, at gravhunde topper i statistikkerne over bid af fremmede.

Sofus er 66 cm fra midt på ryggen og ned til jorden, så man kan godt kalde ham en større hund, men alligevel er vi tit ude for, at vildtfremmede lader en hånd glide hen over hans ryg i forbifarten, når vi vandrer i større byer. Han finder sig altid høfligt i det, men for hans skyld behøvede de såmænd ikke at gøre det. Så det er ikke kun små hunde, der inviterer til nærkontakt. Jeg har derimod tænkt på, om det mon kan være skægget? Sådan et buskads er altid lidt smårodet (gr. den megen sniffen omkring) og det får måske resten af ansigtet til at se tilforladeligt ud?

 

Hvordan tackler I andre, når fremmede kommer hen og spontant begynder at kæle med jeres hund? I mit hoved er det altså bare virkelig dårlig stil, at man ikke spørger først, om man må hilse på folks hunde...er det bare mig, der er sippet?

Hvis folk direkte spørger, så siger jeg altid, at de jo kan spørge hunden. Det ser ud til at få folk til at tænke over, om hunden monstro også kan have en mening om den sag.

 

Men normalt går vi jo i rask trav, så overfaldsfolkene skal være i god form, hvis de både til kæle og storke af sted.

[Gæst DorteDK]

Jeg mener helt klart at man spørger først inden man klapper en fremmed hund. Det har jeg i hvert fald lært børnene her i nabolaget, og fordi de får ja den ene gang skal de huske at spørge næste gang for da kan det være de får nej mine elsker alle mennesker men de ser rolige ud når vi går men er der nogen der vil snakke så kører hele kroppen og de kan altså godt finde på at hoppe lidt op - den lille kan i hvert fald hvis den fremmed er helt vild glad så hos mig skal der spørges først og godbidder til mine hunde fra fremmed er no go - min den ældste har madallergi.

[Ascha]

Jeg kan godt forstå at det er irriterende når man har en hund der ikke synes det er det fedeste i verden at blive klappet af fremmede og i den perfekte verden burde alle spørge om lov først. Jeg spørger altid hvis hunden ikke selv opsøger mig og spørger også altid om jeg må give en godbid, alt andet er dårlig takt og tone.

 

Drejer det sig om børn, gør jeg ret meget ud af at fortælle hvor farligt det kan være ikke at spørge ejeren først, men personligt kan jeg ikke hidse mig op over om voksne klapper min hund uden at spørge først, på trods af at min hund er blevet rigtig godt trænet i at springe op ad folk på den konto. Er langt mere irriteret over joggere eller cyklister der insisterer på at passere fremmede hunde med mindst mulig margin (hvilket jeg anser for at være meget farligere).

[Dina]

Jeg mener helt klart at man spørger først inden man klapper en fremmed hund.

Jeg husker stadig den lille dreng, der kom farende hen til vores første airedale, slog armene om halsen på ham og spurgte: Bider den?

[Jomiha]

Jeg husker stadig den lille dreng, der kom farende hen til vores første airedale, slog armene om halsen på ham og spurgte: Bider den?

 

Frisk fyr. Ja, som hundeejer har man et ansvar, men forældre har virkelig også et ansvar for at lære børn helt basal omgang med hunde - eksempelvis at han ikke hilser på fremmede hunde, medmindre man får lov!

 

Jeg har egentlig været heldige med, at fremmede lige tager kontakt til mig, før de snakker med min hund. Det "værste" har været et par gange, hvor jeg lærer Saga at ignorere fremmede, og den fremmede så står og klapper i hænderne og kalder på hende. Hrmpf. Og så den ene gang, hvor en dame havde fået lov til at hilse på hende, og så uden forvarsel tager hende op. Jeg synes bare ikke, man går rundt og løfter på fremmede hunde! Blev lidt paf og fik ikke sagt noget, men hunden var jo heldigvis bare lykkelig over at komme op.

[Jomiha]

Der er nok en tendens til, især når man læser om hunde på det vidunderlige, demokratiske internet, hvor alle kan komme til orde, at folk baserer deres vurdering af en race på et par enkelte gode eller dårlige erfaringe. Og dét er så sandheden, både for dem, der skriver, og for dem, der senere læser det - uden blik for hvor udtalen kommer fra, og hvad, den er baseret på.

[PBC]

Jeg husker stadig den lille dreng, der kom farende hen til vores første airedale, slog armene om halsen på ham og spurgte: Bider den?

 

dejlig tillidsfuld knægt der selvfølgelig lige skal lære at man spørger først og så hvordan man hilser på en hund.

 

Selvfølgelig skal folk spørge før de kontakter hunden og så skal kontakten jo også helst være på den rigtige måde. Mille vil godt snakke og lade sig klappe, Bonnie er helst fri. Jeg er dog meget glad for at de trods alt ikke ville bide, hvis de blev kontaktet på den omtalte måde, bare trække sig væk og regne med at jeg tager mig af eventuelle problemer, hvad jeg jo så også gør, ved venlig, men bestemt, bede folk lade hundene være.

 

Bonnie har retten til at hilse først på andre hunde og Mille følger efter. Begge dog først efter jeg har sagt ok for det, men jeg hilser faktisk oftest først på hunden efter den har hilst på mine. Jeg hilser allerførst på hundeføreren ved at sige hej og spørge om hundene skal hilse..... Hvis det ligner en ekvipage som vi kan komme ud af det med. Oftest er det jo nogen man kender og så ved man om der hilses eller ej. Og hvordan og hvor meget.

 

vh PBC

[Ulla H]

Jeg har haft 3 stk langhåret mine gravbasser og egentlig troede ikke hundevidende folk ofte, at det bare var små lalleglade hvalpe, der nysgerrig ville alle. Nogen gange så jeg en kat i dem, dette at overgramses af fremmede var ouha, som nu lugter jeg forkert. Mine var hverken agressive , udadreagerende eller andet negativt, faktisk elskede de at gå tur med andre hundeejere og deres hunde, uanset køn.

[Dina]

dejlig tillidsfuld knægt der selvfølgelig lige skal lære at man spørger først og så hvordan man hilser på en hund.

Det fortalte jeg ham også så skånsomt som muligt....da jeg havde grinet færdig. Hans mor, der kom spænende efter ham, fortalte ham det også, sikkert for 117. gang.

 

Mille vil godt snakke og lade sig klappe, Bonnie er helst fri.

Jeg tror faktisk, at Sofus kun finder sig i klappe-klappe af ren høflighed. Normalt vender han nemlig ret hurtigt om på alle 4 hjul og går den anden vej.

 

Så jeg holder mig bare parat til at gribe ind, hvis det skulle blive nødvendigt.

[jukl]

Selvfølgelig skal folk spørge først...Det oplever jeg så også oftest de gør. Men mit problem er lidt omvendt. Når jeg kommer med en schæferhvalp, som så også er langhåret og ørene står så flot, så er den iiih og åååh så sød...6 måneder råber de i stedet for fjern den hund, den bider sikkert..Suuk.:hjerte:Så jeg prøver hver gang at få folk til at lade min lille hvalp være, fordi jeg ved det bliver den omvendte orden, og det vare så nogle uger inden hvalpen forstår dette.

[Trei]

Jeg stemmer i med koret, jeg mener bestemt også man bør spørge først, men oplever en del der ikke gør. Heldigvis tager begge mine hunde den slags uden problemer, Begge to går de enten bare lidt væk eller hilser på vedkommende.

 

Som Jukl har jeg også oplevet mange der æææælsker schæferhvalpe (Ozzie og andre jeg har passet/gået med) og når så hunden bliver ældre så er de samme folk ved at få et hysterisk anfald bare ved synet af den faaaarlige hund... SUK!

[Louisen]

Taiki er meget reserveret over for fremmede og hopper et par gange bagud, hvis de forsøger at klappe ham. Det har jeg valgt at respektere og ikke "opdrage" ham væk fra. I stedet går jeg straks imellem verbalt og fortæller folk, at min hund er reserveret og ikke hilser på fremmede (men snuser gerne og er nysgerrig).