Jeg er i syv sind om hvad jeg skal.

[DKWiechert]

Hvis det reelt er det du mener, kunne du så ikke lade være med at skære alle over en kam og i stedet dele op i dygtige/ikke dygtige?

Har jeg heller ikke gjort i denne tråd.....før man gik mig på klingen. Og selv dér har jeg skrevet om det at råbe adfærdsbehandler, som om det pr. definition er den bedste hjælp, kontra alle de andre muligheder. Ikke om at være det.

 

Som jeg skrev: At en adfærdsuddannet kan se nogle andre ting end en "alm." træner kan.

Ting som kan hjælpe mig i træningen af min hund hvordan?

Vil jeg kunne nå bedre resultater af det?

Vil min hund have glæde af det?

 

Jeg tror: aner det ikke

nej.

næppe.

 

Så er holdtræning jo heller ikke ligegyldig vel? Du skal ikke glemme den påvirkning de andre hunde har på din hund.

Hvor har jeg skrevet at holdtræning er ligegyldigt? Vær venlig at citere det ind.

[Therese]

Dén del har jeg vist overset.

Ok. Det er også bare min forståelse af tråden.

 

 

 

Det handler ikke om viden

Viden kan man google sig til. Det hjælper dog ikke med udførelsen eller tolkningen af hvad man ser.

 

Erfaring har/får alle der arbejder med hunde.

 

Man kan sagtens have gennemgået en uddannelse, og stadig være både teoretisk og praktisk dum.

beviserne herfor ser vi hver eneste dag i alle mulige sammenhænge og erhverv.

Selvfølgelig spiller erfaring en stor rolle - det har jeg aldrig nægtet

 

Dog mener jeg stadig, at viden også spiller en rolle. Uden viden om hundes adfærd og sprog kan man meget nemt tolke den forkert - det er der set utallige eksempler på gennem tiden.

 

Og selvfølgelig kan en adfærdsbehandler godt have gennemført en uddannelse uden at kunne udnytte deres viden bagefter, men det er jo netop dem man skal undgå hvis man skal have hjælp til sin hund og sig selv.

 

Vi har på et engelsksproget forum haft en lille debat omkring stamtavleklubber (primært den engelske), stamtavleføring, hundeavl med og uden tavle, registrering af hunde og statistisk registrering af sygdomme, problemer og behandlinger.

Jeg vil da tillade mig at hive et uddrag af det herind, da det faktisk også har med adfærdsbehandling at gøre, og det er sågar undertegnede der har skrevet det :

 

 

 

beklager at det er engelsk, for dem der ikke er stive i dét sprog. essensen er, at "man" som det er idag, ikke aner om det gavner eller ej at råbe: "adfærdsbehandler" hver gang lille Fido har haft en tosset idé.

Selvfølgelig skal man ikke tage til adfærdsbehandler hver gang hunden får en "tosset" ide. Det har de færreste vel også råd til :blink: Men er der da nogle, der gør det?

 

Og så tror jeg helt ærligt og oprigtigt at hele "fidusen" med adfærdsbehandling er som at kaste et ansvar fra sig. Et ansvar for selv at søge og erhverve sig viden og erfaring. (men så får jeg på puklen, fordi det da er synd at en hund skal agere "prøveklud" for en uden erfaring og viden.....tjaaa. Jeg ville jo så også betegne det som at agere prøveklud at sende en hund til adfærdsbehandling....Særligt hvis behandleren er under uddannelse, og iøvrigt ikke har ret megen erfaring hverken fra livet elelr fra træningen med hunden )

Kan man ikke søge viden gennem en adfærdsbehandler? :blink: Desuden kan det godt være hundeejeren har prøvet diverse mere eller mindre gode råd uden at det har hjulpet og derfor søger hjælp hos en adfærdsbehandler. Jeg mener ikke det kan generaliseres at alle konsekvent kaster ansvaret for hundens trivsel, velvære og opdragelse over på andre.

 

:blink:

(Laaaangt svar denne gang, undskyld )

[Gæst Ninjamor]

beklager at det er engelsk, for dem der ikke er stive i dét sprog. essensen er, at "man" som det er idag, ikke aner om det gavner eller ej at råbe: "adfærdsbehandler" hver gang lille Fido har haft en tosset idé.

 

Jeg synes du nedvurderer hundeejerne, hvis du virkeligt mener de ord.

 

Og så tror jeg helt ærligt og oprigtigt at hele "fidusen" med adfærdsbehandling er som at kaste et ansvar fra sig. Et ansvar for selv at søge og erhverve sig viden og erfaring.

 

Jeg synes du er langt ude. Det ER da ansvarsfuldt at erkende, at man er kommet så langt ud på et sidespor at man må have hjælp for at komme på rette vej!

 

(men så får jeg på puklen, fordi det da er synd at en hund skal agere "prøveklud" for en uden erfaring og viden.....tjaaa. Jeg ville jo så også betegne det som at agere prøveklud at sende en hund til adfærdsbehandling....

 

Du aner tydeligvis ikke hvad du taler om, og jeg synes du er mere end almindeligt flabet og nedvurderende.

 

Særligt hvis behandleren er under uddannelse, og iøvrigt ikke har ret megen erfaring hverken fra livet elelr fra træningen med hunden )

 

Så kan man jo vælge sin adfærdsbehandler fra en brancheforening, hvor eleverne ikke står alene om behandlingen.

Og man kan altid vælge en elev fra, det er klienten der bestemmer vil jeg mene.

 

:blink:

(Laaaangt svar denne gang, undskyld )[

 

Det er ikke svarets længde du bør undskylde

[bernerazuro]

Erfaring får du ikke via bøger og deslige. Erfaring får du ved at arbejde emd det praktisk.

 

My mistake - jeg mente også viden og ikke erfaring.

 

 

Siger jeg der er noget i vejen med det?

Jeg siger blot at der altså er folk derude der IKKE er adfærdsbehandlere, der kan akkurat ligesåmeget.

Har man problemer, så hiv fat i ens kontaktflade og få hjælp til at løse problemerne af erfarne folk.

 

Jeg tvivler ikke på, at der går et par kloge superheads rundt derude, som ved lige så meget som de klogeste adfærdsbehandlere - men der er knagenmig ekstremt mange kilometer mellem dem, vil jeg vove at påstå. Og hvis jeg bare havde en alminelig familiehund og kun havde gået på et lille hyggeligt familiehundetræningshold, så tror jeg desværre ikke, at jeg ville have haft held til at møde dem endnu. Og med erfering fra min egen omgangskreds, så er der IKKE nogen, som jeg ville drømme om at spørge om hjælp til min kommende hunds eventuelle problemer - og heller ikke nogen af dem som er det mindste interesseret i den "store hundeverden".

 

Og så må jeg også lige tilføje, at man skal huske at tage hensyn til, hvor vedkommende er uddannet - det kan i det mindste give en idé om, hvilke metoder, adfærdsbehandleren er til (Jan Fennel, Roger Abrantes, Lone Greva/Ninjamor/Paff, Irene H. Jarnved og sikkert også en masse andre, som jeg har glemt og/eller ikke kender)

 

Tankegangen er ellers simpel nok.

Kobl hjernen til og få skabt en kontaktflade der også inkluderer folk med erfaring og resultaterne til at bevise det.

 

Min hjerne er skam fint koblet til (tror jeg :blink:). Men der er rigtig mange, som aldrig får skabt den der "kontaktflade", da de ikke er interesseret i den store hundeverden, men kun "den lille". Og så findes der også "hundekloge" personer, ligesom der findes "matematik-kloge" mennesker osv. Folk er forskellige og nogle kan have svært ved at se de store sammenhænge og logikke i hundetræningen, ligesom jeg aldrig har fattet én eneste brik i fysik.

 

VElbekomme :blink:

 

Jo tak Det smagte godt :mums:

 

---

 

Og så kan jeg se på nyere indlæg, at jeg åbenbart har misforstået noget af det du har skrevet, OK. Forstod det som, at du mente, at ingen adfærdsbehandler er bedre en en god træner, som man nærmest kunne finde på en hver træningsplads (hvilket du vist også tilnærmelsesvis skrev).

Du mener så bare, at der er mange adfærdsbehandlere, som ikke er deres uddannelse værd

 

Og det har du sikkert ret i - det kan jeg ikke sige noget om, "kender" kun én, og det er Ninjamor - og det er ikke engang irl.

 

Damn, er det bare mig, eller blev det her rodet?

[DKWiechert]

Men er der da nogle, der gør det?

Ja. :blink:

 

Kan man ikke søge viden gennem en adfærdsbehandler? :blink: Desuden kan det godt være hundeejeren har prøvet diverse mere eller mindre gode råd uden at det har hjulpet og derfor søger hjælp hos en adfærdsbehandler

.

Jo da. På samme sæt kan man søge viden og erfaring ved trænere og andre hundefolk.

Igen: Søg hjælp ved dem man føler sig tryg ved, og som man mener har den "rette" holdning til tingene.

Ikke fordi de er/kalder sig adfærdsbehandlere.

 

Jeg mener ikke det kan generaliseres at alle konsekvent kaster ansvaret for hundens trivsel, velvære og opdragelse over på andre.

Nøøhhh. tjøøø...

Hvad jeg kan se, både hér og på andre fora, så er det som om at alt er "godt nok", når bare det er en adfærdsbehandler. Går det så galt, så kan man give adfærdsbehandleren skylden.

 

Går man til en hundetræner, så er man lidt mere skeptisk, skyder stadig skylden over på denne, når det går galt, men ved at man jo kunne have fulgt sin egen mavefornemmelse istedet.

 

Går man til en erfaren hundefører, så ved man at personen kun taler af egen erfaring, og ikek står inde for noget, og derfor dunker man sig selv i hovedet når det går galt.

 

Jeg mener stadig man burde råde folk til at søge hjælp enten specifikke steder, ved specifikke personer, eller blot råde til at finde hjælp ved erfarne og dygtige hundefolk der måske kan hjælpe, istedet for at sige "adfærdsbehandler" som det første og eneste. Også selvom man siger "dygtig" foran.

[Gæst Ninjamor]

Velfungerende som i uden nævneværdige problemer. Kan ikke se hvordan det ellers skulle tolkes.

 

Det er det som ofte er problemet, DU ville muligvis ikke se et problem i noget JEG kunne se ville kunne blive problematisk, som f.eks. kastration fordi jeg har en anden erfaring end du.

 

Der er vi så uenige.

 

Det kan jeg forstå

 

Mit ordvalg, og den kendsgerning at der råbes adfærdsbehandler hver gang lille Fido har fundet på noget der er sjovere end at blive hjemme,

 

Sludder og vrøvl, du overdriver og det gør det vanskeligt for mig at tage dig seriøst

 

Det var skam også meningen at det skulle være noget vrøvl.

 

Så havde du succes

 

Det har jeg skam set.

Mener stadig det er reklamering for sit hverv og overkill at tillægge dygtige adfærdsbehandlere evner som dygtige trænere eller dygtige hundeførere jo så åbenbart ikke har.

 

Er det der hunden ligger begravet - at du føler dig nedvurderet?

 

Hvis en adfærdsbehandler generelt ikke ved mere og har mere erfaring end en dygtig træner eller hundeejer er adfærdsbehandleren ikke dygtig nok.

 

Der findes mange rigtigt dygtige trænere og hundeejere som har stor erfaring, tager mange kurser osv osv og dem har jeg skam respekt for.

 

Men hvis der ikke generelt er forskel på en amatør og en professionel er der noget galt med den profesionelles niveau.

[DKWiechert]

Jeg synes du nedvurderer hundeejerne, hvis du virkeligt mener de ord.

På hvilken måde? I hvilken sammenhæng?

 

Du aner tydeligvis ikke hvad du taler om, og jeg synes du er mere end almindeligt flabet og nedvurderende.

Ok. så er jeg det.

Giver du, eller nogen anden adfærdsbehandler behandlingsgaranti da?

Får jeg penge og ny hund hvis behandlingen slår fejl?

Er der en forsikringsordning ved adfærdsbehandlerne elelr en lektionsplan, som ville gøre det til en vaskeægte uddannelse, siden du ikke mener en hund vilel være ligesåmeget prøveklud for en adfærdsbehandler, som for en "alm." hundefører?

 

Så kan man jo vælge sin adfærdsbehandler fra en brancheforening, hvor eleverne ikke står alene om behandlingen.

Og man kan altid vælge en elev fra, det er klienten der bestemmer vil jeg mene.

Hvad man også kan ved "alm" trænere, og hundeførere og andre folk man tager mod råd fra....

Det er bl.a. hér den sunde fornuft kommer ind i billedet. en sund fornuft flere her i tråden er så forhippet på ikke er "god nok".

 

Det er ikke svarets længde du bør undskylde

Måske. Men det er ihvertfald det eneste jeg vil undskylde for.

 

:blink:

[DKWiechert]

Er det der hunden ligger begravet - at du føler dig nedvurderet?

:lol:

Godt bud, men nej.

 

Hvis en adfærdsbehandler generelt ikke ved mere og har mere erfaring end en dygtig træner eller hundeejer er adfærdsbehandleren ikke dygtig nok.

nåda. Erfaring er hands-on experience er vi vel enige om.

Dén får man ikke af en titel eller en uddannelse.

 

Men hvis der ikke generelt er forskel på en amatør og en professionel er der noget galt med den profesionelles niveau.

Tjaaa. Eller måske er "amatørerne" generelt bare mere entusiastiske og offervillige. (dem jeg kender)

[Therese]

Ja. :blink:

 

Okay

 

.

Jo da. På samme sæt kan man søge viden og erfaring ved trænere og andre hundefolk.

Igen: Søg hjælp ved dem man føler sig tryg ved, og som man mener har den "rette" holdning til tingene.

Ikke fordi de er/kalder sig adfærdsbehandlere.

 

Det kan jeg så godt følge dig i. Trænere er bare ikke altid kompetente til at varetage sværere opgaver end almindelig træning.

 

 

Nøøhhh. tjøøø...

Hvad jeg kan se, både hér og på andre fora, så er det som om at alt er "godt nok", når bare det er en adfærdsbehandler. Går det så galt, så kan man give adfærdsbehandleren skylden.

Det er ikke mit indtryk. Desuden er det da også skruphamrende forkert, eftersom det er ejeren selv der skal arbejde med problemet.

 

Går man til en hundetræner, så er man lidt mere skeptisk, skyder stadig skylden over på denne, når det går galt, men ved at man jo kunne have fulgt sin egen mavefornemmelse istedet.

Man skal efter min mening også være skeptisk ved en adfærdsbehandler. Ens mave har som regel ret, så uanset om man søger hjælp ved en træner eller en adfærdsbehandler, skal man lytte til den

 

Går man til en erfaren hundefører, så ved man at personen kun taler af egen erfaring, og ikek står inde for noget, og derfor dunker man sig selv i hovedet når det går galt.

 

Jeg mener stadig man burde råde folk til at søge hjælp enten specifikke steder, ved specifikke personer, eller blot råde til at finde hjælp ved erfarne og dygtige hundefolk der måske kan hjælpe, istedet for at sige "adfærdsbehandler" som det første og eneste. Også selvom man siger "dygtig" foran.

Det kommer sandelig an på hvad problemet består af, hvis du spørger mig.

[Gæst Ninjamor]

På hvilken måde? I hvilken sammenhæng?

 

HVis du mener at hundeejere generelt henvender sig til en adfærdsbehandler ....hver gang lille Fido har haft en tosset idé.

 

Ok. så er jeg det.

Giver du, eller nogen anden adfærdsbehandler behandlingsgaranti da?

 

Nej. Eftersom det er hundeejeren selv som skal træne med sin hund vil jeg ikke kunne garantere for resultatet.

 

Får jeg penge og ny hund hvis behandlingen slår fejl?

 

Læs forrige svar

 

Er der en forsikringsordning ved adfærdsbehandlerne elelr en lektionsplan, som ville gøre det til en vaskeægte uddannelse, siden du ikke mener en hund vilel være ligesåmeget prøveklud for en adfærdsbehandler, som for en "alm." hundefører?

 

En hund som kommer til mig er ikke prøveklud.

 

 

Hvad man også kan ved "alm" trænere, og hundeførere og andre folk man tager mod råd fra....

Det er bl.a. hér den sunde fornuft kommer ind i billedet. en sund fornuft flere her i tråden er så forhippet på ikke er "god nok".

 

Det kan man og desværre er en hel del af de hunde jeg kommer ud til mere eller mindre ødelagt af kontaktfladens "sunde fornuft" og gode råd.

 

Dette bevirker at hundeejeren som har fået disse "gode råd" af træneren, naboen eller andre med "hundeforstand" skal bruge ekstra tid på at få hunden rettet op igen.

Det synes jeg er synd.

 

Hvis jeg, eller en anden kompetent adfærdsbehandler, havde været kommet på banen tidligere havde hund og ejer været sparet for meget.

 

Den sunde fornuft er god nok, men der skal også viden på bordet.

Du har tidligere skrevet en del om dette at have "instinkt" for sin hund eller noget i den retning, om du har det ved jeg ikke, men selvom du eventuelt har, så må du også vide at sådan er det langt fra med alle.

 

Mange hundeejeres sunde logik er rettet mod menneskeadfærd mere end mod hundeadfærd og hundens behov. Det er her jeg siger at fornuft ikke er nok.

 

Måske. Men det er ihvertfald det eneste jeg vil undskylde for.

 

Det bestemmer du suverænt selv

[Gæst Ninjamor]

:lol:

nåda. Erfaring er hands-on experience er vi vel enige om.

Dén får man ikke af en titel eller en uddannelse.

 

Hvor har du det fra?

 

Tjaaa. Eller måske er "amatørerne" generelt bare mere entusiastiske og offervillige. (dem jeg kender)

 

Hvor mange adfærdsbehandlere kender du personligt siden du kan udlede dette?

 

Og hvad er det du mener der skal ofres? Mener du, at det er "forkert" at tjene penge på adfærdsbehandling?

[Gryn]

Erfaring får du ikke via bøger og deslige. Erfaring får du ved at arbejde emd det praktisk.

 

 

Siger jeg der er noget i vejen med det?

Jeg siger blot at der altså er folk derude der IKKE er adfærdsbehandlere, der kan akkurat ligesåmeget.

Har man problemer, så hiv fat i ens kontaktflade og få hjælp til at løse problemerne af erfarne folk.

 

 

Tankegangen er ellers simpel nok.

Kobl hjernen til og få skabt en kontaktflade der også inkluderer folk med erfaring og resultaterne til at bevise det.

 

 

VElbekomme :blink:

 

Nu er det måske ikke alle der har de muligheder.

Da min hund var stresset og umulig at træne regnede jeg med at trænerne i klubben kunne hjælpe, her snakkes om nogen der har været trænere i mange år. De metoder som de brugte /anviste hjalp ikke et hak, og på et tidspunkt stod jeg af da jeg mente det var ved at være for voldsomt.

Jeg henvendte mig til en adfærdsbehandler, og så skete der ting og sager. Det er nogle af de bedste penge jeg nogensinde har givet ud.

[DKWiechert]

En hund som kommer til mig er ikke prøveklud.

men nogen garanti giver du heller ikke......altså en "prøveklud".

 

Det kan man og desværre er en hel del af de hunde jeg kommer ud til mere eller mindre ødelagt af kontaktfladens "sunde fornuft" og gode råd.

Så har hundeejerens sunde fornuft ikke fået skilt skidt og kanel fra hinanden.

 

Hvis jeg, eller en anden kompetent adfærdsbehandler, havde været kommet på banen tidligere havde hund og ejer været sparet for meget.

Måske (!!!) For nogen garanti gav du jo ikke.

Og havde det været en kompetent hundetræner elelr hundefører, så havde resultatet været det samme. (og garantierne, eller manglen på samme, ligeledes det samme)

[Gæst Ninjamor]

men nogen garanti giver du heller ikke......altså en "prøveklud".

 

Nej de er ikke prøveklude, uanset hvad du mener.

 

Nå, da jeg ikke behøver skulle retfærdiggøre mig selv, min viden, erfaring, metoder og resultater overfor dig, slutter jeg diskussionen her.

 

Jeg håber du med tiden kan lære at se mindre firkantet på det hele.

I princippet er problemet dit og ikke mit om du kan rumme det eller ej.

[DKWiechert]

Hvor har du det fra?

Når du siger at adfærdsbehandlere ikraft af deres uddannelse gerne skulle have mere viden og erfaring end hundetrænere og hundeførere.

 

Viden vil jeg sige måske til.

Men erfaring får man af arbejdet med hundene, ikke af uddannelsen og "titlen" adfærdsbehandler.

 

Hvor mange adfærdsbehandlere kender du personligt siden du kan udlede dette?

irl. 1. Ganske kompetent person, som dog hverken kalder sig træner eller adfærdsbehandler. Gider iøvrigt kun træne med folk der har helt klare målsætninger med træningen.

 

online ganske mange. Nogen lyder fornuftige og kompetente, andre symptomatiserer og diagnosticerer til højre og venstre, og andre igen kan jeg slet ikek bruge til noget da de henvender sig til helt andre målgrupper end den jeg befinder mig i.

Og så er der de sædvanlige kendisser.

 

Og hvad er det du mener der skal ofres? Mener du, at det er "forkert" at tjene penge på adfærdsbehandling?

Nej da. Fuldtidsbeskæftigelse skal aflønnes.

Men lad være med at tro at amatører ikke i dén grad kan have noget at byde ind med.

De personer jeg kender der har fortjent mest respekt for deres arbejde er blot simple "amatører", hvis vi skal bruge det ord om dem. Men deres resultater og formåen rækker langt ud over hvad man vil give dem kredit for.

[Gæst tanita]

vild discusion i har gang i her...

Jeg vil bare sige, unden at træde nogle over tærene, at selv med sund fornuft og gode trænere som er udd. og har erfaring med hunde gemmen mange år, skal der nogle gange andre øjne og anden viden på problemerne før, at de kan løses. Om det så skal være en anden træner eller en adfærdsbehandler, som har brugt tid på at læse, studere og træne hunde før at de kan tillade sig at kalde sig behandlere, må være op til den hundeejer, som har problemet.

Men en behandler vil stædig kun være en der kan vejlede og give råd til, hvordan man kan løse problemet, det er ejers ansvar og arbejde med hunden, som løser problemet...

[Biene]

Nu har jeg kun skimmet tråden, og jeg har ingen personlig erfaring med en adfærdsbehandler. Men jeg kender da nogen, der har haft deres hund i behandling. Desværre uden resultat.

Men jeg synes, der er en tendens til at normal hundeadfærd skal behandles.

F.eks. at en hanhund glemmer alt andet, når der er en løbsk tæve i nærheden.

Der må man som hanhundeejer, se at få hanhunden væk. Og tæveejeren bør at holde sig fra steder som f.eks. træningspladser, indtil løbetiden er overstået.

Hunde er forskellige, og efter min mening bør man acceptere sin hund, som den er og arbejde med den på dens betingelser.

Man bør så også undersøge, inden man køber den, hvilken type hund, man ønsker sig. Men alle hunde kræver en del, og har man en fertil hanhund (jeg har selv to), så er han interesseret i løbske tæver.

[Zaz-zaz]

det er der masser af hunde der kan lære hvis ejeren vel og mærket har instrueret overfor hunden hvem der giver lov

 

jeg har selv mine gående sammen og lufter dem sammen og jeg gider ikke han ikke kan luftes ved siden af hende bare fordi hun er i højløb derfor skal han gå normalt ved siden af hende uden numre :5up:

 

Og ud af det kan man vel drage den konklusion, at det handler om opdragelse eller lederskab om man vil. DU gider ikke noget pjat og så ER der ikke noget pjat. Troede egentlig bare, at det var den umulige drift at holde i ave, men altså åbenbart ikke, hvis man selv vil gøre arbejdet med at få lært sin hanhund at te sig ordenligt og hvorfor skulle det egentlig ikke være sådan ved nærmere eftertanke ? Man kan jo lære sin hund så meget, så hvorfor skulle lige det være umuligt ?

[Nollike]

Har jeg heller ikke gjort i denne tråd.....før man gik mig på klingen. Og selv dér har jeg skrevet om det at råbe adfærdsbehandler, som om det pr. definition er den bedste hjælp, kontra alle de andre muligheder. Ikke om at være det.

 

Ting som kan hjælpe mig i træningen af min hund hvordan?

Vil jeg kunne nå bedre resultater af det?

Vil min hund have glæde af det?

 

Jeg tror: aner det ikke

nej.

næppe.

 

Hvor har jeg skrevet at holdtræning er ligegyldigt? Vær venlig at citere det ind.

 

Glem det med holdtræningen, det var ment som eksempel på hvorfor det kan være en fordel med en som er adfærdsuddannet, ikke i forhold til om man skal gå på hold eller ej, det var mig der fik givet det en forkert drejning. Beklager.

 

Og åhh, jeg må indrømme at jeg ikke rigtigt orker denne diskussion, for i bund og grund synes jeg bare at du er flabet over for bl.a. Ninjamor og kun er ude efter at nedvurdere og nedgøre hendes og andre adfærdsbehandleres arbejde og jeg har en helt klar fornemmelse af, at uanset hvor mange sider denne tråd kommer til at fylde, så vil det ikke ændre sig en tøddel

Hvis du har det bedre med at henvende dig til en træner hvis din egen fornuft skulle glippe, så fred være med det. Jeg har bare set for mange trænere som har været super gode til det træningsmæssige, men elendige til at rådgive om adfærden i andre situationer til at jeg ville lægge min hunds ve og vel i deres hænder. Og sådan er vi så forskellige.... (Og mht. træning, hvorfor så ikke slå to fluer med et smæk, når man kan træne hos en adfærdsbehandler :blink:)

Selvfølgelig kan Ninjamor og andre adfærdsbehandlere ikke give nogen garanti! De er jo ikke udstyret med en tryllestav der på et splitsekund fjerner alle problemerne. Men det er desværre nok den misforståelse mange har omkring adfærdsbehandlere, de har slet ikke forståelse for at det er dem selv der skal arbejde med problemerne og så kan behandleren nemt komme til at fremstå som elendig, for "det virkede jo ikke" Jeg har ikke indtryk af at trænere lider under samme forventninger, her er man godt klar over at man selv skal arbejde med hunden. Det giver lidt en skævvridning ik'?

 

I modsætning til dig, så synes jeg faktisk at det er rigtig positivt at der er kommet en tendens til, som du så nydeligt udlægger det, at "råbe adfærdsbehandler" når der er noget med hunden som ikke fungerer. Det vidner for mig om, at hunde ikke længere bare er noget man har gående derhjemme og som får den lyserøde sprøjte hvis de ikke lige reagerer efter hensigten. Man har mere mod på at arbejde med problemerne og gøre noget ved dem. At du så mener at det er den sunde fornuft der glipper, tja, det er der jo ikke så meget at gøre ved Jeg synes at det er en arrogant holdning at have og alt andet lige, så ændrer det ikke ved det faktum, at der ER hunde med problemer vel? Og at have den holdning at man må bruge sit netværk er lige så arrogant (og måske en smule snævertsynet? ) Der går altså noget tid, før man får bygget et hunde-netværk op, hvis man er førstegangsejer og så skal vi ikke glemme, at der er folk som "bare" har hund og som ikke træner div. steder og på den måde får bygget et netværk op. Hvad skal de gøre når Fido æder hjemmet når han er alene, eller har udviklet aggressivitet, angst eller lignende??? Bruge den sunde fornuft vel sagtens, uanset om den så rækker eller ej?

[Gæst ThomasTBO]

Jeg ville egentlig ikke blande mig, men sidder bare og får det så dårligt af at læse de seneste sider af denne tråd. Der kan gives garanti på mekaniske ting - holder kameraet op med at virke, er der med 100% sikkerhed en eller anden dingenot indeni der er gået i stykker. Denne dingenot kan, enten med det blotte øje, eller teknisk måleudstyr findes og herefter enten repareres eller udskiftes. Sådan ER DET, ALTID og derfor kan der gives en garanti for at produktet kan repareres.

 

Jeg vil såmænd også tro, at der i temmelig vid udstrækning kan gives garanti for at en hund f.eks. kan lære en bestemt øvelse. Det kan kræve et utal af gentagleser, måske, og det kan eventuelt også være nødvendigt at afprøve mere end en metode, men det bør kunne lade sig gøre.

 

Med hvad med noget så komplekst som adfærd? Noget der har at gøre med arv, miljø, socialisering, forhold til ejer og et hav af andre faktorer? Ofte i et indviklet sammenvævet mønster af samspil og modspil - vil man virkelig forvente en garanti her også? Kræve en garanti, for ellers tror man ikke en døjt på det hele... er det sådan? Det går virkelig over min fatteevne at der ikke skelnes mellem en teknisk reparation og en 'psykisk reparation'.

 

Jeg er helt på det rene med, at nogle tilbyder adfærdsbehandling på en meget billig baggrund, uden at have ret meget at have det i - er det det, der harcelleres over, kan jeg sådan set godt forstå standpunktet, men der findes sgu for helvede og fandengalemig da (undskyld mit sprogbrug!!) også seriøse, krævende og langvarige uddannelser på området og jeg kan simpelthen blive så harm over, at disse regnes som nul og niks, som om det er noget man trækker i en automat. Er det den forbistrede manglende garanti der spøger igen? I så fald kan jeg kun henvise til det jeg har skrevet ovenfor.

 

Og til det med at almindelige trænere kan gøre præcis det samme... som jeg skrev i en anden tråd, er jeg netop nu i gang med en bogoversættelse, og her har jeg så sent som igår færdiggjort følgende skrækeksempel på hvor galt det kan gå. Jeg synes afsnittet er yderst relevant her og vil derfor gerne dele det - undskylder på forhånd at det er meget langt!

 

Fra bogen "Stress in Dogs" af Martina Scholz og Clarissa von Reinhardt:

DIEGO

Diego er en stor, slank Schæferblanding der første gang kom til min hundeskole i Februar 2002. Hans ejer, fru Trobisch, fortalte mig at hun første gang så Diego på et internat i Januar 1998. Ifølge internatet var han dengang omtrent et år gammel. Den eneste information om hans tidligere liv var, at hans oprindelige ejer holdt ham bundet med en kort kæde til en radiator i sin lejlighed. Manden havde bestemt ikke taget sig godt af den store, livlige hund. Diego var undervægtig, nervøs, meget bange for og usikker overfor fremmede hunde, men venlig overfor mennesker.

Fru Trobisch besluttede at give hunden et hjem. I starten led Diego af så voldsom seperationsangst, at hans ejer ikke engang kunne gå på toilettet uden ham. I samme øjeblik han blev ladt alene, destruerede han lejligheden. Han skrabede på dørene, hærgede møblerne, flåede persiennerne ned. Hvis han blev ladt alene i bilen, ødelagde han interiøret. Trods hans store behov for nærhed, var han fra starten bange for berøring og virkede meget utilpas når hans ejer kom for tæt på. Han lod sig ae i meget kort tid og trak sig så væk.

Et år efter at have taget ham hjem fra internatet, fik fru Trobisch mulighed for at arbejde hjemmefra. Hun brugte denne tid på at arbejde intensivt med Diego på hans seperationsangst. Ved denne træning er det afgørende, at følelsen af at blive efterladt aldrig får lov til at melde sig. Dette betyder naturligvis, at hunden i starten ikke kan lades alene et eneste øjeblik. Hunden vænnes langsomt til at være alene, startende med nogle få sekunder, derefter minutter og endelig længere tidsrum. Diegos træning bar frugt. Et år senere da fru Trobisch begyndte at arbejde normalt igen, kunne Diego være alene hjemme uden problemer.

I 1999 medførte private og arbejdsmæssige årsager, at fru Trobisch måtte flytte fire gange med Diego ’på slæb’, hvilket naturligvis udsatte ham for en enorm belastning. Fru Trobisch gik lange ture med ham og dyrkede boldleg med ham på en mark i op til fire timer(!) om dagen. I starten kunne jeg ikke helt forestille mig at dette kunne være rigtigt, men hun kastede en bold igen og igen fordi hun troede han skulle have bevægelse og sjov. Hun havde også fået at vide, at sådan en livlig hund virkelig havde brug for at få rørt sig.

Fru Trobisch besluttede i September 2000 at anskaffe endnu en hund, efter at være blevet rådet til det af en træner, hvis hundeskole hun gik på. Trænerens argument var, at en så livlig hund som Diego havde brug for en lige så livlig partner, og at de de gensidigt ville køre hinanden trætte. En velbalanceret rolig hund ville ikke være i standt til at følge med hans temperament, så fru Trobisch valgte en Dalmatiner. Anna flyttede, 12 uger gammel, ind hos fru Trobisch og hendes partner. Hun var ganske nervøs og tilbageholdende. Det var rørende at se, at Diego tog sig af hende, men så begyndte han at angribe andre hunde, der skræmte Anna ved at komme for tæt på hende.

Den overdrevne boldleg skabte også problemer – Diego blev meget hurtigt ramt af bytteaggression. Oveni dette bemærkede fru Trobisch at Diego nogle gange var så opkørt, at han ikke engang bemærkede at andre hunde havde nærmet sig. Når de stod direkte foran ham, smed han bolden og kastede sig over dem. På grund af hans størrelse og styrke tog det ikke mange sekunder før han havde fastlåst den anden hund under sig, selvom han endnu ikke havde bidt. Fru Trobisch ville ikke tolerere dette og henvendte sig igen til hundeskolen. Hun blev rådet til at sætte lille Anna på unghundehold fordi hun var så usikker og havde brug for at lære at klare sig selv. Hundene i denne gruppe fik lov til at lege sammen og visse kommandoer blev trænet. Det blev anbefalet, at Diego modtog individuel træning med det mål at gøre ham så fikseret på sin elskede bold, at han ikke længere ville være interesseret i andet. Argumentet var, at han så ville være langt lettere at kontrollere. Diego fik ti timers enetræning, hvor han lærte grundlæggende lydighedskommandoer som ”sit,” ”dæk,” ”bliv,” ”ved fod,” og ”her,” og blev belønnet for at udføre øvelserne korrekt ved at få sin bold kastet til sig. Kommandoen ”bliv” voldte store problemer i starten for når bolden blev kastet og han skulle blive, blev han vanvittig. Han gøede, prøvede at slippe fri, hoppede op og opførte sig som gal. Medmindre han blev bundet til noget, var han ukontrollerbar. Træner og ejer var derfor ekstremt stolte da det, efter utallige gentagelser, endelig lykkedes. Når Diego fik kommandoen ”bliv,” blev han siddende. Når han fik besked på at hente, strøg han afsted som et lyn for at få fat på bolden. Men overfor andre hunde var han tiltagende nervøs og parat til at angribe.

Det gik gradvist op for fru Trobisch, at hun og træneren åbenbart havde forskellige mål for Diegos træning. Fru Trobisch ønskede at Diego skulle blive roligere og mere social. Trænerens mål var kontrol over hunden. Efter samråd blev det besluttet, at Diego skulle på træningskursus med 6-7 andre hunde for at forbedre hans sociale færdigheder. Træningsbanens størrelse var 250 kvadratmeter. Diego gik bersærk i samme øjeblik han så de andre hunde i snor. Fru Trobisch havde store problemer med at holde ham fordi han hoppede op ad hende, gøede konstant og var umulig at få kontakt til. Da træningspladsen var så lille og også indeholdt en agilitybane, var der ikke mulighed for at gå ud til siden med ham for at berolige ham. I stedet blev han holdt i så kort snor som muligt, hvilket kørte ham endnu mere op. Fru Trobisch havde følelsen af, at både hun og hendes hund var overvældede af situationen. Træneren rådede til at de begge tog nervemedicin før hvert besøg på træningspladsen!

Men dramaet startede længe før, mens de var på vej til træningspladsen. Diego vidste tydeligvis på hvilke dage og på hvilke tidspunkter hans ejer ville tage ham til træning. På hele turen ud gøede han og skrabede på vinduerne og bilindtrækket. Da de endelig nåede frem til træningspladsen ville han ikke ud og prøvede at stikke af. Omvendt trak han som vanvittig når træningen var forbi for at komme tilbage til bilen. Hunden kunne næsten ikke holdes længere, så fru Trobisch begyndte at parkere andre steder for at hendes hund ikke skulle finde ud af, hvor de skulle hen. Hun gik lidt med ham før de nåede frem og sikrede sig at de var de første der ankom. Fru Trobisch følte at dette gjorde situationen lettere at holde ud for ham.

Da hun stadig havde store problemer med at holde Diego, rådede træneren til at bruge en Halti-sele for at få bedre styr på ham. Han havde hidtil haft tendens til at overreagere – strøg fremad uden varsel og snappede efter enhver hund der kom for tæt på ham på den ekstremt lille træningsplads. Hans ejer beskrev hans øjne i disse situationer som ”flakkende og hektiske” og hun følte ikke hun kunne garantere for andre hundes sikkerhed. Halti-selen gjorde situationen endnu værre. I samme øjeblik hun satte selen på Diego, stillede han sig i en sammenkrøbet position, halen helt ind mellem benene og viste dæmpende signaler – et ynkeligt syn. Ved mange lejligheder prøvede han med forpoterne at få selen af, hvilket han blev skældt ud for.

Uger og måneder gik og Diego gennemførte med succes tre træningskurser, men definitionen på ”succes” kunne i dette tilfælde diskuteres. Han havde bestået alle prøver, havde endda vundet en pokal og mestrede samtlige kommandoer til perfektion. Men han var mere nervøs og mere aggressiv end nogensinde før. Fru Trobisch fortalte mig at hun, som resultat af det voldsomme pres hun befandt sig under, ofte var meget urimelig overfor hunden. Når hun løb tør for tålmodighed og fysisk energi, råbte hun ad ham, rykkede hårdt i snoren, tvang ham ned i gulvet og holdt stramt om hans snude. Hun var ked af dette og følte at hun var ekstremt uretfærdig overfor sin hund.

Tilsidst blev hun rådet til at melde Diego til et nyt kursus – lydighed og agility. Da han var så energisk, havde han brug for at blive holdt beskæftiget og få masser af bevægelse. Som nævnt tidligere, var agilitybanen opbygget på et areal på 250 kvadratmeter. Træningen foregik, enten med Diego i snor, eller alle andre hunde i snor, ventende i udkanten af banen mens Diego uden snor løb og/eller styrtede banen rundt. Da han var for opkørt til at tage imod godbidder, blev han igen belønnet ved at få bolden kastet.

I mellemtiden var Anna blevet 1½ år gammel. Hun havde ikke bare bestået alle gruppetrænings-kurser, men også tre agilitykurser samt et kursus i dog dancing. Da ejeren bemærkede at begge hunde var blevet mere og mere nervøse og opkørte, og at Diego ikke havde gjort det mindste fremskridt med sin sociale adfærd, forlod hun skolen.

Set i bakspejlet, tror hun at træneren ignorede hendes konstante bønner om individuel træning med fokus på at møde andre hunde, fordi træneren selv var overvældet af situationen og ikke vidste, hvordan hun skulle løse Diegos problem. Hun kunne ikke engang se, at hans adfærd faktisk var blevet væsentligt forværret. Efter hendes mening, var fru Trobisch det største problem, fordi hun var for ængstelig og usikker med så stor en hund.

I starten af 2002, aflagde fru Trobisch, Diego og Anna deres første besøg på min hundeskole. Jeg vil aldrig glemme første gang jeg mødte dem. En lang sti fører langs en bæk til min hundeskole og på lang afstand så jeg en høj, slank kvinde komme flyvende hen ad stien, med benene næsten lettet fra jorden. Jeg var overrasket over, hvordan det overhovedet lykkedes hende at holde de to hunde. Da hun nåede frem til træningspladsen bad jeg hende tage snorene af hundene. Jeg ville se, hvad de foretog sig når de løb frit. Men det næste der skete havde jeg aldrig set før. I samme øjeblik snoren kom af, fløj de af sted som eksploderende raketter. I hele 18 minutter styrtede de rundt i fuld fart på det 900 kvadratmeter store område uden at holde nogen form for egentlige pauser. Det vil sige, at ingen af hundene stod mere end 20 sekunder på samme sted. Selv da, stod de ikke stille, men hoppede fra det ene ben til det andet med fuldstændigt vilde udtryk i ansigterne. I samme øjeblik de opdagede en fremmed hund på den anden side af hegnet, fløj de over i fuld fart og kastede sig ind i trådhegnet, gøende, med blottede tænder og fuldstændigt vanvittige. Jeg havde aldrig før set en hund opføre sig så opkørt, for slet ikke at tale om to.

Efter at fru Trobisch havde forklaret hundenes historie, gik vi ind i konsultationsrummet for at tale i dybden om boligforholdene, stress, fodring osv. Jeg fandt så ud af, at oveni den stress-fremkaldende træning, tilbragte hundene en time hver dag i haven med at få bolden kastet, i et forsøg på at udmatte dem. Om vinteren, når fru Trobisch kastede snebolde, var Diego så opkørt at han bed hende i hænderne.

Jeg er så ikke nået længere, men det er vist heller ikke nødvendigt for forståelsen, vel?

[Nollike]

ThomasTBO: :kys:

[Jane]

Det er først nu at jeg har tid til at komme herind og jeg må nok sige at der har været en heftig diskution.

 

Jeg vælger at gå til en adfærdsbehandler fordi jeg har et problem med min hund, som jeg ikke selv kan klare og derfor har brug for noget hjælp til. Jeg er udemærket klar over at det er mig der skal arbejde og træne med min hund.

 

Jeg syntes faktisk at det er at bruge sin sunde fornuft og slå hjernen til, at man tør erkende at man har et problem og at man handler og ikke bare lader stå til.

 

Jeg har ingen forventninger om at Oskar skal blive ligeglad med løbske tæver. Men jeg håber at jeg kan få nogle redskaber at arbejde med så Oskar og jeg bliver bedre til at håndtere det når problemet opstår. ( Hold da op hvor lyder det åndsvag). Jeg er nok ved at blive for træt. Kan nok bedre formulere mig når jeg har sovet.

 

Jeg vil selvfølgelig tage kontakt med en adfærdsbehandler som er både dygtig og kompetent inden for sit fag og som bruger metoder som jeg kan stå inde for.

 

Nu har jeg lidt svær ved at se, at fordi man har et stort netværk af dygtige hundefolk, at så behøver man ikke en adfærdsbehandler. Jeg kender da også en masse dygtige hundefolk og vi bruger da også hinanden i vid udstrækning når vi har problemer. Men i den konkrete situation, da mener jeg at jeg får mest ud af at få hjælp fra en adfærdsbehandler.

 

Det er for mig mest fornuftig at gå til en adfærdsbehandler. Jeg får jo hellere ikke tømmeren til at tapesere min stue, selv om han måske er en glimrende amatør maler, nej jeg får en maler til det. Og sådan er det vil du have den bedst mulige form for hjælp så opsøger du eksperticen.

[Ascha]

Har jeg heller ikke gjort i denne tråd.....før man gik mig på klingen. Og selv dér har jeg skrevet om det at råbe adfærdsbehandler, som om det pr. definition er den bedste hjælp, kontra alle de andre muligheder. Ikke om at være det.

 

Men ærlig talt, kan du ikke høre hvad du selv siger.

 

Hvis du står med et stort sår på armen, ville folk nok anbefale dig at gå til lægen, selvom en erfaren og dygtig hjemmehjælp ville kunne hjælpe dig. Og at alle læger ikke er lige dygtige, betyder jo ikke, at det ikke er den faggruppe der kan hentes mest kvalificeret hjælp fra.

 

Jeg synes det lugter langt væk af, at når man ikke forstår ting, er det heller ikke nemt at se hvad der virkelig gør en forskel. Ja, undskyld mig.

Redigeret November 12, 2008 af Ascha

[Aslan]

( Hold da op hvor lyder det åndsvag)

 

Syntes jeg nu ikke.

 

Jeg syntes det lyder ofrnuftigt at du vil finde en til at få lidt hjælp af, sådan at både dig og Oskar får meget bedre ture, hvor du ikke skal frygte om han skulle løbe væk igen.

 

Og desuden, hvad folk syntes om at DU har VALGT at gøre det, er fuldstændig lgie meget, i det du har taget valget, er det sådan det er!

 

Og hvis vi tænker på at der faktisk er mennesker derude, der IKKE gør noget, ja så syntes jeg du er dejlig når du GIDER bruge tid på at få det optimale ud af en dum situation.

 

:kys:

[Gæst Ninjamor]

Jeg ville egentlig ikke blande mig, men sidder bare og får det så dårligt af at læse de seneste sider af denne tråd. Der kan gives garanti på mekaniske ting - holder kameraet op med at virke, er der med 100% sikkerhed en eller anden dingenot indeni der er gået i stykker. Denne dingenot kan, enten med det blotte øje, eller teknisk måleudstyr findes og herefter enten repareres eller udskiftes. Sådan ER DET, ALTID og derfor kan der gives en garanti for at produktet kan repareres.

 

Jeg vil såmænd også tro, at der i temmelig vid udstrækning kan gives garanti for at en hund f.eks. kan lære en bestemt øvelse. Det kan kræve et utal af gentagleser, måske, og det kan eventuelt også være nødvendigt at afprøve mere end en metode, men det bør kunne lade sig gøre.

 

Med hvad med noget så komplekst som adfærd? Noget der har at gøre med arv, miljø, socialisering, forhold til ejer og et hav af andre faktorer? Ofte i et indviklet sammenvævet mønster af samspil og modspil - vil man virkelig forvente en garanti her også? Kræve en garanti, for ellers tror man ikke en døjt på det hele... er det sådan? Det går virkelig over min fatteevne at der ikke skelnes mellem en teknisk reparation og en 'psykisk reparation'.

 

Jeg er helt på det rene med, at nogle tilbyder adfærdsbehandling på en meget billig baggrund, uden at have ret meget at have det i - er det det, der harcelleres over, kan jeg sådan set godt forstå standpunktet, men der findes sgu for helvede og fandengalemig da (undskyld mit sprogbrug!!) også seriøse, krævende og langvarige uddannelser på området og jeg kan simpelthen blive så harm over, at disse regnes som nul og niks, som om det er noget man trækker i en automat. Er det den forbistrede manglende garanti der spøger igen? I så fald kan jeg kun henvise til det jeg har skrevet ovenfor.

 

Og til det med at almindelige trænere kan gøre præcis det samme... som jeg skrev i en anden tråd, er jeg netop nu i gang med en bogoversættelse, og her har jeg så sent som igår færdiggjort følgende skrækeksempel på hvor galt det kan gå. Jeg synes afsnittet er yderst relevant her og vil derfor gerne dele det - undskylder på forhånd at det er meget langt!

 

Fra bogen "Stress in Dogs" af Martina Scholz og Clarissa von Reinhardt:

DIEGO

 

Diego er en stor, slank Schæferblanding der første gang kom til min hundeskole i Februar 2002. Hans ejer, fru Trobisch, fortalte mig at hun første gang så Diego på et internat i Januar 1998. Ifølge internatet var han dengang omtrent et år gammel. Den eneste information om hans tidligere liv var, at hans oprindelige ejer holdt ham bundet med en kort kæde til en radiator i sin lejlighed. Manden havde bestemt ikke taget sig godt af den store, livlige hund. Diego var undervægtig, nervøs, meget bange for og usikker overfor fremmede hunde, men venlig overfor mennesker.

Fru Trobisch besluttede at give hunden et hjem. I starten led Diego af så voldsom seperationsangst, at hans ejer ikke engang kunne gå på toilettet uden ham. I samme øjeblik han blev ladt alene, destruerede han lejligheden. Han skrabede på dørene, hærgede møblerne, flåede persiennerne ned. Hvis han blev ladt alene i bilen, ødelagde han interiøret. Trods hans store behov for nærhed, var han fra starten bange for berøring og virkede meget utilpas når hans ejer kom for tæt på. Han lod sig ae i meget kort tid og trak sig så væk.

Et år efter at have taget ham hjem fra internatet, fik fru Trobisch mulighed for at arbejde hjemmefra. Hun brugte denne tid på at arbejde intensivt med Diego på hans seperationsangst. Ved denne træning er det afgørende, at følelsen af at blive efterladt aldrig får lov til at melde sig. Dette betyder naturligvis, at hunden i starten ikke kan lades alene et eneste øjeblik. Hunden vænnes langsomt til at være alene, startende med nogle få sekunder, derefter minutter og endelig længere tidsrum. Diegos træning bar frugt. Et år senere da fru Trobisch begyndte at arbejde normalt igen, kunne Diego være alene hjemme uden problemer.

I 1999 medførte private og arbejdsmæssige årsager, at fru Trobisch måtte flytte fire gange med Diego ’på slæb’, hvilket naturligvis udsatte ham for en enorm belastning. Fru Trobisch gik lange ture med ham og dyrkede boldleg med ham på en mark i op til fire timer(!) om dagen. I starten kunne jeg ikke helt forestille mig at dette kunne være rigtigt, men hun kastede en bold igen og igen fordi hun troede han skulle have bevægelse og sjov. Hun havde også fået at vide, at sådan en livlig hund virkelig havde brug for at få rørt sig.

Fru Trobisch besluttede i September 2000 at anskaffe endnu en hund, efter at være blevet rådet til det af en træner, hvis hundeskole hun gik på. Trænerens argument var, at en så livlig hund som Diego havde brug for en lige så livlig partner, og at de de gensidigt ville køre hinanden trætte. En velbalanceret rolig hund ville ikke være i standt til at følge med hans temperament, så fru Trobisch valgte en Dalmatiner. Anna flyttede, 12 uger gammel, ind hos fru Trobisch og hendes partner. Hun var ganske nervøs og tilbageholdende. Det var rørende at se, at Diego tog sig af hende, men så begyndte han at angribe andre hunde, der skræmte Anna ved at komme for tæt på hende.

Den overdrevne boldleg skabte også problemer – Diego blev meget hurtigt ramt af bytteaggression. Oveni dette bemærkede fru Trobisch at Diego nogle gange var så opkørt, at han ikke engang bemærkede at andre hunde havde nærmet sig. Når de stod direkte foran ham, smed han bolden og kastede sig over dem. På grund af hans størrelse og styrke tog det ikke mange sekunder før han havde fastlåst den anden hund under sig, selvom han endnu ikke havde bidt. Fru Trobisch ville ikke tolerere dette og henvendte sig igen til hundeskolen. Hun blev rådet til at sætte lille Anna på unghundehold fordi hun var så usikker og havde brug for at lære at klare sig selv. Hundene i denne gruppe fik lov til at lege sammen og visse kommandoer blev trænet. Det blev anbefalet, at Diego modtog individuel træning med det mål at gøre ham så fikseret på sin elskede bold, at han ikke længere ville være interesseret i andet. Argumentet var, at han så ville være langt lettere at kontrollere. Diego fik ti timers enetræning, hvor han lærte grundlæggende lydighedskommandoer som ”sit,” ”dæk,” ”bliv,” ”ved fod,” og ”her,” og blev belønnet for at udføre øvelserne korrekt ved at få sin bold kastet til sig. Kommandoen ”bliv” voldte store problemer i starten for når bolden blev kastet og han skulle blive, blev han vanvittig. Han gøede, prøvede at slippe fri, hoppede op og opførte sig som gal. Medmindre han blev bundet til noget, var han ukontrollerbar. Træner og ejer var derfor ekstremt stolte da det, efter utallige gentagelser, endelig lykkedes. Når Diego fik kommandoen ”bliv,” blev han siddende. Når han fik besked på at hente, strøg han afsted som et lyn for at få fat på bolden. Men overfor andre hunde var han tiltagende nervøs og parat til at angribe.

Det gik gradvist op for fru Trobisch, at hun og træneren åbenbart havde forskellige mål for Diegos træning. Fru Trobisch ønskede at Diego skulle blive roligere og mere social. Trænerens mål var kontrol over hunden. Efter samråd blev det besluttet, at Diego skulle på træningskursus med 6-7 andre hunde for at forbedre hans sociale færdigheder. Træningsbanens størrelse var 250 kvadratmeter. Diego gik bersærk i samme øjeblik han så de andre hunde i snor. Fru Trobisch havde store problemer med at holde ham fordi han hoppede op ad hende, gøede konstant og var umulig at få kontakt til. Da træningspladsen var så lille og også indeholdt en agilitybane, var der ikke mulighed for at gå ud til siden med ham for at berolige ham. I stedet blev han holdt i så kort snor som muligt, hvilket kørte ham endnu mere op. Fru Trobisch havde følelsen af, at både hun og hendes hund var overvældede af situationen. Træneren rådede til at de begge tog nervemedicin før hvert besøg på træningspladsen!

Men dramaet startede længe før, mens de var på vej til træningspladsen. Diego vidste tydeligvis på hvilke dage og på hvilke tidspunkter hans ejer ville tage ham til træning. På hele turen ud gøede han og skrabede på vinduerne og bilindtrækket. Da de endelig nåede frem til træningspladsen ville han ikke ud og prøvede at stikke af. Omvendt trak han som vanvittig når træningen var forbi for at komme tilbage til bilen. Hunden kunne næsten ikke holdes længere, så fru Trobisch begyndte at parkere andre steder for at hendes hund ikke skulle finde ud af, hvor de skulle hen. Hun gik lidt med ham før de nåede frem og sikrede sig at de var de første der ankom. Fru Trobisch følte at dette gjorde situationen lettere at holde ud for ham.

Da hun stadig havde store problemer med at holde Diego, rådede træneren til at bruge en Halti-sele for at få bedre styr på ham. Han havde hidtil haft tendens til at overreagere – strøg fremad uden varsel og snappede efter enhver hund der kom for tæt på ham på den ekstremt lille træningsplads. Hans ejer beskrev hans øjne i disse situationer som ”flakkende og hektiske” og hun følte ikke hun kunne garantere for andre hundes sikkerhed. Halti-selen gjorde situationen endnu værre. I samme øjeblik hun satte selen på Diego, stillede han sig i en sammenkrøbet position, halen helt ind mellem benene og viste dæmpende signaler – et ynkeligt syn. Ved mange lejligheder prøvede han med forpoterne at få selen af, hvilket han blev skældt ud for.

Uger og måneder gik og Diego gennemførte med succes tre træningskurser, men definitionen på ”succes” kunne i dette tilfælde diskuteres. Han havde bestået alle prøver, havde endda vundet en pokal og mestrede samtlige kommandoer til perfektion. Men han var mere nervøs og mere aggressiv end nogensinde før. Fru Trobisch fortalte mig at hun, som resultat af det voldsomme pres hun befandt sig under, ofte var meget urimelig overfor hunden. Når hun løb tør for tålmodighed og fysisk energi, råbte hun ad ham, rykkede hårdt i snoren, tvang ham ned i gulvet og holdt stramt om hans snude. Hun var ked af dette og følte at hun var ekstremt uretfærdig overfor sin hund.

Tilsidst blev hun rådet til at melde Diego til et nyt kursus – lydighed og agility. Da han var så energisk, havde han brug for at blive holdt beskæftiget og få masser af bevægelse. Som nævnt tidligere, var agilitybanen opbygget på et areal på 250 kvadratmeter. Træningen foregik, enten med Diego i snor, eller alle andre hunde i snor, ventende i udkanten af banen mens Diego uden snor løb og/eller styrtede banen rundt. Da han var for opkørt til at tage imod godbidder, blev han igen belønnet ved at få bolden kastet.

I mellemtiden var Anna blevet 1½ år gammel. Hun havde ikke bare bestået alle gruppetrænings-kurser, men også tre agilitykurser samt et kursus i dog dancing. Da ejeren bemærkede at begge hunde var blevet mere og mere nervøse og opkørte, og at Diego ikke havde gjort det mindste fremskridt med sin sociale adfærd, forlod hun skolen.

Set i bakspejlet, tror hun at træneren ignorede hendes konstante bønner om individuel træning med fokus på at møde andre hunde, fordi træneren selv var overvældet af situationen og ikke vidste, hvordan hun skulle løse Diegos problem. Hun kunne ikke engang se, at hans adfærd faktisk var blevet væsentligt forværret. Efter hendes mening, var fru Trobisch det største problem, fordi hun var for ængstelig og usikker med så stor en hund.

I starten af 2002, aflagde fru Trobisch, Diego og Anna deres første besøg på min hundeskole. Jeg vil aldrig glemme første gang jeg mødte dem. En lang sti fører langs en bæk til min hundeskole og på lang afstand så jeg en høj, slank kvinde komme flyvende hen ad stien, med benene næsten lettet fra jorden. Jeg var overrasket over, hvordan det overhovedet lykkedes hende at holde de to hunde. Da hun nåede frem til træningspladsen bad jeg hende tage snorene af hundene. Jeg ville se, hvad de foretog sig når de løb frit. Men det næste der skete havde jeg aldrig set før. I samme øjeblik snoren kom af, fløj de af sted som eksploderende raketter. I hele 18 minutter styrtede de rundt i fuld fart på det 900 kvadratmeter store område uden at holde nogen form for egentlige pauser. Det vil sige, at ingen af hundene stod mere end 20 sekunder på samme sted. Selv da, stod de ikke stille, men hoppede fra det ene ben til det andet med fuldstændigt vilde udtryk i ansigterne. I samme øjeblik de opdagede en fremmed hund på den anden side af hegnet, fløj de over i fuld fart og kastede sig ind i trådhegnet, gøende, med blottede tænder og fuldstændigt vanvittige. Jeg havde aldrig før set en hund opføre sig så opkørt, for slet ikke at tale om to.

Efter at fru Trobisch havde forklaret hundenes historie, gik vi ind i konsultationsrummet for at tale i dybden om boligforholdene, stress, fodring osv. Jeg fandt så ud af, at oveni den stress-fremkaldende træning, tilbragte hundene en time hver dag i haven med at få bolden kastet, i et forsøg på at udmatte dem. Om vinteren, når fru Trobisch kastede snebolde, var Diego så opkørt at han bed hende i hænderne.

 

Jeg er så ikke nået længere, men det er vist heller ikke nødvendigt for forståelsen, vel?

 

 

Det er en god bog som tydeliggører hvor forfærdeligt stressede hunde og deres ejere har det.

 

Oversætter du for et forlag?