Når udstillingsfolk går amok!!...

[AnneMangetal]

Jeg STåR da ved at jeg har den fordom? Det har jeg da aldrig modsagt? Synes roder lidt rundt i det nu...

Jeg synes udstilling er noget virkelig mærkeligt noget, og kan bare overhovedet ikke se hvordan hverken hunde eller mennesker kan se det sjove i sådan en dag, men det er jo deres hobby, og der er nok mange der synes det er åndssvagt at binde sig fast til en hund og løbe gennem skoven i ankeldybt mudder. Jeg er heldigvis ligeglad hvad andre mener om min sport, ligesom folk der udstiller garanteret er ligeglad med min mening om deres.

 

Så har jeg ingen ide om hvad det er du mener er forkert. Det eneste jeg har skrevet, var at jeg synes det er sjovt at der over hele linjen (også fb og alle andre steder) er så tavst fra dem der var hurtige til at dømme hunden forgiftet på udstillingen:vedikke:

 

Men lad det nu ligge - det er jo ikke ligefrem første gang vi går skævt af hinanden.....

[PBC]

Du får det til at lyde som om en hund der bevæger sig godt i trav kan komme ud i en arbejdssituation hvor den ikke er bygget godt nok til formålet. Man kan diskutere om formålet har ændret sig til noget uhensigtsmæssigt (det mener jeg personligt at det har i stort set alle discipliner hvor mennesket kan konkurrere), men jeg har godt nok svært ved at forestille mig hvordan en hunds galop f.eks. kan være for dårlig hvis den er konstrueret så det ikke er synligt i vinkling, linjer osv. eller når den vises i trav.

 

 

Der er masser af hunde som på udstilling vurderes til at være korekt bygget og have et godt trav, hvor det senere viser sig, at hundene ikke er udholdende når de arbejder i galop fordi galoppen er kluntet og tung (især stående fuglehunde af Engelsk oprindelse). Der er også masse af tunge Spaniels, der slet ikke formår at søge i snævre vendinger i galop, som det er ønskeligt på rough shooting, som er den jagtform Spaniels skal kunne bruges til - i hvert fald ifølge traditionen.

 

Så jeg mener stadig at man bør se hundene arbejde på den måde de skal arbejde på, for at vide om bygning og bevægeapperat supporterer det. Og jeg mener faktisk at netop det at man ikke gør det har ført til hunde der er uegnede til det arbejde de blev skabt til.

 

Tydeligst er dette ved de meget store og tunge Goldens, de store og kluntede (i galop) engelske fuglehunde som kun avles til udstilling, samt for Engelsk springer spaniel til udstilling (deres søg (førskudet) er ikke bedre end en god Labrador og det er slet ikke godt nok). Sjovt nok kan de små udstillings Cockere langt bedre matche behovet for en god jagthund, ikke samme tempo som FT, men stadig godt nok. Her er det kun pelsen som er uhensigtsmæssigt - og det er da til at leve med - eller klippe

[Shii]

OK, så forstår jeg meget bedre diskussionen. Men er det stadig DKK eller er deres under-raceklubber der sætter kriterierne for avlsgodkendelse? Eller noget helt tredje?

 

Det er netop raceklubberne der sætter kravet, og i raceklubberne er det opdrætterne der bestemmer i sidste ende, med godkendelse af DKK. Men hvis opdrætterne vil have at hundene f.eks. har bestået markprøver osv. så vil DKK da aldrig sætte sig imod at der skal flere krav til en race.

 

Derfor handler det i sidste ende om at man blot skal lægge sin energi der. Hvis man selv tager det første lille skridt, og man rent faktisk har ret i det man siger, så skal der jo nok være nogen der følger trop og i sidste ende skal man nok for vendt det til det man vil. Man kan jo altid gå efter at blive formand i klubben for at få en god position. Det er jo bare et spørgsmål om man gider. Og ærligt; Hvis man ikke gider at gøre det skulle man måske bare indse at det ikke er SÅ vigtigt at man selv gider at prioritere det, og hvorfor skulle andre så?

 

 

Jeg synes jo netop det faktum at der IKKE er udstillingskrav gør at opdrættere har frit slag, og kan jo avle på lige præcist det de har lyst til. F.eks. kan jeg avle på en korthåret lowchen hvis jeg har lyst, så længe den har stamtavle kan jeg faktisk benytte hunden i min avl, på trods af at Lowchens skal være langhårede. Intet stopper mig; Udover min samvittighed.

 

Det samme gør sig jo gældende for at benytte hunde der ikke har vist at de er gode jagthunde, det er op til opdrætteren at bedømme hvad de vil avle på. Så dem der skydes efter her er jo blot opdrætterne af ens egen race, for det er der man skal sætte sit fokus. Jo vist er der sikkert masser andre racer med problemer, men hvis man starter et sted kunne det jo nemt være hos sin egen race.

 

 

(Der er Lowchen ejere hernede der bevist fravælger at være medlem af raceklubben, fordi det er den der fastsætter kravene, så er man ikke medlem kan man faktisk få stamtavle selvom man ikke opfylder kravene, er man medlem skal man opfylde kravene).

[Ascha]

Der er masser af hunde som på udstilling vurderes til at være korekt bygget og have et godt trav, hvor det senere viser sig, at hundene ikke er udholdende når de arbejder i galop fordi galoppen er kluntet og tung (især stående fuglehunde af Engelsk oprindelse). Der er også masse af tunge Spaniels, der slet ikke formår at søge i snævre vendinger i galop, som det er ønskeligt på rough shooting, som er den jagtform Spaniels skal kunne bruges til - i hvert fald ifølge traditionen.

 

Så jeg mener stadig at man bør se hundene arbejde på den måde de skal arbejde på, for at vide om bygning og bevægeapperat supporterer det. Og jeg mener faktisk at netop det at man ikke gør det har ført til hunde der er uegnede til det arbejde de blev skabt til.

 

Tydeligst er dette ved de meget store og tunge Goldens, de store og kluntede (i galop) engelske fuglehunde som kun avles til udstilling, samt for Engelsk springer spaniel til udstilling (deres søg (førskudet) er ikke bedre end en god Labrador og det er slet ikke godt nok). Sjovt nok kan de små udstillings Cockere langt bedre matche behovet for en god jagthund, ikke samme tempo som FT, men stadig godt nok. Her er det kun pelsen som er uhensigtsmæssigt - og det er da til at leve med - eller klippe

 

 

En hund der er bygget så dens galop ikke er effektiv har da ikke et let og effektivt trav så det kan en dommer sagtens se. Problemet er at ingen har et målebånd med i ringen og at helhedsindtrykket vejer mere end størrelse og vægt.

 

Ansvaret for at hundene ikke længere kan anvendes til det "oprindelige" formål synes jeg nu ikke kun ligger hos udstillingsfolket. Kravene er også øget fra jægernes side, der nu ikke længere er interesserede i det oprindelige men i mere effektivitet. Førhen havde man lette racer til nogle former for jagt og tungere racer til andre former for jagt,.. nu er alle racer stort set ens for at være hurtige nok til at gøre hundeførerne tilfredse. Bagsiden af medaljen er til at tage at føle på. Jeg ser stort set ikke en ft Cocker der evner at advare stille og roligt, men hakker ud efter andre hunde ved selv den mindste ting. Jeg ser aggressive jagtlabber med ressourceforsvar, noget der ikke burde ses hos en retriever og for min egen races vedkommende, jagtopdrættede hunde der er blevet så urolige og aktive at de opfører sig som settere når man ser dem i skoven og som er blevet aggressive overfor andre hunde. I mine øjne har jagtopdræt givet stressede og aggressive hunde med øget ressourceforsvar men min interesse går nok også mest på det adfærdsmæssige.

[Shii]

En hund der er bygget så dens galop ikke er effektiv har da ikke et let og effektivt trav så det kan en dommer sagtens se. Problemet er at ingen har et målebånd med i ringen og at helhedsindtrykket vejer mere end størrelse og vægt.

 

Ansvaret for at hundene ikke længere kan anvendes til det "oprindelige" formål synes jeg nu ikke kun ligger hos udstillingsfolket. Kravene er også øget fra jægernes side, der nu ikke længere er interesserede i det oprindelige men i mere effektivitet. Førhen havde man lette racer til nogle former for jagt og tungere racer til andre former for jagt,.. nu er alle racer stort set ens for at være hurtige nok til at gøre hundeførerne tilfredse. Bagsiden af medaljen er til at tage at føle på. Jeg ser stort set ikke en ft Cocker der evner at advare stille og roligt, men hakker ud efter andre hunde ved selv den mindste ting. Jeg ser aggressive jagtlabber med ressourceforsvar, noget der ikke burde ses hos en retriever og for min egen races vedkommende, jagtopdrættede hunde der er blevet så urolige og aktive at de opfører sig som settere når man ser dem i skoven og som er blevet aggressive overfor andre hunde. I mine øjne har jagtopdræt givet stressede og aggressive hunde med øget ressourceforsvar men min interesse går nok også mest på det adfærdsmæssige.

 

Jeg er helt enig. Der er jo netop to sider af det. Selvfølgelig skal hunden kunne opfylde sit oprindelige formål, men det er i mine øjne også vigtigt at den så også ligner den oprindelige hund. Ellers kan man jo i princippet sagtens sige: Fuck stamtavle, vi avler på de gode hunde og krydser dem som vi har lyst for at få hunde der kan det hele.

 

Derudover er jeg helt enig i at det burde være helt normalt at en hund blev målt og vejet ved udstillingen. F.eks. kender jeg en opdrætter som har en Aussie der faktisk er 4 cm for høj, derfor ser han selvfølgelig meget stor ud. Hvordan kommer man udenom det? Han er altid handlet af et barn "For så ser han jo stor ud fordi han står ved et lille barn". Det er aldrig blevet påpeget at han er 4 cm for høj!

[PBC]

En hund der er bygget så dens galop ikke er effektiv har da ikke et let og effektivt trav så det kan en dommer sagtens se. Problemet er at ingen har et målebånd med i ringen og at helhedsindtrykket vejer mere end størrelse og vægt.

 

Ansvaret for at hundene ikke længere kan anvendes til det "oprindelige" formål synes jeg nu ikke kun ligger hos udstillingsfolket. Kravene er også øget fra jægernes side, der nu ikke længere er interesserede i det oprindelige men i mere effektivitet. Førhen havde man lette racer til nogle former for jagt og tungere racer til andre former for jagt,.. nu er alle racer stort set ens for at være hurtige nok til at gøre hundeførerne tilfredse. Bagsiden af medaljen er til at tage at føle på. Jeg ser stort set ikke en ft Cocker der evner at advare stille og roligt, men hakker ud efter andre hunde ved selv den mindste ting. Jeg ser aggressive jagtlabber med ressourceforsvar, noget der ikke burde ses hos en retriever og for min egen races vedkommende, jagtopdrættede hunde der er blevet så urolige og aktive at de opfører sig som settere når man ser dem i skoven og som er blevet aggressive overfor andre hunde. I mine øjne har jagtopdræt givet stressede og aggressive hunde med øget ressourceforsvar men min interesse går nok også mest på det adfærdsmæssige.

 

En hund kan sagten se velbygget ud og have et nydeligt trav og så alligevel ikke have en acceptabel galop. Ses ganske ofte hos stående fuglehunde, men også hos Spaniels. Det er umuligt for nogen som helst, at vurdere en hunds bevægeapperat, uden at se hunden i alle relevante gangarter incl. spring og kryben under og kravlen over. Det helt overordnede er hvor ubesværet det er, hvor smidigt og hvor let det ser ud, kontra kluntet, besværet og uhensigtsmæssigt. Jeg har været på markprøver med standard Springer Spaniels (som har fået fine udstillings præmieringer) og noget af det som slår mig, er at de bruger mange kræfter på at komme meget lidt omkring i modsætning til FT Spaniels. Derfor holder en Standard Spaniel ikke længere på en jagtdag, på trods af at den kun udfører det halve arbejde. Hvis jeg skal være ærlig, ligner det jeg har set til Welsh, mere intelligent - altså at den bruger færten mere og arbejder langsommere og grundigere. Den tror jeg vil holde længere en en Standard Springer på jagt, for de bevæger sig mere hensigtsmæssigt også - springer ikke højere en nødvendigt og går under krat, hvor en standard går over osv. Men det er lidt en anden historie.

 

Jeg tror ikke det er jagthundelinjerne der er problemet. Problemerne opstår, når man krydser udstillingslinjer med jagthunde linjer. Hvis man blander varmt og koldt vand får man lunkent, men hvis man krydser en arbejdshund med en flegmatisk og rolig hund, er det ikke til at vide hvad man får - men ikke nødvendigvis noget midt imellem. Ofte hunde med stor ego og stor drift - ikke lette hunde at håndtere. Men indrømmet - det er noget jeg tror og synes jeg har set eksempler på. Ikke konkredt viden.

[PBC]

Jeg er helt enig. Der er jo netop to sider af det. Selvfølgelig skal hunden kunne opfylde sit oprindelige formål, men det er i mine øjne også vigtigt at den så også ligner den oprindelige hund. Ellers kan man jo i princippet sagtens sige: Fuck stamtavle, vi avler på de gode hunde og krydser dem som vi har lyst for at få hunde der kan det hele.

 

 

Hverken udstillings Spaniels eller Labrador Retrievere - heller ikke Goldens, ligner de oprindelige hunde, hvis de oprindelige er de hunde er de der var ca år 1900, vil jeg påstå

[Shii]

Hverken udstillings Spaniels eller Labrador Retrievere - heller ikke Goldens, ligner de oprindelige hunde, hvis de oprindelige er de hunder der var ca år 1900, vil jeg påstå

 

Men det er der jo ingen racer der gør. Man må kigge på standarden og arbejde efter det; Det er igen opdrætterens ansvar at tolke denne.

 

Jeg har selv da jeg opdrættede marsvin måtte få rigtig mange hak fordi jeg valgte at stå ved min måde et dyr skulle se ud, og denne ikke altid matchede hvordan en dommer synes den skulle se ud. Men for mig var det ikke vigtigst at vinde, men at opdrætte et dyr der kunne matche standarden.

[PBC]

Men det er der jo ingen racer der gør. Man må kigge på standarden og arbejde efter det; Det er igen opdrætterens ansvar at tolke denne.

 

Jeg har selv da jeg opdrættede marsvin måtte få rigtig mange hak fordi jeg valgte at stå ved min måde et dyr skulle se ud, og denne ikke altid matchede hvordan en dommer synes den skulle se ud. Men for mig var det ikke vigtigst at vinde, men at opdrætte et dyr der kunne matche standarden.

 

Problemet er jo, at når udstillingsfolk, som ikke er interesseret i hundens anvendelse som brugshund, tager over, bliver standanden ændret og tolket i uhensigtsmæssige retninger ifht. hunden arbejdsopgaver. Det er vist overordentlig tydeligt for Labrador, Golden og Spaniels, men også de engelske stående fuglehunde, lider under dette.

[Umulia]

Det eneste jeg har skrevet, var at jeg synes det er sjovt at der over hele linjen (også fb og alle andre steder) er så tavst fra dem der var hurtige til at dømme hunden forgiftet på udstillingen:vedikke:

 

 

Selv om forgiftningen ikke skete på udstillingen, kan det jo stadig sagtens have noget med udstillingsfolket at gøre.

[DKWiechert]

Og en sådan forgiftning kan også være pga alt andet end en tilsigtet ond handling.

 

Der er sgu ingen der ved hvad den hund har haft snuden i, og sådanne "pellets" af gift, er almindeligt brugt til skadedyrsbekæmpelse af forskellig art.

Ligesom mange andre tilfælde hvor der kun er fundet spor af gift i blodet, og ikke gryn eller piller i mavesækken, kan skyldes at hunden har fundet mus og rotter der er blevet forgiftet.

 

Man er altid utrolig hurtig til at dømme: Der er sgu nogen der har gjort det her med vilje, og udlagt gift til hundene eller rovfuglene eller.... you name it.

Men sandsynligheden for at forgiftningen skyldes alt muligt andet, er temmelig en del højere, og langt mere sandsynlig.

 

Jeg siger dog ikke at der ikke kan være noget om det, en gang imellem.

[AnneMangetal]

Selv om forgiftningen ikke skete på udstillingen, kan det jo stadig sagtens have noget med udstillingsfolket at gøre.

 

Ja, eller en ammende mor, en politimand eller en AG'er. Eller som DKW så fornuftigt skriver:

 

Og en sådan forgiftning kan også være pga alt andet end en tilsigtet ond handling.

 

Der er sgu ingen der ved hvad den hund har haft snuden i, og sådanne "pellets" af gift, er almindeligt brugt til skadedyrsbekæmpelse af forskellig art.

Ligesom mange andre tilfælde hvor der kun er fundet spor af gift i blodet, og ikke gryn eller piller i mavesækken, kan skyldes at hunden har fundet mus og rotter der er blevet forgiftet.

 

Man er altid utrolig hurtig til at dømme: Der er sgu nogen der har gjort det her med vilje, og udlagt gift til hundene eller rovfuglene eller.... you name it.

Men sandsynligheden for at forgiftningen skyldes alt muligt andet, er temmelig en del højere, og langt mere sandsynlig.

 

Jeg siger dog ikke at der ikke kan være noget om det, en gang imellem.

[Ascha]

Derudover er jeg helt enig i at det burde være helt normalt at en hund blev målt og vejet ved udstillingen. F.eks. kender jeg en opdrætter som har en Aussie der faktisk er 4 cm for høj, derfor ser han selvfølgelig meget stor ud. Hvordan kommer man udenom det? Han er altid handlet af et barn "For så ser han jo stor ud fordi han står ved et lille barn". Det er aldrig blevet påpeget at han er 4 cm for høj!

4 cm er ingenting. Jeg har stået i ringen med springere der har været på størrelse med min gamle flatcoat der var 60 cm over skulderen, hvilket er 10 cm mere end standarden ønsker (og de fik rask væk 1. præmier) og jeg tror den gennemsnitlige springer hanhund vel er omkring de 55-56 cm efterhånden, hvis det kan gøre det.

 

En hund kan sagten se velbygget ud og have et nydeligt trav og så alligevel ikke have en acceptabel galop. Ses ganske ofte hos stående fuglehunde, men også hos Spaniels. Det er umuligt for nogen som helst, at vurdere en hunds bevægeapperat, uden at se hunden i alle relevante gangarter incl. spring og kryben under og kravlen over. Det helt overordnede er hvor ubesværet det er, hvor smidigt og hvor let det ser ud, kontra kluntet, besværet og uhensigtsmæssigt. Jeg har været på markprøver med standard Springer Spaniels (som har fået fine udstillings præmieringer) og noget af det som slår mig, er at de bruger mange kræfter på at komme meget lidt omkring i modsætning til FT Spaniels. Derfor holder en Standard Spaniel ikke længere på en jagtdag, på trods af at den kun udfører det halve arbejde. Hvis jeg skal være ærlig, ligner det jeg har set til Welsh, mere intelligent - altså at den bruger færten mere og arbejder langsommere og grundigere. Den tror jeg vil holde længere en en Standard Springer på jagt, for de bevæger sig mere hensigtsmæssigt også - springer ikke højere en nødvendigt og går under krat, hvor en standard går over osv. Men det er lidt en anden historie.

Vi er før blevet enige om at eksteriørdommere ikke længere dømmer hundene efter at de skal kunne bruges på jagt en hel dag, hvorfor de selvfølgelig heller ikke dømmer hundenes trav med det i baghovedet. Var målet udelukkende at dømme hundenes fysiske egenskaber til jagtbrug, ville bedømmelserne jo være helt anderledes og alle hundene ville få et blåt bånd. Alene størrelsen burde udløse det, men så ville der jo ikke være behov for at afholde udstillinger overhovedet.

 

Jeg tror ikke det er jagthundelinjerne der er problemet. Problemerne opstår, når man krydser udstillingslinjer med jagthunde linjer. Hvis man blander varmt og koldt vand får man lunkent, men hvis man krydser en arbejdshund med en flegmatisk og rolig hund, er det ikke til at vide hvad man får - men ikke nødvendigvis noget midt imellem. Ofte hunde med stor ego og stor drift - ikke lette hunde at håndtere. Men indrømmet - det er noget jeg tror og synes jeg har set eksempler på. Ikke konkredt viden.

Der er vel ingen seriøse opdrættere der blander linjerne, så jeg forstår ikke helt hvad du mener.

 

Hverken udstillings Spaniels eller Labrador Retrievere - heller ikke Goldens, ligner de oprindelige hunde, hvis de oprindelige er de hunde er de der var ca år 1900, vil jeg påstå

Men vil du da påstå at racernes jagtlinjer gør det da?. Det er jeg ikke enig med dig i, selvom jeg nok synes man burde kunne bevæge sig op mod tiden omkring 2. verdenskrig hvor fotografiet blev mere almindeligt. Det er trods alt rigtig mange generationer for hundes vedkommende og vi er stadig tilbage i en tid hvor udstilling var noget sekundært for opdrætterne.

 

Problemet er jo, at når udstillingsfolk, som ikke er interesseret i hundens anvendelse som brugshund, tager over, bliver standanden ændret og tolket i uhensigtsmæssige retninger ifht. hunden arbejdsopgaver. Det er vist overordentlig tydeligt for Labrador, Golden og Spaniels, men også de engelske stående fuglehunde, lider under dette.

Men det er jo racer der har været delt i så mange år at det er blevet som to forskellige racer, der bevæger sig væk fra samme udgangspunkt. Brugshundene kan næppe heller være som de oprindelige hunde, selvom man holder fast i egenskaber, fordi kravene i dag ikke er de samme som for 100 år siden. Var kravene dengang som de er i dag havde clumberen f.eks. formodentlig aldrig set dagens lys og ser man på gamle fotografier ligner hundene da heller ikke nutidens hunde. Du kan finde dem, men det kan du også mht. udstillingshundene.

 

Problemet med at jagthundefolket tager over kan jeg se indenfor min egen race, der er i startfasen af en opdeling der desværre nok er uundgåelig. Rent fysisk er de hunde jeg ser for det første ofte krøllede (hvilket er lidt kikset, racens navn taget i betragtning). De har tændstikben og deres hoveder er begyndt at ligne enhver anden races, med brede pander, runde øjne og store ører. Desuden virker de til at være blevet meget korte i ryggen, men er ikke helt sikker på om ikke også udstillingshundene måske er blevet lidt lange i det.

 

Jeg har aldrig set to flatter ryge i totterne på hinanden i en udstillingsring, men tror en hund fra jagtopdrættere ville have svært ved at gebærde sig. I hvert fald; hvis jeg har mødt en flatcoat der har været aggressiv, har det til dato (med en enkelt forståelig undtagelse) været sikkert som ammen i kirken at det har været en hund fra en jagthunde opdrætter.

 

Når de slippes løs bevæger de sig ofte som settere, altså for fuld skrue med al, al for stor aktionsradius (hvilket jeg ikke forstår at man kan bruge, men det er måske det man vælger at leve med når man vil have mere fart). Mentalt er det blevet urolige hunde, der i følge en del jægere jeg har talt med som har andre racer, beskrives som værende nogle stride bananer. Det MÅ en flatcoat altså ikke være. Den øgede aggressivitet er generelt noget jeg synes skinner igennem i de fleste jagthunderacers brugslinjer når jeg møder dem ude på fritløbsområder.

[lotte979]

Det er så langt ude!!!!!