Skal en hund tvinges til at vise underdanig adfærd?

[Therese]

Hvad er det forskellen er på aktiv og passiv underkastelse?

[James Bond]

Passiv underkastelse "bør" også respekteres, for en passivt underkastende hund, kan jo ikke gøre mere for at understrege sin gode vilje. Den passive underkastelse er sidste led.

 

Aktiv underkastelse er i min verden meget vigtig og ikke noget man skal stoppe sin hund i, så godt du har accepteret

 

Hvad er forskellen på aktiv og passiv underkastelse?

[Claudia2500]

Passiv underkastelse "bør" også respekteres, for en passivt underkastende hund, kan jo ikke gøre mere for at understrege sin gode vilje. Den passive underkastelse er sidste led.

 

Aktiv underkastelse er i min verden meget vigtig og ikke noget man skal stoppe sin hund i, så godt du har accepteret

 

Hvad er forskellen på aktiv og passiv underkastelse?

 

http://www.canis.dk/ekspertpanel/spmsvar.php?emne=14&spmid=7240&mode=eksp&start=1&lang=dk der står lidt her

[PBC]

Jeg oplever at utrolig mange har enormt svært ved at være vidne til at deres lille unikum ikke er den største, stærkeste, klogeste og smukkeste af alle hunde. Det er nok sådan vi generelt har udviklet os (man ser det jo også i udtalt grad blandt forældre). Hundene tror jeg sgu egentlig ikke tænker meget over hvordan de opfattes af andre, ligesom børnene nok er ret ligeglade,... bare de har det sjovt. Vi voksne kunne nok lære lidt af dem.

 

Helt enig.

 

Hunde har intet imod at vise underkastelse - eller respekt, som jeg foretrækker at kalde det, for underkastelse skurer i mange menneskers øre. Underkastelse er negativt ladet (langt mere en lederskab efter min mening ) - men hunde kan godt lide, at vise andre hunde, at de accepterer dem og ikke ønsker en konflikt.

 

Jeg vil tro at mere dominerende hunde også godt kan lide at de vises respekt. Altså at andre hunde viser at de accepterer at "Jeg er ældre og klogere" eller "jeg er større og stærkere" eller sammenfattet - jeg har en højere position (kombination af fysiske, erfaringsbaserede og mentale kvaliteter).

 

Jeg tror på at hunde nyder at finde ud af hinanden - ligesom de fleste mennesker gør. Vi spørger lidt til familiesituation, uddannelse, job osv. og vi ser - det vi nu ser - og vurderer hinanden. Hundene gør lidt det samme, men naturligvis udfra helt andre værdier. Og som vi nyder en god debat mellem mennesker der ved hvad de taler om eller et spil bordtennis, nyder hundene vel også en vis "kappestrid" - hvem er hurtigst, klogest mest smidig osv.

 

Så længe det hele holder sig indenfor visse grænser, er det fint og fornøjeligt - og jeg vil som menneske aldrig afbryde, med mindre det så decideret er ved at køre af sporet. Om det, at en ung labrador han humper min tæve 3 gange, før hun fortæller ham utvetydigt, at det vil hun ikke have - eller at hun bare sætter sig eller lægger sig, tror jeg egentlig er ligegyldigt. Min tæve tager ikke skade af det, men lærer måske, at det at sætte sig ikke altid er nok, nogen gange skal der mere til. Det lærer hun så ikke, hvis jeg griber ind. Omvendt er jeg naturligvis hendes ven og beskytter, så det er en balance om jeg skal støtte lidt - fx. ved at gå nærmere eller tage hanhunden i krebsen og løfte ham væk.

 

Hver gang jeg gør noget for min hund, som den selv kunne have gjort, forhindrer jeg den i at udvikle sig

 

Det tror jeg langt henad vejen passer - men selvfølgelig kan der findes undtagelser og specielle situationer

[Ascha]

Så hunde må ikke sætte andre hunde på plads, men alligevel plæderer du for at det er den eneste måde unghunde lærer på?

 

Enten ved du ikke hvad du mener, og ellers har du svært ved at udtrykke det:vedikke:

 

Ellers forstår du det bare ikke. Voksne hunde skal ikke rende rundt og sætte hinanden på plads hele tiden. De hunde der gør det, er imo hunde der ikke har lært nok sociale færdigheder til at kunne navigere sig ud af en konflikt.

 

Hvis voksne hunde der går sammen i en flok (altså en ægte flok med kendte medlemmer) til stadighed har konflikter mener jeg at man bør respektere at der er noget i floksammensætningen der ikke fungerer. Det ville jeg aldrig forlange at min hund var tvunget til at forholde sig til hver eller hver anden dag. At opdrage hvalpe og unghunde er ikke det samme som at voksne hunde ikke helt kan finde melodien sammen, så der hele tiden opstår gnidninger.

 

Ja, unghundene lærer ved at de voksne hunde siger fra, men for mig er der grænser for hvor irriterende en unghund må være mod min voksne hund, og derfor griber jeg ind inden hun bliver tvunget til at gøre noget hun egentlig ikke bryder sig om. At unghunden ikke lærer (nok), er sådan set ikke mit problem. Det er ikke min hunds opgave at opdrage hele verden, men det er min opgave at sikre at min hunds grænser ikke bliver overskredet i en grad, hvor hun bliver presset til at reagere ud over knurren eller klappen med tænderne.

Jeg lader heller ikke min hund opdrage alle fremmede liderlige unghunde, men er det medlemmer i en kendt flok, så skal den unge jo lære det og så får mine hunde lov til at gå linen ud,... ellers har man jo uro i flokken hele tiden.

[Ascha]

Hver gang jeg gør noget for min hund, som den selv kunne have gjort, forhindrer jeg den i at udvikle sig

 

Det tror jeg langt henad vejen passer - men selvfølgelig kan der findes undtagelser og specielle situationer

Det tror jeg også passer langt hen ad vejen, men ikke lige nøjagtig mht. til humpende hanhunde. Hvis man har hanhund og tæve vil man opdage at den slags adfærd ikke bliver accepteret under nogen omstændigheder og det retter jeg mig så efter. En hanhundeejer har lige nøjagtig 10 sekunder til at flytte sin hund,... ellers gør jeg.

[PBC]

Det tror jeg også passer langt hen ad vejen, men ikke lige nøjagtig mht. til humpende hanhunde. Hvis man har hanhund og tæve vil man opdage at den slags adfærd ikke bliver accepteret under nogen omstændigheder og det retter jeg mig så efter. En hanhundeejer har lige nøjagtig 10 sekunder til at flytte sin hund,... ellers gør jeg.

 

Ja, hvorfor lader du ikke din tæve selv klare problemet?

 

Og jeg har altså haft hanhunde også - samtidig med tæver, men ellers møder jeg jo en del på jagt. No problems. Bonnie ordner det selv og Mille lagde sig ned - og hvis hanhunden ikke forstod det, blev Mille knurvorren - og så hjalp det i 9 ud af 10 tilfælde - det 10'ende, var så der hvor jeg løftede hanhunden væk.

[AnneMangetal]

Ellers forstår du det bare ikke. Voksne hunde skal ikke rende rundt og sætte hinanden på plads hele tiden. De hunde der gør det, er imo hunde der ikke har lært nok sociale færdigheder til at kunne navigere sig ud af en konflikt.

 

Hvis voksne hunde der går sammen i en flok (altså en ægte flok med kendte medlemmer) til stadighed har konflikter mener jeg at man bør respektere at der er noget i floksammensætningen der ikke fungerer. Det ville jeg aldrig forlange at min hund var tvunget til at forholde sig til hver eller hver anden dag. At opdrage hvalpe og unghunde er ikke det samme som at voksne hunde ikke helt kan finde melodien sammen, så der hele tiden opstår gnidninger.

 

 

Jeg lader heller ikke min hund opdrage alle fremmede liderlige unghunde, men er det medlemmer i en kendt flok, så skal den unge jo lære det og så får mine hunde lov til at gå linen ud,... ellers har man jo uro i flokken hele tiden.

 

Som jeg har skrevet ca. 10 gange, er det ikke internt i den voksne gruppe, men mellem de voksne og de unge hunde. Og når de unge ikke fatter en pæn hentydning, vil jeg ikke sætte de voksne i en situation hvor de skal give en røvfuld. Ingen af de voksne tæver bryder sig om sådan noget. Jeg ved ikke hvor du har fra at de voksne render og skændes hele tiden:vedikke:

 

Du skriver jo så selv at du fjerner humpende hanhunde. Nøjagtig det samme, bortset fra at de 3 unghunde ikke nødvendigvis humper, men de er mindst lige så belastende!

 

Ja, hvorfor lader du ikke din tæve selv klare problemet?

 

 

Fordi mange hunde ikke bryder sig om at sige fra-fra. Og fordi den unge, dumme, humpende hanhund næppe fatter et pænt "smut", men kræver 4x "SKRID".

[PBC]

 

Fordi mange hunde ikke bryder sig om at sige fra-fra. Og fordi den unge, dumme, humpende hanhund næppe fatter et pænt "smut", men kræver 4x "SKRID".

 

4 ud af 5 tæver jeg har haft, har fint kunne sige fra - og den 5. - Mille har jeg beskrevet ovenfor hvordan håndterer hanhunde.

 

Jeg mener en normal - og voksen tæve kan sige fra - og også over for en 4 gange større hanhund.

 

Der kan være tæver, som er avlet så (bløde eller?) at de ikke kan dette, men så vil jeg mene, at de er ved at blive forkert avlet. Det er en grundlæggende ting at skulle kunne.

 

At du mener de ikke bryder sig om at sige fra, forstår jeg slet ikke - hvorfor tror du det? Kan ikke se at mine har haft noget imod det, men der har være stor forskel på hvor tålmodige de er og hvor kontant de siger fra. Sally som var vokset op sammen med Ruhårede hønsehunde havde lært at være ganske kontant uden dog nogensinde at have skadet en liderlig hanhund. Bonnie, hendes datter er mere passende, men ingen hanhund har indtil nu fået lov at tage sig friheder

 

Hvordan Maggie er på dette punkt ved jeg ikke endnu.

[AnneMangetal]

4 ud af 5 tæver jeg har haft, har fint kunne sige fra - og den 5. - Mille har jeg beskrevet ovenfor hvordan håndterer hanhunde.

 

Jeg mener en normal - og voksen tæve kan sige fra - og også over for en 4 gange større hanhund.

 

Der kan være tæver, som er avlet så (bløde eller?) at de ikke kan dette, men så vil jeg mene, at de er ved at blive forkert avlet. Det er en grundlæggende ting at skulle kunne.

 

At du mener de ikke bryder sig om at sige fra, forstår jeg slet ikke - hvorfor tror du det? Kan ikke se at mine har haft noget imod det, men der har være stor forskel på hvor tålmodige de er og hvor kontant de siger fra. Sally som var vokset op sammen med Ruhårede hønsehunde havde lært at være ganske kontant uden dog nogensinde at have skadet en liderlig hanhund. Bonnie, hendes datter er mere passende, men ingen hanhund har indtil nu fået lov at tage sig friheder

 

Hvordan Maggie er på dette punkt ved jeg ikke endnu.

 

Det er muligt at du synes det er en avlsfejl (det er det meste vist i din bog), og jeg kan bare konstatere at vi er uenige:vedikke: Jeg synes ikke at min tæve igen og igen skal forulempes af idiotiske hanhunde, der forsøger at parre hende. Særligt har jeg en bøf med klorin goldens og tunge labber. De fatter bare minus af pæne hentydninger! Og de får én chance for at respektere min hunds nej førend jeg fjerner dem. Af erfaring ved jeg at uanset hvad min hund gør ved sådan en dumrian, kører den på igen et halvt sekund senere, og det er bare ikke ok. Her mener jeg jo sådan set at det er de fatsvage hunde der har avlsfejl....

[Ninjamor]

4 ud af 5 tæver jeg har haft, har fint kunne sige fra - og den 5. - Mille har jeg beskrevet ovenfor hvordan håndterer hanhunde.

 

Jeg mener en normal - og voksen tæve kan sige fra - og også over for en 4 gange større hanhund.

 

Der kan være tæver, som er avlet så (bløde eller?) at de ikke kan dette, men så vil jeg mene, at de er ved at blive forkert avlet. Det er en grundlæggende ting at skulle kunne.

 

Ligesom der hos nogle hundeejere er stor opmærksomhed på at en unghund ikke må sættes i en situation, hvor en ældre irettesætter den (hundeejeren vil selv stoppe unghundens adfærd) er der også en del tæver - eller hunde i det hele taget - som ikke lærer at sige fra. Enten fordi ejer blander sig for hurtigt eller fordi den sensitive hund ikke rigtigt har det i sig og skal have sin grænse overskredet voldsomt og da vil dens sigen fra typisk også være "for" voldsom ift. forseelsen. Denne hund går jo fra situationen med en følelse af at det hjalp at være voldsom og det tager den med sig til næste møde. Derfor synes jeg, der er god grund til ikke at lade sin hund skulle sige fra for ofte ift. antallet af gode møder.

 

Andre hunde igen er meget sensible overfor ejers eller den anden hunds menneskes "nej" og reagerer, som om det var rettet imod den og tør da ikke sige fra. Om de så er avlet forkert eller ej er ligegyldigt for det enkelte individ, når det står i situationen.

 

Selv har jeg det sådan, at mine hunde altid får en chance for at lære at sige fra, men jeg vil ikke have, at vores ture skal ende med at dagsordenen er at hunden skal definere grænser igen og igen og igen. Hellere går jeg så ind og stopper, før dette bliver nødvendigt. Det giver min hund fred - jeg får muligvis nogle gode point i dens øjne - og det vigtigste er resultatet: At min hund slapper af på turene.

 

Afhængig af min hunds psyke og helbred vil jeg i en akut opstået situation gøre hvad jeg kan for at den selv klarer ærterne, men den skal altså ikke mere eller mindre konstant gå og sige fra, det er ikke det billede af fremmede hunde, jeg ønsker den skal have.

[Ninjamor]

Det er muligt at du synes det er en avlsfejl (det er det meste vist i din bog), og jeg kan bare konstatere at vi er uenige:vedikke: Jeg synes ikke at min tæve igen og igen skal forulempes af idiotiske hanhunde, der forsøger at parre hende. Særligt har jeg en bøf med klorin goldens og tunge labber. De fatter bare minus af pæne hentydninger! Og de får én chance for at respektere min hunds nej førend jeg fjerner dem. Af erfaring ved jeg at uanset hvad min hund gør ved sådan en dumrian, kører den på igen et halvt sekund senere, og det er bare ikke ok. Her mener jeg jo sådan set at det er de fatsvage hunde der har avlsfejl....

 

Labber og goldens har taget en meget trist drejning hvad tæver angår :-(

 

Sådan en dåse med luft til at rense pc med, må give et ubehageligt pust tænker jeg. Jeg har faktisk haft overvejet at gå med sådan en dåse som "beskyttelse" mod hunde som ikke forstår en bestemt henstilling.

[Dorte]

Ligesom der hos nogle hundeejere er stor opmærksomhed på at en unghund ikke må sættes i en situation, hvor en ældre irettesætter den (hundeejeren vil selv stoppe unghundens adfærd) er der også en del tæver - eller hunde i det hele taget - som ikke lærer at sige fra. Enten fordi ejer blander sig for hurtigt eller fordi den sensitive hund ikke rigtigt har det i sig og skal have sin grænse overskredet voldsomt og da vil dens sigen fra typisk også være "for" voldsom ift. forseelsen. Denne hund går jo fra situationen med en følelse af at det hjalp at være voldsom og det tager den med sig til næste møde. Derfor synes jeg, der er god grund til ikke at lade sin hund skulle sige fra for ofte ift. antallet af gode møder.

 

Jeg har jo to tæver og Maggie den yngste (snart 4 år) er ikke særlig god til at sige fra.

Min egen teori er, at hun egentlig godt vil lege videre med hanhunden - hvis han da bare gad lade hendes numse være, så afvisningen bliver sådan lidt halvhjertet.

Jeg har endnu ikke set hende sige fra på en måde, som bestemt ikke kan misforstås.

Her skal nok også tilføjes, at hun som ganske ung kom til skade med sit bagben, og hun ikke helt kan tåle at f.eks. en hanhund vælter hende omkuld i kådhed eller lægger for meget vægt på hendes bagkrop. Så skrider ejeren her altså ind og siger fra.

 

Liva på snart 7 år er derimod en rigtig kælling. Hun siger fra, hvis hun ikke gider dem (og lægger ikke op til leg bagefter). De får først dræberblikket - det hjælper på 8 ud af 10. For de sidste 2 er en hævet overlæbe nok.

[PBC]

Det er muligt at du synes det er en avlsfejl (det er det meste vist i din bog), og jeg kan bare konstatere at vi er uenige:vedikke: Jeg synes ikke at min tæve igen og igen skal forulempes af idiotiske hanhunde, der forsøger at parre hende. Særligt har jeg en bøf med klorin goldens og tunge labber. De fatter bare minus af pæne hentydninger! Og de får én chance for at respektere min hunds nej førend jeg fjerner dem. Af erfaring ved jeg at uanset hvad min hund gør ved sådan en dumrian, kører den på igen et halvt sekund senere, og det er bare ikke ok. Her mener jeg jo sådan set at det er de fatsvage hunde der har avlsfejl....

 

Du har nu sådan en smuk skrivestil, når du bliver lidt træt af en debattør

 

Men du har ret i at jeg tilskriver arvelige fejl og mangler, mange af de problemer hundeejere står overfor. Desværre tror jeg også jeg har ret i det. Overliderlige hanhunde tages ikke ud af avlen - især ikke hvis de kan vinde markprøver. Voldsomt knipske tæver tages heller ikke ud - og det gør "dørmåtter" heller ikke. Man avler endda på hunde der ikke selv kan klare formeringsprocessen, uden meget hjælp!

 

Der tages al for lidt hensyn til hundenes arvelige egenskaber i avlen. Kan de vinde udstillinger, markprøver, agility osv. er det fint, uanset om hunden har en lidt svag psyke, er lidt oversensibel eller overliderlig. Og som jeg også tidligere har været inde på - om den er nøjsom (udnytter sit foder godt) hårdfør og robust.

 

Det er fint at det kun er ca 5 % af hundene der avles på. Desværre er det ikke de rigtige 5 %. Det gælder indefor langt de fleste racer, som vi har. Undtagelsen er de racer der eksisterer som deciderede brugshunde ude i forskellige hjørner og som kun få kender. Sådan som Border Collie var før man fik øje på den osv.

[Alfen]

Helt ærligt, mine hunde skal ikke bruges til at opdrage andres hunde;) mine tæver skal på ingen måde lære at "sige fra" den ene gang efter den anden, hvis ikke en fjollet unghund forstår en pæn og rolig afvisning efter et par gange, så stopper jeg den, at opdrage hunde er ikke mine tævers job, det er hundeejerens;)

jeg har ret tit hanhunde i pensionen der er over sexede, det er faktisk ofte Golden og lab. hanhunde, efter ret få gentagelser kan de faktisk nemt lære at den opførsel bruger vi ikke her, det er ikke mine tæver eller gæstetæver der skal opdrage dem, det er mig;) eller egentlig var det jo ejerene der skulle have gjort det.

[Ascha]

Ja, hvorfor lader du ikke din tæve selv klare problemet?

Puha der er mange grunde. Hunden er jo blevet selekteret til at være fuldstændig ligeglad med hvem den parrer sig med, så man kan møde rigtig mange hanhunde der vil humpe ens tæve på en enkelt gåtur.

 

Mange hanhunde kaster sig over humpen fordi de stresser op og ikke ved hvad de ellers skal gøre (som et slags overspring om du vil) og stress kombineret med at have udsigt til en eller anden form for grænsesætning,... det vil jeg bare helst ikke have skal foregå hen over ryggen på min hund.

 

Når humpen samtidig kan anvendes til at dominere andre med, så skal det godt nok være en modig ung tæve der tør sige fra overfor en voksen hanhund, for det er jo kun i vores øjne at hanhundene altid har det samme motiv: at ville parre sig. Man må formode at en ung tæve ikke ved at det er dét der foregår i mellem hanhundens ører, navnlig når hanhundens reaktion ikke har noget med hendes cyklus at gøre.

 

Lige med hensyn til når det drejer sig om at humpe, er hunde stærkt menneskeliggjort og det hænger nok sammen med at det kan virke lidt pinligt at se på mens der er andre mennesker til stede. Jeg blander mig fordi en leder i en flok aldrig ville lade den slags adfærd finde sted. Jeg er egentlig ligeglad med signalet jeg sender til hanhundene, men min egen hund skal vide at jeg påtager mig ansvaret at opretholde de sociale spilleregler der findes i en flok.

 

Jeg vil helst ikke have en kællingehund og det får man desværre tit hvis de hele tiden skal forsvare sig mod hanhunde der dominerer/ forøger parre sig med dem. Det er de færreste hanhunde der ændrer adfærd uden at tæven nærmest slår dem ihjel (sikkert fordi tæverne har erfaret at det kun virker hvis de er enormt voldsomme i deres afvisninger).

 

Jeg gør ufatteligt meget ud af at lære min hund at konflikthåndtere, så skulle fanden stå i at det bliver ødelagt fordi nogle mener at tæver selv skal sige fra. Så alt i alt skal min hund ikke hund ikke overlades til at klare problemer selv der er forårsaget af uhensigtsmæssig avl, menneskeliggørelse af hunde, eller andre ejeres ligegyldighed/ manglende indgriben/ viden.

 

Som jeg har skrevet ca. 10 gange, er det ikke internt i den voksne gruppe, men mellem de voksne og de unge hunde. Og når de unge ikke fatter en pæn hentydning, vil jeg ikke sætte de voksne i en situation hvor de skal give en røvfuld. Ingen af de voksne tæver bryder sig om sådan noget. Jeg ved ikke hvor du har fra at de voksne render og skændes hele tiden:vedikke:

Nej, du har ikke skrevet at det kun var opdragelsessituationer af unghunde du talte om. Vi har talt forbi hinanden igen, bl.a. fordi det du vil blande dig i er noget jeg aldrig ville vælge uden en ekstrem god grund (f.eks. at en voksen var skadet eller lignende).

 

Du starter således:

Jeg glemte vist også begrundesen for at bringe mit eget eksempel op, men min pointe var, at den gruppe hunde har kendt hinanden længe og omgås jævnligt. Men derfor opstår der stadig konflikter som vi mennesker er nødt til at gribe ind i, og ikke bare lader dem klare selv.

Hvorfra skulle jeg kunne vide at det kun var konflikter i opdragelsessituationer (hvis man overhovedet kalde den slags konflikter) du talte om?.

 

 

Du skriver jo så selv at du fjerner humpende hanhunde. Nøjagtig det samme, bortset fra at de 3 unghunde ikke nødvendigvis humper, men de er mindst lige så belastende!

Inden du begynder at dømme hvad jeg gør og hvorfor, så skal du lige bestemme dig for om vi taler i en flok eller om møder med fremmede hunde.

[AnneMangetal]

Du har nu sådan en smuk skrivestil, når du bliver lidt træt af en debattør

 

Men du har ret i at jeg tilskriver arvelige fejl og mangler, mange af de problemer hundeejere står overfor. Desværre tror jeg også jeg har ret i det. Overliderlige hanhunde tages ikke ud af avlen - især ikke hvis de kan vinde markprøver. Voldsomt knipske tæver tages heller ikke ud - og det gør "dørmåtter" heller ikke. Man avler endda på hunde der ikke selv kan klare formeringsprocessen, uden meget hjælp!

 

Der tages al for lidt hensyn til hundenes arvelige egenskaber i avlen. Kan de vinde udstillinger, markprøver, agility osv. er det fint, uanset om hunden har en lidt svag psyke, er lidt oversensibel eller overliderlig. Og som jeg også tidligere har været inde på - om den er nøjsom (udnytter sit foder godt) hårdfør og robust.

 

Det er fint at det kun er ca 5 % af hundene der avles på. Desværre er det ikke de rigtige 5 %. Det gælder indefor langt de fleste racer, som vi har. Undtagelsen er de racer der eksisterer som deciderede brugshunde ude i forskellige hjørner og som kun få kender. Sådan som Border Collie var før man fik øje på den osv.

 

Jeg er skam ikke træt af dig, tværtimod, men jeg synes det bliver lidt langhåret når ALT tilskrives (dårlig) avl. Ud af samme kuld kan man opleve hele spektret, så jeg synes det bliver et tyndt argument.

 

Helt ærligt, mine hunde skal ikke bruges til at opdrage andres hunde;) mine tæver skal på ingen måde lære at "sige fra" den ene gang efter den anden, hvis ikke en fjollet unghund forstår en pæn og rolig afvisning efter et par gange, så stopper jeg den, at opdrage hunde er ikke mine tævers job, det er hundeejerens;)

jeg har ret tit hanhunde i pensionen der er over sexede, det er faktisk ofte Golden og lab. hanhunde, efter ret få gentagelser kan de faktisk nemt lære at den opførsel bruger vi ikke her, det er ikke mine tæver eller gæstetæver der skal opdrage dem, det er mig;) eller egentlig var det jo ejerene der skulle have gjort det.

 

Desværre er det ikke kun det med humping jeg oplever med de 2 nævnte racer. En generel mangel på forståelse for hundesprog, konstant bodyslamming, gøen, overivrighed m.m. ser jeg hele tiden. Af samme grund har min store tæve ingen tålmodighed med disse hunde - hun er simpelthen blevet bodyslammet SÅ mange gange, at hun end ikke gider hilse på den type hund mere. Hun forstærkes helt sikkert af min lige så negative holdning til dem.

 

Og PBC, det er jo her jeg mener at avlsfejlen ligger hos lab/golden, ikke hos min hund.

[PBC]

Og PBC, det er jo her jeg mener at avlsfejlen ligger hos lab/golden, ikke hos min hund.

 

Enig, det er et problem - et avlsproblem, at rigtig mange hanhunde er overliderlige - og især labradorer, har jeg mødt min del af. Da jeg havde Sally tilbød jeg faktisk ofte jægere med lidt overliderlige hanhunde at gå ved siden af mig, når vi skulle gå igennem (drive såten af) for Sally var rigtig god til at forklare de liderlige hanhunde, at de skulle forføje sig. Jeg havde ikke indtryk af at det var noget hun "led under", men at jeg kunne hjælpe hanhundeejeren, så hans hund blev mere rimelig.

 

At hvalpe i et kuld falder ganske forskelligt ud beviser vist ikke at vi ikke har et avlsproblem. Tværtimod, ville jeg mene.

 

Men det er 100% rigtigt forstået at jeg tilskriver dårlig avl de fleste problemer vi har med hunde. Dårlige ejere står for resten

 

Men, når en god hundeejer (hvordan vi så lige definerer sådan en), får en hund der er bøvl og problemer med: Kan eller vil ikke æde normalt. Er bange for andre hunde - eller overfalder alle hunde den ser. At bevægeapperatet må repareres. Den får alergi og pelsproblemer. Den har problemer med øjnene eller vejrtrækning. Kan ikke parre en højløbsk tæve (når begge individer er i en passende alder) - eller en tæve, der ikke vil lade sig parre med nogen hanhund. Når den ikke kan føde og passe hvalpe uden særlig hjælp. Ja, så er det i 90% af tilfældene fordi hunden ikke er avlet godt nok. Det står jeg ved at jeg mener.

 

Det er sgu da ikke naturligt med den slags problemer vel, med mindre vi taler om gamle hunde - over 7-8 år.

[AnneMangetal]

 

Nej, du har ikke skrevet at det kun var opdragelsessituationer af unghunde du talte om. Vi har talt forbi hinanden igen, bl.a. fordi det du vil blande dig i er noget jeg aldrig ville vælge uden en ekstrem god grund (f.eks. at en voksen var skadet eller lignende).

 

Du starter således:

Hvorfra skulle jeg kunne vide at det kun var konflikter i opdragelsessituationer (hvis man overhovedet kalde den slags konflikter) du talte om?.

 

Inden du begynder at dømme hvad jeg gør og hvorfor, så skal du lige bestemme dig for om vi taler i en flok eller om møder med fremmede hunde.

 

Igen, vi har meget forskellige opfattelser af konflikt, og uanset hvor mange gange du skriver at du ikke er enig i min definition, så ændrer det ikke på hvordan JEG definerer konflikt: enhver uoverensstemmelse, som kræver at den ene hund viser dæmpende (eller afstandstagende) signaler. Det vil sige at jeg også mener at en konflikt er når den ene hund vil lege, og den anden giver sig til at snuse, kigge væk eller lign.

 

Og nej, du kan ikke vide alt, men hvis du mener noget er uklart, kan du spørge, i stedet for at antage og anklage:blink:

 

I min verden er det fuldstændig ligegyldigt om det er fremmede hunde man tilfældigt møder, eller om det er hundevenner som man ofte omgås. Vil du lade din hunds hundeven humpe hende bare fordi de kender hinanden? Vil det gøre nogen forskel hvis der er flere hunde samlet på et sted? Eller er DIN grænse for hvad din hund skal finde sig i den samme - uanset hvad?

 

 

Jeg er nok lidt skadet af at have en hund der er vokset op under den værste del af hundeloven. Hvis min hund siger endeligt fra, så er det med fuld smæk på hals, tænderne fremme osv. Det er fuldt ud accepteret at en lille hund gør det, men hvis en schæfer på 37 kg gør det, er den straks dømt sindssyg. Det er derfor ultra sjældent at min hund for alvor siger fra. Hun vil 1.000 gange hellere fjerne sig selv fra situationen og konflikten. Igen, det er ikke mit problem at ejerne ikke har formået at vise deres hunde den rigtige retning. Min hund har aldrig fået et eneste hak, og alligevel har hun lært at omgås andre hunde rigtig fint. Så noget tyder på at unghunde KAN lære det, uden at min schæfer behøver æde dem.

[Ninjamor]

Igen, vi har meget forskellige opfattelser af konflikt, og uanset hvor mange gange du skriver at du ikke er enig i min definition, så ændrer det ikke på hvordan JEG definerer konflikt: enhver uoverensstemmelse, som kræver at den ene hund viser dæmpende (eller afstandstagende) signaler. Det vil sige at jeg også mener at en konflikt er når den ene hund vil lege, og den anden giver sig til at snuse, kigge væk eller lign.

 

Hvis det løses med dæmpende signaler, er der vel ingen konflikt?

[Ninjamor]

Enig, det er et problem - et avlsproblem, at rigtig mange hanhunde er overliderlige - og især labradorer, har jeg mødt min del af. Da jeg havde Sally tilbød jeg faktisk ofte jægere med lidt overliderlige hanhunde at gå ved siden af mig, når vi skulle gå igennem (drive såten af) for Sally var rigtig god til at forklare de liderlige hanhunde, at de skulle forføje sig. Jeg havde ikke indtryk af at det var noget hun "led under", men at jeg kunne hjælpe hanhundeejeren, så hans hund blev mere rimelig.

 

At hvalpe i et kuld falder ganske forskelligt ud beviser vist ikke at vi ikke har et avlsproblem. Tværtimod, ville jeg mene.

 

Men det er 100% rigtigt forstået at jeg tilskriver dårlig avl de fleste problemer vi har med hunde. Dårlige ejere står for resten

 

Men, når en god hundeejer (hvordan vi så lige definerer sådan en), får en hund der er bøvl og problemer med: Kan eller vil ikke æde normalt. Er bange for andre hunde - eller overfalder alle hunde den ser. At bevægeapperatet må repareres. Den får alergi og pelsproblemer. Den har problemer med øjnene eller vejrtrækning. Kan ikke parre en højløbsk tæve (når begge individer er i en passende alder) - eller en tæve, der ikke vil lade sig parre med nogen hanhund. Når den ikke kan føde og passe hvalpe uden særlig hjælp. Ja, så er det i 90% af tilfældene fordi hunden ikke er avlet godt nok. Det står jeg ved at jeg mener.

 

Det er sgu da ikke naturligt med den slags problemer vel, med mindre vi taler om gamle hunde - over 7-8 år.

 

Lige den markerede del kan jeg ikke forstå, du kan lægge ind under dårlig avl.

 

Jeg har endnu til gode at møde en hund af de to kategorier du nævner, som er født sådan. Hunden er født med nogle tærskelværdier, ja, men ved almindelig socialisering og behandling bliver en hund ikke bange for andre hunde eller overfalder andre hunde uden der ligger sygdom/smerter eller en/flere voldsomme oplevelser eller chok til grund.

[PBC]

Lige den markerede del kan jeg ikke forstå, du kan lægge ind under dårlig avl.

 

Jeg har endnu til gode at møde en hund af de to kategorier du nævner, som er født sådan. Hunden er født med nogle tærskelværdier, ja, men ved almindelig socialisering og behandling bliver en hund ikke bange for andre hunde eller overfalder andre hunde uden der ligger sygdom/smerter eller en/flere voldsomme oplevelser eller chok til grund.

 

Hvordan kan du vide det? Det tror jeg slet ikke du har ret i desværre. Men gid det var så vel.

 

Da jeg fik Mille var hun nærmest rædselslagen for mødet med andre hunde. Første gang var da jeg var ude og lufte hende på vores græsplæne, som 8 ugers - og der - på den anden side af hækken (og et trådhegn) gik en hund forbi Mille ikke havde set komme. Hun skreg som skulle hun dø. Senere på hvalpe motivation stak hun også i et mega hyl og gemte sig under bilen.

 

Mille kom fra en kennel med FT Spaniels og FT labradorer og jeg talte med ejerne, om de mente at hvalpene havde været udsat for noget der kunne give nævnte resultat. Det mente de ikke, men kunne oplyse, at sådanne hvalpe kom en gang imellem!

 

Som jeg før har omtalt, mener jeg ikke Mille nogensinde fik et helt normalt forhold til andre hunde omend hun jo uden problemer deltog på 500 gange træning, hvor der var andre hunde samt 300 jagter. Det gik ok efter en del tilvænning, men heller ikke mere. Hun var super på stort set alle andre punkter og jeg var i tvivl om jeg burde avle på hende. Jeg valgte en hanhund, der var så tæt på perfekt på dette punkt og parrede altså. Alle hvalpene har haft et normalt mønster på dette område, men det kan jo også sagtens springe en generation over. Jeg er ikke sikker på jeg ville lade hende parre idag.

 

Så havde jeg en Riesenschnauzer han - Rolf. Han ville æde alle andre hanhunde efter han var blevet kønsmoden - før det var der ingen problemer. Vi havde overtaget ham som 5-6 måneders, så hvad han har oplevet før ved jeg egentlig ikke, men jeg kunne senere konstatere, at både hans bror og hans far var blevet aflivet som ret unge pga aggressiv adfærd. Det blev Rolf også, da han mente det var hans opgave at opdrage vores barn på 6-12 måneder, på en ret hård-hændet måde. Vi turde ikke have ham og det var på det tidspunkt vi også erfarede, hvordan det var gået med hans bror og far - og vi mente derfor heller ikke omplacering var aktuel. Han var voldsom og vejede 42 kg.

 

Jeg mener helt afgjort at der avles på alt for mange hanner, som ligger i et betænkeligt område mht dominans. de har visse af de ting der skal til for at være alfa-han, men ikke den ro og det overblik som også kræves for at have den position og avlsretten. Det giver usikre hvalpe, som måske kan blive agresive. der avles også på både hanner og tæver der aldrig ville komme i nærheden af at have avlsretten, hvis blot der var et minimum af avlsudvælgelse. Nervøse dørmåtte typer der, hvis ikke mor passer på den må krybe rundt langs væggene. De nærmest beder om afstraffelse, hvis en af de forkerte hunde kommer forbi.

 

Jeg mener med andre ord at avlere skal vurdere om deres avlsdyr ville have haft en chance for at klare opgaven som alfa-han eller tæve i en flok. Jeg er ikke "back to nature" fikseret, men man kunne da godt lige kigge lidt kritisk på hvad en hund vil avle, hvis man lader den avle.

[AnneMangetal]

Hvis det løses med dæmpende signaler, er der vel ingen konflikt?

 

Jo, bare en meget lille en af slagsen. En konflikt der er løst, var jo stadig en konflikt:-) Jeg kan ikke komme på et bedre og mere dækkende ord.

 

Hvis jeg kører 82 km/t på landevejen, er jeg i konflikt med loven. Hvis jeg så lettet på speederen og rammer 80 km/t er konflikten løst, men det ændrer jo ikke på at den har været der.

 

I dagligdagen med hunden ser jeg det også som en konflikt at hunden vil tage mad fra bordet. Jeg siger nej, den sender dæmpende signaler (eller går måske bare sin vej), og konflikten er løst. Hanhund snuser intenst tæve bagi, tæve klapper halen ned, hanhund går sin vej, konflikt løst.

[PBC]

En konflikt kan løses før det bliver et problem, men der er jo nødt til at være "et eller andet" før det kan løses. hvad skal man eller kalde det? Optræk til konflikt?

[AnneMangetal]

En konflikt kan løses før det bliver et problem, men der er jo nødt til at være "et eller andet" før det kan løses. hvad skal man eller kalde det? Optræk til konflikt?

 

Se, det er derfor jeg ikke er træt af dig:5up: