Tvangsparringer - er det virkelig sandt?

[KimJ]

PBC: Du har som udgangspunkt, at det er et faktum at parringslyst/evne er en betingelse for sundhed og gode egenskaber på alle andre områder. Er det noget du kan dokumentere, eller er det bare noget du "ved"?

 

Jeg kan ikke finde nogle kilder der fastslår den sammenhæng, og jeg tvivler ærlig talt på at den er der, og uden den, falder din argumentation fra hinanden.

 

Selv om jeg da også synes at det er mest formålstjenligt at hundene kan ordne tingene selv, kan jeg også godt se argumenter for ikke at løbe nogen risiko for at få skadet en måske enestående hund i forsøget på at videreføre dens arveanlæg, og hvis sagen skal sættes på helt spidsen, er det jo faktisk ikke nogen katastrofe for avlsarbejdet, hvis det bliver normen at hunde ikke kan parres naturligt, men må insemineres, hvis ellers der kommer gode hunde ud i den anden ende?

 

Hvad dette vil gøre ved livskvaliteten for de involverede hunde er noget helt andet, men i en verden hvor man gladeligt kastrerer hanhunde, fordi man ikke ønsker at skal opføre sig som hanhunde, er den slags argumentation nok ret håbløs...

[PBC]

PBC: Du har som udgangspunkt, at det er et faktum at parringslyst/evne er en betingelse for sundhed og gode egenskaber på alle andre områder. Er det noget du kan dokumentere, eller er det bare noget du "ved"?

 

Jeg kan ikke finde nogle kilder der fastslår den sammenhæng, og jeg tvivler ærlig talt på at den er der, og uden den, falder din argumentation fra hinanden.

 

det har du nemlig 100% ret i. Eberhard Trumbler har beskrevet dette ret indgående og henviser også til anden forskning og kilder, så vidt jeg husker og det er der jeg har det fra.

 

Derudover finder jeg det logisk at alle "trin" et individ tager frem imod en evt. videregivelse af sine gener fra naturens side er indrettet så kun de individer med de bedste gener mht overlevelsesevner mv. Kommer så vidt. Et vigtigt trin, blandt andre vigtige trin er selve parringen og evnen til at formere sig og passe hvalpe, så de kan indgå som værdifulde team medlemmer der sikrer artens succes.

 

Jeg kan ikke på stående fod lige sige hvor ET har beskrevet det, men det vil jeg da gerne checke, hvis du er intereseret?

[Lab-lover]

Synes det hele er ved at ende i noget forbandet sludder..

 

Evnen til at ha talent for at reproducere sig, har intet med arvelighed at gøre.

Jo, når vi snakker de racer, der er avlet så skævt at det ikke kan lade sig gøre uden hjælp.

 

Men fordi en ung labrador-hanhund er forsigtig i starten og har brug for lidt hjælp de første gange.

Det gør altså ikke at hans videre afkom, på nogen måde skulle lide skade hverken sundhedsmæssigt eller racens egenskaber skulle tage skade..

 

Nu har jeg lagt hanhunde til 25 tæver. (vist nok)

Disse tæver er vel i gennemsnit parret 2 gange hver

 

Der er ikke 2 parringer, der har været ens. Selv ikke på samme kombination 2 år efter..

 

Mine hanhunds hvalpe har på ingen måde taget skade af f.eks. at have været lavet via inseminering eller et skub i røven.

De kan godt finde ud af at parre selv. Og de har arvet deres far's fantastiske temperament. Så de har alle været gode mødre

 

EDIT: Nå, ja.. Så kan jeg da lige tilføje at faderen og broren til min hanhund, begge har haft styr på det med parring fra start.

Tja.. Deres afkoms sundhedstatistik er bare ikke nær så godt som min's..

[Birgitta]

Altså man kan jo diskutere hvad der er bedst for hundenes sundhed og uanset hvem der mener hvad, kan vi jo ikke begge have lige meget ret. Der findes vel et slags facit - et svar på hvad der rent faktisk fremmer hundenes mentale og fysiske sundhed.

 

Debatten er vel forat få emnet belyst, få de forskellige argumenter frem og jeg savner argumenter forcat det på lang sigt vil gøre hundene mentalt og fysisk sundere at hjælpe med parring, fødsel og yngelpleje og så avle videre på de individer der kommer ud af det.

 

Indtil videre synes jeg der debateres fint, med undtagelse af når der indrages den menneskeligørelse af hundene såvel fysisk som psykisk. Ellers mener jeg der stadig fremkommer nye vinkler, som er en reflektion værd. Blot må man jo huske at ingen behøver at avle på deres hunde, hvis de ikke har den fornødne kvalitet. Bare at avle fordi man kan, mener jeg ikke er så godt, men det er jo et frit land og fuldt legalt at avle på hundene uanset at jeg ikke mener de har fornøden samlet kvalitet.

 

et debatforum er vel til at debatere uenigheder i ikke?

 

synes du det er ubehageligt at være uenig Birgitta?

 

en anden stor og vigtig debat vi vist har tilgode er hvor gamle hanhunde bør være før de bruges i avlen og hvorfor. Den kommer nok en dag og så bliver vi sikkert også rygende uenige, men det gør ikke noget. Her er jeg også uenig med mange af vennerne i FT Spaniel klubben, som ønsker at bruge unge nyimporterede hunde meget mere end jeg synes er godt for racen.

 

uenighed er godt for mange ting.

 

nej, jeg synes BESTEMT ikke det er ubehageligt at være uenig! Det er jeg vist heller ikke kendt for?

 

Og jeg ER uenig med dig i, at der findes en slags facit. Det gør der ikke. Hverken i forhold til hundens sundhed eller nogetsomhelst andet, der vedrører levende væsener.

 

Hvordan ville du få svar på, hvad der rent faktisk fremmer hundenes mentale og fysiske sundhed? Tage 100 hunde og teste på? Ikke nok. Tage 100 hunde af hver race og prøve parringer med eller uden hjælp? Heller ikke nok. Tage 100 hunde af hver race fra hvert land? Heller ikke engang nok.

Sådan kan man blive ved med at indføre parametre for de grupper, man vil teste, til man til sidst er nødt til at teste hver enkelt hund..

Og ikke engang det er nok fordi der kan være udefrakommende unikke hændelser, der forstyrrer testresultatet.

 

I nogle situationer kan DIN tilgang til parring være den rigtigste. I andre situationer kan en anden tilgang være bedre.

 

Ved at være åbne overfor andres erfaringer, har vi en reel mulighed for at lære noget, der kan komme os til gavn.

 

Om du kommer til at lære noget ved senere at høre om de samme brugeres ulykkelige eller lykkelige erfaringer med tvang under parring, eller om du lærer noget via dine egne ulykkelige eller lykkelige erfaringer, det kan tiden vise.. Måske lærer du ingenting, men holder fast i, at det kun kan være dig, der har ret. Det er også ok. Det gør det bare ikke mere rigtigt for alle andre.

 

Hvis jeg skulle have min tæve parret, så ville jeg gøre det store arbejde med at undersøge hvilken hanhund, der var egnet med hensyn til sundhed, type, om jeg syntes om hannen, udseende og også bosted.

 

Hvis jeg havde fundet den helt rigtige han til min hund og alt var på plads, så ville jeg altså ikke sådan lige opgive, fordi hannen fumlede for meget eller min hund var for urolig. Som andre også er inde på, så kan hundene ikke få erfaring uden..... erfaring. Og i erfaringsprocessen kan alle have brug for tålmodighed, hjælp og en chance til.

 

Men jeg er jo heller ikke rutineret opdrætter. Det kan da godt være, at jeg efter de første 4-5 kuld lader hundene finde ud af at gøre deres egne erfaringer..

 

 

Det sjove er jo bare, at forskellige opdrættere gør sig også forskellige erfaringer.

Og "forskellige erfaringer" betyder IKKE "rigtige" og "forkerte" erfaringer.

[Umulia]

Jeg synes mange indlæg i denne tråd bærer præg af at folk har utroligt travlt!

 

Man har ikke tid til at vente på at hundene lærer hinanden at kende, og rent faktisk får lyst til at parre.

Man har ikke tid til at vente på at de finder ud af teknikken selv.

Og først og fremmest har man ikke tid til at vente på at hundene bliver voksne.

 

Mange problemer i racerne ville blive løst, hvis man ikke brugte tæver under 4 og hanner under 6 år. Dels ville de være ordentliug voksne, og hvad de måtte have af arvelige defekter ville i mange tilfælde nå at blive synlige, så man kunne sortere uønskede egenskaber fra. Men det er jo ikke i opdrætternes interesse. tænk hvis man skulle gå og fodre på en hund, der viser sig at være uegnet til avl - så hellere få parret så meget som muligt, før det evt. er for sent.

[PBC]

Jeg synes mange indlæg i denne tråd bærer præg af at folk har utroligt travlt!

 

Man har ikke tid til at vente på at hundene lærer hinanden at kende, og rent faktisk får lyst til at parre.

Man har ikke tid til at vente på at de finder ud af teknikken selv.

Og først og fremmest har man ikke tid til at vente på at hundene bliver voksne.

 

Mange problemer i racerne ville blive løst, hvis man ikke brugte tæver under 4 og hanner under 6 år. Dels ville de være ordentliug voksne, og hvad de måtte have af arvelige defekter ville i mange tilfælde nå at blive synlige, så man kunne sortere uønskede egenskaber fra. Men det er jo ikke i opdrætternes interesse. tænk hvis man skulle gå og fodre på en hund, der viser sig at være uegnet til avl - så hellere få parret så meget som muligt, før det evt. er for sent.

 

Ja det er jo et andet aspekt i ikke at hjælpe umodne og unge hunde som ikke selv kan finde ud af det, men bestemt ikke mindre relevant.

 

Jeg er sikker på at man ikke bør bruge unge hanhunde. Der er simpelthenningen grund til det. Det er jo i langt de fleste tilfælde mange helt voksne og endda prøvede hanhunde til rådighed og det er heltvrigtigtcat visse arvelige sygdomme først viser sig senere end 2-3 års alderen. Med tæver forholder det sig anderledes. Her kan der være grund til at tage et kuld tidligt, hvis tæven er moden og vil lade sig parre, for så kan men se afkommets kvalitet, før man trækker yderligere kuld og af hensyn til at bækkenbunden er flexibel, skal man heller ikke vente for længe med det første kuld.

[Shii]

Ja det er jo et andet aspekt i ikke at hjælpe umodne og unge hunde som ikke selv kan finde ud af det, men bestemt ikke mindre relevant.

 

Jeg er sikker på at man ikke bør bruge unge hanhunde. Der er simpelthenningen grund til det. Det er jo i langt de fleste tilfælde mange helt voksne og endda prøvede hanhunde til rådighed og det er heltvrigtigtcat visse arvelige sygdomme først viser sig senere end 2-3 års alderen. Med tæver forholder det sig anderledes. Her kan der være grund til at tage et kuld tidligt, hvis tæven er moden og vil lade sig parre, for så kan men se afkommets kvalitet, før man trækker yderligere kuld og af hensyn til at bækkenbunden er flexibel, skal man heller ikke vente for længe med det første kuld.

 

Vi er enige i at hvis alle brugte det princip, så ville der aldrig blive tilført nye hanner til avlen? Hvis de skal være prøvede, før alle vil bruge dem i avl, ville ingen jo starte med en ny han.... Jeg er skam helt enig med dig i at jeg ikke ser nogen grund til at stoppe en 1 årig han i avl, men at man altid skal hælde til prøvede hanner synes jeg er noget pjat.

 

Det er klart at hvis man står med en første gangs tæve giver det mere mening at vælge en han der har prøvet det før.

 

Jeg har allerede booket den han der skal parrer en af mine tæver om et års tid. Det første ejeren fortæller mig er at hendes han kun har lavet få kuld, og at hvis jeg ikke havde tiden til at lade dem parrer i eget tempo, kunne jeg ikke få en parring, normalt tog det 2-3 timer før en parring fandt sted, fordi han først lige skulle finde den rigtige ende osv. Jeg synes det er helt okay at lade hundene selv styrer hele akten, men at forvente at ens hunde pludselig er 100% selvstændige virker i mine øjne alt for basalt, og svarer lidt til når en ejer lader sin hund fise afsted i en hundeskov og humpe løs på alle de andre hunde og så sige "De skal nok selv sige fra hvis det bliver for meget". Hvad er der så galt i at hjælpe og støtte ens hunde? Jeg forstår det ikke! Måske jeg bare tilfører en masse uselvstændige og hjælpeløse hunde til avlen, men jeg kan nu altså engang godt lide at mine hunde søger mig og ikke bare vil være alene

[PBC]

Shii, jeg siger ikke at man kun skal bruge "prøvede" hunde.

 

Jeg siger at bør vente til en hanhund er i en alder hvor den må formodes at være opgaven helt voksen og gerne have en alder hvor langt de fleste arvelige sygdomme vil have vist sig. Det er ærgeligt at have trukket 25 parringer på en 1½-3 årig han og så viser det sig at den har en arvelig defekt i fx benene, som viser sig i 4 års alderen. Det kan være en god ide at introducere en lovende han med en enkelt eller to parringer i 3 årsalderen, hvis han er moden - så har man måske også en chance for at se afkommet inden man bruger ham 30 gange mere.

 

Mht. hvorfor hundene skal klare sig selv og ikke hjælpes, har du vist misset hele pointen. Det er fordi jeg kæder selve den basale evne til at kunne formere sig (for både hanner og tæver) sammen med individets kvalitet. Jeg tror på at naturen er så viselig indrettet at hunde med gode, sunde gener vil have denne kompetence, mens der er en risiko for, at hvis et individ bærer visse dårlige gener, har naturen muligvis samtidig også sikret at individet ikke kan gennemføre formering.

 

En ting er i hvert fald sikkert. i naturen er det kun ret få individer som i sidste ende - efter naturens selektion, når frem til at få chancen for at formere sig - og kun hvis disse individer er i stand til at gennemføre forplantning, føde levedygtige unger, som de så også kan passe og pleje så de overlever og blive værdifulde team medlemmer, får disse individer nogen chance for at formere sig.

 

Er der ikke en risiko for at vi avler på "ikke egnede individer" når vi helt og totalt tilsidesætter naturens egne udvælgelses mekanismer? Mange af disse kan vi jo ikke rigtig bruge. Vi kan ikke sikre at tæven er så kompetent jæger at den kan opfostre 4 unger. Vi kan ikke sikre at hunde med mangelende sociale færdigheder i teamet, bliver enten dræbt eller skubbet ud. Vi sikrer ikke at individer, som ikke har høj livskraft ikke bukker under for parasitter eller anden sygdom. Man kan blive ved. Vi sætter mange naturlige udvælgelses mekanismer ud af funktion.

 

Og så er vi tilbage. En af de vigtigste - måske den vigtigste udvælgelsesmekanisme, tror jeg er evnen til at formere sig - alt incl. Parring, drægtighed, fødsel, yngelpleje - og her kan vi faktisk godt bruge naturens udvælgelsesmekanisme, så hvis de ikke kan selv avler man ikke på den. Og kan de avle, men ikke føde selv - eller passe afkommet selv, kan vi tage dem ud af avl.

 

Jeg tror man ved betydelig mere seriøst udvælgelse af avlsdyr kunne bidrage utrolig meget til vores hundes sundhed både mentalt og fysisk.

 

Vi har før diskuteret dette. Hvorfor avler vi hunde med eksem, overfølsomhed, hunde der ikke kan udnytte et normalt foder, hunde som får mentale skader hvis de bliver udsat for blot en eller få ubehagelige hændelser, hunde som har dårligt bevægeapperat - discusprolaps, HD, AH osv.

 

Behøver vi det i 2015, hvis vi sætter os for ikke at gøre det. Med den viden vi har idag kunne man gøre det langt bedre.

 

UMULIA har bestemt en pointe i at lade hundene få en noget højere alder - og dermed bevise at de selv er sunde og raske, på alle måder før avl på dem

[KimJ]

det har du nemlig 100% ret i. Eberhard Trumbler har beskrevet dette ret indgående og henviser også til anden forskning og kilder, så vidt jeg husker og det er der jeg har det fra.

 

Derudover finder jeg det logisk at alle "trin" et individ tager frem imod en evt. videregivelse af sine gener fra naturens side er indrettet så kun de individer med de bedste gener mht overlevelsesevner mv. Kommer så vidt. Et vigtigt trin, blandt andre vigtige trin er selve parringen og evnen til at formere sig og passe hvalpe, så de kan indgå som værdifulde team medlemmer der sikrer artens succes.

 

Jeg kan ikke på stående fod lige sige hvor ET har beskrevet det, men det vil jeg da gerne checke, hvis du er intereseret?

 

Jeg vil meget gerne læse mere om det. Især vil jeg gerne vide hvordan EB er nået frem til sine konklusioner! Mange "autoriteter" har desværre ikke meget mere belæg for deres viden, end alle os tumper der mere eller mindre har filosoferet os frem til det vi mener at vide (hvilket f.eks. dit indlæg i #83 bærer meget præg af). Så vidt jeg kan se, skal der meget grundige studier af DNA til (eller et uhyrligt statistisk materiale) for at man med rimelig sikkerhed kan fastslå en direkte sammenhæng mellem et givent eksemplars dygtighed til parring, og dets andre gode eller dårlige egenskaber. I andre sammenhænge (heste, kvæg, svin hvor udveksling af sæd mellem forskellige lande er et dagligdags fænomen), er det jo for længst næsten blevet mere almindeligt med inseminering end naturlig parring, og heller ikke her har det, så vidt jeg kan finde frem til, været muligt at konstatere nogen indflydelse på de egenskaber man sigter efter.

 

Evnen til at passe afkom, er selvfølgelig vigtig, men her er der to facetter, dels tvivlen om hvorvidt det overhovedet har en sammenhæng rent genetisk med parringsevnen og dels det faktum at der i høj grad er tale om en miljøbetinget egenskab. Kort sagt lærer hunde formentlig, ligesom mange andre arter, hvordan man gør, ved at kopiere deres oplevelser under deres egen opvækst.

 

Omkring det med avlsdyrenes alder; Alt hvad der er skrevet omkring fordelene ved at vente til dyrene er ældre, så man har bedre muligheder for at opdage aldersbetingede skavanker, er selvfølgelig rigtigt, og for "amatør-avlere" der bare skal have lavet et par gode kuld af deres hunde, er det ret oplagt at vente. Men hvad med dedikerede linje-avlere? Hvis de skal gå eg vente 6 år for hver ny generation, når de (og dermed vi) jo ingen vegne. En avler ville jo aldrig kunne nå at gennemføre et rimeligt antal generationer i hele sin aktive karriere, til at kunne se resultater af sine anstrengelser!

 

Jeg siger ikke at det er ideelt at avle på ungdyr, fordi man har "travlt", men som i de fleste andre problematikker, er der flere sider af sagen, og hvor stor vigtighed man skal tillægge hvert argument, afhænger af hvem man er og hvad man vil.

[PBC]

Spot on Kim. Godt indlæg.

 

Og du har også ret i at det dels er spekulationer og dels viden (eller formodet viden/info) samlet over mange år. Der er læst mange bøger og lavet specialer i Gymnasiet, talt med mange mennesker og hørt mange foredrag - og fælles er vel, at meget lidt er egentlig bevidst og mest er tanker, teorier og forestillinger. Har vi råd til at vente med at bruge teorier til de er endelig bevidste? Det tror jeg ikke.

 

Omkring evnen til formerings betydning for avlsdyrenes værdi beskriver EB det sporadisk i sine bøger Dus med din hund I og II. Der kommer et hint her og et der, for bøgerne har jo et andet sigte (at beskrive hundenes naturlige adfærd). EB beskriver fx et sted, at naturlig adfærd for en hanhund er at teste hvalpenes evne til at vise respekt og underkastelse, når de forlader lejet i 3-5 ugers alderen - og kan de ikke det, bliver de måske dræbt af hannen - og kommer dermed ikke til at give dårlige (hunde som ikke kan vise underkastelse) gener videre osv.

 

Men den mere indgående beskrivelse, mener jeg er i bogen "En hvalp bliver født" som jeg har læst for 30 år siden. Men desværre ikke selv ejer. Den kan vist købes antikvarisk og det vil jeg måske gøre.

 

Alt det du siger i dit indlæg er rigtigt - og jeg er enig! Men, hvad gør vi rent praktisk indtil vi bliver endnu klogere?

 

Jeg foreslår, at vi strammer gevaldigt op på avlen af hunde. Laver meget mere grundig avlsudvælgelse baseret på den viden og de teorier vi har.

 

Man skal ændre målet fra at fokusere mest på meget specielt udseende til at handle mere om hvad der giver hundene livskvalitet: Sundhed, mental og fysisk. Evne til at tilpasse sig det liv de får - fx duer hunde der bliver traumatiske efter et uheldigt møde med en anden hund ikke, men hunde som kan være alene, hunde som kan klare sig uden at være i en hundeflok, hunde som ikke er aggressive overfor andre hunde eller mennesker. Der er mange ting som man skal fokusere på før udseenet - man kunne kalde det familiehundens brugsegenskaber!

 

Fælles for alle hunde er at vi bør ønske dem fysisk og mentalt sunde - derefter kan man så splitte op i hvad mere man ønsker af bestemte racer. Nogen skal være som ovenfor beskrevet brugshund som familiehund, andre skal være jagthunde og andre hyrdehunde og det må man så avle efter, men aldrig på bekostning af fysisk og mental sundhed.

 

Men det kommer naturligvis an på om man tager hunden alvorlig eller bare betragter den som sådan en slags legetøj/hobbyting - eller værst af alt, at man ligefrem ønsker sig problemhunde for at tilfredsstille et behov for at hjælpe - eller syge hunde som tilfredsstiller visse menneskers omsorgsgen. Det er godt nogen gør disse ting (tager sig af disse hunde), men det var bedre ikke at avle og lave problemhunde og syge hunde

 

Med hensyn til dit sidste afsnit omkring avlshundenes alder. Man må tage den tid det tager og ikke kompromissere hundenes sundhed. Jeg forstår godt at man kan have lyst til at prøve en "ny hanhund" og det er også ok, men så må man også lige vente og se hvordan afkommet falder ud før man bruger ham 30 genge. jeg kender folk som udelukkende på baggrund af stamtavle og egne iagttagelser bruger hanhunde fra 1½ års alderen genske meget - og jeg kender også eksempler på at det har betydet en spredning af problemer man ikke havde forudset. Det er der simpelthen ingen grund til. Det er jo ikke ny medicin (som kan redde liv og derfor har vi travlt) vi laver - det er hunde.

[AnneMangetal]

Specialer i Gymnasiet? Virkelig god og pålidelig kilde!

[Ulla H]

Jeg synes mange indlæg i denne tråd bærer præg af at folk har utroligt travlt!

 

Man har ikke tid til at vente på at hundene lærer hinanden at kende, og rent faktisk får lyst til at parre.

Man har ikke tid til at vente på at de finder ud af teknikken selv.

Og først og fremmest har man ikke tid til at vente på at hundene bliver voksne.

 

Mange problemer i racerne ville blive løst, hvis man ikke brugte tæver under 4 og hanner under 6 år. Dels ville de være ordentliug voksne, og hvad de måtte have af arvelige defekter ville i mange tilfælde nå at blive synlige, så man kunne sortere uønskede egenskaber fra. Men det er jo ikke i opdrætternes interesse. tænk hvis man skulle gå og fodre på en hund, der viser sig at være uegnet til avl - så hellere få parret så meget som muligt, før det evt. er for sent.

 

Giver dig ret mht tiden. Men mener ikke tæver skal være over 4 år ved 1 ste kuld. Synes det er lidt for sent.

[PBC]

Specialer i Gymnasiet? Virkelig god og pålidelig kilde!

 

Tænkt sig at have så udpræget behov for at gøre nar. Min intention var blot at synliggøre at jeg har samlet på info om hunde i mange år.

 

Jeg skrev et speciale om hvalpens liv de første 3 uger. Det var rigtig spændende og første gang jeg kom bagom emnet på en mere faglig måde - altså studerede forskellige kilder og evaluerede Deres værdi og troværdighed. Meget spændende. Ikke noget jeg skammer mig over, tværtimod.

 

Der er iøvrigt ikke noget latterligt ved specialer i gymnasiet. Det betyder at man læser og debatterer den nyeste materiale der findes om emnet på dette tidspunkt med et "åbent sind". Det skaber en interesse som i visse tilfælde så varer livet igennem og det kan man have stor glæde og fornøjelse af.

 

Når nogen gør nar af det, så siger det vist rigtig meget om - dem selv.

[Ulla H]

Trumbler var jo meget optaget af, at hundene skulle være sunde i krop og sind. At de burde kunne føde i en jordhule under sneen om vinteren og få hele kuldet på benene. Men han er fra en tid, hvor man nok begyndte at synes vældig godt om hanhunde med stor vital udstråling, tillige med stor libido. Stor overlevelsesdrift incl. stor forplantningsdrift. Hans ligesindede var jo også begyndt at forherlige den ariske menneske type.

Sådanne hanhunde med stor hanhundepræg, er så også blevet til i mange racer og de er ikke de sjoveste at bo sammen med. De er nok ofte noget egenrådige og selvstændige. Dette bidrager ikke til hundens samarbejdsevne.

I bøgerne er det jo ikke unormalt, at de også slagter hinanden i en flok.

[PBC]

Trumbler var jo meget optaget af, at hundene skulle være sunde i krop og sind. At de burde kunne føde i en jordhule under sneen om vinteren og få hele kuldet på benene. Men han er fra en tid, hvor man nok begyndte at synes vældig godt om hanhunde med stor vital udstråling, tillige med stor libido. Stor overlevelsesdrift incl. stor forplantningsdrift. Hans ligesindede var jo også begyndt at forherlige den ariske menneske type.

Sådanne hanhunde med stor hanhundepræg, er så også blevet til i mange racer og de er ikke de sjoveste at bo sammen med. De er nok ofte noget egenrådige og selvstændige. Dette bidrager ikke til hundens samarbejdsevne.

I bøgerne er det jo ikke unormalt, at de også slagter hinanden i en flok.

 

Ahhh.... EB er altså ikke så gammel. Han skrev bøgerne jeg taler om i midt 70'erne.

 

 

• Trumlers Pferdeleben. München 1964
  
• Wohnen mit Tieren. München 1968
  
• Mit dem Hund auf du. München 1971
  
• Hunde ernst genommen. München, Zürich 1974
  
• Meine Tiere, deine Tiere. München, Zürich 1976
  
• Trumlers Ratgeber für den Hundefreund. München/ Zürich 1977
  
• Pferdeleben. Osnabrück 1980
  
• Hunde kennen und lieben. Balve 1980
  
• Meine wilden Freunde. München 1981
  
• Ein Hund wird geboren. München 1982
  
• Das Jahr des Hundes. Mürlenbach 1984
  
• Trumlers Pferdefibel. Mürlenbach 1985
  
• Der schwierige Hund. Mürlenbach 1986
  
• Mensch und Hund. Mürlenbach 1988
  

 

Du har ret i at ET lægger umådelig stor vægt på at hunde skal være sunde, robuste, naturlige og med stor livskraft. Det er nyt for mig at han skulle være særlig betaget af hunde med stor libido. Han taler om BIOTONUS, men det er noget andet - livskraft hos hvalpe - og ja, så mener han at hundenes evne til alt hvad der har med forplantning at gøre er afgørende for hundenes livskraft og evne til at være en succesfuld art.

[Shii]

Shii, jeg siger ikke at man kun skal bruge "prøvede" hunde.

 

Jeg siger at bør vente til en hanhund er i en alder hvor den må formodes at være opgaven helt voksen og gerne have en alder hvor langt de fleste arvelige sygdomme vil have vist sig. Det er ærgeligt at have trukket 25 parringer på en 1½-3 årig han og så viser det sig at den har en arvelig defekt i fx benene, som viser sig i 4 års alderen. Det kan være en god ide at introducere en lovende han med en enkelt eller to parringer i 3 årsalderen, hvis han er moden - så har man måske også en chance for at se afkommet inden man bruger ham 30 gange mere.

 

Det er jeg 100% enig i. Dog mener jeg stadig at en moden hanhund sagtens kan have brug for støtte sin første gang.

 

Mht. hvorfor hundene skal klare sig selv og ikke hjælpes, har du vist misset hele pointen. Det er fordi jeg kæder selve den basale evne til at kunne formere sig (for både hanner og tæver) sammen med individets kvalitet. Jeg tror på at naturen er så viselig indrettet at hunde med gode, sunde gener vil have denne kompetence, mens der er en risiko for, at hvis et individ bærer visse dårlige gener, har naturen muligvis samtidig også sikret at individet ikke kan gennemføre formering.

 

En ting er i hvert fald sikkert. i naturen er det kun ret få individer som i sidste ende - efter naturens selektion, når frem til at få chancen for at formere sig - og kun hvis disse individer er i stand til at gennemføre forplantning, føde levedygtige unger, som de så også kan passe og pleje så de overlever og blive værdifulde team medlemmer, får disse individer nogen chance for at formere sig.

 

Jeg har slet ikke misset din pointe; Jeg er bare helt uenig i at det at en hund har brug for at man beroliger den og siger "dygtig", gør at hunden ikke bør avles på. Jeg taler altså på ingen måde om at man tvinger, fastholder eller andet. Jeg taler om at man siger: Dygtig, rolig nu.

 

Og du mener at behovet for "dygtig, rolig nu" er nok til at en hund ikke skal bruges i avl; Det er jeg uenig i.

 

 

Er der ikke en risiko for at vi avler på "ikke egnede individer" når vi helt og totalt tilsidesætter naturens egne udvælgelses mekanismer? Mange af disse kan vi jo ikke rigtig bruge. Vi kan ikke sikre at tæven er så kompetent jæger at den kan opfostre 4 unger. Vi kan ikke sikre at hunde med mangelende sociale færdigheder i teamet, bliver enten dræbt eller skubbet ud. Vi sikrer ikke at individer, som ikke har høj livskraft ikke bukker under for parasitter eller anden sygdom. Man kan blive ved. Vi sætter mange naturlige udvælgelses mekanismer ud af funktion.

 

Og så er vi tilbage. En af de vigtigste - måske den vigtigste udvælgelsesmekanisme, tror jeg er evnen til at formere sig - alt incl. Parring, drægtighed, fødsel, yngelpleje - og her kan vi faktisk godt bruge naturens udvælgelsesmekanisme, så hvis de ikke kan selv avler man ikke på den. Og kan de avle, men ikke føde selv - eller passe afkommet selv, kan vi tage dem ud af avl.

 

Jeg tror man ved betydelig mere seriøst udvælgelse af avlsdyr kunne bidrage utrolig meget til vores hundes sundhed både mentalt og fysisk.

 

Men skal vi gøre dette i alle tilfælde? Så en jagthund der har behov for træning skal ikke avles på? Hvis den ikke naturligt kan finde ud af at apportere og bringe, men har brug for at blive guidet og rost= Ikke egnet til videre avl.

Hvis du har behov for at bede en jagthund holde sig i ro på en jagt fordi den bliver glad fordi den skal på jagt=Dårlig jagthund, den har brug for at blive beroliget.

 

Pludselig har vi fjernet alle hunde fra avlen. Det at man vælger at berolige hunden fordi den naturligt har parret sig men måske er urolig for oplevelsen af hannen der svulmer op inde i hende, synes jeg virkelig ikke er diskvalificerende i avlen.

 

(Og hvis vi skal tage den helt ud hvor folk bliver sure over sammenlignen betyder det så at alle kvinder der fandt deres første gang smertefuld eller havde en anelse ubehag ikke bør have sex eller få børn? For jeg tror faktisk at stort set alle kvinder nok har haft en smule avs den første gang!)

 

 

Vi har før diskuteret dette. Hvorfor avler vi hunde med eksem, overfølsomhed, hunde der ikke kan udnytte et normalt foder, hunde som får mentale skader hvis de bliver udsat for blot en eller få ubehagelige hændelser, hunde som har dårligt bevægeapperat - discusprolaps, HD, AH osv.

 

Behøver vi det i 2015, hvis vi sætter os for ikke at gøre det. Med den viden vi har idag kunne man gøre det langt bedre.

 

UMULIA har bestemt en pointe i at lade hundene få en noget højere alder - og dermed bevise at de selv er sunde og raske, på alle måder før avl på dem

 

Det er jeg helt enig i. Men det har intet med tvangsparringer at gøre om en hund er overfølsom eller har eksem......

[PBC]

Det er jeg 100% enig i. Dog mener jeg stadig at en moden hanhund sagtens kan have brug for støtte sin første gang.

 

 

 

Jeg har slet ikke misset din pointe; Jeg er bare helt uenig i at det at en hund har brug for at man beroliger den og siger "dygtig", gør at hunden ikke bør avles på. Jeg taler altså på ingen måde om at man tvinger, fastholder eller andet. Jeg taler om at man siger: Dygtig, rolig nu.

 

Og du mener at behovet for "dygtig, rolig nu" er nok til at en hund ikke skal bruges i avl; Det er jeg uenig i.

 

Der sker jo ikke noget ved at gøre det, men hvis den virkelig har behov for det - altså ikke ville parre uden, ja, så er den ikke klar til at blive brugt i avlen efter min mening.

 

 

 

Men skal vi gøre dette i alle tilfælde? Så en jagthund der har behov for træning skal ikke avles på? Hvis den ikke naturligt kan finde ud af at apportere og bringe, men har brug for at blive guidet og rost= Ikke egnet til videre avl.

Hvis du har behov for at bede en jagthund holde sig i ro på en jagt fordi den bliver glad fordi den skal på jagt=Dårlig jagthund, den har brug for at blive beroliget.

 

Pludselig har vi fjernet alle hunde fra avlen. Det at man vælger at berolige hunden fordi den naturligt har parret sig men måske er urolig for oplevelsen af hannen der svulmer op inde i hende, synes jeg virkelig ikke er diskvalificerende i avlen.

 

 

Ja, en jagthund af apporterende race (retrievere og Spaniels) skal have naturlige anlæg for at apportere, så man blot skal træne det ind i relevante rammer. Har den ikke det er det ud af avlen.

 

Ja en jagthund der skal bruges på store fællesjagter - mest Retrievere og Spaniels skal have et naturlig tænd/sluk gen, så de kan slappe af når de ikke er på. Det er faktisk et problem vi kæmper med fordi nogen vægter voldsomt tempo og pågåenhed på terræn højere - ikke godt. Har den ikke naturlig anlæg for at afstresse, så er det ud af avlen. At mange så er ødelagt ved forkert træning er noget helt andet. Hos andre jagthunderacer har dette måske ikke samme betydning - støvere fx. men det ved jeg ikke så meget om

 

 

(Og hvis vi skal tage den helt ud hvor folk bliver sure over sammenlignen betyder det så at alle kvinder der fandt deres første gang smertefuld eller havde en anelse ubehag ikke bør have sex eller få børn? For jeg tror faktisk at stort set alle kvinder nok har haft en smule avs den første gang!)

 

 

 

Det er jeg helt enig i. Men det har intet med tvangsparringer at gøre om en hund er overfølsom eller har eksem......

 

At blande den menneskelige vinkel ind i debatten om hvad vi bør avle på giver ingen mening. Her hersker helt andre regler og kriterier.

 

Hvordan kan du vide at allergi og eksem ikke ligger i generne hos en hund der ikke har lyst til - eller evne til at formere sig? Det kunne jo være at naturen var så viselig indrettet, at der netop var en sammenhæng. Nogen gange er der jo gode grunde til spontane aborter og til at visse individder ikke parrer sig eller er sterile. Jeg ved det ikke, men jeg tror at grundforskning på hvorfor visse individer i naturen når frem til at formere sig, mens andre ikke gør kunne være ganske spændende.

 

Indtil da må vi jo blot arbejde med antagelser og teorier og gøre vores bedste

[Shii]

Der sker jo ikke noget ved at gøre det, men hvis den virkelig har behov for det - altså ikke ville parre uden, ja, så er den ikke klar til at blive brugt i avlen efter min mening.

 

Okay, så problemet er at du ikke har læst indlæggene, det giver mening!

 

Tæven og hannen har jo NETOP parret sig selv naturligt! Behovet er EFTER parringen finder sted og hundene hænger sammen; I dette øjeblik kan tæven (Og hannen for den sags skyld), blive forskrækket. Her kan det være nødvendigt at berolige tæven. Det har altså intet med at hunden skal opfordres eller beroliges for at parringen kan starte.

 

Ja, en jagthund af apporterende race (retrievere og Spaniels) skal have naturlige anlæg for at apportere, så man blot skal træne det ind i relevante rammer. Har den ikke det er det ud af avlen.

 

Ja en jagthund der skal bruges på store fællesjagter - mest Retrievere og Spaniels skal have et naturlig tænd/sluk gen, så de kan slappe af når de ikke er på. Det er faktisk et problem vi kæmper med fordi nogen vægter voldsomt tempo og pågåenhed på terræn højere - ikke godt. Har den ikke naturlig anlæg for at afstresse, så er det ud af avlen. At mange så er ødelagt ved forkert træning er noget helt andet. Hos andre jagthunderacer har dette måske ikke samme betydning - støvere fx. men det ved jeg ikke så meget om

 

Så ingen af dine hunde er blevet trænet eller opfordret til noget jagt relateret? De er bare født med at kunne gå på jagt? Jeg tror rigtig mange jægere ville betale GULD for at have en jagthund der ikke havde behov for træning, guidence eller lignende! Desværre tror jeg at udover dine hunde, så kræver alle jagthunde ros og træning!

 

At blande den menneskelige vinkel ind i debatten om hvad vi bør avle på giver ingen mening. Her hersker helt andre regler og kriterier.

 

Hvordan kan du vide at allergi og eksem ikke ligger i generne hos en hund der ikke har lyst til - eller evne til at formere sig? Det kunne jo være at naturen var så viselig indrettet, at der netop var en sammenhæng. Nogen gange er der jo gode grunde til spontane aborter og til at visse individder ikke parrer sig eller er sterile. Jeg ved det ikke, men jeg tror at grundforskning på hvorfor visse individer i naturen når frem til at formere sig, mens andre ikke gør kunne være ganske spændende.

 

Indtil da må vi jo blot arbejde med antagelser og teorier og gøre vores bedste

 

Så at en hund har brug for ros efter en parring holder du helt fast i gør at man ikke bør avle på den, fordi den sikkert bærer på en sygdom? Jeg må indrømme at jeg virkelig synes det er helt ulogisk at behovet for ros ved parring i nogens øjne er nok til at kassere en hund

[PBC]

Jeg må indrømme at jeg virkelig synes det er helt ulogisk at behovet for ros ved parring i nogens øjne er nok til at kassere en hund

 

Hvordan vil du definere "behov for ros ved parring"? Nu siger så ros og støtte efter parring? Eller? men hvad er behov i denne sammenhæng?

 

Og hunden bliver under alle omstændigheder ikke kasseret, som du så pænt skriver, blot ikke brugt i avlen. Det er noget helt, helt andet. Det kan være en super hund i alle andre sammenhænge.

 

Fx. kan man have en Spaniel, som ikke viser naturlig interesse for og vilje til at apportere. Så lærer man den og den bliver rigtig god. Hunden bliver måske en vidunderlig og dejlig jagtkammerat og altså ikke kasseret. Tvætimod. Men det den har lært giver den jo nok ikke videre til sit afkom, så derfor ville jeg ikke bruge den i avlen. Derimod kan der sagtens være en Spaniel, som har stor naturlig anlæg, lyst og vilje til at apportere, men som fordi den trænes forkert smider fuglen på vej hjem. Den kan man godt bruge i avlen, for den sags skyld. Man skal passe på ikke at avle på trænere, men på hunde.

 

Man må jo prøve, efter bedste evne, at vurdere hvad der er arveligt og ikke arveligt. Men det er 100% sikkert at kun hvis vi er kritiske og har et godt "blik for" hvad der er arveligt og hvad der ikke er, kan vi avle bedre hunde.

 

Mht. hvorvidt evnen til formering hænger sammen med hunden "genetiske værdi" så at sige, behøver vi jo ikke være enige, men jeg tror altså at der er sammenhæng. Det ville give mening i naturen og derfor tror jeg der er sådan. Jeg indrømmer gerne at det ikke er bevidst - blot visse forskeres mere eller mindre dokumenterede teorier eller formodninger, men derfor kan det jo godt være rigtigt.

 

her er en god artikel.

 

http://www.kennelfuglevig.dk/Wordpress3/wp-content/uploads/2010/12/Avlens-mysterier.pdf

[Umulia]

Evnen til at passe afkom, er selvfølgelig vigtig, men her er der to facetter, dels tvivlen om hvorvidt det overhovedet har en sammenhæng rent genetisk med parringsevnen og dels det faktum at der i høj grad er tale om en miljøbetinget egenskab. Kort sagt lærer hunde formentlig, ligesom mange andre arter, hvordan man gør, ved at kopiere deres oplevelser under deres egen opvækst.

 

Jeg ville - uden på nogen måde at være i besiddelse af ekspertise på området! - mene at hos pattedyrene er det nok 50/50 mellem miljø og genetik. Hos fugle derimod - som jeg har en vis erfaring med - er yngelplejen 100% instinkt, altså genetisk betinget.

Det kan man f.eks. se ved at visse racer helt mangler evnen til at ruge, medens andre er perfekte mødre, også hvis de selv er udruget af en maskine.

En ting, der er forsket lidt mere i, i de senere år, er menneskets yngelpleje, og her opdager man flere og flere hormonelle mekanismer. Det, vi kalder "moderfølelse" og mange andre romantiske ting, er genetik og instinkt nøjagtigt som hos andre dyr. Men selvfølgelig er nogle bedre end andre til at skifte ble, se baby i øjnene osv. hvis de har lært det rigtigt.

 

Omkring det med avlsdyrenes alder; Alt hvad der er skrevet omkring fordelene ved at vente til dyrene er ældre, så man har bedre muligheder for at opdage aldersbetingede skavanker, er selvfølgelig rigtigt, og for "amatør-avlere" der bare skal have lavet et par gode kuld af deres hunde, er det ret oplagt at vente. Men hvad med dedikerede linje-avlere? Hvis de skal gå eg vente 6 år for hver ny generation, når de (og dermed vi) jo ingen vegne. En avler ville jo aldrig kunne nå at gennemføre et rimeligt antal generationer i hele sin aktive karriere, til at kunne se resultater af sine anstrengelser!

 

Så burde man måske sætte egne ambitioner i baggrunden, og i stedet gøre hvad der er bedst for dyrene.

Det er et sørgelig faktum at det meste af den avl, der foregår indenfor ikke-produktionsdyr, stort set udelukkende handler om menneskelig forfængelighed - udstillingspræmier, hundesportspræmier, ekspertstatus osv. Og så er det at man har travlt, fordi man selv vil høste frugten af anstrengelserne, og ikke vil overlade noget til dem, der kommer efter.

 

Giver dig ret mht tiden. Men mener ikke tæver skal være over 4 år ved 1 ste kuld. Synes det er lidt for sent.

 

Der er nok raceforskelle, der skal tages hensyn til. De små modner jo hurtigere, det glemte jeg lige

 

At blande den menneskelige vinkel ind i debatten om hvad vi bør avle på giver ingen mening. Her hersker helt andre regler og kriterier.

 

Det er alligevel spændende

Darwinismen, eller "survival of the fittest" er jo et princip, vi næsten helt har sat ud af kraft når det gælder vores egen forplantning. Og vi er ved at gøre det samme med vore dyr. Det er interessant at se hvad fremtidsperspektiverne er - om vi pludselig, om mange år, opdager at det nok alligevel ikke var så smart.

[KimJ]

KimJ

Omkring det med avlsdyrenes alder; Alt hvad der er skrevet omkring fordelene ved at vente til dyrene er ældre, så man har bedre muligheder for at opdage aldersbetingede skavanker, er selvfølgelig rigtigt, og for "amatør-avlere" der bare skal have lavet et par gode kuld af deres hunde, er det ret oplagt at vente. Men hvad med dedikerede linje-avlere? Hvis de skal gå eg vente 6 år for hver ny generation, når de (og dermed vi) jo ingen vegne. En avler ville jo aldrig kunne nå at gennemføre et rimeligt antal generationer i hele sin aktive karriere, til at kunne se resultater af sine anstrengelser!

 

 

 

 

Umulia

Så burde man måske sætte egne ambitioner i baggrunden, og i stedet gøre hvad der er bedst for dyrene.

Det er et sørgelig faktum at det meste af den avl, der foregår indenfor ikke-produktionsdyr, stort set udelukkende handler om menneskelig forfængelighed - udstillingspræmier, hundesportspræmier, ekspertstatus osv. Og så er det at man har travlt, fordi man selv vil høste frugten af anstrengelserne, og ikke vil overlade noget til dem, der kommer efter.

 

Dit svar bærer i mine øjne en anelse præg af fordomme omkring opdrættere. Selvfølgelig er de drevet af en trang til at nå nogle resultater, og ligesom alle os andre, vil de gerne anerkendes for det arbejde de laver. Uden det, når vi jo ingen vegne.

 

Linjeavl giver pr. definition ikke meget tid til at gå og vente. Der er jo brug for at så mange generationer som muligt, er i live på samme tid, da man har brug for at kunne "avle tilbage" (det der hos den gemene hob foragteligt kaldes "indavl", men som altså er en nødvendighed når man skal stabilisere og fastholde en opnået og ønsket egenskab). At det af og til leder til uheldige bivirkninger er der ingen tvivl om, men dem må man så arbejde sig ud af ved en bredere selektiv avl bagefter. Det er sådan man "designer" en ny race, så med mindre man vil fastfryse antallet af racer, er man nødt til at arbejde som beskrevet, og altså i et rimelig hurtigt tempo. Check evt. op på hvordan en race som f.eks. golden retriever er blevet til.

[PBC]

 

 

Linjeavl giver pr. definition ikke meget tid til at gå og vente. Der er jo brug for at så mange generationer som muligt, er i live på samme tid, da man har brug for at kunne "avle tilbage" (det der hos den gemene hob foragteligt kaldes "indavl", men som altså er en nødvendighed når man skal stabilisere og fastholde en opnået og ønsket egenskab). At det af og til leder til uheldige bivirkninger er der ingen tvivl om, men dem må man så arbejde sig ud af ved en bredere selektiv avl bagefter. Det er sådan man "designer" en ny race, så med mindre man vil fastfryse antallet af racer, er man nødt til at arbejde som beskrevet, og altså i et rimelig hurtigt tempo. Check evt. op på hvordan en race som f.eks. golden retriever er blevet til.

 

Hmmm... der kan vel også drives mindre intensiv linje avl, hvor man fx tilføjer en ny tæve i linjen hver 2. - 3. år og hvor også andre opdrætteres hanhunde (som passer i linjen) kan medvirke? Måske har du en strammere definition af linje avl end jeg har, men jeg kender et opdrætterer par, som tager sig tid og nu tilføjer 5 generation af tæver i linjen efter at have avlet og sorteret siden 1997 hvor den tæve, som er grundlaget for tævelinjen blev købt. - altså 5. generation efter små 20 år. Samme opdrætter som tog sin tæve ned til en passende hanhund af samme linjer fordi han ny-importerede unge hanhund - købt specielt til at "berige" tævelinjen, ikke var moden/klar. Altså et godt samarbejde mellem opdrættere.

 

Hvorfor mener du man skal have travlt og have mange individer i linjen levende samtidig. Det forstår jeg ikke helt?

[Shii]

Hvordan vil du definere "behov for ros ved parring"? Nu siger så ros og støtte efter parring? Eller? men hvad er behov i denne sammenhæng?

 

Jeg giver op...... Jeg ved ikke om det er fordi du bare ikke vil eller fordi du bare ikke kan forstå mig og mange andre i denne tråd, eller om du virkelig bare er så kold hjertet en hundeejer som du fremstår i denne debat.

[KimJ]

Hmmm... der kan vel også drives mindre intensiv linje avl, hvor man fx tilføjer en ny tæve i linjen hver 2. - 3. år og hvor også andre opdrætteres hanhunde (som passer i linjen) kan medvirke? Måske har du en strammere definition af linje avl end jeg har, men jeg kender et opdrætterer par, som tager sig tid og nu tilføjer 5 generation af tæver i linjen efter at have avlet og sorteret siden 1997 hvor den tæve, som er grundlaget for tævelinjen blev købt. - altså 5. generation efter små 20 år. Samme opdrætter som tog sin tæve ned til en passende hanhund af samme linjer fordi han ny-importerede unge hanhund - købt specielt til at "berige" tævelinjen, ikke var moden/klar. Altså et godt samarbejde mellem opdrættere.

 

Hvorfor mener du man skal have travlt og have mange individer i linjen levende samtidig. Det forstår jeg ikke helt?

 

En af grundstenene i linje avl, er at man, hvis man vil forstærke en given egenskab fra et af avlsdyrene, anvender dyret igen på et eller flere af de efterfølgende generationer, d.v.s. børn, børnebørn og oldebørn (eller i genetiksprog: F1, F2 og F3). Så er det jo smart at det dyr man vil bruge, stadig er i live... det er selvfølgelig mindre vigtigt, hvis man ikke har problemer med inseminering og har tilstrækkelige mængder frossen sæd.

[PBC]

En af grundstenene i linje avl, er at man, hvis man vil forstærke en given egenskab fra et af avlsdyrene, anvender dyret igen på et eller flere af de efterfølgende generationer, d.v.s. børn, børnebørn og oldebørn (eller i genetiksprog: F1, F2 og F3). Så er det jo smart at det dyr man vil bruge, stadig er i live... det er selvfølgelig mindre vigtigt, hvis man ikke har problemer med inseminering og har tilstrækkelige mængder frossen sæd.

 

Det kan jeg godt se, men det er nok lidt tættere linjeavl end jeg har tænkt. Det er vist det jeg kalder indavl. Altså man bruger fx en farfar på hans datterdatter. Eller måske endda endnu tættere.

 

Dem jeg kender fastholder en tævelinje. Altså har den opdrætter jeg omtaler over 18 og mange kuld udtaget en datter fra hver af hans avlstæver og beholdt og avlet på. De hanhunde han har anvendt har bestemte linjer i sig ret kraftigt repræsenteret, men det er klart at den hanhund som var stærtk repræsenteret fir 18 år siden, nu repræsenteres som 2. Og 3. Generation, men stadig til stede. Iøvrigt de samme linjer (hanhunde) som jeg har valgt min Maggie efter.

 

Da tævelinjen naturligvis har visse stærke sider, som søges bibeholdt og forstærket og også visse områder hvor der er plads til forbedringer, prøver opdrætteren naturligvis at bruge hanhunde som dels har de linjer og de hanhunde som styrker og bevarer, men altså dog med andre linjer som måske kan styrke der hvor der er plads til forbedringer. Det behøver ikke at gå stærkt, for der er meget afkom der har disse linjer og opdrættere der fastholder dem.