Tager fra bordet og børnene

[Sigga]

Ideer søges.

Min aussie hvalp 12 uger, er MEGET glad for mad. Hun stjæler rask væk alt hvad der kommer indenfor rækkevidde. I går spiste vi pizza ved stuebordet foran disneysjov og vupti, der røg fem stykker pizza til hvalpen

Hun springer op på bordet med forbenene og hun er lynene hurtig.

Det samme hvis børnene holder en mad i hånden og har hun fået fat så giver hun ikke slip igen selvom børnene hiver i maden i den anden ende.

 

Hun kender ude mærket til den med at vente med at spise en godbid til hun har fået lov. Vi har trænet en del med det og hun kan med nød og næppe klare et sekund pt. Jeg kan endnu ikke gøre det samme med hende foder.

 

Indtil nu har jeg brugt at rose hende hver gang hun går væk fra bordet, mens vi spiser. og har hun lagt sig så er jeg lidt efter gået forbi og har dumpet en godbid ned eller sat mig og kæle med hende. Men hun er virkelig ligeglad med hvad vi siger omkring maden ellers. Jeg kan som den eneste i huset dog stirre på hende når hun nærmer sig maden ved bordet, og så kan hun snige sig om på den anden side af bordet og prøve der fra i stedet

 

Men medmindre vi er ude at træne udendørs, så er hun bedøvende ligeglad med alt.

 

Udendørs træning er hun ellers fantastisk til. Hun lærer alt i løbet af få gange og kan allerede både twist, sit, slalom med 4 pinde, stop ved kantsten, gå pænt uden at trække i snoren, jager ikke længere cykler eller løbere osv.

 

Jeg kan ikke helt huske tingene fra sidst, men er det for tidligt at forvente at hun kan lære at holde sig fra maden på bordet? Og hvad så indtil da lader man hende så bare tage hvad hun vil - Lukker hende ude eller? (at lukke hende ude ville gøre hende meget ked af det, så det har jeg ikke lyst til og jeg er lidt bange for at vente med trænigen til hun er så stor at hun bare kan læne sig ind over bordet og tage for sig)

 

Hvad ville I gøre når hun har fået fat i f.eks. et stykke pizza?

 

Og hvad med hjemmest andre beboere - Jeg kan jo godt kigge på hende så hun lader være, men de andre træner ikke med hende og jeg ved ærlig talt ikke om hun på nogen måde kan se hvorfor hun skulle respektere f.eks. min mand (Læs fraværende mand, som kun ser 1/10 af hvad hun laver)?

 

 

Pyha det er meget anderledes end min border, der nærmest sniger sig langs panelet bare man kigger på hende med et vredt øje. Aussien bliver bare ved og ved og ved med at prøve det samme af i en uendelighed og det er meget fysisk, så jeg kan ikke undgå selv at være meget fysisk i forhold til hende. Hun skubber og maser i al kontakt og det er så uvant for mig, men vidste jo godt at det lå til racen. Synes bare det er svært at finde ud af hvor meget skubben og masen jeg selv kan tillade mig den anden vej. Jeg var dog ikke forberedt på at hun også ville være så snu og kun samarbejdsvillig når det lige passede hende. Det var ikke den opfattelse jeg havde fået af racen og det gælder som sagt heller ikke på udebane, hvor hun er præcis som borderen, men meget mindre nervøs for nye ting.

 

 

Apropos skubben og masen. Hvordan lærer man hende f.eks. at lade være med at spise en godbid. Vi snakker om en hund der kaster sig over godbidden (eller min hånd med godbidden) og ikke stopper igen. Fantastisk drive, men også frustrerende. Jeg valgte at bruge hendes egen teknik. Et kraftigt skub hver gang hun kom hen til godbidden. Det skulle kun gentages fem gange, så forstod hun pointen, men jeg er ikke særlig glad for at være så bastant. Er det virkelig nødvendigt? (Her ønsker jeg svar fra aussiekendere eller andre som har med racer at gøre der er meget pågående fysisk).

[soegaard]

ift. mad på bordet, så var vores den store strid til det.....vi valgte den, måske lidt upædagogiske måde, efter at have forsøgt med at give ham en tyggeting når vi gik igang med maden og masser af ros når han lå roligt, at smide ham bag babygitter hvis han hoppede op. Når han hoppede op med poterne, tog vi ham roligt op og satte ham bag gitteret i 10-15 sekunder. Når de var gået, så åbnede vi roligt gitteret og gik ind og spiste videre. Det skal siges at babygitteret var max 10 meter fra spisebordet, så han kunne hele tiden se os.

 

Tror vi gjorde det et par gange i en 3-4 dage, og så forstod han den. Når han så lå roligt omkring os så roste vi ekstra meget en periode.

 

Hvordan man går ift. børn ved jeg dog ikke....

[Lnilsson]

Jeg synes i forventer lige lovligt meget af jeres hvalp. Selvfølgelig må hun ikke tage fra bordet, men i frister hende jo alt for meget ved at spise ved et lavt sofabord, hvor hun nemt kan nå. Jeg synes i skal lave en aftale i familien om, at så længe hun ikke har forstået at man ikke stjæler fra bordet, så spiser i kun ved et normal højde spisebord. At hun nåede at stjæle fem stykker pizza siger også lidt om at I ikke har været opmærksomme nok på hende. Jeg kunne måske forstå at I ikke nåede at stoppe hende første gang, men femte gang, der er det altså jeres manglende indgriben og ikke hvalpen ulydighed der skal have skylden.

 

Derudover må aftalen også være at man bliver siddende til der er spist op, så hvalpen ikke fristes hvis i går fra maden. Og hun skal nok lære det, men hun er jo ikke så gammel endnu.

 

Når hun får stjålet noget, ville jeg forsøge at tage det fra hende, hvis det er muligt. Hvis det ikke er muligt og hun allerede har spist det, ville jeg ignorere det, men vide, at næste gang skal I være hurtigere til at få maden væk. Det er okay at skælde ud idet hun tager maden, men ikke efter hun har haft held med at spise det.

 

Du skriver hun kan vente med at spise en godbid til hun har fået lov. Jeg ville lave træningen om, så hun aldrig får lov at spise godbidden. I stedet placerer du en godbid foran hende som hun ikke må få. Hvis hun lader den være skal du belønne hende med en anden godbid og så fjerner du godbidden fra gulvet. Hun lærer dermed at der er nogen godbidder vi ikke må spise, hvilket jeg tror vil være mere brugbart for jer.

 

Og så må du give din mand et spark i numsen. Man kan ikke have hvalp og vælge at være fraværende. Det giver dig meget mere arbejde, hvis i ikke er konsekvente med opdragelsen. Hunden skal vide at dine regler også gælder for mand og børn.

 

Når hun maser for at få lov at spise en godbid, ville jeg lukke hånden. Hver gang hun maser på skal hun ikke have lov at få godbidden, men afvent at hun sætter sig afventede og giv hende så godbidden. Jeg tror ikke du får noget ud af at skubbe igen. Bare luk hånden og vent til hun stopper. Det plejer de at fange ret hurtigt.

[AnneMangetal]

Jeg er enig i at mad på sofabordet er ALT for fristende for en 12 uger gammel hvalp. Så I må spise ved spisebordet i de næste måneder.

 

Samme koncept med børnene - de er nødt til at sidde pænt ved bordet og spise (det er vel en win-win)

 

Har I indlært nej? Nej er et forbudsord, og skal bruges i de situationer hvor hunden bare ikke må det den har gang i. Og "slip" skal også trænes - i øvrigt en særdeles praktisk kommando i mange hverdagssituationer. Begge dele skal selvfølgelig indlæres behørigt inden de bruges (og børnene skal ikke bruge kommandoerne til hunden indtil videre).

 

Jeg har ikke aussie, og har aldrig haft det. Jeg har dog med stor succes trænet 2 sultne hvalpe til at tage pænt! Da schæferen havde hakket en hvalpe-hjørnetand gennem min finger i iver efter at få en godbid, søgte jeg råd herinde. Det der virkede rigtig godt, var simpelthen at kræve øjenkontakt inden hvalpen fik godbidden. Det skal trænes for sig selv, altså uden at der trænes andre øvelser hvor hunden belønnes med godbid.

 

Den forsinkelse det giver at hunden skal give øjenkontakt, er nok til at stoppe det værste hapseri. Det blev kombineret med en lukket hånd (og ja, det kan koste nogle skrammer), hvor hunden først får godbidden når den holder op med at insistere.

 

Med begge hvalpe, har det taget ca. 1 uge at indlære, og så er det noget der bare bliver hverdag at træne. Begge mine tager i dag rigtig pænt - uden at tage øjenkontakt først.

[soegaard]

Enig med de følgende kommentarer!

 

også ift biden i fingre for at få godbidder - INGEN godbidder hvis ikke man kan tage dem ordentlig OG så synes jeg at det blev væsentlig bedre da der blev skiftet tænder!

 

 

men ja, aussien tager ikke første nej for et nej, så det er bestemt nødvendigt at være konsekvent!!

 

aussier skal krammes, elskes og ikke være i tvivl om reglerne

[Aussiepower!]

Jeg har aldrig haft problemer med at mine hunde stjæler fra bordet når vi spiser, men min tæve var en strid djævl da hun var hvalp og unghund, til at afsøge køkkenbordet for krummer og tømme bordet i udestuen for kattemad, da vi havde kat, hold nu kæft hvor fik hun skideballe over det mange gange -uden effekt, problemet med den slags er jo at det er en selvbelønnede adfærd, så så længe der er noget på bordet, kan det jo betale sig, så skidt med skæld ud'ne, mente Joya (har aldrig haft det problem med nogle af vores andre hunde, der har de været nok at råbe højt en gang eller to i gerningsøjeblikket, så har de ikke siden forsøgt, men Joya blev ved og ved.. ) Hun er holdt op i dag, men kun fordi vi i lang tid, virkelig var påpasselige med ikke at efterlade en eneste krumme på køkkenbordet, så det ikke kunne betale sig for hende (og vi har ikke kat mere, så det problem er også løst )

 

Men ellers enig med de andre, dels er det meget at forlange når I sidder ved sofabordet, lige i hapse højde, og dels er I simpelthen for uopmærksomme, når hun får succes med det 5 gange i træk -og jo flere gange det lykkedes hende at hapse noget, jo svære bliver det at vende hende af med det!

Og så træn nogle "nej" øvelser, hvor hun aldrig får den godbid der bliver sagt nej til, men bliver belønnet med en anden, når hun respektere nej'et. Så pest-agtig og tyvagtig som Joya var da hun var yngre, så kan jeg alligevel tabe en bøf på gulvet i dag, uden at hun røre den, hvis bare jeg siger nej og det er altså en virkelig nyttig ting at kunne, for nogle gange er det måske brandvarmt det man taber og nogle gange er det måske en panodil eller lign. der ryger på gulvet...

 

Men en anden ting jeg tænker, er om den hun simpelthen ikke går og er skide sulten altid? Er der ikke noget med at hun primært får dåsefoder? Med det forhold hun tilsyneladende har til alt spiseligt, kan jeg altså ikke lade være med at tænke, om noget at det ikke simpelthen skyldes at hun er sulten? Dåsefoder består jo mest af vand, det mætter jo ikke vildt meget, så jeg tror altså godt at nogle af jeres problemer kan ligge der..

 

Og så lige en løftet pegefinger: Ingen slalomtræning med en 12 ugers hvalp for pokker da!

[Birgitta]

Puh... Jeg kan godt forestille mig situationen... Familien hygger sig med pizza og Disneysjov... :klap:

Hvad siger ungerne til, at hun snupper deres pizza? Jeg kunne mistænke, at de synes at det er "lidt"sjovt?

Ærgerligt, at den lille dame ikke fik en gevaldig gang tyndskid af det festlige måltid... Så kunne det være at hele familien forstod sagens alvor..

 

På en eller anden måde må du have hele familien til at samarbejde om at stoppe tyverierne. Lige fra din mand til dit yngste barn.

Ellers vil hvalpen da fortsætte og blive en hund, der hugger mad ud af børnefingre.. Både dine egne børns og andre børns.. Det er jo altså (for det meste) sjovt.

 

...når der er børn involveret, så er det ikke engang nok at sidde ved et højere bord. Man kan jo komme til at "tabe" noget..

Jeg ville nok i en periode helt adskille familiens spisning fra hvalpen. Og når det er faldet på plads så langt at ingen opsøger hvalpen under måltidet, så kan du forsøge at lade hende være til stede ved måltidet under helt andre kontrollerede betingelser. Først, hvor det bare er dig, der spiser og ignorerer hende. Og hun får ingenting.

Kan hun det, så kan I gå videre til næste trin.

 

Så kan du forsøge at spise noget sammen med din mand, måske efter børnene er lagt i seng.

Inden da, har du en alvorlig snak med din mand, så han forstår at han SKAL deltage i forløbet. For ellers vil hvalpen fortsat være lukket væk ved ethvert måltid.. Resten af livet. Problemet går ikke over af sig selv uden din mands deltagelse.

Du kan ikke samtidig opdrage på både hundehvalp, mand og børn.

Når du og din mand har styr på bordskik, så kan I lade det blive ved det. Jeg tror ikke lige at en hvalp, der har haft så meget sjov med familiens andre "hvalpe" under spisningen, nogensinde bare stopper med det. Måske når ungerne bliver ældre og mere medansvarlige. Og selvfølgelig kan underet ske, at hvalpen med tiden vokser fra det, når der kommer andre sjove ting i livet end at pjatte med ungerne.. Det er vel meningen, at hunden skal bruges til noget hundesport, når hun bliver ældre?

Hvor gamle er dine børn?

[Gæst DorteDK]

Man kan ikke forvente en så lille hvalp kan stå for sådan en fristelse

 

Vi har altid kunnet lade mad stå fremme da vi kun havde en hund, selv hvis der stod den lækre lagkage på sofabordet tog Walther det ikke MEN så fik vi Zeus han kan få fat i al mad.

Vi skal ikke lade noget stå fremme på ex sofabord, spise bord eller køkken bord, han hopper simpelthen op og spiser det - han er i dag 3 år - det har vi så (jo det er nok dovenskab) bare lært af så vi har ikke mad stående fremme. Dog har vi lært ham at sidde ved sofabordet mens vi spiser - uden at tage noget - man får et stykke når vi er færdige med at spise men det har taget lang tid - men husk på det er kun en lille hvalp de aner intet om hvad de må og ikke må - det skal hvalpen først lære

 

Og dine børn skal lære hvordan man gør

[Lenschow]

Imens I træner disse ting som er nævnt her, så sæt et gitter op eller lignede og fra nu af må hun ALDRIG mere være i en situation, hvor hun kan så øvet sig mere på det her. I skal lige være helt enige om det i familien. Bliver hun ved med at øve sig på den uønskede adfærd, så stopper den aldrig uanset hvor meget I gør alle de andre gode ting, som er nævnt her.

 

Når I arbejder målrettet med det, skal hun også være i snor, så I kan sikre jer, at hun ikke stjæler noget. Kald det en nødbremse - ikke til at hive i, men ren management. Hun må fra nu af ALDRIG mere stjæle noget som helst. Punktum. helt gennemsigtigt - sort hvidt - ikke skrapt ikke surt - men gennemsigtigt. Det er forbudt nu og for evigt.

 

Start med at få den indstilling ind, så har I løst halvdelen af problemet. Herefter kan I træne de ting, som er nævnt herover

 

Og ja jeg VED godt, at det er svært med børn osv - men der er ingen vej uden om. Lige nu øver hun sig bare i at blive en SUPERTYV

[Birgitta]

Hvis børnene f.eks er 2 og 4 år, så er samarbejde måske ikke en mulighed...

Eller yngre... Selv en 1årig baby synes da det er festligt at fodre en hundehvalp med pizza..

 

Jeg tror det mindst skal være skolebørn, før man kan forvente en slags samarbejde..

[Sigga]

Tak for svar alle sammen. Der er mange gode råd at arbejde videre med.

At få manden og yngste barnet til at deltage er ikke en mulighed. Barnet er 4 og glemmer hurtigt hvad hun har i hånden og manden han er bare for distræt. Derfor har han også absolut forbud mod at gå med hundene pt. Han glemmer at stoppe ved vejen, at give godbidder etc.

 

Vi er væk fra vådfoderet nu så jeg tror ikke længere at den lille er sulten.

Hun har dog forstået at jeg ikke vil have at hun tager fra bordet. Vender sig og kigger på mig når noget er fristende og får ros og godbid.

Til gengæld kan jeg stadig ikke tabe noget på gulvet i køkkenet. I går åd hun en vandmelonskræld

 

Intet madforsvar længere. Jeg gav vådfoderet med en ske i en periode. En skefuld af gangen. Det hjalp. Skal til at træne med børn og mand, så de også kan komme i nærheden. Ved ikke hvad hun vil gøre. Indtil nu har der ikke været andre end mig og den anden hund i nærheden når lillehunden spiser.

 

Men I har ret. Det er dæleme hårdt at man skal holde øje konstant og ved at hver gang jeg er væk så er der ingen konsekvens af noget som helst.

[Birgitta]

Hvorfor er manden distræt? Har han heller ikke ansvar for jeres børn? Har han altid været sådan? Fejler han et eller andet? Og har han også forbud mod at være alene med børnene?

 

Undskyld de mange spørgsmål, men jeg er dybt forundret.. Og det er ret væsentligt, at finde en måde, så det enten er DIG der har det fulde ansvar, eller også lærer andre i familien at dele ansvaret med dig. Eller hvis din mand har et egentligt handicap, så kunne I måske få en støtteperson til at hjælpe med hans forhold til børnene..

 

Hvis du skal være alene om ansvaret for hvalpens opdragelse, så kræver det, at du er 100% fokuseret på hvalpen hele tiden.. Det er ikke holdbart, hvis du reelt er alenemor til en 4 årig..

Hvorfor har I valgt at få hund lige nu? Hvem af jer har valgt det?

[søster lagkage]

Hvorfor er manden distræt? Har han heller ikke ansvar for jeres børn? Har han altid været sådan? Fejler han et eller andet? Og har han også forbud mod at være alene med børnene?

 

Undskyld de mange spørgsmål, men jeg er dybt forundret.. Og det er ret væsentligt, at finde en måde, så det enten er DIG der har det fulde ansvar, eller også lærer andre i familien at dele ansvaret med dig. Eller hvis din mand har et egentligt handicap, så kunne I måske få en støtteperson til at hjælpe med hans forhold til børnene..

 

Hvis du skal være alene om ansvaret for hvalpens opdragelse, så kræver det, at du er 100% fokuseret på hvalpen hele tiden.. Det er ikke holdbart, hvis du reelt er alenemor til en 4 årig..

Hvorfor har I valgt at få hund lige nu? Hvem af jer har valgt det?

 

med al respekt synes jeg, at du går ret meget over grænsen her. jeg vil faktisk tro, at jeg er dybere forundret over dit indlæg, end du er over trådstarters mand min mand forstod absolut intet om hunde og hundeadfærd, da vi fik halfdan, og det var heller ikke ligetil at få ham om bord på diverse adfærdsregulerende planer. man kan godt have fin indsigt i menneskebørn, være helt fri for diagnoser (altså wtf ) og stadig være helt blank på - og måske ganske uinteresseret i - hundeadfærd. og man kan godt have hund i en familie, uden det nødvendigvis er hele familiens store projekt. det skal nok gå alligevel, selv om vejen måske er lidt længere, når man ikke kun er én person til at sætte regler op og skabe fornuftig relation til hvalpen.

[Sigga]

Haha Birgitta. Ja jeg morer mig også lidt over dit indlæg. Min mand fejler ikke noget udover at være rigtig kvik. Han passer børnene med en vis distræthed men klarer det fint ellers.

Han er ikke vokset op med dyr og aner intet om signalerne. Han kan ikke engang se om hunden tisser eller bare sidder ned

Jeg har valgt hunden fordi det skulle passe med den store hunds alder. Hun skal ikke være blevet så gammel at en hvalp ville gøre hende aggressiv og irritabel. Jeg var alenemor til to da jeg fik hende for otte år siden. Det var hårdt arbejde men det er blevet verdens bedste hund og vi har vundet pænt mange lokale præmier i agility

Man kan godt opdrage en hund og være mor på samme tid. I hvert fald med lidt større børn.

En fireårig kan lige gå men ikke uden brok fra barnets side selvfølgelig. I dette tilfælde nok heldigt at hun får en lillesøster selvom det er en hunde en

Min mand vil gerne men har tankerne alle andre steder end på hunde. Han er ikke konsekvent og kan ikke læse hundens signaler. Derfor.

Var det mon svar nok.

[Birgitta]

Ja, søster lagkage. Men når trådopretter er så afvisende/opgivende overfor at hendes mand skulle kunne lære at tage et medansvar, så kunne der være en dybere årsag. Så nytter det ikke noget med lange udredninger af, hvordan han kan lære at deltage i den fælles opdragelse.

 

Det kan godt være, at han kan lære dit og dat, at han er god og ansvarlig med børn, men ikke overfor hunde fordi han ingen erfaring har, -til trods for at familien også har en voksen hund? Men det er svært at se, hvordan nogen kan hjælpe med råd, hvis ikke vi kender den egentlige årsag til problemerne... Hvis der er sådan en... (Hvis far er ansvarlig nok med børnene, hvorfor lader han dem så fodre hvalpen med familiens pizza? :slem:)

 

Jeg kender mange mennesker med forskellige handicaps. Jeg deler ikke din holdning til at det skulle være så stigmatiserende at have et handicap så man overskrider en grænse ved at spørge om det.. Rigtig mange mennesker har en eller anden type handicap.. Og de er da lige gode mennesker alligevel. Og kan tit det samme som alle andre, hvis de får den rigtige hjælp. IKKE hvis man bare tier og kikker den anden vej..

:hmm:Nu, når jeg tænker efter, så kender jeg faktisk flere mennesker, der HAR et eller andet handicap, end mennesker, der ikke har noget.

 

Jeg har selv en hjerneskade, der snupper halvdelen af min energi. Det gør jeg ingen hemmelighed af. Og jeg ville da hverken føle mig stemplet eller hængt ud, hvis nogen stillede spørgsmål omkring det.

 

Jeg er ikke tilhænger af at have hund i familien, som kun en del af familien ønsker... Men hvis DET er en del af denne families problematik, så er det da væsentligt, at det kommer frem på bordet? Så er løsningen næppe at presse far til at tage et større ansvar for hvalpen. Men at frigøre mor til at opdrage hvalpen, mens far eller andre tager sig af børnene.

[søster lagkage]

min pointe var ikke, at der er noget galt med handicap, men mere, at trådstarter nok havde nævnt det, hvis hendes mand var handicappet - og at det var en lidt far out kobling at lave fra distræt og hunde-uinteresseret

[Birgitta]

Sigga, jeg har selv et par til tider meget distræte og højt intelligente voksne aspergerbørn.

Nej, jeg siger ikke at din mand er en aspergermand, men det distræte har noget af den samme problematik...

 

Mine børn kan hvad de vil. Også hvad angår nye udfordringer.. Der skal bare struktur til, a la alarmur til luftning af hunden, så fokus kan være på noget andet, mens man venter på næste luftetur. Og helt klare aftaler. Gerne på skrift.

Kalender og alarm på en smartphone er fænomenalt! Påmindelser. Smsser. Men nøgleordet er altså også ordet "VIL" . Intet huskes, hvis viljen ikke er med. Og argumenterne for at ville, skal du måske levere..

 

I kunne jo dele jer mens hvalpen er lille. Hvis din mand holder af at se Disneysjov sammen med børnene med pizza på bordet, så kunne du lave noget praktisk imens, f.eks oprydning eller hvad ved jeg. Men en lige så fast opgave som disneysjov..

Og næste fredag kunne I så bytte. Den, der ikke ser Disneysjov, tager hvalpen med sig til et andet lokale.. Og tørrer også op, hvis der sker en smutter..

 

Det er noget, der tit fungerer automatisk i mange familier med to forældre, men ved visse personlighedstyper kan det være en fordel med mere struktur og klare aftaler.

 

Det vil være rigtig godt for børnene at de kan dele deres Disneyinteresse med deres distræte far.

 

Hvis du ikke vil have din mand til at være alene med din hvalp, så må du overlade disneysjov til ham... Og finde et andet tidspunkt, hvor du og børnene har hinanden.. Hvor hundene er overladt til sig selv.. Det er jo også en mulighed..

 

Og det kunne også være en hjælp at indføre familiemøder. Hvor der er muligheder for at lave aftaler. Hvis din mand er for distræt til at foreslå aftaler i familien, så gør du det bare selv. Skriftligt: Jeg gør sådan og sådan. Du gør sådan og sådan. Og børnene gør sådan og sådan. Med god plads på papiret til at indskrive protester og ændringer. Og plads til at snakke om hvordan den sidste uge er forløbet med hensyn til samvær, incl. hundene..

 

Det skulle så gerne ende med en skriftlig aftale, hvor alle deltager med et eller andet... Og alle accepterer..

Ved næste møde kan der være flere der forbereder sig..

"Familiemøder" foregår IKKE med pizza på sofabordet:mrgreen:.

 

Midlet mod at være distræt er faktisk struktur..

[AnneMangetal]

Omg en drejning:shock: Ved ikke om jeg skal grine eller være pinlig berørt:hmm: Heldigvis tager @Sigga det med et smil:-)

[Gæst DorteDK]

Sigga, min mand kan lufte hundene men så er det sket

 

Han aner intet om hundetræning, og synes mit jagthundetræning med den lille lab er skørt for han skal ikke bruges til jagt og ingen af os har jagt tegn men jeg gør det fordi jeg synes det er sjovt og vi hygger os helt på hyggeplan

 

Min mand aner ikke hvad og hvor meget foder de får morgen og aften, er jeg en sjældent gang på kursus mv så laver jeg madpakker til hundene som han bare skal hælde i deres skål / på græsset.

Han kan heller ikke læse hundene som jeg kan jeg ved nøjagtig hvad de vil han aner det virkelig ikke

 

Min mand fejler ikke noget men han er sådan en der elsker hundene og elsker at hygge med dem men det praktiske er mig og det elsker jeg altså jeg elsker også som lige nu at ligge i sofaen med en lab på hver af min side

 

Iøvrigt super flot at i allerede er nået så langt, og ja det kan være hårdt at have et øje på hver finger men i den sidste ende har det garanteret været det værd

[Sigga]

Tak for svar Dorte. Min mand elsker også hundene og går gerne lange ture med den voksne, som har lært tingene. I weekenden skal de af sted på 40 km vandring som de har været så mange gange før og de er begge vilde med det, men det er præcis som du siger. Der skal laves madpakker og sørges for at forklare at ingen venner må kaste med pind for hunden er træt selvom hun ikke viser det (border).

 

Jeg kan godt lige at hundene knyttes så tæt til mig og at det er min opgave. Der er noget meget berigende i at se dem udvikle sig og vide hvilken indsats der har ligget bag

Glad for at høre om din familie

[Lenschow]

Men Birgitta har ret så langt, at enighed og gennemsigtighed er virkelig vigtigt for at hunden ikke hele tiden øver sig på at blive supertyv

[Ascha]

Vi er væk fra vådfoderet nu så jeg tror ikke længere at den lille er sulten.

Hun har dog forstået at jeg ikke vil have at hun tager fra bordet. Vender sig og kigger på mig når noget er fristende og får ros og godbid.

Til gengæld kan jeg stadig ikke tabe noget på gulvet i køkkenet. I går åd hun en vandmelonskræld

 

Intet madforsvar længere. Jeg gav vådfoderet med en ske i en periode. En skefuld af gangen. Det hjalp. Skal til at træne med børn og mand, så de også kan komme i nærheden. Ved ikke hvad hun vil gøre. Indtil nu har der ikke været andre end mig og den anden hund i nærheden når lillehunden spiser.

Jeg skal lige have det præciseret. Åd, som i at den forsvandt eller åd som i at den blev tygget i stykker?.