Hvornår er nok, nok?

[Rinsi]

Kære PBS

 

Vi har også selv snakket, der måske er noget galt. Jeg tror bare desværre, at det er rigtig hårdt at indse, og man så blot tænker på alt det positive der er ved ham for størstedelen af tiden er Basse på mange punkter en rigtig dejlig og normal hund.

 

Da vi købte Basse havde vi brugt flere år på at finde ud af, om Shibaen var os. Vi snakkede med flere personer, der havde kenneler og kendte racen, og vi fik altid af vide, at selvfølgelig var Shibaen reserveret, men at de sagde fra ved så bare ikke at være interesseret i at hilse på andre og bare gå. Det var på den måde, at vi tænkte, at så er racen noget for os. Jeg kan godt lide hunde der har store personligheder, og som ikke er en "pleaser"-hund (håber folk forstår mig ret - jeg elsker også pleaserhunde), men spidshunde har bare en særlig plads i mit hjerte. Vi tænkte, at hvis Basse ikke gad folk, jamen så ville han bare gå eller vende ryggen til, og på den måde ville vi/venner/familie/fremmede respektere, at det ikke var tid til hils, hej m.v.

 

At han umotiveret har markeret i hånden, selv om han har virket interesseret i at sige hej har vi været meget chokeret over, og taget konsekvensen af det. Han har så nu fået lov til at hilse på folk igen, og der har ikke været noget i lang tid. Vi gør folk opmærksom på, at han til tider er asocial, man ikke må lave hurtige bevægelser tæt på ham, at man skal sidde helt stille når han kommer og hånden skal holdes i ro, så Basse er tryg gør at vi har haft en del succesfulde hilsner, når det kommer til fremmede personer. Vi vurderer også, i hvilke situationer de vil sige hej til Basse på. Er der andre hunde i nærheden eller virker han stresset pga. larm fra biler, hanhunde, der er kommet lidt for tæt på eller andet, så er det et absolut nej.

[Hofferne]

Jeg har ikke det store kendskab til spidshunde, men er tilbøjelig til at gi' PBC ret i, at den ikke virker mentalt sund.

Men jeg synes også det virker mystisk med den nat - imo behøver en hund ikke have lys tændt for at vide hvem man er. Og hvis hørelsen ikke fejler noget, skulle den heller ikke sove så tungt, at de overrasker den når de kommer. Det virker som om noget er galt enten fysisk eller mentalt.

 

Jeg har stor respekt for jeres forsøg på at udrede den, og jeg håber at I finder en løsning I kan leve med!

[PBC]

Jeg har jo selv haft en spidshund (Norsk Elghund) og min bror har haft 3 Chow Chow'er, så jeg er ikke ukendt med visse finurligheder, men jeg synes Basse virker temmelig uforudsigelig - eller utilregnelig og det betyder at man faktisk ikke kan stole på ham, når der er andre mennesker i huset og han er løs.

 

Jeg ved at en del jægere med - især rævehunde - foretrækker at hundene er ude i løbegård, når der er gæster, netop for at undgå episoder, men de er jo heller ikke købt og holdt som familiehunde. Jeg mener man må forvente at en familiehund kan være inde i alle normale situationer uden man behøver at bekymre sig. Det er klart, at er der større selskaber, men mange fremmede mennesker, kan hunden lukkes væk, men i dagligdagen skal man kunne være tryg ved hunden.

 

Det er heller ikke rimeligt, at man skal give afkald på almindelig social omgang med familie, venner og bekendte fordi man har en familiehund, som ikke er tilregnelig. Men her, helt enig med Sitto. Det er et valg som er helt op til jer.

[søster lagkage]

jeg synes, at jeg kender/har kendt flere shibaer og shibablandinger, som var temmelig hårde i filten på den der måde. hvor man ikke skulle overskride deres rimelig store privatsfære meget, før man fik hele gebisset at se. kender bl.a. en enkelt der adskillige gange trods diverse forholdsregler hapsede familiens børn, gæster og fremmede på gåture etc. den blev faktisk omplaceret til et lidt mere "specialiseret" hundehjem, hvor den så vidt jeg ved trivedes fint.

 

uanset hvad vil jeg sige, at I selvfølgelig kun selv kan træffe beslutningen. selv ville jeg ikke kunne bo med en hund, som der skulle tages så store hensyn til.

[Alfen]

Det handler i mine øjne om at være ansvarlig, jeg har en hund der bider, det har vi taget konsekvensen af, hunden hilser aldrig på gæster, den er altid lukket væk når her kommer nogen og ingen får lov at klappe den når vi går tur m.m, for mig er det ikke noget problem, det er nemt at undgå uheld ved bare at lade reglen være, ingen fremmede i nærheden af hunden;)

men har man ikke mulighed for, eller lyst til at holde hunden helt adskildt fra gæster, så giver det for mig at se nogle virkelig store konsekvenser både for hund og gæster, jeg ville under ingen omstændigheder lade en sådan hund komme i nærheden af børn.

har i talt om muligheden for at lade hunden have en blød mundkurv på når der er gæster?

[Sille12]

Hej,

 

Jeg har selv en hund der ...kort fortalt...ikke er begejstret for alle mennesker. Han gøer dog og trækker sig og har knurret et par gange.

Hvis folk totalt ignorerer ham plejer der dog ikke at være problemer.

Som du kan høre er mit problem ikke helt så stort som dit, men jeg ved med mig selv, at hvis han snappede eller markerede så kunne han ikke bo hos os mere,da jeg ikke synes at vi kan tage flere hensyn end vi gør nu.

 

V. H. Sille

[Ascha]

Kære Ascha. Jeg har det bedst med, at være anonym, men lad os kalde ham for Basse. Jeg kan godt se, at det er svært, at skrive han/hunden hele tiden. Håber på forståelse for det.

 

Han stresser på to måder. Hans glædesstress, når der kommer personer på besøg, som han kender, og kan han se ud af vinduet, at de kommer. Det er med at løbe rundt, hyle og kan ikke være i sig selv. Når de kommer ind, så logrer han meget, og hopper rundt i glædesrus/stressrus (hvis man kan sige det). Det drejer sig om få personer han gør det med, og det er ikke selve den handling vi bekymret for, da han aldrig kunne finde på at gøre de personer noget (i den gruppe har blandt andet være min kærestes forældre, mine forældre og min lillebror med kæreste). Det er selvfølgelig noget der stresser ham, at han kommer så meget op at køre, men vi har fået anbefalet at sætte et børnegitter op, så han kan komme bag det, når der kommer besøg. Selve denne stressrus varer nogle få minutter indtil folk er kommet ind og sat sig ned, og sagt ordentlig hej til ham.

Selvfølgelig er det helt okay.

 

Har I haft en adfærdsbehander på der har sagt at Basse er stresset?. Det du beskriver her lyder nemlig ikke voldsomt stresspræget som jeg ser det.

Det skal også nævnes, at Basse underligt nok kan gå på handelsstrøg, hvor der er proppet med mennesker, kan være i en proppet elevator/metro uden problemer. Der bliver han rørt ved, men det er ubevidst. Det er som om, at når folk bevidst vil røre ham, så står det af for ham, men at man ubevidst strejfer ham har han ingen problemer med, så på den måde er han vant til store forsamlinger.

Igen, har en adfærdsbehandler fortalt jer at Basse virker utryg?.

 

Lige nu er min tillid til ham ikke så stor, men jeg håber på, at nogle gode oplevelser sammen med ham kan få rettet op på det igen. Jeg er ikke selv usikker (hvertfald ikke bevidst), når vi er ude at gå tur for jeg siger højt og tydeligt til folk, at han ikke er social, hvis de vil i kontakt med os.

Ærlig talt synes jeg heller ikke at man bør have tillid til ham, men skærme fremmede fra ham, som Kleo også er inde på. Mundkurven synes jeg er helt relevant, da man på den måde kan slappe af.

 

Man kan desværre ikke spå om fremtiden, men min største frygt er simpelthen, at han vil komme til at gøre et udfald mod en af vores venner eller et familiemedlem, og det er der jeg nogle gange kommer i tvivl, om jeg som hundejer er uansvarlig, og ikke allerede nu siger fra, og siger, at det ikke går mere. På den anden side, så var han helt sig selv i går, og min lillebrors kæreste og Basse kunne være i samme rum uden problemer.

Jeg håber at det er okay at jeg taler rent ud af posen. Som Søster Lagkage har, har jeg også nogle erfaringer med shibaer der får mine tanker hen i retning af om I har fundet den rigtige årsag til denne adfærd. Jeg vil lige henvise til mine indlæg 17 og 18. En usikker Basse der stresser op over at hans grænser bliver overskredet er slet ikke det billede jeg får af ham, når jeg læser det du skriver. Hvis årsagen ikke er fundet kan du arbejde nok så meget med din hund uden at se noget resultat,.. måske vil du endda gøre tingene værre. Det er derfor jeg spørger lidt ind til hvad adfærdsbehandleren har sagt og hvad der har ligget til grund for den vurdering.

 

Leger vi lige for sjov at min fornemmelse er korrekt, så vil en hund der finder det naturligt at opdrage på fremmede mennesker jo ikke blive mindre tilbøjelig til det, fordi hele verden retter ind efter hvordan den vil have, eller ikke have at tingene skal være.

[Lenschow]

Der er også enkelte linjer hos nogle af spidserne, der får problemer med aggression. I bør derfor også overveje om dette spiller ind. Det er dog mest Eurasier og Chowchow jeg har stødt på det hos, og her arbejder man målrettet på at få det væk, så det ses mere og mere sjældent heldigvis. Shibaerne kender jeg ikke til på dette område.

 

Overvej at bringe ham til et tjek hos www.magtor.dk

Og bor I længere væk, så ring og bed Christian Hembo om en henvisning.

 

Normalt, hvis man ikke har en varig effekt af en træning, som er målrettet og korrekt, vil årsagen være fysisk er min erfaring.

Hembo har før vist sig at kunne finde ting, som dyrlæger ikke har kunnet, og han har reddet mange hunde og ejeres dagligdag

[Louisen]

Også shiba-ejer her, har arbejdet med personligheds-udfordringer i racen før med min afdøde hund. De ting jeg skriver er måske ikke racespecifikke, men det er mine erfaringer med racen og debatten her er ikke, om det kun er shibaer der gør sådan og sådan. Just disclaiming.

 

 

Jeg har brug for at vide, hvilke metoder I bruger til træning og hvordan I gør det. En shiba har brug for fasthed, men ikke hårdhed og hvis I på nogen måde har været fysiske over for hunden, så skal I stoppe med det straks. Jeg siger det bare, fordi nogle har den opfattelse, at hvis en hund er sur og stædig, skal ejeren bare være endnu hårdere og mere stædig - men det ødelægger samarbejdet med shibaen, da den så bare fravælger en som leder grundet sin selvstændige og selektive natur.

 

 

 

Det lyder på mig som om, at han er meget utryg og angst, og dette er grunden til at han farer op. Shibaen er af natur ikke en kry personlighed, så når den bliver bange, lægger den sig ikke ned - den farer i flæsket på den/det, som skræmmer den.

 

Mit bud er at han lå og sov sødt, da han bliver forskrækket over hende kæresten der, og derfor farer frem på den måde han gjorde.

 

 

Nu ved jeg ikke, hvordan I har gjort træningen, men shibaen er en hund, der mest af alt har brug for konsekvente, men ikke hårde, rammer - i kontinuerlig gang.

Det vil sige, at hvis man shopper rundt mellem forskellige metoder, hvilket vel er ret normalt når man er desperat (jeg har selv været der), så får man ikke en bjælde ud af det med en shiba.

 

Især hos shibaen, bliver aggression ofte fejltolket. Folk mente også jeg var tosset, da jeg stod med min pisse sure hanhund, som gerne ville fare i flæsket på alle andre hunde og ævlede om, at han skulle gøres mere tryg.

 

Men da jeg blev en mere tydelig leder, og skærmede ham mod andre hunde - og han blev gjort mere tryg i de rammer, hvor han ofte blev aggressiv (turene for vores vedkommende) - så deskalerede det stille og roligt, indtil det var ganske håndterbart.

 

Så jeg tror, at I skal arbejde med tillid og tryghed - og første skridt er at respektere jeres hunds grænser. Han gider ikke andre hunde eller fremmede mennesker - cut it.

De fleste shibaer gider ikke fremmede af nogen art, hverken dyr eller mennesker, og det må man bare acceptere som en typisk "race trait". Der findes kun få af dem, som bare er cool - og deres afvisninger af andre spænder henover "den kolde skulder" til at snappe efter folk (min egen hund ville hoppe to skridt tilbage, og hvis folk havde hånden henne og røre, ville han markere på dem uden at bide - folk blev meget forskrækkede, men der skete aldrig noget. Jeg blev bedre til at melde ud, at de IKKE skulle røre ham og det gjorde med tiden også, at han blev mere afslappet).

 

 

Det er fint nok at du skriver, at I vidste hvad I gik ind til, men det lyder stadig som om, at I har haft nogle lidt skæve forventninger ift. den race. Du skriver i det første indlæg noget omkring familien - en shiba er ikke rigtig en familiehund per se, i hvert fald ikke i den klassiske idylliske forstand. Den er ekstrem loyal over for sin familie, men den er jo ikke særlig social anlagt.

 

Og derudover må man også skelne på situationerne. Da hunden farer op om natten, er det så bare "vagt i gevær, alarm alarm" vi er ude i - eller går den til angreb? Snapper den?

 

Hvis den bare farer op og skaber sig, så er det ret forventeligt med den race. Den skal ikke gøre udfald eller være farlig, men bliver de forskrækkede, så reagerer de altså med at spille med musklerne.

 

 

Hvis du bor i nærheden af KBH, kan jeg varmt anbefale Københavnersnuden aka Regitze Pedersen. (du kan Google det)

Hun forstår sig på hundes forskellige ting, og hjalp mig meget med min shiba.

[Louisen]

Nu har jeg læst tråden og det meste af det du beskriver, lyder ret typisk shiba. Nogle har det mere, andre har det mindre, men de fleste har lidt af det hele i en skøn blanding.

 

Det er også derfor, at shiba-ejere har den interne joke: "Nej, jeg har ikke hund - jeg har en shiba".

 

Og for at køre den med racen helt ud, så accepterer/forventer jeg opførsel i en shiba, som jeg ville finde meget mistænkelig og utryg, hvis jeg så det i eks. en labrador.

Det er ikke for sjov, at National Geographic har fundet ud af, at den genetisk er hunderacen som er tættest på den vilde ulv. En shiba er af sind stadigvæk en meget "vild" race, og skal dermed håndteres anderledes end man ville andre racer.

 

 

Endnu en gang vil jeg gerne understrege, at kry opførsel ikke hører til hos en shiba. Det er ret sjældent, man oplever det, hvis den bliver skræmt over andre levende væsner. I stedet spiller den med musklerne, og man skal have lidt is i maven som shiba-ejer. Man må acceptere, at den kan finde på at knurre af en hvis den er utilfreds, den kan finde på at fare frem og gø helt vildt hvis man forskrækker den, og hvis man krænker dens personlige space, kan den finde på at snappe.

 

Balancen er, at den aldrig må krydse den grænse, som hedder "farlig". Den må aldrig bide rigtigt, den må ikke angribe rigtigt.

 

Men at den skaber sig og udviser "farlig" opførsel - det har jeg set hos mange shibaer, og jeg oplever at de fleste shiba-ejere blot ser det som en form for kommunikation, ruller øjne af hunden og siger "Det kan godt være, du knurrer af mig og viser hele gebisset, men du SKAL altså have klippet negle brormand!" --- mens andre hundeejere står og er mega nervøse, fordi hunden er skide sur.

- Herefter følger cirka en times kold skulder/fornærmethed/udfrossende ignorering af ejeren, indtil man enten nusser shibaens mave eller bestikker den med bacon og kan allernådigst tilgives.

 

 

Det er en virkelig særpræget race og jeg forstår godt, at andre hundeejere kan tænke "Holy shit". Det gør man som shiba-ejer sgu også selv nogle gange. Og nej, det er ikke altid hverken nemt eller let.

[Louisen]

Btw. lyder hans opførsel i hjemmet helt normal ift. at han er shiba og at han 3 gange i sit liv har oplevet indbrudsforsøg. Jeg ville klart mene, at der måske ligefrem var en fejl i hans personlighed, hvis han IKKE blev vogtende i hjemmet, efter disse oplevelser. En del af shibaens loyalitet over for familien er også, at den rent faktisk er villig til at dø for sin ejer. Eks. efter jordskævlet i Japan, hvor man efterfølgende fandt hunde som var døde af tørst, oven på murbrokkerne af sammenstyrtede huse, hvor ejerne lå døde i ruinerne. Shibaen kunne være skredet og have klaret sig selv, men den bliver, også selvom det betyder at den dør af det.

 

Det lyder som om, at jeres hund ikke er helt tryg ved hjemmet og forventer, at bliver den forskrækket eller bange pga. noget, så er det fordi der er fremmede på vej som er farlige.

[PBC]

 

Endnu en gang vil jeg gerne understrege, at kry opførsel ikke hører til hos en shiba. Det er ret sjældent, man oplever det, hvis den bliver skræmt over andre levende væsner. I stedet spiller den med musklerne, og man skal have lidt is i maven som shiba-ejer. Man må acceptere, at den kan finde på at knurre af en hvis den er utilfreds, den kan finde på at fare frem og gø helt vildt hvis man forskrækker den, og hvis man krænker dens personlige space, kan den finde på at snappe.

 

Jeg tror du skal slå op hvad "kry" betyder, for du bruger det vist nærmest modsat, tror jeg I min bog betyder det nærmest "Kæphøj"

[Alfen]

Jeg tror du skal slå op hvad "kry" betyder, for du bruger det vist nærmest modsat, tror jeg I min bog betyder det nærmest "Kæphøj"

Enig, det giver lidt meningsforstyrrelser hos mig, mon ikke der menes sky?

[Lenschow]

Ja kry er den jo bestemt - eller syner kry.

[PBC]

"Kry" betyder i hvert fald kæphøj, lidt overmodig.

 

Derudover er jeg enig med Louisen i at det næsmest lyder som om en Shiba Inu slet ikke er en hund. Den har i hvert fald meget lidt til fælles med hvad jeg ville forvente af en hund

 

Min lillebror har haft 3 Chow Chower - og de skiller sig også en hel del ud fra mængden, men slet ikke på det niveau som beskrives her.

[Ascha]

Btw. lyder hans opførsel i hjemmet helt normal ift. at han er shiba og at han 3 gange i sit liv har oplevet indbrudsforsøg. Jeg ville klart mene, at der måske ligefrem var en fejl i hans personlighed, hvis han IKKE blev vogtende i hjemmet, efter disse oplevelser.

 

Det lyder som om, at jeres hund ikke er helt tryg ved hjemmet og forventer, at bliver den forskrækket eller bange pga. noget, så er det fordi der er fremmede på vej som er farlige.

En hund der passer på sit hjem/ sin familie, eller er bange, vil da ikke blive liggende på sofaen hvis den tror at fremmede er ved at trænge ind i huset. Den må have vidst at der ikke var nogen fare på færde.

 

En del af shibaens loyalitet over for familien er også, at den rent faktisk er villig til at dø for sin ejer. Eks. efter jordskævlet i Japan, hvor man efterfølgende fandt hunde som var døde af tørst, oven på murbrokkerne af sammenstyrtede huse, hvor ejerne lå døde i ruinerne. Shibaen kunne være skredet og have klaret sig selv, men den bliver, også selvom det betyder at den dør af det.

Ej, det er sgu for romantiseret. Jeg kender også til en historie om en flatcoat der svømmede ud og reddede sin ejer fra at drukne, og døde af udmattelse bagefter, men det er ren og skær menneskeliggørelse at tolke at den bevidst ofrede sit liv for sin ejer. Det gør dyr simpelthen ikke bevidst, for det evner deres hjerner slet ikke at forholde sig til.

[Louisen]

Ja ok, kry er forkert. Hm, det jeg mener er noget i retningen af krybende, altså den er ikke typen der sniger sig langt panelerne når den er angst eller presset grundet mennesker eller andre hunde.

Men brandhaner eller plastikposer i vinden derimod...

 

Anyway, shibaer ER meget specielle. Det kan man også læse de fleste steder med gode racebeskrivelser, eller høre fra shiba-ejere. Jeg oplever ofte det problem, at folk tager fortællingerne med et gran salt. "Det er jo bare en hund, den kan vel nok finde ud af at..." bliver der sagt.

 

Men ligesom det kan være rigtig svært, nærmest umuligt, at fjerne jagtinstinktet hos jagthunde og hyrdeinstinktet hos hyrdehunde, så har shibaen nogle karaktertræk, der gør den ret særegen.

- Det er nogle ting, vi herhjemme nok mener kan være lige vel særprægede nok, men i Japan er de helt vilde med det, og med deres nationalrace... På udstillinger i Japan ser man bl.a. efter, at hunden skal stå med ryggen til sin ejer og skue ud i verden, som tegn på dens uafhængighed og selvstændighed! Der var en artikel oversat fra japansk til svensk, i Spidshundebladet engang.

 

 

Nå, men det jeg bare ville sige var egentlig, at jeg ikke læser/tolker beskrivelserne af denne hund, som særligt ikke-shiba agtige. Den er shiba, men den har også fået nogle utrygheder/uvaner, som gør at de mere besværlige dele af shibaens sind, træder lidt for meget igennem.

 

Dette kan og bør der arbejdes med, så hunden ikke fanges i en virkelig dårlig cirkel og så dens mennesker kan holde ud, at være sammen med ham.

Men det kræver nok en træner, med spidshunde-erfaring... og at man arbejder med det i lang tid, uden at give op/skifte retning.