Hunde soulmate?

[viviansen]

Jeg har haft fornøjelsen af, at bo sammen med tre hunde. De to har jeg endnu mens den første er død.

 

Alle mine hunde har været/er højt elsket og de har hver især bidraget til, at gøre mit liv rigere.

 

Lige nu bor jeg sammen med Nikka og My.

Nikka er min drømme hund - hun er klog, lærenem, venlig, livlig, social, modig, legesyg, glad, børnenes gode kammerat, smuk, ja alt det jeg håbede på inden vi fik hende og så lidt til, ja jeg kunne blive ved for hun er så fantastisk og alle elsker hende for hendes helt fantastiske væsen.

 

Og så er der My, hun er også rigtig dejlig men helt anderledes. Der er mange hensyn og tage til hende. Hun er lidt nervøs og sky, bliver let utryg og bange, hun er reserveret overfor de fleste både mennesker og andre hunde, meget selvstændig og stædig men også klog og lærenem når det passer hende, udpræget jagt og vagt instinkt.

 

My passer meget dårlig på mine ønsker til en hund og er meget langt fra det jeg læste mig til om racen inden anskaffelsen. Hun er ikke en stor hund i en lille krop, ikke en modig og glad lille "fyr" tværtimod. Hun kræver fantastisk meget omsorg og tryghed og jeg skal i alle nye situationer, gæster, besøg, møde med andre hunde osv være på stikkerne og læse hendes signaler og hjælpe hende.

 

Men alligevel er hun blevet min soulmate, vi er bare på bølgelængde og jeg fornemmer hendes sindsstemninger og hun mine.

Mit forhold til hende er andreledes end det jeg har/ har haft til mine andre hunde. Ikke at jeg holder mere af hende end Nikka vi har bare en anden "kontakt" det er rigtig svært, at forklare:???:

 

Det jeg egentlig ville med dette indlæg er bare at høre om andre har haft dette nærmeste "overnaturlige bånd" til jeres hund/hunde? denne følelses af, at vi altid har kendt hinanden? My er kun 1,5 år gammel men jeg føler vi altid har været sammen, jeg kender hende bedre end Nikka på trods af, at Nikka er totalt ukompliceret og forudsigelig, det er både dejligt og lidt skræmmende!

[cs-dumle]

Jeg har det med Dumle. Han er intet af det vi forventede eller havde læst os til. Han er utrolig lærenem, men gider ikke lydigheden, han stresser for meget, det har stort set kun været en kamp med stressniveau og helbred med ham.

 

Min gamle hund var en D/S tæve. Hun bor i dag ved en veninde på landet da hun ikke kunne lide nye mennesker (specielt mænd) medmindre der var en anden hund og mine forældre ville ikke have en hund mere. Hun var en dejlig hund, kunne alt lydighed til perfektion, havde altid kontakten, kunne med stort set alle andre hunde, var ufattelig kærlig og loyal overfor mig, en rigtig drømme hund.

 

Alligevel har jeg et meget stærkere bånd til Dumle. Om det netop er fordi han har alle de problemer ved jeg ikke, men jeg har lært en masse af ham, lært ham at kende bedre end med nogen af de andre hunde jeg har haft med at gøre. Han er ikke den store hyggehund, men er på det sidste begyndt at ville putte en del med os, og man føler sig helt privilligeret og meget højt elsket når han endelig vil putte

 

Vi snakker jo om at få en hund mere om 1-2år, og jeg har også sagt til kæresten at han må stå for træning og aktivering osv. for jeg har nok i at aktivere Dumle, men lige netop det med "båndet" kan jeg også blive lidt nervøs for, for jeg tror ikke jeg ville får samme forhold til en ny hund som jeg har til Dumle selvom Dumle kan være en værre pestilens

[Umulia]

Det jeg egentlig ville med dette indlæg er bare at høre om andre har haft dette nærmeste "overnaturlige bånd" til jeres hund/hunde? denne følelses af, at vi altid har kendt hinanden?

 

Ja, men min soulmate er død

 

Det er en meget kompliceret ting, egentlig. Jeg elsker da mine nuværende hunde, men samtidig føler jeg mig tom indeni, fordi jeg ikke kan "mærke" dem på samme måde, som jeg kunne med Bo, og heller ikke føler samme respons fra deres side.

Jeg ved ikke hvordan man opbygger sådan et forhold til en hund, eller om det overhovedet kan lade sig gøre mere end én gang... Jeg ved bare at jeg nu er Umulia - med 50 % mindre liv

[DKWiechert]

Ja jeg vil jo så påstå at "båndet" kommer, ikraft af et arbejde man lægger i hunden.

 

Jeg har altid haft et meget tæt "bånd" til mine hunde, og jeg tror det kommer sig af at jeg altid har haft et formål og definerede mål med mine hunde. Mål der ikke nåes uden at putte masser af arbejde i det.

 

Egentlig giver det sig selv, og askiller sig som sådan ikke fra at arbejde med mennesker, uddanne mennesker.

Jo mere man arbejder sammen, og jo tættere/mere intensivt man arbejder sammen, jo bedre lærer man hinanden at kende, og jo bedre kan man læse og forstå hinanden, også uden ord.

 

Ikke uden grund at soldater forstår hinanden på måder "almindelige" mennesker aldrig vil komme til at forstå, for lige at komme med et eksempel. :blink:

[luckyluna]

Ja, sheila er helt klart sådan en hund for mig:hjerte:

Jeg tror også det kommer en del af at arbejde meget med hunden, at løse noget sammen, men på den anden side, så var jeg helt forelsket i sheila, det sekund jeg så hende (hun var voksen) første gang.. Og sådan har jeg det ikke med alle hunde..

 

Men jeg har mødt hunde siden, hvor jeg er klar til at putte dem i lommen og tage dem med hjem, fordi de tiltaler mig helt vildt med deres væsen:oops:

 

Jeg håber jeg kan opnå noget af det samme med mysla ved at arbejde med hende, men jeg tvivler egentlig.. Men derfor elsker jeg hende da alligevel, bare ikke så stærkt, som umulia skriver..

[Umulia]

Jeg tror så ikke lige på at det kun er det arbejde og den tid man lægger i hunden, for båndet mellem Bo og jeg var til stede lige fra han var hvalp.

 

Dengang havde jeg et job hvor der kunne komme overarbejde med kort varsel, så jeg kom hjem til forskellig tid næsten hver dag. Alligevel sagde min ex at Bo vidste nøjagtig hvornår jeg kom hjem. Han begyndte at blive urolig og hele tiden gå hen til døren - og 10 - 15 minutter efter var jeg hjemme.

 

Jeg kunne fortælle meget mere, men sagen var at vi havde en helt speciel forbindelse, som jeg aldrig har haft til andre, hverken dyr eller mennesker. Og det havde intet med træning at gøre.

[Zaz-zaz]

Ja jeg vil jo så påstå at "båndet" kommer, ikraft af et arbejde man lægger i hunden.

 

Jeg har altid haft et meget tæt "bånd" til mine hunde, og jeg tror det kommer sig af at jeg altid har haft et formål og definerede mål med mine hunde. Mål der ikke nåes uden at putte masser af arbejde i det.

 

Egentlig giver det sig selv, og askiller sig som sådan ikke fra at arbejde med mennesker, uddanne mennesker.

Jo mere man arbejder sammen, og jo tættere/mere intensivt man arbejder sammen, jo bedre lærer man hinanden at kende, og jo bedre kan man læse og forstå hinanden, også uden ord.

 

Ikke uden grund at soldater forstår hinanden på måder "almindelige" mennesker aldrig vil komme til at forstå, for lige at komme med et eksempel. :blink:

 

Jeg vil nu også synes, at det tætte bånd opstår, når man arbejder med dyret. Da vi lige fik Simba hjem var han fremmet. Vi skulle først til at lære hinanden at kende og hvordan gør man næsten det bedre end ved at begynde at arbejde sammen ?

[viviansen]

Man opnår nok aldrig et nært forhold til sin hund hvis man ikke arbejder og beskæftiger sig med den og jo mere man er sammen jo stærkere bliver båndet.

 

Min gamle hund blev 15 og jo ældre han blev jo stærkere blev båndet. Vi havde ham i 7 år inden der kom børn og han har været en del af alle de vigtigste begivenheder i mit liv. Jeg fik ham 3 uger efter jeg flyttede hjemmefra så han var der da jeg blev gift, blev færdig med min uddannelse, fik børn osv.

 

Fordi jeg fik ham på et tidpunkt, hvor jeg ikke havde så mange andre forpligtigelser er han også den hund jeg har trænet mest med og han var da også super dygtig. Og også den hund der har fyldt mest i mit liv.

 

Jeg savner ham stadig og han er den hund jeg har holdt mest af hvis man kan gøre følelser op på den måde.

 

Men mit forhold til My er bare anderledes, jeg kan simpelthen ikke sætte de rigtige ord på. Det har ikke noget at gøre med hvor meget jeg holder af hende eller hvor "tætte" vi er, det har mere noget at gøre med.....kemi måske, gensidig forståelse..... ja noget der ikke rigtig kan beskrives med andre ord end soulmates.

 

Der er nok ikke nogen "logisk" forklaring!

[Zaz-zaz]

Man opnår nok aldrig et nært forhold til sin hund hvis man ikke arbejder og beskæftiger sig med den og jo mere man er sammen jo stærkere bliver båndet.

 

Min gamle hund blev 15 og jo ældre han blev jo stærkere blev båndet. Vi havde ham i 7 år inden der kom børn og han har været en del af alle de vigtigste begivenheder i mit liv. Jeg fik ham 3 uger efter jeg flyttede hjemmefra så han var der da jeg blev gift, blev færdig med min uddannelse, fik børn osv.

 

Fordi jeg fik ham på et tidpunkt, hvor jeg ikke havde så mange andre forpligtigelser er han også den hund jeg har trænet mest med og han var da også super dygtig. Og også den hund der har fyldt mest i mit liv.

 

Jeg savner ham stadig og han er den hund jeg har holdt mest af hvis man kan gøre følelser op på den måde.

 

Men mit forhold til My er bare anderledes, jeg kan simpelthen ikke sætte de rigtige ord på. Det har ikke noget at gøre med hvor meget jeg holder af hende eller hvor "tætte" vi er, det har mere noget at gøre med.....kemi måske, gensidig forståelse..... ja noget der ikke rigtig kan beskrives med andre ord end soulmates.

 

Der er nok ikke nogen "logisk" forklaring!

 

Jeg tror bare det handler om hvorvidt man overhovedet tror på begrebet soulmates. Det gør jeg (og sikkert heller ikke "vildmanden") så bestemt ikke som det nok fremgår af mit svar

[DKWiechert]

Jeg tror bare det handler om hvorvidt man overhovedet tror på begrebet soulmates. Det gør jeg (og sikkert heller ikke "vildmanden") så bestemt ikke som det nok fremgår af mit svar

 

 

Lige præcis :5up:

 

Ej. Jeg kan ikke tage den der med at der skulle være en eller anden nærmest overnaturlig "forbindelse" imellem specifikke hunde og deres ejere alvorligt.

 

De hunde man mener at have et supersærligt forhold til, er som regel:

- ens første hund,

- en hund med en fortid (og dermed ekstra meget arbejde i den, udover hvad den "normale" hundeejer ellers kommer ud for)

- en hund man har lagt ekstra meget selektionsarbejde i at finde

- en hund der nærmest ved et lykketræf (eller opdrætters gode intuition) "passer" bedre til én.

 

 

intet "soulmates" i dét. :blink:

[PinPoynter]

Akita for mig. Akita ER special, og det er ikke kun mig der synes det, men alle der kender hende. Mine andre to er "bare" hunde... Selv Martin siger at Akita ikke bare er en hund, og han har kun kendte hende i 4 år, hvorimod Lex er hans hund.

[Gæst Whippets]

Jeg har haft fornøjelsen af, at bo sammen med tre hunde. De to har jeg endnu mens den første er død.

 

Alle mine hunde har været/er højt elsket og de har hver især bidraget til, at gøre mit liv rigere.

 

Lige nu bor jeg sammen med Nikka og My.

Nikka er min drømme hund - hun er klog, lærenem, venlig, livlig, social, modig, legesyg, glad, børnenes gode kammerat, smuk, ja alt det jeg håbede på inden vi fik hende og så lidt til, ja jeg kunne blive ved for hun er så fantastisk og alle elsker hende for hendes helt fantastiske væsen.

 

Og så er der My, hun er også rigtig dejlig men helt anderledes. Der er mange hensyn og tage til hende. Hun er lidt nervøs og sky, bliver let utryg og bange, hun er reserveret overfor de fleste både mennesker og andre hunde, meget selvstændig og stædig men også klog og lærenem når det passer hende, udpræget jagt og vagt instinkt.

 

My passer meget dårlig på mine ønsker til en hund og er meget langt fra det jeg læste mig til om racen inden anskaffelsen. Hun er ikke en stor hund i en lille krop, ikke en modig og glad lille "fyr" tværtimod. Hun kræver fantastisk meget omsorg og tryghed og jeg skal i alle nye situationer, gæster, besøg, møde med andre hunde osv være på stikkerne og læse hendes signaler og hjælpe hende.

 

Men alligevel er hun blevet min soulmate, vi er bare på bølgelængde og jeg fornemmer hendes sindsstemninger og hun mine.

Mit forhold til hende er andreledes end det jeg har/ har haft til mine andre hunde. Ikke at jeg holder mere af hende end Nikka vi har bare en anden "kontakt" det er rigtig svært, at forklare:???:

 

Det jeg egentlig ville med dette indlæg er bare at høre om andre har haft dette nærmeste "overnaturlige bånd" til jeres hund/hunde? denne følelses af, at vi altid har kendt hinanden? My er kun 1,5 år gammel men jeg føler vi altid har været sammen, jeg kender hende bedre end Nikka på trods af, at Nikka er totalt ukompliceret og forudsigelig, det er både dejligt og lidt skræmmende!

 

 

Jeg har det på nøjagtig samme måde. Den ene af mine hunde er også min soulmate. Hun rammer mig lige i hjertet !! Det har jeg ikke oplevet før.. hun er 2 år og har taget mit hjerte fra dag 1. :hjerte:

 

Jeg elsker alle 4 lige højt, de andre griber mig bare ikke om hjertet i samme ekstreme grad..