Ulla H

Ja -helt normalt. Her i Høje Taastrup var for år siden en episode, hvor en politihundeførers hund hoppede over et højt hegn til naboen, som var en børnehave. Den bed et barn. Sagen var åbenbart tung, og først da den gjorde det igen (husker ikke om der var bid anden gang) og hundeføreren selv flyttede, fik børnene og deres forælde ro på.

For hurtigt fodermærkeskift og tilbud om diverse nye godbider kan jo sagtens slå en lille hvalpemave i stykker. Hvis hvalpen er ammet til den var nær 4 uger er der kun så 4 uger til tilvænning af tørkost. Som opdrætter er det forskelligt , hvor mange fodertyper , godbidder og lignende, de små bliver vænnet til. Så overgang til ny ejer og evt. dette, at hvalpen kommer mere ud i det grønne , er en farlig tid for små hvalpemaver. Hvis først et stykke tarmvæg er betændt, tager det tid at hele. Giv ikke tørfoder; hvis det bruges så sæt det i blød i koldt vand og giv det ikke iskoldt fra køleskab.

For 4 år siden havde jeg 4 hanhvalpe, der skulle vaccineres, chippes og have sundhedsbog med henblik på salg. Man er så altid lidt stresset over at skulle styre sådan en lille flok banditter , og ræd for, at Dr dyr finder fejl og mangler, som man selv eller andre opdrættere har overset. Så ryger det ud af munden på mig," IH, jeg er så spændt på om nosserne er på plads, for jeg har så meget gigt i hænderne, at jeg ikke tør føle efter". Min dyrlæge svarede, ja- det kalder vi dem jo ikke. Det var da pinligt, og ikke noget han havde forventet af en ældre kvinde på 65 år. Og det overraskede også mig selv i den grad.

Jeg er meget glad for den nye klinik i Tåstrup. Dejligt med sidste skrig i udstyr, i sær mht narkoseudstyr med super overvågning, , hvis man får det behov. Den ligger på Tåstrup Hovedgade 98. og hedder Byens dyrlægeklinik, Taastrup. Har også åben lørdag mellem 10 -14, uden weekendtillæg. Jeg har kendt denne dyrlæge i mange år , han har været på vor anden klinik.

Jeg bor i et stort villakvarter og her møder jeg rigtig mange mindre børn. Når man kommer med 4-6 hunde gående ,skaber det opmærksomhed og børn , der er interesserede i hunde vil gerne spørge. Hvad hedder de???, hvem er moderen???, hvordan kan du se forskel osv. Så bliver det automatisk sådan at Molly er (var) en pigehund, den der ligner hende er hendes kusine, den med det hvide er hendes datter Debbie , og den anden hvide er Debbies søn. Så Molly er mormor til Freddy. Hvis man ringer til en anden opdrætter angående en evt parring, siger man jo ikke, at man har en pigehund, der burde komme i løb osv.

Nogle af mine spaniel æder også knasende plast, og har kunnet skide i alle verdens farver. Store stykker er jo ikke så godt, de bliver hårde i forbindelse med mavesyren.

Tillykke-tillykke, hvor herligt. Glæder mig til at følge smuksakken

For mig at se er stort set alt humpning udløst af stress /forvirring/at være kørt op. Jeg har endnu aldrig set den hund, der humpes på, se glad ud. I hvertfald ikke, hvis det ikke begge var hunde fra egen husstand og det drejede sig om f.eks to tæver, hvor den ene var løbsk. Så ved jeg også, fra andre med tæver der har tillid til hinanden kan opfordre til humpning. Jeg har aldrig set humpning af hanhunde, der bor i hjem med fertile tæver. Hverken her eller hos andre med flere hunde af hvert køn. Men jeg har set en kastrathankat prøve at humpe en lille hangravhund, jeg havde reddet fra aflivning. Besynderlig opførsel. Og min græske ungtæve humpede en dag en stor hancockerhvalp, jeg ikke havde fundet den rigtige ejer til endnu.

Jeg ville i dit sted kontakte en dyrlæge for at få taget blodprøver. Visse ændringer i blod og mangelsygdomme kan forårsage kramper. Synes de er noget lange, de kramper. Ved det, man normalt oplever, tager krampetiden ofte kun nogle minutter. Min nu afdøde hanhund fik epilepsi anfald i 6 års alderen, efter et hundeoverfald. De varede i 2-3 år og gik helt væk efter kastration. Anfald ca. hver anden måned. Hans kom primært om natten i søvn. Husker kun han havde et om dagen.

Husk lige at svensk TV 4 kører Cesar Millan flere dage hver uge. At du her i DK kan få nulstillet din vanskelige hund på 48 timer. At anti træk seler og antigø halsbånd roses af mange. Når alt skal gå stærk, projekthvalpen kan måske ikke leve op til ejers drømme om en hundeven. Kunne godt forestille mig ,han har ret.

Lenschow. Du beskriver en gadehunds gennemsnitsalder som 7 år. Er det ikke en fejl, mener det er alt alt for højt. Selv hvis det beregnes fra efter 16 uger, så hvalpedødelighed ikke medregnes. Jeg ville mene, den er nede på 2-3 år, incl hvalpedødelighed. Dette også fordi de ældre hunde, ofte har den opførsel, som en , der må være opvokset i en familie. Og f.eks at de meget små typer vel har sværere ved at finde føde. Men min mening er fra Sydeuropa. Kender ikke til Ægypten, Thailands herreløse hunde.

Trumbler var jo meget optaget af, at hundene skulle være sunde i krop og sind. At de burde kunne føde i en jordhule under sneen om vinteren og få hele kuldet på benene. Men han er fra en tid, hvor man nok begyndte at synes vældig godt om hanhunde med stor vital udstråling, tillige med stor libido. Stor overlevelsesdrift incl. stor forplantningsdrift. Hans ligesindede var jo også begyndt at forherlige den ariske menneske type. Sådanne hanhunde med stor hanhundepræg, er så også blevet til i mange racer og de er ikke de sjoveste at bo sammen med. De er nok ofte noget egenrådige og selvstændige. Dette bidrager ikke til hundens samarbejdsevne. I bøgerne er det jo ikke unormalt, at de også slagter hinanden i en flok.

Giver dig ret mht tiden. Men mener ikke tæver skal være over 4 år ved 1 ste kuld. Synes det er lidt for sent.

I øvrigt , når man besøger fremmede hanhunde, er der ved løs fri parring, den risiko at hanhunden svulmer så meget op, ved gentagne forsøg, at han ikke efterfølgende kan komme end og så er den dag nok forpasset.

Jeg har prøvet at lade dem være selv i haven. Kigger ud af vinduet og NU igen. Det var egne hunde og meget trygge og elskede hinanden. Så jeg tænkte, lad dem være lidt i fred. Men , men da jeg ville ud og snakke lidt med dem, havde de bevæget sig meget langt og tillige op af smalle trapper til en terrasse .Så aldrig mere alene på et større areal.

Jeg kan næsten dufte dem.

Men PBC, ingen kan vide hvordan en 1 ste gangsfødende tæve vil klare sin fødsel eller pasning af kuldet efterfølgende. Det ved opdrætter først, når hvalpene er slagsklare. Og jeg forstår godt at ejere af flere hanhunde ikke altid har lyst til at have en fremmed tæve boende flere dage. Så alle hanner er på dupperne. Jeg ville heller ikke kunne have en løbsk eller bare fremmed tæve boende, hun ville blive kuet af mine egne tæver. Så forholdene er forskellige alt efter hvordan hanhundeejer bor og holder sine hunde.

PBC- det du beskriver er jo præcis, som det foregår naturligt. Hundene går sammen, leger sammen , bliver trygge ved hinanden og når hun er klar, så har hanhunden jo fattet det. Ingen andre hunde i nærheden, de har ro og klarer det hele selv. En rutineret han prøver ikke utallige gange, han hopper på efter en opfordning, der for ham er tydelig.

Husk der er dyrlæge der er specialister i øjensygdomme.

Hvis jeg husker korrekt er der stor forskel på katte og hundeparringer. Katte hænger vel ikke sammen i op til en time. Det ville for mig at se gå helt galt. Især ude i det fri med flere bejlere, der venter. Hundenes anatomi er vist helt anderledes. Jeg vil tro at naturhunde tæver pr. instinkt vælger deres partner med omhu, og kun parrer den med de bedste overlevelsesgener. Så vidt jeg ved fra det græske, vil ungtæver uden ejer eller hvis de står lænkede, bare blive voldparret af en hanhund, der har efterfulgt dem i dagevis , til de er for udmattede til forsvar. De er ofte selv bare store hvalpe ved 1 ste fødsel. Hvis de var virkelig vilddyr ville de jo slet ikke være fertile.

Nu vil jeg lige tilføje at dette at støtte hundene ved sammenhæng er helt normalt. Efter en tid vil de gerne fri, men kan så ikke. Og hvis tæven f.eks smider sig ned, er det nok ikke godt for hanhunden. Så man beroliger dem begge. Jeg har haft en parring ,hvor hundene var låst i 58 1/2 minut. Her holdes hundene og støttes. Og ikke pga risiko for bid. Måske er det vurdering af det korrekte tidspunkt for parring der kan spille ind ved uvillige tæver. Dette går af sig selv , hvis man selv ejer begge hunde. F.eks med min ene tæve, hun opfordrede min kastrat og gennemførte en parring på 5-6 dagen, blev ført til hanhund på 12 dagen. Han viste ikke stor interesse, så til dyrlæge for progestoronprøve. Svar. Hun skal parres fra 16 -17 dagen. Så viste den udvalgte også hun var OK. I øvrigt vil en hanhundeejer nok altid være OBS på ikke at få skadet sin han, så hun ikke selv kan bruge den i avl. Her menes, at hunden kan få en så grim oplevelse, at den ikke mere har interesse for parring. Jeg har kendt til araberhingste , der f.eks ikke ville bedække hopper af bestemte farver. Nok pga frygt efter en for sparkende hoppe. Men ofte er det ikke en hyggestund for tæven. Så vidt jeg har forstået foregår insiminering da også ved fastholdelse af tæven og med et oppustelig plastaggregat indført i skeden.

Mine tæver vil jo hellere parre en hanhund, de kendte og havde vist, de kunne lide. Uanset hvilken race. Det er ikke ualmindelig at en tæve går grassat og virkelig bider fra sig. Og at hanhunden så ikke får lyster eller ikke tør. Derfor parres næsten altid hos hanhunden , uanset han bor nær eller i Holland. Så er han da på hjemmebane. Jeg tror, det ofte er fordi hundene ikke kender hinanden, og jeg betragter det nærmest som voldtægt af tæven. Kender et eksempel på, at tæven blev holdt så stramt i halen at den brækkede i et knogleled.. Ingen af mine har dog været i det røde felt, men særligt hyggeligt føler jeg ikke det har været. I sær i forhold til, når de kan boltre sig sammen ,lege lidt og så siger tæven-NU. Som med hunde med stor sympati for hinanden. Sidst en tæve blev parret her, gad de ikke tage progesteronprøve, hun var nær 5 år og ikke så vant til fremmede hunde. Og ekstremt forkælet. Det var 1 ste gang for Freddy og han var tydeligt ikke en sikker hanhund. Hun fik så også kun den ene hvalp, de drømte om. Og skulle beholde.

OK- nu forstår jeg så hvad du mener. Og giver dig helt ret. I øvrigt tror og ser jeg som opdrætter, at opdrætterne ofte er så optaget af fødsler og parringer, at intet kan foregå naturligt. Allerede ved brug af fremmed hanhund står man med en tæve som hanhundeejer nærmest mener skal fikseres for ikke at æde han.Ok, vil jo heller ikke have min egen ædt. Her er det transport og tid, der spiller ind. Det skal overståes i en fart. Alt for mange fratager også tæven sit ansvar for hvalpene, når de er ganske nye. Hvalpe burde være født med lidt depot, så tæven kan komme sig for at kunne afgive sin råmælk i rigelig mængde. Her fares med tilskud , for vægtøgning skal i gang straks. Og tæver med opgylpningstadfærd er vel snart en saga blot. Når vore tæver ikke gider sit kuld, som man ofte hører, tror jeg ofte det er de forhold, de lever under .Nogle går jo 24 timer indespærret med deres hvalpe, i stedet for ved fravænning at kunne komme og gå efter behov.

Du drømmer ikke om hvor meget jeg ringede, spurgte, læste, før jeg turde parre en tæve. Selve tævens mor vidste jeg havde rimelig nemme fødsler , også mormoderen. Nu er din nok en race med desværre relativt store kranier hvilket jo kan vanskeliggøre en nem fødsel. Du skal være indstillet på at hvalpe kan komme ud såkaldt skindøde, og derfor skal pustes luft i, hvis det er muligt.

Jeg er i tvivl om i har ret. jeg formoder at gadehunde er udsmidte familiehunde, mere eller mindre socialisereede. Jeg mener også at disse ikke kan sammenlignes udviklingsmæssig med rigtige vildhundetyper eller ulve, alene pga deres mindre hjerne og langsommere udvikling . Dog på nær kønsmodning. Hvalpe født på gaden eller udenfor en ejers rækkevidde holder jo sammen så godt de kan, sover og søger føde /vand sammen. I nogle tilfælde, som med én af egne gadehunde havde tæven tillige en stor hvalp med fra sidste kuld. Der er da også fundet hvalpekuld med en som kunne være faderen, som tydeligt passede dem, og holdt dem sammen. Så er tæven nok død. I min optik er en 10 ugers alenehvalp en ulykkelig hvalp.