Inkognito

Hej Dumle-mor. Jeg har også overvejet om jeg skulle skrive i denne tråd og nu gør jeg det. Først og fremmest: tillykke med fremskridtet med Dumle og jeg er glad for at høre, at I har mod og overskud til en ny. Jeg har læst indlæggene i denne tråd og jeg synes jeg vil fortælle lidt om mit hundehold og dets (er det et ord?) historie. Mollie minder frygteligt meget om Dumle i sind, tror jeg og jeg har ingen problemer med at sætte mig ind i jeres tanker omkring ham. Det er ingen hemmelighed, at Mollie langt fra lever op til mine forventninger om at have hund og netop dette gjorde, at vi/jeg ville have hund nr. 2. Jeg ville have en hund JEG kunne tage med rundt og ud; JEG ville have en hund, der på sigt kunne indgå i avlen og jeg ville have en hund, der virkede. Rosie flyttede ind hos os 14-15 måneder efter Mollie og Rosie var nøje udvalgt i kuldet af opdrætteren - Rosie var en psykisk stærk hvalp med et fornuftigt kig på verden omkring hende, men hun var ikke dominerende på nogen måde. Jeg er godt klar over, at aldersforskellen mellem Dumle og Nova ikke er så tæt som mellem Mollie og Rosie. Mollie elskede Rosie og hun nød, at Rosie flyttede ind fra dag 1, men stille og roligt gik det ned ad bakke. Det første års tid nægtede vi at indse, at Mollie ikke bare kunne komme med ud og jeg priser mig idag lykkelig for at Rosie psyke var som den var, da Rosie nemt kunne have adopteret Mollies måde at se verden på. Det gjorde hun ikke. Martin og jeg var aldrig mere sammen om hundene, da vi ikke følte vi kunne byde Mollie at blive efterladt helt alene, fordi vi ville ud med Rosie til et eller andet. Jeg var altid alene ude med Rosie til enten træning eller udstilling eller i hundeskov. Og når jeg var færdig med Rosie, så sad Mollie derhjemme og ventede og hun krævede og kræver til stadighed meget korrekt træning for ikke at falde tilbage til den forkerte adfærd. Martin ville så heller ikke have noget med Mollie og gøre - Molsen har altid og vil altid være min hund og mit ansvar på trods af, at han også var med om bord på projekt hund. I 2008 begik vi så den store fejl at introducere endnu en hund til flokken og dette var også udfra helt og totalt egoistiske grunde: Nu ville vi pine død have en avlshund (Rosie blev jo allergiker og kunne ikke indgå i avlen).... Martin var helt vildt spændt og var fuldstændig oppe og køre over tanken - jeg var lidt mere nede på jorden og var ikke helt overbevidst om det smarte i ideen, hvilket har gjort mit forhold til Jessie noget anspændt. Dette væltede noget i flokken og problemerne begyndte at hagle ned over os - Mollie blev mere stresset (kan vi se nu) og Rosie i kraft af hendes allergi ændrede sig også. Idag er det en uge siden, at Rosie ville have slået Mollie ihjel, mens vi var på arbejde, hvis min mormor på 74 ikke havde gået imellem og det er 6 dage siden Rosie fik fred. Mollie er blevet en helt anden hund nu - hun er blevet tryg igen og hun er blevet afslappet. Hun er stadig Mollie med Mollies specielle temperament, men hun slapper af nu. Jeg ved godt, at min/vores situation ikke kan sammenlignes med din, da der var fysisk sygdom blandet ind i billedet og der var en 3. hund inde i billedet. Meeeeen du/I skal være forberedte på og klar til, at hvis nu Dumle aldrig kommer til at løbe løs med andre hunde igen, så skal den ene hund efterlades derhjemme alene eller sammen med en af jer, når den anden hund skal ud og være hund eller også skal den anden hund leve sit liv i snor og det er hårdere gjort end sagt, at man "bare" gå tur med en hund ad gangen. Og I skal være eddersikre på, at Nova er mentalt i orden og selv der er risikoen for, at hun kan blive smittet af Dumle. Jeg har ikke fortrudt at have 2 hunde, men set i bagklogskabens ulideligt klare lys, så skulle vi have ventet til vi havde "fået styr på" Mollie og hendes temperament og her mener jeg til vi havde noget et punkt, hvor hun ikke blev bedre og ikke blev værre. Hvis jeg var jer, så ville jeg tage jeres adfærdsbehandler i hånden og få hende til at vurdere hvalpene for at finde den rigtige til jeres familie; hun har ikke følelser i klemme og kan vurdere "koldt og kynisk" hvilken passer ind hos jer. Der er frygteligt mange ting ved mit hundehold, som jeg fortryder at have gjort og hvor jeg ville ønske, at jeg havde haft en kompetent behandler ved min siden - det kunne have sparet os for en masse år, træningstimer og sorger. Jeg ved ikke om du kan bruge min lange smøre til noget som helst og jeg håber for alt i verden for jer, at jeg bare malede fanden på væggen og I ingen problemer får med familieforøgelsen Og ja, du må gerne komme tilbage og sige: I told you so, når det det forhåbentligt viser sig, at jeg bare malede fanden på væggen.

Kære Bummer. I fredags måtte vi køre den sidste tur sammen. Vi har været igennem meget på de få år vi fik sammen og du har for evigt efterladt et poteaftryk i min hjerte. Dit liv har ikke været nemt og vi har sammen kæmpet for at gøre det bedre, men kampen kunne ikke vindes. Du har altid haft let til sygdom og vi brugte sammen det meste af 2006 hos diverse dyrlæger, men du tabte aldrig modet eller humøret. Den 24. oktober 2006 fik vi endelig en diagnose og den var allergi mod støvmider + lagermider. Du blev sat i behandling og til at starte med gik behandlingen godt, men billedet vendte i december 2006. Det meste af 2007 og første halvdel af 2008 levede du konsekvent på Prednisolon, men da du højst uventet tog en slåskamp med Mollie i maj 2008, fik du taget prøver og prøverne vidste en svag indikation på, at du ikke længere tålte Prednisolonen så godt. Vi trappede langsomt ud af Prednisolon-forbruget og det gik godt, selvom du til stadighed fik tilbagefald, hvor vi behandlede med potevask, øredrypning og diverse antibiotikums. Den 1/6-08 flyttede lille Jessie ind hos os og noget gik galt mellem dig og Mollie. I begyndte at slås - du kunne ikke tåle, hvis Mollie forsøgte at opdrage på Jessie og du gik på Mollie. Dette fik Mollie til at blive mere og mere usikker på dig og du blev hårdere og hårdere mod Mollie. I december 2008 fik vi omsider en klaring på vores husproblemer og var tvunget til at flytte ud på grund af skimmelsvamp. Vi flyttede alle ind hos min mormor og du elskede det; hun elskede dig overalt på jorden og hverken Mollie eller Jessie har samme status hos hende som du havde. Din allergi blev bedre hos mormor, da huset jo ikke var angrebet af skimmelsvamp, men fra tid til anden brød den alligevel ud og i disse perioder lod du ikke Mollie få et ben til jorden - du var over hende med det samme uanset årsagen. Du og Mollie har taget nogle gevaldige kampe, men du var fysisk og psykisk Mollie overlegen og Mollie var den, der endte med skaderne, selvom du også nogle få gange fik et par huller. I sluttede altid fred efter episoderne og kunne ligge og putte sammen i samme kurv. Det virkede som om du reagerede hårdere på dine allergiudbrud psykisk for hver gang, men din far og jeg valgte at overse dette.... I torsdags skete det, der ikke måtte ske - du og Mollie blev for første gang uvenner, mens vi (jeres far og jeg) var på arbejde. Hvad der udløste denne omgang får vi aldrig ad vide - mormor var den eneste, der var hjemme og hun hører ikke så godt og hun bevæger sig ikke så godt længere, så I havde nået at være igang "i et stykke tid", inden hun opdagede jer. Mormor fik fjernet Jessie fra jer og fik på en eller anden måde skilt jer ad.... Med skader på armen som resultat. Du gik fra denne kamp med et enkelt tandmærke i læben, der ligeså godt kunne stamme fra dig selv som fra Mollie. Mollie derimod ville ikke støtte på begge forben - det ene ben var det et voldsomt bid i og hun havde bidsår og ruskeskader i nakken, hvilket gjorde det andet forben stift og ømt. Vi prøvede at sætte jer sammen igen efter samme metode, som hidtil havde virket, men det gik ikke - Mollie var for bange for dig og turde ikke være i nærheden af dig og du udnyttede det desværre. I tiden op til denne tragiske torsdag ligger din løbetid og den havde fået din allergi til at bryde ud og forrige torsdag blev du vaccineret, hvilket fik allergien til at eksplodere og krævede Prednisolon-behandling - du var derfor på Prednisolon den tragiske torsdag. Din far og jeg måtte træffe vores livs værste beslutning - vi skulle vælge mellem dig og Mollie. Vi kiggede på jeres livskvalitet og vi kunne nu ikke længere overse, at du var plaget af din allergi og det virkede som om du også psykisk blev plaget af dine allergiudbrud nu, hvor du før i tiden "kun" blev plaget fysisk. Vi valgte at slutte din kamp mod allergien og vi ved, at du ikke længere klør. Men min kære højtelskede lille Bums det var en umådelig svær beslutning og jeg sidder tilbage med ekstremt dårlig samvittighed og har svært ved at tilgive mig selv. Du derimod løber og leger med Rokke på de grønne enge uden kløe eller andre smerter. Alle kunne lide dig og du charmerede dig ind på alle og det er sådan vi vil huske på dig. Jeg har det svært ved, at du aldrig mere skal finde mig, når Martin spørger: "hvor er Søs?" eller at du aldrig mere på din helt egen klodsede facon skal komme ned under dynen om aftenen. Jeg skal aldrig mere stå og smile af dig, når du på hvalpefacon fjollede rundt med noget i munden - typisk en af vores sko. Jeg skal aldrig mere nusse med dig, når mine dystre tanker tapper mig for energi og jeg skal aldrig mere høre din smasken, inden du giver mig et slik på kinden. Du vil aldrig mere forstyrre min søvn med din snorken og du vil aldrig mere sidde og kigge mig dybt i øjnene. Du lærte mig, at det kunne være sjovt og simpelt at have hund og du lærte mig mere end nogen anden, at hunde kan have ynglingspersoner, som de vil gøre alt for. Der vil gå lang tid, før vi er kommet os over, at vi måtte træffe denne beslutning og du vil altid være højt elsket, dybt savnet og aldrig vil du blive glemt. Vi ses igen, min kære lille Basse. Mange kærlige hilsner Din ulykkelige mor P.S. Hvis nogen synes at kunne genkende os, så har jeg tidligere været herinde som wsg.

Jeg takker for alle svarene Molsen (kan du gætte hvem jeg er, MK?) træner pt. på 5 timers spor og har ingen problemer med at lukke af for rollespilsudøvere, familier og andre hundeluftere (vovhunden skal bare være i snor). Jeg vil snuse mig frem til både Beagleklubben og Rigdeback-klubben; bare lige for at spørge hvordan de har fået lov..... Jeg tvivler stærkt på, at private jagtudlejere vil tillade, at jeg tøffer rundt på deres jagte udenfor sæsonen, men det kan jo komme an på en prøve, hvis jeg finder et godt sted.

Jeg har brug for nogle anbefalinger Jeg træner Schweiss med min ene vovhund en gang om ugen og pt. foregår det "ulovligt" i en statsskov. Jeg har søgt om tilladelse til at træne hos Skov og Naturstyrelsen, men har fået afslag, da de skove jeg søgte i var for bynære og for meget brugte af andre til, at de kunne give tilladelse til Schweisstræning til andre end registrerede Schweissførere. Jeg søger derfor flg.: - En ikke bynær skov - Det skal åben højskov ala Hareskovene v. Bagsværd/skov med noget alder bag sig (Vestskoven er for ung=træerne står på lige linier) - Gerne en skov med vekslende terræn og skovtyper (f.eks. både granskov og bøgeskov) - Det må under ingen omstændigheder være en hundeskov eller en skov, der er kendt for, at folk lufter deres hunde løse - Og udfra mit afslag må det gerne være en lidt øde/ikke særlig brugt skov - Maks 1 times kørsel fra den Københavnske Vestegn Nogle bud? Jeg har tjekket SNS' hjemmeside over skove, men det er svært at gennemskue hvilke skove, der opfylder mine krav ud fra en brochure

Jeg vil bare ønske Dumle, Dumlemor og Dumlefar held og lykke med træningen. Jeg ved hvad I skal igennem og hvad det kræver med en højreaktiv hund. Husk på at dette er resten af Dumle's liv - hvis I på et senere tidspunkt slækker på reglerne, så risikere I, at han falder tilbage i udviklingen.... Dog vil reglerne på et tidspunkt (meget hurtigt) føles som noget helt naturligt og vil ikke kræve så meget "tankevirksomhed" fra os tobenede. Men det er hårdt at leve med en højreaktiv hund og man lærer som menneske den gyldne regel om at tilsidesætte sig selv og ens ønsker for hunden - det tog desværre mig nogle år at opfange dette, men i dag ved jeg hvad hun kan klare og hvad hun skal holdes væk fra, selvom det strider imod mine ønsker til en hund.

Engelsk Springer Det skulle jeg nok have nævnt

Min race er lavet til at hjælpe jægeren:-) Hunden skal rejse vildtet for skytten (deraf navnet) og senere apportere det. Hunden skal arbejde i et zigzag-mønster på en afstand af ca. 20-25 meter fra skytten og rejse det vildt, der findes der - hunden skal samtidigt respektere vildtet og ikke eftersætte det, da skytten i så tilfælde ikke kan tage skuddet. Jeg går ikke på jagt med mine tøser, men de er schweisssporstrænet og jeg har forsøgt mig med apporteringstræning også, der dog mest bliver til at de bærer rundt på sko og tøj herhjemme. Og derfor har jeg valgt: nej, nærmest ikke og det er kun, fordi racen er glad for at bruge sin næse og det får de opfyldt gennem sportræningen (og andre ting).

Jeg skal afsted (var også afsted sidste år). Jeg har downloadet tilmeldingsblanketten og overført til kontoen, hvorefter jeg har sendt blanketten, kopi af hendes stamtavle og kopi af indbetalingen med.