Inkognito

Jeg har en liggende derhjemme, der er brugt en gang og højst sandsynligt ikke bliver brugt mere. Det kræver en USANDSYNLIG sikker hånd og en meget rolig hund for at censoren virker i den - censoren er meget følsom. Den skal bruges 100% korrekt ellers virker den ikke og brugsvejledningen siger intet om dette (den skal f.eks. holdes lodret foran poten ellers bliver censoren ustabil og det står der ingen steder - det skal man kunne gætte ud fra billederne og det kunne jeg ikke=et stk. meget ulykkelig hund og endnu mere trist ejer). Jeg gik ned med min til Østrand for at være helt sikker på, at det ikke var klipperen, der var noget galt med og det var det ikke. Den skal forøvrigt bruges ligesom en almindelig klipper=et lille stykke ad gangen. Jeg synes ikke den er prisen værd, hvis jeg ser på censorsystemet, men det er en god og stærk klipper. Jeg kommer aldrig til at stole på censorsystemet i den og så går ideen ligssom af den.

Der findes også www.crosskeysbooks.com, men om den er billigere end Amazon ved jeg ikke. Jeg har købt nogle gange fra dem og de har et stort udvalg.

Jeg har fodret med Nutra Nuggets Gold-versionen til mine i lang tid. Rosie, der var lagermide- og støvmideallergiker samt nogle proteinkilder, levede uden problemer på laks/kartoffel-varianten og så ekstremt flot ud. Mollie og Jessie fik lam/ris-versionen og var super flotte på den. Jeg er dog gået væk fra Nutra Nuggets nu, da Mollie, grundet hendes sterilisation, ikke leve på lam/ris-versionen uden at tage meget på og de har ikke en tilfredsstillende (for mig) "light"-version i Gold-serien. Men jeg var meget tilfreds med foderet.

Jeg havde 3 hunde for godt 7 uger siden og de to af dem havde det sidste godt 1½ år været oppe og slås en del gange. Det var også en slåskamp, der afgjorde Rosie's skæbne kombineret med hendes allergi. Slåskampene mellem Rosie og Mollie begyndte tidsmæssigt omkring samme tid som Jessie flyttede ind - jeg var super glad for Jessie, men alligevel fik min forskruede hjerne vendt hele situationen til, at det var Jessie's skyld og hun har ikke fået den opmærksomhed hun havde krav på fra mig (til gengæld har Jessie og min bedre halvdel et super forhold). Jeg har den sidste 1½ måned kæmpet en hård kamp for at lære at kunne lide Jessie og ikke give hende en del af skylden for hvad der skete. I dag er Jessie og jeg et langt skridt på vejen mod at få et super forhold til hinanden - i dag sover hun på min mave, hvis hun får lov (Jessie vejer små 20 kg.), hun kommer hen og vil nusses, hun kommer hen til mig, hvis der er noget hun synes er farligt og vi er så småt begynde at lære hvordan vi træner sammen. Jeg skal ikke have Rosie erstattet med en ny hund (jeg skal aldrig have 3 hunde igen), men jeg føler det som om jeg har fået en ny hund, selvom Jessie har været hos os siden juni 2008. Så jeg ville ikke være så bekymret over at have bestilt en hvalp til om 8 uger, hvis jeg var dig.....

Jeg har også altid været imod at sterilisere/kastrere uden medicinsk årsag.... Og i dag sidder jeg så tilbage med en intakt tæve på lige godt 2 år og en steriliseret tæve (helt kastreret) på 6 år. Mollie blev steriliseret i begyndelse af november (måske slut oktober) 2008 på grund af kampene mellem hende og Rosie. For Mollie har det kun været positive adfærdsændringer jeg har set og af de negative er en øget sult med en forringet forbrænding. Mollie har fået fjernet toppen af sit stressniveau - hun kører ikke så højt op og kan komme "ned på jorden" selv uden hjælp. Hun er heller ikke så udfarende mod andre (fremmede) hunde mere, men hun vil stadig gerne arbejde på samme plan som før, bortset fra at hun nu er til at komme i kontakt med og ikke stresser uhensigtmæssigt. Om jeg har fået al det forærende ved sterilisationen eller om min træning også spiller ind er ikke helt til at sige. Mollie's pels (hun er jo pelshund) har taget lidt (ikke meget) skade af indgrebet, men da hun bliver maskinklippet på kroppen hver 2-3 måned og kun har sine faner tilbage betyder det ikke noget for mig. Mollie led meget af falsk drægtighed, hvor hun blev voldsomt stresset (hun samlede dog ikke legetøj sammen og satte ikke mælk) og hun var meget påvirket af de andres løbetider. Hun var stadig påvirket af de andres løbetider i november, da både Jessie og Rosie lagde den i forlængelse af hinanden, men den forrige var der ingen større problemer med, hvor Jessie og Rosie var i løbetid uafhængigt af hinanden. Jeg har ikke fortrudt at få Mollie opereret - selve operationen tog ialt 20 min. og hun har ingen ar idag. Jeg fik lov at se med under operationen og det har jeg heller ikke fortrudt. Og når al det er sagt: Jessie forbliver intakt, medmindre hun lige pludselig bliver meget plaget af sin løbetid. Jeg vil ikke gøre det som værende et forebyggende indgreb - har hun ikke og får hun ikke problemer med løbetiderne, så forbliver hun intakt.

Jeg har set Twilight en gang og New Moon en gang, inden jeg kastede mig over bøgerne - de var læst på 1½ døgn, men så var jeg heller ikke medlem af samfundet i den tid..... Det var for ca. 5 uger siden.... Siden da er Twilight blevet set en 6-7-8-9 gange og New Moon en gang mere og bøgerne er læst på kryds og tværs 3-4 gange.... Bøgerne er klart bedre end filmene, men hvem kan ikke lige klare nogle timer i selskab med Hr. Pattinson og følget Og nej, jeg tilhører vist heller ikke den tiltænkte aldersgruppe.

Et eller andet sted vidste jeg jo godt, at jeg ikke skulle gå ind på det link i begyndelsen af en arbejdsdag Det bliver godt nok svært at koncentrere sig om arbejdet, når de 12 kapitler ligger lige inde for rækkevidde...... Men tak alligevel

Personligt synes jeg det er svært at sætte ens grænse, hvis man ingen erfaring har med f.eks. hundehold og ikke rigtig ved hvad det indebærer.... Jeg kommer fra hesteverdenen, men har aldrig haft hund og anede meget lidt om hvad jeg kunne forvente - jeg er heller ikke opvokset med hund i hjemmet. Jeg havde f.eks. nogle meget skarpe holdninger til hvad mine dyr skulle udsættes for i forbindelse med sygdom - INGEN af mine dyr skulle medicineres dagligt for at komme igennem dagen, men 1 år inde i Rosies allergibehandling var hun lige pludselig på en fast daglig dosis af Prednisolon og jeg så ikke noget synderligt forkert i det..... Mine grænser var langsomt blevet flyttet uden, at jeg så noget forkert i det. Jeg forventede ikke og havde ikke tænkt over hvad jeg ville gøre, hvis jeg endte ud med en hund/hund-aggressiv hund med et højt stressniveau, som jeg endte ud med - jeg syntes jeg havde forberedt mig godt; jeg havde udvalgt en fornuftig opdrætter, jeg havde læst om hunde inden, jeg valgte at starte til hvalpemotivation og jeg trak på opdrætters store viden om hunde samt dyrlægernes viden (her ville jeg for 5 år siden have skrevet store viden om hunde, men det gør jeg ikke mere)..... Alligevel gik det galt og langsomt gik det op for mig, at der var væsentligt mere omkring det at have hund end bare at læse et par bøger (købt i den danske boghandel) og stole på nogle trænere..... Jeg har lært at tænke over hvor mine grænser gå og jeg har brugt min historie som "skræmmebillede" til andre førstegangshundeejere, der ikke har gjort noget eller tænkt over noget omkring anskaffelse af deres hund og reaktionen jeg har fået i 9 ud 10 tilfælde: "Det sker ikke for os!" og derefter totalt afvisning.... Jeg tror det er svært at få folk til at tænke over "det negative" omkring anskaffelse af hunde og få folk til at sætte grænser for hvor langt de vil gå, inden de har prøvet at have en problemhund inde på livet.... uanset hvilket problem folk så end synes er et problem.

Er der så nogen, der set den uden 3D? Er den stadig værd at gå ind og se uden 3D?

Kampvilje? Nej, det er den måde jeg er opdraget på - jeg har aldrig i mit liv fået lov til at opgive noget; hverken tillægsfag, sportsaktiviteter el. hobbyer...... Og det hænger ved. Sålænge Mollie kan håndtere hendes liv, som det ser ud nu, så kan jeg også acceptere mit, selvom hun langt fra lever op til min forestilling om at have hund. Jeg ved, at min pessimisme og sortsind (og nej, det er ikke forårsaget af hundene eller Mollie for den sags skyld - der ligger andre årsager til grund for det, men hundesituationen hjælper ikke) får overtaget en gang imellem og jeg er klar til at gå fra det hele eller køre begge hunde til dyrlægen, men jeg ved også hvordan jeg kommer ud af det og her trækker jeg på især en person i min omgangskreds, som kan tale mig ned og som har været med fra jeg begyndte at rette op på mine fejl med Mollie. Mollie har ændret sig til det positive efter Rosie blev fjernet og det indvirker endnu mere på den dårlige samvittighed jeg render rundt med overfor hende, hvilket igen gør hele situationen omkring Rosie sværere at håndtere. Mollie har lært mig mere omkring hunde og mig selv end nogen anden har og vil og jeg har ikke fortrudt, at jeg tog kampen op, men stadig vil jeg ALDRIG gøre det igen. Om Jessie ender med at blive omplaceret, ved jeg ikke - ser jeg helt nøgtern på det, så ville hendes evner kunne blive udnyttet bedre hos nogle andre. Forholdet mellem Jessie og Mollie kommer ALDRIG så langt ud som forholdet mellem Rosie og Mollie fik lov til, da jeg for det første har lært af det seneste 1½ år og for andet ved, at Jessie kan omplaceres uden problemer, hvilket hverken Mollie eller Rosie kunne/kan. Hvis jeg ikke holde op med at trække mig tilbage fra hende, så vil det bedste for hende være at blive omplaceret, men jeg kender også mig selv ret godt efterhånden og jeg ved, at dette er en del af min sorgproces over Rosie - Martin har taget over med Jessie lige pt., så hun mærker ikke så meget til min ændrede sindstilstand.....

Det er hermed skrevet ud og gemt til de dage, hvor min selvmedlidenhed bliver lammende og jeg ikke kan se det positive i noget som helst. Tak for det.

Sådan ser min rækkefølge også ud.... Men jeg godtager så heller ikke på mit glatte ansigt, at min dyrlæge udtaler sig væsentligt om mine hundes adfærd og jeg ville aldrig træffe beslutning om en aflivning baseret kun på en dyrlæges vurdering af en adfærd (forudsat, at dyrlægen ikke har fundet noget på prøverne).

Da jeg for snart 6 år siden begyndte at foreslå den bedre halvdel, at jeg syntes en hund kunne være en god ting, havde jeg mange drømme med det. Jeg ønskede en hund, der kunne få os ud og have en fælles hobby; en hund, der kunne give mig en større bekendtskabskreds og måske endda nye venner og en, der ville være der for mig altid. Ønsket om at opdrætte opstod på et eller andet tidspunkt også. Mollie flyttede ind i februar 2004 og så ændrede alt sig. Jeg er personligt overbevist om, at Mollies problemer stort set er menneskeskabte og selvom det er belejligt at bebrejde alle andre (trænerne, der ikke var gode nok og dyrlægerne, der ikke så, at hun levede i konstante smerter f.eks.), så har jeg kun mig selv at lægge skylden på. Mollie har aldrig været "normal" og de første år var jeg rigtig god til, at henskrive det til en tvivlsom genpulje og forkert rådgivning, men selv dengang var internettet opfundet og ingen forhindrede mig i at søge andre oplysninger selv. Jeg ventede med at søge hjælp andre steder til Rosie flyttede ind i april 2005..... Mollies problemer fik lov til at fortsætte med at udvikle sig negativt frem til december 2006, hvor vi endelig fik noget kompetent hjælp..... Idag er jeg kommet langt med hende, men det er ikke været uden personlige omkostninger og mit liv er blevet ændret - mit liv ville ikke se ud som det gør idag, hvis jeg ikke havde haft Mollie, men som Lonny siger: Det unormale bliver normalt på et tidspunkt. Da jeg fik hund, havde jeg helt sikkert meningen, at man skylder sit dyr at gøre alt! Og hvis man smed håndklædet i ringen, så var man svag! Hold da op, hvor er jeg blevet klogere og jeg er fuldstændigt holdt op med at dømme andre - idag har jeg en anden holdning: man er ikke svag, hvis man indrømmer overfor sig selv og ens hund, at man ikke kan klare det... Man er tværtom den stærke og den ansvarsbevidste. Jeg synes det er i orden at kaste håndklædet i ringen og "opgive" (det er et meget negativt ord i min verden, der ingen steder hører hjemme, når man har med andre levende væsener at gøre). Hvorvidt hunden skal videreformidles eller aflives kommer meget an på hunden og dem man kan videreformidle til, men jeg er blevet så meget realist, at videreformidling af virkelig svære adfærdsproblemer er meget tæt på umuligt i dagens Danmark. Mit liv har absolut ikke været optimalt for en hund med problemer - kort tid efter Mollie flyttede ind gik jeg voldsomt ned med flaget grundet depressioner over et dødsfald, der ikke blev bearbejdet godt nok. Mollie var den, der fik mig til at se fremad igen og fik mig til at gøre en indsats for at komme ovenpå igen.... Jeg lider stadig af tilbagevendende sorte perioder og vil højst sandsynligt gøre det resten af mit liv. Og det har nok bundet os mere sammen end det burde..... Og binder os nok mere sammen end det burde - jeg kan ikke se mit liv uden Mollie i det. Jeg skal ALDRIG nogensinde have en hund med adfærdsproblemer igen; menneskeskabte eller sygdomsfremkaldte og lige pt. tror jeg ikke, at jeg skal have hund igen efter at have levet i det helvede det har været det sidste år med problemer mellem Rosie og Mollie. Lige pt. overvejer jeg sågar omplacering af Jessie - jeg tør dårligt beholde hende for tænk nu hvis problemerne bare starter forfra og tegnene er desværre begyndt at opstå; især når man lever med så følsom en hund som Mollie, der reagerer voldsomt på stress og dårligt humør blandt familien. Derudover kan jeg mærke dybt i mig, at jeg trækker mig følelsesmæssigt tilbage fra Jessie for at beskytte mig selv og jeg tør ikke gøre noget med hende, da jeg er bange for at lave endnu en problemhund, som Umulia siger. Hvis man vælger at give sig i kast med adfærdsproblemer, så skal man være klar over, at det kan have store omkostninger og jeg savner personligt, at adfærdsbehandlere generelt er lidt bedre til at gøre opmærksom på dette, men måske har de aldrig levet med problemer tæt på livet og ikke ved hvor meget det psykisk kræver.... Lidt for mange behandlere er lidt for gode til at bare at sige: hvis du gør dette, så virker det og så forsvinder problemerne uden at sige hvor hårdt arbejde det rent faktisk er. Jeg har valgt at kæmpe og jeg forsætter med at kæmpe, men jeg ved også godt med mig selv, at den dag Mollie ikke er her mere, så vil det være en lettelse. Og jeg har det rigtig svært ved den selverkendelse.

Jeg giver 600 pr. hund incl. moms og det er mellemstørrelsehunde - om hun har forskellige priser, aner jeg ikke og jeg ved heller ikke om hun tillægger kørsel, hvis man bor langt væk.

Såvidt jeg er orienteret, er det mere eller mindre det samme om kiropraktik - det ser ihvertfald sådan ud. Jeg synes hun engang fortalte mig, at man ikke må kalde sig kiropraktor til dyr uden at være dyrlæge eller noget i den stil - du må ikke hænge mig op på den forklaring. Hun sætter de forskellig led tilbage på plads, når vovhunden har flyttet rundt på dem. Hun svarer gerne og helt sikkert bedre på spørgsmål end jeg gør Hendes kontaktoplysninger kan findes på The Touch

Jeg bruger Lone Fabricius Jørgensen - hun massere og ledmanipulere. Fordelen ved hende er, at hun kører ud til hendes kunder fremfor, at de skal komme til hende og jeg giver 1.200 for retning og massage af to stk. vovdyr. Lone er årsagen til, at Mollie stadig lever og lever uden smerter - havde vi ikke rendt ind i hende ved et tilfælde, så havde Mollie været aflivet for flere år siden. Grundet Mollie's temperament kan jeg ikke bruge en kiropraktor eller massør, der har fast base - jeg skal have en, der kører ud. Tøserne bliver masseret og rettet hver anden eller tredie måned fast og dertil kommer så alle de akutte besøg, hvor Lone yder en fantastisk service til hendes faste kunder.

Rosie led meget af det i forbindelse med hendes allergi. Prøv at søge på gærsvampeinfektioner på diverse dyrlægesider. Rosie havde så mange problemer med ørene, at jeg til sidst lærte at skelne mellem ørebetændelse, gærsvampeinfektioner og stafylokokinfektioner i ørene - min allergidyrlæge var meget imponeret.

Mollie vil helt sikkert foretrække en almindelig snor; så har hun lidt mere styr på hvor den anden vovhund er henne i verden. Hvad siger du til P-pladsen for enden af Skovlystvej, hvor den støder sammen med Skovløbervangen og Fægyden i Værløse? Det er en ældre skov og der er mulighed for at gå væk fra stierne, hvis folk på trods af forbud har problemer med at overholde konceptet "i snor".

Tja, jeg kender kun skovene heromkring, så du bestemmer om du har lyst til at køre hele vejen herind eller om vi skal finde noget midtimellem Og tidspunktet? Tja, ved en 11-tiden eller?

Det kan jeg også

Tja, det er vel bedst i weekenderne med hensyn til lyset Jeg har noget planlagt på søndag, der ikke kan flyttes, men udover det har jeg intet planlagt. Hvis BlackGSD og Ling vil med, så er vi jo næsten i samme område

Hvis det foregår i snor og hundene ikke har kontakt med hinanden, så vil Molsen og jeg også gerne og det ikke er en kæmpe gruppe. Molsen plejer at være god til at ignorere andre hunde, hvis vi går tur, men de skal ikke komme op i hovedet på hende. Jeg bor på den københavnske Vestegn og der er mange gode skove at gå i heromkring; også skove, hvor løse hunde skal holde sig væk.

Ligesom Aussies Forever har jeg også været til hundeleg hos andre (sjovt nok samme sted). Jeg synes ideen er god, men det er frygteligt svært at styre, når der er løs tilmelding=tilmelding fra gang til gang og man ikke ved hvem, der kommer eller hvor mange, der kommer. Derudover skal reglerne være klokkeklare og definerede ned til det mindste; f.eks. bliver jeg fuldstændigt hysterisk og rasende, hvis en anden hund humper på min og det bliver accepteret eller hvis man bare vælger at stå og glo på en hund, der bliver jagtet. Jeg så hellere et hold som f.eks. Ninjamor's hvalpesocialisering eller de skovturshold, der findes rundt omkring, hvor man tilmelder sig et hold, der kører x antal gange og hvor man ved hvem man kommer til at møde hver gang.

R.I.P smukke smukke Ninja. Livet er uretfærdigt.

Jeg vil da gerne anbefale Solrød Dyreklinik og Ayo Weiland. Hun er en lidt speciel type og enten kan man lide hendes personlighed eller også kan man ikke, men kompetencerne kan man ikke tage fra hende. Hun har intet imod, at man konsultere eksperter på forskellige områder (f.eks. allergi) og hun er meget fair med sine priser ihvertfald over for mig, men jeg har vel også nærmest egen parkeringsplads hos hende. Hun er supergod til HD-fotografering, selvom udstyret er en anelse gammeldags. Jessie elsker hende og Rosie var også vild med hende - Mollie kan egentligt godt lide hende, men det får du hende ikke til at indrømme på et offentligt forum. Hun har lidt mere grundviden om adfærd end jeg har mødt hos andre og hun følger med i udviklingen også omkring adfærd og f.eks. smerter. Derudover vil jeg gerne anbefale Flemming Kristensen fra Vet Hudklinikken i Bagsværd, hvis man har hudproblemer eller allergi. Han har en kæmpe viden om hudsygdomme og deler gerne ud af den.