Inkognito

Hvis jeg i dag fik muligheden, så ville jeg rejse med det samme og efterlade hundene hjemme hos en de kender godt uden det mindste dårlige samvittighed. Jeg ville ikke være afhængig af hundene, når jeg var afsted og jeg ville helt sikkert ikke bede en værtsfamilie om at passe hundene, når jeg skulle noget andet; heller ikke hvis de gerne ville inden. Og så siger vi intet om, at da en bekendt ville skaffe mig et ridejob (altså rent faktisk ride; ikke kun lave staldarbejde) i en tysk dressurstald, da jeg var 17, valgte jeg at blive hjemme, da jeg ikke kunne få min egen krikke med derned og jeg bestemt ikke mente, at jeg ville kunne tage afsted uden Gud fader, hvor jeg fortrudt den beslutning lige siden - mit liv havde set ekstremt meget anderledes ud i den positive retning end det gør nu, hvis jeg havde taget afsted *GG*.

Udover det jeg skrev herinde til Rosie, så har jeg ikke gjort ret meget andet. Jeg er stadig ikke på et punkt, hvor jeg kan kigge hendes billeder igennem uden at bryde sammen, men jeg ved, at jeg vil gøre det på et tidspunkt og give hende et mere værdigt minde på min hjemmeside end hun har nu. Der ligger desuden et gavekort til en tatovering i min skuffe og venter på, at jeg kan få taget mig sammen - da Rosie jo på sin stambog hed Rose (opkaldt efter søsteren i "Fint skal det være") vil jeg have en tatovering med en rose (blomsten altså) og hendes datoer nedenunder. Der går stadig ikke en dag uden, at hun er i mine tanker og jeg får tårer i øjnene

Jeg bruger det til Mollie, der trænger til at komme ned i vægt. Jeg har før prøvet andre light-produkter til hende uden den store effekt. På dette foder ser hun pæn ud i pelsen, hun virker ikke så sulten som på andre lightfodertyper, har en pæn afføring og hun tager ikke på samt har tabt sig en anelse. Grunden til, at hun ikke taber sig mere ligger i to ting: hun har ikke været ude og gå regelmæssigt i vinter, da jeg ikke kan gå i skoven på grund af sne og jeg tør ikke udsætte mig selv og hundene for de trafikerede veje heromkring i mørke samt at vi bor hos min mormor, der forkæler tøserne ekstremt meget med usunde godbidder, småkager osv..

Jeg har model Rogle og BOT udendørs samt netdækkenet til Jessie og Mollie. Hvis Karla har de mindste problemer med rygmusklaturen eller træner hårdt, så ville jeg vælge BOT-versionerne fremfor Rogle, Skrylle og Billebjerg. Mit Rogle har været brugt til udendørsbrug om vinteren samt til op- og nedvarmning i bilen - jeg har ikke været ude i stiv storm med Rogle, men almindelig blæst kan det godt klare. Rogle er dog blevet "degraderet" herhjemme til fordel for BOT-dækkenerne, men har fuldt levet op til min forventning om det (der er bare ikke keramisk ler i). Min begrundelse for at vælge BOT-dækkenerne fremfor Skrylle og Billebjerg er Mollie's rygmuskulatur - hvis hun ikke havde haft de problemer, så havde jeg valgt enten Skrylle eller Billebjerg (sikkert Skrylle, da det også kan holde en byge ude). Jessie har så "bare" fået BOT-dækkener forebyggende og på grund af prisen (Skrylle var dyrere og Billebjerg syntes jeg mindede for meget om Rogle til prisen). Jeg kan mærke en tydelig forskel på tøserne, når de har gået tur med dækkenerne fremfor uden i det her vejr. Størst er forskellen på Mollie - Mollie slapper noget mere af og virker ikke så hård i kroppen efter brugen.

Det lød som om de havde oplevet et svagt stigende problem hos hanhunden med andre hanhunde. Jeg vil jo helst ikke sætte et prædikat som aggressiv på en andens hund jeg har mødt sammenlagt 3 timer - det ved jeg hvordan føles og det er mildest talt meget ubehageligt. Når jeg ser på den hanhund's opførsel, så er jeg ikke helt sikker på, at jeg beskrive ham som værende selvsikker - han stresser meget nemt op og lukker af for hundeføreren. Både i tilfældet med Jessie og med den anden hanhund kom det rigtige udfald først, da han mærkede et træk i snoren/selen, men i begge tilfælde vurderede den ene ejer, at reaktionen (han skulle trækkes væk) som nødvendig. Hvis jeg sammenligner hans reaktion med noget jeg kender, så er det Mollie - hun kan faktisk godt hilse på andre hunde i snor, sålænge hun ikke føler det mindste pres i linen og er der noget Mollie ikke er, så er det selvsikker og aggressiv, men samtidigt er hans race jo kendt for egetkønsaggression(?)..... Jeg ved slet ikke nok om adfærd til at vurdere hvad han er. Han er jo af en alder, hvor det er nemt bare at spille egetkønsaggressionskortet, men der kan jo være andre faktorer, der spiller ind. Smerter, forkert indlæring af hilsesituationer osv. osv. Jeg er HELT sikker på, at han ikke får lov at lave indkald uden snor/lang line igen, når vi alle er i ridehallen på samme tid, men det smarte er jo, at vi alle kan sendes ud på den anden side af barrieren under indkald.

Tak for svaret - jeg vil forsøge mig lidt frem med en formulering. Jeg vil naturligvis ikke ønske dem af holdet - vi skal alle være her og har alle betalt for gå der. Jeg vidste naturligvis også i forvejen, at der var mulighed for at møde "de forhadte" racer på holdene eftersom jeg har en god kontakt med træneren og kender hendes holdning, som er identisk med min egen. Jeg har bare aldrig prøvet at skulle sige fra overfor andre, da ingen kommer i nærheden af Mollie (jeg advarer dem inden) og Rosie var så cool og røg aldrig i problemer med fremmede hunde - jeg ved ikke hvad hun kunne, men noget kunne hun, så de andre hurtigt opgav deres forehavende. Jessie er derimod en helt anden støbning og reagerer dårligt på dårlige situationer. Jeg vil bare ikke fremstå som hysterisk - føreren af hanhunden lagde ikke mærke til, at han løftede læber overfor Jessie. Du er stadig mere diplomatisk på de dårlige dage end jeg er Dit andet forslag lyder som noget brugbart - jeg ville personligt ikke føle mig ramt, hvis en sagde sådan til mig..... Men nu tilhører "problemhunden" jo en udskældt race og nogle af disse ejere går i meget små sko og derfor har jeg blandet racen ind i det og ønskede en ide til formulering af noget, der ikke virkede fordomsfuldt. Jeg aner ikke hvordan ejerne vil reagerer på, at jeg frabeder mig kontakt - dertil kender jeg dem ikke godt nok. Jeg kender jo dybest set heller ikke hunden og hvis de vurdere, at deres hanhund ikke har nogle problemer med at hilse på tæver, så har vi en mindre interessekonflikt. Jeg har kun min egen vurdering af deres hunde at støtte mig til og min vurdering er jo ikke nødvendigvis korrekt og dybest set ikke af interesse for dem. De er ikke førstegangshundejere - de har haft hunde før og de har flere end de to de har med til træning. Jeg vil ikke stille mig som dommer overfor deres opdræt, da jeg ikke kender noget om det, men baseret på valg af træningssted så tror jeg altså, at de er fornuftige nok. Jeg ved alt om hvordan en hund kan ændre "personlighed", når den kommer ud på et træningssted og måske reagerer anderledes end den normalt vil gøre og han kører nemt højt, hvilket jo kan have ligget til grund for hans opførsel overfor Jessie. De er ikke Brian/Muhammed-typer (undskylder, hvis udtrykket støder nogle) med deres potensforlængere; de vil gerne hundene og bruger tid på dem. Træneren skal jo se episoderne, førend h*n kan handle ud fra dem. Træneren så ikke episoden med Jessie, men jeg fortalte hende om den bagefter. Og træneren vil ikke lave indkald uden snor på den i fremtiden, men det kræver jo at ejerne åbner munden og siger: "hov, min hund har måske et problem med dette" - træneren kan jo ikke se ud i fremtiden. Det kom også bag på mig, at han vendte sig rundt og løb over til den anden hanhund, da ejeren + tallerkener med frikadeller stod foran ham og han havde fokus på ejeren eller virkede ihvertfald sådan. Fordi nogle ejere af disse udskældte racer går direkte i defensiven, hvis man siger noget, der kan tolkes negativt om deres hunde netop fordi deres race så tit er udhængt i medierne. Jeg har ikke lyttet til medierne - jeg har snakket med ejere og trænere om racen og har dannet mig et billede af den derfra og nej, jeg stemmer ikke for et raceforbud. Men jeg har nogle forholdsregler - det er jeg nødt til i det område (her bliver racen brugt som potensforlænger og skræmmemiddel), hvor jeg bor og her skærer jeg alle over en kam, når jeg møder dem på gaden (det skal så også lige nævnes, at Mollie er en stor del af grunden til dette - jeg undgår også at møde alle andre hunde på smalle fortovs og lign.). Dem jeg møder andre steder; f.eks. til udstillinger eller træning bliver vurderet udfra deres opførsel og ejernes viden om deres race. Træneren snakkede med ejerne omkring tendensen til egetkønsaggression og andre ting, så hun springer ikke over hvor gærdet er lavest og vil meget gerne hjælpe - jeg tror bare ikke hun havde forventet at skulle fortælle om tendensen til egetkønsaggression hos en race, når ejerne er dem de er. Men jeg vil snakke med ejerne og håbe på, at min formulering ikke bliver alt for forkert. Det er selvfølgelig også en mulighed. Jeg tager dog træneren med på råd, inden jeg snakker med ejerne - hun kender dem bedre end jeg gør og jeg kan afprøve det på hende inden irl..

Jeg går til træning med Jessie på et unghundehold, hvor der er 2 amstaff-tæver, 1 amstaff-han, 1 grå schæfer-tæve og 1 stor hanhund af en, for mig, ubestemmelig race (vi snakker mastiff-størrelse). Schæfertæven bryder sig ikke om andre hunde og gør fint opmærksom på dette, så der er ingen fare for, at man kommer til at gå hen til hende. Den store hanhund er simpelthen bare så lækker; både af udseendet og sind - han er fuldstændig cool overfor alt. Amstaff'erne derimod er en hel anden sag og det er dem jeg har fået et lille issue med.... Jeg ved, at tæverne er kuldsøskende og jeg tror (kun tror), at hanhunden også er fra det kuld - han bor ihvertfald sammen med den ene tæve. Ejerne af den ene tæve og hanhunden er opdrætter af dem, hvilket jo burde være positivt nok - at jeg så skød dem til at være førstegangshundeejere til den første gangs træning, er så en anden sag Ejerne har gennem det seneste stykke tid oplevet lidt småproblemer med hanhunden, da han er begyndt at blive hård mod andre hanhunde.... Igår havde det nær endt i slagsmål mellem denne amstaff-han og den store hanhund på holdet, da amstaff'en blev sluppet til et indkald - amstaff'en vendte rundt og løb direkte hen til den store han og begyndte at spille op. Til alt held var den store hanhund fuldstændigt ligeglad og den ene ejer af amstaff'erne samt trænerne fik amstaff-hanhunden væk. Denne amstaff-hanhund fik lov til at hilse på Jessie i snor i starten af timen, da han nærmest trak ejeren hen til os og Jessie viste alle de rigtige signaler - hun hilste pænt og høfligt, men det endte alligevel med, at han begyndte at vise tænderne og lavede et udfald mod hende. Hvis den ene af ejerne ikke havde nået at sige til føreren af hanhunden, at han skulle trække den væk, så ved jeg ikke hvad der var sket - jeg nåede at se det og forsøgte at lokke Jessie væk, så hun kunne vende siden til ham istedet for, at jeg hev i snoren, men han reagerede inden Jessie reagerede på mig. Efter indkaldsepisoden gik det lige pludselig op for mig, at de var meget overraskede over, at deres amstaff kunne have tendens til egetkønsaggression og at de godt vidste, at han reagerede uhensigtsmæssigt overfor andre hunde til tider (men alligevel tillader de, at deres hunde hilser på andre i snor). Og nu har jeg ikke længere spor lyst til at lade Jessie hilse på dem mere..... Meeeeen hvordan får jeg det sagt til ejerne uden at komme til at virke emsig og fordomsfuld? Normalt har jeg jo brugt Mollie's temperament som undskyldning for hvorfor andre hunde ikke skal hilse på mine i snor, men jeg har jo ligssom ikke Mollie med til træning og jeg nægter simpelthen at sige, at Jessie har problemer med andre hunde og derfor ikke skal hilse, når det ikke passer og Jessie må fortsat gerne hilse på den store hanhund. Jeg er temmelig konfliktsky i den retning, men her bliver jeg simpelthen nød til at sige fra, da jeg gerne vil fortsætte til træning og jeg gider ikke rende rundt langt væk fra de andre, når det er de andre, der har et problem med deres hunde og ikke vil vise respekt overfor andre/tage de fornødne forholdsregler. Jeg vil naturligvis vende det med træneren, så hun også er forberedt, men jeg har brug for nogen til at hjælpe med formuleringen af min hilseafvisning til nogle på holdet..... For den umiddelbare formulering jeg har i baghovedet er både næsvis og meget ubehøvlet og følelsesladet. Så nogle gode formuleringer ønskes; hvordan ville I gerne have det ad vide, hvis nogle ikke ønskede at lade deres hund hilse på jeres? Andre end Amstaff-ejerne må naturligvis gerne give deres bud med på vejen, da problemet jo ligeså godt kunne have været med en gravhund - nu er Amstaff-ejere bare mere jagtet vildt end gravhunde-ejerne og jeg ønsker ikke at træde dem mere over tæerne end højst nødvendigt.

Vi er vel et par stykker Men jeg udtaler mig efterhånden meget sjældent om det, da det hos mig endte rigtig rigtig grimt=metoderne virkede ikke for os. Vi troede heller aldrig, at Rosie og Mollie ville komme op og slås uden os i nærheden - vi blev meget klogere. Rosie og Mollie begyndte at vise tegn på problemer i maj 2008 med en slåskamp og der fulgte nogle småting op til oktober 2008, hvor de gik på hende meget alvorligt og jeg endte med et meget smertefuldt bidsår i min arm. Kort tid derefter blev Mollie steriliseret.... Et år og flere slåskampe senere (bla. en nytårsaften, hvor det gik galt og kostede 3500 for at blive lappet sammen igen på den yngste hund) blev flokken reduceret fra 3 til 2 efter endnu en kamp - denne gang mens vi ikke var hjemme (min mormor var heldigvis). For os hjalp det ikke at sterilisere eller også valgte vi den forkerte hund at sterilisere. Vi så en øgning i voldsomheden for hver kamp/konflikt de røg i, men alligevel mente vi jo, at alt var ok, da Rosie og Mollie kunne ligge og sove sammen og kunne spise ved siden af hinanden = så kunne de jo godt sammen og kunne lide hinanden. Og så på det punkt blev vi klogere og der var det for sent. Og netop min personlige erfaring gør, at jeg helst ikke vil udtale mig alt for meget..... Jeg er for farvet af min egen erfaring og der var både blandet problematisk adfærd hos Mollie og fysisk sygdom hos Rosie ind i billedet. Jeg ville nok vælge at få vurderet hundene af en adfærdsbehandler, inden jeg valgte hvilken hund jeg ville sterilisere og høre hans/hendes vurdering af flokken. Det er altid nemmere for en "fremmede" at se ting i ens flok end en selv, da en selv altid vil have følelser indvolveret.

Min dyrlæge, som jeg ellers er meget tilfreds med, mener, at Mollie er et problem, så hvis jeg kom og bad om narkose for at trimme hende, så ville hun nok smide mig ud Jeg kæmper stadig med dyrlægen hvert år til sundhedsundersøgelsen om hun skal kigge øre eller ej - jeg siger hun ikke skal, da jeg kan mærke på Mollie om hun har ondt eller ej og hun siger hun skal.... Hun har dog ikke fået lov mere end en gang på de efterhånden 2-3 år vi er kommet der og har vist efterhånden indset, at hun ikke får lov. Jeg må nulre hendes ører både indvendigt og udvendigt uden problemer, men vi er ikke kommet så langt som til, at hun acceptere maskinen (utændt) eller en saks (hun bliver dog ikke klippet med saks) endnu uden hun beklager sig. Det kommer måske. Jeg tror der er flere aspekter i hele trimningssituationen end "bare" frygt for smerter ved ørene. Der er bla. bordet, som hun ikke selv kan hoppe op på og derfor skal løftes op på - derfor træner vi på gulvet nu for at se om vi kan vende situationen for os begge (det virkede nemmere end at lære hende, at man må løfte på hende). Hun har, som hvalp, været vænnet til bordet ved at spise på det (for at gøre det en rar oplevelse), men da hun jo var skæv i kroppen, så har bordet, løften op på bordet og selve trimningen jo været forbundet med smerter og vi fik nogle temmelig hårdhændene råd om tilvænning til trimning. Trimning var bare noget hunden skulle vænne sig til - der skulle ikke være så mange dikkedarer forbundet med det og det betød så, at man tog "ordentligt" fast i hunden, hvis den flyttede sig..... Jeg mærker tydelig forskel på trimmesituationen, hvis hun er lidt opkørt i forvejen - så bliver det endnu værre. Hvis hun er rolig og afslappet og jeg (det er kun mig, der trimmer hende efterhånden) er fuldstændig cool som jordbæris, så har hun ikke de store problemer med det=derfor har jeg flyttet det ned på gulvet lige pt.. Og nu er jeg med på hvad du mener med opløftende og det skal jeg lige tygge lidt på - hvis de midler har samme effekt på dyr som på mennesker, så tror jeg ikke umiddelbart, at jeg vil bruge dem på Mollie... Men jeg skal lige gå og tænke lidt over det, inden jeg lægger mig fast på et svar

En brandmand vil ikke tage en ekstra runde i en lejlighed, hvis han ikke finder noget ved første eftersøgning - det er simpelthen ikke tid til; især ikke med lejligheder. Jeg har to døre, der vender ud mod det stisystem, hvor evt. brandmænd vil komme ind og jeg har 2 vinduer - jeg har skilte siddende på dem alle, da jeg ikke kan sikker på, at brandfolkene vælger min hoveddør, hvis bryggersdøren eller et af vinduerne er mere sikre for dem at gå igennem. Jeg har også haft skilt på min bil og det blev også siddende, da jeg ved, at redningsfolk aldrig vil bruge tid på at rende rundt og lede efter noget, hvis der ikke er nogen tegn på er kommet ud af bilen ved et uheld; og slet ikke hunde. Men jeg tager da hatten af for dit engagement for evt. redningsfolk og jeg er nok bare blevet for kynisk efter at have arbejdet for en redningstjeneste

Har du så også et skilt på døren, hvor der står om du er hjemme eller ej? Brandfolkene ved jo ikke om der er nogen hjemme, når de bliver kaldt ud og skal jo lede det igennem.... Der kan jo være folk derinde, selvom det er naboerne, der har tilkaldt dem og selvom der ikke er biler i indkørslen.

Og jeg synes det er rart at høre om, at andre også har oplevet problemer i deres flokke og oplever mærkbare ændringer i flokken, når der sker nedskæringer.... Ikke fordi jeg ønsker at andre skal opleve de her negative ting, men fordi jeg så føler mig lidt mere "normal". De fleste jeg har snakket med indtil nu kigger bare mærkeligt på mig og jeg får følelsen af at være dybt underlig Men nøj, hvor er det svært at slippe de sk*** tøjler og stole på tøserne og i sidste ende også stole på mig selv igen.... Men jeg er på rigtig vej igen og er begyndt at nyde at have de små pelskræ i mit liv - selvom de kan drive mig til vanvid engang imellem

Lige nu sidder jeg på gulvet og forsøger at vende hende til det. Det går ganske udemærket, selvom hun synes jeg er lidt sær Jeg har tænkt mig at lægge trimmetingene frem på gulvet en meter eller to ved siden af mig og se hvordan hun reagerer og så gå frem derfra.... Jeg tror aldrig jeg får vendt hendes reaktion med hendes ører - hun har haft en rigtig ond omgang ørebetændelse som unghund, der blev opdaget på et sent tidspunkt, så hun har haft meget ondt i ørene. Opløftende? Gider du forklare det? For jeg tænker jo automatisk beroligende i sådan en situation, hvor hun stresser meget. Jeps, hun maser sig bare imellem os. Jeg tror jeg vil prøve at give Jessie "blikket" istedet for. Igår aftes havde vi dog en lille sejr: vi stod i køkkenet alle 4 og Martin begyndte at nusse Mollie. Det fik Jessie til at komme og forsøge at mase sig ind imellem, men jeg kaldte stille og roligt på hende og så opgav hun sit forehavende og kom hen til mig istedet. Jeg ved godt, at det absolut er i småtingsafdelingen, men det var da et skridt i den rigtige retning. Ja, Jessie respektere fint, når Mollie siger til hende, at hun skal stoppe. Sålænge vi ikke blander os eller er tæt på. Det kommer helt an på vores sindstilstand; hvis vi er opkørte, så bliver især Mollie det også og så kan vi godt se lidt stive ben. Men som hovedregel er der ingen problemer med hundene, når vi gør det på den måde. Jooo, det kan vel godt bare have været, at vi stod der..... Jeg prøver nok at overføre mine egne "negative" oplevelser med snore osv. i den situation på Mollie... Jeg lagde ikke mærke til hvordan jeg reagerede med hensyn til krosholdning og vejrtrækning, så måske var det også det hun reagerede på. Det krydser jeg så fingre for er rigtigt Og så arbejder jeg videre på at finde isen i maven, så jeg ikke går i panik over det mindste øf fra dem. Ja... Jeg kan helt sikkert mærke, at vi mennesker har fået nogle "mén" af hele vores oplevelse og vi liiiiige skal aflære vores refleksagtige reaktioner på knurren igen. Jeg er en anelse længere fremme end Martin - jeg er ikke længere bekymret, når de leger og jeg er holdt op med at gribe ud efter den nærmeste hund, når der bliver knurret/brummet. Nu nøjes jeg med at holde vejret og gå lidt væk fra dem.... Martin får stadig nervøse trækninger, når legen bliver meget verbal, men det bliver langsomt bedre. Jeg er så småt begyndt at se fordelen med en videooptager; ikke kun i adfærdssituationer, men også til træningsbrug godt hjulpet af alle dem herinde, der har uploadet træningsvideoer.... Så jeg kigger lidt rundt omkring efter en og er igang med at overtale Martin til endnu en gadget, som vi bare ikke kan leve uden på grund af hundene

Mit store "problem" er jo min tidligere erfaring, hvor hundene (Rosie og Mollie) ikke kunne klare det selv eller jo, det kunne de vel nok, men så havde Rosie slået Mollie ihjel. De to var kommet så langt ud over at forsøge den fredelige vej frem - de gik fra et enkelt knur til slåskamp, hvis det var i en af de perioder. Mollie kunne ikke engang knurre/brumme af Jessie, hvis hundehvalpen var irreterende uden, at Rosie sad i nakken på hende. Så jeg skal lære forfra, at Mollie ikke er så sindsyg som Rosie fik hende til at ligne og at Mollie faktisk helst vil undgå konflikter og at Jessie/Mollie-relationen består af to hunde, der helst vil undgå konflikter=is i maven, hvis situationen spidser til. Mollie skal også lære, at hun gerne må irettesætte Jessie, hvis hun synes "hundehvalpen" er irreterende uden at forvente at få en afklapsning af en anden hund. Jeg er helt enig i, at rangorden mellem hunde ikke er så rigid, som nogle gerne vil gøre den til og den er ekstremt dynamisk.

Hendes opkørthed og intensitet er der stadig, men i langt mindre omfang; f.eks. kører hun op, når hun skal ud og gå tur, men falder hurtigt ned. Hun kører også op, når vi lægger an til gåtur (tager sele frem osv.). Hun spasser fuldstædigt ud, når hun skal trimmes på poterne og bliver helt umulig - her skal Jessie ikke være i nærheden for så (af)reagerer Mollie på hende. Heller ikke efter trimningen skal Jessie være i nærheden. Mollie skal have tid til at komme sig psykisk efter det. Lige præcis denne situation har vi trænet og trænet om og om igen, men resultatet bliver aldrig anderledes - hun siger ikke noget til at få klippet negle (sjovt nok), men hvis man tager fat i poterne/benene og holder fast, så bliver hun "sær" + når hun skal have klippet ørene. Jeg kan trimme hende over hele kroppen uden problemer, men de 2 steder er helt gale. Jeg købte noget Zylkene med hjem efter episoden, men det var før jeg vidste præcis hvordan det virker, men dyrlægen mente ikke hun havde behov for andet end antibiotika og smertestillende samt ro naturligvis. Jeg fejlede på dette punkt ved ikke at "kræve" noget beroligende til hende, men jeg fungerede mildest elendigt i øjeblikket. Jeg syntes ikke jeg så nogen effekt ved Zylkene'n, men jeg har tænkt mig at forsøge med det op til en trimning og se om hun bliver anderledes. Jessie hverken skuler eller knurrer af Mollie for at få hende væk - hun går "bare" imellem mig og Mollie og så går Mollie som regel sin vej efter et stykke tid med Jessie siddende halvvejs ovenpå sig. Jeg synes det er svært at forlade Jessie uden samtidig også forlade Mollie - derfor har jeg/vi brugt ignorering og fysisk flytning af Jessie istedet. Jeg tror ikke Mollie vil følge med os/mig, hvis jeg går væk fra Jessie og så vil det vel gå ligeså meget ud over hende eller hvad? Jessie forstår ordet "stop" og "gå væk", hvilket hun også gør, når hun bliver bedt om det, men der er ingen tvivl om, at hun liiiiiiiiige skal prøve at se om hun ikke får succes med at drive Mollie væk. Æhm, manisk? På mig virker det jo ekstremt, da de aldrig har gjort det før, men de bliver ikke ved i timevis. Mollie siger fra, når Jessie prøver at gøre det, når Mollie ligger og slapper af eller Mollie bare ikke gider og det acceptere Jessie fint. Det er altid svært at give noget konkret ud fra noget skrevent Det er vel altid nemmere at se det

Hehe, Jessie synes virkelig Sookie er sjov Men "man" bliver noget så nederdrægtigt træt af at skulle løbe med hende Jessie sov hele resten af dagen og hele aftenen og hun var da heller ikke helt så morgenfrisk som hun plejer Men det var nu en hyggelig dag, siger vi begge

Jeg kan altid bruge andres erfaringer; om ikke andet så bare for at høre, at jeg ikke er den eneste, der til tider har bølger, der går højt. Jeg forsøger også virkelig at stole på dem og lade dem klare det selv langt hen af vejen, men forholdet mellem Rosie og Mollie var så skidt i perioder, at hvis bare Mollie brummede af Jessie uanset om det var beregttiget eller ej, så var Rosie over hende med det samme eller hvis hun brummede af Rosie, hvis hun ville have lidt mere afstand, så sprang de alt mellemliggende over og gik direkte til slåskampe. Og denne erfaring sidder ekstremt dybt i os mennesker og Mollie for den sags skyld, men Mollie er begyndt at vise mere overskud - hun er faktisk begyndt at se og registrere hvad Jessie gør, inden hun "springer i luften" og da Jessie er en klog hund på det område, så kommer Mollie ikke så langt ud, hvor hun "springer i luften". Vi har haft to tilfælde, hvor de har været oppe og toppes efter Rosie er væk og begge tilfælde lå indenfor de første 3 uger og begge indeholdte meget stress. Jeg ved ikke hvad det var, der gjorde, at Rosie havde fået den indstilling til Mollie - Mollie har aldrig været hård ved Rosie, mens de voksede op. Der var dog kun 14 måneder imellem dem, så måske noget af forklaringen kunne stamme derfra. I de gode perioder kunne de sove op ad hinanden og havde et rimeligt forhold - troede vi. Tilliden var dog væk imellem dem, kan vi se nu....... Og Rosie ydede hvad, der kun kan beskrives som psykisk terror mod Mollie - hvor meget har vi først indset nu netop fordi de var så gode venner i de gode perioder. De gode perioder var de perioder, hvor Rosie's allergi var i ro - de dårlige perioder var de perioder, hvor Rosie's allergi var generende og der var flere af de perioder end vi umiddelbart altid lagde mærke til. Jessie har ingen problemer what so ever med hendes løbetid; hverken under eller efter. Hun har dog ikke været i løbetid efter Rosie er væk, så vi ved ikke om Mollie vil reagerere anderledes på dem nu end hun har gjort før - der har ikke været gnidninger mellem Mollie og Jessie før. Det var "kun" mellem Rosie og Mollie. Umiddelbart så tiltaler tanken om sterilisation af Jessie mig ikke synderligt, hvis hun ikke begynder at få problemer og det er der flere årsager til. En er naturligvis kontrakten på hende - jeg har allerede lidt dårlig samvittighed overfor opdrætter, da jeg ikke har fået al det ud af Jessie, som hun indeholder og fordi jeg ikke helt ved, om opdrætter gerne vil trække et kuld på hende. En anden grund er hendes temperament - hun er altså ikke så selvsikker og jeg er lidt nervøs ved at fjerne hendes hormoner, for vil det gøre hendes usikkerhed værre... Hendes usikkerhed bunder i hendes begrænsede ståen-på-egen-pote i den store vide verden og det arbejder vi på nu. Jeg ser det absolut ikke som en bebrejdelse - jeg tror heller ikke på det gamle rigide hierakiske hønsestigesystem og jeg tror ikke på, at vi som mennesker kan blive betragtet som en lederhund i hundenes øjne. Vi kan foregå med gode eksempler og behandle hundene med respekt og ro - netop dette har Mollie lært mig; hvis jeg stresser af en eller anden årsag, så overfører jeg dette direkte til Mollie om jeg vil det eller ej (også selvom jeg forsøger at holde mig væk fra hende). Din historie er lærerig og det er altså rart, at man ikke står alene med gnidninger i flokken - jeg har snakket med folk IRL, hvor det virkede som om jeg var den eneste på hele kloden, der havde problemer med min flok. Jeg tror aldrig jeg vil lade det komme så langt ud igen eller det vil sige at jeg håber ikke jeg vil lade det komme så langt ud igen og jeg vil se tegnene på uvenskab mellem flokmedlemmerne i fremtiden og tage action på det. Lige pt. sidder jeg jo og siger til mig selv: hvis det kommer til problemer mellem Jessie og Mollie, så vil jeg forsøge at omplacere Jessie, idet hun kan omplaceres.... Jeg håber så bare, at jeg ser tegnene i tide og rent faktisk vil være i stand til at gøre det, hvis det skulle komme så vidt. Jessie klistrer til mig på mærkelige tidspunkter; f.eks. overfor Mollie - her tror jeg, uden at menneskeliggøre dem alt for meget, at det bunder i lidt jalousi. Jessie og jeg har ikke haft det bedste forhold og jeg har holdt mig på afstand af hende følelsesmæssigt og fysisk og nu har jeg endelig "overgivet" mig til hende og så kan hun ikke helt få nok. Jessie kan finde på at klistre til mig ude i det virkelige liv også; her er det typisk forsigtige hunde/underdanige hunde eller hunde, der er svære at læse for hende(f.eks. schæfere, amstaff.lign. hunde og mynder). Jeg har ingen ide om hvorfor hun gør det overfor forsigtige hunde, men måske noget med "fordi jeg kan"? Jeg forsøger at balancere på den der knivstynde skillelinie mellem menneskeliggørelse af hundens følelser og den dokumenterede videnskab om hundenes sprog. Når det drejer sig om hunde hun ikke sådan umiddelbart kan læse, så tænker jeg beskyttelse af mig, men også her kan jeg måske falde i menneskeliggørelsesfælden. Vi forsøger at vise Jessie en bedre måde eller mere stille måde at gå til Mollie på, men hun er altså meget hundehvalp på det område. Sammenføringer af flokken har ikke tidligere haft konflikter imellem Jessie og Mollie, men der var knas mellem Rosie og Mollie på det sidste (her kunne Mollie brumme af Rosie, hvis Rosie kom ind til mig i soveværelset om aftenen, hvis de havde været adskilt og det skete tit siden december 2008, da vi har boet hos min mormor og Rosie var meget glad for min mormor og valgte tit hendes selskab over os andres) og taget Mollie's specielle temperament i betragtning, så tror jeg hun er farvet af dette. Hele denne situation har lært mig, at der foregår så meget mellem hundene, som vi mennesker ikke ser eller mærker og hvor jeg før bare har ladet visse elementer i min omgangskreds, der mener, at hundes hjerner bare er forlænget rygmarv, mene dette, så er jeg begyndt at sige fra overfor denne udtalelse. Mollie har sørget for, at jeg har læst meget teori omkring hundesprog og adfærd og jeg følte, at jeg havde fået meget viden omkring det; herunder også det subtile sprog, som vi ikke altid lægger mærke til.... Nøj, hvor er jeg blevet klogere. Jeg havde ikke en ide om hvor meget psykisk terror Rosie udøvede over Mollie - jeg troede helt seriøst, at det var omvendt; at det var Mollie, der udøvede psykisk terror mod de andre, men Mollie er egentligt meget meget lidt konfliktsøgende og vil gå meget langt for at undgå konflikter. Så snydt kan man blive af at leve med en hund, der har adfærdsproblemer og en hund, der adfærdsmæssigt er stærk/klog/normal, men fysisk er syg.

Tak for linket - det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig der Den er lige i overkanten prismæssigt, men ser ellers smart ud, hvis man har en stortgående vovhund. Jeg kom lidt frem til samme funktion - jeg forstod egentlig kun, at man kan finde sin hund via gps'en.... Jeg forstod dog, at man skal have en speciel tilladelse for at bruge den i Danmark.... Tror jeg nok

Det er så i orden Altså det lyder det jo rart, hvis de bonder Det kan jeg godt lige klare. De virker også meget afslappede, når de gør det. Lige pt. bliver Jessie ignoreret, indtil hun holder op med at presse på; alternativt bliver skubbet lidt tilbage. I det øjeblik hun "slapper af", så får hun den opmærksomhed hun ønsker, men samtidig med Mollie og det acceptere hun fint. Det ville bare være rart, hvis vi ikke behøvede ignoreringsseancen - Mollie viser langt mere overskud end hun nogensinde har gjort før i de situationer. Hvis hun føler, at Jessie er for meget, så går Mollie, men føler sig ikke presset, hvis vi skubber Jessie væk eller beder Jessie om at flytte sig. Jessie acceptere også, hvis Mollie brummer af hende (Mollie knurrer ikke - det har vi desværre fået lært hende, at man ikke må.). Med hensyn til sammenføringen: Det er i det øjeblik, at døren bliver åbnet, at Mollie ser, æhm...., "underdanig" ud, indtil hun finder ud af, at det bare er mig på den anden side - når Jessie kommer hen til os, så får de godbidder og jeg forsøger at undgå, at Jessie løber direkte ind i hovedet på hende. Vi har prøvet med snor på Jessie og Mollie løs og det var ikke en succes, men det var mens Rosie stadig var i billedet. Vores store problem er jo, at Martin ikke kan hjælpe hvor meget han end gerne vil - hans nerver går direkte i den hund han er i nærheden af og det optrapper situationen til det negative. Og tak for rosen Det vil jeg så også håbe det er mellem Mollie og Jessie. Jessie har altid været meget fascineret af Mollie. Mollie er steriliseret og blev det i oktober/november 2008 netop grundet problemerne mellem hende og Rosie. Havde Mollie og Rosie kunne sættes sammen igen efter den sidste kamp, så var Rosie også blevet steriliseret - grunden til, at hun forblev fertil, var hendes reaktioner på narkose, som vi først i maj 2009 fandt ud af skyldtes en forkert narkose. Dette har vi bitterligt fortrudt. Som det ser ud lige nu, så skal Jessie blive fysisk syg, førend vi må sterilisere hende - der er indblandet noget kontrakt i situationen også og umiddelbart er jeg ikke sikker på, at opdrætteren vil acceptere en sterilisation af hende på grund af Mollie :-( Og netop de latterlige hormoner gør, at jeg vil skifte til hanhunde eller han/tæve-kombo i fremtiden - jeg skal ikke have fertile tæver sammen nogensinde igen. Heller ikke selvom fremtidige hunde forhåbentlig ikke kommer til at slås med adfærdsproblemer (Mollie) og fysisk sygdom (Rosie). Grunden til at hverken Rosie eller Mollie kunne omplaceres skyldtes ikke deres interne stridigheder. Rosie var allergiker med alt hvad der dertil hørte af medicinering og det gør det praktisk taget umuligt at omplacere. Rosie var helt fantastisk sammen med andre hunde end Mollie. Mollie har et meget specielt temperament, der gør hende uegnet til omplacering medmindre det var til et ekstremt specielt hjem. Vi fik nogle dårlige råd omkring opdragelse af hende, da hun var hvalp kombineret med en skæv krop, der gav hende smerter. Mollie kører i et meget højt tempo og kan ikke sammen med fremmede hunde eller hunde, der ikke lader hende være. Hun har et ekstremt dårligt hundesprog, da vi har været ekstremt "gode til" at lære hende, at afstandssøgende signaler var et no-go og vi overså helt hendes dæmpende signaler med overskridelse af hendes grænser som resultat. Netop grundet Mollie's temperament så skal de helst kunne tages fra hinanden og sættes sammen igen, da Mollie ikke kan overskue at komme med på f.eks. udstilling og Jessie skal gerne udstilles igen, når hun er færdigudviklet. Jeg synes heller ikke, at det er så fair mod Mollie, at hun skal sidde i bilen og vente, mens Jessie bliver trænet for så bare at blive kørt hjem igen. Situationen er ikke så anspændt, hvis det er Mollie, der har været fjernet fra hjemmet og vores introducering foregår her noget anderledes. Mollie bliver i bilen, indtil Jessie har hilst færdig på mig og er færdig med at løbe rundt - derefter kommer Jessie i snor og vi går en kort tur med dem for at så slippe dem sammen. Dette fungere okay, men risikoen for, at Martin får smittet den hund han går med er stor og ikke værd at løbe lige pt. hvor vi gerne skal lære at stole på, at der ikke sker noget imellem dem. Det vi/jeg er hysterisk bange for er jo, at Mollie og Jessie kommer til at tørne sammen og ikke kan sammen på sigt. Der er ingen tvivl om, at Mollie ikke er en god leder og ikke egner sig til at være leder, men det ændrer ikke på det faktum, at vi rent faktisk troede, at hun var lederen i flokken.... Men det tror jeg/vi ikke længere, at hun var - jeg/vi tror, at det var Rosie, når man ser hvordan Mollie og Jessie er blevet. Jeg har svært ved at fortolke Jessie's adfærd - jeg synes at kunne se i nogle få situationer, at hun laver tydelige dominanstegn f.eks. stiller sig i T på Mollie med hovedet på Mollie's hals, men på den anden side så kan Mollie presse hende væk fra hendes mad fra tid til anden (Jessie er ikke specielt madglad). Jessie bliver 2 den 23/3, så helt modnet er hun ikke og hun virker meget hvalpet stadig i nogle situationer. Jessie's mor er en ren alfa-tæve på den gode måde; hun kommer aldrig i konflikt med andre hunde og alle hunde kan med hende - selv Mollie slapper af i hendes selskab. Jessie minder ekstremt meget om hendes mor, men hun virker mere reaktiv og ikke så velovervejet som hendes mor samt noget mere usikker generelt. Jeg er holdt op med at tro, at jeg ved om deres indbyrdes "rangforhold" - det har hele denne situation med Mollie og Rosie lært mig. Jeg har også måtte revurdere min holdning omkring Mollie's temperament - jeg har set hende, som en hund, på trods af hendes usikkerhed overfor andre hunde, der er noget selvstændig uden det stor behov for tæthed med os mennesker. Idag er jeg blevet 110% procent klar over hvordan Mollie er sat sammen - hun er en hund, der skal bekræftes og skal have lov at have succes'er f.eks. med hendes schweiss-træning eller andre opgaver og hun skal støttes væsentligt mere end jeg troede. Hun har et stort behov for tæthed og er en hund, der skal føle sig elsket/holdt af for at føle sig tryg. Føler hun sig først tryg og bekræftet, så har hun et ekstremt overskud og hviler i sig selv. Jessie er jeg stadig igang med at lære at kende.....

I dag er det jo 12 uger siden, at vi sagde farvel til Rosie og det har været en noget turbulent tid både for os mennesker, men i stor grad også for Mollie og Jessie. Og jeg tænkte, at jeg ville liste de ændringer vi umiddelbart har oplevet med tøserne; både individuelt og sammen i flokken. Jeg har forsøgt at være så nøgtern, som jeg kan. Gode råd eller advarsler modtages gerne, hvis der er noget, der skriger til himlen, som jeg ikke selv har opdaget. Mollie: Det var hende, der kom voldsomt til skade i Rosie's overfald på hende og jeg vælger at bruge udtrykket "overfald" på grund af Mollie's skader og den indvirkning det havde på hende. Mollie var dybt rystet/chokeret efter episoden og var fuldstændig apatisk, da vi var ved dyrlægen med hende på dagen - dyrlægen kunne ikke engang genkende hende. Det var en meget chokerende oplevelse for os mennesker at se Mollie på den måde - jeg kan bedst beskrive det som om Mollie havde givet op. Mollie turde ikke gå ud i bryggerset (hvor det var sket) i 48 timer og hun kiggede sig nervøst omkring, når hun var udenfor hele weekenden (Rosie blev aflivet om fredagen, hvor de inden havde været adskilt i mere end 24 timer). Mollie begyndte langsomt at slappe af igen og så begyndte vi at se væsentlige ændringer i hende. Mollie er begyndt på flg.: - Hun stjæler fra bordene (dette var kun Rosie, der gjorde dette - Mollie har altid ladet mad være på bordet). - Hun er blevet legesyg og lægger op til leg med Jessie - dette voldte store problemer i starten grundet Mollie's verbale måde at være på, men nu leger de både med og uden lyd. - Hun er blevet fræk - jeg vil næsten kalde hende hvalp igen. - Hun er blevet mere kælen og kan nu ligge på ryggen i sengen med Jessie i nærheden og blive kløet på maven - dette "turde" hun ikke før og hvorfor vi ikke så det som et advarselstegn, aner jeg ikke. - Hun er begyndt at efterligne Jessie's rengøringsritualer om aftenen i sengen (Jessie rengører sig selv på brystet præcis som en kat). Jessie har også ændret sig siden Rosie's aflivning, men var ikke så hårdt ramt psykisk af overfaldet på Mollie. Jessie er begyndt på flg.: - Hun leger mere nu; både alene og med Mollie. - Hun er blevet lidt mere usikker på hunde, der gør lige pludseligt og voldsomt. - Hun er blevet besidderisk overfor mig, hvis jeg bruger tid sammen med hende. Hvordan ændrer jeg på dette? - Hun er blevet endnu mere nusseglad. - Hun er blevet noget mere højlydt verbalt. - Hun er blevet mere løssluppen; f.eks. løber hun meget hurtigt rundt, når hun bliver ekstra glad ved hjemkomst. - Hun virker som om hun kæmper lidt hårdere for at være tæt på os mennesker og presser Mollie væk fra tid til anden. Mollie og Jessie's relation til hinanden har jo også ændret sig og her er jeg noget mere usikker.... Tøserne er begyndt sammen på flg.: - De slikker hinanden i mundvigerne og i "ansigtet". Hvad er det de gør? - De efterligner hinanden i forskellige adfærd. - Jessie kan være lidt strid overfor Mollie, når Mollie vil nusses, men vi ser lidt samme tendens hos Jessie, hvis det er fremmede hunde, der nærmer sig os eller især mig. - Mollie virker utroligt overbærende overfor Jessie; selv når Jessie støder ind i hende, reagerer hun meget lidt, hvilket er ekstremt atypisk for Mollie. - Når Jessie f.eks. har været med mig til træning, så virker Mollie meget stille og forsagt, når de introduceres for hinanden igen, hvor Jessie virker lidt bossy. Introduceringen forgår ved at Jessie får lov at komme ud af bilen og løbe lidt, hvorefter Mollie bliver lukket af huset, mens Jessie er optaget af noget andet. Mollie kommer næsten krybende ud af huset og er meget stille + virker tememlig usikker, når Jessie kommer hen til hende typisk løbende med høj hale og løftet hoved. Dette er jeg meget usikker på; både hvad der sker og hvordan jeg gør det bedre. Martin har også taget skade af hele situationen med Mollie og Rosie; han kan ikke slappe af, når Mollie og Jessie skal mødes og han har meget svært ved at slappe af, når de leger. Martin holder sig væk fra de to situationer for ikke at præge hundene. Han bliver meget nemt anspændt i nærheden af dem, hvis der bare bliver brummet lidt f.eks. i madsituationen, hvor Mollie er slem til at presse Jessie i perioder. Jeg er heller ikke sluppet uden mén..... Jeg er igang med at lære mig selv at have mere is i maven i legesituationer og situationerne, hvor der bliver brummet - det går langsomt fremad. Jeg har lært at holde af Jessie og vise hende, at jeg holder af hende - jeg har haft et anstrengt forhold omkring Jessie lige fra starten af. Jeg er begyndt at føle lyst til at træne med tøserne igen; herunder også Jessie, hvilket jeg aldrig har haft. Jeg arbejder på at tilgive mig selv for ikke at have set hvor dårligt et forhold der egentlig var imellem Mollie og Rosie. Min selvtillid omkring det at have hund har været helt nede og vende, hvor jeg var sikker på, at jeg ikke kunne gøre noget rigtigt omkring hunde, men det er langsomt begyndt at vende. Jeg kæmper stadig med det faktum, at jeg måtte vælge mellem to af mine hunde og ingen af dem kunne omplaceres=en af dem skulle aflives. Jeg er så småt begyndt at indse, at jeg højst sandsynligt får hund igen i fremtiden. Jeg er 110% sikker på, at jeg ikke kommer til opdrætte hunde - det hverken tør jeg eller kan jeg. Jeg ved 110% sikkert, at jeg ALDRIG kommer til at have 3 hunde igen og at jeg højst sandsynligt skifter over til han/tæve-kombinationen eller han/han-kombinationen, hvis jeg skal have 2 hunde igen. Hele mit forhold omkring at have hund er blevet noget mere afslappet, nu hvor mine ambitioner om avl er væk. Og så må jeg jo se, om der er nogle, der overlevede mit lange indlæg og har nogle inputs

Jeg har fået anbefalet at bruge Garmin Forerunner-puls/løbeure til at lægge spor med, men nu har jeg ikke behov for pulstælling osv., så jeg tænkte, at der måske var andre modeller på markedet, der kan opfylde mit behov. Jeg har flg. behov/ønsker til en sådan gadget: - Brugervenlig (jeg er idiot til teknik). - Gerne mulighed for fastspændning til håndleddet (jeg har rigeligt med at holde fast i vovhundens snor, følge med og blive gående på mine ben). - Skal kunne måle længde (jeg har en stærk tendens til lægge sporene for korte). - Skal kunne "logge" en rute og huske den, så jeg kan have den med ud, når sporet er klar til at blive gået på. - Må meget gerne have en funktion, så man kunne "downloade" den originale rute samt den rute man rent faktisk gik til en computer. Jeg har selv kigget lidt rundt på Garmin's hjemmeside og er faldet over Garmin Foretex 401 el. 301, men det behøver ikke være Garmin (f.eks. er en billigere udgave ikke at fornægte ). Jeg har forsøgt med min GPS (og nej, jeg aner ikke hvad model det er) til bilen og har konstateret, at det duer den ikke til Nogle, der har erfaringer med sådanne gadgets, som de vil dele ud af?

De behandlere, der nævnes her i tråden, er alle nogle jeg har stiftet bekendtskab med gennem mit liv med Mollie; dog har jeg "kun" gået til træning hos Karen Frost og ikke haft hende ude som behandler. Til de problemer du nævner så ville mit valg helt sikkert lande på Irene/Ninjamor eller Karen Frost. Måske du også skulle holde lidt øje med Irene Jarnved's hjemmeside - hun holder fra tid til anden korte intensive kurser, når hun er igang med uddanne hendes behandler-elever. Jeg var på et sådan kursus med Mollie og det var meget givtigt, da hun stillede med figuranthunde at træne på, hvilket er ekstremt vigtigt til de problemer.

Og da jeg jo er en anelse hysterisk anlagt betød det, at min lille arbejdshest af en toyota fik nyt batteri igår Vi opdagede så også, at det var det originale batteri, der sad i den, så 8 år er vel en okay levetid for et batteri, nu hvor vi har haft istid hele vinteren

Jeg svarer lige for Fox - Alto har en plads på det øvede hold, hvis han vil have den grundet antallet på begynderholdet og Alto som individ.

Og jeg har hørt rygter om, at sporholdets instruktør aldrig ved hvordan man skal se, når man får ros