luckyluna

Hvornår er det fra og til?

Tilføjelse: Det er jo også meget det, hvor længe hunden er i de stressende situationer og hvor tit. Nu kan jeg jo mærke på mysla idag at hun var bæevet noget stresset af de ændrede rutiner her i pinsen. Vejret har været så godt at vi har været i haven og haft gæster næsten hele tiden. Og på trods af at hun tilsyneladende slapper af i haven, hun ligger og hviler, kigger og sover lidt, så skal hun også følge med i aaaalt for meget i forhold til hvad hendes hjerne kan klare. For mennekser skal følges ind og ud af lågen (eller bare holdes øje med hvad de laver), brumbassernes bo skal nøje overvåges, fuglene skal lige jages væk fra græsplænen og så bliver mysla stresset til sidst! Og hun har ikke været specielt meget oppe at køre på noget tidspunkt, faktisk mindre end hvis hun normalt er kortere tid i haven, men det er simpelthen den vedvarende uro over at der hele tiden er uro omkring hende. Og mysla er normalt i maneg situationer en enorm rolig hund og hun kan sagtens stjerne helt af i gø amok over en kat og 5 min efter ligge og sove, så bliver hun ikke stresset, men konstant uro i "flokken" og for meget et at følge med i, Så stresser hun. Og sådan har jeg oplevet mange "stresshunde" der har det. Det er ikke nødvendigvis den heftige boldleg der er synderen, det kan lige så godt være det 3 årige barn der render rundt, som hunden hele tiden synes den skal holde øje med:)

Og det er jeg med på, jeg synes bare ikke det var det der blev lagt op til i et par indlæg her til sidst, men næsten at hunden skulle holdes fra alle "stressende" oplevelser. For ja, helt sikkert forebyggelse frem for helbredelse har jo alle dage været det bedste indefor alting og da især omkring noget så invaliderende som at få konstateret kronisk stress! Og som jeg skrev, "så længe hunden ikke har et generelt stressproblem", så skal man ikke være bange for at hunden kører op i glæde over at skulle ud at gå tur. Bange som i betydningen at det skader dens helbred. Hvsi hunden er som din gamle dsg, så vil jeg betegne den som at have et generelt stressproblem og så skal der jo tages hånd om det. Men jeg kan sige at med sheila prøvede jeg også i tidernes morgen da hun var ung og meget stresset at efterleve alle "de rigtige" ting om at hun ikke måtte dit og dat og blive stresset overhoevdet, i nogen version. Hold da op, hun brændte da helt sammen! Og ikke kun pga frustration over alle de krav der så blev sat til at opføre sig "pænt", men også fordi hun er en meget glad og meget entusiastisk hund, så hele tiden at lægge låg på det, dét kunne hun ikke! Så vores løsning var også fodbolden. Med succes. For det blev styrret og hun kunne få lov at lege en leg hun elskede i små doser et par gange om ugen. Og hun blev meget mindre stresset på den måde, da hun fik lov at være "sig selv":) Hun har heldigvis retriveres tænd og sluk knap, så hun er en meget, meget afslappet hund indefor og på tur, på nær lige når det fantisktiske sker, at jeg vågner om morgenen (ja, det er lige fantastisk hver morgen at en ny dag starter) at hun skal ud at gå eller at der viser sig en yndlings legekammerat.

Hmm, de må ikke stjæle fra bordet.... Og ellers skal de vel bare følge en henstilling .

Det kan du sagtens give ham nu:) men køb dem uden knuder i enderne, da de kan gnaves af og sluges forkert. Og gerne lidt større tyggeben end du måkse tror han kan klare. Nu har jeg ikke helt styr på hans racer, men hvis han ikke er en meget lille race, så plejer de små politistave af en fingers tykkelse at fungere fint. Nu går jeg ud fra at vi taler almindelige oksehusben altså De helt plyantstynde nogen man kan få, kan være gode at have i lommen til når hvalpen får bideflip, så den kan tygge i sådan en i stedet for ens hænder. Men disse kan være for små for nogen hunde, så den sidste stump skal han måske ikke have lov at have alene. Igen fordi den kan sluges. Men ja, tag endelig ud og køb noget han kan bruge sine tænder på Hvis man holder øje med dem i starten og hvordan de håndterer det, så kan det jo aldrig gå helt galt:)

Jeg ville også bare holde øje. Hundemaver klarer de mest utrolige ting, så mon ikke det kommer fordøjet ud i morgen:)

hmm, underligt med det græs! At nogle oplever gule pletter og andre ikke..kan det have noget med jordbundsforhold at gøre mon? Nu er jeg ikke ekspert overhovedet, men hvis feks jorden er sur, så skulle kalk jo være godt. Og hvis nu de gule pletter var tegn på at jordbunden ikke kunne "tåle" belastningen fra urin, så kunne man måske gøre noget i den stil, med kalk eller gødning? Flot toilet i har lavet! Hvad underlag foretrækker hun at tisse på normalt? For det er nok det i skal efterligne. Jeg har erfaring for at spaghnum eller halm er et hit, men måske jeres hund simpelthen foretrækker græs? Måske i kender en markeringslysten hund i kan få på besøg i haven til at blive luftet på hendes toilet, nogengange kan det at der lugter af anden hund, animere ens egen til at tisse lige der..

Mja, både og.. Jeg ville nu ikke kalde det ekstremt stressende. Den form for stress som både vi og vores hunde tager skade af og bliver syge af på sigt er den der udløser de længerevarende stress hormoner som feks cortisol. Disse hormoner udløses først når den stressende oplevelse har stået på et stykke tid og som regel kun hvis den udløser angst/ubehag/frustration/aggression. Det er også cortisol er der flere dage om at normaliseres igen. Adrenalin er på normal niveau nogle timer efter, hvis niveau har været højt, ellers går det hurtigt. Så det er derfor man kan tale om posititv og negativ stress. En hund der bliver glad over at skulle ud at gå, over at der kastes bold, at der løbes agility, at ejer kommer hjem, at der leges med en anden hund er påvirket af den positive stress. Heftig leg og glæde udløser ganske rigtig adrenalin, men glæde udløser også endorfiner i hjernen som er gavnlige og så længe hunden ikke bliver i det samme høje stress niveau i laaang tid og ikke generelt har et stressproblem, så er der for så vidt intet" i vejen" med at blive lidt overglad:) Så jeg er meget enig med en ovenover der skriver at det kan udløse mere stress hos hunden at forsøge at begrænse dens glæde over feks at skulle ud. For nu bliver hunden pludselig frustreret og hvis den så også bliver lidt usikker på hvad det er ejer vil have, så er vi ovre i den negative stress. Det var i hvertfald det jeg oplevede med min egen hund og har set hos andre flere gange. Så ja, stressen skal styres, ligesom heftig boldleg også skal styres så stressen ikke kammer over, men det er vist kun få af de "gåtursglade" hunde her i tråden som har et problem med at det bliver for meget hvis de får lov at være glade. Og nogle af de hunde der virkelig kammer over når feks snoren findes frem, er ofte hunde som er blevet mega frustreret fordi de er blevet forsøgt styrret i deres glæde, på et niveau hvor de ikke kunne (feks understimuleret). og så er hunden jo blevet mere og mere stresset grundet frustration. Sådan en hund har meget mere glæde af at få stukket en bamse i gabet, lukket ud i haven, eller andet som gør at den på "lovlig" vis kan komme af med sin glæde. Og er det super vigtig for en selv at hunden er rolig når snoren findes frem, så kan man jo så vælge at lægge arbejdet i at få det, hvis ikke hunden er sådan af sig selv. Men ikke med argumentet at det er skadeligt for hunden selv at være glad:)

SÅ fik jeg den lange video ud af telefonen:) Der er de lige blevet sluppet løs og der skal lige hilses og findes ud af hvem der er hvem og hvordan man lige gør.

Og igår fik jeg så endelig svar på prøverne. INGEN tegn på kræft! weeeee, det er en lettelse:) Godt nok er sådan nogle prøver ikke 100 % sikre, men ud af den prøve de tog fandt de ingen kræftceller i hvertfald. Hun skal så have fjernet den lille knude jeg fandt om 14 dages tid og så krydses alle fingre for at der ikke udvikler sig mere nogen steder, så hun nu kan få lov at blive en gammel bedste i fred:)

Ja, jeg prøvede det et par gange for halvandet år siden, hvor sheila i løbet af kort tid ahvde været igennem 2 operationer og simpelthen var udkørt! Så aftentur sagde hun pludselig nej tak til! Det var sørme spookey og jeg blev rigtig bekymret. En vitaminkur ændrede dog på det og så var hun fyr og flamme igen, så snart jeg så meget som tænkte "tur". Før det havde jeg vist kun en enkelt gang eller to oplevet en lidt afdæmpet hund og det var så efter 25 km ridetur eller flere dage på træningskursus..Så kunne hun da godt lige overveje om hun nu rent faktisk skulle tisse..

Sjovt også at se hvor meget mere mimik man kan se hos hundene når man kommer ned i øjenhøjde med dem;)

Hov har han overvejet at få nogen tila t komme og lufte hunden mens han er på arbejde istedet for at komme af med ham? Feks en hundeglad teenager?

Bestemt han skal lede efter et godt hjem, hvis det virkelig er det han vil. Men en hund som er meget knyttet til sin ejer, kan godt få det svært med bare lige at flytte, derfor han nok blev stresset og humpede hos den potientielle køber. Så giv det lidt mere tid når der kommer en ny køber. Lad dem lære hinanden lidt at kende over nogle gange og så skal ny køber være indstillet på at tage det stille og roligt med ham det første stykke tid, så skal han såmænd nok falde til:)

Jeg har virkelig svært ved at forestille mig ligefrem at skulle være nødt til at hente hunden får at få den med ud! De få gange det er sket her i huset har jeg været voldsomt bekymret for dyrets helbred! Hehe, men sådan er de jo forskellige:) Sheila er jo omplacering og i sit tidligere liv nok ikke været så meget på tur, dog mindst en gang om dagen. Hun er og har altid været meget entusiastisk! Hun tosser rundt, bider i fingre(!ja, gjorde det ekstremt meget som unghund), finder lege tøj eller "angriber" mysla og gøer hvis hun synes det går for langsomt. Men så snart hun har tøj på og jeg har tøj på er hun helt rolig igen, bare forventingsfuld. Da hun var ung forsøgte jeg af flere omgange at aflære det, men det gav simpelthen alt for mange frustrationer hos både mig og specielt hende som ved gud havde nok ting hun skulle lære. Så jeg blev enig med mig selv om på et tidspunkt at den her adfærd ville jeg ikke gøre noget ved, der var SÅ mange andre ting der var vigtigere Og hun blev så nemt stresset af af alle de krav og begrænsninger, så i mange år køret vi ren håndterings strategi omkring glæden ved at skulle ud, det vil sige hun fik kastet en håndfuld mad på gulvet hun kunne søge mens jeg tog tøj på og så lærte hun at dutte mine hænder istedet for at bide i dem. Hun er dog ikke lige "slem" hver gang, hun er mest lykkelig når hun troede hun skulle blive hjemme og så bliver kaldt på!!! SÅ er der hjulspind:) Mysla er helt rolig, med mindre hun også troede hun skulle efterlades alene, så bliver hun lige lidt vild et øjeblik:) Men ellers ligger hun som regel bare ved døren mesn sheila spasser rundt og rejser sig og logre og strækker sig når hendes snor kommer frem:)

JEg elsker det også, mest den gamle Rex dog, Han har sådan et dejligt udtryk!

HMm, er det nyt at man ikke skal være medlem? Sørme da eneste grund til av jeg blev medlem af dkk for nogle år siden..

Hyggeligt og elsker Audreys jordmule!

Hmm, jeg tænker der ligge flere ting i det. Dels er det bevist at vi mennesker og de fleste andre dyr for den sags skyld, af natur lettere bliver bange for store sorte "ting" end for tilsvarende i en lysere farve. Både schæfere og sorte labber er som regel (host) mørke eller ja, sorte. Så måske vi generaliserer meget hurtigt omkring dette? Det er i hvertfald meget almindeligt at vores hunde husker schæferhunden som race utrolig godt, hvis de har oplevet noget negativt med en sådan engang. Mine hunde har kun oplevet en ubehagelig schæfer (som så var en blanding) og det var egentlig ikke en specielt "skør" hund, men ejere totalt uden ansvarsfølelse.! og indtil for 2 år siden havde vi ikke oplevet en sur lab, selvom sille hadede sorte store hunde, skyldtes det ikke dumme hunde, men mere at der er rigtig mange sorte lalleglader labber der løber løs og farer hen til først kommende hund, så hun følte sig løbet ned af mange. Så helt sikkert mange uansvarlige ejere af sorte labber eller labbelignende hunde. Men brodne kar i alle lejre og for knap 2 år siden sad der også pludselig en sort lab (ægte) i halsen på sheila. Ingen fysiske skrammer dog og helt sikkert en hund der reagerede ud fra egne ubehagelig oplevelser. Igen bare en ejer der ikke var bevist om hvor han burde være løs med sin hund.. Men generelt set synes jeg at man ser mere hanhunde aggressivitet hos labber end der var tidligere i racen..Men stadig ikke på et niveau hvor jeg overhovedet er mest nervøs ved dem. Kigger trods alt mere efter om en løs rottweiler har venlige hensigter end end tilsvarende labrador..

Jeg tænker det samme.. Ikke at det gør det mindre forfærdeligt, jeg hader også de halsbånd og ser dem desværre jævnligt på hunde rundt omkring!

Jeg hører vist til flertallet. Sheila fik jeg gennem den blå avis, købte èn udgave da jeg tænkte at nu var det nu der var et godt tidpunkt med fri til en hund, fandt 3 mulige kandidater, sheila var den eneste der ikke var solgt. Kiggede på hende 2 dage senere =kærlighed ved første blik:hjerte: Mysla har jeg jo faktisk fået genne privat kontakt, da jeg har overtaget hende fra min mor, men oprindelig blev hun fundet på gul og gratis på nettet. Hvalpenen var vist 4 uger på det tidpunkt, i hvertfald var vi alle henne og se hende da hun var 5 uger og pga den lange vej måtte vi nøjes med billeder til hun endelig kunne hentes 9 uger gammel.

Som i rigtig bange og ikke bare mistroisk/fordomsfuld har jeg i nyere tid kun oplevet i nogle måneder at være bange for schæfere, primært grå. Skyldes ene og alene at vores tidligere nabohund gentagne gange ud af det blå overfaldt mine hunde og det chok sad selvfølgelig også i mig. hun var en schæfer/akita blanding og lignede en grå schæfer. Kort efter dette blev jeg så nappet temmelig hårdt i ansigtet af en meget stresset grå schæfer i en presset situation. Jeg opdagede at jeg var bange ved at jeg flere måneder efter dette, hilser på en helt anden og meget sød grå schæfer, som jeg har snakket med før. Og da hun snuser til mig og kigger på mig kommer angst følelsen. Vildt spookey men en øjenåbner i forhold til hvad det er der kan få vores hunde til pludselig at ekplodere i hovedet på en hund de ellers gerne ville hilse på lige før.. At de simpelthen bliver overrumplet af angstfølelsen. Jeg var på intet tidspunkt bange for dem på afstand, omend jeg kiggede en ekstra gang. Den ugentlige omgang med en rigtig sød enzo schæferhvalp i samme periode gjorde nok at det ikke fik mulighed for at generalisere..Hverken hos mig eller hos hundene. Idag kan jeg sagtens snakke med grå schæfere og alle andre hunde. I selvskab med mine hunde er jeg som flere herinde skriver mistroisk overfor løse hunde der virker som om der ikke er styr på. Store sorte hunde samt kleiner lignende kigger jeg en ekstra gang efter og tjekker adfærd ud, primert fordi jeg ved at det kan være et større problem for pigerne end så mange andre hunde.

Tillykke med ham! Hvad siger kato til ham?

Hvordan har han det idag?

øv ja det kan jeg godt forstå, når nu han har været i dit miljø deroppe, så mangler han sikkert ekstra, i forhold til før.. Så må du trøste dig med alle dine 800 billeder:)