chr68866

På opfordring kommer nu her et par af de artikler der har været offentliggjort i Spaniel Nyt når MK101 og jeg har været en tur udenlands. De første skal blive de sidste siges der, og derfor starter vi med den nyeste artikel fra årets sommerferie i Sunny Beach Jeg har været flinke og skrevet mk101 istedet for mk101s ræddi'e navn Billederne har mk101, men måske også det bedste de ikke offentliggøres i bredt forum :slem: Turen går til……. Sunny Beach! Eller i hvert fald næsten Sunny Beach. I denne tredie rejsebeskrivelse over afsindige udstillingsrejser i det store udland, var destinationen denne gang Sortehavet i Bulgarien. Selve set up’et omkring showet lød jo forjættende; 12 udstillinger på 10 dage i 7 lande og mulighed for at vinde 7 championtitler! Alt sammen samlet på 2 showgrounds. Var der overhovedet noget at betænke sig på? Nej, tænkte vi… Selvfølgelig tager vi da derned. Hvor svært kan det egentlig være? Men jo… det skulle vise sig at være forholdsvis svært. De fleste vejbeskrivelser sagde små 2400 km og 28 timer i bil. Med lidt hurtig udregning fandt vi ud af det nok var hurtigere og lige så billigt at flyve. Det var det også, i hvert fald hurtigere. Bortset fra, at man så ikke kunne have hundene med når vi skulle have 4 stk. med. Og hvis man endelig kunne, så skulle man lande i en lufthavn, der lå så langt væk fra udstillingsstedet, at man lige var nødt til at leje en bil – og eftersom de 2 første dage af udstillingen foregik i Rumænien, 2 timers kørsel fra den anden udstillingsplads, så besluttede vi os for at køre selv. Og hvis man nu tænker over det, så er 28 timer da bare som at se ”Borte med Blæsten” eller ”Ben Hur” 7 gange. Og hvor svært kan det være? Faktisk ikke særlig svært, hvis bare vejbeskrivelsen som både Google Maps, Via Michelin og samtlige gps’er kom med holdt stik. Det viste sig desværre at de annoncerede motorveje i Rumænien var af en lidt anden beskaffenhed end dem vi sjællændere er vant til. Der var nemlig både fodgængerfelter og hestevognskørsel på vejene. Folk fra Nordjylland kender det måske fra deres egne motorveje, men for os var det et kulturchok. Og så var der bjerge…. Og det gik op ad bakke og ned ad bakke og hen ad bakke og på tværs af bakke. Netop som man i mørket tænkte, at nu måtte den sidste bakke være forceret, gik det igen op ad bakke, hen af bakke, ned af bakke og på tværs af bakke. Den tur vi troede skulle tage 8 timer gennem Rumænien kom til at tage 17 timer (så rigtig god tur til jer, der tager til Europavinderudstilling i Bucarest næste år). Nå, jeg må jo hellere være ærlig og sige at det kun var min rejsepartner MK101, der tog turen gennem Rumænien (sammen med min veninde og alle hundene). Jeg lavede den ultimative klamme finte og tog flyveren. Så skulle jeg bare lige finde en bus og køre op til hvor vi skulle bo. Easy peasy Bare ikke når man lander kl. 23.30 om aftenen. For der er alle busser holdt op med at køre. Biludlejningsbureauerne har lukket, og det ene der har åbent, har alt udsolgt. Charterbusserne er fyldt op med turister, der absolut ikke skal samme sted hen som mig, og så er der kun en ting at gøre: Taxa. Ifølge rejseguides ville en tur fra lufthavnen til ressortområdet koste i omegnen af 500 kr…. – så jeg gik glad til værks med at forhandle med taxachauffører. Og jeg kan afsløre at de der rejseguides kan stikke deres 500 kr. skråt op, for prisen kan ganges med 4 (køreturen tager godt nok også 2 timer) og det var uanset hvem jeg spurgte. Men jeg var træt, stod i Bulgarien og ville bare i seng. Partybussen med hundene var jo 9 timer forsinket, så afhentning var heller ikke en mulighed, så af sted i taxa gik det. Vores hjem de kommende 12 dage skulle vise sig at være et resort bygget i 60’erne. Det må på daværende tidspunkt have været noget af det ypperste Bulgarien kunne tilbyde, når kommunisterne skulle partifarve huden. Den ferievilla vi havde lejet, var sandsynligvis ikke istandsat siden dengang, men der var plads, og vi havde en god skyggefuld terrasse til hundene. Samt en cleaning lady, som synes at vores hunde var det mest guddommelige hun endnu havde set på denne jord. Hvilket jo sådan set var meget rart, eftersom hundene synes det var ret så festligt at få lov at sove i sengen, og de måske nok slæbte lidt hundehår med rundt, da trimningen var overstået på terrassen. Som tidligere nævnt foregik de to første udstillinger i Rumænien ca. to timers kørsel nord for resortet (136km). Vi valgte at blive boende i Albena og køre frem og tilbage frem for at bo i Rumænien. Vores i alt otte timer på vejene mellem bolig og udstilling lærte os hurtigt, at hvad Bulgarien og Rumænien sparer på oprydning langs landevejene, bruger de i stedet for på færdselspoliti. De første mange kilometer brugte vi i ivrig debat med emnet ”hvad er der galt med vores lygter, siden alle blinker af os?”. Det krævede endda et stop på yderst tvivlsom rasteplads i vejkanten, for at tjekke vinkel på lygterne, for kunne de blænde andre bilister så meget, at de følte stort behov for ivrigt at blinke af os, som vi kørte forbi dem? Eller udviste vores medtrafikanter blot en umiddelbar glæde over naive nordboere i nærheden af deres vejsideboder? Efterhånden blev vi dog klar over, at der holdt politibiler ved ethvert sted hvor der var mulighed for at nappe bilister med foden lidt for hårdt på speederen. Hvilket der i øvrigt var rig mulighed for, da man på mange af deres landevejsstrækninger kun måtte køre 40 km/t. Det lykkedes da også nogle af vores danske venner at blive nappet på en af strækningerne, men klarede frisag da de hverken havde penge eller kreditkort i bilen (*host*). En anden af vores små forhindringer på landevejene (eller primært grænseovergangene) var fraværet af original registreringsattest. Og nej, selvklart havde vi ikke den med. Og en hastigt mailet kopi var de heller ikke imponerede over. Men vi slap igennem hver gang og lovede dem vi aaaaaldrig mere ville køre forbi deres grænse (og det kunne vi så passende love igen, når vi kørte hjem fra udstillingen 5-6 timer senere). I Rumænien havde vi vores første møde med den sagnomspundne ”Russerbus”. Nogen vil vide at ”Russerbussen” altid har været lige så stor en legende som ”Den Flyvende Hollænder”. Men der var de altså - russerne. Og sikke dog et fantastisk charmerende folkefærd. Rundsave på albuerne, råben og skrigen, masen frem i kø. Senere på ugen i Bulgarien blev der sågar uddelt håndmadder til dem, der var uenige i deres kø-kultur. Men ret skal være ret, vores små pengesedler blegnede noget i selskab med de store Euromønter de kunne lægge på bordet og vi skulle i den grad lære, at det er på de breddegrader begrebet ”Money Talks” blevet opfundet. Tålmodighed er en dyd, som rige russere åbenbart fint kan undvære. Vi andre dødelige udviste overskud og ro som vi alle stod og ventede på vores tur for at få vores numre. Så smart er det nemlig i udlandet; PM udsendes ikke på forhånd og numrene skal hentes samme sted. Uanset om du skal på først eller sidst i racen. Eller om du har betalt i forvejen eller vil betale på dagen. Jeg skal dog ærligt tilstå, at da udstillingsstart på turens første udstilling var 2 timer forsinket og vores dommer var cirka lige så langsom som en snegl i en saltørken, var jeg lige ved at gå ud af mit gode skind og ønskede mig inderligt en pung og et temperament i russer størrelse. Hvad jeg dog ikke vidste på daværende tidspunkt – og nok godt det samme – var, at det skulle vise sig at blive endnu værre i løbet af ugen. Hvilket man jo har lidt svært ved at se for sig, når man slutter af på første udstilling kl. 2 natten til søndag. Rundt regnet fire timer senere end beregnet. Turens anden udstilling blev ligeledes afholdt i Rumænien. Denne gang var spaniels sat på som nogle af de seneste i ringen, så vi lavede en fin beregning i løbet af søndag formiddag, og besluttede os for, at vi ikke behøvede at være der fra udstillings start. Numrene var blevet sikret dagen før og to timers bilkørsel i de sene eftermiddagstimer, syntes vi nok hundene kunne undvære. Det gav samtidig mulighed for, at jeg og partybussens sydpå-co-pilot kunne se lidt nærmere på den anmelderroste strand, der lå 500 meter stik down fra vores bolig. Altså ned af en mængde trapper, lidt ned af gaden spækket med souvenirs, rundt om en af restauranterne med dagens spisekort skrevet på en blanding af dansk, svensk og norsk, forbi Playboy Club og så var den der. Hvilket jo lyder meget let tilgængeligt, men gør det svært at finde retur til bolig, hunde, oppakning og MK101 i tide til planlagt afgang. Så små 45 minutter forsinket, var det hele ved at blive lidt for spændende. Vores danske medudstillere og medsammensvorne var allerede på udstillingen og kunne løbende give os meldinger om, hvor langt de var nået i vores ring. Hvor det gik målbart hurtigere end dagen før. Ganske givet fordi alle dommerne havde fået indskærpet, at denne dag skulle tidsplanen holdes. Ren rumænerkørsel udenom håbløse fodgængere i siden af endnu en E-mærket ”motorvej”, overhalinger indenom og en ”selvfølgelig må jeg køre ind her og parkere lige bagved ringen”-attitude betød, at vi kunne hive vores på dagen tre tilmeldte ud af fire spaniels, en karte samt en håndfuld godbidder ud af bilen og direkte ind i ringen. Og straks som vi havde sikret os 2xBIR og 1xBIM blev det hele pakket sammen igen, for nu var det tid til at sætte sydover co-pilot på et fly nordpå. I en lufthavn to timers kørsel syd for vores sommerresidens. Den kvikke er naturligvis allerede kommet frem til resultatet: først to timers kørsel nord, ti minutters udstilling og fire timers kørsel syd (der siden skulle veksles med to timers kørsel nordover igen…! Ja, de er gale, de hundeudstillere!). Lufthavnen i Burgas ligger tilfældigvis 20 km. syd for Sunny Beach (oh, yeah! The one and only!) og eftersom vi fik sat co-driver på flyet kl. 3 om natten, var der virkelig kort fra tanke til handling, inden vi fandt os selv på ”Den Glade Viking” – og lad det være sagt med det samme: hvis nogen af jer derude har teenagers, der gerne vil til Sunny Beach… Så få gang i skovlen eller gravemaskinen straks, for de bør tvangsindespærres i en Fritzl-lignende kælder, til de kommer på bedre tanker. Men nu kan vi sige vi har været der og det er jo det væsentlige. De næste ti dages udstilling skulle foregå på resortet i Bulgarien, eller rettere sagt, Bøvlgarien. For allerede første dag måtte vi krybe til korset og rose Rumænerne for en meget veltilrettelagt udstilling set i sammenligning med det kaos, vi blev udsat for her. Alle udstillinger foregik om aftenen, så der var start kl. 18. Hvilket gav bedre vilkår for hundene – og gav os tobenede muligheden for at frekventere stranden og de tilhørende barer og massagestader i de solrige timer. Første dag var udstillingen udsat fordi dommerne angiveligt skulle spise færdig, og det var de så 2-3 timer om. Andre dage startede udstillingen 1½ time forsinket, blot for at dommerne kunne gå til pause efter ½ time. For at spise. Fast var det dog at der var pause mellem kl. 20-21, og så var det egentlig ligegyldigt om udstilling havde været i gang 2 timer eller et kvarter. Pause er pause. Og udstillingsstart til tiden er et begreb, der ikke indgår i den lokale kultur. Mest fantastisk var det dog, at der tilsyneladende også blev serveret godt med alkohol til dommermiddagene. I hvert fald havde vi et par dage hvor vi nærmest følte os hensat til at være publikum til live-opførelsen af 90-årsfødselsdagen. Men vi har da lært nu at når der bliver sagt Tzzzzzziiiiiiizzzzzz og peget på tænderne, så betyder det at man selv skal vise hundens tænder, og bagefter så kan man løbe en omgang. At gennemgå hunden på et bord og i det hele taget at røre ved den, er total spild af tid. Ret beset undgik vi dog også helst at få hundene på bord, for dernede stilles ikke trimmeborde til rådighed af klubben. Til gengæld havde de nogle meget fine vakkelvorne plastikhaveborde, som forvandlede selv den mest udstillingsvante hund til epileptiker i løbet af få sekunder. På grund af alle forsinkelserne, var udstillingerne mange dage først færdige ud på de små nattetimer (kl. 3-4). Dog fik vi at vide fra andre der havde været der før, at udstillingen var klart forbedret i år frem for sidste år - for i år havde de fået lys på arealet… Når vi var så heldige at erhverve en af de mange titler, blev vi af de mere lokale rådet til at få dem registreret på stedet. Ville vi først registrere dem senere eller ligefrem hjemmefra, ville vi kunne kigge i vejviseren efter de diplomer DKK skal bruge for at registrere titlerne på hundeweb. Så uden at være for grov, kan det roligt siges, at effektivitet var ikke just indbegrebet af de arrangerende kennel klubber. Det hele blev på udstillingen styret af den bulgarske klub, og de stakkels piger der var kontorassistenter og sad fra kl. 14-03 hver dag, hang allerede med næbbet efter første udstilling, hvor russerne havde stået og råbt uterligheder af dem. Vi gav dem i løbet af ugen is og sodavand og de synes vi var verdens flinkeste mennesker, for ikke engang deres arbejdsplads ofrede mad eller drikke på dem hele aftenen. Dagene gik slag i slag, og der var tid til både sightseeing i området, massage på stranden, solbadning, hundehygge, masser af Margaritas og shopska-salat inden udstillingen gik i gang om aftenen Når jeg skal tage de lidt sjove briller af, og de lidt mere kritiske på, oplevede vi flere gange meget kritisable forhold i løbet af de dage udstillingerne varede. En ting var den manglende tidsplan og følelsen af, at nogle af dommerne også begyndte at kede sig med hundeudstilling som ugen skred frem, blev underbygget af den øgede interesse for pauserne. Noget andet var rygterne om, at man kunne tilmelde udstillingerne på dagen, samt det faktum, at reglerne for opnåelse af championat konstant blev lavet om. Efterfølgende har vi også ladet os fortælle, at udstillingen har fået den internationale dommerstand samt FCI’s bevågenhed. Det er derfor usikkert om udstillingen får lov at fortsætte næste år. Sikkert er det i hvert fald, at nogle af de deltagende mere ”internationale” dommere har klaget over organisering og afvikling. Og er tingene foregået som udlagt af disse dommere, bør showet bestemt tages op til revidering. Vi kan nu sige vi har været der. Det har været en super god tur og med rigtig godt selskab. Men personligt tror jeg, der kommer til at gå nogle år før jeg finder på noget lignende igen. Alene transporten frem og tilbage var hård (turen hjem gik i øvrigt over Serbien, hvilket også er en historie i sig selv!), og man skal bruge nogle dage på at komme sig over køreturen. Selv om jeg er vant til færøsk mañana-mentalitet hjemme fra egen matrikel, så var den bulgarske alligevel lidt for meget til min smag og lad mig slå det fast en gang for alle: min lyst til udstilling er i den grad blevet styret nu. Til sidst gider man simpelthen ikke mere. Men med hjem i bilen havde vi i alt: 2 nye internationale champions, 4 rumænske champions, 1 Rumænsk grand champion, 4 bulgarske champions, 3 bulgarske grand champions, 3 balkan champion, 4 cypriotiske champions, 4 georgiske champions, 4 moldoviske champions, 3 makedonske champions samt 4 montenegrinske champions. For ikke at nævne 4 Black Sea Cup Winners, 4 Aphrodite Black Sea Winner, 4 Aphrodite Balkanian Winner og 4 Black Sea Winner. Alt sammen fordelt på vores fire spaniels.

Måske det var tid til reprise for den fine artikel.

ung/gammel/udseende....? altså dommer? og hår har ret meget at sige på en pelsrace

Hvem dømte for-sjov konkurrencen Petrine?

Vi må finde en dag hvor jeg kan svinge pisken Aslan

Nettv fucker nu. Dammit.

Enig med lagkagen.

Cutfather enig med mig. Rasmus lyder som Jimmi Somerville.

Havde valgt et communards nummer til de to der istedet.

Har hele tiden godt kunne lide MB, men det der rørte ikke mine tårekanaler.

Tag dig sammen Morten Benjamin. Det kan du fandme gøre bedre.

Stylist stensikkert også på crack i dag. Mullilas version 200 gange bedre end orginalen (som jeg hader)

Ja og celine Dion. Tænkte på hende, kunne bare ikke komme på navnet.

Skrigeskinke er når man forcerer for meget. I min verden er Mariah Carey også en skrigeskinke.

Meget positivt overrasket over Sveinur, havde ellers ikke anset ham for noget særligt.

Hænger her også. Jeg kunne i øvrigt ikke lide Kristel, jeg synes hun var en skrigeskinke.

Jeg fodrer med Regal .

mjoooh, i dag er det vel... Jeg ville helst have haft hun blev over 10, men hun fik cancer. Hun var i øvrigt fri på både albuer, hofter og skulder, hvilket jo er store problemer i racen. Derudover har racen en del hjerteproblemer. Her er et af de sidste billeder der findes af hende.

ja, selv forstår jeg godt racen ikke tiltaler flere. Den kæmper med helt enormt mange skavanker, hvlilket også er grunden til jeg ikke har fået en ny newfie. Jeg aner simpelthen ikke hvor jeg skulle købe den. Jeg har tidligere opdrættet newfer, og min sidste newf fik jeg aflivet i maj måned, 9½ år gammel. Jeg vil meget gerne have newf igen og jeg er også at finde ved ringen på nogle af årets udstillinger, men jeg har endnu ikke set en "must have" kombination.

Det er nu rigtigt nok, tror pt ikke der er andre herinde med interesse for racen end mig.

Jeg kan ikke huske den eksakte ordlyd i udstillingsreglementet.

Præcis

Nej, ikke ubetinget dårlige erfaringer. Men hvad jeg mener om dommere gider jeg ikke skrive offentligt