Ninjamor

Det kan jeg godt forstå du synes, når du føler dig angrebet på din holdning, men du behøver jo ikke diskutere, og jeg håber du forstår at det ikke er for at punke på dig, nogle skriver noget andet end det du mener. Selv har jeg oplevet mange hunde med adfærd som Tjaldurs, hvor det faktisk var små ændringer der skulle til. Ændringer i holdningen til "håndteringen", andre grænsesætninger, andre øvelse/aktivering osv osv osv, så jeg kan ikke bare læse at du vedvarende har problemer med dine hunde uden at ville hjælpe! Det kan du så tro på eller lade være at tro på. Det er kun dine egne ord her på HF der kan give andre et billede af Tjaldur, vi sidder ikke med de følelser og anden info som du har, men når du beskriver hans adfærd er den bekymrende set udefra og når du har skrevet at du er hamrende konfliktsky og f.eks. ikke kan holde ud at høre på han hyler/skriger, er det meget nemt at få den tanke at du undgår situationer, hvor du skal spænde hjelmen til og sige fra med fasthed. Kan du se det?. Som jeg oplever det, kører det op og ned i bølger, igen ud fra hvad du skriver, det har været rigtig skidt, så er der stille fra dig et stykke tid hvorefter det går rigtig, rigtig godt, stilhed og så vender du tilbage med en ny eller forværret problemstilling. Jeg går ud fra folk herinde følger med at ægte interesse og medfølelse for din situation, flere og flere falder fra er min opfattelse. Måske fordi de råd du får, stort set aldrig kan bruges af den ene eller den anden årsag? Hvad tænker du om den tilvænning til haltien jeg foreslog? Den er nem og lige at gå til uden hyl og skrig fra Tjaldurs side. Dumles forslag om spor synes jeg er rigtig, rigtig fornuftig, for det er en helt anden fordybelse der skal til for at gå et effektivt spor end bare at gå og afsøge marken. Denne fordybelse er dels afstressende dels giver det en dejlig tilfredshed og træthed hos hundene. 20 minutters effektivt sporsøg giver langt mere end 3 kvarters ustrukturet søg i lang line. Ydermere giver det impulskontrol hvilket Tjaldur kunne have stor gavn af. Hvordan gik det egentlig med den beroligende medicin, hjalp den? Hvis din tråd kun må være en "læsse af tråd" synes jeg, du skal gøre opmærksom på dette, gør opmærksom på, at du ikke ønsker råd eller negative kommentarer, det har jeg set andre har gjort og det mener jeg plejer at blive respekteret og så måske placere den i AOI tråden i stedet for i en debattråd?

Hold da op hvor man kan blive underholdt af at have hund! I går eftermiddags havde min søn Henrik smurt sig nogle madder og taget dem ind på sit værelse. Vi er tre voksne som deler hus, og da tredjeparten, Daniel, på et tidspunkt skulle tale med Henrik og bankede på hos ham, gik Pelle med ind på værelset. Daniel kom grinende ud og fortalte at Pelle havde forelsket sig i en halv frikadelle derinde. Efterfølgende sov Pelle ½ times tid, vågnede og begyndte at pibe, sådan uhu uhu hvor er verden dog ond agtigt. Jeg spurgte hvad han havde i tankerne og han kom hen og så forhåbningsfuldt på mig. Til det sagde jeg, at han måtte fortælle hvad han ville og rejste mig fra sofaen. Pelle gik mod havedøren, jeg troede han skulle ud hvilket undrede mig, for han havde næsten lige været på tur, men man ved jo aldrig, så jeg gik med. Næh, han skulle ikke ud, næste dør efter havedøren er døren til Henriks værelse og der stillede Pelle sig og kikkede på mig med viftende hale og håb i blikket. Så havde jeg nok en anelse om hvad han ville! Banke, banke på og ind til Henrik som sad ved sin pc. Frikadellemaden stod på gulvet lige ved siden af på en tallerken. Der var i øvrigt en hel frikadelle så jeg. Pelle stillede sig med ryggen til Henrik og front mod mig med tallerkenen mellem ham og mig. Der fastholdt han øjenkontakt med mig og budskabet var helt tydeligt: Må jeg få den? Grinende spurgte jeg Henrik og fik lov til at give Pelle dellen, som blev taget op fra gulvet og båret ud af værelset i triumf. Pelle fik sin eftermiddagssnack i sin skål og derefter var der atter ro i det lille hjem Har du også sådanne oplevelser og efterkommer du din hunds ønske i sådanne situationer?

Hvordan klarer I det hos dyrlægen, der kan han jo blive holdt fast? Selv en angst og panikhund kan få flyttet sine grænser og nogle gange må man være hårdere end man bryder sig om i stedet for at lade angst/panik styre udfaldet af en situation Men det kan Tjaldur have Det er din hund, så det må du om, jeg har bare samme opfattelse som Dina Vi andre kan også have situationer hvor vi i en periode skal fastholde et nej i længere tid og ellers er der den mulighed at sige nej og når han så stopper med at pille i haltien, tage den af inden han igen begynder. Perioden fra nej til du tager den af skal så forlænges et øjeblik af gangen. Ved at tage haltien af når han hyler og skriger forstærker du hans hylen og skrigen. Det samme kan gøres med almindelig fastholdelse. Han kan lære det

Så er vi ude i at skulle diskutere hvilket system eller hvis læringspsykologi der har den korrekte definition af begrebet, det er dødfødt fra starten og naturligvis har jeg ret :slem: Ingen spisning uden mad. Skal vi trække den længere ud kunne man også sige ingen overlevelse uden spisning derfor er det ikke spisningen der er forstærkeren, men overlevelsen. Vi kan pille alt fra hinanden, hvis vi vil det Mener du ikke "en forstærker med så stor belønningsværdi at sandsynligheden for at hunden udfører en mindre sandsynlig adfærd øges"?, jeg tror der måske er ssuttet noget ud i din formulering. Det er jo ikke adfærden der er belønningen, men det hunden får ud af at udføre adfærden f.eks. snuse efter egernspor efter et træningsmoment. Lige som det som du selv siger ikke er bolden, der i sig selv er belønningen, men derimod det hunden opnår gennem bolden Det synes jeg ikke er hårdt, det er bare dine ønsker og sådanne har vi alle, som at jeg f.eks. ikke gider skulle ordne pels dagligt og derfor ikke har en meget pelset hund eller ikke gider have en hund med stærk vagt- og vogtertilbøjelighed Nå, men man må sige det var et spring fra trådens emne, så måske skulle vi komme tilbage

Den originale forklaring på en primærforstærker er den skal være ubetinget. Hunde skal ikke lære at spise for sult, det kommer af sig selv. Mad er derfor en primærforstærker pr. definition. At nogle hunde så ikke bliver forstærket nok af godbidder ift. det de skal yde er en helt anden snak. Lige som at når hunden kører højt nok og har forventning om en type belønning f.eks. trækleg eller at løbe efter bolden, vil den bare glo på en tilbudt godbid. Godbidden hører ikke til i den situation, ligesom spredte godbidder i feltet ikke blev registreret som noget der skulle spises af Rasmus, da det jo var genstande han var i søg efter. Både leg og bold har en indlæringshistorie, jeg har i hvert tilfælde endnu ikke set en hund for hvem bold og leg med fører ikke først skulle oparbejdes til et vist niveau, selvom disse hunde muligvis findes, før det kunne anvendes som belønning for hvad som helst. I "gamle dage" havde vi en lang indkøringsperiode hvor der blev arbejdet med at gøre hunde motiveret nok for bolden, så denne kunne anvendes som belønning. Sådan går jeg stærkt ud fra det er endnu, idet hundematerialet næppe har ændret sig så meget siden jeg sidst bøjede ryggen til en omgang boldmotivation, at alene synet af en bold gør hunden motiveret for at arbejde for den Taler vi forbi hinanden her?

Det er bolden jo også for langt de fleste hunde, altså en betinget forstærker Som godbidder, hvilke jo ofte gives samtidig eller i tæt forbindelse med ros og derved bevares effekten af ros som forstærker Jeg er ikke sikker på, jeg helt er med på hvad du mener. Når jeg spørger til ros (ikke en bablen løs) er det fordi klik hurtig bliver "koldt" uden noget socialt efterfølgende, der har du så legen i træningssituationerne.

Jeg mener udenfor træningssituationerne, f.eks. hjemme hvis du lige beder ham flytte sig, lægge sig eller andet i hverdagen. Da får han vel ikke bold eller guf? Det var det jeg tænkte, jeg kunne bare ikke se om det var bevidst eller for at have øjenkontakt med bollen når han har sat sig, som det ser ud til der er Godt der er lidt at arbejde videre med ellers kunne det godt blive kedeligt

Jeg bruger at komme emnerne i engangsbægre. Målet er en ramme af træ med 6 huller der passer til bægrenei og så bede Pelle om at identificere en duft mellem 5 andre. Om vi når der til vides ikke, det kræver jo man træner Jeg har haft indsamlet "tonsvis" af vatrondeller med fært af forskellige mennesker for at træne på menneskefært, men interessen holdt ikke hos mig dengang.

Hvad så i ikke træningssituationer når han er "dygtig", roser du heller ikke da? Det var ikke trussel jeg tænkte på bare at det var et forbandet støjniveau men at der nok var en årsag til det Nåe, jeg spurgte fordi din mand ved flere lejligheder lige trækker sig et par cm baglæns, lige før bollen når ham, hvilket naturligvis kan være for at stå bedre fast i det hele taget, men også kunne være fordi han frygtede et par forpoter i gonaderne. Ligesådan laver du en affejende bevægelse med overkroppen ved tilbagekaldet nogle gange. Det kunne også være for at undgå at bollen sprang op. Derfor blev jeg nysgerrig

Velkommen til Jeg tror absolut på at nogle mennesker kan kommunikere med dyr, men jeg har også erfaring for at en del af dem der gør det, ikke aner en disse om hunde og desværre alligevel sætter ord på hundes adfærd. Hvis du ikke orker at arbejde fuldtids med problemet, som kan være uløseligt, køn og race taget i betragtning, bør du så hurtigt som muligt sende den ene hund videre. Den af dem som fungerer bedst i hverdagen vil sikkert også være den der vil have nemmest ved en omplacering. Man skal ikke glemme at tage i betragtning, at den af hundene som virker passiv kan være dette netop pga. konflikterne med den anden hund. Hundene skal altså ud på gode ture samt aktiveres dagligt, ture og aktivering som opfylder deres individuelle behov. Kommer der ikke det opbygges der overskudsenergi og frustrationer hvilket medvirker ti mat optrsppe eventuelle konflikter Hvis du vil forsøge at få hundene til at enes, bør du have vejledning fra en adfærdsbehandler som har erfaring i at arbejde med dette problem. Held og lykke med det

Mit udstyr passer desværre ikke altid sammen og det driver mig halvt til vanvid. Pelle er jo gul og jeg synes jordfarver klæder ham bedst. Han har fået syet fleecedækkener i hhv. oliven og i brune camouflacenuancer. Topnice! (Han har brug for varme over ryggen visse dage) Hans lædersele er brun. Jeg har en brun læderline og så knækker filmen der. Sidste vinter fik jeg syet et nomehalsbånd til ham i brun og orange, på billedet så farverne fine ud sammen, men i virkeligheden Min yndlingsline er lavet af sejlereb og den er hvid med røde nister i. Langlinen er også sejlerreb og den er anmassende blå BOT dækkenet er sort med røde kanter, så nogle gange ligner vi en farvelade. Lige så snart jeg har mulighed for det, ryger halsbåndet. BOT dækkenet og langlinen kan jeg ikke gøre så meget ved.

Fin video! Jeg har et par spørgsmål, hvis det er okay? Er det er bevidst fravalg af ros efter klikket? Hvorfor vælger du at råbe "plads" til ham, er det for at holde intensiteten oppe eller er det ubevidst? Lækkert med en figurant i huset. Har lille Bolle haft det med at springe op ad fig. og dig?

Jo, absolut tophumor

Jamen jeg ved det godt, jeg kan bare ikke lade være for det er så nemt at gå til når folk bruger den der med "rigtige" hunde - også selvom det bare er for spas. Når vi siger tysk ruhår i stedet for vorsteh hund kunne vi også bare sige tysk hyrdehund om schäferen Med pudlen var man også i tvivl i mange år og kaldte den derfor for pudelHUND

Okay. Så hvis schäferen er hyrdens hund må fæhunden være fæets hund :5up:

Ord er aldrig nok :ae:

Hahaha det er stort set sådan jeg har det med borderen

Hehehe... skulle du lige tænke lidt? Jeg har endnu til gode at høre en hund, der skriger ligesom Luna, over noget der fjerner sig, pga. frygt, men jeg er enig i, at vi skal tage kontrol med de situationer vore hunde ikke selv kan håndtere hensigtsmæssigt

Man kan diskutere om schäferhunden ER en rigtig hund, siden det er nødvendigt at påpege det er en hund og ikke bare en schäfer

Som så ofte tidligere får jeg en ide om at programmerne bliver tilpasset dommerne og ikke omvendt.

Kan du ikke definere hvad du mener med psykisk stærk? Igen, hvis jeg sammenligner med mig selv, mener jeg bestemt ikke jeg er psykisk svag, men mangler en definition at arbejde med

Bestemt, men det er næppe det der har været intentionen med dette klap fra konkurrenceudvalgets side. I stedet for klappet kan man have betinget et roseord, et smil eller hvad man nu vil bruge, så man ikke behøver skulle lære hunden at kunne lide noget den ikke kan lide fra starten. I det hele taget har jeg altid syntes, konkurrenceprogrammer måtte kunne gøres mere hunde/brugervenlige og alligevel være til at bedømme Men det skulle vi tidligere, eller rettere gå flere øvelser i træk hos hvert dommerhold uden at måtte rose noget videre eller belønne på anden måde.

hold da op hvor er jeg træt af alle de dobbelte indlæg forum laver

Måske skulle vi definere "sind"? Jeg tror det er der, den smutter. For mig betyder sind en hunds (eller menneskes) måde at opfatte ting på og hvordan de/vi reagerer på dette altså mere temperament. Det jeg synes du beskriver ang. afkodning af kropssprog ser jeg som usikkerhed/utryghed/signalfølsomhed og ikke som den sensivitet jeg taler om. Forskellen tror jeg ligger i at det du her beskriver er noget der sker bevidst, altså at en hund bevidst forsøger af aflæse og tolke andres signaler korrekt - eller for at søge efter noget at reagere på. Muligvis en vis form for alarmberedskab eller trinnet lige før, for at kunne nå at reagere korrekt ift. at undgå ubehag/utryghed. Dette kan både være genetisk betinget, og da mener jeg også det er en fejl, eller være skabt på baggrund af dårlige oplevelser, altså indlært. Ja, det du har beskrevet her er jeg enig i, men det er ikke den form sensivitet, jeg taler om, Jeg forstår det Mine beskrivelser af Pelles (og mine egne) reaktioner er set så objektivt som muligt uden følelser. Jeg har blot erfaret, at når visse stimuli har været til stede kommer der en reaktion. Eksempelvis er det først inden for det sidste ½ års tid jeg er blevet opmærksom på mine egne grænser (venteværelset) og hvis det var enhver anden end mig selv som var hovedpersonen ville jeg synes det var dødspændende at iagttage og lære af. Nytårsskyderiet var for mig rædselsfuldt på det helt bevidste plan. Hvert BUM føltes som nåleprik i huden, som om hver pore udvidede sig. Pelle virkede ligeglad alligevel var det ham som blev mest træt bagefter. Godt at høre for jeg har mest oplevet de hundeejere som nærmest har støttet deres hunde i at være ustabile og dårligt fungerende, men naturligvis findes I andre også Det er ikke nemt. Men vi skal heller ikke se bort fra at selv om terrierne ofte ses som nogle hårde bananer så er det jo kun i visse situationer de er sådan. De er som varm smeltet chokolade indeni på andre punkter Min opfattelse af dig da vi mødtes for et par år siden var helt klart, at du er sensitiv - og i øvrigt meget smuk at se på Som en fe tror jeg jeg syntes, æterisk og sart. Synsindtryk er også slemme hos mig og jeg tør slet ikke se film i 3D eller film som er optaget med flere billeder pr sekund end normalt. Et lysglimt i øjet kan give mig regulær kvalme, så jeg tror jeg ved hvad du mener. Ja de kære hundebasser, tænk at være så styret af vores sindsstemninger som de er, men det er jo også derfor hunde kan bruges til at forudsige anfald af forskellig art. Gør du da ikke dit bedste i situationen? Væk med den dårlige samvittighed så længe du gør det så godt du kan, ikke? Man kan garanteret gøre sin hund mere skrøbelig, hvis man ikke passer på og dårlig samvittighed er en af måderne at gøre dette på, det går jo lige ned i vapsen. Jeg tror, det er rigtig godt at blive bevidst om, at man selv er skrøbelig, ikke så man kan fordybe sig i det, men så man forstår sig selv og sine reaktioner og kan passe på ikke at gå i fælderne og ikke at lade skrøbeligheden styre livet Min læge vurderede mig depressiv efter 50 sekunder og havde allerede skrevet en recept på antidepressiv medicin efter 2 minutter. På depressionstesten hos min psykolog scorede jeg så højt at et point mere ville have fået mig tvangsindlagt som selvmordskandidat, det er ikke løgn. Selv var jeg overbevist om, at jeg ikke var deprimeret, men at min tilstand skyldtes andre årsager f.eks. flere års forhøjet stressniveau. Medicinen og jeg kunne ikke forliges og efter at have afprøvet flere præparater med god modvilje, måtte læge, psykolog og psykiater konstatere at jeg ikke skal have antidepressiv medicin. Psykiateren har ikke kunne finde kliniske tegn på depression, men senstivitet og angst ligesom psykologen gjorde. Jeg er altså højsensitiv og har angst og det kan ligne depression, uden at være det. Jeg skriver kun dette fordi andre muligvis heller ikke er reelt depressive, men "bare" højsensitive og det hjælper medicinen jo ikke på

Du kan kontakte Luciente (adfærdsbehandler) som er i denne tråd, det er i samme område som du søgte efter hjælp i den anden tråd