Ninjamor

YES! Her har været en løbsk tæve! Sådan reagerer jeg, når jeg kan se på Pelle, at der står ”lækker dame” i øjnene på ham. For så er der noget at træne med og på! At snuse til tissepletter fra løbske tæver er det næstbedste en ung hanhund ved, kun overgået af den ægte vare – tæven selv. Min tidligere hund, Rasmus, opdrog jeg til at tilsidesætte trangen til at forsvinde helt ind i hanhundenes hormonelle univers ved duften af dejlige damehunde i ”forhøjet hormonelt beredskab”. Dette for at undgå opkørthed, klynkeri eller ligefrem stress og manglende motivation for træning/konkurrence. Rasmus blev trænet med liv og lyst fra han var hvalp, trænet til at ignorere duftene hvor unaturligt dette end er. Udelukkende med positive midler forstås. Pelle, min nuværende hund, fik jeg ikke øvet i forhold til løbske tæver, da hans hvalpetid blev noget turbulent pga. en stor knæoperation da han var 4½ måned. Så socialiseringen og dermed også at lære at abstrahere fra tæveduft blev langt fra optimal. Forrige efterår, da Pelle var knap 3½ år, var første gang han blev sløret i øjnene og fik alvorligt dryppende næse ved duften af løbske tæver. Det er egentlig meget godt gået, at der gik så lang tid, men nu var det så tid til at gøre noget ved sagen. Jeg opdagede det ret brat, da jeg en formiddag kørte til et luftested og straks kunne se, at Pelle forsvandt ind i sin egen verden ved duften i skovbunden. Jeg var ikke i tvivl om, at her drejede det sig om løbsk tæve og blev lidt ærgerlig, for jeg havde ikke så meget tid på dette tidspunkt af dagen. Derfor kørte vi længere ned ad kysten og gik en tur der. Om eftermiddagen vendte vi tilbage, jeg fast besluttet på at bruge den tid der skulle til for at lære Pelle at slappe af i situationen. Han startede allerede piberiet da bilen stoppede og jeg ventede derfor til han slappede af før jeg åbnede døren. ”Piv”. Døren i. Tavshed. Døren op. ”Piv”. Døren i Sådan fortsatte vi et stykke tid til Pelle havde fundet ud af fidusen: Kun tavshed kunne få døren til at åbne sig! Han fik ikke den fjerneste hjælp fra mig, det var operant læring dette her, for den sidder bedre fast end noget andet ,når først hunden har forstået sammenhængen mellem sin handling og det næste der sker. Næste trin var at give Pelle linen på og at han tilbød øjenkontakt. Dette var adgangsbilletten ud af bilen og det gik som sædvanligt fint. ”Piv”. Jeg frøs på stedet, var tavs og bevægede mig ikke en millimeter Efter ca. 2 minutter vendte Pelle hovedet og søgte øjenkontakt. ”Dygt...” nåede jeg lige at sige: ”Piiiv”. Tavshed fra mig. Igen efter ca. 2 minutter vendte Pelle hovedet mod mig og søgte øjenkontakt. Nu var jeg parat og sagde intet, men ventede i stedet for et øjeblik med fuld øjenkontakt, hvorefter jeg sagde ”værs'go” og gav fri line. Pelle skyndte sig hen at snuse. Han stod længe og fordybede sig i dette duftunivers hunde er så betagede af, smagte, snuste, smagte, snuste og sluttede med at markere pletten som sin, hvorefter han var parat til at suse videre. Han havde helt glemt det anker han slæbte rundt på, mig, og jeg stod bare på stedet og var tavs. Da øjenkontakt er veletableret hos os, gik der ikke lang tid, før han atter søgte den og denne gang gik jeg med ham i den retning, han søgte fremad i. Hver eneste gang han trak ud i linen smed jeg anker og frøs på stedet, til han igen søgte kontakt. Øjenkontakten blev holdt længere og længere tid fordi jeg ville være helt sikker på, at han var ordentligt til stede mentalt og ikke kun lavede hovedbevægelsen. I omkring ½ time gik vi sådan rundt og dette var helt klart et vendepunkt for Pelle. Han har altid været pænt motiveret og meget lydhør for mine anvisninger, men her forstod han ”med hele sin krop”, hvad han skulle give til sin del af samarbejdet for at få en belønning der rangerer langt højere end både roastbeef og suppekødboller! Han blev belønnet med noget af det, der har størst betydning for en hanhund – at få lov at bruge sin kønsdrift, omend dette kun var i første fase, undersøgelsesfasen, og det aldrig vil blive til mere. Min oplevelse var fantastisk den eftermiddag, oplevelsen af at have en rolig og lydhør hanhund i linen på trods af tævens lokkende duft. Dette kunne lade sig gøre fordi den tankevirksomhed, den koncentration om at løse problemet med at få mig til at gå i den ønskede retning var en modvægt til opkørthed og stress! Kun fokuseret samarbejde kunne få Pelle videre og dette forstod han ret hurtigt. Det var derfor en afslappet hund og en glad ejer, der tog hjem fra skoven den dag. Pelle dog lidt mere træt end normalt. De følgende dage brugte jeg samme model og kunne se, at forståelsen smittede af på alt andet vi lavede sammen. Pelle var slet ikke i tvivl om, at intens koncentration om mig ville føre ham i mål uanset hvad målet var og i ”tæveskoven” gik han roligt og afslappet fra plet til plet og snusede. Jeg havde i den grad scoret point hos ham! Det kan absolut anbefales andre hundeejere at arbejde bevidst med dette fænomen, naturlig forstærker, på alle de aktiviteter hundene vil have adgang til. Brug det som belønning og se hvor meget stærkere det virker end både godbid og bold. Sidste gang der atter var der løbske tæver i vores daglige lufteområde, vidste Pelle straks hvad han skulle gøre for at få lov at fordybe sig. Denne gang blev han sluppet fri af linen fordi jeg ville afprøve hvor godt jeg havde fat i ham mentalt og jeg blev faktisk overrasket – glædeligt. Pelle bevarede kontakten til mig og denne gang legede vi gemmeleg som et forsøg, idet jeg var nødt til at vide hvor dybt opdragelsen sad. Det viste sig at gå over al forventning og de følgende dage blev der leget rigtig meget skjul i vores lille skov midt i byen. Jeg holdt øje med Pelle skjult bag et træ og kunne observere ham undersøge færdigt for straks efter at se sig om efter mig og, da jeg ikke kunne ses, sætte en eftersøgning i gang. Ved denne adfærd viste han, at han gerne ville have mig med, han forbandt åbenbart adgangen til snusepletterne med min tilstedeværelse. Han kunne bare være gået på eskursion på egen pote, men valgte mig til, hvilket jeg naturligvis er vældig tilfreds med og lidt rørt over, må jeg indrømme. På en af turene tog jeg godbidder med for at kontrollere hvor afslappet han nu også var. Det viste sig. at han gerne ville tage godbidder, lave øvelser og endda søge efter godbidderne. Dette var det bedste bevis på hans afslappethed og det var dejligt at observere. Hvis du har lyst til at anvende tævetissepletter som belønning for din hanhund, kan du bruge adgangen til at snuse som belønning for stort set alt det du vil øve.Tæven behøver ikke være i løbetid, de fleste hanhunde bruger gerne energi på at snuse og smage, når de får muligheden. Brug belønningen efter: Et lineføringsmoment, et spring, en fremadsendelse, indkald, afslapning – ja hvad som helst. I stedet for at forsøge at undgå disse situationer eller få en kamp ud af det med din hund kan du bruge pletterne til virkelig at få poleret nogle øvelser eller opdragelsesmomenter af. Det er et utrolig effektivt belønningsmiddel, idet den sidste handling en hund udfører, før en virkelig attraktiv belønning udløses, kommer til at betyde uendelig meget for den. Du skal dog være opmærksom på, at du ikke må kommandere din hund til øjenkontakt, ikke tale til den eller skælde ud, bare vente til den selv tilbyder kontakten. Det kan være nødvendigt med et vist mål af tålmodighed, men det betaler sig at lade hunden selv løse problemet med at få adgang til at snuse, da det er denne læringsform der hurtigst giver forståelse. Har din hund ikke lært at tage øjenkontakt skal den lære dette først, da det ellers bliver en alt for svær opgave for den at løse. Er din hund ligeglad med at snuse efter tæver, kan du bruge alt andet den gerne vil i situationen som belønning. Det kan være at få lov at ”jage” et egern (snuse og gå spor efter) leg med en hundeven, finde en pind, hoppe i vandet eller andet. Hvis du belønner med det der lige nu er mest attraktivt, vil det gøre et uudsletteligt indtryk på din hund og ville kunne ændre dens indstilling til at samarbejde. God træning!