Ninjamor

PAFF satte elevantallet op til 10 - 12? og det var en af årsagerne til at jeg smuttede, uden PAFF og jeg på nogen måde er uvenner. Men du har ret i at eleverne kan opdage, de har gabt over for meget og så stopper de. Står man så som uddanner med et i forvejen lille hold er man på den rent økonomisk. Derfor ændredes den tilladete størrelse på et hold. Jeg synes stadig det er for mange PAFF eksisterer, men efter Lone og jeg er smuttet, tror jeg ikke de har adfærdsbehandleruddannere længere..

Mere eller mindre konsekvent krydsgalop hos en hund med normal ryglængde er noget en kiropraktor bør se på. Nu mener jeg at dobermann har en forholdsvis lang ryg? og derfor er det ikke et tegn på at noget at galt når de går kryds medmindre der er sket en ændring fra ren galop. Når heste går kryds er det ofte tegn på at de har smerter eller bare har vanskeligt ved at bevare balancen i en volte og det samme gør sig altså gældende hos hunde. Hvis en hund konsekvent går kryds i volter til den ene side men ikke til den anden er det noget man bør få set på. Eksempelvis er det tid til justering af Pelle når han begynder at gå krydsgalop, så ved jeg han skal løsnes op. Derefter går han rent igen. Jeg synes slet ikke væddeløbshunde går krydsgalop i løbene, der stræker de da helt ud

Det er ikke fordi jeg VED noget, du skal bare passe på ikke at låse dig fast på at du absolut kun vil have en hvalp, en bestemt race eller bestemt køn. Tænk hvis du kun vil have en sort flattæve og Ascha allerede var blevet født måneder inden du så på hvalp og gik rundt som en hanschäfer som skulle omplaceres?? Så ville du overse hende. Så vær åben hvis du kan og håb det bedste Det kan ske ved en "tilfældighed" eller mere forberedt. Jeg synes du skal prøve at slappe så meget af omkring det som muligt. Pointen er, hvis der er nogen, at vi selv bestemmer hvad vi gør, vi kan guides, vi kan få vink med vognstænger på tykkelse med 100årige egetræer og vi kan overhøre dem! Og ikke mindst at vi kun er mennesker med menneskelige reaktioner samt at vi alle reagerer individuelt på livets tilskikkelser.. Pelle er blevet lukket ind nu men det tog tid og det var svært især fordi han stort set hele tiden er lige på vippen til ikke at blive ældre Det kan være svært rigtigt at knytte sig når man ved hvor ondt det gør at miste. Da jeg skulle have Pelle var jeg også på jagt efter Rasmus. Jeg ville have en brun tæve og fik den også først på hånden, men så blev det ændret fra opdrætters side, han havde glemt mit ønske, og jeg måtte tage en anden hvalp. Det blev en guløjet (jeg har aldrig kunnet lide gule øjne) gulpelset han!

Hvad gør du for at hun skal søge kontakt? I sådanne situationer (når hunde kører uhensigtsmæssigt op) går jeg ind for at tage kontrol over situationen. Det er rigtig fint at belønne "frivillig" kontakt, problemet er bare at hun kan skrue sig op til et niveau hvor det er umuligt at få denne kontakt og så står man der med fletningerne i brevsprækken Ud over at søge steder uden for stor belastning når dette er muligt ville jeg etablere et stopord, som hun lærer at stoppe sin adfærd på, f.eks. et "stop", "nix" eller andet og straks belønne for stoppet adfærd og etablere en god kontakt derefter.

Uhauhauha, man skal være lidt forsigtig med regressioner mener jeg... Jeg har været i regressionsterapi mange gange og har der oplevet grumme ting. Så man skal være sikker på hvad man vil med det. Mit formål har været at komme tilbage og se på tidligere liv og de hændelser som hænger ved endnu og det har været voldsomt og har siddet i kroppen længe efter. Hvis det bare er "for sjovt" skal man være sikker på at det kun bliver det

Nogen skal jo tage sig af dig ;-) Det er da ikke halvsindssygt, hvis det er så er jeg totalt til kolbøttefabrikken Pandelygten på og så ud i verden og... Nej jeg mener, når du skal have hund, læg mærke til jeg ikke skriver hvalp, :slem: næste gang, så kan du "mærke"efter hende. Du kan bede din guide bede Aschas guide om hjælp til at I finder hinanden. Det kan ske ved en "tilfældighed" eller mere forberedt. Jeg synes du skal prøve at slappe så meget af omkring det som muligt. Selv mistede jeg min body Rasmus for 8 år siden og intet har været det samme siden. Så jeg har en anelse om hvordan du har det. Det gjorde så ondt at jeg har svært ved at lukke Pelle helt ind i mit hjerte også selvom jeg faktisk er overbevist om, at han er Rasmus. Hvis du får en hund som er en anden sjæl end Ascha, så er der garanteret også en GOD mening med det. Jeg havde to hunde efter Rasmus før jeg fandt Pelle. Eller før Pelle fandt mig Hvis det er MENINGEN I skal have hinanden igen så kan du overse hende nok så meget, der skal nok være nogen som giver dig et vink med en vognstang! Sådan plejer det at virke er min opfattelse.

Jeg ved hvor tæt i to var knyttet sammen, men Inge hvis vi skal følge reinkarnationstanken, som du ved jeg helt er med på, så skal vi også ind omkring karma tror jeg. Hvis det er MENINGEN du og Ascha skal være sammen igen, og det tror jeg på, så behøver du ikke gøre noget som helst andet end at ønske det! Jo du kan lede efter hende, men du skal ikke tro hun absolut inkarnerer som samme race igen. Jeg vil tro, at du "ved" det når det er tid for at få ny hund igen og at du vil kunne genkende noget som Ascha hos en hvalp/hund når du møder hende igen. Jeg tror, at jo mere du tænker "desperat" på det des større risiko er der for at du ikke mærker rigtigt :ae:

Her tror jeg faktisk at emnet "racekendskab" har en stor del af skylden for iallefald træneres frygt for kamphunderacerne. I 90'erne blev det vældig moderne at træne efter individet, og det kan jeg kun bifalde, og racekendskabskurser blev anvendt meget som en del af efteruddannelser. Også i DcH. Det var to svenskere som havde lavet et kæmpemateriale om hundegrupperne og vi lærte rigtig meget godt på disse kurser. Men desværre er der nogle kategoriseringer i materialet, eller rettere, "folk" kategoriserer ud fra materialet og mener at alle hunde af en bestemt race er netop som beskrevet i materialet. Det er min opfattelse at det lige præcis er hvad der er sket og stadig sker. Det kommer ikke kamphunderacerne og flere andre af listehundene til gode.

Min oplevelse af terrier er, at hvis man når ind til dem og de fanger pointen, så ser man sjældent bedre hundearbejde for de er jo meget vedholdende når de vil noget. Jeg ville gerne have set den fremsendelse selvom det var synd for hf

Som Fennell og Millan

Hvilket er en stadig kilde til undren da selv samme dame i mange år har påberåbt sig ekspertise i træning af disse hunde Næh.. Jeg har også haft en hel del listehunde både i Hundelivregi og på aftenskole, flere end f.eks. schäfere og pudler Eller de er ligesom alle andre hundeejere: Nogle gider andre gider ikke

Når hun gør så meget, er der også risiko for at belønningen bliver misforstået pga. timingen: Hun stopper et nanosekund og belønnes = Hun kan tro det at gø er en "øvelse"/ønskeligt idet det bliver forstærket med belønning

Det var ikke min hensigt at du skulle føle dig ramt. Men jo, den holder! Det du beskriver er ikke opdragelse, som er det jeg skrev om, hvilket jeg mente jeg gjorde klart. Du beskriver en hund som har nogle følelser i klemme i en situation og som skal hjælpes ud af disse følelser og det lyder som om du har helt styr på fremgangsmåden Du har netop gjort det jeg skriver om - opstille at en situation du på forhånd var klar til at håndtere og du har gjort dig klart hvordan, du ville gøre dette. Så vi er ikke uenige

Det er værd at prøve. Som jeg læser dit indlæg og med den erfaring jeg har med "opkørte" hunde, mener jeg helt klart at han har behov for hjælp. Vejledning i hvordan han bør opføre sig Det kan faktisk smitte positiv af på andre uønskede adfærd, hvis der er sådan nogle, at en hund får sat nogle få tydelige grænser. Det er vigtigt at du belønner afslappethed efter du har guidet ham til den

Det er så der jeg mrner man skal tagen kontrollen tilbage ved at skabe en ny situation man har styr på. Evt ved at sætte ham i line så han er nødt til at forholde sig til det du siger

Det er godt at undersøge før man starter og det er også en mulighed at kontakte tidligere elever og få en snak om uddannelsen/lærerne.

Det gør det bestemt ikke for mig Hvis vi bare skal nærme os den måde voksne hunde opdrager hvalpe på, og det går jeg ind for, så indebærer opdragelse grænsesætning og et effektivt stopmiddel. Den voksne hund viser sit mishag i den aktuelle situation på en måde så hvalpen forstår det. Det er den ene ting. En anden ting er at ved kun at reagere på den ønskede adfærd løber vi fra et ansvar synes jeg, ansvaret der består i at guide vore hunde i den ønskede retning uden de selv skal afprøve et helt repertoire af mulige løsninger for at få succes. Jeg skelner stærkt mellem opdragelse og træning af øvelser. Opdragelse er alt det jeg vil have min hund ikke gør og som skal stoppes/forhindres. Herunder kommer i mine øjne almindelig god opførsel som at reagere på tiladelse og forbud/, gå uden at trække, komme på kald, hilse med alle 4 poter nede osv osv osv. Dette kan man sagtens lære sin hund ved kun at regere når den gør det ønskede og ignorere når den gør det forkerte. Men dels er det besværligt og i nogle tilfælde ulideligt (som en gøende hund) dels afskærer vi os fra at lære hunden, at der altså bare er noget der ikke er til diskusiion og at x adfærd bare skal stoppes når vi beder om det. At have lært sin hund dette kan komme til gavn, hvis der opstår en farlig situation som skal stoppes straks. Træning af øvelser er det jeg vil have min hund gør nærmest som et ritual i en bestemt situation og dette har intet med lydighed at gøre, det er "bare" færdigheder og disse kan med fordel læres ved at ignorere uønsket handling. Deri ligger forskellen som jeg oplever den. Hvis vi altid ignorerer uønsket adfærd oplever hunden ikke, at der er grænser for dens udfoldelse og dette kan føre til utrygge og jumpy hunde. Daniella: Har du lært Lux et stopord? Der er intet somhelst forkert ved at signalere til sin hund at "sådan gør vi ikke her!" Ved at bruge "stop", "nej" eller andet indlært signal. Når han reagerer på signalet ved at tie skal han belønnes med noget værdifuldt. Det kan også hjælpe at lære ham at give hals på signal og derved også lære ham et stopord. Ved at lære ham at halse på signal lærer han nemt hvad stopordet betyder og det kan blive nemmere at integrere i de virkelige situationer.

Det gør jeg. Jeg ville dog selv blive meget glad for hilsner hvor klienterne tilkendegav at jeg bare skulle slappe af og se at blive frisk igen Korrekt, i princippet kan alt blive anderledes end tiltænkt, det ser vi blandt andet dagligt herinde hvor indlæg skrevet i en mening opfattes i en anden. Men lad os stoppe her og bare konkludere at vi ser lidt forskelligt på det Ja det ved jeg, det er yderst ubehageligt. Til den gode side er, at så holder chokoladen nok længere

Det er bekymrende, at det er den tilfældige betjent, som afgør om hunden har bidt nok til at skulle aflives. Det er ikke i orden. Man kan komme ud for en hundehader eller en hundeelsker og skal så sole 100% på at de begge vurderer biddet objektivt. Eller hvis betjenten kom ud af døren efter et skænderi med sin kone og humøret er derefter, eller, eller, eller - det er bare ikke godt nok! Før denne hundelov var det dog også noget derhenad. Min datters 12 årige og svækkede labrador blev overfaldet, virkelig overfaldet, at en kamphunderace som kom flyvende ud af det blå på åben gade. Den røg direkte på Lobo som måtte til dyrlæge og reparares samt til kiroraktor og have justeret nakke og bækken. Der var faktisk en betjent i civil som overværede episoden og han hjalp min datter med anmeldelse osv osv. Denne betjent var klar til det dratiske skridt med aflivning af overfaldshunde, men nu gik det sådan at sagen blev overgivet til en anden betjent, som skønnede, uden at have så meget som set Lobo, at overfaldshunden var fredelig nok og så skete der ikke mere ved det andet ende at ejeren måtte betale dyrlægeregningen.

Man kan ifm. biologistudiet skrive speciale eller videreuddanne sig til etolog, viden om dyrs adfærd, og lave speciale indenfor adfærd. Ellers er der kun de "skoler" rundt omkring som uddanner her i landet. Jep, det er vanskeligt at leve af at være adfærdsbehandler medmindre man bliver kendt og kan lukrere på det. Der skal bøger, hundetræning, kurser mv til for at man kan leve godt af jobbet. Videreuddannelse er også dyr, kurserne koster pænt og man er hele tiden i risiko for at opdage at et kursus, man har betalt pænt for, ikke giver noget nyt men højst er gammel vin på nye flasker. Kendthedsfaktoren hjælper rigtig meget, det kan jeg se af Irene Jarnveds vej fra hun var lige så ukendt som jeg til hun blev kendt. Kendthed skal man ikke undervurdere Personligt misunder jeg ikke nye adfærdsbehandlere at skulle starte op, det er hårdt, Vi er virkelig mange om buddet, og man bør have det som bierhverv til man er "slået igennem", så man ikke er afhængig af indtægten, synes jeg.

Ja da, det er bare ikke mit indtryk at folk som går efter en uddannelse tager så let på "titlen".

Glædelig hvalp og held og lykke med ham

Jamen jeg påtager mig gerne den tjans hvis der er behov for det. Birgitta, Gudrun har virus på balancenerven, det er rigtig ubehageligt, men næppe en depression

Hvordan definerer de "skambide"?