Ninjamor

Ikke endnu pivpiv... De kommer først tidligt i aften, ja DE, for der kommer to Grundet særlige omstændigheder skal jeg være plejemor for yderligere en hvalp et stykke tid. Gad vide hvordan det spænder af... Nå, men jeg kan vel sidde med fødderne oppe imens de trætter sig selv

Hehehe.... jah, det er list sjovt ikke? For mynte er jo en krydderurt og som sådan vist ikke hverken han eller hunkøn, men jeg ville også forvente, at en Mynte var en tæve

Snudearbejde så?

Tak skal I have Jane, han er en hun...

Takker

Mange tak Doberfan

Joe, men de er jo socialiseret i smadder de hunde Hahaha, ja lad os så se dine evner :slem:

På et "tyggebentæppe" i stuen, gerne med en pude også. Om sommeren, når vejret er til det, er det som regel ude i haven, men alle mine hunde har helst ville tygge ben tæt på os. Jeg giver typisk knogler uden kød, endestykkerne af de lange rørknogler på kalv/ko, og de vejer 1 - 1,5 kg så vidt jeg husker. Samtlige mine hunde har efter stort set hvert måltid tygget på en knogle af egen drift.

Tak skal du have Jamen det er et af de der tilfælde hvor de rette omstændigheder er til stede og alt klapper. Hun er halvbror til Liam Fæhvalp som jeg havde i foråret og kommer samme sted fra.

Tirsdag er fint, så kan du lige køre mig til psykolog, ikk? :5up: men hvalpen kommer altså først onsdag

Ascha nu står det sort på hvidt, så hvad aftaler vi?

Tak, tak

Ikke samme kuld som Terkel Tjah hvad skal sådan en spirrevip hedde? Ikke det hun bliver kaldt hjemmefra, for det er min datters kælenavn! Jeg går gerne og lurer nogle dage for at se hvilket navn som passer til mine hvalpe og muligvis passer Mynte til hende, nu må vi se. Foreløbig er det bare "Fæhvalpen". Der er ikke så meget at fortælle, andet end at hun er af gode arbejdslinier som halvsøster til Liam Fæhvalp, som jeg havde boende 5 - 6 uger i foråret. Det er et spontant "hjertematch" og det plejer at blive godt.

Tak, tak, tak Ingen brugelige fotos endnu desværre

Foder/vandskåle, prutposer fundet frem - tjek Legetøj fundet frem - tjek Vetbed/tæpper/puder fundet frem - tjek Hundemadras fundet frem - tjek Liner, seler, klikker mv. fundet frem - tjek Hundeapoteket opdateret - tjek Spritny transportvogn indkøbt - tjek Stort bur til låns - tjek Godbidder mm indkøbt - tjek Grundig rengøring af huset - tjek (man ved jo aldrig hvornår man får tid igen) Rejsekortet fyldt op - tjek En enkelt aftale i stand om biltræning - tjek Miss Millekat informeret om nyt familiemedlem - tjek Mangler: Havehegnet sat op, aftaler om legevenner, hundeonkler- og tanter, mere biltræning, købe knogler og nå ja - en hvalp! Min nye hvalp kommer på onsdag, lille border tæve

Der er brandslukning og der er læring... Min hvalp gnaver i bordbenet og jeg vælger brandslukning - at stoppe adfærden lige her og nu. Årsagen til prøvesmagningen, at hvalpe smager sig frem og er nysgerrige, kan jeg ikke behandle. Er årsagen derimod tandskift, kan jeg gøre noget. Min unghund humper fordi ingen andre hunde, indtil nu, har taget ham seriøst og afvist ham og fordi han pt. er i en "hormonel" periode. Igen brandslukning. Årsagen kan jeg lige nu ikke gøre noget ved. I princippet er jeg enig i at årsagen bør adresseres, men det er ikke alle årsager man lige kan behandle sig ud af, men brandslukning med efterfølgende afledning og belønning for ændret adfærd er altid ved hånden. Årsagen skal først identificeres og hvad gør man så i mellemtiden? Hvad nøjagtigt i Aschas beskrivelse af hendes fremgangsmåde er det du synes er "for meget"? Selv hiver jeg hanhunden ned, også min egen, ved at tage fat i halsbånd eller sele og går mellem ham og tæven,. Hvis der er bare lidt kontakt til mig puster jeg mig op, ser meget direkte på hanhunden og går imod ham. Dette har jeg også med stor succes brugt på fremmede hanhunde som ville i uønsket nærkontakt med mine hunde. Jeg har bedt hundene blive bag mig og er gået direkte imod den fremmede hanhund i oppustet tilstand med lidt stive bevægelser. Det har altid virket, men jeg er godt klar over, at ikke alle hanhunde vil bøje af.

Som Lab-Lover siger det. Det er lagt fra al humpning fra unghunde, som skyldes stress. Det er korrekt at stress i en situation ofte giver den adfærd, men ligesom boldleg ikke automatisk giver stressede hunde er humpeadfærd ikke automatisk tegn på stress. I min verden er der meget langt mellem sort og hvidt og det er min opfattelse at nogle hundeejere overser alle gråtonerne, det er enten eller og det er synd og alt for unuanceret.

Glædelig hvalp :banan: Han ser vel nok dejlig ud :hjerte:

Det kommer an på "hvem" man er, nogle synes at målet er det fedeste andre rejsen mod målet. Selv mistede jeg al motivation for konkurrence, da min Rasmus kom i toppen, det viste sig, at pokalerne intet sagde mig og de er røget ud hver og både Fies og Rasmus' sådan er vi så forskelige og det er jo godt nok.

Og det er så her, det viser sig meget tydeligt at en ordentlig skideballe en gang for alle virker meget bedre end evig småskænden og advarsler. Jeg vidste ikke, at der gives præmie for yngste hund, eller også havde jeg bare fortrængt det. Det er tåbeligt. Jeg husker engang i ruhårsforeningen hvor jeg skulle holde foredrag, at en garvet jæger partout ville have sine hunde klar til jagt 10 måneder gamle, alt andet var spildtid. Måske et levn fra bondementaliteten med at intet må spildes, som da min unghoppe blev opstaldet på rideskole i socialiseringsøjemed og jeg stort set dagligt blev tudet ørene fulde af, at jeg burde trække et føl på hende, så tiden blev udnyttet... Men jeg var bare en tovlig køvenhavner som intet fattede

Jeg synes, frishaping er genialt, men ikke absolut og som du siger er en klikker ikke bedre end den hånd, som holder den. Jeg kan blive grøn i hovedet af dårlig mave over nogle af de ting jeg læser ang. frishaping og de krav der stilles. Der var nogle år, hvor nogle mente at frishaping også var genialt til alm. opdragelse og derfor havde hunde, som klatrede på væggene idet de aldrig havde "fri" og aldrig fik sat fornuftige grænser. Det er heldigvis noget siden jeg sidst hørte om sådan en misforståelse. Jeg har selv haft travlt for at nå noget i konkurrence, men gudskelov og tak, har mine hunde kunne holde til det og jeg er blevet klogere - eller har skiftet holdning Min kommende hvalp skal, ligesom Pelle, først og fremmest være hvalp, lære sig selv og verden at kende, knytte gode tillidsfulde bånd til mig og muligvis lære en ting eller to, det vil vise sig, men træning vil ikke være nr. 1. Det har gjort ondt de gange jeg har sendt en hvalpeejer hjem med beskeden om ikke at øve noget som helst er stykke tid, men i stedet for lære sin hvalp at være netop dette - hvalp.

Jo, det er i tidens ånd, at alt skal gå så forbandet stærkt. Man skal kunne multitaske i stor stil. Jeg ser dagligt hundeejere, som ikke giver hundene tid til at læse dagens avis og selv lave et notat og hundeejere som mener, at når de alligevel går tur kan de lige så godt tale i tlf. samtidig. Jeg ser dog også hundeejere som virker, som om de går tur for hundens og egens skyld og lader hundene både læse og skrive dagens nyheder men det første er ved at gribe om sig. På TV kører pt. en latterlig reklame som viser "farmor" på ferie med sine store børnebørn og hun forskrækker dem ved at sige at de ikke må være i gang med deres telefoner, når de tre er sammen Efter forskrækkelsen bliver ungerne lettede da farmor siger, at de må bruge telefonerne som de vil og det er åbenbart midt i morgenmaden med deres "vært" i et fremmed land. Fedt statement! Ungerne skal se film imens de kører med familien i bil osv. osv. Nærværet og fokus på samværet ryger og ting skal gå så forbandet hurtigt. Hundeejere er i stigende grad resultatorienterede og gymnasieelever udtaler, at de ikke er tilfredse med alt under topkarakterer. Resultater, resultater, resultater... Dette afspejler sig også hos en del hundeejere ellers ville der ikke findes antitrækseler, antigø halsbånd, grimer, selvhoppende bolde, foder- og vandingsautomater og hvad har vi her. En hvalp skal helst kunne x antal tricks og øvelser inden den er 4 måneder i stedet for at fokus ligger på at den skal lære verden og sig selv at kende i forhold til denne verden. Millans programmer (TV4 Sverige kalder hans programmer for "Manden som taler med hunde"!) understreger, at ting skal gå hurtigt og jeg tror, at en del hundeejere tror, at der er noget galt med deres hunde, hvis ting skal tage den tid, ting nu engang tager. Hos en del findes den tålmodighed og vedholdenhed ikke, livet går så susende stærkt omkring dem og det er bare med at hænge på i farten. Om ikke så mange år er jeg desværre sikker på, at vi er en stressnation i endnu højere grad end nu. Når vi ser den succes den danske "hundehvisker" efter sigende har, så er 48 timers løsningen åbenbart noget som appellerer til mange hundeejere, hvilket peger på, at ting skal gå stærkt - og også helst meget nemt. Den nye og mere positive træning rummer fælder, desværre. Det er så sjovt at træne, at det kan være svært at begrænse sig og man kan lære hundene de mest utrolige ting, som kan være til skade for dem selv rent fysisk. Positiv træning er et krav hos mig, men man skal også have en god portion selvdisciplin for ikke at overbyde en hvalp. Der er også en skjult hårdhed, eller kan være, i positiv forstærkning for med f.eks. frishaping kan man have for store krav og dermed frustrere hunden. Dette er på linie med hårdere fysisk håndtering i mine øjne. Alt i alt mener jeg, at vi for en stor del har rykket os gevaldigt, hvad hundeholdning angår de seneste 40 år, men overordnet ved jeg ikke om flere hunde har det bedre nu end for 40 år siden?

Ja, jeg sætter det lidt på spidsen her Som mangler definition ligesom der mangler definition på "nogenlunde normal håndtering". I princippet kan vi jo være helt enige, men uden definitionerne er det ikke til at vide, for din definition er muligvis ikke den samme som min. Jeg anfægter ikke, at hunde kan trænes til at lade være med at gå på jagt på egen pote, jeg lavede sammenligningen som debatemne: At man vil kunne træne en hund i dens jagttrang, men at man ikke skal kunne træne samme hund til at styre sin trang til reproduktion (ud fra Leschows beskrivelse om reproduktionsmotivationen). At man øjensynligt ønsker at have en stærkere reproduktionstrang end jagttrang - altså at man vil vælge hvilken "drift" som skal være stærkest, samt hvorfor, når vi kan blive enige om, at "naturligt" ikke længere kan anvendes om domesticerede hunde. Den diskussion kunne være spændende at tage. En hund som skal have lidt opmuntring/støtte, muligvis pga. opdragelsen, er jo ikke i fare for at udgå som genmateriale.

Præcis, begrebet er yt og derfor i citationstegn. Jeg anvender alligevel ofte begrebet i debatter fordi det stadig bruges i stor stil af brugshundefolket. Ordet motivation eller drivkraft er ord jeg selv anvender, da de dækker og er beskrivende for tilstanden. Det står igen at bevise hvilket instinkt der er stærkest i det hele taget - og nu er det heldigvis ingen konkurrence. Man kan modargumentere og sige at tæven som beskytter sit afkom til døden og hannen som vil parre trods alle forhindringer gør dette pga. de tilstedeværende hormoner. Instinktet viser vejen til parring, til fødsel og til yngelpleje, altså hvordan selve handlingerne skal udføres, men det er hormoner som styrer slagets gang og er igangsætter af de instinktstyrede handlinger. Den køber jeg ikke Og så er vi tilbage ved, at der intet naturligt er tilbage hos domesticerede hunde, de har ikke behov for selv at jage, de har ikke behov for at lægge føde op til hvalpene osv. osv. osv. fordi vi så rigeligt forsyner dem med det de har brug for. Så: Er vi inde i, at vi ser bort fra at vore hunde ikke lever "naturlige liv", men lige præcis det at kunne gennemføre en parring uden "hjælp" er et krav? Netop fordi der er tale om fixed action patterns mener jeg at her har vi en ting, som vi ikke kan ændre på ved avl uanset hvordan vi målretter. Når en hanhund mistrives fertil, så oplever jeg årsagen som miljøbetinget med mindre hunden har en decideret beviselig hormonel forstyrrelse. Og dog findes der mindst en race, hvor hannerne har besvær med at parre, det ved Ascha mere om end jeg. Det er ikke træning/opdragelsen mht. antijagt/jagt jeg er inde på, det er selve ideen at det skal vi kunne styre, men vi skal ikke kunne styre (må ikke blande os) i parringsakten. Fint eksempel, jeg ved ikke hvad du vil sige med det. Jeg behøverl ikke overbevises om den kraft og vilje der kan ligge bag reproduktionen. Min første hund var schäfer/pudel. Minipudel vel at mærke og det var faderen. Hvilket jeg ikke er uenig i Selvfølgelig, man er da et bæst hvis man ikke støtter sine venner, når der er behov for det

Nu bliver det lige dit jeg kommenterer, det er ikke direkte henvendt til dig Men er vi så ikke ude i at ville vælge hvilke instinkter og efterfølgende "drifter" en hund skal være stærkere i end "opdragelsen"? Vi kan tage en hund som bliver brugt meget i sin "byttedrift", altså at der bygges op på det medfødte jagtinstinkt i f.eks. IPO træning, hvor man ønsker meget "driftstærke" hunde blandt andet fordi "driften" skal kunne bære tildelt ubehag i bidearbejdet ("piskeslag" og trusler fra figuranten) så hunden ikke går af ærmet og lader sig kue. Denne "drift" bygges der på konstant, så hunden bliver stærk i situationen. Hunden bliver selvstændig i jobbet og kan endda blive så selvstændig at balancen mellem lydighed og "drift" tipper og hunden i situationen vælger at overhøre sit menneske. Jeg har hørt om en som deltog i VM i IPO, som ikke turde slippe sin hund, hvis der i den anden ende af en fodboldbane blev spillet bold. Vedkommende skrev, at h*n vidste at hunden i så tilfælde ville gå fa hånden og ned til bolden. Ulydighed og misforstået opgave, som jeg ser det. Andre siger bare "stærk byttedrift"... Omvendt ønsker vi ikke, at samme hund går selvstændigt på jagt, så den "drift" hæmmer vi via lydighedsarbejdet. Når vi så taler om forplantningsinstinktet og medhørende "drift" tænker jeg på, hvordan vi ønsker det ene og ikke det andet. Hunde skal kunne styres i deres jagt drift, men skal gå gennem ild og vand for at parre og "bør" ikke modtage hjælp/støtte? Hænger det sammen? Opdragelsen spiller ind her Hvis man ser på overlevelse så må jagtinstinktet komme som nr. 1 over parringinstinktet da jagt = overlevelse, hvilket reproduktion ikke er.. Hvorfor skal parringsinstinktet da være stærkere? Vi vil gerne kunne styre vores hunde i jagtsituationen. Jeg medgiver, at parringslystne hanhunde er i forhøjet stresstilstand og at stressen slår sulten ud, men alligevel..