Hopsa

Jeg ved ikke om det er min respons du reagerer på, men den er sådan set bare en forklaring på hvorfor mentaltesten ikke er et redskab der kan bruges til at lave "sunde og herlige hunde" - forstået som hunde der stort set alle sammen minder om en retriver i psyken. Hvor vidt en mentalbeskrivelse kan bruges helt konkret i avlssammenhæng er en anden debat.

Jeg er ikke helt sikker på jeg forstår dig, men... Nu tager jeg dobermann fordi det er den race jeg kender. Den har jo ikke været avlet til hundekamp (det går jeg heller ikke ud fra rotten har) så man kan ikke sidestille de racer med pitbull. Dobermann'en er lavet til at arbejde for sin fører, det egner den sig glimrende til. Men lissom med temmelig mange andre racer er der sket en udvanding, netop fordi nogle opdrættere har haft til ønske at have og producere familiehunde i stedet for brugshunde. Her har man stik modsat al fornuft, brugt de mindst driftige hunde i avlen, og står efter en del generationer så med hunde der på det ydre ligner dobermann, men er i total mangel af drive, fokus, udholdenhed, arbejdsevne osv. osv. Man ser det osse hos en del hyrderacer, at nogle opdrættere måske har oplevet at have svært ved at sælge de driftige hunde, måske har hvalpekunderne haft problemer med dem, og der arbejdes så i en anden retning som gør racen mere 'afdæmpet og medgørlig'. Jeg bryder mig virkelig ikke om at der i den grad 'justeres' på gode race der kan det de er lavet til, blot fordi familien brun sovs vil ha' en bestemt hund at klappe på. Der er for pokker 350 forskellige racer, det burde kunne lade sig gøre at finde en med en psyke der passer til ens hverdag så det ikke er nødvendigt at producere brugshunde minus brug. Når man mentaltester forskellige racer, så er formålet ikke at de alle skal gå hen og blive ens. Man har i hver race lavet en ønskeprofil og de er ikke ens. Når man laver en ønskeprofil og efterfølgende beskriver hundene, så kan det være fordi man oplever at en jagtrace mangler drift, at en brugsrace mangler mod, at en selskabsrace er blevet for usikker på fremmede. Mentalbeskrivelsen bruges til at belyse den enkelte hunds egenskaber på forskellige områder, og samlet set for en race kan den bruges til at se på om racen som helhed har et problem som specialklubben bør se nærmere på. I ganske få racer kan hunden dumpe testen (der er så mest tale om nogle af de racer der efterfølgende er blevet ulovliggjort) fordi man har ment at netop specielle racekarakteristika er et problem hvis en hund skal kunne indgå i det danske samfund. Det nytter ikke at en hund æder enhver der forsøger at håndtere den her i landet f.eks. Den type hunde fungerer i stedet glimrende på en bjergskråning hvor den passer en flok får, indtil dens ejer kommer og henter den. Der er jo forskel på hvordan man har hund, personligt har jeg ikke haft et problem med at have en dobermann der ikke lod en fremmed gå ind på min matrikkel og det generer mig heller ikke det mindste at 2 af mine tre hanhunde ikke accepterer andre hanhunde på deres grund. Boede jeg midt inde i byen og var afhængig af at lufte hunde sammen med andre, så havde sig sikkert en anden tilgang til mit hundehold. At man vælger racer fra der ikke er i overensstemmelse med det man skal bruge den til, det er for mig at se det eneste rigtige at gøre. Jeg skal ihvertfald ikke have en hyrdehund, den fravælger jeg, men ikke fordi der er noget galt med den. Jeg ville bare ikke vide hvad jeg skulle bruge den til. Og heldigvis er der da osse en masse mennesker der fravælger granden, fordi den slet ikke egner sig til det de vil bruge deres hund til. Det jeg prøver at sige er, at når en hund opfylder sin racestandard og derfor ikke egner sig som familiehund i gentofte hvor man vil lufte den i bernstorffsparken hver eftermiddag, så er løsningen ikke at ændre på racen men at se sig om efter en race der egner sig til formålet.

Jæs, men alverdens 'socialisering og kærlighed' kan ikke ændre på genetik, vi kan præge, træne og socialisere os hen mod eller væk fra forskellige racekarakteristika, sådan at de bliver mere eller mindre fremtrædende, men vil vi helt konkret ændre på noget, så er det genetikken vi skal igang med at justere på. Alt efter hvor længe en race har været målrettet avlet i en given retning, lisså langt tid (mange generationer) må man forvente at det vil tage at ramme et andet mål.

Marie, hundene er jo ikke avlet til at slå de to-benede ihjel eller slås med dem

Her er mine to yngste

Hej Heidi, det var pænt af dig at tilbyde din hjælp, tak for det. Vi har i midlertid fundet den rigtige opdrætter og går nu bare og håber/venter på at der er held i det næste planlagte kuld, men har du et par favorit-opdrættere du vil anbefale vil jeg selvfølgelig ikke snydes for at høre om dem

Der er kommet ny forhandler af Hurtta, så det er svært at vide om de vil deltage samme steder som tidligere.

Tag en tæve og sluk for underlivet - så er sandsynligeden for en problemfri hverdag med hundene ihvertfald størst Ift. børn og forældre (eller andre med hunde der ofte ses) så passer mine forældre indimellem mine hunde. Hvis det bare er en enkelt, så kommer den hjem til dem og indordner sig efter deres husregler (ingen hund i sofaen f.eks), er det alle hundene er mine forældre i mit hus, de har fået klare instrukser og alt er derfor som det plejer og hundene kender husreglerne. Det samme gælder for min veninde som har en udstationeringshund der kommer her ofte, alle hunde i mit hus har samme regler. Jeg tror at vi i begyndelsen havde lidt forskelligt syn på opdragelse generelt, hvilket bundede i vores forskellige erfaringer. Men vi har jo gennem tiden snakket rigtig meget om hunde og er rigtig gode til at lytte til hinandens oplevelser, fortolkninger og holdninger, så det er helt uden problemer at vi på den måde deler hunde.

Søde Iben - det ser latterligt ud og endte jeg med at eje en hund som den oven over, så lover jeg dig at (ud over at klippe dens negle) det forkerte øre blev tapet så de begge sad som rosenører, jeg magter ikke at se på sådan noget sjusk Ud over det har du ganske ret, hos alle racer der bliver kuperet, vil det være mere held end forstand hvis ørerne sidder rigtigt hvis man undlader at kupere en efterkommer af en linje der altid har været kuperet. Vi ser det her hjemme mest hos doberen, amstaffen og granden. Hos doberen og granden er problemet ofte at ørerne er for små og/eller for højt ansatte, det får dem til at sidde og flagre som mågeører. Hos amstaffen ser man ofte for tunge/store ører så den stakkels hund ligner en labrador.

Man kan jo ikke blande sig i andre menneskers valg, jeg er virkelig bare dybt forundret over det, for mig, grænseoverskridende i at vedholde at to hunde der ikke fungerer sammen skal befinde sig i hinandens hjem. Af ren personlig nysgerrighed kunne jeg godt tænke mig at høre om fremgangsmåden ville være den samme hvis der var tale om hunde af anden race og størrelse?

Man foretrækker rosenører (man som I dem der ejer racen) jeg har aldrig mødt en amstaff eller pit ejer der ikke havde rosenører som førsteprioritet, det andet ser jo osse helt tåbeligt ud

Og skal vi så ikke lige blive enige om at ørerne på den "pit" (uden kilde er det ikke til at sige om den rent faktisk er hvad den udgives for at være) absolut ikke er i overensstemmelse med den ønskede ørerstilling for racen.

Mine hunde får "reddi-reddi" meget olie i maden og er bestemt ikke fedtede - det er jo til indvortes brug, de skal ikke vaskes i det

holy crap, det var sgu noget af en bizar analyse!

Men derfor kan det vel lade sig gøre at teame dem op i to hold så de går to og to sammen med en børnelåge imellem? Hvis det kan gi' dem noget ro må det da være en fordel for alle.

"Jeg vil ha en græker hund og han vil ha en puddel. Nu er han ved at tabe". I stedet for at bruge energi på opdragelse af svigermor, ville jeg vælge at gå i dialog med kæresten omkring valget af jeres egen hund. Hvis den ene part er taberen, så mener jeg slet ikke der er en vinder - slet ikke hunden. Jeg ville aldrig selv sælge hund til en familie der ikke var enige om racen.

Der er mange andre måder at signalere på, kropssprog anvendes længe inden knurren bliver nødvendig. I min hundeflok er der rangorden, den blander jeg mig ikke i på anden måde end at jeg til en hver tid er øverste instans. Men jeg oplever ikke at denne rangorden er kommet på plads gennem knurren, kamp, diskussion eller andet.

Det afhænger af situationen, men som udgangspunkt nej. Mine hunde har lært at kontakte mig hvis der er noget de er utilfredse med, så skal jeg nok klare det for dem.

Hahaha jamen så er det fanmer da osse på sin plads med noget struktur i hjemmet :5up:

Rolige...? Det er nok ikke sandsynligt med mindre den er halvdød, men jeg er ikke i tvivl om at du kan finde en der er venlig

Ja, nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor mange hunde du har i hjemmet, jeg har trods alt "kun" 4 nu, men de ligger til gengæld i en vægtklasse der slet ikke er til at spøge med. 3 hanhunde på mellem 75 og 85 kilo stopper man ikke bare lige, og jeg synes bestemt osse det giver et langt bedre miljø i hverdagen at hundene kender retningslinjerne. Man slipper jo osse selv for at gå og hidse sig op, men kan nøjes med at rømme sig eller sige "SLUT" når der er en der lige skal ha' en reminder Jeg har tidligere haft et par hunde mere og det ligger helt fast at hvis der er én der mener en anden skal nakkes, så følger de øvrige med og der skulle det sørme meget nødigt komme til.

Sikke en ubehagelig oplevelse, jeg håber du kan få hende gennem oplevelsen uden for store problemer... Og det fremhævede giver mig egentlig bare anledning til igen at påpege en af fordelene ved at bruge lang line i træningssituationer.

Det gør helt sikkert osse en forskel for ham at han ved hvor han har dig og hvad dine forventninger er til ham, det kan jeg i hvert fald se ift. mine egne hunde. For hundeejere som os der har valgt at bo med flokhunde, hanhunde der parrer, tæver der går i løb osv., der ligger det i hele kropsholdningen og udstrålingen at der ikke tolereres slinger i valsen.

Jeg er fuldstændig enig med Iben, sådan en situation skal slet ikke have lov at udvikle sig, den skal stoppes lige med det samme. Faktisk mener jeg ikke det er rimeligt at bringe de to hunde i den situation at de tvinges til at skulle forholde sig på den måde til hinanden. Du har et hjem med en lille hundeflok bestående af to tæver og en hanhund. Her forlanger du så at din hanhund skal acceptere at der kommer andre hanhunde, osse når en af tæverne er i løbetid. I min optik er det en glimrende invitation til problemer. Jeg vil undlade at fortælle dig hvad jeg synes du skal gøre i dit eget hjem, men i stedet fortælle dig hvordan tingene fungerer i mit hjem hvor der bor tre hanhunde og en tæve. Hanhundene er hhv. 13 mdr., 2 år og 8½ år. Tæven er 4 år. Min gamle hanhund har nået en alder hvor de unge hanhunde er bevidste om at han måske ikke ville klare sig hvis han blev udfordret. Det har givet en diskussion de unge hanhunde indbyrdes, for hvem af de to skal så overtage pladsen. Det er der imidlertid ingen af dem der skal, for de får selvfølgelig ikke lov at følge tanken til dørs. De er rigtig gode kammerater og leger meget sammen på et stort indhegnet område jeg har. Men inde i huset er der helt stramme regler, og når tæven går i løbetid er det slet ikke sikkert de får lov at være sammen. Deres kropssprog observeres konstant, de må ikke ligge i sofaen sammen, de må ikke stille sig i T, hverken stående eller når den ene ligger, de må gerne lege uden lyd, men kommer der et pip får de besked på at stoppe legen (de ligger som oftest ned når de leger i stuen), de har ikke kødben, griseører, tyggepinde eller legetøj når de er inde, når de er ude har de altid legetøj de kan deles om. Dem der kommer i huset må ikke give dem godbidder, det er kun noget jeg gør. - og der kommer under ingen omstændigheder andre hunde ind i huset, med undtagelse af en tæve jeg har i udstationering som kommer her mindst en gang om ugen, hun er født her og er en integreret del af flokken.

Jeg mener faktisk godt man må overveje hvad man støtter op om når man anskaffer sig hund, osse når det gælder internathunde. Samtidig mener jeg osse at det er fuldstændigt urimeligt at udsætte andre race for en evt. mistanke ved at lyve sin hund til noget den ikke er (eller man ikke ved om den er). Både poter og ører på den hvalp vidner om at det næppe er de to omtalte racer der fylder mest i dens genpulje, og når den runder to år vil det nok være betydeligt mere iøjefaldende hvad den i virkeligheden indeholder. Det er fint og flot at der er mennesker der er villige til at redde hvad som helst, men man er ikke fritaget for at tænke langsigtet mens man gør det.