Hopsa

Tak skal du ha'

:lun:

Hahaha præcis "jamen så stå dog stille hund"! Og tak, jeg er osse selv lidt pjattet med dem

Ja det er jeg slet ikke i tvivl om - min dobermann ville jeg ikke have bekymringer om at fodre råt fra hvalp. Det er nu heller ikke fordi jeg ikke tror det kan lade sig gøre at fodre grande-hvalpe på råt, jeg tør bare ikke tage chancen med mine egne. Som Charlie er inde på så er det ikke til at finde ud af hvad der er optimalt, hvor meget eller hvor lidt i forhold til hvad? Og hvad det bringer med sig på sigt at ramme forkert - for der er sørme forskel på om fundamentet skal understøtte 25 eller 85 kilo. Men nu har jeg råfodret i 6 års tid så måske en dag de små bamser alligevel skal være forsøgskaniner de får lov at smage på det hele fra de er små, hele fisk, hestekød, lammemave, hakket indmad, knogler, grisehaler osv. Men basen er tørfoder indtil videre.. 3 ugers hvalp med en grisehale 6 ugers hvalp med en ørred

Mine hunde får knogler, hele fisk og grisehaler fra de er helt små, men jeg oplever nu alligevel at de bliver flade i poterne hvis jeg løber tør for c-vitamin og de må undvære en uges tid. Det er helt tydligt at se forbedringen når hvalpen enten får øget sin dosis eller får tilføjet c-vitamin, der går omkring 4 dage så er tingene tilbage til normal. Der er selvfølgelig osse andre ting der kan spille ind når en hvalp er blød og evt. fransker eller koder over. Mangel på c-vitamin, for meget aktivitet/motion og forkert sammensat foder (for højt proteinindhold) er de tre ting jeg anbefaler folk at kigge på.

De finske hunde ser ud som dem i DK, SE og NO - der samarbejdes jo på kryds og tværs af grænserne Hende jeg har indeholder finsk, svensk og amerikansk blod og hun er så parret med min hjemmelavede hanhund der bygger på dansk, svensk og amerikansk. I min søgen efter billedet af hende fand jeg osse det her

Lækker lækker grande - jævt irriterende pigebarn Og nej, det er bestemt ikke alle der er bange for vand, den eneste af mine der ikke har været glad for havet er den jeg har hentet i Finland.

Jep Og det vil du høre fra stort set alle opdrættere der har set mere end to hunde vokse op. Eneste "dokumentation" er at det virker - en unghund der bliver flad i poterne eller blød i mellemhånden vil (forudsat den tilbydes korrekt kost) i løbet af nogle dage komme til at stå rigtigt når der tilsættes c-vitamin. Mængden der anbefales er lidt forskellig, men de fleste bruger mellem 2000 og 3000 mg c-vitamin i døgnet til deres hvalpe og unghunde.

Her er min gamle ven Han er født her, modtaget af mig der masserede liv i ham efter en problematisk fødsel Her hilser han på næste generation Og her er han nu - 8 år gammel, klog og stadig pjattet og barnlig :kys:

Bare det at finde det rigtige tørfoder at køre en GD-hvalp på kan være ret besværligt og jeg er ikke sikker på man sådan lige kan overføre indholdet fra en tørfodersammensætning til en råfoderplan. Der er osse det at forskellige linier vokser forskelligt at tage hensyn til. Når vi taler tørfoder, så er det ihvertfald min erfaring at opdrættere med én linie har succes med at fodre med en anden sammensætning en opdrættere med en anden linie. Dog er det stadig mest brugt at fodre med et voksenfoder hele hundens liv, som oftest når jeg ser grander der står forkert på forbenene så er der fodret med et alt for højt proteinindhold. Når jeg tænker på hvor lidt der skal til på et tørfoder før man ser vækstrelaterede problemer, så er det nok til at jeg ikke selv har turde eksperimentere med råfodring før højden hos hunden er på plads. Et forkert forhold mellem fosfor/calcium, for meget protein, for lidt fedt osv osv. Det er de små ting der er afgørende for hvordan vores hunde ser ud under væksten og dermed hvordan det færdige resultat er. Inden man vælger at eksperimentere, så skal man have erfaring nok til at kunne spotte fejlvækst i rigtig god tid, sådan at fodersammensætningen kan blive justeret inden skævhederne bliver permanente.

Hvis I bor et sted hvor det larmer meget nytårsaften, så kunne I overveje at få hende passet et sted på landet hvor der ikke sker en skid.. Jeg har selv nogle hunde der overnatter fast hos mig den aften, det fungerer fint for både hunde og ejere

Jo for en gang skyld blir det nok til en tur til Fredericia - skal handle for en anden og så kan jeg lisså godt ta' et par af mine egne hunde med

Haha nej præcis - de yngste af mine laver samme nummer og her er altså væg til væg tæpper

Aaaww baby Sådan en grande-baby der ikke er helt vågen er bare det sødeste

Hold nu kæft det er godt :klap: Ikke at jeg var i tvivl om at svaret var JA da jeg så trådens overskrift, men jeg havde ikke forventet dén fremgangsmåde - cool :5up:

:ae: Jeg har heldigvis aldrig stået i situationen ikke at ha' en grande i huset.... Jeg er osse så heldig kun at have mistet en enkelt, hun var min første og ham mit lille vidunder er hendes oldebarn. Granden er i den grad en race der kryber under huden på dem der fortjener at dele deres liv med den. Jeg ville ønske alle var så dedikerede som jeg kan fornemme du er - så ville situationen være anderledes på DBA, G&G, HG og hvad de steder ellers hedder. En dag når du er klar, så ved du hvad du skal og så dukker den rigtige hund eller den rigtige opdrætter op, stol trygt på det.

*GGG* Han er heldigvis ikke den sidste af sin slags, så måske du en dag vil kunne berige din hverdag med et lignende livsstykke

Lilleraev - som sagt er jeg ikke ude på at ændre din mening og meget af hvad jeg skriver er helt generelle informationer som ikke direkte er henvendt til, eller omhandler dig og dit valg. Du har jo besluttet dig og forsvarer derfor opdrætteren og dit valg, den har jeg fanget.... så igen, jeg skriver fordi jeg har erfaring med dette emne, og fordi jeg håber at andre måske kan bruge min erfaring når de en dag står i din situation. Lissom en stamtavle tilbyder jeg egentlig bare nogle redskaber, om man vil bruge dem må man fuldstændig selv bestemme

Hahaha han skal aldrig være andre steder end sammen med mig - jeg er så forelsket i den rod

Jeg har selv en finsk tæve der var usikker i sin omgang med andre mennesker fra hun gik i løb til hun blev omkring 3 år. Jeg kunne osse meget bedre li' at kalde hende for reserveret - lissom alle andre vælger at beskrive deres usikre hunde :blink:

Men det ved man jo intet om når man ikke kender til andet end "mor og far" - der nævnes at tæven er lidt usikker eller hvordan det formuleres, og at det i grove træk er hanhunden der ikke lever mere, der er årsag til interessen i kuldet. Her glemmes det så at det er den usikre tæve der står for grundprægningen af kuldet. Men hvem ved hvorfor tæven er som den er, hvem ved om den har en bror der er aflivet grundet aggressivitet?

Alle hvalpe jeg sælger, sælges med det formål at kunne fungere som en sød og rar hyggefætter, en del af en familie, helst den samme hele dens liv. Om hvalpene vokser op og bliver til de gode familiehunde man drømmer om, det afhænger sørme langt hen ad vejen af om den enkelte hvalp rent faktisk havner i den rigtige familie. Fra mit sidste kuld har jeg sendt en hanhund ud i en familie der ikke har erfaring med den race jeg har solgt dem - fra samme kuld har jeg selv beholdt en hanhund. Du kan være fuldstændig sikker på at førstegangs-familien havde haft et ganske andet indtryk af racen, hvis de havde fået den hvalp jeg selv valgte at beholde, ham valgte jeg nemlig netop fordi han har temmelig meget røv i bukserne og for de fleste vil være noget af en mundfuld - for mig er han en rigtig sjov hund at arbejde med, men jeg var osse forberedt fordi jeg selv har sammensat ham. Det ville være fuldstændigt uansvarligt af mig som opdrætter ikke at tage ansvar for de hvalpe jeg har valgt at sætte i verden, bare fordi de ikke længere er i min varetægt. Fordi en hvalp ikke skal udstilles eller bruges til jagt, lydighed, agility osv. så syns jeg alligevel den har fortjent alle muligheder for at kunne leve et langt og trygt liv i en familie der hver dag sætter pris på de kvaliteter den måtte indeholde.

Det hænger jo slet ikke sammen med at du aktivt vælger at modarbejde det ved at støtte det stik modsatte? Så dit negative billede af en seriøs opdrætter bygger altså på at du engang har besøgt en grayhoundopdrætter der havde hunde på en måde du ikke bryder dig om? Nu skal det ikke forveksles med at jeg forsøger at omvende dig og få dig til at vælge hvalp fra et seriøst opdræt, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at skrive så andre måske kan forstå at du er helt galt på den. Specielt denne race som jo altså befinder sig bedst i en blød sofa, der vil mit bud være (uden at have regnet efter) at 90% af de danske opdrættere har mellem 1 og 6 hunde som alle lever på fuldstændig samme vilkår som det deres hvalpekøbere tilbyder den ene hvalp de køber af en af disse opdrættere. Som bonusinfo vil jeg tilføje, at netop disse opdrættere er dem der bliver ringet op af folk som har været ude og spare penge på indkøbet, og derfor ikke kan få den ganske nødvendige rådgivning som man skulle mene burde komme fra sælgeren, når det går op for køberen at de er på skideren med den hvalp de har indkøbt. Hvordan tror du de tavleløse hunde er blevet til?

Hvordan tror du langt de fleste hjem ser ud hvor der opdrættes hunde med tavler?

Det må du uddybe, for jeg har ikke forstået hvilken glæde du tror der bliver ødelægt? Glæden ved at bo sammen med dejlige hunde? Glæden ved at lykkes med sit opdræt? Glæden ved at lære ligesindede at kende? Glæden ved at opleve gode resultater? Den glæde kan umuligt ændres ved at andre ikke har det samme begær efter at skubben den race man elsker i en positiv retning. Når man som opdrætter bliver ærgerlig, skuffet, ked af det eller hvad det måtte være, så er det når den manglende forståelse og respekt for et mangeårigt stykke avlsarbejde bliver en bevidst. Selvfølgelig er der opdrættere der laver hvalpe bare for at lave hvalpe, og for dem spiller det sikkert ikke den samme rolle. Men for andre hvor hver enkelt valg i opdrættet har en betydning og derfor er ganske velovervejet og planlagt, der må det være rigtig trist at se en hvalp man solgte som familiehund, pludselig indgå i en halløjsa-produktion fordi det for andre ingen betydning har. Det er vel sådan at man lader sin hund indgå i avl fordi man synes om den, dermed må man formode at opdrætteren man købte denne hund af, er lykkedes med sit opdræt. Så jeg oplever det selvmodsigende at man på den ene side anerkender sin opdrætters arbejde og gerne nyder godt af det, men samtidig ikke vil bidrage til at racen/opdrættet fortsat kan udvikle sig. Eller det vil sige - det må man gerne undlade at bidrage til, hvis man så samtidig osse vil undlade at gøre det modsatte. Jeg mener bestemt ikke at alle hunde bør indgå i avl. Det handler for mig egentlig bare om respekt og det at bidrage...