Jeg er altid overrasket over folks dårlige oplevelser og negative syn på schæferen, fordi det på ingen måde er det billede jeg har haft gennem min barndom og opvækst med schæfere.
Det nu ikke er fordi jeg har så meget erfaring med schæfere, vi har kun haft 2 i familien. Som var utrolig forskellig fra hinanden.
Shang, som var en smuk langhåret schæfer, havde vi indtil jeg var omkring en 7-8 år. Han var en utrolig mild, sød og rolig hund. Jeg husker hvordan jeg som lille pige, altid gik med ham i snor, fordi han netop var så rolig. Han var desværre en lidt usikker hund, men min morfar (begge hunde var min morfars, men de var mere hele familiens hunde) havde aldrig nogle uheldige episoder med ham.
Derefter fik min morfar Ricko, som var total modsat Shang. Fuld af energi og selvtillid, men stadig en utrolig sød og mild hund. Vi jokede altid med, at hvis mine bedsteforældre fik indbrud, ville Ricko overfalde dem med slik og logrende hale
Alle børnebørnene legede med Ricko, som virkelig var den bedste legekammerat, og ALDRIG har der været en episode mellem os børn og ham.
Ricko kunne dog absolut IKKE lide andre hanhunde. Hvilket så bare betød at han altid var i snor når han gik tur. Hvilket ikke betød så meget, da han havde en kæmpe have.
Så Ricko en hanhund, gik han fuldstændig amok. Og så havde han en virkelig irriterende vane, med at gø af de hunde der gik forbi haven
Den eneste fejl Ricko havde, var at han ikke ville putte Han elskede dog at blive snusset og kløet..
Min morfar gik meget op i hundetræning med sin hunde, så de var begge utrolig velopdragen.
Det handler vel egentlig om, lige som med alle andre racer, at sætte sig ind i hvilken race man køber og sætte sig ind i hvilken hund man har! Så man kan tage de forholdsregler der skal tages, og arbejde med de ting der opstår.
Jeg synes de er perfekte hunde !