Lykkeliv

Først og fremmest så deler jeg nok ikke helt dine holdninger omkring hunde i hundegård. Selvom det ligger mig meget fjernt at have hund på den måde og mine hunde ret dårligt ville egne sig til den type hundehold, så tror jeg såmænd mange hunde trives helt ok med det. Mht. præstation så tror jeg da sagtens der kunne være noget om snakken. Når jeg underviser ser jeg tit hunde der skal "tigges" om samarbejde. Hundeejeren gør alt arbejdet med dans, sang, pølser fra slagteren og jeg skal komme efter dig, og hunden vælger lidt til og fra efter behov, nærmest som om den gør ejeren en tjeneste. Snot forkælede plejer jeg at kalde dem, og møgfrustrerende at arbejde med tror jeg. Det modsatte må vel gøre sig gældende for disse hunde tænker jeg? De må være top-motiverede og PÅ. Og hvis al det glæde og "påhed" ellers kan kontrolleres og bruges på en positiv måde, så vil det da give flotte resultater.

Der er vel forskel på hunde - ligesom på mennesker Begge mine er udprægede selskabsdyr og meget glade for, og vant til, at være med os rigtigt mange steder - også ude blandt andre mennesker (og også selvom det kræver at de skal ligge stille). At tage dem med ud og spise ér den gode løsning for dem, på lige fod med at hente mad med hjem, og bedre end at ligge alene i bil, hvilket de ellers også tolererer helt fint når dét er nødvendigt. Dermed ikke sagt at deres gåture og mere "hundeagtige" aktiviteter bliver erstattet af restaurantbesøg og ture på museum, men det er meget firkantet påstå at hunde ikke kan få noget ud af at være med synes jeg, og det er sådan jeg læser dine indlæg. Når det så er sagt, så er der vist ingen tvivl om at jeg ikke synes at det er et problem at der er hunde hvor der indtages mad. Dog med forbehold for at hundene skal være opdraget til at kunne være der uden at være til gene. Jeg ser alt for mange pis-uopdragne hanhunde der mener de skal lette ben allevegne, for bare lige at tage et eksempel, og det er bare ikke okay, ligesom gøen osv. heller ikke ville være det.

Der kan da være mange årsager til at tage hund(e) med ud og spise... I sommerferien var begge hunde med ude og spise hver dag i en uge. Alternativet var ligesom at de skulle være alene hjemme i en brand-varm båd, og det er jo ikke gangbart. Generelt har vi dem med på spisesteder hvis vi er ude og rejse, på tur eller lign., både fordi det tit kan være for varmt at have dem siddende i bilen, men også fordi de bare hellere vil med Og en pølsevogn er ikke en gangbar løsning for os. Er vi bare herhjemme er det sjældent jeg har brug for at have hund med ud og eller gider at have det. Enkelte gange har jeg haft en eller begge med på café, men så har vi bare valgt at sætte os udenfor.

Asta: 4 skidninger fordelt på 2 gange... Altså hun deler dem altid op. Havde hun tid til at gøre sig færdig i første omgang, ville hun skide 2 gange om dagen, morgen og sen eftermiddag. Modjo: 1 gang om dagen - hver morgen. Det er det første han gør når han kommer ud, også inden han får tisset. Det er lidt skørt synes jeg

Der er vagt i dem sådan genrelt. Og igen, nok lidt mere i min end standard - hun går all in på ting hun ka li

Forsøger den ikke bare at begrave dem? Sådan gør Modjo altid når han skal dække et ben eller andet guf til... Asta gør ikke. Fordi hun begraver ikke ting. Hun spiser dem. Hurtigt.

Altså... Jeg kender flere stabyer der sagtens kan gå løse. Min egen har jeg kun løs i indhegnede områder, ved stranden osv. så jeg har ikke helt magtet opgaven må jeg jo erkende. Når det er sagt, så har jeg arbejdet en smule på det på det sidste, og vi er faktisk ved at være nået dertil hvor jeg kan nå igennem til hende og begynder at stole mere på hende. Slippe hende løs i Frijsenborg (vildt-paradis) kommer jeg nok aldrig til, men igen, meget af det ligger nok i egen utilstrækkelighed og i at Asta på visse punkter ikke er helt repræsentativ for racen. Hun ligger i den meget høje ende af skalaen på drift og stress.

Vizla Breton Toller Stabyhoun

:ae: det må være ubeskriveligt hårdt for jer... Jeg har selv højtelskede hunde og små børn i samme hjem og kan ikke engang begynde at forestille mig hvor frygteligt det ville være, hvis vi stod i jeres situation. Min erfaring er at dyrlæger sjældent har belæg for at udtale sig om smerter hos hunde - i hvert fald ikke smerter der kan relatere til muskler og led. Jeg ved ikke hvor I bor, men hvis I har mod på det, ville jeg nok forsøge at finde en velrenommeret hundekiropraktor i jeres område og give det en chance på en måned eller to, kombineret med et ubetinget helle til jeres hund et sted i jeres hjem. Fx. lukket bur i stuen hvor barnet aldrig kommer til. Men det er ikke nemt, for jeg kan forestille mig at utrygheden og frygten for "hvad nu hvis" er svær at slippe. Håber I finder en god løsning for alle parter.

Kom sådan til at tænke på denne tråd i går da vi læssede hele familien inkl 2 hunde ombord på båden og sejlede ud i det blå. Asta (Stabyoun) som har prøvet det flere gange før, brugte lige den første lille times tid på at stressfælde og klamre sig til enten mig eller manden, indtil hun kom i tanke om at det da vist var ok og lagde sig til ro. Modjo (Löwchen), som aldrig har været ombord på en båd før, susede lige en tur rundt og tjekkede sagerne inden han smed sig ved først ledige sæt fødder i bunden af båden og lagde sig til ro. Verdens nemmeste hund siger jeg jer

Det ved jeg ikke... Kan ikke rigtigt huske hvorfor det endte med det, men jo det var rimeligt grænseoverskridende. Omvendt så fodrede det også det store behov jeg havde for opmærksomhed og grænsesøgning i den alder, det tror jeg de fleste teenagepiger har i en vis grad, og jeg havde det ret meget Når jeg tænker tilbage på det, så var det en fed oplevelse. Det gav et kæmpe adrenalinrus. Men det var nok ikke noget jeg ville sige ja til i dag tror jeg, har ikke helt det samme behov for bekræftelse fra det modsatte køn. Helt så meget bekræftelse i hvert fald lidt positiv opmærksomhed siger man jo aldrig nej til

Hehe, det er ikke en specielt spændende historie Tilmeldte mig sådan lidt for sjov, regnede ikke med at blive "rekrutteret", men det blev jeg så fordi jeg åbenbart lige havde størrelsen til den slags. Gad ikke så længe, synes det var lidt surt arbejde fordi folk altid var sure og stressede og så gav det bare ikke ret meget. Men jeg nåede at gå i et par shows og en opvisning i det der storcenter på Amager.

Der er fordele og ulemper ved alt... I dag hviler jeg i min vægt og synes at jeg er lige som jeg skal være. Og det er da sikkert ok praktisk at jeg ikke tager på selvom jeg skulle begynde at spise usundt. Det gør jeg nu ikke, for der er andre omstændigheder der også spiller ind. Da jeg var teenager og vejede omkring de 42 synes jeg ikke det der høje stofskifte var noget at være lykkelig for. Alle folk troede jo at jeg havde en spiseforstyrrelse og jeg brugte alle mine lommepenge på junk uden at min mor vidste det, så jeg kunne tage på.. Hvilket ikke skete.. Nogensinde. Fx kan jeg stadig passe min konfirmationskjole Og to topic. Jeg har hørt både godt og skidt. Glæder mig til at høre om dine erfaringer

Men.. Det er jeg Mit pas siger vist nok 1.75, men det har jeg nu aldrig været. Men 1.72 er altså god nok, det var også min officielle model højde var, under min meget korte undertøjsmodel karriere

Jeg er 172 og ville blive meget overvægtig hvis jeg kom op på 70 kg. I øvrigt ved jeg seriøst ikke hvordan jeg skulle bære mig ad med at gøre det Sidst jeg tjekkede hedder det i øvrigt 60 kg som normailvægt for en på 170, men hånden på hjertet så ville jeg gå på slankekur hvis jeg nogensinde kom op og veje 60, for det ville være for meget

Aaaaah... Selvfølgeligt kommer det an på øjnene der ser og i høj grad kroppen der bærer det, men 70 kg ér overvægtig for de fleste kvinder. For mig ville 70 kg være MEGET overvægtig, da det ville være en 40% øgning af min nuværende vægt og altså en voldsom stigning.

Fordi sinful.dk ikke er sigende nok i sig selv?

Det gør mig meget ondt Irene... Jeg kan stadig huske dengang du gik og ventede på at få ham. Tænk sig at det allerede er 8 år siden, vildt. Jeg er sikker på at det har været 8 dejlige år for jer begge og at han er taknemlig for at have været hos lige netop dig. RIP Pelle

Ja, det er også min oplevelse. Der er dage hvor Modjo ikke ser andet end matriklen - som givetvis er 5000 kvm, but still. Det synes han bare er top og tøffer med rundt dér og hygger sig og går glad og træt i seng om aftenen. Andre dage er han afsted hjemmefra en hel dag nærmest, til hundeleg eller med på besøg eller inde i byen, og det synes han også er top - så går han bare kold når han kommer hjem og er frisk på what ever der kommer dagen efter. Hvis jeg bevæger mig, er han i hælene på mig. Hvis jeg sidder stille, ligger han op af mine fødder.

Jeg synes løven er et ok bud, fra de rigtige forældredyr. Min løve er uden konkurrence den nemmeste hund jeg har haft. Han kom mere eller mindre færdigbagt og kunne alt, inkl. soignering, offentlig transport af alle slags, social omgang med andre hunde, mennesker og børn, ophold i bur, renlighed, træningsglæde osv. Alene hjemme har ikke været et problem, og ikke kun fordi jeg har en anden hund, men det skal jo trænes, hvilket jeg også tror du er helt indstillet på. Dog kender jeg mange (herinde fra) der har haft større og mindre issues med lige netop alene hjemme træningen, så det er klart noget du skal have in mente tror jeg. Ikke kun ved denne race, men mange andre også. Min løve er fra Kennel Löwchen og jeg har kun ros til overs for det arbejde der er lagt i den hund hun har leveret til mig, både på opdrætssiden og på socialiseringen.

I dag har været en ret standard dag for hundene... Op omkring 07, og startede dagen med et søg i haven. Derefter ind for at få vand og kærlighed, hvorefter de gik ud igen for at myrde hinanden og gø lidt af naboen, der tillod sig at køre med traktor på marken der ligger lige bag hækken. 08 skred de i seng igen og jeg lukkede døren til soveværelset så de kunne få fred. Ved 10-tiden hentede jeg dem ud fra soveværelset og de kom i haven igen. Her brugte de igen en halv times tid med at myrde hinanden og tøffede derefter bare lidt rundt og fulgte med i hvad ungerne og jeg lavede, deltog i en hurtig omgang fangeleg, holdt skarpt øje med nabo og traktor og kiggede sultent på gråspurveunger der er ved at lære at flyve osv. Omkring 11.30 blev de bedt om at gå ind, da vi skulle spise. Asta kom med mig i haven omkring kl 13 til 15 minutters træning og røg derefter ind igen, hvor hun lagde sig til at sove. De sov til 15.30, hvorefter turen gik om på marken til en luftetur på cirka 20 minutter, derefter hjem i haven og lege med teenageren, efterfulgt af dagens 2. madsøg i haven. Derefter stod den på cirka 30 minutter alene hjemme, inden vi kom hjem og jeg gik i gang med aftensmaden, imens begge hunde fik lidt "bliv ude af køkkenet"-træning med lidt for gammel rullepølse som motivation. Efter aftensmaden fik begge hunde en tur med børsten (Asta fælder som en vanvittig for tiden), inden de gik til ro, da vi fik sat os. Nu har jeg lige gået en runde med dem i haven og begge er gået i seng for natten.

2 stk herhjemme (og en 3. i hjertet) Asta er en Stabyoun på 6 år og Modjo er en Löwchen på 2 år. Den 3. i hjertet hedder Stella. Hun er en Cairn på 8 år og bor desværre hos en anden familie i dag. Næste hund? Højst sandsynligt Border, men det kan jo nå og ændre sig, for jeg håber der går mange mange år inden jeg skal have ny hund.

Heller ikke ret meget jeg kan genkende der 8 og 9. Tænker at jeg elsker dem lige tilpas.

Det er nok en flydende grænse... At der kommer en lille rift-agtigt kan jeg godt afskrive som sort uheld, men ingen vil nogensinde få mig overbevist om at en hund kan lave et BID ved et uheld. Jeg har desværre tilstrækkeligt erfaring med hundebid til at vide, at de fleste hunde har HELT styr på hvornår de ønsker at markere og hvornår de ønsker at gøre skade på modparten, mine egne inkl. Hvis mine hunde på noget tidspunkt ønsker at gøre skade på mit barn, kan de altså bare ikke være her. Sorry, men den er ikke rigtigt længere. Skulle de omplaceres til en familie ala. jeres? Tja? Måske det kunne fungere? Men det er de færreste folk der kan se så meget ud i fremtiden at de kan garantere mig for at der i løbet af de næste 8-12 år ikke kommer et eneste barn ind i deres liv. Folk får venner med børn, unger (planlagte og ikke planlagte), børnebørn and what have you. Og så er der den der ene tur på strøget/ferie/tur i skoven, hvor de møder en af de "ustyrlige unger" der kommer til at løbe hen til hunden. Og hvad sker der så? Et barn der er arret for livet?

Markeret et bid? Nej. Bidt så der gik hul og evt. af flere gange? Ja. De situationer der, dem s-k-a-l de bare kunne håndtere. Det er ikke okay at reagere ved bid hvis der er nogen anden mulig udvej, hvilket man jo må sige der er i de fleste situationer, med mindre mit barn ligefrem jagter dem rundt og trænger dem op i en krog - hvilket i øvrigt aldrig ville ske. Det beskrevne kan være grænseoverskridende for nogle hunde, og det er helt okay. Hvis en hund oplever en grænseoverskridende handling fra et menneske, en anden hund eller whatever, bør de vælge at gå eller knurre eller som sidste udvej markere et bid. De bør aldrig-aldrig-aldrig bide hul over banaliteter. Hvis en af mine hunde reagerede ved at bide hul i mit barn over en af ovenstående episoder, ville jeg ikke være tryg ved at omplacere den nej. Det ville jo bare være at sende sorteper videre, og hvem er bedst tjent med det?