Kirsten90

Min smukke Nullemand sover. Efter længere tids sygdom, utallige dyrlægebesøg og intensiv medicinsk behandling gav hans lille hjerte fortabt i torsdags, to dage efter hans 8 års fødselsdag. Han blev enormt dårlig på morgengåtur og vi måtte (igen) akut til dyrlægen - Denne gang var beskeden dog at de ikke kunne gøre mere. Hans hjerte havde slet ikke rytme mere og hamrede bare derudaf på må og få. Han var bleg og blå og ingen kunne være i tvivl om at han ikke længere havde det godt. Så han fik fred. Sov godt, min ven. Du var mig en trofast følgesvend i 7 år. Du stod ved min side i tykt og tyndt og de gange jeg har krammet dig, grædt ind i din pels og følt mig fortabt har du elsket mig, trøstet mig og givet mig en grund til at rejse mig igen. Du var min bedste ven og vi forstod hinanden og hvor er jeg dog ked af at jeg først alt for sent forstod hvor syg du var. Der er så tomt og koldt uden dig i sengen. Det er så ensomt at vågne uden du straks kommer hen for at sige godmorgen. Jeg vil altid elske og savne dig. Alle griner når jeg siger at du var mit første barn, men de kan bare grine, for vi to, vi vidste det. Hils Lily, min gamle dreng. Mor elsker dig. Og nu skal jeg finde ud af hvordan man er en skør hundedame når nu ikke man har en hund.

Min lille Nulle-mand, der aldrig har fejlet noget for alvor (fraset en mindre byld i poten og en viral maveinfektion) er blevet diagnosticeret med hjertesvigt. Han bliver 8 år lige om lidt og har boet ved mig i de 7 af dem. Han er (vist nok) det lykkelige udfald af et møde mellem en dansk/svensk og en fox terrier (siger kendere ud fra hans udseende? ) og først for ét år siden blev der ved dyrlæge bemærket en lille bilyd på hjertet. Han har i godt 3 måneder kæmpet med hvad vi troede var kennelhoste, kompliceret af og til en lungebetændelse midtvejs og ikke rigtigt kommet ovenpå. I starten af maj fik han så den helt store tur ved dyrlægen med røntgen af bryst og bughule, blodprøver med organstatus osv. Alt så heldigvis fint ud på blodprøver man røntgen afslørede forstørret hjerte og lidt fortætning af væske i bryst- og bughule. Nu behandles han med Vetmedin (blodtrykssænkende) og Furix (vanddrivende) og er blevet til sit gamle jeg igen på mange måder. Dog hoster han stadig lidt (vi mistænker en smule støvallergi) og efter aftale med dyrlæge afprøver vi lidt mere vanddrivende om morgenen. Nu bemærker jeg at hans hjerte ligesom slår stærkere. Ikke hurtigere, men hårdere. Men det vil vi vel også gerne have det til? Og det er lidt uregelmæssigt, alle 3 slag, pause, 3 slag, pause, 2 slag, pause osv., men kan umiddelbart google mig til at det er top-fint når han er i hvile? Jeg overtænker det for meget og er SÅ bange for at miste min følgesvend 😞 Please kom med gode historier!

Hej HF Så tager vi lige en tråd om dårlig mave Futte har i 3-4 dage haft dårlig mave. Diarré og enkelte opkastninger. De første par dage tog jeg det i stiv arm. Han havde nogle enkelte uheld inde (hvilket slet SLET ikke ligner ham) men vi rydder op og trøster. Vi forsøgte med et døgns faste og så lind havregrød. Det har desværre ikke hjulpet. I dag er der en smule blod i afføringen. Ikke meget, men bare lige så man kan se lidt blodspor i det når man ser tæt på (og det gør man åbenbart når man er mig - sygepleje-skade ). Jeg har i Maxizoo købt Zoolac og skånevådkost. Han spiser gerne og holder humøret - kun en anelse nedtrykt, ingen feber eller noget. Den halve dagsration af vådkost som han fik til aften, kom retur mindre end en time senere...... Nu har jeg lavet bouillion så han i hvert fald får noget væske. Hvad kan jeg mere gøre? Han er ikke akut dårlig, så tænker at dyrlæge må blive i morgen. Tror måske han spiste noget den anden dag på gåtur - synes jeg så at han tog noget, inden jeg fik set havde han slugt det. Ih altså, og så min lille Nulle som ellers aldrig bliver syg!

Det var forfærdeligt, og jeg tror ærligt at jeg var i shock de første 3-4 dage. Jeg græd dagligt i flere måneder. Og nu igen, takket være graviditetshormoner. Heldigvis er jeg kommet dertil hvor jeg tænker at det var i hendes ånd at dø i leg og hvor jeg oftere smiler ved mindet om hende end græder af savnet efter hende.

Min Lily døde en, stort set, naturlig død, hvis man kan kalde en ulykke for naturlig. Hun faldt ned af en trappe, fik formentlig en blødning i hjernen i faldet og døde mindre end 45 minutter senere. en ærgelig og alt for tidlig død, men på den anden side helt i hendes ånd - Hun var en vovehals og et værre skravl, der altid kom til skade eller blev syg - selv hendes løbetider gjorde hende syg (depressiv og falsk drægtig).

Futte bliver også kaldt Nulle Så meget og så ofte at jeg referer til ham som Nulle, både herinde og i samtaler. Han har et lækkert Docha-halsbånd med Futte broderet på, derfor undres folk vi møder over at han bliver kaldt Nulle

Der er altså ikke alle hanhunde der får det sådan rigtigt. Futte har en sjælden gang en enkelt dråbe betændelse, det klarer han selv. Arne, derimod, er meget plaget. Han har forhudsrens som kan bruges når det er meget galt, og skal det rigtigt behandles i bund skal han renses mindst hver anden dag i nogle uger. Han virker dog ikke plaget af det og er ikke hævet af det (som han ellers kan være når det er slemmest). Jeg har også hørt at tomat i maden er forebyggende - Futte får det af og til, Arne ville aldrig spise det da han boede ved mig. Ellers har jeg hørt at kasteration er en yderst effektiv behandling - Måske derfor at Futte aldrig har haft problemer med det?

I går kunne min smukke hundepige være blevet 3 år. Jeg forsøgte at distrahere mig selv med hygge med min familie i Nordjylland, zootur med ungerne og min barndomsveninde og klip og vask af hendes kuldbror Arne, som bor ved mine forældre... Og alligevel endte jeg med at græde mig selv i søvn, selv om det stort set ikke havde fyldt i løbet af dagen. Det er snart 5 måneder siden at Lily forlod mig. Savnet er der stadig, sorgen er ubærlig men det er dog blevet lettere at nyde minderne om de dejlige tider vi har haft og der er endda uger hvor jeg slet ikke græder over hende mere - i hvert fald ikke med tårer.

Dét kender vi vist alle! Jeg selv trækker også altid maven lidt ind lige når jeg tager tøj på - selvbedrag så det batter!

Åh, sender jer begge en masse positive tanker! Ved hvordan det er når "de små" bliver syge. Håber snart din prinsesse er på toppen igen!

I virkeligheden har Futte kun Clipstop, en flåttang og en negletang... Og en rest Fucicinsalve, fra da han for et par år siden havde en byld under poten. Fra Lilys tid er der dog stadig lidt smertestillende. Meget af hendes apotek røg dog ud da vi flyttede, hun havde ellers en del - En salve mod hudinfektion, medicin mod mælk i patterne, binyrebarkhormon, div. rester af antibiotika. Nåeh ja, og loppemiddel i tilfælde af angreb.

Brug en sele når du går tur med din hund. Den skåner hundens nakke og er generelt sundere at bruge. Min tæve brød sig ikke om at få sin sele på. Hun gemte sig og kunne mange spøjse danse og afværgelser for at undgå at få selen på. For at bryde mønsteret købte jeg en ny sele, og lovede mig selv at hun ikke måtte få den på før hun var tryg ved den. I lang tid havde jeg selen i venstre hånd, holdt langt bagud og gav hende godbidder med højre. Da hun var tryg ved det kom venstre hån ned langs kroppen. Da hun var tryg ved det hang jeg selen på højre arm når hun fik guf. Efter noget tid på højre håndled. Da hun efter flere uger var tryg ved det, holdt jeg selen og og gav guf "gennem" så hun skulle tage snuden gennem åbningen for at tage guffen. Først herefter begyndte jeg at bruge selen! Vigtigst var dog at hver gang hun fik selen på, kom hun ud at gå snortur, som hun var ret vild med. Hun var ikke vild med at køre i bil, så i en del tid blev selen kun brugt til gåtur og ikke til køreture. Først da selen blev forbundet med ubetinget gode ting blev den til hendes eneste sele. Jeg ville nok også sørge for at hunden havde sit halsbånd på hele tiden hvis den synes det er SÅ ubehageligt at få på.

Omkring jul havde vi Futte med på besøg i det nordjyske. Vi sover i mine forældres gæsteværelse på førstesalen, og Futte, der normalt sover i sengen med os, sover naturligvis også deroppe. En aften havde min mor været til julefrokost, klokken blev mange og vi ville gerne i seng. Vi så godt at hun kørte ind i indkørslen da vi sagde godnat til min far, men synes ikke vi ville vente på at hun kom ind - Klokken nærmede sig midnat og vi skulle jo også op næste dag. Så vi kalder på Futte, som pænt ignorerer os fordi han står i velkomstkomité sammen med mine forældres to hunde. Derfor tager jeg ham under armen og løfter ham op. Jeg tror aldrig at han har været så fornærmet - Han lagde jeg UNDER sengen og da jeg efter vel omkring 10 minutter kigger ned på ham ligger han med løftet hoved (altså ikke i sovestilling) og stirrer lige ud (ligger på langs med sengen). For at se om jeg stadig er der, kigger han til siden - OG straks ligeud igen! Jeg skulle jo ikke tro at han ikke var fornærmet :blink:

Futte er mere blevet trøstehunden - Det var ellers Lilys største "opgave", hun havde en vanvittig sans for ens sindsstemning. Futte bryder sig ikke om "opgaven", især ikke hvis man græder med lyd på (børnene må gerne, det er noget andet, men når jeg har grædt at savn over Lily kan han ikke lide det).

Futte er glad for alt mad, men tigger næsten kun blåbær, æble og honningmelon. Lily var ikke madglad, men var helt oppe at ringe over kylling! Både rå og tørret. Normalt har Futte altid været hurtigere end Lily til at spise sin mad, men stod den på kyllingelår overhalede den lille mad-kritiske tæve godt nok Futte.