Jeg er 100% ansvarlig for hunden. Det var mit ønske at få en hund og det er min hund. Selvfølgelig fik jeg hans accept - han skulle jo leve i huset sammen med os men han har aldrig været specielt glad for dyr, så jeg havde ikke de store forhåbninger om noget tættere forhold mellem de to...
Hun er 2 år nu og stadig mit ansvar. Det er mig der træner, går til konkurrencer, fodrer, går tur, tager til dyrlæge osv. osv.
Men hun har trampet ind i hans hjerte fra den første dag hun satte pote på adressen... En sjælden gang imellem mumler han lidt om hundehår alle steder men ellers så er hun en kilde til glæde for ham...
Hun elsker ham over alt på jorden (på trods af at det er mor her der gør alt for hende ), giver ham gaver, slikker ham, putter hos ham og slår knuder på sig selv af glæde når han kommer hjem...
Og han kan sagtens overtales til at gå en tur med hende, hvis jeg ikke er hjemme og de leger, putter og hygger sig sammen...
Så selvom han ikke var overordentlig begejstret for ideen om en hund, så har han altså stor glæde over hende... Hvis jeg døde imorgen, ville hun helt sikkert få et "kedeligere" liv... men jeg tror ikke på, at han ville omplacere hende...
Summasummarum: Det kan godt lade sig gøre, at få en hund, selvom det kun er den ene part der gerne vil Men så skal man selvfølgelig være indforstået med, at der også kun er 1 til at rende ud hver time med hvalpen, aktivere den, træne med den osv osv...
Og selvfølgelig skal han acceptere, at han skal dele sit hus med kræet - ellers bliver det noget rod...
Jeg håber du får ham overtalt - det at få en hund har været det mest fantastiske der er sket mig. Hun har fuldstændigt og helt og aldeles overtaget mit liv